Forord
Det bliver en større og større udfordring at være forbruger – det gælder såvel i dagligdagen, som når de langsigtede investeringer i familiens forbrugsgoder skal foretages. Vi skal ikke bare købe mælk og brød, men skal også tage stilling til, om koen har haft det godt, og om kornet er dyrket, så fremtidens generationer er sikret brød og rent vand. Vi giver ikke bare mønter i bytte for varer hos købmanden nede på hjørnet, men handler med usynlige penge via betalingskort, mobiltelefoner og computere på tværs af både lands-og verdensdele. Varme og vand løber stadigt gennem rørene i huset, men det er ikke længere givet på forhånd, hvor det kommer fra – vi kan selv vælge energiselskaber i forhold til komplekse faktorer som bl.a. økonomi og bæredygtighed.
Det gør regeringens vision om at sikre danskerne de bedste forbrugerforhold i Europa mere relevant end nogensinde før. At arbejde for, at forbrugerne kan agere på gennemsigtige markeder, som de har tillid til, og hvor klageforholdene er gode, er en stadigt vigtigere opgave.
Forbrugerredegørelsen udgør hjørnestenen i den vidensbaserede forbrugerpolitiske indsats. Siden 2004 har Forbrugerstyrelsen i den årlige forbrugerredegørelse taget temperaturen på forholdene på 57 forbrugsmarkeder. De årlige undersøgelser af markedsforholdene danner udgangspunkt for en målrettet indsats i tæt dialog med de centrale aktører i de brancher, hvor forbrugerne oplever flest problemer. På den baggrund iværksættes initiativer til gavn for både forbrugere og virksomheder.
Hvordan ser forbrugerforholdene anno 2008 så ud? Årets redegørelse viser, at forbrugerforholdene i Danmark generelt er blevet bedre. Bl.a. er gennemsigtigheden øget, hvilket er essentielt for forbrugernes muligheder for at træffe oplyste forbrugsvalg. Også forbrugernes tillid til markederne er øget, hvilket sammen med den øgede gennemsigtighed betyder mere effektive og velfungerende markeder.
Den positive udvikling fjerner dog ikke behovet for fortsatte forbedringer. Klageforholdene kan eksempelvis forbedres på en række markeder. Dette vil bidrage til at øge forbrugerbeskyttelsen, når uheldet er ude.
Det er mit håb, at Forbrugerredegørelse 2008 vil blive vel modtaget, og at redegørelsen vil blive et stort aktiv i det kommende års bestræbelser på at forbedre forbrugerforholdene yderligere. Det er vejen til de bedste forbrugerforhold i Europa!
Louise Holck
Direktør i Forbrugerstyrelsen
