Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Forbrugerredegørelse 2004 – den første af sin slags

Forbrugerredegørelse 2004 er første skridt i retning af en mere målrettet forbrugerpolitisk indsats. For første gang har Forbrugerstyrelsen lavet en tværgående undersøgelse af forbrugerforholdene på langt de fleste relevante markeder i Danmark. Sammen med specifikke markedsanalyser giver undersøgelsen et første bud på hvilke markeder, der er velfungerende, og hvor der omvendt kan være behov for at gøre en ekstra indsats for at forbedre forbrugernes vilkår. Den nye viden kan bruges til at sætte målrettet ind netop der, hvor forbrugerproblemerne er – og forebygge, at nye problemer opstår. Hvad enten det drejer sig om uigennemskuelige markeder, brodne kar i branchen eller mangelfulde klagemuligheder.

Nyt Ministerium for Familie- og Forbrugeranliggender

I august 2004 oprettede regeringen Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Fødevarestyrelsen, Familiestyrelsen, Danmarks Fødevareforskning og Forbrugerstyrelsen blev samlet i det nye ministerium, hvor omdrejningspunktet er øget fokus på forbrugernes vilkår og familiernes trivsel i bred forstand. Regeringen vil med det nye ministerium bidrage til en nemmere hverdag for familien og den enkelte forbruger.

Hverdagen er for mange mennesker præget af travlhed og mange gøremål, og tid er blevet en afgørende faktor. Sammenhæng mellem familie- og arbejdslivet og gode pasningsmuligheder er eksempler på vigtige rammer for, at dagligdagen bliver velfungerende.

Men andre forhold spiller også ind. Forbrugerne stilles i dag over for mange valg. Valgmulighederne øges, og produkter og ydelser bliver stadig mere komplekse. Det får betydning for forbrugerens mulighed for at overskue markedet og vælge det rette produkt.

Det er afgørende, at forbrugeren trygt og nemt kan træffe et valg, der opfylder den enkeltes ønsker og behov – både når det gælder hverdagsvalg i supermarkedet og de mere langsigtede investeringer, der har betydning for husholdningens økonomi og velfærd, fx køb af varige forbrugsgoder, tjenesteydelser, rejser eller valg af daginstitution og tandlæge.

For forbrugerpolitikken betyder oprettelsen af det nye ministerium en fortsættelse og udbygning af regeringens forbrugerpolitiske strategi fra 2003. Vejen til en nemmere hverdag går gennem en målrettet forbrugerpolitisk indsats for at skabe god forbrugerinformation, høj forbrugerbeskyttelse og mere velfungerende markeder. Gode forbrugerforhold er med til at gøre hverdagen nemmere.

Forbrugeren skal have adgang til sammenlignelig og præcis forbrugerinformation og rådgivning. Der skal være mindre vildledning af forbrugerne og færre farlige produkter på markedet. Samtidig er gode rettigheder og effektive klagemuligheder afgørende for, at forbrugerne har tillid til markedet.

En velfungerende hverdag med trygge forbrugsvalg sikres bedst gennem en aktiv forbrugerpolitisk indsats, der har til formål at skabe velfungerende markeder. Velfungerende markeder er generelt præget af høj forbrugertillid, stor gennemsigtighed, klare regler, sikre produkter og ydelser samt mange valgmuligheder og intens konkurrence.

Med regeringens forbrugerpolitiske strategi ”Ny Forbrugerpolitik” fra 2003 har der været lagt stor vægt på at styrke dialogen med erhvervsliv, forbrugere og de politiske interessenter. Den udvikling vil fortsætte som en naturlig del af forbrugerpolitikken fremover.

Temaer og indhold i dette års redegørelse

Forbrugerredegørelse 2004 indeholder seks kapitler. Kapitel 1 tegner et billede af de overordnede økonomiske rammer og vilkår for danskernes forbrug gennem de seneste år. Oversigten over udviklingen i danskernes forbrug sætter resultaterne fra de øvrige kapitler i perspektiv.

I kapitel 2 præsenteres resultaterne af en tværgående undersøgelse af forbrugerforholdene på 56 danske markeder. Hvordan oplever forbrugerne de enkelte markeder, og hvordan er deres klagemuligheder? Har forbrugerne tillid til markedet, og handler de på et velinformeret grundlag? Kan de overskue produkter og ydelser på markedet? Den nye viden kan bl.a. bruges af brancherne til at lære af hinandens erfaringer og som afsæt for en dialog om forbedring af forbrugernes vilkår.

I kapitel 3 belyses, hvordan købeloven fungerer i praksis efter lovændringen i 2002. I undersøgelsen er både forbrugere og detailhandlen blevet spurgt om de nye regler, særligt vedrørende formodningsreglen og udvidelsen af reklamationsfristen. Fungerer loven efter hensigten? Forstår forbrugere og detailhandlen de nye regler, og handler de efter dem?

Forbrugerforholdene undersøges nærmere på tre udvalgte markeder. I år drejer det sig om markedet for arbejdsmarkedsforsikringer (kapitel 4), markedet for IT-produkter (kapitel 5) og rejsemarkedet (kapitel 6).

De resultater og tendenser, som redegørelsen giver et bud på, tegner et billede af, at de danske markeder generelt er præget af gode forbrugerforhold. Samtidig viser undersøgelserne, at der er plads til at styrke forbrugerforholdene yderligere på alle markeder. Det vil være til gavn for både forbrugere og erhvervsliv, da øget forbrugertillid bl.a. kan medvirke til øget salg eller til, at forbrugerne kan købe nye produkter og ydelser.

Det er første gang denne tværgående undersøgelse af forbrugerforholdene er blevet gennemført. Metoden bag undersøgelsen er helt ny, og der vil derfor være behov for en løbende forbedring og videreudvikling af metoden. Det vil ske i dialog med de relevante parter.

Top |

Denne side er indledningen til publikationen "Forbrugerredegørelse 2004".
Version nr. 1.0 af 09-11-2004
© Forbrugerstyrelsen 2004