Forord
I hverdagen er vi alle forbrugere. Vi køber ind i supermarkedet, bestiller rejse, nyt køkken, udskifter bilen og sørger for overtøj til børnene – vi træffer dagligt små og store valg mellem produkter på markedet. Gode forbrugerforhold er vigtige for familien og den enkelte. Hvad enten det gælder tøjbutikken eller håndværkeren, er det vigtigt, at vi trygt kan vælge det produkt, som bedst lever op til vores ønsker og behov.
Forbrugerredegørelsen er en nyskabelse fra Forbrugerstyrelsen. For første gang giver forbrugerne deres svar på, hvordan de oplever markederne. Det er lettere at være forbruger på nogle markeder end på andre. Med Forbrugerredegørelsen får vi ny viden om hvilke markeder, der fungerer, og hvor der er problemer. Det må alle notere sig. Først og fremmest brancherne og de erhvervsdrivende.
Forbrugerredegørelsen træder nye veje med en vurdering af forbrugernes vilkår på markederne. Det er nødvendigt at sætte fingeren på de ømme punkter for at give forbrugerne bedre vilkår. Det kan fx være bedre klagemuligheder, prisinformation eller større viden om købelovens regler.
Jeg glæder mig til at drøfte resultaterne i Forbrugerredegørelse 2004 med erhvervsliv og forbrugere, ligesom Forbrugerstyrelsen vil samarbejde med alle interesserede om den løbende udvikling og forbedring af undersøgelsens design. Jeg ser Forbrugerredegørelsen som et vigtigt politisk værktøj for politikere, forbrugere og erhvervsdrivende for at få skabt bedre forbrugerforhold i Danmark.
Henriette Kjær
