Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

1. Indledning

Denne kontrakt er indgået mellem Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders departement og Forbrugerstyrelsen til styring af de væsentligste strategiske brugerrettede aktiviteter og ydelser, som Forbrugerstyrelsen skal varetage i 2007, jf. afsnit 4 om formalia.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender udgør en politisk og organisatorisk ramme, der bidrager til, at forbrugerpolitikken sammentænkes og koordineres med en række tæt integrerede områder med stor betydning for familierne. Dermed er der skabt en tidssvarende platform til at imødekomme de behov og krav, som moderne familier i dag har. Det betyder bedre muligheder for at designe nye målrettede forbrugerinitiativer til gavn for familierne, forbrugerne og erhvervslivet.

Som en del af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender skal Forbrugerstyrelsen aktivt bidrage til realisering af ministeriets vision om at styrke familien for at opnå bedre trivsel og vækst. Det betyder, at styrelsen har fokus på at sikre gode forbrugerforhold, hvilket er til gavn for familiens trivsel, og bidrager til vækst og gode konkurrenceforhold.

Gode og aktive relationer til styrelsens kunder og interessenter er af afgørende betydning for brugbare resultater. Det gælder først og fremmest i forhold til forbrugerne og ministeren for familie- og forbrugeranliggender. Kunderne er hele tiden i centrum, og styrelsen arbejder for at sikre, at regeringens forbrugerpolitik virkeliggøres.

Et væsentligt element i den forebyggende indsats er målrettet information til erhvervslivet – ikke mindst til de forretningsdrivende. Udarbejdelsen heraf skal ske i tæt samarbejde med målgruppen og dens organisationer – således at form og indhold tilpasses det konkrete behov.

Styrelsens organisering og aktiviteter skal understøtte styrelsens idégrundlag og de strategiske mål. Nøgleordene er effektivitet og nytænkning, og der er fokus på effekt, udvikling og innovation. Organisationen udvikles løbende til at kunne generere og håndtere ideer til nye aktiviteter og arbejdsformer.

Ifølge finansloven har styrelsen i 2007 en bevilling på 69,9 mio. kr., hvoraf 45,2 mio. kr. er lønsum. Styrelsen beskæftiger 101 medarbejderårsværk i 2007.

Som led i en effektiv økonomistyring er de budgetterede udgifter, som knytter sig til direkte øvrig drift, alene et udtryk for et estimat, idet et endeligt direkte øvrig driftsbudget først vil blive fastlagt i løbet af 2007, når projekterne iværksættes.

Top |

Denne side er kapitel 1 af 4 til publikationen "Resultatkontrakt 2007".
Version nr. 1.0 af 01-04-2007
© Forbrugerstyrelsen 2007