| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Forbrugerredegørelse 2004

Kapitel 6: Rejsemarkedet

• 6.1 Sammenfatning og anbefalinger
• 6.2 Rejsers økonomiske betydning
• 6.3 Ændrede forbrugsmønstre
• 6.4 Rejser og forbrugerrettigheder
• 6.5 Forbrugerforholdene på rejsemarkedet
• 6.6 Forbrugerbeskyttelse og ændrede forbrugsmønstre
• 6.7 Andre landes rejsegarantiordninger

Pakkerejser, individuelle rejser og forbrugerbeskyttelse

Danske forbrugere køber stadig flere rejser, som de i stigende grad selv sammensætter. Det har betydning for forbrugerbeskyttelsen, idet alene pakkerejser er omfattet af Rejsegarantifonden.

Forbrugerne tillægger beskyttelsen stor betydning, men mange er ikke klar over, at den er begrænset til pakkerejser. Køb af rejser kan indebære en forudbetalingsrisiko for forbrugeren, hvilket er ret atypisk ved forbrugerkøb. Langt de fleste rejser købes ved en forudbetaling af hele købesummen. Forbrugeren ville derfor bære en risiko for rejsearrangørens konkurs fra betalingstidspunktet til afslutningen på rejsen, hvis ikke der eksisterede regulering på området.

Generelt er køb af rejser en relativ stor købsbeslutning for den enkelte forbruger. Der er flere egenskaber ved en rejse, som forbrugeren skal tage stilling til inden købet. Fx tidsrum, komfort, pris og rejseforsikring. Det har betydning for mulighederne for at sammenligne tilbud fra forskellige arrangører og dermed for prisgennemsigtigheden på rejsemarkedet.

6.1 Sammenfatning og anbefalinger

Ferierejser udgør en væsentlig del af danskernes samlede husholdningsbudget – i alt cirka 4.500 kr. om året i gennemsnit pr. husstand. Forbruget af rejser har været konstant stigende de sidste ti år. Samtidig er der sket en række markante ændringer i den måde, danskerne køber ferierejser på:

• Forbrugerne køber færre og færre pakkerejser, dvs. rejser som en rejsearrangør sammensætter af mindst to forskellige rejseprodukter – fx fly, hotel, billeje eller turarrangementer. Flere og flere vælger altså selv at arrangere rejsen. Det har betydning for forbrugerbeskyttelsen, idet konkursbeskyttelsen i Rejsegarantifonden alene dækker pakkerejser.
• Der en klar tendens til, at forbrugerne køber flere rejser over internettet. 40 pct. af de forbrugere, som inden for de seneste to år har købt en ferierejse, har købt den over internettet.

Disse forskydninger peger på, at rejsemarkedet har gennemgået – og stadig gennemgår – væsentlige strukturelle ændringer i relation til salgs- og markedsføringskanaler, produktudbud, samarbejder mv. En række store selskaber er fusioneret eller blevet opkøbt af udenlandske rejsekoncerner, og de danske rejsearrangører konkurrerer i stigende grad med udenlandske, webbaserede rejseudbydere. De strukturelle ændringer begrænser sig ikke til Danmark og afslutningsvis skitseres tilpasninger foretaget i fire udvalgte europæiske lande.

Samlet set er forbrugerforholdene på rejsemarkedet gode. I forhold til de danske forbrugsmarkeder generelt ligger rejsemarkedet i den bedre ende. Vurderet på otte indikatorer for gode forbrugerforhold ligger markedet for pakkerejser blandt de ti bedste forbrugsmarkeder, jf. kapitel 2, figur 2.1 og tabel 2.1.

• Forbrugernes klagemuligheder er gode, idet man har mulighed for at få en klagesag behandlet hos rejseankenævnet. Cirka 95 pct. af alle afgørelserne i rejseankenævnet bliver efterlevet. Samtidig har antallet af klager været markant faldende gennem de senere år.
• Andelen af personer, som berøres af en konkurs, er under en halv pct. af de rejsende. Rejsegarantifondens omkostninger til konkurser udgør de fleste år mindre end en kvart pct. af branchens samlede omsætning på pakkerejser.
• Forbrugerne oplever, at markedet er til at overskue og vurderer, at prisgennemsigtigheden på rejsemarkedet er bedre end gennemsnittet på de øvrige undersøgte markeder. Ligeledes er forbrugernes generelle tillid til branchen og dens produkter bedre end gennemsnittet.
• Forbrugerbeskyttelsen på rejsemarkedet er delvist baseret på fælles EU regulering. Sammenlignet med beskyttelsesniveauet i de øvrige EU-lande, giver de danske regler en god dækning. Både hvad angår typen af rejser, der er omfattet, og det beredskab, der kan træde i kraft i forbindelse med konkurser.

Dog kan det konstateres, at forbrugerne overvurderer beskyttelsesniveauet på rejsemarkedet, idet to ud af tre ikke ved, at konkursbeskyttelsen alene dækker pakkerejser. De fleste forbrugere tror, at de er dækket i alle tilfælde og mener i øvrigt, at det er afgørende for deres valg af ferierejser, at de er dækket af Rejsegarantifonden. Set i dette lys kan forbrugerforholdene forbedres ved at:

• Styrke informationen til forbrugerne om hvornår og hvor meget Rejsegarantifonden dækker, fx ved at tydeliggøre dette i selskabernes markedsføringsmateriale mv.
• Vurdere behovet og mulighederne for at tilpasse beskyttelsesområdet i Rejsegarantifonden til de ændrede forbrugs- og handelsmønstre.
• Overveje om alternative finansieringsmodeller vil være billigere og bedre egnet til at sikre forbrugerne ved et evt. udvidet dækningsområde.

6.2 Rejsers økonomiske betydning

Det er vanskeligt at finde præcise tal for omsætningen i branchen. Der eksisterer en del forskellige opgørelser, som ikke nødvendigvis fremkommer med sammenfaldende tal. Nærværende opgørelse har dog mødt accept fra de hørte parter.

Rejsebranchen omsætter i alt for cirka 17 mia. kr. om året, når den store andel af erhvervsrejser medtages. Til sammenligning omsætter den danske møbelindustri for cirka 20 mia. kr. om året.

Ferierejser er en væsentlig post i husstandenes budget. For den gennemsnitlige danske husstand udgjorde rejseforbruget på udlandsrejser – transport og overnatning – 4.466 kr. om året i 1999-2001, jf. tabel 6.1. Til sammenligning bruger den gennemsnitlige husstand 4.360 kr. om året på telefonabonnementer, samtaleafgifter m.m., og 12.356 kr. på tøj og sko.

Tabel 6.1: Husstandes gennemsnitlige årlige forbrug på ferierejser

Pakkerejser (udland)	3.019 kr.
Hotel, campingpladser, leje af sommerhus (udland)	819 kr.
Flybilletter (udland)	628 kr.
I alt	4.466 kr.

Kilde: Danmarks Statistik.

Note: Forbrug pr. husstand er et treårigt gennemsnit i 1999 - 2001. Tallet vurderes at undervurdere udgifterne forbundet med ferierejser, da øvrig transport ikke indgår.

En gennemsnitlig pakkerejse koster 3.840 kr. pr. person målt i år 2.000 niveau^[1]. Målt i faste priser er de danske husstandes forbrug på rejser i stadig stigning.

Rejsebranchen dækker over en lang række rejsetyper. Flyrejser, busrejser, oplevelsesrejser, charterrejser, krydstogtsferie, kør-selv-rejser m.m. Rejsebranchens 100 største rejsearrangører omsætter samlet for cirka 13,9 mia. kr. om året^[2].

I år 2002 var der i Rejsegarantifonden registret 537 rejsearrangører, som solgte pakkerejser. En pakkerejse er et rejsearrangement, hvor forbrugerne køber både transport og indkvartering, eller en anden ydelse – fx billeje eller guidede ture (hos den samme virksomhed). Pakkerejser er omfattet af Rejsegarantifondens dækning. De omtalte rejsearrangører havde en omsætning på pakkerejser på cirka 8,2 mia. kr. i år 2002^[3]. Langt den overvejende del af omsætningen af pakkerejser foregår hos top-100 rejsearrangørerne og domineres endvidere af charterbureauer.

Fusioner og opkøb i rejsebranchen

Inden for det seneste årti er der sket en væsentlig koncentration i rejsebranchen. Fusioner og opkøb har bevirket, at en langt større del af omsætningen nu er samlet på færre udbydere. Endvidere har flere udenlandske selskaber overtaget ejerskabet i nogle af de tidligere danskejede selskaber. Tendensen har været kraftigst inden for charterbureauerne^[4].

I 1998 havde de fire rejsebureauer med størst omsætning af pakkerejser 33 pct. af den samlede omsætning på pakkerejser i branchen. Efter fusionerne i 2002 var dette tal steget til cirka 38 pct. I samme periode steg branchens samlede omsætning af pakkerejser fra cirka 6,6 mia. kr. i 1998 til cirka 7,9 mia. kr. i 2002.

Måles koncentrationen alene på baggrund af omsætning af pakkerejser, er der – de mange fusioner til trods – tale om en relativ beskeden stigning i koncentrationen på fem pct.point.

Set fra et forbrugersynspunkt er der, selv efter fusionerne og opkøbene i branchen, stadig tale om en meget varieret branche med mange forskellige udbydere og rejseprodukter i et bredt prisspænd. Udviklingen kan ikke siges at have skadet forbrugerne. Ejerstrukturens eventuelle betydning for Rejsegarantifondens kapitaltilstrækkelighed i forbindelse med eventuelle konkurser behandles senere.

6.3 Ændrede forbrugsmønstre

Antallet af solgte pakkerejser i branchen har været faldende siden 1999. I 1999 blev der solgt cirka 2,1 mio. pakkerejser af danske rejsearrangører. I 2003 var antallet faldet med cirka 17 pct. til 1,8 mio. solgte rejser, jf. figur 6.1.

Figur 6.1: Antal solgte pakkerejser i branchen

Kilde: Rejsegarantifonden.

Rejsebranchens omsætning på pakkerejser er derimod ikke faldet tilsvarende. Målt i faste priser (2000-niveau) var omsætningen i 2003 en smule mindre end i 1998, jf. figur 6.2. Flere rejsebureauer angiver usikkerheden omkring Irak-krigen som en væsentlig årsag til en vigende efterspørgsel i 2003^[5]. Men i de mellemliggende år har der generelt været tale om realvækst i branchens omsætning på pakkerejser. Undtagelsen er ”krise-året 2001”, som ifølge branchen var præget af dårlige salgstal i kvartalet, der fulgte efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001^[6].

Figur 6.2: Rejsebranchens omsætning på pakkerejser

Kilde: Rejsegarantifonden og egne beregninger.

Note: Omsætningstallene er deflateret med stigning i forbrugerprisindekset.

En tilsvarende tendens ses af danskernes forbrug på pakkerejser. Siden 1994 har der generelt set været en realstigning i danskernes forbrug af pakkerejser, jf. figur 6.3. Hvor danskernes forbrug af pakkerejser i midten af 90’erne lå på cirka 5 mia. kr. om året, målt i prisniveauet for år 2000), var forbruget ved udgangen af 90’erne steget til cirka 7,5 mia. kr. (ligeledes i 2000-priser), svarende til branchens gennemsnitlige omsætning 1999-2001. Således var der altså tale om en real forbrugsfremgang på cirka 50 pct. på 5-6 år.

Figur 6.3: Danske husstandes forbrug af udlandsrejser (i år 2000-priser)

Kilde: Danmarks statistik.

Note: Treårigt glidende gennemsnit. Anmærkning: Deflateret med de gennemsnitlige årlige forbrugerstigninger.

Figur 6.4: Rejsebranchens gennemsnitlige omsætning pr. solgte pakkerejse (i år 2000-priser)

Kilde: Rejsegarantifonden og egne beregninger.

Note: Tallene er deflateret på baggrund af de gennemsnitlige årlige stigninger i forbrugerprisindekset.

Der er en klar tendens til, at danskerne er begyndt at købe færre men dyrere pakkerejser. Af figur 6.4 fremgår, at den gennemsnitlige omsætning pr. pakkerejse fra 1999 til 2002 steg med cirka 15 pct. fra 3.570 kr. til cirka 4.120 kr. målt i år 2000 priser. I år 2003 faldt den gennemsnitlige omsætning pr. rejse til cirka 3.840 kr. Igen er årsagerne formentlig usikkerheden omkring Irakkrigen, som resulterede i mindre rejselyst blandt forbrugerne, overudbud af rejser samt flere rejser solgt med rabat^[7].

Men altså stadig en markant stigning på relativt få år. Årsagen til dette kan være, at flere forbrugere rejser længere væk, eller at flere rejser er af længere varighed end tidligere, og rejserne derfor er dyrere.

Forbrugerne køber flere separat sammensatte rejser end tidligere Selvom antallet af pakkerejser er blevet mindre, er danskernes forbrug af pakkerejser altså steget. Af figur 6.3 fremgår endvidere, at også danskernes samlede forbrug af udlandsrejser har været stigende. I 1994:1996 brugte danskerne i alt cirka 7,5 mia. kr. (i faste priser) på udlandsrejser – altså transport og indkvartering. I 1999:2001 var dette tal steget til cirka 11 mia. kr. svarende til en stigning i det samlede rejseforbrug på cirka 45 pct. i løbet af otte år.

Som det fremgår af figur 6.5 er det relative forbrug forskubbet en smule væk fra pakkerejser til fordel for separat sammensatte rejser af flytransport og indkvartering. I 1994:1996 brugte danske husstande 74 pct. af rejsebudgettet på færdigpakkede rejser. I 1999:2001 var denne andel faldet med knap syv pct.point til cirka 67 pct. Omvendt går cirka en tredjedel af danskernes forbrug nu til separat sammensatte ferierejser.

Figur 6.5: Andel pakkerejser af det samlede rejseforbrug

Kilde: Danmarks Statistik.

En del af forbrugsstigningen er gået til flybilletter, jf. figur 6.3. Husstandenes forbrug på flybilletter til udlandet steg fra knap 900 mio. kr. i 1995-1997 til godt 1,5 mia. kr. i 1999-2001. En stigning på cirka 75 pct. Tidsmæssigt stemmer udviklingen overens med lavprisflyselskabernes indtog på markedet.

Af figur 6.6 fremgår endvidere, at andelen af charterpassagerer har været faldende siden 1996. Hvor andelen af charterrejsende i 1996 var på 27,5 pct. af det samlede antal udenrigspassagerer, faldt andelen til cirka 24,5 pct. i år 2000. Da charterpassagerer typisk flyver som led i en pakket rejse, kan udviklingen tyde på, at flere ferierejsende har købt separate flybilletter i stedet for en pakkerejse. Det skal dog bemærkes, at en charterpassager i denne statistik godt kan have fløjet på en seat-only billet i et chartret fly. Og måske mere sandsynligt, at en flybillet i et rutefly kan være solgt som led i en pakkerejse. Men ved at sammenholde med tendenserne i forbrugstallene ovenfor, kan det under alle omstændigheder fastslås, at den generelle rejseaktivitet er steget, mens antallet af pakkerejser er faldende. Dette tyder på, at relativt flere forbrugere i dag vælger selv at sammensætte deres ferie af transport til udlandet og indkvartering direkte på hoteller, campingpladser eller sommerhuse i udlandet.

Figur 6.6: Andel charterpassagerer af det samlede antal udenrigspassagerer

Kilde: Statens Luftfartsvæsen.

Tendensen ser ud til at fortsætte. Af de danskere, der inden for de sidste to år har købt eller været med til at købe en ferierejse, var cirka 38 pct. separat sammensatte ferierejser, mens cirka 62 pct. af rejserne var pakkerejser. Desuden forventer 33 pct. af forbrugerne at købe en separat sammensat ferierejse næste gang, de tager på ferie. 63 pct. af forbrugerne forventer at købe en pakkerejse^[8].

Mange køber ferier via internette

Udover ændringer i måden forbrugerne rejser på, er der også tegn på ændringer i måden, forbrugerne køber rejser på.

Salg af rejser over internettet er i fremgang. Flere rejsearrangører sælger rejser direkte over nettet som supplement til de traditionelle salgskanaler. Endvidere har flere selskaber i en årrække fungeret som deciderede internetselskaber. Siden slutningen af 1990erne har syv deciderede internetselskaber forsøgt sig på markedet. I begyndelsen af 2003 var tre af disse tilbage. To er gået konkurs og to blev lukket i 2001^[9]. Men de tre tilbageværende selskaber nyder til gengæld en stor vækst i omsætningen. I år 2002 udgjorde de tre selskabers omsætning cirka 100 mio. kr.

Også de etablerede rejsearrangører har fremgang på internetsalget. Fx havde My-Travel i 2002/2003 et stigende salg via internettet, som muliggjorde en reduktion af salgsorganisationens medarbejderstab^[10]. Ligeledes havde Star Tour i 2002 en positiv fremgang i internetsalget, som udgjorde 10 pct. af selskabets nettoomsætning^[11].

Det udbredte internetsalg illustreres også ved forbrugernes erfaringer med køb over internettet. I foråret 2004 havde 41 pct. af forbrugerne prøvet at købe en rejse over internettet. Af disse køb var 58 pct. pakkerejser og 42 pct. separat sammensatte rejser. Nærmere bestemt var 33 pct. af internetkøbene rejser, som kun bestod af transport. Og ti pct. af købene bestod kun af indkvartering/leje af feriebolig^[12].

Forbrugernes forventninger til fremtidige rejsekøb tyder også på, at internetsalget fortsat vil blive mere udbredt. 46 pct. af forbrugerne forventer at ville købe en ferierejse over internettet inden for det næste år. 43 pct. af forbrugerne forventer ikke at købe over internettet inden for det næste år. Ti pct. af forbrugerne ved ikke, hvordan de vil foretage fremtidens rejsekøb^[13].

Konsekvenser af de ændrede forbrugsmønstre

Forbrugerne køber færre (men dyrere) pakkerejser og flere separat sammensatte ferierejser. Flere rejser købes over internettet. Begge tendenser kan have konsekvenser for forbrugerbeskyttelsen på rejsemarkedet.

Kun pakkerejser er dækket af Rejsegarantifonden. Dermed er flere forbrugere i risiko for ikke at være dækket i tilfælde af rejsearrangørens konkurs. Endvidere dækker Rejsegarantifonden kun rejser købt af en rejsearrangør, som har salgssted i Danmark. Det vil sige, at forbrugere, som har købt deres rejse af en udenlandsk forhandler via internettet, ikke er dækket af Rejsegarantifonden. Disse problemstillinger vil blive behandlet nedenfor i forbindelse gennemgangen af forbrugerbeskyttelsen.

6.4 Rejser og forbrugerrettigheder

Siden 1979 har forbrugere af pakkerejser været sikret mod uheldige konsekvenser af en rejsearrangørs konkurs. Rejsegarantifonden blev etableret på baggrund af en rejsearrangørs konkurs i 1978. Arrangørens kunder blev efterladt på rejsemålet uden mulighed for hjemtransport og med krav fra hotellerne om betaling for opholdet, som arrangøren havde undladt at betale.

I 1990 blev der vedtaget et EU-direktiv om pakkerejser, som beskytter forbrugerne i forbindelse med en rejsearrangørs insolvens eller konkurs. Reglerne om erstatning i forbindelse med aflyste eller afbrudte rejser, som følge af konkurser, gælder således i hele EU. Derfor er forbrugerne også beskyttede uanset hvor i EU, de køber deres pakkerejser. Men der er forskel på reglerne fra land til land.

Kun pakkerejser er omfattet af dækningen. Pakkerejsedirektivets definition af en pakkerejse er dog mere snæver end den danske definition, og danske forbrugere er generelt bedre beskyttet^[1].

Definitionen begrænser en pakkerejse til ”en på forhånd fastlagt kombination (…) der sælges eller udbydes til en samlet pris (…).” Formuleringen er dog ret tvetydig. Og det er derfor ikke helt klart, om definitionen også dækker skræddersyede rejser, eller om der kun er tale om typiske charterrejser, som rejsebureauet har sammensat og udbudt i katalog. Europa-Kommissionen påpeger, at den bredeste fortolkning bør gælde. Men medlemslandene har forskellige fortolkninger og har derfor implementeret forskellige nationale regler^[15].

De danske regler er derimod utvetydige på dette område. Rejsegarantifondsloven nævner eksplicit, at også skræddersyede rejser er dækket^[16]. Derved er separat sammensatte rejser (fx transport plus indkvartering) også dækket, selvom der ikke er tale om programsatte pakkerejser i EU-direktivets forstand.

Rejsegarantifonden dækker alle arrangører, som sælger rejsearrangementer direkte til forbrugerne eller via en formidler^[17]. Alle arrangører eller formidlere (for udenlandske arrangører) er i kraft af Lov om en Rejsegarantifond forpligtet til at registrere sig i fonden. Og arrangører og formidlere (for udenlandske arrangører) må kun drive forretning, såfremt de er registreret i fonden. Men dækningen gælder alligevel alle registreringspligtige, uanset om de har registreret sig eller ej^[18]. Dette har den fordel, at forbrugerne er omfattet af fondens dækning, uanset om den pågældende rejsearrangør er registreret i Rejsegarantifonden eller ej – blot forbrugerne køber et rejsearrangement.

Fonden dækker ikke udenlandske internetudbydere

Loven gælder kun for danske rejsearrangører og danske formidlere for udenlandske rejsearrangører. I praksis betyder dette, at Rejsegarantifonden som hovedregel kun omfatter arrangører og formildere, som har kontor i Danmark. Køb via internettet er derfor ikke dækket, hvis den pågældende rejsearrangør er registreret i udlandet og ikke har kontor i Danmark^[19]. Hvis den pågældende rejsearrangør er registreret i et andet EU-land, er forbrugeren dækket af dette lands lovgivning^[20].

Nyt skærpet tilsyn indført i 2004

Folketinget vedtog i marts 2004 et lovforslag fra regeringen, som ændrer på beløbsgrænserne for den garanti, som den enkelte rejsearrangør skal stille over for Rejsegarantifonden. Reglerne tager nu bedre højde for fondens risiko ved en konkurs blandt de helt store ’nye’ (fusionerede) rejsearrangører. Men også for den forøgede risiko for konkurs, der er for fonden, hvis en rejsearrangør driver virksomhed på et uforsvarligt grundlag^[21].

Lovændringen indebærer, at Rejsegarantifonden får mulighed for at føre tilsyn med arrangørernes økonomiske forhold. Det betyder, at fonden kan holde ekstra øje med evt. brodne kar i branchen og stille krav om forhøjet sikkerhedsstillelse fra arrangører, som ikke har orden i økonomien. Endelig blev sekretariatet for Rejseankenævnet pr. 1. oktober 2004 slået sammen med Rejsegarantifondens sekretariat. Og driften af både fonden og ankenævnet betales fremover af de rejsearrangører, der er registreret i fonden.

Rejsegarantifonden dækker via individuelle garantier og kollektiv kapital

Rejsegarantiordningen fungerer ved, at arrangørerne stiller en garanti over for Rejsegarantifonden. Garantiens størrelse afhænger af selskabets omsætning, og om der er tale om et selskab, som hovedsageligt sælger rejser med transport via chartrede fly. Selskaber med høj omsætning samt flycharterarrangører skal stille en højere garanti.

I tilfælde af konkurs trækker fonden den pågældende arrangørs individuelle garanti. Fonden dækker forudbetalinger før afrejse og sikrer bl.a. hjemtransport, hvis rejsen er påbegyndt. Såfremt garantien ikke er tilstrækkelig til at dække fondens udgifter, bringes fondens egenkapital i anvendelse.

Indtil oktober 2004 indbetalte rejsearrangørerne fem kr. pr. rejsekunde. Pengene har finansieret fondens drift samt opbygning af fondens formue. Efter 1. oktober 2004 indbetales der ikke længere automatisk til opbygning af formuen, som i 2003 udgjorde 62,3 mio. kr.^[22]

Rejsearrangørernes informationspligt

Pakkerejseloven beskytter forbrugere, der køber pakkerejser. Lovens formål er at sikre rejsekunder ordentlige vilkår og en vis beskyttelse i forbindelse med køb af pakkerejser. Derfor kan lovens regler heller ikke fraviges til skade for forbrugeren. Loven suppleres af en bekendtgørelse udstedt af justitsministeren.

Pakkerejseloven og den tilhørende bekendtgørelse indeholder regler om:

• hvilke informationer kunderne skal have – både i forbindelse med annoncering og ved købet af en pakkerejse. Det drejer sig om oplysninger om pris, om rejsens indhold (transport, indkvartering mv.) og de vilkår, som rejsen sælges på,
• særlige aftalevilkår, fx regler om muligheden for at overdrage en rejse til en anden, rejsearrangørens muligheder for at ændre prisen, efter at rejsen er bestilt, og om muligheden for at afbestille en rejse,
• kundens rettigheder ved rejsearrangørens misligholdelse, før rejsen påbegyndes, fx i forbindelse med aflysninger,
• kundens rettigheder ved misligholdelser, efter at rejsen er påbegyndt, bl.a. regler om hvad der skal til, for at kunden kan kræve hele rejsens pris tilbagebetalt, og regler for afslag, erstatning og godtgørelse,
• regler for reklamation,
• hvornår formidlere af pakkerejser hæfter for mangler over for forbrugerne, og
• kundens pligter, fx pligt til selv at sørge for pas, visa og vaccinationer.

6.5 Forbrugerforholdene på rejsemarkedet

Samlet set er der ganske gode forbrugerforhold i rejsebranchen. Forbrugerne er relativt tilfredse, føler sig godt beskyttede, og har relativ stor tillid til markedsføringen. I forhold til den samlede omsætning på markedet for pakkerejser, har Rejsegarantifonden få omkostninger i forbindelse med konkurser blandt rejsearrangørerne. Andelen af forbrugere berørt af konkurser er, med undtagelse af rekordåret 2003, under en halv pct. af de pakkerejsende forbrugere.

Som det fremgår af kapitel 2, ligger markedet for pakkerejser blandt de ti bedste af de målte markeder. På samtlige otte indikatorer om gennemsigtighed, tillid og klageforhold er markedet for pakkerejser over gennemsnittet. Branchen klarer sig dårligst mht. forbrugernes tillid til, at rejsearrangørerne overholder regler, der skal beskytte forbrugerne.

Forbrugernes vurdering af mulighederne for prissammenligning

Mht. muligheden for at sammenligne pris og kvalitet mener 32 pct. af forbrugerne, at det i høj grad eller i meget høj grad er muligt at sammenligne de forskellige rejsearrangørers produkter^[23]. Gennemsnitligt giver forbrugerne en score på 3,26 for muligheden for at sammenligne pris og kvalitet på markedet for pakke-/charterrejser^[24]. I forhold til et gennemsnit for samtlige markeder på 2,93, ligger markedet for pakkerejser i den bedre ende. Gennemsnittet på 3,26 indikerer, at forbrugerne vurderer det i lidt mere end ”i nogen grad” muligt at sammenligne pris og kvalitet. Det er marginalt bedre end markedet for flybilletter, hvor forbrugerne i gennemsnit giver en score på 3,16 for muligheden for at sammenligne pris og kvalitet. Det kan virke overraskende, idet en pakkerejse må formodes at være et mere komplekst produkt end en flybillet.

Når det gælder forbrugernes mulighed for at få oplyst priser, inden de indgår købet, giver forbrugerne markedet for pakkerejser en gennemsnitlig score på 3,69.

Forbrugerne har gennemsnitlig tillid til branchen

Som det fremgik af ovenstående afsnit om forbrugerrettigheder på rejsemarkedet, er der relativt vidtgående regler til beskyttelse af pakkerejseforbrugerne. Alligevel er det på dette område, at forbrugerne giver den forholdsmæssigt mindste score til rejsebranchen.

I gennemsnit giver forbrugerne pakkerejsearrangørerne en score på 3,33 på spørgsmålet om, hvorvidt de har tillid til, at rejsearrangørerne overholder de regler, der skal beskytte forbrugerne. Det samlede gennemsnit ligger på 3,29. 41 pct. af forbrugerne har kun i nogen grad tillid til rejsearrangørerne på dette punkt, mens 13 pct. har det i ”mindre grad” eller ”slet ikke”.

Hvad angår forbrugernes tillid til, at arrangørernes markedsføring er troværdig og dækkende, scorer branchen 3,32 i gennemsnit. Det er marginalt højere end det samlede gennemsnit for forbrugsmarkederne på 3,23, men forskellen er dog så begrænset, at den må siges at være insignifikant. Forbrugerne har også tillid til de produkter, de køber. 52 pct. af forbrugerne har enten i høj grad eller i meget høj grad tillid til, at de får hvad de betaler for, når de køber en pakkerejse. 32 pct. har det i nogen grad.

Rejseankenævnet får færre klager fra forbrugerne

I forhold til antallet af solgte pakkerejser samt den privatøkonomiske betydning heraf, er antallet af klager til Rejseankenævnet relativt begrænset. I 2003 blev der registreret 394 klager. Der blev solgt 1,8 mio. rejser.

Rejseankenævnet, som er et privat ankenævn oprettet af rejsebranchen samt Forbrugerrådet, behandler forbrugernes klager over rejser solgt af rejsearrangører i Danmark. Nævnet behandler typisk erstatningssager vedrørende klager over omstændigheder ved transporten, indkvarteringen eller andre ydelser under selve ferieopholdet. Rejseankenævnet behandler også sager, der vedrører transport ud af landet – fx flybilletter. Rejseankenævnet er godkendt af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender^[25], og består af to repræsentanter fra Forbrugerrådet, og to repræsentanter for rejsebranchen: En fra Danmarks Rejsebureau Forening og en fra Foreningen af Rejsearrangører i Danmark. Yderligere består nævnet af en formand, som er landsdommer.

Siden 1999 er antallet af klager til Rejseankenævnet faldet markant. I 1999 blev der registreret 665 sager. De følgende to år faldt antallet med cirka 150 sager om året. Fra 2002 var der en mindre stigning fra 353 sager til 394 i 2003^[26]. I de sidste fire år har forbrugerne fået medhold eller delvis medhold i cirka halvdelen af sagerne. Rejsearrangørerne har efterlevet nævnets afgørelser i 91 pct. til 95 pct. af disse sager.

Sammenlignet med andre brancher er der gode vilkår for tvistløsning i rejsebranchen. Årsagen hertil er bl.a. det private godkendte klagenævn, som behandler klager over alle virksomheder i branchen. Desuden efterleves en meget stor andel af nævnets afgørelser. Derudover har antallet af klager været markant faldende over en femårig periode, hvilket kunne indikere, at virksomhederne har gjort en indsats for at efterkomme god forretningsskik i branchen.

Presseomtale af konkurser kan påvirke branchetilliden

Dårlig omtale af branchen kan være en af årsagerne til forbrugernes relativt mindre tillid, hvad angår overholdelse af beskyttelsesreglerne. Selvom forbrugerne af pakkerejser er dækket i tilfælde af en rejsearrangørs konkurs, påkalder det alligevel typisk stor opmærksomhed, når et selskab krakker. Således har der været 101 artikler om konkurser og rejsebureauer i de større danske dagblade fra maj 2003 til maj 2004^[27].

I betragtning af antallet af rejsearrangører i branchen er antallet af årlige konkurser også lidt over gennemsnittet. Som det fremgår af figur 6.7, har der inden for de sidste 11 år været mellem tre og 13 konkurser om året. I gennemsnit var der 8,2 konkurser om året. Hvilket svarer til cirka 1,5 pct. af de registrerede rejsearrangører. På landsplan gik cirka en halv pct. af Danmarks cirka 500.000 virksomheder konkurs i 2003^[28].

Figur 6.7: Antal registrerede konkurser/lukninger

Kilde: Rejsegarantifonden.

I forhold til antallet af personer, som årligt tager på pakkerejser, er det dog ganske få, som berøres af en rejsearrangørs konkurs. Figur 6.8 viser, at det er under en halv pct. af de rejsende, som i fem ud af de sidste seks år, har været berørt af en konkurs^[29]>.

Trods økonomisk kompensation, hjemrejse mv., vil effekten af en konkurs dog ofte være voldsom for de få berørte forbrugere, da ferien jo typisk ikke kan afholdes som forventet. De personlige og familiemæssige omkostninger kan selvsagt ikke gøres op, men må alt andet lige antages at blive reduceret som følge af, at Rejsegarantifonden sørger for hjemtransport mv.

Figur 6.8: Udgifter til samt rejsende, som berøres af konkurser

Kilde: Rejsegarantifonden og egne beregninger.

Finansiel beskyttelse betones, men dækningen overvurderes

61 pct. af forbrugerne finder det ”meget afgørende” eller ”afgørende” for deres køb af ferierejse at være dækket i tilfælde af arrangørens konkurs. Det gælder mest for forbrugere, som køber pakkerejser, men også for de, som køber selvkombinerede rejser. 30 pct. af forbrugerne, som finder det ”meget afgørende” at være dækket, købte deres seneste rejse som en selvkombineret ferierejse uden dækning via Rejsegarantifonden. Mange forbrugere planlægger at købe ikke-dækkede rejser, selvom de finder dækning afgørende. Af de forbrugere, som regner med, at deres næste rejsekøb består af ”kun transport” svarede næsten halvdelen (46 pct.), at det normalt var ”meget afgørende” eller ”afgørende” for deres køb, at de er dækket i tilfælde af arrangørens konkurs.

Ovenstående peger på, at mange rejsende ikke er klar over, at de køber uden at være dækket. Dette bekræftes i undersøgelsen: Direkte adspurgt om de er klar over, at Rejsegarantifonden kun dækker, når man har købt en pakkerejse, svarer to ud af tre forbrugere (66 pct.), at det ved de ikke. Det er altså kun 34 pct. af forbrugerne, der kender begrænsningerne i Rejsegarantifondens dækning.

Problemet kan yderligere illustreres ved at sammenholde den senest valgte rejsetype, med forbrugerens opfattelse af dækningen på den pågældende rejse:

• 17 pct. af forbrugerne troede, de var dækket af garantifonden uden at være det.
• 31 pct. havde købt en rejse med dækningen, men troede ikke de var dækket.
• 24 pct. af forbrugerne vidste ikke, om deres seneste ferie var dækket.

6.6 Forbrugerbeskyttelse og ændrede forbrugsmønstre

Følgende punkter problematiserer Rejsegarantifondens nuværende dækningsområde:

1. Forbrugerne synes, at det er vigtigt at være dækket.
2. Forbrugerne er usikre på, hvornår de er dækket.
3. Forbrugerne køber flere rejser, som ikke er dækket – særligt flyrejser.
4. Forbrugerne køber flere rejser over internettet, hvor udenlandske forhandlere ikke er dækket (af de danske regler, men af tilsvarende regler i det pågældende land). Forbrugerne ville have været dækket af de danske regler, hvis rejsen var købt hos en dansk forhandler.

Dette indikerer, at der kan være behov for at styrke forbrugerinformationen og/eller -beskyttelsen. Bedre information om Rejsegarantifondens dækningsområde vil gøre forbrugerne i stand til at vide, hvornår de er dækket, og hvornår de ikke er. Det vil kunne løse problemet i relation til b). En udvidelse af dækningsområdet, så det også omfatter køb af rejser direkte ved flyselskaberne, vil kunne løse problemet i relation til c). Fælles regler vedr. køb af rejser over internettet i EU vil kunne løse problemet i d) (for så vidt angår rejsearrangører indenfor EU).

I ekstreme tilfælde ville Rejsegarantifonden ikke være i stand til fuldt ud at dække de største arrangørers rejsende i tilfælde af konkurs – fx i højsæsonen. Desuden har udbredelsen af de store udenlandske koncerners ejerskab i branchen ikke gjort den ekstreme situation mindre sandsynlig. For de store koncerner er det danske marked en mindre del af deres samlede virksomhed. Omstruktureringer i koncernerne, herunder danske datterselskabers betalingsstandsning, kan forekomme på baggrund af forretningsmæssige fornuftige dispositioner. Den seneste lovændring har dog i vidt omfang taget højde for problemet omkring fondens kapitaltilstrækkelighed.

Følgende afsnit beskriver rejsegarantiordningerne samt eventuelle reaktioner på ændringerne i forbrugsmønstret i nogle af de lande, Danmark normalt sammenlignes med.

6.7 Andre landes rejsegarantiordninger

Der er fælles EU-regler på pakkerejseområdet, men pakkerejsedirektivet er meget generelt og giver en række muligheder for at lave særlige nationale regler^[30]. Medlemslandene kan derfor selv vælge, hvordan de vil efterleve reglerne. Det er derfor ret forskelligt, hvordan de enkelte medlemslande har valgt at sikre forbrugerne i henhold til direktivet. I 1999 lavede Europa-Kommissionen en rapport om medlemslandenes implementering af direktivet. På det tidspunkt havde alle lande, undtaget Italien, implementeret artikel 7^[31].

Der har været forskellige fortolkninger af, hvornår en rejse er en pakkerejse, hvor bredt ordningen skal dække, om alle udbydere er dækket, samt hvor stor en del af forbrugernes omkostninger som dækkes. Men flere lande har ændret, eller overvejer at ændre, deres lovgivning, så dækningen bliver lige så bred som den danske ordning. Der er stadig forskelle på de enkelte landes lovgivning, hvad angår andelen af rejsearrangører, som er dækket.

Storbritannien overvejer at udvide ordningens dækningsområde

Storbritanniens rejsegarantiordning er to-delt. Der eksisterer en statslig, obligatorisk ordning for flyrejser. I kraft af landets geografiske placering foretages langt de fleste ferierejser via fly.

Den statslige ordning vedrørende flyrejser ligner den danske Rejsegarantifondsmodel. Den engelske ordning er dog mere vidtgående end den danske ordning. Den yder beskyttelse ved flere flyrejsetyper end den danske model. Hvis man køber en flyrejse (seat-only) eller en flypakkerejse gennem et rejsebureau, er man som hovedregel dækket af de engelske civile luftfartsmyndigheders garantiordning ATOL (Air Travel Organiser’s Licensing). Rejsebureauet kan dog vælge ikke at dække for denne type rejser. Men skal da gøre kunden tydeligt opmærksom herpå, før billetten bookes. Hvis man køber en flybillet direkte ved et luftfartsselskab, er man ikke dækket af ATOL^[32].

Den engelske ordning er mindre vidtgående mht. omfanget af rejsearrangører, som dækkes. Den engelske ordning dækker kun, hvis man har købt en rejse af en arrangør med en ATOL-licens, og man har en ATOL-kvittering.

Der findes flere private ordninger for ferierejser med anden transport end fly. Varetagelsen af rejsegarantiordninger, hvad angår ikke-flypakkerejser, er overladt til syv forskellige organisationer, fx ABTA (The Association of British Travel Agents)^[33]. Købere af pakkerejser er sikret mod tab i tilfælde af rejsearrangørens betalingsstandsning, samt når rejsearrangøren er medlem af en af disse syv organisationer. Teknisk set fungerer ordningerne ved, at organisationen kræver, at rejsearrangøren tegner finansielle garantier (såkaldte bonds) til sikkerhed for deres rejsekunder.

En enkelt af organisationerne, Travel Trust Association, fungerer via ”trust accounts”, som er depotkonti under tredjemands kontrol. Rejsearrangøren indbetaler kundernes forudbetalinger til disse konti. Pengene tilbagebetales først til rejsearrangøren, når kunden har fuldført rejsen. Som supplement til rejsearrangørernes individuelle depotkonti har foreningen en fælles forsikringsordning, som dækker i tilfælde af uregelmæssigheder med depotkontiene (fx i tilfælde af svig)^[34].

Endvidere er det muligt for en rejsearrangør af ikke-flypakkerejser at overholde EUs pakkerejsedirektiv ved at have en forsikring, der dækker forbrugeren i tilfælde af konkurs.

Englands Civil Aviation Authority (CAA)^[35] fremlagde i juli 2003 resultatet af en høring vedrørende finansiel forbrugerbeskyttelse i forbindelse med flyrejser og ferier. Særligt med hensyn til ATOLs dækningsområde. Baggrunden for høringen var CAAs konstatering af forbrugernes ændrede købsadfærd. Den fremtidige finansielle beskyttelse begrænses, fordi lovgivningen ikke passer med den måde, forbrugerne køber rejser på.

CAAs hovedpointer var:^[36]

• En stigende tendens til køb af separate ferieelementer frem for pakkerejser.
• Forvirring og uvidenhed blandt forbrugerne mht. finansiel beskyttelse i forbindelse med rejser. En undersøgelse af forbrugernes forventning viste, at 66 pct. af forbrugerne troede de var dækket, hvis de købte en flybillet direkte hos et af de store flyselskaber. 50 pct. troede, at de var beskyttede, når de købte direkte hos et af lavprisflyselskaberne. 59 pct. af forbrugerne troede, at de var beskyttede, hvis de købte indkvartering direkte ved et hotel eller billeje direkte hos et biludlejningsfirma. Langt de fleste forbrugere var heller ikke klar over, hvordan beskyttelsen virkede. De fleste (59 pct.) troede, at de var dækket gennem deres rejseforsikring.
• 73 pct. af forbrugerne anser finansiel beskyttelse for at være vigtig.

På baggrund af høringssvarene har CAA i marts 2004 udarbejdet en række anbefalinger til regeringen. Overordnet anbefaler CAA regeringen, at:

• omfanget af den finansielle beskyttelse bør udvides til også at omfatte flyrejser solgt direkte fra flyselskaberne, når billetterne er forudbetalte.
• gøre sin indflydelse i EU gældende således, at pakkerejsedirektivet ændres tilsvarene (men at regeringen bør være parat til at lovgive uden at vente på EU).
• undersøge hvilke finansieringsmodeller, der er mest passende. Det vil sige om en fælles forsikringsordning eller fond kan anvendes i stedet for ”bonds”.

Sverige har netop udvidet dækningsområdet

Sveriges rejsegarantiordning er baseret på garantistillelse. Rejsearrangører skal via bank eller forsikringsselskab stille en anfordringsgaranti ved Kammarkollegiet^[37], som er en svensk forvaltningsmyndighed. Lovgivningen sikrer, at alle rejsearrangører er omfattet, dog forudsat der er stillet garanti, og denne er tilstrækkelig. Sikkerhedens størrelse besluttes af Kammarkollegiet på baggrund af rejsevirksomhedens art og omfang^[38].

Sveriges rejsegarantilov er med virkning fra 2003 blevet ændret, og lovens dækningsområde udvidet. Herefter svarer dækningsområdet, hvad angår typer af rejser, stort set til det danske. Udvidelsen består i, at rejser, som har en væsentlig lighed med pakkerejser, nu også er dækket. Det drejer sig om køb af separate transport- og indkvarteringsydelser hos samme arrangør, som tilsammen har karakter af en pakkerejse. Dette svarer til den beskyttelse, som i forvejen eksisterer i den danske Rejsegarantifondslov^[39]. Før ændringen dækkede reglerne kun pakkerejser, som på forhånd var tilrettelagt fra arrangørens side, i EU-direktivets snævre forstand. Udvidelsen omfattede også skole- og undervisningsrejser, således at rejser med transport og indkvartering hos værtsfamilier også er dækket (uanset om der er tale om gratis logi). Derudover gælder lovens dækning også for seat-only-transport, hvis sælger er arrangør af pakkerejser, og transporten sker sammen andre pakkerejser^[40]. Forbrugere, som får afbrudt eller aflyst deres rejse som følge af rejsearrangørens konkurs, kan ansøge Resegarantinämnden om erstatning.

I forbindelse med en undersøgelse af garantisystemet blev det overvejet at indføre en alternativ fondsmodel i stedet for den eksisterende sikkerhedsstillelse via garantier. Udvalget kom dog frem til, at den eksisterende model var den mest hensigtsmæssige^[41].

Norges model ligner den danske^[42]

Norges model for rejsegaranti er meget lig den danske. Modellen bygger på en forpligtelse for rejsearrangørerne til at stille garanti hos Reisegarantifondet. Sikkerhedsstillelse sker som hovedregel i form af bankgaranti eller garanti via et forsikringsselskab^[43]. Garantiens størrelse afhænger af rejsearrangørens omsætning i højsæsonen, antal rejsende i højsæsonen m.m., og det gennemsnitlige antal dage mellem indbetaling af depositum og afrejse^[44]. Ved en rejsearrangørs insolvens eller konkurs udbetales erstatning til forbrugerne via den individuelle garanti. Såfremt dette ikke er tilstrækkeligt benyttes fondets egenkapital. Fra 2004 er indbetaling til den kollektive garanti ændret til et årsgebyr på 2.000 norske kr. pr. rejsearrangør.

Fondets dækningsområde er mindre end det danske. Fondet dækker kun rejser i pakkerejsedirektivets snævre forstand^[45]. Ikke rejser som er skræddersyet til den enkelte, selvom der fx er tale om både transport og indkvartering. Derudover dækker fondet kun, hvis den pågældende rejsearrangør har stillet garanti i henhold til loven. Forbrugerne skal derfor være opmærksomme på, om rejsearrangøren har stillet garanti. Arrangøren er forpligtet af loven til at oplyse dette i forbindelse med sin markedsføring af pakkerejser over for forbrugeren.

Holland har pålagt arrangørerne selv at sikre forbrugerne

Holland har vedtaget en lov, som pålægger arrangørerne at stille den fornødne sikkerhed. Endvidere pålægges de at oplyse, fx i deres rejsekataloger, hvordan de har sikret forbrugerne i tilfælde af konkurs^[46]. Der er ingen direkte sanktioner for ikke at overholde bestemmelserne. Men mere end 95 pct. af Hollands rejsearrangører er medlem af en uafhængig fond, ”Stichting Garantiefonds Reisgelden”, som har eksisteret i 21 år. Fonden har opbygget den fornødne kapital via de rejsende, som indtil for fire til fem år siden betalte omkring fem euro pr. rejse til fonden. I dag har fonden nok kapital til at sikre større risici. Men ingen myndighed fører tilsyn med branchen^[47].

Mulighed for international erfaringsudveksling

Internationalt opleves en stigende tendens til at forbrugerne køber selvkombinerede rejser – særligt flyrejser. Og desuden en tendens til at forbrugerne overvurderer beskyttelsesniveauet, og derfor fx også tror sig dækket, når de køber flyrejser direkte ved et flyselskab.

I Sverige og Storbritannien har ændringerne i forbrugsmønstret medført enten en udvidelse af rejsegarantiordningernes dækningsområde eller overvejelser derom. De ændrede forbrugsmønstre i Storbritannien svarer i høj grad til det nye danske forbrugsmønster, som dette kapitel har påpeget.

Ordningen i Storbritannien dækker allerede flyrejser købt gennem et rejsebureau, men ikke flyrejser købt direkte ved et flyselskab. CAA foreslår, at dækningen derfor udvides og bemærker, at flyselskaberne i forbindelse med høringen ikke i væsentlighed har modsat sig dette forslag^[48]. Af Storbritanniens overvejelser fremgår dog ikke, i hvilket omfang det vil være praktisk muligt at gennemføre en sådan ændring. Det fremgår heller ikke, hvorvidt risikoen for flyselskabers konkurs og de forventede omkostninger derved, står mål med forbrugernes omkostninger samt udgifterne ved at udvide dækningsområdet. Disse forhold bør belyses nærmere med udgangspunkt i danske forhold.

Både Norge, Holland og til dels Storbritannien benytter sig af en finansieringsmodel, som i vid udstrækning minder om den danske fondsmodel. Sverige har tidligere overvejet en lignende model, men har fundet den eksisterende model mest egnet. CAA anbefaler regeringen i Storbritannien at undersøge, hvilken finansieringsmodel der er den mest passende. Særligt i forbindelse med en eventuel udvidelse af dækningsområdet kunne det være interessant at følge Storbritanniens overvejelser på dette område med henblik på en lignende vurdering efter danske forhold.

---

[1]. Jf. Rejsegarantifonden.

[2]. ”Danmarks 100 største rejsebureauer”, Egholm, okt. 2003.

[3]. Jf. Rejsegarantifonden.

[4]. Jf. ”Danmarks 100 største rejsebureauer”, Egholm, okt. 2003.

[5]. Fx MyTravel ”Årsrapport 2002/03”, s. 7; Kuoni Scandinavia AB ”Annual Report 2002”, s. 5; Dansk Folkeferie ”Årsrapport for 2002”, s. 10.

[6]. RGFs årsberetning taler om negative effekter af 11. september.

[7]. Jf. MyTravel ”Årsrapport 2002/03”, s. 7.

[8]. Forbrugerundersøgelser 2004, jf. appendiks B.

[9]. Egholm.

[10]. MyTravel Denmarks A/S, Årsrapport 2002/03, s. 7.

[11]. Star Tour A/S Årsrapport for 2002, s. 6.

[12]. Forbrugerundersøgelser 2004, jf. appendiks B.

[13]. Forbrugerundersøgelser 2004, jf. appendiks B.

[14]. Ifølge Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (90/314/EØF) forstås ved pakkerejse: ”en på forhånd fastlagt kombination af mindst to af nedenstående elementer, der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris, og når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning: a) transport, b) indkvartering, c) andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.
Særskilt fakturering af de enkelte elementer af en bestemt pakkerejse fritager ikke rejsearrangøren eller formidleren for forpligtelserne i henhold til dette direktiv.”

[15]. Jf. Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskytttelse, ”Rapport om gennemførelsen af Direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure i EF-medlemsstaternes nationale lovgivning”, s. 8.

[16]. Jf. § 2, stk. 1, nr. 2 i Lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 164 af 15. marts 2000:
”En ydelse, der omfatter transport og indkvartering, som er aftalt med samme arrangør eller formidler, men som ikke er omfattet af nr. 1” (identisk med direktivets artikel 2, nr.1, jf. ovenfor).

[17]. Med mindre dette kun sker lejlighedsvis jf. Lov om en Rejsegarantifond § 3.

[18]. Lov om en Rejsegarantifond § 8, stk. 2, og § 1.

[19]. Jf. Rejsegarantifonden.

[20]. Jf. Rejsegarantifondens bestyrelsesbeslutning.

[21]. Jf. bemærkninger til lovforslag nr. 116 ”Forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond”, s. 6.

[22]. Rejsegarantifonden, Årsrapport 2003.

[23]. Kilde: Forbrugerundersøgelser 2004, jf. appendiks B.

[24]. To point afspejler, at det i ’mindre grad’ er muligt at sammenligne pris og kvalitet. Tre point at det ’i nogen grad’ er muligt, og fire point at det ’i høj grad’ er muligt at sammenligne pris og kvalitet.

[25]. Tidligere Økonomi- og Erhvervsministeriet.

[26]. Rejse-Ankenævnet, Årsberetninger, 1999-2003. Ca. 100 af de 665 klager fra 1999 omhandlede rejsebureauers prisforøgelse i forbindelse med bortfaldet af det toldfrie salg. Der blev efterfølgende indgået forlig.

[27]. Forbrugerstyrelsen har foretaget en optælling af artikler, hvori ordene ”konkurs” og ”rejse-bureau” begge indgik i perioden 1. maj 2003 til 1. maj 2004. Artiklerne var bragt i Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Fyns Stifttidende, B.T., Berlingske Tidende, Urban, Politiken, Erhvervsdatabasen, Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, Wekeendavisen og Information (listet efter flest antal artikler pr. tidsskrift).

[28]. Jf. Købmandsstandens Oplysningsbureau.

[29]. At relativt flere personer blev berørt af konkurs i 2003, kan henføres til, at branchen blev berørt af særligt to betydelige konkurser dette år. Jf.: http://www.rejsegarantifonden.dk/ rgf/htdocs/index.htm

[30]. Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (90/ 314/EØF), art. 7, har følgende ordlyd.
”Den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.”

[31]. Jf. Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskytttelse, ”Rapport om gennemførelsen af Direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure i EF-medlemsstaternes nationale lovgivning”, s. 5.

[32]. Civil Aviation Authority, CAA Consultation, July 2003. ”Financial protection for Air Travellers and Holidaymakers in the Future”, s. 5.

[33]. Civil Aviation Authority, CAA Consultation, July 2003. ”Financial protection for Air Travellers and Holidaymakers in the Future”, s. 6.

[34]. Jf. Foreign and Commonwealth Office, http://www.traveltrust.co.uk/.

[35]. CAA er de engelske luftfartsmyndigheder, som også har ansvar for forbrugerbeskyttelsen i flypakkerejser.

[36]. Civil Aviation Authority, Draft CAA Advice to Government, March 2004 . ”Financial protection for Air Travellers and Holidaymakers in the Future”, s. 2.

[37]. Jordbruksdepartementet, Resegarantilag (1972:204) og (SFS 2002:601).

[38]. Jordbruksdepartementet, Resegarantilag (1972:204), § 4.

[39]. Rejsegarantifondsloven § 2, stk. 1, nr. 2.

[40]. Kammarkollegiet, ”Ändringar i resegarantilagen den 1. januar 2003”, http://www.kammarkollegiet.se/resegar/resgarlag.html.

[41]. Den svenske regerings Proposition 2001/02:138, ”Utökad resegaranti för konsumenter”, s. 10.

[42]. Norge har i kraft af EØS-samarbejdet implementeret direktivet.

[43]. Forskrift om reisegaranti og stiftelsen Reisegarantifondet (Reisegarantiforskriften) § 4.

[44]. Forskrift om reisegaranti og stiftelsen Reisegarantifondet (Reisegarantiforskriften) § 5.

[45]. Jf. definitionen af pakkerejser i ”lov om pakkereiser (pakkereiseloven)”, § 2-1.

[46]. Article 512 of Book 7 of the Dutch Civil Code.

[47]. Kilde: Consumentenbond.

[48]. Civil Aviation Authority, Draft CAA Advice to Government, March 2004 . ”Financial protection for Air Travellers and Holidaymakers in the Future”, s. 3.

| Top |

Denne side er kapitel 6 af 6 til publikationen "Forbrugerredegørelse 2004".
Version nr. 1.0 af 09-11-2004
© Forbrugerstyrelsen 2004