Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Kapitel 3: – Markedet for forbrugslån

Mulighederne for at optage lån eller oprette kredit er mange. Hvad enten det er lån til køb af bil, vaskemaskine, familiens ferie eller almindeligt forbrug, kan forbrugerne vælge mellem mange typer af lån, og der er stor forskel på prisen. Dette kapitel ser på, hvor stor forbrugernes samlede gæld er, hvilke lån forbrugerne optager, og om forbrugerne kan overskue, hvad der bedst kan betale sig.

3.1 Sammenfatning og anbefalinger

Markedet for forbrugslån er et komplekst marked. Der er en lang række udbydere, som tilbyder et stort antal lånetyper til forskellige priser. Det kan være svært at gennemskue, hvor man som forbruger får det bedste tilbud.

Når markedet for forbrugslån er så komplekst, er det særlig vigtigt, at forbrugerne har adgang til overskuelige og sammenlignelige informationer om både låneudbydere, låne-typer og priser, ligesom det er vigtigt, at forbrugerne undersøger de forskellige tilbud og muligheder, der findes.

Forbrugerstyrelsen har fået gennemført en undersøgelse blandt 300 forbrugere, som inden for de seneste tre år har optaget et forbrugslån[1]. Dens resultater tyder på, at forbrugerne ikke bruger tid på at undersøge markedet, og at de ikke kender prisen på det lån, de optager. Det viser sig fx ved at:

Disse forhold tyder på, at der kan være problemer med gennemsigtigheden på markedet for forbrugslån. Manglende gennemsigtighed er et problem for forbrugerne, hvis de ikke har tilstrækkeligt overblik til at finde ud af, hvor de får det bedste lån til prisen. Manglende gennemsigtighed er imidlertid også et problem for de udbydere, som reelt tilbyder billigere lån, fordi de kunne have mange flere kunder, hvis der var en høj grad af gennemsigtighed.

Udlånet til danske forbrugere er steget betydeligt inden for de seneste år. Det samlede udlån til forbrugere er således steget med 40 pct. fra 2001 til 2005. Stigningen skal findes i udlånet fra penge- og realkreditinstitutter. Der er ikke noget, der tyder på, at danske forbrugere generelt låner flere penge hos andre kreditgivere end for fire år siden.

Omkring danskernes låntagning viser Forbrugerundersøgelsen bl.a., at:

Der er gode grunde til at se sig om og undersøge markedet grundigt inden optagelse af lån. For der er stor forskel på, hvad det koster at optage lån hos de forskellige udbydere:

Samlet set peger ovenstående forhold på en række udfordringer for såvel forbrugerne som låneudbyderne. Set i lyset heraf vil der være mulighed for at forbedre forholdene på markedet for forbrugslån ved at:

3.2 Låneudbydere og deres udlån

Der er mange låneudbydere på markedet, som tilbyder et stort antal forskellige forbrugslån. Forbrugslån skal forstås som lån eller kredit, der bliver oprettet af privatpersoner med henblik på almindeligt forbrug, køb af rejser eller køb af varer som bil, møbler, hårde hvidevarer og elektronik.

På markedet for forbrugslån er der en lang række forskellige udbydere, som hver især udbyder forskellige låne- og kreditmuligheder. Disse udbydere sælger en ydelse - lånet eller kreditten - som de skal tjene penge på, nøjagtigt som det gælder på andre markeder. Det har betydning for den pris, som forbrugerne kommer til at betale for at låne pengene. Der kan derfor være god grund til, at forbrugerne ser sig om inden optagelse af lånet, dvs. både undersøger markedet, udbyderne samt deres lånetyper og priser.

Forbrugerne har mange forskellige muligheder for at låne penge. Der er de mere traditionelle låneudbydere inden for den finansielle sektor som pengeinstitutter og realkreditinstitutter, og så er der en lang række andre kreditgivere uden for den finansielle sektor, som tilbyder forskellige lånemuligheder.

Pengeinstitutter

I 2004 var der i Danmark 176 danske pengeinstitutter inkl. andelskasser. Hovedparten af markedet var koncentreret hos ganske få aktører. Fusioner mellem pengeinstitutterne har medført, at markedet er blevet væsentligt mere koncentreret siden slutningen af 1980'erne[2]. Pengeinstitutterne kan opdeles i fire grupper:

Pengeinstitutter med en arbejdende kapital[3] på mindst 25 mia. kr., omfattende de fem største pengeinstitutter: Danske Bank A/S, FIH Erhvervsbank A/S, Jyske Bank A/S, Nordea Bank Danmark A/S og Sydbank A/S.

Pengeinstitutter med en arbejdende kapital mellem 3 mia. og 25 mia. kr.

Pengeinstitutter med en arbejdende kapital på over 250 mio. kr.

Pengeinstitutter med en arbejdende kapital på under 250 mio. kr.

Pengeinstitutterne tilbyder typisk lån til bolig mod sikkerhed i boligen, lån til køb af bil eller båd - oftest mod sikkerhed i samme, en kassekredit tilknyttet en lønkonto samt forbrugslån uden sikkerhed.

Pengeinstitutternes udlån til private forbrugere[4] tegner sig for omkring 25 pct. af det samlede udlån for de større danske pengeinstitutter[5].

De større danske pengeinstitutters udlån til private forbrugere er steget markant gennem de sidste fire år, jf. figur 3. I 1. kvartal 2005 lå udlånet på knap 210 mia. kr., og det svarer til en stigning på godt 46 pct. i forhold til 1. kvartal 2001. Den mest markante stigning er sket i perioden 1. kvartal 2004 til 1. kvartal 2005, hvor udlånet steg fra 167 mia. kr. til knap 210 mia. kr., dvs. en stigning på godt 25 pct.

Til sammenligning steg det samlede udlån for de større danske pengeinstitutter med godt 40 pct. fra 1. kvartal 2001 - 1. kvartal 2005[6].

Figur 3.1 Danskerne låner flere penge

Figur 3.1 Danskerne låner flere penge

Kilde: Danmarks Statistik.

I løbet af de seneste fire år er danskernes lån i de større pengeinstitutter steget med 46 pct. Danskernes lån hos andre kreditgivere er stagneret.

Realkreditinstitutter

I Danmark er der i dag otte realkreditinstitutter, hvoraf de fem yder realkreditlån til forbrugere. Realkreditudlån er karakteriseret ved, at institutterne yder lån mod pant i fast ejendom. Herved begrænses realkreditinstitutternes risiko.

Fra marts 2001 til marts 2005 er realkreditinstitutternes udlån til forbrugere[7] steget fra 672 mia. kr. til 939 mia. kr., svarende til en stigning på godt 39 pct., jf. figur 3.1.

Realkreditrådet har i 2004 fået udarbejdet en undersøgelse af danskernes brug af konverteringsgevinster i forbindelse med realkreditlån[8]. Gennemsnitligt betragtet for alle konverteringer viser undersøgelsen, at låntagerne i 2004 har opnået en besparelse i den månedlige bruttoydelse på 1.880 kr. ved en lånestørrelse på 980.000 kr.

Undersøgelsen viser endvidere, at 35 pct. af den frigjorte kapital i form af reduceret månedlig bruttoydelse gik til forbrug.

Andre undersøgelser bekræfter disse tal. Således svarer 36 pct. af de forbrugere, der har fået omlagt deres realkreditlån, at formålet med låneomlægningen var at få et højere rådighedsbeløb til forbrug[9].

Selv om realkreditinstitutterne på den måde også er låneudbydere på markedet for forbrugslån, er det typisk ikke hér, forbrugslån bliver optaget. Forbrugerundersøgelsen viser da også, at kun knap fem pct. af de adspurgte forbrugere har lånt penge til forbrug i et realkreditinstitut, jf. afsnit 3.5 om forbrugernes låntagning. Realkreditinstitutterne adskiller sig endvidere fra de øvrige låneudbydere ved, at de yder lån mod registreret pant i fast ejendom. De lånetyper, som udbydes af realkreditinstitutterne, indgår derfor ikke i resten af kapitlet og i resultaterne fra forbrugerundersøgelsen.

Andre kreditgivere

Også selskaber uden for pengeinstitut- og realkreditsektoren yder forbrugslån og -kredit eller tilbyder kontokort- eller kreditkortydelser. Nogle selskaber har finansiering som deres hovedaktivitet og tilbyder finansieringsløsninger direkte til både private og til erhvervskunder. Nogle finansieringsselskaber samarbejder desuden med for eksempel detailhandlere, benzinselskaber og butikscentre, som ikke nødvendigvis har lån- og kreditgivning som deres hovedaktivitet, men som udbyder låne- eller kreditydelser som et led i deres virksomhed i øvrigt. Alle disse selskaber, detailhandlere, centre mv. vil i det følgende blive omtalt som: andre kreditgivere.

Det er vanskeligt at angive præcist, hvor mange andre kreditgivere, som findes på det danske marked. Dels er der finansieringsselskaber, som henvender sig direkte til forbrugere. Dels opererer mange af de samme selskaber i »brands«, dvs. de forskellige låne- og kredittyper udbydes under forskellige betegnelser, som er tilpasset den enkelte udbyders (detailhandlere mv.) behov for profilering. Det lån, som forbrugerne eksempelvis kan tage i et butikscenter, kan have et andet navn end det, som kan tages i møbelforretningen – men pengene bliver rent faktisk udlånt af det samme selskab. Endelig er der de tilfælde, hvor en bestemt låne- eller kredittype alene findes lokalt hos en enkelt kreditgiver.

Andre kreditgivere tilbyder både kontantlån uden tilknytning til en bestemt vare, lån til køb af en bestemt vare samt kontokort- og kreditkortydelser.

I 1. kvartal 2005 lå den samlede danske forbrugerkredit, dvs. den kredit, som ydes af firmaer uden for bank- og realkreditsektoren, på 14,6 mia. kr., jf. figur 1. Alene saldoen på købekort og kontokort - med eller uden sikkerhedsstillelse - tegner sig for mere end 6,3 mia. kr., altså næsten halvdelen af den samlede forbrugerkredit. Fra 1. kvartal 2004 til 1. kvartal 2005 er blankolån (lån uden for bankerne og uden sikkerhed) endvidere steget med 18 pct. fra 4,9 til 5,8 mia. kroner[10].

Opsamling

Der har været en betydelig stigning i udlån til forbrugere. I 1. kvartal 2005 var det samlede udlån til forbrugere på 1.164,2 mia. kr., mens det i 1. kvartal 2001 var på 831,2 mia. kr.. Det samlede udlån til forbrugere er således steget med 40 pct.. Det svarer til, at hver dansker havde lån for godt 155.000 kr. i 1. kvartal 2001, mens hver dansker havde lån for godt 215.000 kr. i 1. kvartal 2005.

Stigningen i udlån skyldes primært, at pengeinstitutternes og realkreditinstitutternes udlån til forbrugere er steget med 40-46 pct. i løbet af de sidste fire år. Derimod låner forbrugere i dag ikke mere hos andre kreditgivere end for fire år siden.

Der er sket en stagnation i andre kreditgiveres udlån til forbrugerne. Realkreditinstitutter tegner sig for den største del af det samlede udlån til forbrugere. Hele 81 pct. af det samlede udlån er fra realkreditinstitutter, mens cirka 18 pct. er fra pengeinstitutter. Udlån fra andre kreditgivere udgør mellem én og to pct. af det samlede udlån til forbrugere.

I 1. kvartal 2005 skyldte hver dansker således cirka 2.700 kr. til andre kreditgivere, mens hver dansker i gennemsnit skyldte knap 39.000 kr. til pengeinstitutter. Tallene siger dog ikke noget om, hvordan gælden er fordelt blandt forbrugerne.

At forbrugerne låner flere penge end tidligere kan der være flere forklaringer på. Det kan skyldes bedre velfærd generelt, og at der er en god økonomi i samfundet som helhed. Stigende huspriser kan også være en del af forklaringen. Men det kan også være et udtryk for, at det måske er blevet lettere at låne penge - fx fordi ikke alle låne-udbydere stiller samme krav om sikkerhed eller oplysninger om forbrugerens økonomiske forhold forud for optagelse af lånet[11]. Stigningen i udlånet kan også hænge sammen med, at det er blevet billigere at låne penge, fordi renten generelt er faldet[12].

3.3 Prisoplysning og ÅOP

Alle låneudbydere har pligt til i forretningslokalet at skilte med prisen på de lån og den kredit, de udbyder, herunder de samlede årlige omkostninger i pct., ÅOP. Reglerne er forskelligt udformet alt efter, om der er tale om et pengeinstitut eller andre kreditgivere end pengeinstitutter, som udbyder lån. Samtidig er der forskel på hvilke oplysninger, der skal skiltes med, alt efter om lånet udbydes uden tilknytning til et bestemt produkt, eller om lånet udbydes med tilknytning til et bestemt produkt. Det vil sige, om udbyderen skilter med, at en bestemt vare kan købes på kredit, eller om der skiltes med, at der kan optages kredit med henblik på køb af varer mere generelt.

Reglerne om prisoplysning[13]

Når der udbydes lån uden tilknytning til et bestemt produkt, skal der skiltes på forretningsstedet med en række omkostninger ved lånet, herunder de årlige omkostninger i pct., ÅOP. Der er udstedt en skiltningsbekendtgørelse for pengeinstitutter, og en skiltningsbekendtgørelse, der indeholder parallelle regler om skiltning, for andre långivere end pengeinstitutter og realkreditinstitutter[14].

Både pengeinstitutter og andre kreditgivere har pligt til at give oplysninger om deres produkter ved skiltning i forretningslokalet. For udlån skal der oplyses om:

For pengeinstitutters vedkommende skal de nævnte oplysninger gives i eksempelform for lønkassekredit med hhv. 100 pct., 50 pct., og 25 pct. udnyttelse, for boliglån, boligfinansiering, byggelån, studielån og forbrugslån. Derudover skal der gives eksempler på eventuelle andre lånetyper, som er almindelige i det pågældende pengeinstitut.

For andre kreditgiveres vedkommende skal de nævnte oplysninger gives i form af mindst to standardlånetyper (som er nærmere defineret i bekendtgørelsen). Lånebeløb/ kreditmaksimum og løbetid for de valgte eksempler skal være dækkende for udlåns-praksis hos den pågældende kreditgiver.

I relation til lån med tilknytning til et bestemt produkt indeholder prismærkningsloven[15] regler om, hvilke kreditoplysninger, der skal gives, når en udbyder fx skilter med, at en bestemt vaskemaskine kan købes på kredit.

Prismærkningslovens § 2 bestemmer således, at hvis varerne udbydes i detailsalg med oplysning om omkostninger ved at erhverve dem ved kreditkøb, skal der ved mærkning, skiltning eller på anden tydelig måde gives oplysning om kontantprisen, kreditomkostningerne angivet som et beløb og de årlige omkostninger i pct. for kreditten (ÅOP).

Reglen om prisoplysninger gælder også, hvis der i forbindelse med annoncering gives oplysninger om en vares pris, og der i den forbindelse oplyses om omkostningerne ved at købe varen på kredit[16].

I forbindelse med lån, der udbydes på internettet, er låneudbyderne i princippet ikke forpligtet til at give tilsvarende kreditoplysninger. Reglerne bestemmer alene, at når der gives oplysninger om kreditomkostninger, skal de årlige omkostninger i pct. angives, og det på en lige så fremtrædende måde som de øvrige oplysninger. Angives renten, skal denne angives som den nominelle årlige rentesats[17].

Uanset om lånet optages i et pengeinstitut eller hos andre kreditgivere, og uanset om der er tale om lån, der udbetales kontant, lån som optages i forbindelse med køb på kredit, eller om oprettelse af konto- eller kreditkort, så skal låneudbyderen i alle tilfælde skilte med prisen for lånet eller kreditten i forretningslokalet. Når der gives oplysninger om kreditomkostninger for lån, der udbydes på internettet, skal prisen også angives. Prisen for at låne penge eller oprette en kredit angives bl.a. som årlige omkostninger i pct., ÅOP.

ÅOP – årlige omkostninger i procent

Det er ikke kun rentesatsen eller det månedlige afdrag, forbrugeren skal se på. Det afgørende er det, der hedder årlige omkostninger i procent, eller forkortet ÅOP. ÅOP er et tal, som alle låneudbydere skal oplyse i forretningslokalet, og som skal oplyses, når der på internettet gives oplysning om kreditomkostninger. ÅOP er dét tal, der viser, hvor meget forbrugerne reelt betaler for at låne det pågældende beløb. Det omfatter ikke bare renten, men også diverse gebyrer og andre omkostninger ved lånet. ÅOP er nærmere defineret i kreditaftaleloven, der også indeholder regler om beregningen af ÅOP.

Boks 1. Definition af ÅOP

Kreditaftalelovens § 16, stk. 1. De årlige omkostninger i procent defineres som den omkostningssats, der på årsbasis giver samme nutidsværdi af de samlede nuværende eller fremtidige forpligtelser (lånebeløb, tilbagebetaling og kreditomkostninger), der følger af aftalen mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Kreditaftalelovens § 13, stk. 1. Kreditomkostningerne omfatter alle omkostninger, herunder stiftelsesomkostninger, renter, løbende provisioner og alle andre omkostninger, som forbrugeren skal betale for kreditten.


Beregningen af de årlige omkostninger i procent foretages i overensstemmelse med den matematiske formel, som findes i bilaget til loven.

ÅOP omfatter med andre ord alle de omkostninger, der er forbundet med at låne pengene. ÅOP gør det klart, hvad lånet koster, og på den måde bliver det muligt at sammenligne priserne på de forskellige lån. Det kan være en stor hjælp, da de enkelte lån kan være sammensat på forskellig måde, og det har betydning for, hvad forbrugeren ender med at betale for at låne pengene. Selvom renten på et givent lån er lav, kan høje omkostninger til stiftelse af lånet eller en lang løbetid betyde, at lånet ender med at blive ”dyrt”. Omvendt kan et lån med en høj rente ende med at være ”billigt” at optage, hvis de øvrige omkostninger og gebyrer er lave. Disse forskellige muligheder for at sammensætte lån gør det meget vanskeligt for den enkelte forbruger at vurdere, hvad der bedst kan betale sig. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på ÅOP, som tager højde for disse forskelle i lånenes sammensætning og sammenfatter i ét tal, hvad det reelt koster at låne pengene.

Det bedste redskab til sammenligning af prisen på lån og kredit er således ÅOP.

Låneudbydernes information om priser

Som nævnt skal alle låneudbydere og kreditgivere i forretningslokalet oplyse prisen på de udlån og den kredit, de udbyder. Oplysningerne skal findes på det sted, hvor lånet eller kreditten kan optages og skal desuden fremgå af annoncer og reklamemateriale. På internettet skal prisen, ÅOP, også fremgå, når der gives oplysning om kreditomkostninger.

Vil man på forhånd undersøge, hvor man kan få det billigste lån, er der flere muligheder for at indhente priser. Udover at tage direkte kontakt til pengeinstituttet, finansieringsselskabet eller forretningen, er det også muligt at undersøge priserne på internettet.

Pengeinstitutterne opgiver som regel deres listepriser. Priserne kan for hvert enkelt institut findes via www.pengeinstitutternespriser.dk, som indeholder alle pengeinstitutter i Danmark, der betjener privatkunder. Her finder man prisoplysninger på ca. 130 pengeinstitutter. Det er muligt at markere og gemme favoritter, men det er ikke muligt at sammenligne de forskellige pengeinstitutter direkte.

Forbrugerrådet og Finansrådet har indgået en aftale om principperne for indhold og opbygning af et system til sammenligning af pengeinstitutternes priser. Systemet ventes klart i begyndelsen af 2006. Systemet vil indeholde muligheden for at sammenligne helkundepriser, hvor der er taget højde for et samlet engagement og enkeltprodukter. Der etableres et antal »modelhusstande«. Systemet indeholder også en gebyrberegner. Ud fra modelhusstandene vil brugeren have mulighed for at tilpasse antallet af serviceydelser til eget forbrug. Som supplement til modelhusstandene vil det være muligt at sammenligne udvalgte enkeltprodukter. For indlån vil det dreje sig om børneopsparing og lønkonto. For udlån vil det dreje sig om billån, boliglån, kassekredit og forbrugslån.

Et sådan system vil formentlig kunne give forbrugerne bedre mulighed for at få et overblik over priserne hos de enkelte pengeinstitutter. Det er dog for tidligt at sige noget konkret om systemet og dets anvendelighed, da det endnu ikke er færdigudviklet.

Mange af de øvrige kreditgivere har deres egen hjemmeside, hvor der gives oplysninger om forskellige låne- og kreditmuligheder, betingelser for oprettelse og priserne herfor. Her er det muligt at optage lånet eller kreditten direkte hos kreditgiveren - ofte også via ansøgning på internettet. De direkte lån markedsføres desuden i tv-spots, på internettet eller via direct mail.

Som tidligere nævnt ydes lånet eller kreditten ofte indirekte, idet mange kreditgivere har samarbejdsaftaler med detailhandlere, som udbyder de pågældende låne- eller kreditydelser i deres forretninger. I de tilfælde findes priserne i den enkelte forretning via skiltning, brochurer og lign., ligesom ydelserne ofte markedsføres i detailhandlerens kataloger, annoncer og lign.

På internettet findes der desuden en generel søgemulighed på www.mybanker.dk, som er et privat initiativ. Web-siden er en prisguide, som bygger på oplysninger indhentet hos pengeinstitutter, fi nansieringsselskaber og realkreditinstitutter. Dog fremgår det ikke af siden, hvorvidt den omfatter samtlige danske låneudbydere endsige alle deres produkter. På siden er det muligt at søge oplysninger om indlån, udlån, realkreditlån og kreditlån. Det er muligt at søge oplysninger om, hvor forskellige ind- og udlånsprodukter er billigst, hvor forskellige kreditkort/kontokort og kontokortlån er billigst, ligesom hjemmesiden indeholder forskellige beregningssystemer. Man skal betale for at få adgang til mere specifikke beregninger eller sammenligninger.

3.4 Låne- og kredittyper og priser

Det er vanskeligt at give en fyldestgørende beskrivelse af alle de eksisterende lånetyper. Dels fordi de forskellige låneudbydere kalder lånene noget forskelligt, dels fordi de enkelte lån - trods forskellige betegnelser - kan dække over stort set det samme produkt.

Samtidig er der stor forskel på, hvad det koster at optage et lån. Både de forskellige låneudbydere imellem, men også mellem de forskellige lånetyper (forbrugslån, kassekredit, kreditkort etc.) hos den samme udbyder.

De fleste låne- og kredittyper kan placeres under en af disse overskrifter:

De enkelte låne- og kredittyper kan være ydet med eller uden sikkerhed. Som eksempler på lån eller kredit med sikkerhed kan nævnes udlån med pant i bil, kontoeller kredit-kort med sikkerhed, kaution mv. Eksempler på lån eller kredit uden sikkerhed er fx kontantlån (blankolån) og konto- eller kreditkort uden sikkerhed.

Og endelig ses eksempler på låne- og kredittyper, som indeholder flere af de nævnte elementer, f.eks. kreditkøb og kontantlån, hvor køb af en vaskemaskine på kredit samtidig udløser et check på 3.000 kr. i hånden. Et andet eksempel er oprettelse af kontokort og kontantlån, som kan bruges til køb i bestemte forretninger, men hvor det samtidig er muligt at få et beløb udbetalt kontant eller hæve op til 3.000 kr. kontant på kontokortet.

Oprettelse af lån eller kredit forudsætter for det meste en vurdering af forbrugernes økonomi og kreditværdighed. Denne vurdering foretages af udbyderen ud fra egne principper.

I det følgende beskrives de enkelte lånetyper, og der gives eksempler på, hvad de typisk koster, dvs. hvilken ÅOP de har. Det er en indikator for prisforskellene på de enkelte lånetyper imellem.

Kontantlån

Kontantlån er lån, der udbetales kontant. Det omfatter både lån, som ikke er øremærket til et bestemt formål, og kan bruges til alle former for forbrug, samt lån, som er ydet med henblik på køb af et bestemt produkt, fx en bil.

Kontantlån kan optages hos et pengeinstitut eller hos andre kreditgivere. Priserne varierer, og beregnes almindeligvis ud fra det konkrete lånebeløb og lånetiden. Ofte indgår også en vurdering af den enkelte forbrugers økonomi og kreditværdighed.

Prisen på et kontantlån hos et pengeinstitut, som ikke er øremærket til et bestemt formål, men kan bruges til alle former for forbrug, ligger typisk mellem 6 pct. og 19 pct. i ÅOP[18]. Prisen afhænger ofte af, hvor mange andre lån, konti mv., som forbrugeren har i pengeinstituttet. Prisen afhænger også af pengeinstituttets risiko på den enkelte kunde, som kan være mere eller mindre kreditværdig. Derfor bliver der foretaget en nærmere vurdering, før pengeinstituttet giver et konkret tilbud.

Prisen på et kontantlån, som ikke er øremærket til et bestemt formål, varierer en del fra udbyder til udbyder blandt andre kreditgivere. Det hænger formentlig sammen med, at denne gruppe dækker over en lang række udbydere.

Derfor ser man også priser, som spænder lige fra 7,3 til 48 pct. i ÅOP[19] alt efter lånebeløb og lånetid, og om det er til et bestemt formål eller til alle formål. På samme måde som for pengeinstitutter afhænger prisen også hér af kreditgiverens risiko på den enkelte forbruger, som kan være mere eller mindre kreditværdig. Det kan her have en betydning, at den enkelte låntager typisk ikke har andre engagementer med disse kreditgivere, hvilket betyder, at lånet kan blive dyrere.

Som eksempler på andre kreditgiveres priser på kontantlån, som ikke er øremærket til et bestemt formål, kan nævnes:

At dømme ud fra de umiddelbart tilgængelige oplysninger er den gængse pris på et kontantlån hos andre kreditgivere på niveau med det dyreste lån i et pengeinstitut. Det vil derfor formentlig kunne betale sig at bede pengeinstituttet om at give et tilbud.

Pengeinstitutternes priser på kontantlån, som er ydet med henblik på køb af et bestemt produkt, f.eks. en bil, ligger mellem 4,5 og 15 pct. i ÅOP[23].

Andre kreditgiveres priser på kontantlån, som er ydet med henblik på køb af et bestemt produkt, f.eks. en bil, ligger mellem 4,5 og 11,2 pct. i ÅOP[24].

Umiddelbart er der således ikke den store forskel på prisen for at låne penge til køb af bil hos et pengeinstitut og hos andre kreditgivere. Men under alle omstændigheder er det værd at tjekke prisen både i sit pengeinstitut men også hos andre kreditgivere, f.eks. et finansieringsselskab, inden man optager lånet, da andre kreditgivere kan vise sig at være billigere.

Kreditkøb

Et kreditkøb er en aftale om kredit med henblik på køb af en bestemt vare. Kreditten gives ofte i form af et lån.

I dag er det meget almindeligt, at detailhandlen tilbyder forbrugerne finansieringsmuligheder i forbindelse med køb af varer. Kredit gives ofte i forbindelse med køb af en bestemt vare via et fi nansieringsselskab, og lånet vil typisk være formidlet af sælgeren/ forretningen. Pengeinstitutter tilbyder almindeligvis ikke sådanne kreditkøb, hvor det umiddelbare tilbud om ydelse af kredit sker i forbindelse med køb af en vare. Penge-institutternes lån vil i højere grad være ydet som kontantlån med eller uden sikkerhed, fx køb af bil mod sikkerhed i samme, jf. ovenfor. Nedenstående gennemgang af priser vedrører således kun andre kreditgivere.

På samme måde som for kontantlån fra andre kreditgivere, varierer prisen en del fra udbyder til udbyder. Således er der eksempler på priser fra 7,3 – 39,2 pct. i ÅOP[25].

En del af forklaringen på, at prisen varierer så meget, ligger formentlig i den måde, hvorpå disse lån typisk formidles. Mange forretninger får en forholdsvis høj provision, når de formidler et lån til en forbruger. Det er ikke ualmindeligt, at provisionen ligger i nærheden af 12 pct.[26]. Det siger sig selv, at når også forretningen, der formidler lånet, skal tjene på videreformidlingen, så er det med til at gøre det endelige produkt - lånet - dyrere for forbrugerne. Med til billedet hører også, at den omsætning, der genereres via finansieringstilbud, er meget vigtig for nogle forretninger. De bidrager til driften af butiksnettet, og for nogle forretninger kan det næsten være nødvendigt at have finansieringstilbud i butikken for at kunne sælge de dyrere forbrugsvarer som vaskemaskiner og computere.

Kassekredit

En kassekredit er en kreditmulighed, som er tilknyttet en lønkonto - typisk i et pengeinstitut. Kassekreditten giver mulighed for at hæve op til et bestemt beløb, og der skal kun betales renter, når kreditten bliver brugt.

Prisen på en kassekredit i et pengeinstitut ligger typisk mellem 6 pct. og 17 pct. i ÅOP[27].

Ud fra disse oplysninger ligger prisen for oprettelsen af en kassekredit således umiddelbart på niveau med, hvad det koster at finansiere købet ved at optage et kontantlån i et pengeinstitut, men stadig lidt under prisen for et kontantlån hos andre kreditgivere. Også her kan det derfor betale sig at undersøge de enkelte lånemuligheder.

Kontokort

Kontokort giver adgang til køb på kredit i bestemte forretninger fx Magasin kort, VEKO kort, City 2 kort, H&M konto, etc. Kortet kan bruges løbende, og der betales typisk en vis procentdel af det brugte beløb tilbage hver måned. Der er et maksimalt beløb for, hvor meget der kan trækkes på kontokortet.

Også her varierer prisen meget afhængig af udbyder. Således er der eksempler på priser mellem 16,8 og 45,3 pct. i ÅOP[28]. Den enkelte forbrugers behov har betydning for, hvor dyrt det kan blive at finansiere et køb via et kontokort. Forbrugeren kan vælge at bruge kontokort en enkelt gang, eller også kan kortet bruges løbende. Kortets konkrete anvendelse har betydning for, hvor meget man ender med at betale i kreditomkostninger.

Prisen for at låne penge til forbrug ved at oprette et kontokort er som regel noget højere end priserne for både et kontantlån og en kassekredit.

Kreditkort

Et kreditkort kan som regel bruges både i Danmark og i udlandet. Kortet kan bruges til at betale med i bestemte forretninger og hæve kontanter i pengeautomater og banker.

Eksempler på kreditkort er Diners Club Kort, MasterCard, American Express, Eurocard etc.

De fleste pengeinstitutter tilbyder kreditkort, ligesom kreditkort kan fås ved direkte henvendelse til de forskellige selskaber.

På samme måde som for kontokort, så hænger priserne for et kreditkort sammen med i hvilken udstrækning kortet benyttes, og hvilket engagement den enkelte forbruger i øvrigt har med kreditgiveren.

Således er der eksempler på priser mellem 8,7 og 23,4 pct. i ÅOP[29].

Opsamling

Som det fremgår af ovenstående gennemgang, er der store forskelle på priserne, både mellem de forskellige lånetyper, og inden for den enkelte lånetype. Det kan derfor godt betale sig at undersøge de forskellige udbyderes lånetyper og priser. Men de pris-eksempler, forbrugerne møder, er ikke altid umiddelbart sammenlignelige, og det kan derfor være svært at gennemskue, hvilket lån der er billigst.

Et vigtigt redskab i denne forbindelse er ÅOP, fordi man kan bruge det tal til at sammenligne de forskellige lånetyper og samtidig være sikker på, at alt er regnet med.

Skema med beregningseksempler

Nedenfor følger et skema med eksempler på, hvad det koster at oprette en kassekredit i et pengeinstitut, et kreditkøb/lån hos andre kreditgivere samt et kontantlån hos penge-institutter og hos andre kreditgivere. Skemaet indeholder nogle beregningseksempler på forskellige lånebeløb og kan være med til at anskueliggøre, hvad det betyder i kroner og ører, når et lån har en ÅOP på f.eks. 25 pct.

De bagvedliggende forudsætninger og beregninger er baseret på oplysninger fra www.pengeinstitutternespriser.dk, Finansrådet, www.danskebank.dk, IKANO Finans A/S, www.mybanker.dk, Finans og Leasing, www.pengeautomaten.dk og www.gemoneybank.dk. Der er i alle tilfælde brugt eksempler, som kan findes blandt låneudbyderne på markedet. Eksemplerne er tilfældigt udvalgt og er derfor ikke nødvendigvis udtryk for »det typiske lån« inden for kategorien.

Eksemplerne er givet for lån på hhv. 5.000 kr., 10.000 kr. og 50.000 kr. Det forudsættes, at beløbet bruges én gang med henblik på forbrug. Der er ikke medtaget eksempler på kontokort og kreditkort, da disse typisk oprettes med henblik på løbende anvendelse.

Der er medtaget eksempler på lån beregnet med hhv. den laveste rente og den højeste årlige rente, der er fundet eksempler på. Renten er fastsat ens uanset lånebeløb, selvom der konkret kan være en mindre forskel. Renten er baseret på 360 dage om året, og tilskrives hver måned.

I de tilfælde, hvor der er medregnet stiftelsesomkostninger for kontantlån hos pengeinstitutter er stiftelsesomkostningerne fastsat til 800 kr. For så vidt angår kreditkøb på 10.000 kr. hos andre kreditgivere, er stiftelsesomkostningerne sat til 200 kr. De faktiske beløb varierer typisk mellem 0 kr. og 450 kr. For så vidt angår kontantlån på 10.000 kr. hos andre kreditgivere, er stiftelsesomkostningerne sat til 800 kr. Det faktiske beløb kan være op til 2.500 kr. For så vidt angår stiftelsesomkostninger for kreditkøb og kontantlån på 50.000 kr. hos andre kreditgivere, er disse sat til 1.000 kr., svarende til 2 pct. af lånebeløbet. De faktiske beløb kan være op til 4.000 kr.

Der er ikke medregnet eventuelle løbende omkostninger som f.eks. månedlige eller årlige gebyrer. Hvis ovenstående eksempler tillægges et vist beløb i løbende omkostninger, ville ÅOP blive højere.

Der er for hvert lån med stiftelsesomkostninger foretaget en låneoptagelse, således at disse omkostninger er tillagt selve lånet på kr. 5.000, kr. 10.000 og kr.
50.000.

Tabel 3.1 Priseksempler på forskellige lånetyper

Beløb
Lånetype
5.000 kr. 10.000 kr. 50.000 kr.
ÅOP
%
Saml.
omk.
Mdl.
ydelse
ÅOP
%
Saml.
omk.
Mdl.
ydelse
ÅOP
%
Saml.
omk.
Mdl.
Ydelse
Kassekredit
Laveste rente:
5 % [30]
5,1 % 264,56 219,39 5,1 % 529,13 438,71 5,1 % 6.613,70 943,56
Højeste rente:
18 % [31]
19,6 % 990,89 249,62 19,6 % 1981,79 499,24 19,6 % 26.180,28 1.269,67
Kreditkøb, andre kreditgivere
Laveste rente,
7 % [32]
11,5 % 587,61 232,82 9,3 % 960,33 456,68 8,1 % 10.591,68 1.009,86
Højeste rente,
24 % [33]
32,1 % 1.598,31 274,93 29,5 % 2.942,81 539,29 28,1 % 38.029,77 1.467,17
Kontantlån, Pengeinstitut
Laveste rente,
6 %[34]
23,2 % 1.169,43 257,06 14,6 % 1.487,90 478,66 6,9 % 8.926,34 982,11
Højeste rente,
19 % [35]
41,1 % 2.016,88 292,97 30,8 % 3.065,91 544,41 21,6 % 29.066,80 1.317,78
Kontantlån, Andre kreditgivere
Laveste rente,
8 % [36]
25,8 % 1.295,64 262,32 16,9 % 1.722,91 488,45 9,2 % 12.045,71 1.034,10
Højeste rente,
31 % [37]
59,7 % 2.854,87 327,29 47,6 % 4.626,36 609,43 37,2 % 50.888,86 1.6814,49

Forbrugerne kan spare mange penge ved at undersøge prisen, før de låner penge

Kilde: Udregninger foretaget af DMA Research 2005.

Som det fremgår af ovenstående skema, er der stor forskel på, hvad det kan koste at oprette en kassekredit i et pengeinstitut, et kreditkøb/lån hos andre kreditgivere samt et kontantlån hos pengeinstitutter og hos andre kreditgivere.

Skemaet viser nogle eksempler på, hvor stor forskel der kan være på prisen for de forskellige lånetyper, dvs. hvor høje de samlede kreditomkostninger ved lånene er. Det kan f.eks. koste fra 265 kr. til 2.855 kr. at låne 5.000 kr. Det billigste eksempel er en kassekredit i banken. Det dyreste eksempel er et kontantlån hos andre kreditgivere. Eksemplerne viser også, at det umiddelbart ikke kan betale sig at oprette et kontantlån på 5.000 kr. i banken sammenlignet med et kreditkøb hos andre kreditgivere. For selv om renten er lav, betyder stiftelsesomkostningerne og den korte løbetid, at lånet bliver forholdsvis dyrt.

Men igen er der grund til at undersøge prisen forud for låneoptagelse, for der kan stadig være stor forskel på lånets pris - også hos den samme låneudbyder. I eksemplerne er der ingen stiftelsesomkostninger ved oprettelse af en kassekredit på 5.000 kr. Derfor betyder en lav rente, at ÅOP - og dermed de samlede kreditomkostninger - bliver lav. Er renten derimod høj, stiger ÅOP og de samlede omkostninger til det tredobbelte.

Eksemplerne viser samtidig, at når det drejer sig om mindre lån, kan et kreditkøb hos andre kreditgivere være den billigste måde at låne både 5.000 kr. og
10.000 kr. Anderledes forholder det sig, hvis man ser på eksemplerne på at låne
50.000 kr. Der er kontantlånet i banken billigere end et kreditkøb. For selv om stiftelsesomkostningerne er 1.000 kr. for et kontantlån i banken og kun 200 kr. ved et kreditkøb, så betyder den lavere rente i banken, at lånet i banken samlet set bliver omkring 1.600 kr. billigere.

Skemaet viser også, at det er vigtigt ikke udelukkende at fokusere på den månedlige ydelse. I mange af eksemplerne ser forskellen på, hvor meget man betaler om måneden for henholdsvis et ”dyrt” og et ”billigt” lån, ikke ud af så meget. Hvis man alene fokuserer på den månedlige ydelse, f.eks. 1.681,49 kr. for et kontantlån hos andre kreditgivere, så kan det ende med, at det kommer til at koste mere end 50.800 kr. i kredit-omkostninger at låne 50.000 kr. Der skal således i dette eksempel betales mere end 100.000 kr. tilbage til låneudbyderen.

3.5 Forbrugernes låntagning

I forrige afsnit er der givet et rids af markedet for forbrugslån. Der er en lang række udbydere og lånetyper på markedet, og priserne varierer meget. I dette afsnit er fokus rettet mod forbrugerne. Afsnittet koncentrerer sig om, hvad forbrugerne låner penge til, hvad der får dem til at vælge en bestemt udbyder eller lånetype, og om de har overblik over lånetyper og omkostninger.

Forbrugerstyrelsen har fået gennemført en undersøgelse af forbrugernes låntagning, jf. appendiks B, Forbrugerundersøgelser 2005. Undersøgelsen omfatter 300 forbrugere, som inden for de seneste tre år har optaget lån eller købt på kredit. Pengene skal ikke være gået til køb, forbedring eller ombygning af fast ejendom[38].

Forbrugernes låneoptagelse

Undersøgelsen giver et klart billede af, hvor forbrugerne vælger at optage forbrugslån, og hvor meget den enkelte forbruger har lånt til forbrug.

Størsteparten af forbrugerne har optaget lånet i et pengeinstitut. Således har 76 pct. optaget lånet eller oprettet kreditten i et pengeinstitut, mens 22 pct. har optaget lånet eller oprettet kreditten via andre kreditgivere. Det stemmer overens med fordelingen af banker og andre kreditgiveres samlede udlån til forbrugere, jf. figur 3.1. I Forbrugerstyrelsens undersøgelse er andelen af forbrugere, som har optaget lånet eller oprettet kreditten hos andre kreditgivere, dog større end den faktiske fordeling mellem banker og andre kreditgiveres samlede udlån.[39]

Det er en forholdsvis lille del af forbrugerne i denne undersøgelse, som har mere end et forbrugslån. 77 pct. svarer, at de kun har det ene lån. 15,7 pct. har to lån i alt, mens 4,3 pct. har i alt tre lån. Der er 2 pct., som har fire lån i alt, og 1 pct. har mere end fire lån. Der er således ikke noget i undersøgelsen, der tyder på, at de danske forbrugere generelt optager mange enkeltstående forbrugslån. Noget tyder derimod på, at gælden er fordelt på mange forbrugere. Isoleret set kan det være udtryk for, at den enkelte forbruger har en sund økonomi.

Lånets størrelse har betydning for, hvor forbrugerne går hen for at låne pengene. Der er en tendens til, at forbrugerne optager de mindre lån hos andre kreditgivere, snarere end i deres bank. Omvendt går fl ere i banken, hvis de skal låne store beløb.

12 pct. af de forbrugere, som har optaget lån i et pengeinstitut, har lånt mindre end 10.000 kr., mens godt 40 pct. har lånt mellem 10.000 og 50.000 kr. Knap 28 pct. har lånt mere end 100.000 kr. Det typiske forbrugslån, som optages i banken, er således på 10-50.000 kr., mens ca. hvert fjerde forbrugslån i banken er på over 100.000 kr., jf. figur 3.2.

Til sammenligning har 56 pct. af de forbrugere, som har optaget lånet hos andre kreditgivere, lånt mindre end 10.000 kr., mens ca. 20 pct. har lånt mellem
10.000 kr. og 50.000 kr. Ca. 15 pct. har lånt mere end 100.000 kr. Over halvdelen af forbrugslånene, der optages hos andre kreditgivere, er således mindre end 10.000 kr. jf. figur 3.2.

Figur 3.2 Sammenhængen mellem hvor stort lånet er og hvor det er optaget

Figur 3.2 Sammenhængen mellem hvor stort lånet er og hvor det er optaget

Forbrugerne låner typisk store beløb af pengeinstitutterne og mindre hos andre kreditgivere.

Kilde: Forbrugerundersøgelser 2005, jf. appendiks B.

Forbrugernes brug af lånet

Undersøgelsen viser, at der er sammenhæng mellem, hvor forbrugerne optager lån, og hvad pengene skal bruges til.

Når forbrugerne optager lån i et pengeinstitut bliver det typisk brugt til køb af bil, mens lån hos andre kreditgivere bruges til køb af hårde hvidevarer, møbler eller elektronik.

Over halvdelen af de forbrugere (53 pct.), der optog lånet i et pengeinstitut, brugte således pengene til køb af bil, mens 27 pct. brugte pengene til ferie eller almindelig forbrug. En mindre andel (6,5 pct.) brugte pengene til køb af hårde hvidevarer, møbler eller elektronik, jf. figur 3.3.

En tredjedel af de forbrugere, som optog lånet hos andre kreditgivere, brugte pengene til at købe bil, og lige så mange brugte lånet til at købe hårde hvidevarer, møbler eller elektronik. 28 pct. brugte pengene til ferie eller almindeligt forbrug. Der er således flere forbrugere, som vælger at gå til andre kreditgivere end deres pengeinstitut, når de skal købe hårde hvidevarer, møbler eller elektronik. Årsagen kan være, at kreditkøb er særlig udbredt inden for netop disse brancher. Det kan dog betale sig at undersøge flere lånemuligheder, inden der træffes beslutning om, hvor lånet skal optages.

Figur 3.3 Sammenhængen mellem hvor forbrugerne låner og hvad lånet bruges til

Figur 3.3 Sammenhængen mellem hvor forbrugerne låner og hvad lånet bruges til

Forbrugerne er mest tilbøjelige til at låne penge til en ny bil hos pengeinstituttet, mens køb af hårde hvidevare, møbler eller elektronik bliver finansieret via andre kreditgivere.

Kilde: Forbrugerundersøgelser 2005, jf. appendiks B.

Forbrugernes bevæggrunde for at låne

Forbrugeren vælger at optage et lån af forskellige årsager. Måske har forbrugeren ikke råd til at betale for produktet på én gang og må derfor vælge en afdragsordning. En anden årsag kan være, at forbrugeren ikke ønsker at frigøre midler, der står bundet i f.eks. opsparinger.

Lang størsteparten, nemlig 83 pct. af forbrugerne, optog lånet, fordi det var nødvendigt for at foretage købet. Forbrugerne har således ikke umiddelbart haft råd til at købe produktet på anden vis. En mindre andel på 11 pct. havde penge, de ikke ville bruge, mens 5 pct. af forbrugerne svarede, at de havde pengene, men at der var tale om et billigt lån.

De mange lånemuligheder kan være en medvirkende årsag til, at nogle forbrugere vælger at foretage køb, som de ikke umiddelbart har penge til. De mange låne-muligheder kan stimulere til øget forbrug og skabe et behov, som ellers ville være mindre udtalt.

Der er forskel på årsagen til, at nogle forbrugere vælger at låne pengene hos pengeinstitutter og hos andre kreditgivere. 27 pct. af forbrugerne har valgt at optage lånet i banken, fordi det har en lav månedlig ydelse, lave renter eller lave låneomkostninger. Omkring 12 pct. valgte banklånet, fordi de fik god rådgivning, mens 20 pct. valgte banken på grund af tillid til banken. 20 pct. angav, at de valgte lånet i banken, fordi det var let eller hurtigt at optage, jf. figur 3.4[40].

Blandt de forbrugere, der har optaget lånet hos andre kreditgivere, har 48 pct. valgt dette lån, fordi det var let eller hurtigt at optage, og 25 pct. fordi det var billigt. Fire pct. angav, at det var fordi de havde tillid til låneudbyderen, men ingen angav god rådgivning som årsag til valg af andre kreditgivere. Der er således en klar tendens til, at forbrugere, som låner penge hos andre kreditgivere, vægter lethed og hurtighed højt. Det kan være udtryk for, at der blandt disse forbrugere er en forventning om, at det tager længere tid og er mere besværligt at låne penge i banken end hos andre kreditgivere.

Det har ikke ligget inden for undersøgelsens rammer at belyse eventuelle forskelle i udbydernes kreditvurdering. Men i det omfang, der er forskel i låneudbydernes kreditvurdering, kan det have betydning for, om forbrugerne finder det let at optage lånet. En anden faktor, som kan have betydning for, at forbrugernes lægger vægt på lethed, er, at andre kreditgivere typisk reklamerer med at give et hurtigt svar - ofte også i weekenden, når banken har lukket - ligesom de mange gange er til stede dér, hvor forbrugerne står og skal bruge pengene, fx i forretningen.

Figur 3.4 Forbrugernes begrundelser for valg af låneudbyder

Figur 3.4 Forbrugernes begrundelser for valg af låneudbyder

Forbrugerne vælger i højere grad andre låneudbydere end pengeinstitutterne, når det skal være nemt og hurtigt at låne.

Kilde: Forbrugerundersøgelser 2005, jf. appendiks B.

Undersøgelse af lånemuligheder og kendskab til ÅOP

Ovennævnte undersøgelse indikerer, at forbrugerne har gjort sig overvejelser om, hvor lånet skal optages. Men en meget stor del af dem ved ikke, hvad de betaler for at låne penge. Således svarer 44 pct., at de ikke kender de samlede årlige omkostninger ved deres lån, mens 29 pct. ikke kender begrebet ÅOP. Det er således flere end syv ud af 10 forbrugere, som ikke kender prisen på det lån, de har optaget, jf. figur 3.5.

Figur 3.5 Forbrugernes viden om de samlede årlige omkostninger ved lån eller kredit

Figur 3.5 Forbrugernes viden om de samlede årlige omkostninger ved lån eller kredit

En stor del af forbrugerne ved ikke, hvad de betaler for at låne penge.

Kilde: Forbrugerundersøgelser 2005, jf. appendiks B.

Det manglende kendskab til ÅOP er nogenlunde ens, uanset om lånet er optaget hos et pengeinstitut eller hos andre kreditgivere.

Kun lidt over 25 pct. af forbrugerne har således reelt svaret på, hvor meget de betaler i samlede omkostninger på lånet. Ud fra undersøgelsen er det derfor ikke muligt at give et klart svar på, om forbrugerne optager dyre lån, dvs. om forbrugerne har haft mulighed for at optage et billigere lån på anden vis. Men undersøgelsen giver et helt klart indtryk af, af forbrugerne generelt ikke kender ÅOP.

Set fra en forbrugervinkel er det problematisk, at forbrugerne ikke kender prisen på de ydelser, de har købt. Særligt når prisen for de forskellige lånetyper på markedet varierer ganske betydeligt.

Når forbrugerne ikke kan overskue pris i forhold til valg af ydelse, er det tegn på, at der kan være problemer med gennemsigtigheden på markedet for forbrugslån. Gennemsigtighed er et komplekst begreb, og der er flere forhold, som skal være opfyldt, før markedet er gennemsigtigt ud fra et forbrugersynspunkt. Som et grundlæggende vilkår for gennemsigtighed må der foreligge information om fire forhold: udbydere, produkter, priser og rettigheder. For at forbrugeren skal kunne gennemskue markedet, er det desuden vigtigt, at ovenstående fire punkter om information er tilgængelig, overskuelig og sammenlignelig.

Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tilgængeligt informationsmateriale af god kvalitet på markedet for forbrugslån, hvis forbrugeren ikke kan danne sig noget samlet billede af de informationer, der foreligger. Overskuelighed og sammenlignelighed er derfor vigtigt, dvs. om forbrugeren har mulighed for på et reelt grundlag at kunne foretage et kvalificeret valg. Det foreliggende informationsmateriale skal således præsenteres på en måde, der muliggør sammenligning.

Et spørgsmål, som ovenstående ikke forholder sig til, er forbrugerens engagement på markedet, dvs. i hvilken udstrækning forbrugeren vælger at udnytte informationer og valgmuligheder. For selvom alle informationer er tilgængelige på en overskuelig og sammenlignelig måde, så kræver det et vist engagement fra det enkelte forbruger at udnytte disse oplysninger bedst muligt.

Ovenstående indikerer, at de erhvervsdrivende bør medvirke til at sikre forbrugerne adgang til overskuelige og sammenlignelige prisoplysninger, og at forbrugerne har et ansvar for at udnytte disse informationer og undersøge markedet.

Undersøgelsen viser, at langt størstedelen, dvs. tre ud af fire forbrugere, ikke undersøgte forskellige lånemuligheder, inden de optog lånet.

Som årsag hertil angav næsten 25 pct., at det var nemmest, bedst eller sikrest at optage lånet i banken. Knap 20 pct. mente, at det var for besværligt at undersøge mulighederne, mens 18 pct. begrundede det med, at de fik lånet tilbudt i forbindelse med købet, eller at der var tale om et godt lånetilbud, jf. figur 3.6.

Figur 3.6 Forbrugernes begrundelser for ikke at undersøge lånemulighederne

Figur 3.6 Forbrugernes begrundelser for ikke at undersøge lånemulighederne

20 pct. af forbrugerne lader være med at undersøge, hvad det koster at låne forskellige steder, fordi de synes, at det er for besværligt.

Kilde: Forbrugerundersøgelser 2005, jf. appendiks B.

Forbrugerne begrunder deres manglende undersøgelse af lånemulighederne forskelligt alt efter, om de har optaget lånet i banken eller hos andre kreditgivere. Der er en tendens til, at forbrugere, der optager lån i et pengeinstitut, ikke undersøger andre lånemuligheder, fordi de har et andet lån hér (31 pct.) eller fordi de har tillid til banken, og fordi det var det letteste (29 pct.). Knap 20 pct. synes, at det generelt var for besværligt at undersøge flere lånemuligheder. Omvendt angiver de forbrugere, som låner penge hos andre kreditgivere, at de ikke undersøgte andre lånemuligheder, fordi de fik lånet tilbudt i forbindelse med købet (35 pct.), eller fordi det var for besværligt (22 pct.).

Det er altså ikke typisk prisovervejelser, der ligger til grund for forbrugernes valg af låneudbyder, selvom der er betydelige prisforskelle. Besvær, tillid og lethed er væsentlige rationaler bag forbrugernes handlinger.

Det er bemærkelsesværdigt, at rigtigt mange forbrugere ikke undersøger forskellige lånemuligheder, inden de optager et lån eller opretter en kredit. Og endnu flere forbrugere kender slet ikke prisen, ÅOP, for det lån, de optager. Det kan hænge sammen med, at det er andet end prisen på lånet, der betyder mere for forbrugerne. Men det kan også skyldes, at forbrugerne ikke kan finde rundt i informationerne, at det er for besværligt at overskue og sammenligne de forskellige muligheder, og at forbrugerne derfor helt opgiver at søge information.

Undersøgelsen viser, at forbrugerne med fordel kan være mere opmærksomme på prisen for det lån, de vælger at optage. Det kan godt betale sig at undersøge flere muligheder og at sammenligne priser, ÅOP, for de enkelte lånetyper. Men samtidig ligger der også en opgave for udbyderne i at tage et større medansvar for informationsdelen, og være særligt opmærksomme på at give tydelige, overskuelige og sammenlignelige oplysninger om prisen for deres ydelser.

Der kan med andre ord være behov for, at myndigheder, låneudbyderne eller andre samler de foreliggende informationer og præsenterer dem på en overskuelig måde, f.eks. i pjecer eller som pristavler, søgeværktøjer eller andet på internettet.

Bilag 3.1 Figuroversigt – spørgsmål der knytter sig til figurerne

Figur 3.2 Sammenhængen mellem hvor stort lånet er og hvor det er optaget

Figur 3.3 Sammenhængen mellem hvor forbrugerne låner og hvad lånet bruges til

Figur 3.4 Forbrugernes begrundelser for valg af låneudbyder

Figur 3.5 Forbrugernes viden om de samlede årlige omkostninger ved lån eller kredit

Figur 3.6 Forbrugernes begrundelser for ikke at undersøge lånemulighederne


[1] Forbrugerundersøgelser 2005, appendiks B.

[2] Kilde: Finanstilsynet.

[3] Arbejdende kapital er summen af posterne; indlån, udstedte obligationer, efterstillede kapitalindskud og egenkapital.

[4] Danmarks Statistik anvender betegnelsen lønmodtagere (husholdninger uden erhvervsdrivende). I kapitlet benyttes betegnelsen private forbrugere frem for lønmodtagere.

[5] Kilde: Danmarks Statistik. ”Større danske pengeinstitutter” omfatter de 24 største pengeinstitutter (heraf fire filialer af udenlandske pengeinstitutter), hvis balancesum tilsammen udgør 93 pct. af institutternes samlede balancesum.

[6] Til sammenligning er de større danske pengeinstitutters udlån til lønmodtagere steget med ca. 23 % i samme periode

[7] Danmarks Statistik anvender betegnelsen lønmodtagere (husholdninger uden erhvervsdrivende). I kapitlet benyttes betegnelsen private forbrugere frem for lønmodtagere.

[8] Kilde: Realkreditrådet, Vilstrup Univero.

[9] Hvor går lånerne hen?, Lennart Lynge Andersen og Henrik Juul. Undersøgelse af Epinion A/S om danskernes lån og låneomlægning, interview af 1.073 danskere.

[10] Danmarks Statistik inddeler firmaernes lånetyper i følgende gruppering:

[11] Mange reklamer og tv-spots fra forskellige låneudbydere slår på, at der stort set ikke kræves nogen oplysninger om hverken personlige eller økonomiske forhold, før man har pengene i hånden. Dog bør man som forbruger være opmærksom på, at mindre krav om sikkerhed eller oplysninger om økonomiske forhold, kan have betydning for, hvad lånet koster.

[12] Den implicitte rentemarginal (renteindtægterne i forhold til samtlige rentebærende aktiver fratrukket renteudgifterne i forhold til samtlige rentebærende passiver) er, ligesom rentemarginalen, faldet gennem en længere periode. Der er sket et fald fra 3 pct. i 1995 til 1,7 pct. i 2003, jf. beregninger fra Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen i rapporten ”Gebyrer på penge- og realkreditinstitutmarkedet”, 2005.

[13] Finanstilsynet arbejder p.t. på en ny bekendtgørelse om information til forbrugere om priser mv. i pengeinstitutter, som forventes udstedt primo 2006. Familie- og forbrugerministeren har i oktober 2005 fremsat forslag til ny markedsføringslov, som indeholder regler om prisoplysninger for andre kreditgivere. Efter lovens vedtagelse vil de eksisterende regler om prisoplysninger for andre kreditgivere blive revideret.

[14] Der er udstedt to bekendtgørelser i medfør af prismærkningslovens § 4 om skiltning med kredit-omkostninger i denne situation: bekendtgørelse nr. 902 af 12. november 1992 om oplysninger til forbrugere i ekspeditionslokaler, i annoncer mv. om indlånsrenter, afkast af indskud på gevinstkonti samt udlånsrenter og andre kreditomkostninger i pengeinstitutter (herefter pengeinstitutternes skiltningsbekendtgørelse), og bekendtgørelse nr. 1228 af 21. december 1992 om oplysning til forbrugere i ekspeditionslokaler, i annoncer mv. om renter og kreditomkostninger (skiltningsbekendtgørelsen for andre end pengeinstitutter).

[15] Lovbekendtgørelsen nr. nr. 209 af 28. marts 2000 om mærkning og skiltning med pris mv.

[16] Jf. lovens § 5, stk. 1.

[17] Dog har Finansrådet henstillet til sine medlemmer, pengeinstitutterne, at de har samme kreditoplysninger på internettet, som er tilgængelige i forretningslokalet. Det forventes endvidere, at den kommende bekendtgørelse på området, jf. fodnote nr. 12, vil indeholde en tilsvarende regel.

[18] Kilde: www.pengeinstitutternespriser.dk, søgning blandt flere banker 22. august 2005. Lån under 50.000 kr. uden sikkerhed.

[19] Kilde: www.mybanker.dk, 18.8.2005. Generel søgning på alle lånetyper.

[20] Kilde: www.pengeautomaten.dk. Lånebeløb 20.000 (hovedstol 20.850) tilbagebetalt over fire år. Lånets samlede kreditomkostninger: 7.321 kr.

[21] Kilde: www.mybanker.dk, 1. juni 2005. Forudsætninger: Beregningen er foretaget på baggrund af et kredit-kort/lån på 40.000 kr. med en aftalt løbetid på fire år. Kredit-kortet/lånet bruges kun en gang. Der er taget højde for minimumsydelsen. Ydelsen tilbagebetales på billigste måde.

[22] Kilde: www.forbrugslaan.dk. Forudsætninger: Ved et lån på 50.000 betalt over fire år, er de årlige omkostninger i procent 19,53%, og de samlede kreditomkostninger 20.464.

[23] Kilde: Kilde: pengeinstitutternespriser.dk. Lån på 100.000 kr. over syv år mod ejerpantebrev.

[24] Kilde: www.mybanker.dk, 1. juni 2005. Forudsætninger: Nyt lån (variabel rente) på 100.000 kr. med bil-ejerpantebrev (hvis påkrævet), løbetid på syv år, alm. privatkunde.

[25] Kilde: www.mybanker.dk. Forudsætninger: Beregningen er foretaget på baggrund af et kredit-kort/lån på 8.000 kr. med en aftalt løbetid på to år. Kredit-kortet/lånet bruges kun en gang. Der er taget højde for minimumsydelsen. Ydelsen tilbagebetales på billigste måde. Som hovedregel skal beløbet “bruges” hos den enkelte udbyder. Enkelte giver dog mulighed for, at du kan få et beløb “i hånden” til hvad som helst.

[26] Kilde: Finans og Leasing.

[27] Kilde: Kilde: pengeinstitutternespriser.dk, typisk lån på 30.000 kr. over fem år.

[28] Kilde: IKANO Finans A/S, SEB Kort, Danmark og www.mybanker.dk.

[29] Kilde: SEB Kort, Danmark og www.pengeinstitutternespriser.dk.

[30] Kassekredit uden sikkerhed med 100% udnyttelse (af beløbene 5.000 kr., 10.000 kr. eller 50.000 kr.). Løbetid på to år for kassekredit på 5.000 kr. og 10.000 kr. med løbende nedbringelse. Løbetid på fem år for kassekredit på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 0 kr. Rente: 5 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[31] Kassekredit uden sikkerhed med 100% udnyttelse (af beløbene 5.000 kr., 10.000 kr. eller 50.000 kr.). Løbetid på to år for kassekredit på 5.000 kr. og 10.000 kr. med løbende nedbringelse. Løbetid på 5 år for kassekredit på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 0 kr., Rente: 18 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[32] Kreditkøb/lån på 5.000 kr., 10.000 kr. eller 50.000 kr. uden sikkerhed. Løbetid på to år for kreditkøb/lån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Løbetid fem år for kreditkøb/lån på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 200 kr. for kreditkøb/lån på
5.000 kr. og 10.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 1.000 kr. for kreditkøb/lån på 50.000 kr., Rente: 7 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[33] Kreditkøb/lån på 5.000 kr., 10.000 kr. eller 50.000 kr. uden sikkerhed. Løbetid på to år for kreditkøb/lån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Løbetid fem år for kreditkøb/lån på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 200 kr. for kreditkøb/lån på
5.000 kr. og 10.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 1.000 kr. for kreditkøb/lån på 50.000 kr., Rente: 24 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[34] Et kontantlån på 5.000 kr., 10.000 kr. eller 50.000 kr. uden sikkerhed. Løbetid to år for kontantlån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Løbetid fem år for kontantlån på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 800 kr. Rente: 6 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[35] Et kontantlån på 5.000 kr., 10.000 kr. eller 50.000 kr. uden sikkerhed. Løbetid to år for kontantlån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Løbetid fem år for kontantlån på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 800 kr. Rente: 19 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[36] Kontantlån på 5.000 kr., 10.000 kr. uden sikkerhedsstillelse Løbetid to år for kontantlån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Løbetid fem år for kontantlån på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 800 kr. for kontantlån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Stiftelsesomkostninger 1.000 kr. for kontantlån på 50.000 kr. Rente: 8 pct. per år., som forudsættes at være uændret i hele lånets løbetid. Månedlig rentetilskrivning og månedlig betaling.

[37] Kontantlån på 5.000 kr., 10.000 kr. og 50.000 kr. uden sikkerhedsstillelse. Løbetid to år for kontantlån på 5.000 kr. og 10.000 kr. Løbetid fem år for kontantlån på 50.000 kr. Stiftelsesomkostninger: 800 kr. for kontantlån på 5.000 kr.

[38] I nedenstående gennemgang indgår ikke respondenter, som har optaget lån i et realkreditinstitut. Tallene omfatter derfor reelt 286 respondenter.

[39] I 1. kvartal 2005 var banker og andre kreditgiveres samlede udlån til lønmodtagere fordelt således, at 93 pct. af de samlede udlån til lønmodtagere var fra pengeinstitutterne, mens 7 pct. af de samlede udlån var fra andre kreditgivere.

[40] Data er forbundet med en vis usikkerhed, da enkelte kategorier kun indeholder få respondenter. Forbrugerundersøgelser 2005, jf. appendiks B.

Top |

Denne side er kapitel 3 af 6 til publikationen "Forbrugerredegørelse 2005".
Version nr. 1.0 af 24-11-2005
© Forbrugerstyrelsen 2010