Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Forbrugerredegørelse 2006

Forbrugerforholdene i Danmark er generelt gode, viser Forbrugerredegørelse 2006. Samlet set er forbrugernes vilkår lidt bedre end sidste år. På nogle markeder oplever forbrugerne rigtig gode forbrugerforhold, mens der fortsat er plads til forbedringer på en række markeder. Forbrugerredegørelsen kan forhåbentlig medvirke til at inspirere og sprede viden om gode forbrugerforhold på tværs af markeder og brancher.

Forbrugerredegørelse 2006 indeholder fem kapitler

I kapitel et præsenteres den årlige måling af forbrugerforholdene på 57 forbrugsmarkeder i Danmark. På baggrund af målinger af hhv. forbrugertillid, gennemsigtighed og klageforhold har Forbrugerstyrelsen udarbejdet et ForbrugerForholdsIndeks (FFI). FFI-indekset viser, hvor forbrugerne oplever hhv. de bedste og de dårligste forbrugerforhold. Det giver mulighed for at sætte ind med målrettede initiativer og tiltag på de områder, hvor behovet er størst. FFI-undersøgelsen suppleres i år af en undersøgelse af, hvilke forhold der ligger bag forbrugernes FFI-vurdering af gennemsigtighed og forbrugertillid.

I kapitel to rettes fokus på børn og indholdstakserede sms’er. Indholdstakserede sms’er er sms’er, som mange børn og unge sender for at deltage i fx en afstemning eller for at købe en vare eller ydelse – fx en ringetone. Det koster typisk almindelig sms-takst plus et ekstra beløb. I kapitlet er der en gennemgang af, hvad de unge forbrugere i dag kan købe via mobiltelefonen og på hvilke vilkår. Og det afdækkes, hvilke erfaringer de 9 til 13-årige har med at sende sms’er, der koster ekstra.

Forbrugervilkår i et europæisk perspektiv er temaet for kapitel tre. Kapitlet indeholder en gennemgang af, hvad der kendetegner forbrugere i Danmark i sammenligning med forbrugerne i det øvrige Europa. Hvordan ser forbruget i forskellige lande ud? Hvilke muligheder og rettigheder har forbrugerne ved handel i forskellige europæiske lande? Og hvordan opleves forbrugerbeskyttelsen - i eget land - og på tværs af grænser? Kapitlet afsluttes med en undersøgelse af, hvilke erfaringer og oplevelser forbrugere i Danmark har med e-handel i det øvrige Europa.

I kapitel fire er handel med brugte biler i fokus. I kapitlet kortlægges omfanget af handel med brugte biler. Forbrugernes vilkår og oplevelser, når de køber brugt bil hos en forhandler, er i centrum for kapitlet. Samtidig undersøges både forhandlerens rolle og forbrugernes forventninger til deres bilkøb. Hvilke oplevelser har forbrugerne med forhandlerne? Hvilke forudsætninger har forbrugerne for at købe bil? Og hvor mange forbrugere har prøvet at klage efter et bilkøb?

I kapitel fem er emnet de pårørendes oplevelser, når et familiemedlem dør. Hvilke beslutninger skal de træffe, og hvilke vilkår har de? I kapitlet kortlægges det, hvilke aktører de pårørende kommer i kontakt med - fx sundhedsvæsen, bedemand, præst, kirkekontor, skifteret mv. - og hvilke oplevelser de pårørende har med disse aktører. Endelig ser kapitlet på, hvilke økonomiske omkostninger de pårørende stilles overfor, når et familiemedlem går bort.

Top |

Denne side er indledning til publikationen "Forbrugerredegørelse 2006".
Version nr. 1.0 af 09-11-2006
© Forbrugerstyrelsen 2006