| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Forbrugerredegørelse 2008

Kapitel 4 Bæredygtigt forbrug

• 4.1 sammenfatning og anbefalinger
• 4.2 Bæredygtig udvikling på den nationale og globale dagsorden
• 4.3 Bæredygtigt forbrug
• 4.4 Klimavenligt forbrug

Bæredygtig udvikling og klima er på den nationale og globale dagsorden. Medierne bugner af historier om klimaforandringer og gode råd til, hvordan man selv tager et klimaansvar. Forbrugerne ønsker at være bæredygtige og klimavenlige. Salget af økologiske og miljømærkede varer er stigende. Men bliver forbrugernes gode vilje udnyttet fuldt ud? Eller er der nogen barrierer for bæredygtigt og klimavenligt forbrug?

I første del af dette kapitel fokuseres der bredt på bæredygtigt forbrug. Hvilke forbrugere køber bæredygtigt, hvor får de deres informationer om bæredygtighed fra, og hvilke barrierer er der for bæredygtigt forbrug? I anden del af kapitlet stilles der skarpt på klima og forbrug med specifikt fokus på CO₂udslip. Forsøger forbrugerne at begrænse deres CO₂-udslip, hvad kunne få dem til gøre mere for at begrænse deres CO₂-udslip, og hvordan forholder de sig til klima og CO₂-udslip, når de køber føde- og dagligvarer?

4.1 sammenfatning og anbefalinger

Forbrugerne er optaget af bæredygtighed. Der findes ikke en samlet opgørelse af salget af bæredygtige varer, men salget af økologiske føde- og drikkevarer i detailhandlen steg med 77 pct. fra 2004-2007. Samtidig viser Forbrugerundersøgelser 2008, at der kun er få forbrugere, der decideret har valgt bæredygtighed fra. Den gode vilje er til stede. Det peger på, at der er et uudnyttet potentiale for salg af bæredygtige varer.

Hvad skal der til for at stimulere det bæredygtige forbrug? Forbrugerne fremhæver bl.a. følgende faktorer:

• Billigere produkter
• Større/bredere udbud
• Bedre information

Prisen er den væsentligste barriere for bæredygtigt forbrug. De højtuddannede og dem med højest indkomst køber relativt mere bæredygtigt end andre befolkningsgrupper. Lavere priser sikres bl.a. gennem konkurrence. Analysen viser, at der på nuværende tidspunkt er en efterspørgsel, der ikke imødekommes.

Forbrugerne har generelt tillid til de bæredygtige produkters troværdighed. Kun få forbrugere angiver, at større troværdighed kunne få dem til at købe (mere) bæredygtigt. Det kniber mere med gennemsigtigheden og tilgængeligheden af varerne. Forbrugerne har svært ved at gennemskue, om produkter er bæredygtige og at finde de produkter, der er.

Mange forbrugere anvender markedsføring/reklamer, når de søger information om bæredygtighed. Det øger vigtigheden af, at denne markedsføring er i overensstemmelse med markedsføringsloven og Forbrugerombudsmandens retningslinjer.

Specielt klimahensyn volder forbrugerne problemer. Analysen viser, at det kun er ganske få forbrugere, der ikke ønsker at tage klimahensyn, men mange mangler den fornødne viden for at kunne gøre det. For at kunne tage klimahensyn med henblik på at begrænse CO₂-udslippet mangler forbrugerne bl.a.:

• Viden om hvilke varer der er klimavenlige
• onkrete råd om hvordan man nedsætter sit CO₂-udslip
• Større udbud af klimavenlige varer

Det økonomiske aspekt er imidlertid også vigtigt for forbrugerne i forbindelse med klimahensyn. Forbrugerne vil gerne tage klimahensyn, hvis der samtidig er penge at spare. Ved eventuelle oplysningsindsatser kan man derfor med fordel fremhæve sammenfald mellem hensynet til klimaet og hensynet til egen pengepung.

Ud fra analysen er det Forbrugerstyrelsens anbefalinger, at:

• det sikres, at de forbrugere, der gerne vil købe bæredygtigt, kan gøre det på et oplyst grundlag
  
• der rettes et særligt fokus på virksomhedernes brug af etiske og miljømæssige udsagn i markedsføringen med henblik på at sikre, at denne er i overensstemmelse med retningslinjerne
  
• virksomhederne i højere grad imødekommer forbrugernes forventninger om klimaansvar i relation til virksomhedsdrift, vareudbud m.m.

4.2 Bæredygtig udvikling på den nationale og globale dagsorden

Klima, miljø og bæredygtig udvikling er på den nationale og globale dagsorden. Det er efterhånden en udbredt opfattelse, at både myndigheder, virksomheder og forbrugere har et ansvar for at begrænse de negative effekter af fx produktion, forbrug og transport. På globalt niveau forhandles der om klimaaftaler. På virksomhedsniveau arbejdes der med virksomheders samfundsansvar (Corporate Social Responsibility = CSR). Forbrugerne har mulighed for at påvirke disse niveauer. Hvis forbrugerne fx efterspørger bæredygtige varer, vil virksomhederne have et incitament til at sætte dem på hylderne. Samtidig kan et større udbud af bæredygtige varer føre til større kendskab til varerne og dermed også en øget efterspørgsel.

Der arbejdes med klima, bæredygtig udvikling og virksomheders samfundsansvar på mange niveauer i det danske samfund. Nogle eksempler på dette arbejde vil kort blive nævnt her.

Regeringens nationale strategi for bæredygtig udvikling ”Fælles fremtid – udvikling i balance” udkom i 2002. Strategien blev fulgt op af indikatorrapporter, der viste, hvordan det gik med målsætningerne i strategien. I 2007 fulgte ”Grønt ansvar. Regeringens debatoplæg om en strategi for bæredygtig udvikling”.^[2]På baggrund af høringen om debatoplægget vil regeringen i 2008 fremlægge en revideret strategi for bæredygtig udvikling. Strategien vil indeholde et særskilt kapitel om bæredygtig produktion og forbrug.^[3]

En af de centrale statslige aktører er det nye Klima- og Energiministerium, der bl.a. er i gang med at forberede FN’s klimakonference i København i 2009. I forbindelse med konferencen er der nedsat et erhvervsklimapanel med Økonomi- og Erhvervsministeren som formand. Panelet har bl.a. til opgave at rådgive regeringen om aktiviteter og emner i relation til miljøteknologi.^[4] Klima- og Energiministeriet står også for kampagnen ”1 ton mindre”^[5], der opfordrer danskerne til at tage et medansvar for klimaproblemerne ved at nedbringe deres CO₂-udledning. Kampagnen kommer bl.a. med en lang række konkrete råd til, hvordan den enkelte kan nedsætte sit CO₂-udslip derhjemme, ved transport, i forbindelse med indkøb osv.

I maj 2008 lancerede regeringen ”Handlingsplan for virksomheders samfundsansvar”. Handlingsplanen har fire indsatsområder: 1) udbredelse af forretningsdrevet samfundsansvar, 2) fremmelse af samfundsansvar gennem statens aktiviteter, 3) styrkelse af erhvervslivets klimaansvar og 4) markedsføring af Danmark som ansvarlig vækstnation. Udgangspunktet for regeringens politik er, at virksomheders samfundsansvar skal være forretningsdrevet og internationalt orienteret.^[6]

I Erhvervs- og Selskabsstyrelsen under Økonomi- og Erhvervsministeriet arbejdes der i Center for Samfundsansvar med projekter og aktiviteter, der skal ruste virksomhederne til at tage et samfundsansvar. Projektet ”Overskud med omtanke”, der blev afsluttet i december 2007, er et eksempel på centerets arbejde. Projektet havde til formål at give små og mellemstore virksomheder et kompetenceløft inden for samfundsansvar. Over 12.000 ledere og medarbejdere blev undervist i, hvordan de kan arbejde med forretningsdrevet samfundsansvar.^[7]

Økonomi- og Erhvervsministeriet har også udviklet et CSR-kompas i samarbejde med DI – Organisation for Erhvervslivet og Institut for Menneskerettigheder. Kompasset hjælper virksomheder med at stille krav til underleverandører og dokumentere virksomhedens CSR-arbejde over for erhvervskunder.^[8]

Der er også en lang række private aktører, der er aktive på dette område. Rådet for Bæredygtig Erhvervsudvikling (RBE) blev stiftet i 2006. Blandt medlemmerne er Grundfos, Postdanmark, Coop Danmark, Dong Energy A/S og Novozymes. RBE’s formål er at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne gennem udvikling af bæredygtighedsbegrebet.^[9]

I februar 2008 blev Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) stiftet. DIEH samler virksomheder, erhvervsorganisationer, fagbevægelse og folkelige organisationer med det formål at styrke danske virksomheders etiske handel og leverandørstyring. Bag DIEH står fx Dansk Erhverv, LO og Forbrugerrådet.^[10]

Inden for undervisnings- og forskningsverdenen er der også fokus på virksomheders samfundsansvar. CBS Center for Corporate Social Responsibility på Copenhagen Business School fungerer fx som et forum for de forskere, der beskæftiger sig med forskellige aspekter af etik og ansvar i spændingsfeltet mellem virksomheder og samfund.^[11]/p>

Mediernes interesse for bæredygtighed er også steget i takt med de nævnte initiativer. En søgning på ordet ’bæredygtighed’ i artikeldatabasen Infomedia viser, at der i 2006 var 913 artikler, hvor ordet indgik. I 2007 var dette steget til 2.296 og de foreløbige tal for 2008 viser, at det kan forventes at indgå i omkring 3.000 artikler.^[12]Tilsvarende er der sket en stigning i antallet af artikler om CSR.^[13]

CSR og bæredygtig udvikling er også på den internationale dagsorden. EUKommissionen har i juli 2008 offentliggjort en handlingsplan for bæredygtig produktion, bæredygtigt forbrug og bæredygtig industripolitik. Kernen i handlingsplanen er at forbedre produkters energi- og miljømæssige konsekvenser og at stimulere forbrugernes efterspørgsel efter bæredygtige produkter. Handlingsplanen omfatter både produktrelaterede initiativer og produktionsrelaterede initiativer.^[14]

Ifølge FN’s retningslinjer for forbrugerbeskyttelse har både forbrugere, regeringer, organisationer og virksomheder et ansvar for at fremme bæredygtigt forbrug. Retningslinjerne indeholder en lang række anbefalinger til regeringer om fx at bruge økonomiske instrumenter til at fremme bæredygtigt forbrug, selv at fremstå som et godt eksempel, at opmuntre forskning i forbrugernes adfærd i forhold til miljøet samt at sikre uafhængige miljøtest.^[15]

Med Global Compact-initiativet har FN søsat et verdensomspændende arbejde med at inddrage virksomheder i løsningen af sociale og miljømæssige problemer. OECD lavede allerede i 1976 ”Retningslinjer for multinationale virksomheder”, som er en frivillig ramme for principper for god forretningsskik. Retningslinjerne blev opdateret i 2000.^[16]

Kapitlets opbygning og afgrænsning

I den første del af dette kapitel fokuseres der bredt på bæredygtigt forbrug. I anden del af kapitlet kigges der nærmere på klima og forbrug med særligt fokus på CO₂-udledning. Gennem hele kapitlet vil fokus primært være på forbrug af føde- og dagligvarer, da det bl.a. er i de daglige indkøbssituationer, forbrugerne har mulighed for at gøre en forskel i forhold til bæredygtig udvikling og klima.

4.3 Bæredygtigt forbrug

Der findes ikke en samlet opgørelse af salget af bæredygtige varer, men udviklingen i salget af økologiske varer viser en stigende efterspørgsel efter bæredygtige varer.

I Forbrugerundersøgelser 2008^[20]er forbrugerne blevet spurgt, hvad de forstår ved begrebet ’bæredygtighed’. Resultaterne viser, at forbrugerne opfatter det som et flerdimensionelt begreb. Mange forbrugere forbinder det med miljø og økologi, men der er også en del, der fx tænker på klima og energi, sociale forhold og kvalitet.

De bæredygtige produkter er populære hos forbrugerne.^[22]6 ud af 10 forbrugere (61 pct.) angiver, at de bevidst har valgt at købe bæredygtige produkter inden for den seneste uge. Det er typisk mejeriprodukter, grøntsager og kød, der købes i bæredygtige versioner. Der er færrest, der skeler til bæredygtighed, når de køber legetøj, læskedrikke og alkohol/spiritus.

Der er en klar sammenhæng mellem bæredygtigt forbrug og indkomst.^[23]

Blandt de forbrugere, der bor i en husstand med en årlig indkomst på 700.000 kr. eller derover, har 78 pct. handlet bæredygtigt inden for den seneste uge, mens dette kun gælder for 50 pct. af dem, der bor i en husstand, hvor den årlige indkomst er under 200.000 kr.

Andelen af forbrugere, der har købt bæredygtigt inden for den seneste uge, stiger med uddannelsesniveauet. Hvor det gælder 54 pct. af de, der har en skoleuddannelse^[24], gælder det 61 pct. af de erhvervsuddannede og 71 pct. af dem med en videregående uddannelse.

Der kan ikke på baggrund af det foreliggende datamateriale konstateres nogen statistisk signifikante kønsforskelle i forhold til køb af bæredygtige varer.

På spørgsmålet om hvem der har ansvaret for, at de varer, der produceres i Danmark, er bæredygtige, svarer halvdelen af forbrugerne, at det er virksomhedernes ansvar. Der er dog også en del, der mener, at det er forbrugernes ansvar (15 pct.). Det er primært gennem efterspørgsel af bæredygtige varer, forbrugerne kan påvirke produktionsprocessen.

Figuren viser, at hver anden forbruger mener, at det er virksomhederne, der har ansvaret for, at de varer, der produceres i Danmark, er bæredygtige.

Kilde: Forbrugerundersøgelser 2008, Forbrugerstyrelsen.

De højtuddannede er mindre tilbøjelige til at mene, at det er virksomhedernes ansvar, at de varer, der produceres i Danmark, er bæredygtige, end dem med en skole- eller erhvervsuddannelse. Kun 43 pct. af de forbrugere, der har en videregående uddannelse, mener, at det er virksomhedernes ansvar mod 59 pct. af dem, der har en skoleuddannelse og 61 pct. af dem med en erhvervsuddannelse.

Kvinder mener i højere grad end mænd, at alle har et ansvar for, at de producerede varer er bæredygtige. Mens 7 pct. af mændene svarer det, gælder det hele 16 pct. af kvinderne.

De forbrugere, der køber bæredygtigt, er også blevet spurgt, hvorfra de primært får information om bæredygtige produkter. De fleste får deres information fra aviserne (22 pct.), men der er også ganske mange (20 pct.), der får deres information fra reklamer/markedsføring. Til sammenligning angiver kun 17 pct., at de primært får deres information fra mærkningerne på produkterne. Der findes dog heller ikke et samlet officielt bæredygtighedsmærke, men kun mærker der fokuserer på forskellige dimensioner af bæredygtighed, fx miljømærker eller økologimærker.

Figuren viser, at hver femte forbruger primært får information om produkters bæredygtighed fra markedsføring/reklamer.

Note: På grund af afrunding er summen af besvarelserne ikke lig 100 pct. Kilde: Forbrugerundersøgelser 2008, Forbrugerstyrelsen.

Som nævnt får mange forbrugere deres primære information om varers bæredygtighed fra reklamer. Virksomheders markedsføring reguleres af markedsføringsloven. Ifølge § 3, stk. 1, i markedsføringsloven må erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.

De nordiske forbrugerombudsmænd har udstedt en fælles vejledning om brug af etiske og miljømæssige udsagn i markedsføringen. I denne står der bl.a. følgende generelle anvisninger om brugen af etiske og miljømæssige udsagn:

• Det skal fremstå klart og tydeligt, hvad udsagnet refererer til (er det fx hele virksomheden, hele produktet, dele af produktet eller emballagen?)
• Udsagnet skal være entydigt og umiddelbart forståeligt for forbrugerne
• Helhedsindtrykket af markedsføringen skal basere sig på fakta
• Udsagnene skal kunne dokumenteres

Begreber som ’miljøvenlig’ og ’grøn’ er upræcise og må kun bruges, hvis der er gennemført en grundig udredning af hele produktets livscyklus.^[25]

Etiske og miljømæssige udsagn i markedsføringen er et aktuelt fokusområde for de nordiske forbrugerombudsmænd, der i 2008 arbejder på at revidere denne vejledning.

Barrierer for bæredygtigt forbrug

Prisen er den væsentligste barriere for et større forbrug af bæredygtige varer. Både de forbrugere, der allerede køber bæredygtigt, og de, der ikke gør, angiver, at billigere produkter kunne få dem til at købe (mere) bæredygtigt. Prisen er dog mere væsentlig for de forbrugere, der allerede køber bæredygtigt.

Figuren viser, at billigere produkter kunne stimulere det bæredygtige forbrug.

Note: Det var muligt at angive flere svar. Derfor overstiger summen af tallene 100 pct. Kilde: Forbrugerundersøgelser 2008, Forbrugerstyrelsen.

Blandt de forbrugere, der allerede køber bæredygtigt, er de ældre mindst bekymrede over prisen. Kun 30 pct. af de forbrugere, der er 55 år eller derover, angiver, at billigere produkter kunne få dem til at købe flere bæredygtige varer, mens det gælder 50 pct. af de 16 til 29-årige og 58 pct. af de 30 til 54-årige.

Prisen betyder relativt mere for de forbrugere, der har en videregående uddannelse. 55 pct. af de forbrugere, der har en videregående uddannelse og køber bæredygtigt, angiver, at billigere produkter kunne få dem til at købe flere bæredygtige varer. Blandt dem med en skoleuddannelse gælder det 43 pct., og blandt dem med en erhvervsuddannelse gælder det 35 pct.

For børnefamilierne er prisen også vigtigere, end den er for dem uden børn. Mens 57 pct. af de forbrugere, der køber bæredygtigt og har hjemmeboende børn under 18 år, angiver, at billigere produkter kunne få dem til at købe flere bæredygtige varer, gælder det kun 40 pct. af dem uden børn.

Knap en fjerdedel af forbrugerne (24 pct.) er villige til at betale 20 pct. eller mere ekstra for bæredygtige produkter, men langt de fleste forbrugere (76 pct.) ønsker ikke i nævneværdig grad at betale ekstra for bæredygtighed.

Det er de unge, der er mest villige til at betale ekstra for bæredygtighed. Mens 44 pct. af de 16 til 29-årige er villige til at betale 20 pct. eller mere ekstra for bæredygtige varer, gælder det kun 25 pct. af de 30 til 54-årige og 20 pct. af dem på 55 år eller derover.

Som det fremgår af Figur 4.3, oplyser ca. hver fjerde af de forbrugere, der allerede køber bæredygtigt (28 pct.), at et større/bredere udbud af bæredygtige varer kunne få dem til at købe mere bæredygtigt. På nuværende tidspunkt er der altså en efterspørgsel, der ikke imødekommes.

Blandt de, der ikke i forvejen køber bæredygtigt, svarer 10 pct., at et større/ bredere udbud kunne få dem til at købe bæredygtigt. Det er især de unge forbrugere, der er utilfredse med det nuværende udbud. 23 pct. af de 16 til 29-årige har svaret, at et større/bredere udbud ville kunne få dem til at købe bæredygtigt mod 18 pct. af de 30 til 54-årige og 4 pct. af dem, der er 55 år eller derover.

Selvom forbrugerne i stigende grad efterspørger bæredygtighed, er der tilsyneladende et billede af fordærvede, halvbrune æbler på mange forbrugeres nethinde, når de tænker på bæredygtige varer. I hvert fald angiver 17 pct. af de forbrugere, der ikke køber bæredygtigt, at bedre kvalitet kunne få dem til at gøre det, mens 11 pct. af de, der allerede køber bæredygtigt angiver, at det kunne få dem til at købe flere bæredygtige varer.

Forbrugerne finder til gengæld de bæredygtige produkter troværdige. Kun få angiver, at større troværdighed kunne få dem til at købe (mere) bæredygtigt. Der er dog en tendens til, at forbrugere med en høj indkomst er mest kritiske over for produkternes troværdighed. Blandt de personer, der ikke køber bæredygtigt, er der ingen af dem, der bor i en husstand med en årlig indkomst under 500.000 kr., der angiver, at større troværdighed kunne få dem til at købe bæredygtigt. Blandt de forbrugere, der bor en i husstand med en årlig indkomst på mellem 500.000-699.999 kr. svarer 16 pct. det, mens det blandt dem med en husstandsindkomst på 700.000 kr. eller derover gælder 8 pct.

Der er ikke særlig mange, der decideret har valgt bæredygtighed fra. Af de forbrugere, der ikke køber bæredygtigt, er det kun hver tiende, der oplyser, at intet kunne få dem til at købe mere bæredygtigt. Det er specielt dem med lav indkomst, der endegyldigt har valgt bæredygtighed fra. 18 pct. af dem, der bor i en husstand med en årlig indtægt på under 200.000 kr., svarer, at intet ville kunne få dem til at købe bæredygtigt, mens der ikke er nogen af dem, der bor i en husstand med en årlig indkomst på 700.000 kr. eller derover, der svarer det.

De forbrugere, der køber bæredygtigt, er blevet spurgt hvor let eller svært, de har ved at gennemskue om produkter tager hensyn til en række forhold. Forbrugerne har specielt svært ved at gennemskue, om produkter tager hensyn til sociale forhold (såsom arbejdsmiljø og menneskerettigheder) og klima og energi.

Figuren viser, at forbrugerne har specielt svært ved at gennemskue om et produkt tager hensyn til klima og energi samt sociale forhold.

Note: Svarene er afgivet på en skala fra 0 til 10 hvor 0 er meget let og 10 er meget svært. Kilde: Forbrugerundersøgelser 2008, Forbrugerstyrelsen.

Forbrugerne har til gengæld let ved at gennemskue, om et produkt tager hensyn til økologi. Dette kan hænge sammen med, at mærkningsordninger er udbredt inden for økologien. I en indkøbssituation fungerer mærker som et hurtigt pejlemærke for forbrugerne. Ifølge ”Vejledende kodeks for god mærkning” er et godt mærke bl.a. karakteriseret ved, at forbrugeren kan forstå mærket umiddelbart, at det gør det nemmere for forbrugeren at sammenligne produkter, at mærket er uvildigt kontrolleret, og at det tilfører forbrugeren brugbar information, som har betydning for købsbeslutningen.^[26]

Forbrugerne går efter Ømærket

I Forbrugerundersøgelser 2008 er de forbrugere, der handler bæredygtigt, blevet spurgt, om de går efter bestemte mærkninger, når de køber ind. Det gør 6 pct. Som det fremgår af Figur 4. , er der klart flest, der går efter det danske Ø-mærke (74 pct.), men der er også en del, der skeler til EU’s økologimærke (29 pct.).

Figuren viser, at tre ud af fire forbrugere går efter det danske økologimærke.

Note: Det var muligt at angive flere svar. Derfor overstiger summen af tallene 100 pct. Kilde: Forbrugerundersøgelser 2008, Forbrugerstyrelsen.

Mange går også efter det nordiske miljømærke Svanen, når de køber ind. Det gælder 43 pct. af de spurgte, mens 6 pct. går efter EU’s miljømærke Blomsten. Ifølge Miljømærkning Danmark er både kendskabet til miljømærkerne og salget af miljømærkede produkter da også stigende.^[27]

Forbrugerne oplever ikke kun, at det er gennemsigtigheden, det halter med, når det kommer til produkters klima- og energimæssige konsekvenser. Der er også problemer med at finde tilgængelige klima- og energivenlige varer.

Figuren viser, at det er specielt svært for forbrugerne at finde produkter, der tager hensyn til klima og energi.

Note: Svarene er afgivet på en skala fra 0 til 10 hvor 0 er meget let og 10 er meget svært. Kilde: Forbrugerundersøgelser 2008, Forbrugerstyrelsen.

4.4 Klimavenligt forbrug

På baggrund af de vanskeligheder, forbrugerne oplever i forhold til at tænke klima og energi ind i valget af føde- og dagligvarer, er der i tillæg til Forbrugerundersøgelser 2008 gennemført en undersøgelse i Forbrugerpanelet.^[28]

Undersøgelsen omhandlede klima og forbrug med særligt fokus på CO₂-udslip.

I 2005 var CO₂-udledningen i Danmark på 52,0 mio. ton. Udledningen af CO₂ er i gennemsnit ca. 10 ton pr. dansker om året. Af disse er der ca. seks ton, som forbrugerne selv har indflydelse på gennem forbrug af el og varme i hjemmet, transport og forbruget af dagligvarer.^[30]

I undersøgelsen i Forbrugerpanelet er forbrugerne blevet spurgt, hvor meget de tror, den gennemsnitlige CO₂-udledning er pr. dansker om året. Forbrugerne tror fejlagtigt, at den er på 35 ton. De er også blevet spurgt, hvor stort de tror, deres eget bidrag til CO₂-udslippet er. De vurderer, at deres eget bidrag er på 27 ton. Forbrugerne tror altså, at de er mere klimavenlige end deres naboer.

Forbrugerne forsøger at begrænse deres CO₂-udslip på mange forskellige måder. I undersøgelsen blev de bl.a. spurgt til handlinger relateret til forbrug af føde- og dagligvarer. Inden for den seneste måned har 78 pct. af dem afleveret dåser i pantautomaten i stedet for at smide dem ud, mens 67 pct. har brugt indkøbsnet i stedet for plasticposer.

Figuren viser, at tre ud af fire forbrugere forsøger at begrænse deres CO₂-udslip ved at aflevere dåser i pantautomaten i stedet for at smide dem ud.^[31]

Note: Det var muligt at angive flere svar. Derfor overstiger summen af tallene 100 pct. Kilde: Undersøgelse i Forbrugerpanelet 2008.

Barrierer for klimavenligt forbrug

Forbrugerne vil gerne tage klimahensyn men mangler den fornødne viden. I undersøgelsen er de blevet spurgt, hvad der kunne få dem til at gøre mere for at begrænse deres CO²-udslip. 7 ud af 10 forbrugere (69 pct.) mangler viden om, hvilke varer der er klimavenlige, mens ca. to tredjedele (64 pct.) ønsker flere konkrete råd til mindre CO₂-udslip i hverdagen. En stor andel (66 pct.) angiver også, at de ville gøre mere for at begrænse deres CO₂-udslip, hvis der var penge at spare.

Figuren viser, at 7 ud af 10 forbrugere mangler viden om, hvilke varer der er klimavenlige.

Note: Det var muligt at angive flere svar. Derfor overstiger summen af tallene 100 pct. Kilde: Undersøgelse i Forbrugerpanelet 2008.

Butikkerne kan med fordel tage klimahensyn. 4 ud af 10 forbrugere (41 pct.) angiver, at det enten har stor eller meget stor betydning for dem, at de butikker, de handler i, tager CO2-hensyn, når de vælger sortiment.

Figuren viser, at 4 ud af 10 forbrugere tillægger det stor eller meget stor betydning, at butikkerne tager CO₂-hensyn.

Note: På grund af afrunding er summen af besvarelserne ikke lig 100 pct. Kilde: Undersøgelse i Forbrugerpanelet 2008.

Det betyder mere for kvinderne end for mændene, at butikkerne er klimavenlige. 37 pct. af mændene tillægger det stor eller meget stor betydning, mens 48 pct. af kvinderne gør det. Kun 34 pct. af de 16 til 29-årige tillægger butikkernes klimavenlighed stor eller meget stor betydning, mens det gælder 38 pct. af de 30 til 54-årige og 51 pct. af dem på 55 år eller ældre.

Over halvdelen af forbrugerne (57 pct.) oplyser, at de er villige til at betale mere for klimavenlige varer. Kun 5 pct. er dog villige til at betale mere end 20 pct. ekstra for klimavenlige varer.

Der er forskel på, hvor stor en andel af forbrugerne der er villige til at betale mere for klimavenlige varer, når man kigger på køn, uddannelse og alder. Blandt kvinderne er det 62 pct., mens det er 54 pct. af mændene. Mens 54 pct. af de forbrugere, der har en skoleuddannelse eller erhvervsuddannelse som højst fuldførte uddannelse, vil betale mere for klimavenlige varer, gælder det 65 pct. af dem med en videregående uddannelse. Jo ældre man er, jo mere villig er man også til at betale ekstra for klimavenlige fødevarer. 47 pct. af de 16 til 29-årige vil betale mere mod 57 pct. af de 30 til 54-årige og 64 pct. af dem, der er 55 år eller ældre.

Forbrugerne ønsker klimamærkning

Tre ud af fire forbrugere (74 pct.) mener, at mærkning af klimavenlige fødeog dagligvarer ville gøre det lettere for dem at tage hensyn til klimaet i indkøbssituationen. Prisen er også en væsentlig faktor for mange forbrugere. 6 ud af 10 forbrugere (58 pct.) angiver, at lavere priser ville gøre det lettere for dem at være klimavenlige. Der er også en del forbrugere (39 pct.), der mener, at en særlig sektion med klimavenlige føde- og dagligvarer i supermarkederne ville gøre det lettere for dem at handle klimavenligt. Der er nærmest ingen (1 pct.) af forbrugerne, der ikke ønsker at tage klimahensyn.

Figuren viser, at tre ud af fire forbrugere ønsker mærkning af klimavenlige føde- og dagligvarer.

Note: Det var muligt at angive flere svar. Derfor overstiger summen af tallene 100 pct. Kilde: Undersøgelse i Forbrugerpanelet 2008.

Der er forskel på hvad der skal til for, at forskellige forbrugere kan blive mere klimavenlige i indkøbssituationen. Særligt kvinderne ønsker klimamærkning af føde- og dagligvarer. 81 pct. af kvinderne ønsker det, mens det kun gælder 67 pct. af mændene.

Prisen betyder mest for de lavtuddannede og dem med lav indkomst. Mens 65 pct. af dem med en skoleuddannelse angiver, at lavere priser ville gøre det lettere for dem at være klimavenlige i indkøbssituationen, gælder det kun 55 pct. af dem med en videregående uddannelse eller en erhvervsuddannelse. 72 pct. af de forbrugere, der bor i en husstand med en indkomst på under 200.000 kr. om året, angiver, at lavere priser ville gøre det lettere for dem at købe klimavenlige varer, mens det kun gælder 45 pct. af de forbrugere, der bor i en husstand med en årlig indkomst på 700.000 kr. eller derover.

En særlig klimasektion i supermarkederne er specielt populær hos de ældre. Mens 45 pct. af de forbrugere, der er 55 år eller ældre, angiver, at klimasektioner i supermarkederne ville gøre det lettere for dem at være klimavenlige, når de køber føde- og dagligvarer, gælder det kun 40 pct. af de 30 til 54-årige og 29 pct. af de 16 til 29-årige.

Blandt de forbrugere, der ønsker klimamærkning af føde- og dagligvarer, er der flest, der ønsker et særligt klimamærke (44 pct.), men ca. hver tredje (37 pct.) mener, at klimahensyn i stedet skal integreres i et eksisterende mærke såsom Svanen eller Blomsten. 20 pct. er ligeglade med, hvordan mærkningen bliver.

Inden for diskussionen om klimamærkning af fødevarer skelnes der typisk mellem to forskellige måder at mærke på: ’food miles’ og ’carbon footprint’.^[32] Begge er omdiskuterede.

Food miles

’Food miles’ angiver, hvor langt et produkt er blevet fragtet, før det kommer til butikken. Det er ikke usædvanligt, at et lokalt produkt bliver transporteret langt for at blive pakket eller forarbejdet, inden det vender tilbage til sit oprindelsesland for at blive solgt. Denne transport er forbundet med udledning af drivhusgasser.

Ulemperne ved denne type mærkning er bl.a., at ’food miles’-konceptet kan bruges protektionistisk og være med til at holde produkter fra udviklingslandene ude af de vestlige markeder. Dette kan føre til høje priser. En anden indvending mod denne type mærkning er, at fokus er begrænset til transport. Der kan fx være mindre CO₂-udledning forbundet med importerede tomater end lokal dyrkning af dem i drivhus. En nuanceret analyse af klimabelastningen ved et produkt kræver fokus på alle de drivhusgasser, der udledes i produktets livscyklus.

Carbon footprint

En anden måde at klimamærke fødevarer på er derfor ’carbon footprint’-metoden, der beskriver den totale udledning af drivhusgasser, der er forbundet med produktion og transport af et produkt fra jord til bord. En af fordelene ved denne metode er, at den gør det muligt for virksomhederne at identificere og optimere deres energiforbrug med potentielle besparelser til følge.

Kritikere af denne metode fremfører, at det er alt for kompliceret at beregne den totale udledning af drivhusgasser forbundet med et produkt. Det kræver indsamling af en masse data, hvilket tager tid og er dyrt. Samtidig fremhæves det, at der bør være en international accepteret standard for, hvordan man beregner denne udledning, da det ellers bliver umuligt for forbrugerne at sammenligne forskellige produkter og vælge det mest klimavenlige. Hvis mærkningen blot sker i form af en beskrivelse af, hvor meget CO₂ der er blevet udledt ved fremstillingen af produktet, er det også svært for forbrugerne at gennemskue, om dette er et højt eller lavt tal.

---

[1] Find yderligere information om Brundtland-rapporten på www.un.org.

[2] Strategien og indikatorrapporterne kan findes på www.mst.dk, mens debatoplægget kan findes på www.mim.dk.

[3] Miljøstyrelsen, 2008.

[4] www.cop15.dk for information om Erhvervsklimapanelets formål, medlemmer m.m.

[5] Læs om kampagnen på www.ettonmindre.dk.

[6] Handlingsplanen kan findes på www.oem.dk.

[7] Mere information om projektet kan findes på www.eogs.dk.

[8] Find yderligere information på www.csrkompasset.dk.

[9] Yderligere information kan findes på www.rbenet.dk.

[10] Se www.dieh.dk for yderligere information.

[11] Læs om centeret på www.cbs.dk.

[12] Søgningen er foretaget den 16. maj 2008. Ordet ’bæredygtighed’ er foreløbig anvendt i 1.099 artikler i 2008. Under forudsætning af, at omtalerne fordeler sig jævnt henover året, vil det endelige antal ende på ca. 3.000.

[13] Find publikationen ”Vagthund eller hyrdehund” på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside www.eogs.dk.

[14] Handlingsplanen kan findes på www.ec.europa.eu.

[15] Retningslinjerne kan findes på www.un.org.

[16] Retningslinjerne kan findes på www.oecd.org.

[17] Pr. 18. august 2008.

[18] Læs mere om initiativet på www.unglobalcompact.org.

[19] Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik, Nr. 216, 21. maj 2008.

[20] Synovate Vilstrup har på vegne af Forbrugerstyrelsen gennemført telefoninterview med 319 forbrugere, der – enten alene eller sammen med andre – står for dagligvareindkøbene i deres husstand. Se Appendiks for yderligere oplysninger om undersøgelsen.

[21] Kilde: Max Havelaar Danmark, 2008

[22] I undersøgelsen er forbrugerne først blevet spurgt, hvad de forstår ved bæredygtighed. Derefter har de besvaret resten af spørgsmålene ud fra deres egen opfattelse af, hvad bæredygtige produkter er.

[23] De sammenhænge, der beskrives i kapitlet er statistisk signifikante. Læs mere i Appendiks.

[24] Gymnasiale uddannelser er inkluderet i denne kategori.

[25] Se hele vejledningen på www.forbrug.dk.

[26] Regeringens ForbrugerTaskforce, 2006.

[27] Til eksempel er de miljømærkede vaskemidlers andel af den samlede omsætning inden for denne produktgruppe steget fra ca. 15 pct. i 2003 til ca. 19 pct. i 2006. Kilde: Miljømærkning Danmark, 2008.

[28] Forbrugerstyrelsen har i samarbejde med TNS Gallup gennemført en undersøgelse om klima og forbrug i Forbrugerpanelet på www.forbrug.dk. Undersøgelsen blev gennemført fra den 30. april 2008 – 12. maj 2008. 1.032 respondenter deltog i undersøgelsen. Se Appendiks for yderligere information.

[29] Kilde: www.ettonmindre.dk.

[30] Kilde: www.ettonmindre.dk.

[31] En af svarmulighederne er ”Ved at bruge miljømærkede produkter i stedet for ikke-miljømærkede”. Det skal dog understreges, at der ikke altid er sammenfald mellem produkters miljøvenlighed og deres klimavenlighed. Et sammenfald vil dog forekomme i mange tilfælde, fx hvor nogle af kriterierne for tildelingen af et miljømærke har at gøre med produktets energiforbrug.

[32] Følgende beskrivelse af de to typer klimamærkning er baseret på rapporten ”Climate change and the food industry. Climate labelling for food products: Potential and limitations”, som er udgivet af Øresund Food Network i marts 2008.

[33] Kilde: “Climate change and the food industry. Climate labelling for food products: Potential and limitations”, Øresund Food Network, 2008.

| Top |

Denne side er kapitel 4 af 4 til publikationen "Forbrugerredegørelse 2008".
Version nr. 1.0 af 22-10-2008
© Forbrugerstyrelsen 2008