Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Forord

Stigende velfærd har givet os råd til at købe mere. Vi har fået nye og eksotiske varer på hylderne, og teknologien har gjort det nemt for os at købe varer og serviceydelser på internettet. Flere muligheder betyder imidlertid også, at vi i familierne i dag skal træffe langt flere forbrugsvalg end for blot få år siden.

I en travl hverdag, hvor familie- og arbejdsliv skal hænge sammen, kan det være svært at overskue alle valgmulighederne. Det er derfor vigtigt at sikre, at forbrugerne let og sikkert kan vælge netop de varer og ydelser, som opfylder de enkeltes behov.

Alle familier skal have frihed til selv at vælge og har selv ansvaret for deres forbrugsvalg. Som forbrugernes minister arbejder jeg for, at alle kan føle sig trygge og godt rustede til at vælge og indgå handler. Forbrugerpolitikken giver rammerne, så forbrugerne kan føle sig sikre og få adgang til god og letforståelig information. Det skaber tilfredse forbrugere og gavner samtidig alle virksomheder, der udbyder de bedste varer og ydelser til prisen.

Forbrugerredegørelse 2006 viser, at forbrugerforholdene i Danmark generelt er gode. Langt de fleste virksomheder lever op til deres ansvar for at skabe gode forbrugervilkår. Det synes jeg er værd at glæde sig over. Men der er også plads til forbedringer. Redegørelsen viser, at der fortsat er områder, hvor forbrugerforholdene trænger til et løft. Det er ikke altid lige let at få overblik over priserne eller at få god og pålidelig forbrugervejledning. Og ikke alle overholder aftaler eller yder professionel service, når forbrugerne henvender sig for at klage over varen, ydelsen eller den service, de har fået.

Det er mit mål, at forbrugerforholdene i Danmark skal være blandt de bedste i verden. Den årlige forbrugerredegørelse er et godt redskab til at nå dette mål. Redegørelsen sætter forbrugernes oplevelser i centrum og fortæller os, hvor det er særligt svært eller uigennemsigtigt at være forbruger. Samtidig viser redegørelsen, hvor klageforholdene kan blive bedre. Det giver mulighed for en målrettet og konstruktiv dialog med brancher, virksomheder og forbrugere om at skabe de bedste forbrugervilkår. Gode vilkår giver tilfredse forbrugere. Og tilfredse forbrugere har positiv effekt på bundlinjen hos erhvervslivet. Gode forbrugerforhold er til gavn for alle.

Lars Barfoed

Top |

Denne side er forordet til publikationen "Forbrugerredegørelse 2006".
Version nr. 1.0 af 09-11-2006
© Forbrugerstyrelsen 2006