| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

5. Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet af almindelig interesse

5.1. Husholdningsapparater og isenkram

5.1.1. Urigtige oplysninger i annonce om komfurs egenskaber

Købet blev hævet, da komfuret blev anset for mangelfuldt, og forbrugeren havde krav på erstatning, svarende til forskellen mellem købesummen og prisen for et tilsvarende komfur med de lovede egenskaber

En forbruger købte et komfur efter at have set i en annonce, at komfuret havde katalytisk selvrens.

Straks efter købet konstaterede forbrugeren imidlertid, at komfuret ikke havde katalytisk selvrens, og forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende.

Den erhvervsdrivende erkendte, at der var fejl i annoncen og tilbød forbrugeren, at hun kunne få sine penge tilbage. Forbrugeren accepterede at få pengene tilbage, men hun ville også have en erstatning på 1.500 kr., da hun skulle betale mere for et sammenligneligt komfur med katalytisk selvrens. Det afviste den erhvervsdrivende.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Af sagens oplysninger fremgår det, at indklagede fejlagtigt havde annonceret med, at det i sagen omhandlede komfur havde katalytisk selvrens, og at klageren havde lagt vægt på denne oplysning. På den baggrund finder nævnet, at komfuret er mangelfuldt efter bestemmelsen i købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, idet indklagede i annonceringen har givet urigtige oplysninger, der må antages at have haft betydning for klagerens bedømmelse af komfuret. Indklagedes generelle forbehold for trykfejl i reklameavisen, der ikke blev fulgt op af en berigtigelse fra indklagedes side af de urigtige oplysninger inden købsaftalens indgåelse, kan ikke tillægges betydning ved mangelsvurderingen.

Klageren har fremsat krav om erstatning, og det følger af købelovens § 80, stk. 2, sammenholdt med § 45, jf. § 25, at hæves et køb af en artsbestemt genstand, som fx det omhandlede komfur, skal erstatningen i mangel af bevis for, at anden skade er lidt, fastsættes til det beløb, hvormed prisen for genstande af samme art og godhed som det solgte på leveringstiden overstiger købesummen. På baggrund af de indhentede oplysninger om den dagældende salgspris på Voss komfuret ELK 8000-AL, der har katalytisk selvrens og i øvrigt samme egenskaber, som det komfur, klageren fik leveret, må det anses for ubetænkeligt at lægge til grund, at prisen for et tilsvarende komfur med katalytisk selvrens har oversteget købesummen med mere end 1.500 kr., hvilket er det erstatningskrav, klageren har fremsat. Nævnet finder herefter, at klageren er berettiget til en erstatning på 1.500 kr.” (2003-4112/7-63)

5.1.2. Urigtige oplysninger i en tilbudsavis

En forbruger kunne ikke på grund af urigtige oplysninger i salgsmateriale kræve, at sælgeren af komfuret skulle ombytte det til et andet og dyrere komfur eller forlange erstatning. Mindre afslag i købesummen

En forbruger så i en tilbudsavis et el-komfur af mærket Ariston med pizzafunktion til 9.999 kr. Komfuret var nedsat fra 14.995 kr. Det var oplyst, at komfuret var i en specialbrede på 90 cm.

Forbrugeren henvendte sig i butikken og så en model af komfuret. Den erhvervsdrivende oplyste om pizzafunktionen, som forbrugeren var særligt interesseret i, at bagning i ovnen ville være præcis som at bage i en stenovn. Forbrugeren købte komfuret og tilpassede samtidig sit nye køkken, som han var ved at bygge, til komfurets specielle mål.

14 dage efter købet opdagede forbrugeren, at komfuret ikke havde den omtalte pizzafunktion. Sælgeren vedkendte sig problemet og tilbød at finde et andet komfur, tage komfuret tilbage eller en dekort på 3000 kr.

Da pizzafunktionen var årsagen til, at forbrugeren havde valgt komfuret i denne specielle størrelse, og da han i øvrigt ved ombygningen havde indrettet sit køkken herefter, forlangte han at få ombyttet komfuret til et andet 90 cm komfur med pizzafunktion. Det eneste andet komfur med pizzafunktion med en bredde på 90 cm var et mere avanceret komfur af et andet mærke til 28.495 kr.

Den erhvervsdrivende oplyste, at leverandøren ved en fejl havde oplyst, at komfuret havde pizzafunktion. Kravet om vederlagsfri ombytning til det mere avancerede komfur forekom derfor den erhvervsdrivende urimeligt. Forbrugeren blev i stedet tilbudt at købe komfuret til 28.495 kr. for 18.000 kr.

Forbrugeren fastholdt kravet om vederlagsfri ombytning og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har købt et elkomfur af mærket Ariston, 90 cm, med keramisk kogeplade. Klageren lagde ved købet vægt på en oplysning i en reklame fra leverandøren om, at komfuret havde ”pizza-funktion”. Da denne oplysning ikke blev rettet senest ved købets indgåelse, og da komfuret ikke har den lovede funktion, er komfuret som følge heraf mangelfuldt, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med stk. 2.

Klageren kan efter købeloven ikke stille krav om, at der sker omlevering med et komfur af et andet mærke, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 2, hvorefter omlevering indebærer levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen. Da der ikke findes et elkomfur af mærket Ariston, 90 cm, med keramisk kogeplade, som samtidig har ”pizzafunktion”, er omlevering ikke mulig, og der kan derfor ikke gives klageren medhold i kravet herom.

Klageren har afvist indklagedes tilbud om ophævelse af handlen, og klageren har derfor givet afkald på at gøre denne mangelsbeføjelse gældende.

Det følger af købelovens § 80, stk. 1, nr. 4, at en køber ved mangler ved salgsgenstanden kan kræve erstatning, såfremt salgsgenstanden savner egenskaber, som må anses for tilsikrede, og som påfører køberen et økonomisk tab. I tilfælde, hvor salgsgenstanden er artsbestemt, vil et ansvarsgrundlag endvidere kunne støttes på købelovens § 80, stk. 2. Manglen ved salgsgenstanden skal dog være årsag til tabet, og tabet skal være en for sælgeren påregnelig følge af manglen.

Klageren har ikke godtgjort at have lidt et økonomisk tab, som kan kræves erstattet af indklagede.

Manglen ved komfuret findes dog at nedsætte dettes værdi for klageren i forhold til, hvad klageren har været berettiget til at forvente, og klageren findes derfor at have krav på et passende prisafslag i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastsætter skønsmæssigt dette afslag til 4.000 kr.” (2004-4112/7-111)

5.2. Radio/tv mv.

5.2.1. Salg til medarbejder var forbrugerkøb

En medarbejder købte et tv til indkøbspris af sin arbejdsgiver, der solgte el-apparater en gros. Varen var til privat brug, og salget var sket som led i den erhvervsdrivendes erhverv. Der var derfor tale om et forbrugerkøb

En forbruger købte et tv af sin arbejdsgiver til indkøbspris. Efter ca. 7-8 måneder gik tv’et ud under brug og kunne ikke tændes igen. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, der afviste reklamationen under henvisning til, at virksomheden importerede el-apparater og normalt kun solgte sine produkter en gros.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede har bestridt, at det indgåede køb er et forbrugerkøb og dermed en forbrugeraftale, er sagen i første omgang forelagt nævnet til afgørelse af, hvorvidt nævnet er kompetent til at behandle klagen.

Forbrugerkøb er i købelovens § 4 a, stk. 1, defineret således:

”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.”

Det er ubestridt, at klageren har indkøbt det pågældende tv til privat anvendelse, og at indklagede er erhvervsdrivende.

Da indklagede driver handel med bl.a. salg af tv, har salget af det pågældende tv til klageren stået i forbindelse med indklagedes erhvervsvirksomhed, og dette gælder, uanset at indklagede er en grossistvirksomhed, som normalt ikke sælger til private, og uanset at der er tale om et salg til en medarbejder til indkøbspris. Salget må derfor - uanset de nævnte omstændigheder - anses for at være sket som led i indklagedes erhverv.

Da der således foreligger et forbrugerkøb i købelovens forstand er der tale om en forbrugeraftale, der er undergivet nævnets kompetence.” (2006-4012/7-662)

5.2.2. Aftale om køb indgået i hjemmet

En ældre dame bestilte reparation af et fjernsyn. Da reparatøren indfandt sig hos forbrugeren med det formål at sælge et andet tv, var henvendelsen uanmodet og dermed var aftalen ugyldig

En 81-årig dame bestilte reparation af et fjernsyn. Reparatøren oplyste uden nærmere undersøgelser, at hendes fjernsyn ikke kunne repareres. Han havde imidlertid taget et andet fjernsyn med i bilen, som den ældre dame kunne købe for 4.500 kr. med 4 måneders garanti. Hun købte herefter fjernsynet, der ifølge reparatøren var 6 år gammelt.

Efter få dage gik fjernsynet i stykker. Da det ikke var muligt at få kontakt med den erhvervsdrivende, henvendte forbrugeren sig til en anden reparatør, hvis chauffør umiddelbart konstaterede, at fjernsynet var 12 år gammelt. Bistået af en bekendt reklamerede den ældre dame på ny forgæves til sælgeren, hvorefter sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede ikke har besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser, afgøres sagen på grundlag af klagerens sagsfremstilling og de af klageren indsendte bilag.

Det fremgår af klagerens sagsfremstilling, at indklagede blev bestilt til at indfinde sig på klagerens bopæl med henblik på at reparere klagerens tv. Indklagede gjorde imidlertid ikke noget seriøst forsøg herpå, idet han efter en kort undersøgelse erklærede, at han ikke kunne reparere tv’et, men at han i stedet kunne tilbyde klageren at købe et brugt tv, som han på eget initiativ havde taget med i bilen.

Nævnet finder på denne baggrund, at klageren har anmodet indklagede om et besøg i ét øjemed – at reparere klagerens tv – men at besøget reelt blev aflagt i et andet øjemed – at sælge klageren et brugt tv. Indklagede har dermed uanmodet rettet henvendelse til klageren på hendes bopæl med henblik på at sælge hende et tv. En sådan henvendelse er i strid med § 6 i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven), og den under mødet indgåede aftale om klagerens køb af et brugt tv er dermed ugyldig, jf. lovens § 7 og Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, s. 7585, 1. sp.

At klageren kan træde tilbage fra den indgåede aftale, kan tillige støttes på, at klageren ikke er blevet behørigt oplyst om hendes fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, hvilket indebærer, at begyndelsestidspunktet for fortrydelsesfristens beregning suspenderes, indtil indklagede har opfyldt sin oplysningspligt, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2. Derudover fremgår det af klagerens sagsfremstilling, at tv’et har været behæftet med væsentlige mangler, idet indklagede ved købets indgåelse oplyste, at tv’et var 6 år gammelt, selvom det var 12 år, ligesom tv’et ophørte med at fungere allerede godt en måned efter leveringen. Klagerens krav på købets tilbagegang kan derfor også støttes på købelovens regler, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 76, stk. 1, nr. 1, og § 77 a, stk. 3.

Da klageren som følge af indklagedes uberettigede afvisninger af hendes reklamationer har haft udgifter på 700 kr. til at lade tv’et undersøge, har indklagede endvidere pligt til at erstatte klageren denne udgift.” Den erhvervsdrivende blev således pålagt at tilbagebetale forbrugeren 5.200 kr. med renter, samt at betale forbrugerstyrelsens udgifter til sagens behandling med 4.700 kr. (2005-4012/7-639)

5.2.3. Uopsigelig aftale kunne ikke ændres til skade for forbrugeren

En abonnementsaftale kunne ifølge vilkårene ikke opsiges af udbyderen. Udbyderen var derfor bundet af en prisreguleringsklausul, som indgik i aftalen

Forbrugerklagenævnet har modtaget adskillige klager over en prisharmonisering, som en udbyder af kabel-tv varslede over for kunderne. Formålet var at ændre gamle aftaler, så kunderne kom til at betale samme pris for samme ydelse (listeprisen).

Forbrugerklagenævnet har tidligere truffet afgørelse i en prøvesag om prisharmoniseringen. I denne sag havde forbrugeren ved aftalen i 1989 betalt en betydelig merpris ved tilslutningen og derved opnået en månedlig besparelse i forhold til andre kunder. Nævnet gav dog ikke forbrugeren medhold i, at udbyderen var afskåret fra at hæve prisen til listeprisen. Afgørelsen er gengivet i Forbrugerjura 2004 (2004-4015/7-64).

Den sag, som Forbrugerklagenævnet afgjorde ved den nedenfor indsatte afgørelse, adskilte sig fra prøvesagen derved, at der var indgået en kontrakt, der udtrykkeligt afskar udbyderen fra at opsige aftalen.

”Klageren tegnede i 1996 – dvs. et år efter sammenlægningen af de regionale tv-selskaber - abonnement hos indklagede på levering af kabel-tv (grundpakken) til en lavere løbende abonnementsafgift mod at betale en højere tilslutningsafgift. Forbrugerklagenævnets afgørelse lyder således:

Tvisten i sagen angår, om indklagede har været berettiget til at lade prisen på klagerens abonnement stige ekstraordinært som led i, at indklagede i 2004 påbegyndte en harmonisering af kundernes abonnementspriser med henblik på at gennemføre en ordning, hvorefter selskabets radio- og tv-produkter fremover skal afsættes til en såkaldt listepris, således at der ikke betales forskellige priser for samme standardprodukter.

Ved løbende abonnementsaftaler og andre vedvarende aftaler er det normale udgangspunkt, hvis andet ikke er aftalt, at aftalen kan opsiges eller tilpasses ændrede markedsvilkår med et passende varsel.

I den indgåede aftale er det imidlertid i punkt 8 aftalt, at aftalen er uopsigelig fra indklagedes side. Kan aftalen ikke opsiges, kan den som hovedregel heller ikke ændres ensidigt, men der kan dog efter omstændighederne være basis for med passende varsel ensidigt at meddele rimelige og sagligt begrundede ændringer i retsforholdet, selvom det måtte betyde mindre byrdeforøgelser for den anden part, jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og Mellemmænd, 4. udgave (2001), s. 429. Dette må dog som udgangspunkt forudsætte, at der er indtrådt ændrede forhold, som det ikke var muligt at forudse på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Der er i parternes aftale taget højde for prisudviklingen, idet det aftalte vederlag er pristalsreguleret, og klageren har accepteret at betale de prisstigninger, som skyldes et større programudbud.

Det forhold, at indklagede efterfølgende har ønsket at ændre sin prispolitik, findes ikke i sig selv at berettige indklagede til at ændre vilkårene i aftalen med klageren, der mod at betale en særlig høj tilslutningsafgift har indrettet sig på at være beskyttet imod ekstraordinære prisstigninger. Indklagede findes heller ikke at have påvist et andet grundlag, som kan begrunde, at indklagede er berettiget til ensidigt at ændre vilkårene i den indgåede aftale, som er indgået på vilkår om uopsigelighed.

Nævnet finder herefter, at klageren ikke er forpligtet til at acceptere den omtvistede prisstigning.” (2004-4015/7-81)

5.3. Computere mv.

5.3.1. Køb af computerskærm på internettet

Købet kunne fortrydes, selvom skærmen var afprøvet. Tvist om, hvorvidt skærmen var ridset allerede ved leveringen, måtte afgøres efter købelovens regler, hvorefter fejl, der viser sig inden 6 måneder efter leveringen, formodes at have været til stede på leveringstidspunktet

En forbruger købte i oktober 2004 en computerskærm på internettet.

Forbrugeren ønskede at udnytte sin fortrydelsesret, da efter at have afprøvet skærmen konstaterede, at skærmen fremtrådte fedtet og ridset. Sælgeren afviste at lade forbrugeren udnytte fortrydelsesretten, da forbrugeren havde taget varen i brug og derfor ikke kunne tilbagelevere varen i væsentlig samme stand og mængde. Den erhvervsdrivende henviste endvidere til salgsbetingelserne, hvoraf det fremgik, at fortrydelsesretten bortfaldt, hvis varen blev taget i brug. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da købet af den omhandlede computerskærm er sket via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugeraftaler (lov nr. 451 af 9. juni 2004), jf. lovens § 4. Klager har derfor som udgangspunkt ret til at fortryde købet inden for en frist på 14 dage regnet fra varens modtagelse, jf. lovens§ 18.

Det er ikke bestridt, at klageren har opfyldt de tidsmæssige betingelser for at fortryde købet. Indklagede har imidlertid gjort gældende, at det forhold, at klageren har taget skærmen i brug, afskærer ham fra at fortryde købet.

Det følger af lovens § 20 – der som lovens øvrige bestemmelser ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 28 – at det er en betingelse for at kunne gøre fortrydelsesretten gældende, at det modtagne kan tilbagegives den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. At varen har været afprøvet – og dermed har været taget i brug – indebærer ikke i sig selv, at varen ikke kan tilbagegives i væsentlig samme stand. Er det efter varens art åbenbart, at en ibrugtagning vil medføre en formindskelse af varens salgsværdi, gælder fortrydelsesretten dog ikke efter ibrugtagning, forudsat at forbrugeren er gjort udtrykkelig opmærksom herpå, jf. § 20, stk. 3, nr. 1.

Det forhold, at klageren måtte have afprøvet computerskærmen, afskærer derfor ikke i sig selv klageren fra at fortryde købet.

Klageren har i øvrigt anført, at computeren allerede ved modtagelsen fremtrådte fedtet og ridset, hvilket var baggrunden for, at klageren ønskede at udnytte sin fortrydelsesret. Nævnet finder det derfor ikke godtgjort, at skærmen ved indklagedes modtagelse af denne ikke skulle have været i væsentlig samme stand som ved skærmens overgivelse til klageren. Det bemærkes herved, at det ved en tvist om, hvorvidt eventuelle ridser var til stede allerede på leveringstidspunktet, som udgangspunkt påhviler indklagede at godtgøre, at dette ikke var tilfældet, jf. herved købelovens § 77 a, stk. 3, hvorefter fejl ved varen, som viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, formodes at have været til stede ved leveringen, medmindre der gør sig særlige forhold gældende.

Nævnet finder derfor, at det på det foreliggende grundlag må lægges til grund, at klageren i det hele har opfyldt lovens betingelser for at fortryde købet. Klageren har som følge heraf krav på at få tilbagebetalt købesummen på 3.266,26 kr., jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.” Klageren havde endvidere krav på at få sit tilbagebetalingskrav forrentet efter rentelovens bestemmelser 30 dage fra den dag, da indklagede havde modtaget varen retur og haft mulighed for at undersøge den, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 3. Derudover blev den erhvervsdrivende også pålagt at betale Forbrugerstyrelsens udgifter til sagens behandling, kr. 4.700. (2004-4031/7-1373)

5.3.2. Afhjælpning inden rimelig tid af fejl ved computer

Den erhvervsdrivende havde efter omstændighederne ret til at foretage et tredje afhjælpningsforsøg, da manglen havde været periodisk og meget vanskelig at finde

Cirka 11 måneder efter købet af en bærbar computer reklamerede forbrugeren over, at harddisken en gang i mellem peb, og at computeren af og til ”frøs fast” ved almindelig brug af Word og internettet. Computeren blev indleveret til den erhvervsdrivende, men forbrugeren beskrev ikke, hvornår og i hvilken forbindelse fejlen opstod. Den erhvervsdrivende testede selv computeren i 6 dage uden at finde fejlen men havde for en sikkerhedsskyld fjernet støv fra udluftningen. Den erhvervsdrivende tilbød, at computeren kunne blive sendt til en ekstern reparatør, men forbrugeren ville først se, om problemet var blevet afhjulpet.

Tre uger efter indleverede forbrugeren igen computeren til den erhvervsdrivende, da der var de samme fejl ved den. Ved indleveringen var computeren ”frosset fast”, og den erhvervsdrivende tog et billede af skærmes udseende, som blev sendt med til en ekstern reparatør. Forbrugeren havde tillige nærmere beskrevet, hvornår fejlen opstod, og hvorledes den kunne fremprovokeres.

Computeren blev leveret tilbage efter 19 dage, og den erhvervsdrivende oplyste, at der ikke var fundet fejl ved computeren. Den erhvervsdrivende havde dog pr. kulance udskiftet skærmen og kablet fra computeren til skærmen. Tre dage senere henvendte forbrugeren sig til den erhvervsdrivende og ville ophæve købet, da fejlen stadig ikke var blevet afhjulpet. Den erhvervsdrivende afviste kravet om ophævelse, men tilbød igen at reparere computeren, mod at forbrugeren fik en lånecomputer stillet til rådighed i reparationsperioden.

Forbrugeren ønskede ikke endnu en afhjælpning og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet med krav om ophævelse. Nævnets sagkyndige undersøgte i den forbindelse computeren og konstaterede, at computeren havde en periodisk fejl, men at den var særdeles vanskelig at lokalisere. Den sagkyndige mente, at fejlen kunne afhjælpes ved at udskifte bundkortet.

Efter modtagelse af den sagkyndiges erklæring fastholdt den erhvervsdrivende sit afhjælpningstilbud og tilbød at udskifte bundkortet, og hvis det ikke afhjalp fejlen, var den erhvervsdrivende villig til at lade forbrugeren hæve købet. Forbrugeren ønskede ikke at tage i mod den erhvervsdrivendes tilbud. Forbrugerklagenævnet traf derefter følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at klagerens computer har en periodisk fejl, hvorefter skærmbilledet fryser fast og bevirker, at computeren skal genstartes, samt at der er tale om en oprindelig fejl i grafikdelen på bundkortet. Computeren lider dermed af en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Klagerens første reklamation resulterede i et afhjælpningsforsøg, som tog 6 dage. Indklagede undersøgte herunder selv computeren, men kunne ikke konstatere de fejl, som klageren havde reklameret over. Ved klagerens anden reklamation blev computeren sendt til et værksted, som efter 19 dage oplyste, at der ikke var blevet fundet fejl ved computeren, men at de pr. kulance havde skiftet skærmen og et kabel, samt at der ikke var opstået fejl ved den efterfølgende afprøvning.

Da fejlen ikke er blevet afhjulpet, har klageren herefter krævet ophævelse af købet. Dette er afvist af indklagede, som mener at have krav på endnu et afhjælpningsforsøg. Indklagede har i den forbindelse tilbudt at udskifte computerens bundkort.

Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges oplysninger til grund, at der er tale om en periodisk fejl, som det har været vanskeligt at lokalisere, hvilket må medinddrages ved vurderingen af, hvorvidt indklagede har opfyldt sin afhjælpningspligt, jf. herved købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79. Da indklagede hele tiden har vist vilje til at afhjælpe fejlen, som har været svær at finde, og da den tilbudte udskiftning af bundkortet må formodes at løse problemet, findes indklagede efter omstændighederne at være berettiget til endnu et afhjælpningsforsøg.” (2006-4031/7-1451)

5.3.3. Dvd-brænder havde en anden fejl end den, der var klaget over

Den fejl, en forbruger specifikt havde klaget over, kunne ikke konstateres. Den erhvervsdrivende kunne derfor afværge forbrugerens krav om ophævelse ved at tilbyde ombytning

En forbruger købte en dvd-brænder til en pris af 1.999 kr. Da forbrugeren kort tid efter købet ville brænde en cd, fik han en fejlmelding om, at cd’en ikke var brændbar. Det undrede han sig over, da cd’en var ny, og han foretog herefter opdatering af brænderens firmware, hvilket ikke afhjalp problemet. Forbrugeren meddelte sælgeren, at brænderen ikke kunne brænde cd’er. Sælgeren undersøgte brænderen men kunne ikke konstatere fejl ved den, hvorfor reklamationen blev afvist.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet og forlangte købet ophævet. Nævnets sagkyndige undersøgte i den forbindelse brænderen og konkluderede, at brænderen kunne brænde cd’er, hvorimod den ikke kunne brænde DVD+R og DVD+RV, skønt brænderen ifølge produktets specifikationer skulle kunne brænde disse medier.

Efter modtagelse af den sagkyndiges erklæring tilbød sælgeren straks ombytning, idet han gjorde gældende, at en sælger ikke kan teste for enhver egenskab, når køberens reklamation angår en specifik fejl. Sælgeren nægtede samtidig at betale sagsomkostninger, da forbrugeren ikke havde fået medhold i sin klage. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagen, at klageren reklamerede til indklagede over, at drevet ikke kunne brænde cd’ere, og at indklagede afviste reklamationen under henvisning til, at man havde testet brænderen og uden problemer havde brændt 5 cd’er.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige har konstateret, at drevet kan brænde cd’ere, men at det ikke understøtter DVD+R og DVD+RW, hvilket det ifølge drevets specifikationer skal kunne. Efter den sagkyndiges vurdering, har drevet enten en teknisk fejl eller er leveret med firmware, som ikke indeholder disse specifikationer.

Ifølge købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden.

Der foreligger herudover en mangel ved salgsgenstanden, hvis genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Da drevet ikke kan anvendes med DVD+R og DVD+RW medier, finder nævnet, at drevet, der befinder sig hos indklagede, er behæftet med en mangel, som må anses for væsentlig, og at manglen derfor som udgangspunkt berettiger klagen til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Sælgeren kan dog efter købelovens § 78, stk. 3, afværge køberens hævebeføjelse ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering. Det er derudover et krav, at afhjælpning eller omlevering sker inden rimelig tid samt uden udgift og ulempe for køberen, jf. § 79, stk. 4, sammenholdt med § 79.

Da klageren ved reklamationen til indklagede udelukkende klagede over, at brænderen ikke kunne brænde cd’ere, og da det først ved Forbrugerklagenævnets sagkyndiges undersøgelse af brænderen viste sig, at drevet ikke understøtter DVD+R og DVD+RW, finder nævnet, at indklagedes tilbud om omlevering har været berettiget, og at klageren derfor må henvises til at acceptere dette tilbud, jf. købelovens § 78, stk. 3.

Den erhvervsdrivende blev ikke pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2004-4031/7-981)

5.3.4. Køb af pc hvor en del af de lovede RAM blev anvendt til grafikkortet

Det var ikke forkert at oplyse, at pc’en havde 256 MB RAM, da det måtte anses for almindeligt kendt, at en del af de angivne RAM anvendes til grafikkortet, når dette er en del af bundkortet

En forbruger købte en pc til en pris af 3.999 kr. den 19. september 2002. Det fremgik af emballagen, som han havde læst forud for købet, at pc’en havde ”wake-on-ring funktion”, og det blev endvidere oplyst, at den havde 256 MB RAM.

Forbrugeren havde nogle forskellige problemer med pc’en, men først i begyndelsen af juni 2004, hvor en ven hjalp ham med pc’en, opdagede han, at pc’en havde forskellige fejl, herunder at den ikke havde ”wake-on-ring funktion”, og at styresystemet kun kunne finde 224 MB RAM. Den erhvervsdrivende afhjalp fejlene, men afviste klagen over ”wake-on-ring funktion”, da den ikke var understøttet af bundkortet. Det blev endvidere oplyst, at der var installeret 256 MB RAM, som anført i specifikationerne.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har reklameret over, at pc’en mangler funktionen wake-on-ring, som bundkortet ifølge brugsanvisningen understøtter. I forbindelse med indklagedes afhjælpning er der sket ombytning til et andet bundkort, der ifølge den sagkyndiges erklæring, som lægges til grund af nævnet, ikke understøtter denne funktion.

Nævnet lægger herefter til grund, at pc’en ikke har funktionen wake-on-ring. På denne baggrund finder nævnet, at pc’en er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Klageren har oplyst, at han ved købet lagde vægt på, at pc’en havde wake-on-ring. Da klageren imidlertid først har reklameret over problemer med denne funktion kort før udløbet af købelovens 2-årige reklamationsfrist, finder nævnet ikke, at manglen kan anses for væsentlig.

Der er endvidere klaget over, at pc’en ikke har 256 MB RAM til rådighed, som oplyst ved købet, idet 32 MB RAM er reserveret til grafikkortet. Nævnet finder, at det må anses for almindeligt kendt, at en del af de angivne RAM anvendes til grafikkortet, når dette er en del af bundkortet, hvorfor nævnet ikke finder, at dette forhold udgør en mangel i købelovens forstand.

Klagerens krav om ophævelse af købet kan derfor ikke imødekommes. Derimod finder nævnet, at klageren er berettiget til et forholdsmæssigt afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, som af nævnet skønsmæssigt fastsættes til 2.000 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2004-4031/7-1295)

5.3.5. Støv i computeren

En bærbar computer hørte op med at virke efter 9 måneders brug. Da forbrugeren ikke havde fået den fornødne vejledning om risikoen for støv, og hvordan problemet undgås, blev computeren anset for mangelfuld

En forbruger købte en bærbar computer til knapt 12.000 kr. 9 måneder efter købet hørte den pludselig op med at virke. Forbrugeren reklamerede til sælgeren, der afviste reklamationen under henvisning til, at sammenbruddet skyldtes, at en stor mængde støv havde blokeret kølesystemet. Forbrugeren var forundret over afvisningen, da han ikke var klar over, at computeren på den måde kunne blive ødelagt ved almindelig brug. Computeren blev herefter repareret, og forbrugeren betalte reparationsregningen på 3.956,99 kr., idet han dog oplyste, at han stadig mente, at der var tale om en mangel, og at han ville indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige udtalte, at der undertiden er problemer med støv i computere. Risikoen for, at computeren belastes af støv forøges, hvis computeren placeres i nærheden af legende børn og dyr, og navnlig hvis computeren udsættes for cigaretrøg. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at computeren – 9 måneder efter købet – er brudt sammen som følge af, at computeren på grund af støvansamlinger ikke har fået den fornødne køling.

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 1, at køberen i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på bl.a. anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.

Da computeren er følsom selv overfor almindelig brugspåvirkning, og da støv er almindeligt forekommende, navnlig hvor der er børn og husdyr, finder nævnet, at det må påhvile indklagede at oplyse klageren om denne risiko, samt om hvordan computeren kan anvendes for at undgå støv, og hvorledes den renses for støv.

I brugsanvisningen under overskriften ”Taking care of your computer” fremgår følgende: ”Do not expose the computer to dust and dirt”.

Nævnet finder, at de oplysninger, indklagede giver i brugsanvisningen, er utilstrækkelige. Nævnet finder derfor, at computeren må anses for mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 75, stk. 1. Det bemærkes endvidere, at de fornødne oplysninger som udgangspunkt skal være tilgængelige på dansk eller et andet skandinavisk sprog.

På denne baggrund finder nævnet, at klageren er berettiget til et afslag i prisen svarende til reparationsudgifterne på 3.956,99 kr., jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagens omkostninger. (2004-4031/7-1172)

5.4. Telefoner mv.

5.4.1. To børns bestilling af indholdstakserede sms fra en hjemmeside

En far skulle ikke betale for ringetoner og spil, fordi udbyderens markedsføring havde bibragt børnene det indtryk, at ydelserne var gratis

To børn, som hver havde en mobiltelefon, bestilte ringetoner og spil på baggrund af oplysninger på indholdsudbyderens hjemmeside. Børnene gik ud fra, at det ikke kostede noget, fordi hjemmesiden var placeret under domænenavnet ”gratis klingeltoene”. Faderen modtog dog senere en regning for ydelserne. Efter en prøvebestilling kunne han godt forstå, at børnene havde troet, at der var tale om gratisydelser, og at de ikke havde fået øje på eller forstået en pris, som meget småt blev angivet i forbindelse med en bestilling. Han indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren tegnede i 2003 to mobiltelefonabonnementer hos indklagede 1) [teleselskabet]. Klagerens to mindreårig børn blev indsat i kontrakterne som brugere.

Punkt 10.2 i abonnementsbetingelserne lyder således: ”[teleselskabet] opkræver betaling for alle beløb, der registreres i forbindelse med brug af SIM-kortet…”

I perioden fra 4. til 23. november 2003 bestilte børnene ringetoner mv. via de to mobiltelefoner i henhold til den markedsføring, som var sket fra indklagede 2)’s hjemmeside [indholdsudbyderen].

Børnene gik ud fra, at ydelserne var gratis, fordi ydelserne blev udbudt på en hjemmeside under et domænenavn, hvori ordet ”gratis” indgik. De bestilte ydelser var imidlertid ikke gratis, og indklagede 1) har herefter i faktura af 5. december 2003 afkrævet klageren vederlag for ydelserne.

Børnenes bestillinger er foregået via sms-kommunikation, og der foreligger derfor fjernsalg omfattet af den dagældende forbrugeraftalelov (lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 med senere ændringer). Klageren har derfor haft krav på, at der blev givet de oplysninger, som fremgik af lovens §§ 11 og 11 a (i dag lovens §§ 11 og 12). Dette indebærer, at der skal gives oplysning om bl.a. prisen på en måde, som ikke kan misforstås, idet ”oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet under hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige personer”, jf. den dagældende lovs § 11, stk. 2 (i dag lovens § 11, stk. 3).

Af bilag 6 til sagsfremstillingen fremgår, at der ved opslag på indklagede 2´s hjemmeside på et eller andet tidspunkt nederst på et skærmbillede er fremkommet en prisoplysning. Det kan imidlertid ikke afvises, at denne prisoplysning – som anført af klageren – ikke har været let at finde, ligesom det er svært at se, hvad den oplyste pris på 20,00 DKK relaterer sig til. Hjemmesiden er derudover placeret under et domænenavn indeholdende betegnelsen ”gratis klingeltoene”, hvilket er egnet til at signalere, at de ydelser, som udbydes på hjemmesiden, er gratis. Da de ydelser, som udbydes, typisk aftages af børn og unge mennesker, er det alt i alt forventeligt, at der – således som det er sket i den foreliggende sag – foretages bestillinger på hjemmesiden i tillid til, at det, der bestilles, er gratisydelser, idet bestilleren ikke har været opmærksom på, at der kunne forekomme eventuelle prisoplysninger på hjemmesiden.

Nævnet lægger på den anførte baggrund til grund, at klagerens børn har været bibragt det berettigede indtryk, at det, som de bestilte, var gratisydelser, og det følger allerede heraf, at indklagede 2 ikke er berettiget til at afkræve klageren noget vederlag for ydelserne.

Da pkt. 10.2 i indklagede 1´s abonnementsvilkår endvidere må forstås med det forbehold, at indklagede 1 alene er berettiget til at opkræve beløb, som abonnenten gyldigt hæfter for, bortfalder også indklagede 1´s regningskrav.” (2004-4054/7-748)

5.4.2. Køb af telefon og abonnement

En forbruger, der havde købt en mobiltelefon og et abonnement, var berettiget til at hæve købet af telefonen og abonnementet. Ophævelse af abonnementsaftalen havde dog kun virkning fra det tidspunkt, hvor aftalen blev hævet

En forbruger købte den 25. august 2004 en mobiltelefon og et abonnement, der var bindende i 6 måneder. Såvel telefon som abonnement blev leveret af samme udbyder. En måned efter købet kunne telefon ikke kunne tænde. Fejlen blev afhjulpet. Fire måneder senere opstod samme problem igen, og forbrugeren henvendte sig telefonisk til den erhvervsdrivende og fremsatte krav om ophævelse af købet, hvilket den erhvervsdrivende afviste og henviste forbrugeren til den erhvervsdrivendes reklamationsafdeling.

Forbrugeren sendte den 3. januar 2005 et anbefalet brev til den butik, hvor hun havde købt telefonen, hvori hun fremsatte krav om ophævelse af købet af telefonen samt af abonnementsaftalen. Godt en måned senere fik forbrugeren brevet retur med en oplysning om, at reklamationen skulle sendes til en anden adresse, hvilket forbrugeren gjorde. En måned senere afviste den erhvervsdrivende forbrugerens krav om ophævelse. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at telefonen som følge af en elektronisk fejl eller en software fejl ikke kan tænde. Telefonen anses på denne baggrund for at være behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk.1, nr. 4.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at der allerede en gang tidligere er sket afhjælpning af samme fejl ved telefonen.

Det fremgår endvidere, at klageren, da manglen opstod på ny den 3. januar 2005 sendte et brev til indklagede med krav om ophævelse af købet og om øjeblikkelig opsigelse af abonnementet. Dette brev blev sendt til den adresse, hvor klageren havde købt telefonen. Klageren fik efter næsten 4 uger brevet retur med besked om, at det skulle sendes til en anden adresse. Efter at klageren den 1. februar 2005 havde fremsendt brevet til den nu oplyste adresse, modtog klageren et brev dateret 4. marts 2005, hvori indklagede afslog klagerens krav om købets ophævelse. Der blev i brevet henvist til ”de gældende regler for reparationer eller ombytning”, men der blev ikke fremsat noget konkret tilbud om afhjælpning eller ombytning.

Nævnet finder, at reklamationen vedrører en mangel, der må anses for væsentlig, og at den derfor som udgangspunkt berettiger klageren til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Sælgeren kan dog efter købelovens § 78, stk. 3, afværge køberens hævebeføjelse gennem tilbud om afhjælpning eller omlevering, men valget mellem disse beføjelser tilkommer i så fald som udgangspunkt køberen, jf. s. 116 i betænkning nr. 1407/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet. Det er derudover et krav, at afhjælpning/omlevering sker inden rimelig tid, uden udgift for køberen og uden væsentlig ulempe for denne, jf. købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79.

Indklagede har ikke godtgjort, at manglen ikke kunne have været afhjulpet allerede i første forsøg, indklagede var to måneder om at besvare klagerens skriftlige henvendelse, og indklagede tilbød ikke klageren omlevering/afhjælpning.

Nævnet finder på denne baggrund, at indklagede har forsømt at tilbyde klageren omlevering/afhjælpning inden rimelig tid. Klagerens krav om ophævelse af købet er derfor berettiget.

Hvad angår det af aftalen omfattede telefonabonnement, fremstår dette som et accessorium til det indgåede køb, som er uden værdi for klageren, efter at denne har hævet købet af telefonen. Klageren var derfor samtidig med ophævelsen af købet tillige berettiget til at hæve abonnementsaftalen med virkning for fremtiden. Klageren er derfor berettiget til at få tilbagebetalt, hvad klageren har betalt i abonnementsudgifter for tiden efter 3. januar 2005.

Da klageren efter det oplyste har betalt 244,70 kr. i abonnementsudgifter i perioden fra 3. januar til 25. februar 2005 og 229,01 kr. i perioden efter den 25. februar 2005, hvoraf indklagede allerede har tilbagebetalt de 229,01 kr., er klageren herefter berettiget til at få tilbagebetalt yderligere 244,70 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2006-4051/7-849)

5.5. Anden elektronik

5.5.1. Køb af høreapparater

To høreapparatsælgere, der, efter at køberne havde reklameret over fejl ved høreapparaterne, havde taget disse tilbage, havde accepteret handlens tilbagegang og var dermed forpligtet til at tilbagebetale hele købesummen, idet de ikke kunne godtgøre, at andet var aftalt

Forbrugerklagenævnet har behandlet to sager, hvor høreapparater, købt hos private sælgere, blev taget tilbage efter gentagne reklamationer.

I den ene sag havde forbrugeren i marts 2002 bestilt et sæt høreapparater, som blev betalt ved en egenbetaling på 18.390 kr. samt et offentligt tilskud på 6.360 kr. Efter et langt reklamationsforløb, hvor der både var sket afhjælpning og ombytning, tog den erhvervsdrivende i februar 2004 høreapparaterne retur, og fremsendt efterfølgende en check på 16.390 kr. Den erhvervsdrivende havde således tilbageholdt det offentlige tilskud samt 2.000 kr. i omkostninger. Forbrugeren krævede det offentlige tilskud tilbagebetalt, idet det var ydet af Fyns Amt personligt til forbrugeren.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Sagen angår et køb af et høreapparat til 24.750 kr. Det fremgår af sagen, at klageren betalte 18.390 kr. med egne midler, mens resten af købesummen blev betalt med et offentligt tilskud på 6.360 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede efter et reklamationsforløb på knap to år indvilligede i at tage høreapparaterne tilbage. Indklagede har herefter været forpligtet til at tilbagebetale købesummen, medmindre andet er aftalt. Dette gælder også den del af købesummen, som udgøres af det offentlige tilskud. Det fremgår således af Socialministeriets brev af 27. juni 2005, at der er tale om et personligt tilskud, som skal tilbagebetales til borgeren og ikke til amtskommunen, såfremt købet af høreapparatet hæves.

Klageren har ikke bestridt, at hun i forbindelse med købets tilbagegang accepterede, at indklagede kunne fratrække et omkostningsbeløb på 2.000 kr. i hendes tilbagebetalingskrav. Klageren har derimod bestridt, at det skulle være aftalt, at indklagede var berettiget til at beholde det offentlige tilskud på 6.360 kr.

Da det har påhvilet indklagede at sikre sig bevis for, at klageren har accepteret at give afkald på at få det offentlige tilskud tilbagebetalt, og da indklagede ikke har godtgjort, at dette er tilfældet, har indklagede pligt til også at betale den del af købesummen tilbage til klageren, som udgøres af det offentlige tilskud”. Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. Derudover blev den erhvervsdrivende også pålagt sagsomkostninger på 4.700 kr. (2004-725/7-9)

I den anden sag havde forbrugeren i november 2004 bestilt et sæt høreapparater, som blev betalt dels ved en egenbetaling på 11.460 kr. dels et offentligt tilskud på 10.620 kr. Efter et reklamationsforløb, hvor der er sket afhjælpning tre gange, tog den erhvervsdrivende i marts 2005 høreapparaterne retur og fremsendt efterfølgende en check på 8.780 kr. Det offentlige tilskud blev tilbagebetalt til det offentlige. Den erhvervsdrivende havde således tilbageholdt 2.680 kr. til dækning af undersøgelse, tilpasning mv. af høreapparaterne.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Sagen angår et køb af høreapparater til en værdi af 22.080 kr. Det fremgår af sagen, at klageren betalte 11.460 kr. i egenbetaling, og at den resterende del af købesummen er betalt med et offentligt tilskud på 10.620 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at efter et reklamationsforløb, hvor de i sagen omhandlende høreapparater blev indsendt til producenten 3 gange, valgte indklagede at tage høreapparaterne tilbage. Indklagede returnerede i den forbindelse det offentlige tilskud til amtskommunen og egenbetalingen til klageren, dog fratrukket et beløb svarende til 2.680 kr., som indklagede beregnede sig til dækning af undersøgelse, tilpasning mv. af høreapparaterne.

Indklagede har ved at indvillige i at tage høreapparaterne tilbage dermed accepteret handlens tilbagegang, og indklagede har herefter været forpligtet til at tilbagebetale købesummen, medmindre andet er aftalt.

Nævnet finder, at det påhviler indklagede at sikre sig bevis for, at klageren har accepteret at give afkald på at få en del af købesummen tilbagebetalt.

Da indklagede ikke har godtgjort, at klageren ved returneringen har givet afkald på at få en del af købesummen tilbagebetalt, er klageren herefter berettiget til at få også beløbet på 2.680 kr. tilbagebetalt”. Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. Derudover blev den erhvervsdrivende også pålagt sagsomkostninger på 4.700 kr. (2004-725/7-15)

5.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom

5.6.1. Vandforbrug var større end angivet

I en periode på ca. 10 år opgav forbrugeren kun 1/10 af det faktiske vandforbrug og blev derfor afkrævet for lidt i betaling af kommunen. Kommunens efterbetalingskrav var muligvis fortabt, og under alle omstændigheder var dele af efterbetalingskravet forældet

I perioden 1994 til 2003 opgav en forbruger kun 1/10 af det reelle vandforbrug ved afrapportering til det kommunale vandværk, hvilket først blev opdaget, da vandmåleren i 2003 blev udskiftet.

Kommunen krævede herefter betaling for det ikke afregnede vandforbrug på i alt 1.246 m³, og kommunen opgjorde det skyldige beløb med udgangspunkt i prisen for vand og vandafgifter i 2004. Beløbet var ca. 44.000 kr.

Forbrugeren afviste betalingskravet og gjorde i den forbindelse opmærksom på, at hun ved henvendelse til kommunen i 1994 havde fået oplyst, at det sidste ciffer på vandmåleren var en decimal, der ikke skulle medtages på opgørelsen, og det var derfor, der kun var opgivet 1/10 af forbruget. Forbrugeren mente også, at der måtte være fejl ved vandmåleren, da hun ikke kunne have haft et så stort vandforbrug som nu opgjort. Endelig kunne forbrugeren ikke acceptere, at kommunen ikke ved opkrævningen fordelte forbruget henover årene og opgjorde kravet med udgangspunkt i de satser, der gjaldt i de enkelte år.

Kommunen lod vandmåleren kontrollere, men fandt ikke fejl ved vandmåleren og fastholdt derfor kravet.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, og på Forbrugerstyrelsens forespørgsel oplyste kommunen under sagens behandling, at der ikke blev foretaget stikprøvekontrol på frivilligt opsatte vandmålere som forbrugerens, idet kommunen af Erhvervsfremme Styrelsen havde fået dispensation fra kravet om gennemførelse af stikprøvekontrol. Kommunen fremlagde dispensationen for Forbrugerklagenævnet. I dispensationen var bl.a. følgende anført:

”Dispensationen fratager ikke vandværket for – via sit kontrolsystem – at gennemføre opfølgning i forbindelse med målere, som formodes at overskride de tilladte grænser for målerunøjagtighed.”

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Efter bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager, kan Forbrugerklagenævnet behandle klager vedrørende varer eller tjenesteydelser, der hidrører fra offentlig virksomhed, hvis klagen vedrører levering af el, gas, vand og varme.

Klageren i denne sag har bestridt, at der er forbrugt vand i den mængde, som indklagede har krævet betaling for. Da tvivlsspørgsmålet således er, om kommunen har leveret den påståede mængde vand, er Forbrugerklagenævnet kompetent til at behandle klagen i det hele, uanset at det omtvistede krav vedrører betaling for såvel vandforbrug som de dertil knyttede afgifter.

Klageren har forklaret, at hun i årene 1994 til 2003 fejlagtig antog, at det sidste ciffer på vandmåleren var en decimal, der ikke skulle medtages ved aflæsningen af vandforbruget. Klageren har dermed i de pågældende år kun opgivet 1/10 af det vandforbrug, som vandmåleren reelt har registreret. Klageren har i den forbindelse gjort gældende, at vandmåleren må være fejlbehæftet, idet hun ikke kan have haft et så stort forbrug.

Vandmåleren har været kontrolleret af et akkrediteret laboratorium og af nævnets sagkyndige. Ved begge kontrolmålinger har afvigelsestolerancen ligget inden for det tilladte. Der er ikke i øvrigt oplyst omstændigheder, der kan have medført en forkert forbrugsmåling, og nævnet finder derfor ikke, at klageren har godtgjort, at forbruget har været mindre end vandmålerens reelle udvisende.

Nævnet har herefter ikke grundlag for at betvivle, at klageren fra 1. oktober 1994 til 30. september 2003 har haft et merforbrug af vand på 1.246 m³ som opgjort af indklagede, som klageren ikke har betalt for via de årlige opkrævninger.

Det er imidlertid samtidig nævnets vurdering, at indklagede har haft pligt til at etablere et kontrolsystem med henblik på at foretage opfølgning i relation til målere, som må formodes at overskride de tilladte grænser for målerunøjagtighed, jf. herved, at dette da også er forudsat i den dispensation fra bestemmelsen om gennemførelse af stikprøvekontrol, som Erhvervsfremme Styrelsens meddelte indklagede den 3. juli 2002 (sagens bilag 8).

Indklagede har selv henvist til, at et årligt forbrug på gennemsnitligt 152 m³ ligger under den sædvanlige norm for en husstand, og klageren har anført, at landsgennemsnittet af forbrug af vand pr. borger er 122 liter pr. døgn. Klageren – som efter det oplyste er enlig og angiver at have et yderst beskedent vandforbrug – har efter målerudskiftningen i 2003 brugt 41 m³ på et år, altså væsentlig mere end tidligere opgivet. Det forbrug pr. år på mellem 13 og 18 m³, som klageren opgav i årene 1995 til 2003, må derfor anses for at have været helt usædvanligt lavt og burde have givet anledning til, at der blev iværksat kontrolforanstaltninger, hvorved fejlen ville være blevet opdaget. Indklagede har endvidere selv under sagen gjort gældende, at klagerens aflæsninger så ud til at være skønnede, idet aflæsningerne var identiske med de af indklagede foreslåede acontotal. Også den omstændighed, at klageren efter indklagedes opfattelse gennem en længerevarende årrække alene angav skønnede tal, burde efter nævnets opfattelse have fået kommunen til at foranstalte nærmere undersøgelser af klagerens forbrug.

Det beror derfor i høj grad på kommunens egne forhold, at det ikke blev opdaget på et langt tidligere tidspunkt, at det af klageren indberettede forbrug var alt for lavt. Klageren har samtidig anført, at det skyldes en fejlagtig rådgivning fra kommunens side i 1994, at hun har aflæst måleren forkert. Har klageren som følge af en fejlrådgivning fra kommunens side aflæst måleren i god tro og i god tro indrettet sig på, at hun via de årlige opkrævninger har betalt, hvad hun skulle i anledning af hendes vandforbrug, taler dette – sammenholdt med kommunens manglende kontrolforanstaltninger - med vægt for helt at afskære kommunen fra at kunne gøre et tilbagebetalingskrav gældende, jf. herved Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1970, s. 906. Stillingtagen til, om der har foreligget en fejlrådgivning fra kommunens side, og om klageren har været i den fornødne gode tro, forudsætter imidlertid en yderligere bevisførelse i form af parts- og eventuelle vidneforklaringer afgivet under strafansvar. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for Forbrugerklagenævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, om kommunens krav i det hele må anses for fortabt. Denne del af sagen afvises derfor som uegnet til nævnsbehandling, jf. herved forbrugerklagelovens § 14, stk. 2.

Anses kommunens krav ikke i det hele som værende fortabt, vil kravet dog under alle omstændigheder skulle nedsættes, idet det må skulle opgøres med udgangspunkt i priserne i de enkelte forbrugsår og ikke – som indklagede har gjort - i det hele ud fra de satser, der gjaldt for afregningsperioden 2003.

Dertil kommer, at indklagede som følge af det ovenfor anførte om kommunens mangelfulde kontrolforanstaltninger ikke kan anses for at have været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, og at kravet, som er omfattet af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, derfor under alle omstændigheder er delvis forældet. Efter 1908-lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med § 2 forældes krav omfattet af loven, når der er gået 5 år efter, at kravet forfaldt, medmindre der forinden er foretaget retslige skridt. Da sagens indbringelse for Forbrugerklagenævnet må sidestilles hermed, og da sagen blev indbragt for nævnet den 28. april 2004, betyder dette, at den del af kravet, som kunne have været gjort gældende inden 28. april 1999, må anses for forældet.

Indklagede er herefter under alle omstændigheder forpligtet til at nedsætte sit krav i overensstemmelse med det ovenfor anførte.” (2004-325/7-17)

5.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig)

5.7.1. Ikke erstatning for prisdifference ved ophævelse af køb af udsalgsvare

En forbruger, der havde købt en habit til nedsat pris, havde, da handlen gik tilbage, ikke ret til erstatning for prisforskellen mellem den oprindeligt købte habit og et senere erstatningskøb, idet habitten havde været den sidste i forretningen (species)

En forbruger købte en habit på udsalg til 3.499 kr. Habitten havde oprindelig kostet 4.999 kr.

Ca. et år efter købet reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende, da habitten viste sig at være behæftet med en mangel. Den erhvervsdrivende anerkendte manglen men havde ikke mulighed for at omlevere habitten, da der var tale om en sæsonvare, som var udgået. Forbrugeren fik i stedet en habit, der lignede den oprindelige habit. Den nye habit var af samme uldkvalitet, størrelse og mærke men ikke i samme farve. Den nye habit kostede 4.999 kr. Forbrugeren betalte prisforskellen på 1.500 kr. under protest.

Forbrugeren forlangte herefter at få prisforskellen mellem de to habitter erstattet og gjorde samtidig et krav gældende for oplægningen af den oprindelige habit.

Den erhvervsdrivende ville ikke imødekomme forbrugerens krav. Sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da det er ubestridt, at den habit, som klageren købte hos indklagede den 15. august 2003, var behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, lægger nævnet dette til grund.

Klageren har krævet erstatning for prisforskellen mellem den habit, han købte hos indklagede den 15. august 2003, og den habit han købte hos indklagede den 30. september 2004. Klageren har endvidere krævet erstatning for forandringen (oplægningen) af habitten købt i august 2003.

Den habit, som klageren købte den 15. august 2003, var på udsalg, og habitten var efter det oplyste en sæsonvare, der var udgået af markedet. Habitten var den sidste i forretningen i den af klageren ønskede model og størrelse. Indklagede havde derfor ikke i forbindelse med købets indgåelse valgfrihed med hensyn til, hvilken af flere identiske habitter han ønskede at opfylde købsaftalen med. Nævnet finder på denne baggrund, at handlen vedrørte en helt bestemt vare (specieskøb) og ikke en vare bestemt efter art (genuskøb). Klageren har som følge heraf heller ikke kunnet stillet krav om, at habitten blev ombyttet til en anden habit, der stemmer overens med aftalen (omlevering).

Det forhold, at indklagede har taget den oprindeligt solgte habit tilbage, må derfor sidestilles med en ophævelse af købet. Da indklagede som et accessorium til købet havde påtaget sig for en merpris på 200 kr. at foretage en omforandring af det købte i form af oplægning, findes ophævelsen tillige at omfatte denne del af aftalen, og klageren er derfor også berettiget til at kræve tilbagebetaling af beløbet på 200 kr.

Hvorvidt klageren har krav på at få erstattet beløb derudover, beror på, om der foreligger et ansvarsgrundlag i henhold til købelovens § 80, stk. 1. Nævnet finder ikke, at dette er tilfældet, og nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i kravet på at få prisdifferencen erstattet.” (2004-612/7-699)

5.7.2. Forsinket levering af brudekjole

En forbruger kunne hæve købet af en brudekjole, da en tilfredsstillende tilretning af brudekjolen ikke, som aftalt, var foretaget fem dage før brylluppet

En kvinde indgik den 17. juli 2003 aftale om køb af en brudekjole, som skulle tilrettes til kvinden. Da kvinden skulle giftes den 16. august, blev det aftalt at kjolen skulle være færdig til den 5. august. Da hun den 5. august skulle hente kjolen, var der en række mangler ved den, og den erhvervsdrivende lovede, at kjolen ville være klar til den 11. august. Da kvinden prøvede kjolen den 11. august, fremstod den tilsmudset, og der var synlige udlægninger som følge af ændringsarbejdet. Da kvinden skulle giftes 5 dage senere, krævede hun købet ophævet. Den erhvervsdrivende afviste kravet og tilbød at afhjælpe fejlene. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Forbrugerklagenævnet har besigtiget brudekjolen og lægger på baggrund heraf og den sagkyndiges erklæring til grund, at kjolen som følge af ændringsarbejdet bl.a. fremtræder med synlige udlægninger. Endvidere ligger den konstaterede tilsmudsning ifølge den sagkyndige ud over, hvad man må forvente ved en ny kjole, som sælges uden anmærkninger.

Det fremgår af sagen, at tilretningen af brudekjolen ifølge den seneste aftale skulle være færdig den 11. august 2003. Endvidere fremgår det af det oplyste, at klageren skulle giftes den 16. august 2003.

Efter købelovens § 74, stk. 1, foreligger der forsinkelse, hvis salgsgenstanden ikke leveres i rette tid, og dette ikke skyldes køberen eller en omstændighed, som han bærer risikoen for.

Da kjolen ikke som aftalt var færdig den 11. august 2003 og henset til, at klageren skulle giftes fem dage senere, finder nævnet, at der foreligger en væsentlig forsinkelse, idet indklagede ikke har formået i rette tid at levere en mangelfri vare.

På baggrund heraf finder nævnet, at klageren i medfør af købelovens § 74, stk. 2, er berettiget til at hæve købet.

Klageren er herefter berettiget til at få det erlagte beløb tilbagebetalt.” (2003-612/7-494)

5.7.3. Politisk forening ikke anset som forbruger

En politisk forening bestilte T-shirts m.m. med en påtrykt tekst, der gik af i vask. Da købet var sket med henblik på videresalg, kunne foreningen ikke anses for at være en forbruger

En politisk forening bestilte hos en erhvervsdrivende 100 T-shirts samt muleposer og kasketter med påtrykt teksten ”Human Rights march 2003”. Ca. 2 måneder efter købet reklamerede foreningen til den erhvervsdrivende, idet teksten på hhv. T-shirtene og muleposerne var falmet efter blot én vask. Den erhvervsdrivende afviste klagen, og sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet. Under sagens behandling kom det frem, at der var sket et videresalg af T-shirtene m.m. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det følger af forbrugerklagelovens § 7, at nævnets kompetence til at behandle en klage forudsætter, at der er indgået en forbrugeraftale. Ved en forbrugeraftale forstås en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, mens den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Nævnet skal derfor tage stilling til, om der i denne sag er indgået en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, eller der foreligger en aftale mellem to erhvervsdrivende.

Ifølge klageren er der er sket et videresalg af i alt 15 T-shirts og tilsvarende 15 muleposer, jf. bilag 5 til sagsfremstillingen. Da der er sket et videresalg, finder nævnet, at klageren er at betragte som erhvervsdrivende. Nævnet er således ikke kompetent til at behandle klagen, da aftalen er indgået mellem to erhvervsdrivende.

Nævnet finder herefter ikke, at køberen af T-shirtene samt muleposerne er forbruger, hvorfor nævnet ikke er kompetent til at behandle klagen, jf. forbrugerklagelovens § 7. Sagen afvises.” (2004-612/7-495)

5.8. Fodtøj

5.8.1. Køb af herrestøvle

En uge efter købet gik venstre hæl fra på den ene støvle. Da manglen let og hurtigt kunne afhjælpes, blev den anset for uvæsentlig. Sælgeren havde endvidere været berettiget til at afhjælpe manglen

En forbruger reklamerede en lille uge efter køb af et par herrestøvler over, at venstre hæl var gået fra og krævede i den forbindelse købet ophævet. Forbrugerens krav blev imidlertid afvist af den erhvervsdrivende, som mod forbrugerens protest reparerede støvlen. Sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet som traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede en lille uge efter købet af støvlerne over, at venstre hæl var gået fra og krævede købet ophævet. Indklagede – som ikke har bestridt, at støvlerne var mangelfulde – har afvist klagerens krav herom og har – mod klagerens protest - repareret støvlerne.

Nævnet har med sagkyndig bistand besigtiget klagerens støvler og lægger på baggrund heraf til grund, at der er foretaget en fagmæssig korrekt reparation af støvlerne.

Nævnet finder, at en mangel, som hurtigt og let lader sig afhjælpe tilfredsstillende ved at lime hælen på igen, må anses for uvæsentlig. Manglen har derfor ikke i sig selv berettiget klageren til at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.

Da der er tale om en mangel, som har kunnet udbedres nemt, billigt og hurtigt samt uden omkostninger og uden væsentlig ulempe for klageren, findes det endvidere ikke at kunne bebrejdes indklagede, at indklagede ikke gav klageren valgret mellem omlevering og afhjælpning, jf. herved købelovens § 78, stk. 2.

Da den afhjælpning, der har fundet sted, er udført fagmæssigt korrekt, således at støvlerne nu fremstår som mangelfri, kan nævnet ikke give klageren medhold i klagen.” (2005-620/7-433)

5.8.2. Køb af støvler

Da afhjælpning af en mangel – selvom den var udført fagmæssigt korrekt – efterlod hvide aftegninger på støvlerne, var støvlerne fortsat mangelfulde. Forbrugeren berettiget til et mindre afslag i prisen, da aftegningerne var af mindre kosmetisk betydning

En forbruger købte et par støvler, der efter få ganges brug gik fra i skindet ved sålerne omkring støvlernes snuder. Den erhvervsdrivende reparerede støvlerne, men forbrugeren var ikke tilfreds, da man tydeligt kunne se hvide aftegninger på sålerne foran. Forbrugeren ønskede et par nye støvler eller købesummen tilbagebetalt. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav, og sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Forbrugerklagenævnet har med sagkyndig bistand besigtiget støvlerne og har konstateret, at begge støvler er klæbet i tåen, og at der som følge af den udførte reparation kan ses hvide aftegninger på sålerne foran på de gråhvide støvler. Den herved opståede - mindre - farveforskel kan dog ikke siges at være iøjnefaldende.

Såvel den sagkyndige som erhvervsrepræsentanten gav på mødet udtryk for, at reparationen er udført fagmæssigt korrekt, idet en reparation af denne art ikke kan laves anderledes. Nævnet finder derfor, at indklagede har opfyldt sin afhjælpningspligt efter købelovens § 78.

Da reparationen ikke har kunnet udføres, så den ikke kan ses, findes støvlerne fortsat at være behæftet med en mangel, som dog alene er af mindre kosmetisk betydning, og som på grund af sin bagatelagtige karakter alene findes at berettige klageren til et mindre afslag i prisen i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Dette afslag findes passende at kunne fastsættes til 100 kr.” (2004-620/7-414)

5.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind)

5.9.1. Ikke fortrydelsesret vedrørende køb af stole

En forbruger bestilte telefonisk på baggrund af en annonce to stole. Forbrugeren kunne ikke fortryde købet, da der ikke var tale om et fjernsalg

En forbruger bestilte telefonisk på baggrund af en annonce i den lokale avis to ”Y-stole” hos en møbelhandler. Forbrugeren forudbetalte købesummen ved fremsendelse af en check på 5.400 kr. Få dage senere fortrød forbrugeren købet og annullerede ordren, idet hun havde set de pågældende stole billigere i en anden forretning.

Under sagens forberedelse blev der rejst spørgsmål om, hvorvidt købet var omfattet af forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret mv., som finder anvendelse, hvis aftalen indgås ved fjernkommunikation, som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 4.

Møbelhandleren oplyste, at han ikke drev ”et system for fjernsalg”. Af møbelhandlerens annonce fremgik det, at Hans J. Wegners fødselsdag fejredes med et specialtilbud på y-stole, der gjaldt ved bestilling 2. april 2004. Under tilbuddet var anført møbelhandlerens forretningsnavn, forretningens adresse, telefonnummer og hjemmeside adresse. På møbelhandlerens hjemmeside fandtes forskellige tilbud på møbler, møbelhandlerens handelsbetingelser, samt oplysninger om møbelhandlerens fysiske beliggenhed. Der var ikke nogen mulighed for at bestille varer elektronisk via hjemmesiden. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at klageren den 2. april 2004 telefonerede til indklagede på baggrund af en annonce i den lokale ugeavis og indgik aftale om køb af to stole. Klageren sendte en check til indklagede som forudbetaling for bestillingen. Klageren annullerede aftalen 5 dage senere – den 7. april 2004 – hvor det blev aftalt, at klageren skulle betale et afbestillingsgebyr. Indklagede returnerede det forudbetalte beløb med fradrag af en erstatning på 20%.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede på tidspunktet for aftaleindgåelsen havde tilrettelagt et system med henblik på fjernsalg. Herved har nævnet lagt vægt på, at indklagede ikke via sin hjemmeside – hvortil der var henvist i avisannoncen – har opfordret til at indgå aftaler ved fjernkommunikation, og at den indrykkede avisannonce ikke henviser til en ordretelefon, men alene forretningens hovedtelefonnummer.

Der kan ikke lægges til grund, at formålet med at oplyse hovedtelefonnummeret har været at fremkalde telefoniske bestillinger.

Nævnet finder derfor, at der ikke foreligger et fjernsalg omfattet af forbrugeraftaleloven. Klageren har herefter ikke haft fortrydelsesret. Parterne har derimod indgået en bindende købsaftale, jf. aftalelovens § 1, som klageren ikke har været berettiget til som sket at annullere.

Klageren har herefter været forpligtet til at yde indklagede erstatning af det økonomiske tab, der er lidt ved den uberettigede annullation, jf. købelovens § 30, jf. 28.

Indklagede har fremsat ovennævnte krav på erstatning svarende til mistet dækningsbidrag. Nævnet finder ikke grundlag for kritik heraf, idet den krævede erstatning er lavere end indklagedes forventede nettoavance ved handlen.” (2004-650/7-479)

5.9.2. Manglende oplysninger om fortrydelsesret

Forbrugeren fik ikke i forbindelse med en aftale indgået uden for fast forretningssted oplysninger om fortrydelsesret. Aftalen var som udgangspunkt ugyldig, men ugyldighedsindsigelsen var fortabt ved passivitet

En forbruger indgik i januar 2003 aftale om køb af persienner under et møde med den erhvervsdrivende uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Forbrugeren klagede kort tid efter købet over, at den ene persienne var defekt. Den erhvervsdrivende besigtigede persiennen og afviste, at den var defekt.

Da forbrugeren ikke betalte købesummen, stævnede den erhvervsdrivende forbrugeren ved retten. Ved afgivelse af svarskrift gjorde forbrugeren gældende, at købsaftalen var ugyldig. Sagen blev, på forbrugerens begæring, oversendt fra retten til Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Købet af persiennerne, kapperne og beslagene er indgået under et møde med indklagede uden for dennes faste forretningssted, efter at klageren havde rettet telefonisk henvendelse til indklagede. Indklagede har derfor på mødet haft pligt til at give klageren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten efter § 7, stk. 1, i den dagældende lov om forbrugeraftaler (lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 som ændret senest ved lov nr. 442 af 31. maj 2000).

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klageren ikke i forbindelse med købets indgåelse har fået de påkrævede oplysninger om fortrydelsesret, og den indgåede aftale er derfor som udgangspunkt ikke bindende for klageren, jf. den dagældende lovs § 7, stk. 2.

Klageren ses imidlertid først i duplikken af 12. januar 2004 – dvs. ca. et år efter købet – at have påberåbt sig, at aftalen skulle være ugyldig på grund af manglende oplysning af fortrydelsesret. Klageren havde forinden i svarskriftet foreslået sagen forligt, ved at han betalte købesummen mod et fradrag i prisen.

Nævnet finder på denne baggrund, at klageren har udvist en sådan retsfortabende passivitet, at han har mistet sin ret til at gøre ugyldighedsindsigelsen gældende over for indklagede.

Endvidere lægges det efter den sagkyndiges erklæring til grund, at persiennerne er uden mangler, idet den sagkyndige ikke har konstateret problemer med at få den ene persienne til at køre.

På baggrund heraf finder nævnet ikke, at de omhandlede persienner er behæftet med mangler i købelovens forstand.” (2004-662/7-100)

5.9.3. Hævekrav fortabt ved passivitet

Sofa med alcantarastof fnuldrede uacceptabelt. Ved først at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet 2 år efter at den erhvervsdrivende havde afvist kravet, mistede forbrugeren retten til at gøre kravet gældende

En forbruger købte to sofaer i alcantarastof i november 1998. I juli 1999 konstaterede forbrugeren, at stoffet fnuldrede og reklamerede til sælgeren. Sofaerne blev ombetrukket i 2001. I løbet af 2002 konstaterede forbrugeren, at samme fejl var opstået igen. I mellemtiden havde sælgeren solgt forretningen til et andet formål. En ny forretning åbnede herefter inden for samme kæde, og forbrugeren kontaktede herefter de nye ejere, som afviste reklamationen, da de ikke mente at hæfte for købet. De nye ejere tilbød et nyt stof i marts 2004 pr. kulance, men afviste at betale for ombetrækningen. Forbrugeren kontaktede kædens hovedkontor i november måned 2004. Forbrugeren indgav i november 2004 en klage til Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at den oprindelige sælger ikke længere eksisterer. Indklagede, som er hovedkontor for den butikskæde, som den oprindelige sælger hørte under, har imidlertid besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser og har oplyst, at ville ”dække de omkostninger, der eventuelt vil være, hvis klageren får medhold i sagen”. Nævnet finder på den baggrund, at klageren kan rette et eventuelt krav mod indklagede.

Det fremgår af sagens oplysninger, at sofaerne blev købt i 1998 og ombetrukket i 2001 af sælgeren på grund af pilling. Klageren har oplyst, at samme fejl opstod igen efter 1 års tid i 2002, hvor klageren reklamerede til de nye ejere, som afviste reklamationen. Ifølge klageren fortsatte reklamationerne til de nye ejere i perioden mellem 2002 og 2004. Klageren modtog nyt stof til sofaerne i juni 2004 pr. kulance, men ombetrækningen skulle klageren selv bekoste. Klageren fremsendte i november 2004 en klage til Forbrugerklagenævnet.

Det følger af købelovens § 81, at en forbruger skal reklamere over mangler inden rimelig tid, efter forbrugeren har opdaget fejlen eller manglen. Er dette ikke opfyldt, fortaber forbrugeren retten til at påberåbe sig manglen. Endvidere skal forbrugeren – hvis reklamationen afvises – inden rimelig tid følge op på reklamationen ved at foretage relevante retsskridt fx ved at gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren først har indgivet klage til Forbrugerklagenævnet 2 år efter afvisningen af reklamationen, finder nævnet ikke, at klageren rettidigt har fulgt reklamationen op, og klageren har mistet retten til at gøre eventuelle mangelsbeføjelser gældende.

Nævnet kan ikke give klageren medhold i det fremsatte krav.” (2004-650/7-655)

5.9.4. Hævekrav for sofa med alcantarastof tabt ved passivitet

En forbruger var afskåret fra at gøre købelovens mangelsbeføjelser gældende over for en erhvervsdrivende, da forbrugeren ikke havde fulgt behørigt op på reklamationen

En forbruger købte i november 1998 en sofa med alcantarastof. I november 2000 opdagede forbrugeren, at stoffet fnuldrede meget, og forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende ”barberede” sofaerne, men stoffet begyndte at fnuldre meget igen. Forbrugeren reklamerede igen til den erhvervsdrivende i december 2001, men den erhvervsdrivende ville kun stille en barbermaskine til rådighed pr. kulance. Forbrugeren krævede herefter købet hævet eller et forholdsmæssigt afslag i prisen, men den erhvervsdrivende afviste begge krav. Herefter reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende i december 2002 og december 2003. I december 2004 blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnets sagkyndige har undersøgt møblerne og konstateret, at alcantaren på sofaerne fnuldrer, såkaldt pilling, og det er især på sædefladerne, men også forrest på armpuderne, og der er ved at komme lidt pilling nederst på ryggen. Det konstaterede er fremkommet ved almindelig brugspåvirkning og skyldes en materiale-/fabrikationsfejl.

Klageren reklamerede første gang over pillingen i november 2000, ca. to år efter købstidspunktet, og indklagede afhjalp pillingen ved at ”barbere” sofaernes stof. Et år senere reklamerede klageren på ny til indklagede, som stillede en ”barbermaskine” til rådighed for klageren. Klager reklamerer yderligere til indklagede henholdsvis 4 og 5 år efter købstidspunktet. Klageren indbragte sagen for nævnet i december 2004.

På baggrund af udtalelsen fra nævnets sagkyndige finder nævnet, at møblerne har været behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Da møblerne dermed har været mangelfulde ved leveringen, og da indklagede har afvist at afhjælpe manglerne, og der således ikke er sket afhjælpning inden rimelig tid, var klageren som udgangspunkt berettiget til at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 4.

Under henvisning til reklamationsforløbet finder nævnet imidlertid, at klageren ikke behørigt har fulgt op på sin reklamation, og klageren er som følge heraf afskåret fra at gøre de mangelsbeføjelser, der følger af købeloven, gældende over for indklagede.” (2004-650/7-676)

5.9.5. Køb af brugte stole på internetauktion

Da stolene havde defekter, der lå ud over almindelig brugs- og aldersslitage, blev stolene anset for mangelfulde. Auktionshuset kunne ikke afværge forbrugerens krav om et afslag ved at tilbyde ophævelse

En forbruger købte via en internetauktion 4 brugte stole. Stolene var på auktionshusets hjemmeside beskrevet således: ”Charles Eames. Fire stole med sæde af glasfiber. Monteret med ben af metal. Fremstillet hos Herman Miller.” Da forbrugeren modtog stolene, konstaterede han, at en af stolene havde en større plamage på sædet, en anden havde tydelige huller/hakker i kanten og to stole havde slag i glasfiberen.

Forbrugeren reklamerede til auktionshuset og forlangte et afslag på 1.000 kr. Auktionshuset tilbød at annullere købet. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Indklagede har som auktionshus solgt de omhandlede stole i eget navn, og indklagede hæfter derfor som sælger over for klageren.

Stolene er købt ved et auktionssalg via internettet. De begrænsninger i adgangen til at gøre mangelsbeføjelser gældende, som følger af købelovens § 77, stk. 2, ved køb af brugte genstande på offentlig auktion, hvor køberen har mulighed for at være til stede, finder derfor ikke anvendelse i den foreliggende sag.

Den sagkyndige har konstateret, at to af stolene har støbemærker og afskalninger, og at én af stolene er misfarvet i en del af sædehulningen. Den sagkyndige har vurderet, at skaderne har været til stede på leveringstidspunktet og er forårsaget af hård brugsslitage uden jævnlig vedligeholdelse.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at stolene ved leveringen havde defekter udover, hvad der følger af almindelig brugsog aldersslitage. Da dette ikke fremgik af indklagedes beskrivelse af stolene på hjemmesiden, er stolene i en ringere stand end forventeligt, og stolene er derfor behæftet med mangler, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4.

Efter købelovens § 78, stk. 1, har forbrugeren som udgangspunkt valgfrihed med hensyn til, hvilken mangelsbeføjelse der ønskes gjort gældende. Det forhold, at indklagede har tilbudt klageren at ophæve købet, afskærer derfor ikke klageren fra at fastholde købet og i stedet kræve et passende afslag i købesummen, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Det beløb på 1.000 kr., som klageren har krævet af indklagede i anledning af manglerne, findes i den forbindelse under hensyn til manglernes karakter at udgøre et passende afslag.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2004-650/7-399)

5.9.6. Køb af 2 Arne Jacobsen 7’er stole på internetauktion

Det påhvilede den erhvervsdrivende at oplyse, at stolenes rygge var knækket, og at stolene derfor var farlige at benytte. Denne oplysningspligt var ikke opfyldt, blot fordi det var anført, at stolene ”fremstår med blød ryg”

En forbruger købte 2 stk. Arne Jacobsen 7’er stole på en internet-auktion. Da forbrugeren fik stolene leveret, viste det sig, at stolenes rygge var knækket. Forbrugeren ønskede derfor at ophæve handlen. Den erhvervsdrivende afviste dette, fordi det fremgik af annoncen, at stolene fremstod med ”blød ryg”. Forbrugeren mente ikke, at denne beskrivelse var fyldestgørende og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Stolene er købt på auktion, men da auktionen er foregået via indklagedes hjemmeside, er købet undergivet købelovens sædvanlige mangelsvurdering, jf. herved købelovens § 77, stk. 2, modsætningsvis.

Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at stolene er delvist brækket i overgangen mellem sæde og ryg, hvilket betyder, at stolenes rygge – når man sidder på dem – ”lægger” sig ca. 45 grader tilbage. Nævnet lægger endvidere efter den sagkyndiges erklæring til grund, at stolene er behæftet med farlige egenskaber, da der kan være risiko for, at stoleryggen vil brække helt, såfremt en person læner sig tilbage i tiltro til ryggens bæreevne.

Det har derfor påhvilet indklagede klart og tydeligt at gøre opmærksom på stolenes farlige egenskaber og heraf følgende stærkt begrænsede brugsværdi. Denne oplysningspligt er ikke opfyldt, blot fordi det oplyses, at stolene ”fremstår med blød ryg”, samtidig med at vurderingen af stolene er sat lavere end normalt. Sådanne oplysninger er således på ingen måde tilstrækkelige til at oplyse interesserede købere om, at stolene har defekter af sikkerhedsmæssig karakter.

Nævnet finder herefter, at stolene er behæftet med mangler, idet indklagede har forsømt sin loyale oplysningspligt, ligesom stolene er af en ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end klageren var berettiget til at forvente, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4.

Da manglerne må anses for væsentlige, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” (2005-650/7-713).

5.9.7. Skænk smittede af på gulv

Sælgeren hæftede for skader forårsaget af afsmitning, fordi afsmitningen kunne bebrejdes møbelproducenten

Nogle måneder efter at have købt en skænk opdagede forbrugeren, at den smittede af på gulvet i den lejlighed, hun lejede.

På grund af afsmitningen krævede udlejer, at hun betalte for en udskiftning af gulvet, hvilket ville koste ca. 4.500 kr.

Forbrugeren reklamerede til sælgeren af skænken og krævede, at sælgeren friholdt hende for udlejerens krav. Den erhvervsdrivende afviste reklamationen, og sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der lod en sagkyndig besigtige skænken og gulvet, og nævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges erklæring til grund, at skænken har en uacceptabel tendens til afsmitning som følge af en uhensigtsmæssig overfladebehandling, og at skænken som følge heraf har beskadiget gulvet i klagerens daværende lejlighed. Den uhensigtsmæssige overfladebehandling må i den forbindelse antages at have fundet sted i forbindelse med bordets fremstilling i Indonesien, hvor producenten har ladet det bejdse og behandle med voks af ubestemmelig herkomst.

Da skænken i forbindelse med almindelig brug har voldt skade på klagerens gulv, lider skænken af en defekt som defineret i § 5 i lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, som implementerer EF´s direktiv fra 1985 om produktansvar til dansk ret.

Det følger af produktansvarslovens § 13, at loven ikke begrænser skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler i eller uden for kontrakt. De almindelige regler om erstatningsansvar for produktskader, som er udviklet i retspraksis, er derfor fortsat gældende. I en sag som den foreliggende – hvor producenten ikke burde have givet skænken en overfladebehandling, som påfører omgivelserne skade ved normal brug – følger det af disse regler, at producenten er ansvarlig for de skader, som skænken forvolder som følge af defekten, og at indklagede som mellemhandler hæfter for producentens produktansvar umiddelbart over for klageren, uden at den selvrisikoregel, som fremgår af direktivet art. 9, og som er gennemført ved lovens § 8, får nogen betydning. Et sådant resultat er endvidere ikke i strid med produktansvarsdirektivet, jf. herved EF-domstolens dom af 10. januar 2006 i sag C-402/03 (Skov Æg), hvori domstolen i præmis 48 udtalte, at direktivet skal forstås således, at det ikke er til hinder for en national regel, hvorefter mellemhandleren uden begrænsning hæfter for producentens culpaansvar.

Indklagede hæfter derfor over for klageren for den skade, som er forvoldt ved afsmitning fra skænken. Hvad angår skaden på gulvbelægningen, der endnu ikke er udbedret, finder nævnet herefter, at indklagede er pligtig at friholde klageren for de udgifter, som klagerens tidligere udlejer måtte være berettiget til at kræve refunderet af klageren i anledning at skaden.” (2003-650/7-273)

5.9.8. En sofa kunne ikke leveres, da opgangen var for smal

Det var sælgerens risiko, at sofaen ikke kunne leveres. Forbrugeren var berettiget til at få erstattet omkostninger til leje af en lift. Fortolkning af aftalevilkår

En forbruger købte en sofa hos den erhvervsdrivende til en pris af 21.000 kr. Forbrugeren spurgte ved bestillingen, om der ville være ekstra omkostninger forbundet med levering til 6. sal. Dette blev besvaret benægtende. Det fremgik endvidere af ordreseddelen, at ”Sofaen vil blive leveret til kundens adresse, båret ind i lejligheden/huset og monteret på den plads, kunden anviser. Der skal være fri passage til denne placering – Leveringen sker kun hvis der er uhindret passage til møblets ønskede placering.”

Da sofaen blev leveret til forbrugeren, kunne leveringen ikke gennemføres, idet sofaen ikke kunne komme rundt om hjørnet mellem stueetagen og 1. sal.

Forbrugeren spurgte herefter den erhvervsdrivende, om han ville dække udgiften til leje af en lift til at løfte sofaen op i lejligheden. Den erhvervsdrivende afviste dette og tilbød forbrugeren, at han i stedet kunne købe en mindre sofa, der kunne komme op i lejligheden. Dette afviste forbrugeren. Sofaen blev herefter på forbrugerens foranledning løftet op i lejligheden med en lift.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det blev ved købet aftalt, at indklagede skulle sende sofaen til klagerens adresse, som er en lejlighed beliggende på 6. sal, og det fremgår af det fortrykte vilkår på ordresedlen, at sofaen ville blive båret ind i lejligheden og monteret på den plads, som klageren anviste. Sofaen kan herefter ikke anses for at være leveret, før den er kommet i klagerens besiddelse på det aftalte sted, jf. herved købelovens § 73 om leveringsstedet i forbrugerkøb.

Det følger endvidere af købelovens § 17, at sælgeren bærer faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse, indtil levering har fundet sted. Uforudsete leveringsomkostninger må på samme måde som udgangspunkt være sælgerens risiko.

Det er dog muligt ved købets indgåelse at fravige såvel § 73 som § 17 ved aftale.

Indklagede har i den forbindelse påberåbt sig, at det fremgår af det fortrykte vilkår på ordresedlen, at der skulle være fri passage til den aftalte placering, og at levering kun kunne ske, hvis der var uhindret adgang til møblets ønskede placering.

Klageren har anført, at han har forstået dette vilkår på den måde, at der ikke måtte stå ting i vejen, som hindrede leveringen, men at vilkåret ikke var udtryk for, at han havde risikoen for, at opgangen var stor nok til, at sofaen kunne blive båret op i hans lejlighed ad den vej.

Vilkåret kan efter sin ordlyd forstås som anført af klageren. Da vilkåret endvidere ikke har været individuelt forhandlet med klageren, men fremgår af indklagedes fortrykte ordreseddel, følger det af aftalelovens § 38 b, stk. 1, at vilkåret skal fortolkes på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Nævnet finder på baggrund af det anførte, at det ikke kan anses for aftalt, at det var klagerens risiko, at opgangen var stor nok til, at sofaen kunne transporteres op til klagerens lejlighed ad denne vej. Indklagede skal derfor godtgøre klageren de omkostninger på 3.975 kr., som klageren har haft til leje af lift for at få sofaen transporteret op til sin lejlighed.”

Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2005-650/7-877)

5.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr

5.10.1. Køb af cykel der viste sig at være stjålet

En forbruger havde krav på at få købesummen tilbagebetalt, da cyklen 3 år efter købet blev konfiskeret af politiet

En forbruger købte i februar 2002 en brugt cykel til en pris af 1.300 kr. I januar 2005 blev han under en rutinemæssig lygtekontrol stoppet af politiet, der opdagede, at cyklen var stjålet. Politiet konfiskerede cyklen. Der blev ikke rejst tiltale mod forbrugeren.

Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, der oplyste, at han ikke var klar over, at cyklen var stjålet, da han solgte den. Han tilbød dog forbrugeren at betale 1.000 kr. som kompensation eller, at forbrugeren kunne vælge en anden cykel i forretningen. Dette afviste forbrugeren, og han indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet med krav om at få sine penge tilbage samt erstatning for udgifter til dækning af tilbehør, som han selv havde købt til cyklen, samt den bøde han havde måttet betale. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Det er ubestridt, at den cykel, som klageren købte af indklagede den 1. februar 2002, viste sig at være stjålet og dermed at tilhøre en anden. Nævnet lægger endvidere til grund, at såvel klager som indklagede har været i god tro herom.

Klageren havde efter indholdet af den mellem parterne indgåede købsaftale grund til at forvente, at han blev ejer af cyklen. Da dette ikke var tilfældet, foreligger der misligholdelse fra indklagedes side i form af vanhjemmel. Da denne misligholdelse endvidere må anses for væsentlig, er klageren herefter efter dansk rets almindelige regler berettiget til at hæve købet og kræve købesummen tilbagebetalt. Det er herved uden betydning, at indklagede var i god tro, ligesom det er uden betydning, at der gik næsten tre år, førend misligholdelsen viste sig og blev gjort gældende. Reklamationsfristen på 2 år efter købelovens § 83 gælder således alene i forhold til misligholdelse i form af faktiske mangler.

Klageren har derudover krav på skadeserstatning, såfremt han kan dokumentere, at han har lidt et tab som følge af misligholdelsen, jf. købelovens § 59. De udgifter, som klageren påberåber sig at have afholdt vedrørende cyklen, er dog ikke nærmere dokumenterede, og den bøde, som klageren har modtaget for at køre på cyklen uden lys, er ikke en følge af misligholdelsen. Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for at give klageren medhold i denne del af klagen.” Den erhvervsdrivende blev pålagt at forrente klagerens krav samt at betale omkostninger for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet. (2005-523/7-205)

5.10.2. Fejl ved cykel skyldtes manglende efterspænding

Det blev anset for en mangel ved en cykel, at et par klingbolte rystede sig løs, da forbrugeren havde en berettiget forventning om, at service ikke skulle udføres

En forbruger købte en cykel, der havde været brugt i få måneder.

Forbrugeren fik ved købet udleveret et ”Service Skema”, der angav, at cyklen skulle efterspændes, justeres osv. fire gange. Det var fx. anført, at 2. eftersyn skulle udføres 9 måneder efter købet. Derimod var det ikke angivet, hvornår første eftersyn skulle finde sted, ligesom feltet var delvist overstreget.

Under en cykeltur knapt to måneder efter købet opdagede forbrugeren en let knirken og raslen fra cyklens krankområde og opdagede, at en lille klinge var kraftigt bøjet og havde ridset stellet.

Forbrugeren kontaktede den erhvervsdrivende og reklamerede over fejlen. Den erhvervsdrivende afviste at reparere cyklen uden beregning under henvisning til, at forbrugeren ikke var kommet til det første eftersyn og havde fået cyklen efterspændt.

Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnets sagkyndige har besigtiget cyklen og herved konstateret, at klingen er bøjet og har ridset stellet. Dette skyldes formentligt, at et par klingbolte er rystet løs under kørsel på cyklen, hvilket kunne være imødegået ved en efterspænding af cyklen.

Under henvisning til at der ikke i serviceskemaet var anført dato for første eftersyn, og at fristen for dette eftersyn var udstreget, finder nævnet, at klageren har haft en berettiget forventning om, at cyklen ikke skulle efterspændes. Hertil kommer, at indklagede havde oplyst, at cyklen på købstidspunktet havde været brugt i nogle måneder.

På den baggrund finder nævnet, at cyklen er mangelfuld, idet den er af en ringere beskaffenhed, end den efter aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Det følger af købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen.

Indklagede har afvist at foretage afhjælpning, og nævnet lægger derfor til grund, at indklagede ikke har udbedret manglen inden rimelig tid, jf. købelovens § 79. Klageren er således berettiget til at hæve købet og få købesummen tilbagebetalt, jf. købelovens § 78, stk. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente klagerens krav samt at betale omkostninger for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet. (2005-523/7-198)

5.10.3. Barnevognens trykknapper blev ved med at gå i stykker

En forbruger kunne hæve købet af en barnevogn, da forbrugeren med rette kunne forvente, at trykknapperne kunne holde til at blive åbnet og lukket i barnevognens forventede levetid

En forbruger købte den 21. september 2004 en barnevogn. Efter 5 måneder gik den ene trykknap i stykker. Den erhvervsdrivende udskiftede i første omgang trykknappen, og forbrugeren fik i forbindelse hermed oplyst, at der var tale om et almindeligt problem. Herefter skete yderligere en udskiftning af en defekt trykknap og en ombytning af overlæderet på grund af en defekt trykknap. Da trykknapperne igen gik i stykker den 9. maj 2005, afviste forbrugeren at tage i mod den erhvervsdrivendes tilbud om at udskifte de defekte trykknapper. Forbrugeren ønskede i stedet at hæve købet, da hun ikke fandt det rimeligt, at trykknapperne ikke kunne holde og derfor løbende skulle udskiftes. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige undersøgte barnevognen og konstaterede, at en trykknap var gået i stykker. Den sagkyndige udtalte, at trykknapperne var meget stramme, men at der var tale om en almindeligt anvendt konstruktion. Den sagkyndige var ikke i stand til at konstatere, om der var materiale- eller fabrikationsfejl ved trykknapperne. Den sagkyndige udtalte endvidere, at barnevogne i hvert fald bør kunne bruges i 3 år, som er den tid et barn har brug for barnevognen.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Nævnets sagkyndige har besigtiget barnevognskassen og konstateret, at den venstre trykknap på overlæderet er gået i stykker. Ifølge den sagkyndige skyldes det konstaterede, at trykknapperne er meget stramme. Det er den sagkyndiges vurdering, at det konstaterede ligger inden for, hvad man må forvente.

Det følger af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1, at salgsgenstanden, medmindre andet følger af parternes aftale, skal have en sådan holdbarhed og øvrige egenskaber samt emballering, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente. Endvidere følger det af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 2, at salgsgenstanden skal være egnet til formål, som genstande af den pågældende type sædvanligvis anvendes til.

Af bemærkningerne i lovudkastet til denne bestemmelse, jf. herved Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s. 129-130, fremgår det bl.a., at spørgsmålet om varens holdbarhed drejer sig om, hvor længe varen kan anvendes, uden at reparation er påkrævet. I bestemmelsen tillægges forbrugerens berettigede forventninger afgørende betydning ved mangelsvurderingen. Opstår der som følge af varens egenskaber en fejl ved varen på et tidligere tidspunkt, end forbrugeren med rette kunne forvente, foreligger der en mangel. Efter bestemmelsen er det endvidere et krav, at varen lever op til en vis generel standard i relation til brugsegenskaber, idet varen skal være anvendelig til de formål, som varer af den pågældende type i almindelighed anvendes til.

Nævnet finder, at man som forbruger med rette må have en forventning om, at trykknapperne på en barnevogn skal kunne holde til at blive åbnet og lukket gentagne gange i barnevognens forventede levetid.

Da trykknapperne ikke har haft den fornødne holdbarhed, finder nævnet, at barnevognen er mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led, sammenholdt med § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2.

Det følger af købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.

Under hensyn til at indklagede tre gange tidligere har forsøgt at reparere trykknappen på overlæderet, finder nævnet ikke, at indklagede har udbedret manglen inden rimelig tid, jf. købelovens §
79. Klageren er således på nuværende tidspunkt berettiget til at hæve købet og få købesummen tilbagebetalt, jf. købelovens § 78, stk. 4.” (2005-525/7-135)

5.10.4. Fugtskader og mug i barnevognskasse og på madras

Det måtte anses for almindelig kendt, at hyppig udluftning er nødvendig for at undgå mug og jordslåethed, og at opbevaring i et uopvarmet rum kan give fugtproblemer. Ikke tilsidesættelse af den erhvervsdrivendes oplysningspligt

En forbruger købte en barnevogn inklusiv madras. Efter det oplyste fik forbrugeren i forbindelse med købet almindelige oplysninger om vedligeholdelse af barnevognen, herunder at madrassen skulle luftes jævnligt. Det fremgik af brugsanvisningen, at vognen ikke måtte opbevares på fugtige steder.

Forbrugeren opbevarede barnevognen i en garage, og efter 8 måneders brug konstaterede forbrugeren, at barnevognskassens bund og madras var jordslået og muggen. Da madrassen ifølge klagerens oplysninger var blevet luftet jævnligt, reklamerede hun til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende afviste kravet, idet barnevognen var blevet opbevaret et fugtigt sted, og madrassen ikke var blevet luftet dagligt efter brug. Forbrugeren mente på baggrund heraf, at den erhvervsdrivende i forbindelse med købet burde have oplyst, at madrassen skulle luftes dagligt. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnets sagkyndige har besigtiget barnevognskassen og to madrasser og konstateret omfattende fugtskader på såvel bund som madrasser.

Det fremgår af besigtigelsesnotatet, at der ikke er tale om en uhensigtsmæssig konstruktion af barnevognskassen, herunder stoffet på barnevognskassens bund. Årsagen til det konstaterede skyldes ifølge den sagkyndige kondens, da det på grund af den tykke og tætte ekstra madras ikke har været muligt for fugten at fordampe og trænge op gennem madrasserne. For at undgå fugtproblemer er det ifølge den sagkyndige nødvendigt at tage madrassen op af barnevognskassen efter brug, eller som minimum at stille den på højkant i kassen.

Det fremgår af det oplyste, at barnevognen er blevet opbevaret i en garage, og at klageren ved købet har fået almindelige oplysninger om vedligeholdelse af barnevognen, herunder oplysning om, at madrassen skulle luftes jævnligt.

Klageren gør gældende, at hun ikke ved købet blev vejledt tilstrækkeligt om, præcist hvor ofte madrassen skulle luftes, og at barnevognen ikke måtte opbevares i en garage.

Nævnet finder ikke, at klageren er berettiget til at gøre krav gældende over for indklagede, idet det efter nævnets opfattelse er almindelig kendt, at hyppig udluftning er nødvendig for at undgå, at en barnevogn bliver grobund for skimmelsvamp med mug og jordslåethed til følge, herunder at opbevaring i et uopvarmet rum kan medføre fugtproblemer.” (2005-525/7-121)

5.10.5. Barnevognskasse sad løs og vippede

Da der fjerde gang viste sig en ny mangel ved en barnevogn, blev den ombyttet. Da den ombyttede barnevogn også var mangelfuld, kunne forbrugeren hæve købet. Sælgerens oplysningspligt

En forbruger konstaterede i april 2003 - en måned efter købet af barnevognen - at et af hjulene ikke kunne afmonteres. Herefter blev stellet ombyttet.

I maj 2004 konstaterede forbrugeren, at stoffet på kalechen var løbet i den ene side. Den erhvervsdrivende foretog en reparation af stoffet. I forbindelse hermed blev der stillet en lånevogn til rådighed. Ved afhentning af barnevognen konstaterede forbrugeren, at fejlen var blevet afhjulpet, men at kalechestoffet nu var begyndt at trevle i den anden side. Barnevognen blev derfor igen sendt til reparation. Ved modtagelsen af barnevognen i august 2004 konstaterede forbrugeren, at den erhvervsdrivende havde glemt at montere trykknapper, så overlæderet kunne monteres. På baggrund heraf blev barnevognen i september 2004 ombyttet til en anden model.

Efter 8 måneder konstaterede forbrugeren, at barnevognskassen på den ombyttede barnevogn sad løs og vippede. Den erhvervsdrivende afviste reklamationen med henvisning til, at forbrugeren havde løftet barnevognen forkert ved at løfte i selve barnevognskassen. Den erhvervsdrivende tilbød pr. kulance at reparere den defekte tværbøjle. Ifølge forbrugeren var hun ikke i forbindelse med ombytningen af barnevognen blevet oplyst om, at barnevognen skulle løftes på en bestemt måde. På baggrund heraf og da der tidligere var afhjulpet 4 gange, ønskede forbrugeren at hæve købet. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at klagerens først erhvervede barnevogn på grund af mangler blev ombyttet primo september 2004. Endvidere lægger nævnet til grund, at mangler i form af defekt hjul, trevlet kalechestof og manglende trykknapper på den først erhvervede barnevogn forud for ombytningen var blevet afhjulpet fire gange.

Nævnet har besigtiget den ombyttede barnevogn og konstateret, at barnevognskassen vipper ved let berøring. Efter det oplyste skyldes det konstaterede, at klageren har løftet barnevognen forkert ved at løfte i selve kassen. Som barnevognen fremtræder, er det den sagkyndiges vurdering, at den er blevet løftet, som man normalt vil løfte en barnevogn, dvs. ved at tage i styr og kasse. Det er den sagkyndiges vurdering, at en barnevogn, hvis ikke andet er oplyst, skal kunne tåle at blive løftet i styr og kasse uden at gå i stykker. Derudover finder den sagkyndige, at den konstaterede vippen af barnevognskassen ligger ud over, hvad man normalt må forvente ved almindelig brug.

Efter nævnets opfattelse må det være en naturlig og rimelig forpligtelse for en sælger at oplyse køberen om, at barnevognen skal løftes på en særlig måde for at undgå at gå i stykker samt at sikre sig bevis for, at behørig oplysning herom er givet.

Som sagen foreligger oplyst, finder nævnet ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren ved købet har fået den fornødne vejledning og er blevet advaret om risikoen for, at barnevognen kan gå i stykker, hvis man alene løfter den i kassen. Der er herved lagt vægt på, at dette er blevet bestridt af klageren.

Nævnet finder herefter, at der foreligger en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. En sælger kan efter købelovens § 78, stk. 3 afværge køberens krav om ophævelse ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering, men det er i den forbindelse et krav, at afhjælpningen eller omleveringen sker inden rimelig tid, uden udgift og væsentlig ulempe for køberen, jf. § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79.

Da indklagede 4 gange forgæves har forsøgt at afhjælpe manglerne, finder nævnet ikke, at indklagede har afhjulpet manglerne inden rimelig tid. Klageren er derfor berettiget til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 4.” (2005-525/7-138)

5.11. Foto, ure, optik, smykker

5.11.1. Digitalkamera med delvis dansk delvis engelsk brugsvejledning

Forpligtelsen til at give forbrugeren de fornødne oplysninger med henblik på kameraets anvendelse var ikke tilsidesat, da den udleverede danske brugsvejledning var tilstrækkelig til en normal betjening af kameraet, og da der var tilbudt personlig vejledning

En forbruger fik i forbindelse med køb af et digitalkamera oplyst, at der medfulgte en brugsvejledning på dansk. Det viste sig, at den danske vejledning bestod af et hæfte på 59 sider, hvor kun kameraets nødvendige funktioner blev beskrevet. De uddybende forklaringer til kameraets mere avancerede funktioner blev givet på en cd-rom på 250 sider, som imidlertid ikke kunne fås på dansk men alene på 4 andre sprog, bl.a. engelsk og tysk. Da forbrugeren ikke talte andre sprog end dansk, henvendte han sig til den erhvervsdrivende og forlangte at få den uddybende vejledning på dansk. Dette afviste den erhvervsdrivende men tilbød i stedet forbrugeren at vejlede denne personligt i brugen af kameraets funktioner. Den erhvervsdrivende henviste endvidere forbrugeren til at kontakte producentens gratis hotline, hvor forbrugeren også kunne få vejledning i brugen af kameraets forskellige funktioner. Forbrugeren var ikke tilfreds med dette, da han ønskede at få en uddybende dansk vejledning på skrift. Forbrugeren indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet.

Under sagens behandling i Forbrugerstyrelsen udtalte nævnets sagkyndige, at der var tale om et amatørkamera med mange avancerede funktioner, som også bruges i professionelle modeller. Den danske vejledning på 59 sider var tilstrækkelig til en normal betjening af kameraet og til overførsel af billeder til computeren. Forskellen fra den danske vejledning til den uddybende vejledning på 250 sider havde ingen betydning for kameraets generelle brugbarhed men alene for brugen af de mere avancerede funktioner.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af købelovens § 75 a, at en køber i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på bl.a. anvendelse af salgsgenstanden. Ved køb af genstande, som er udbudt til salg til forbrugere i Danmark, må det endvidere som udgangspunkt kunne forventes, at de fornødne oplysninger er tilgængelige på dansk eller et andet skandinavisk sprog, hvis andet ikke er oplyst. Det må imidlertid bero på en konkret vurdering, hvilke oplysninger det er nødvendigt at give i forbindelse med et konkret købs indgåelse.

I den konkrete sag har klageren fået en dansk betjeningsvejledning på 59 sider. Herudover har klageren fået en cd-rom på engelsk, som giver en uddybende vejledning til kameraets funktioner.

Ifølge den sagkyndiges erklæring er alle nødvendige funktioner kort omtalt i den danske betjeningsvejledning. Den danske vejledning er ifølge den sagkyndige tilstrækkelig til en normal betjening af kameraet og til overførsel af billeder til computeren. Forskellen mellem den engelske cd-rom og den danske vejledning har ingen betydning for kameraets generelle brugbarhed.

Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede har tilbudt klageren personlig vejledning i brugen af kameraet samt har henvist klageren til at kontakte producentens gratis hotline.

På denne baggrund finder nævnet ikke, at indklagede har tilsidesat sin forpligtelse til at give klageren de fornødne oplysninger med henblik på kameraets anvendelse, jf. købelovens § 75 a, stk. 1. Det forhold, at cd-rommen ikke findes i en dansk udgave, kan herefter ikke anses for at udgøre en mangel i medfør af købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Nævnet kan herefter ikke give klageren medhold i det fremsatte krav om ophævelse af købet.” (2006-4021/7-172)

5.11.2. Leje af briller i 36 måneder

En kontrakt vedrørende leje af briller blev fortolket til fordel for forbrugeren, således at denne kunne opsige kontrakten med et rimeligt varsel. Et vilkår om 36 måneders bundethed er byrdefyldt og usædvanligt og bør derfor være fremhævet. Forlig tilsidesat som urimeligt

En forbruger indgik den 7. november 2002 en aftale med en optiker om leje af et par briller. Forbrugeren fik udleveret en kontrakt, hvoraf det fremgik, at lejeperioden var fra december 2002 til december 2005 (36 måneder). Lejeprisen var 186 kr. pr. måned. Det fremgik endvidere af lejevilkårene, at der ved misligholdelse automatisk påløber et rykkergebyr på 200 kr.

Forbrugerens syn blev i løbet af det første år dårligere, og han kontaktede derfor optikeren for at finde en løsning på problemet. Brillerne blev i den forbindelse kulancemæssigt ombyttet. Forbrugeren var imidlertid stadig ikke tilfreds med brillerne, og han kontaktede derfor Forbrugerstyrelsen for at få et råd om, hvordan han var stillet, da kontrakten ikke indeholdt retningslinier for, hvordan man var stillet ved opsigelse.

Forbrugeren afleverede den 14. april 2004 brillerne til optikeren sammen med en opsigelse af aftalen og indbragte samtidig sagen for Forbrugerklagenævnet. Da forbrugeren som konsekvens af sin opsigelse var holdt op med at betale leje, sendte optikeren sagen til inkasso, selvom han på dette tidspunkt var bekendt med, at sagen verserede ved Forbrugerklagenævnet. For at undgå yderligere omkostninger underskrev forbrugeren den 17. august 2004 et frivilligt forlig, hvor han erkendte at skylde optikeren 5.384 kr.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Lejekontraktens § 5 indeholder en bestemmelse om, at lejebeløb, der ikke betales rettidig, automatisk udløser et rykkergebyr på 200 kr. Dette kontraktvilkår er i strid med rentelovens § 9 b, stk. 2, hvorefter der højst kan kræves et rykkergebyr på 100 kr. inkl. moms for en rykkerskrivelse. Det fremgår desuden af rentelovens § 9 b, stk. 4, at bestemmelsen ikke kan fraviges ved aftale til skade for forbrugeren. Vilkåret i lejekontraktens § 5 er derfor ugyldigt.

Det er anført i lejekontraktens § 1, at løbetiden og lejebeløb er angivet i skemaet. Skemaet anfører en lejeperiode på 36 måneder. Bestemmelsen angiver tillige, at det lejede til enhver tid er omfattet af udlejers garanti. Af lejekontraktens § 2 fremgår, at det lejede skal tilbageleveres til udlejer ved lejeperiodens ophør.

Kontraktens vilkår om lejeperiodens varighed har ikke været genstand for individuel behandling, og tvivlsspørgsmål vedrørende fortolkningen heraf skal derfor afgøres på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 b, stk. 1.

En almindelig læsning af kontrakten i sin helhed giver ikke læseren det indtryk, at vilkåret om lejeperiodens varighed også betyder, at kontrakten er uopsigelig i hele denne periode, eftersom kontrakten hverken indeholder bestemmelser om opsigelsesfrister eller om uopsigelighed. Samtidig er en bestemmelse om flere års uopsigelighed et usædvanligt og byrdefuldt vilkår, som i givet fald burde have været særligt fremhævet.

Nævnet finder herefter, at klageren har været berettiget til at forstå aftalen således, at den kan opsiges med et rimeligt varsel.

Da indklagede allerede i december 2003 gennem klagerens reklamation var gjort bekendt med, at klageren ikke længere ønskede at gøre brug af det lejede, og da klageren – som var usikker på sin retsstilling – har fulgt reklamationen op ved at indgive klage til Forbrugerklagenævnet, hvilket indklagede blev bekendt med i marts 2004, ligesom indklagede i løbet af april 2004 har modtaget klagerens formelle opsigelse samt fået brillerne retur, findes klageren at have krav på at blive løst fra kontrakten med udgangen af april 2004.

Der kan, så længe en sag verserer for et klagenævn, ikke anlægges sag ved domstolene vedrørende de spørgsmål, som klagen omfatter, jf. § 3 i lov om forbrugerklager, og det har derfor været i strid med § 9 i inkassoloven om god inkassoskik, at det af indklagede antagne inkassobureau har taget indklagedes krav til inkasso og formået klageren til den 11. august 2004 at underskrive et frivilligt forlig. Nævnet finder på denne baggrund, at det vil være urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre forliget gældende, og at forliget derfor må anses for uforbindende for klageren, jf. herved aftalelovens § 36, sammenholdt med § 38 c. Klageren – som var ophørt med at betale i henhold til kontrakten pr. 1. maj 2004 – findes herefter at være berettiget til at få tilbagebetalt de beløb, som klageren efterfølgende har betalt i henhold til det frivillige forlig.

Klagerens efterfølgende betalinger må anses for at være foretaget under forbehold om senere tilbagesøgning som følge af den skete opsigelse af kontrakten, og klageren kan derfor kræve tilbagebetaling af de betalte beløb forrentet med renter efter renteloven fra de respektive beløbs forfaldstidspunkter, jf. herved rentelovens § 3, stk. 1.” Optikeren blev endvidere pålagt at betale Forbrugerstyrelsens udgifter til sagens behandling med 4.700 kr. (2004-7242/7-86)

5.11.3. Kontaktlinseabonnement med brilleordning

En aftale om et kontaktlinseabonnement med brilleordning måtte fortolkes således, at forbrugeren ikke var forpligtet til at købe brillerne ved abonnementets opsigelse

En ung pige så en reklame fra en optiker, hvoraf det fremgik, at man kunne få et kontaktlinseabonnement til en lav pris inkl. reservebrilleordning.

Hun henvendte sig hos optikeren, hvor hun indgik en aftale om et abonnement til en pris af 160 kr. pr. måned, og hun fik udleveret en aflastningsbrille. Hun underskrev samtidig en kontrakt for kontaktlinseabonnement.

Godt 2 år senere opsagde hun abonnementet, som efter kontrakten kunne opsiges med 2 måneders varsel. Hun modtog da en regning på 1.406 kr. for brillerne, som havde kostet 1.676 kr., og som var afdraget med 10 kr. i 27 måneder.

Forbrugeren protesterede mod at skulle betale for brillerne og tilbød at tilbagelevere dem, da hun aldrig havde forstået aftalen således, at hun kunne komme til at betale for brillerne ved aftalens opsigelse. Forbrugeren oplyste, at hun ikke havde modtaget en kvittering, hvoraf brillernes pris fremgik. Den erhvervsdrivende fastholdt, at forbrugeren skulle betale for brillerne, idet det var blevet oplyst mundtligt ved aftalens indgåelse, ligesom det fremgik af kontrakten. Den erhvervsdrivende kunne ikke dokumentere, at der var udleveret en kvittering, hvoraf brillernes pris fremgik.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse: ” Sagen angår en abonnementsaftale indgået den 27. maj 2002 vedrørende kontaktlinser. Som en integreret del af abonnementskontrakten er i den fortrykte kontrakt indføjet følgende brilleordning:

”Ordningen giver mulighed for ejendomsret over en brille, der fungerer som en reservebrille. Man kan således frit vælge en brille inkl. enkeltstyrke glas til en skyldig værdi af max kr. 1200,-. Ønskes ikke standardglas eller flerstyrkeglas, er undertegnede indforstået med selv at betale for glas, så kun stellet indgår i brilleordningen. Brilleordningen fungerer sideordnet med kontaktlinseabonnementet og nedskrives med kr. 10,- pr. måned, så længe der betales kontaktlinseabonnement. Opsiges abonnementet, er undertegnede indforstået med at betale restbeløbet på brillen. Der kan ikke udleveres briller i brilleordningen efter opsigelse af kontaktlinseabonnement. Opsparede beløb kan ikke komme til udbetaling, ligesom det ikke kan modregnes i kontaktlinseabonnement.”

Med en nedskrivning på 10 kr. om måneden vil det vare 10 år, før et par briller til 1.200 kr. er nedskrevet til 0 kr.

Af bilag 3 fremgår, at anskaffelsesprisen på klagerens briller var 1.676 kr. svarende til, at det vil vare knap 14 år, før brillerne vil være nedskrevet til 0 kr.

I den foreliggende sag har klageren – som på aftaletidspunktet var 19 år – forklaret, at hun ved købet fik oplyst, at brillerne var inkluderet i kontaktlinseabonnementet. Klageren har til støtte for sin påstand henvist til, at det af indklagedes reklamemateriale fremgår, at ”reservebrilleordning er med i prisen”. Det gik derfor ikke op for klageren, at kontrakten kunne indebære, at hun var nødt til at opretholde abonnementet gennem en længere årrække, såfremt hun skulle undgå at blive mødt med et betydeligt efterbetalingskrav fra indklagede vedrørende de omfattede briller.

Samtidig støtter kontraktens ordlyd, hvorefter det omtales som en mulighed, at der kan opnås ejendomsret over en brille, at kontrakten kan forstås således, at klageren ved opsigelse kan komme helt ud af kontraktforholdet ved at give afkald på at beholde brillerne.

Opstår der – som i den foreliggende sag – tvivl om forståelsen af en aftale indgået med en forbruger, og har det pågældende aftalevilkår ikke været genstand for individuel forhandling, følger det af aftalelovens § 38 b, stk. 1, at vilkåret skal fortolkes på den måde, som er gunstigst for forbrugeren.

Nævnet finder herefter, at brilleordningen må fortolkes i overensstemmelse med klagerens opfattelse, hvorfor brillerne må anses for omfattet af kontaktlinseabonnementet, således at en opsigelse af dette også indebærer en opsigelse af brilleordningen. Indklagede kan derfor ikke gøre det påståede betalingskrav gældende over for klageren, som har tilkendegivet, at hun ikke ønsker at beholde brillerne.”

Klageren blev herefter mod tilbagelevering af brillerne fritaget for betaling af kravet på 1.406 kr., og den erhvervsdrivende blev pålagt at betale 4.700 kr. i sagsomkostninger. (2004-7242/7-115)

5.12. Motorkøretøjer

5.12.1. Tandremmen sprang efter 3 dage

Bilen var ikke behæftet med en køberetlig mangel, da forbrugeren ved købet var blevet oplyst om, at det var uvist, hvornår tandremmen var skiftet samt betydningen heraf

En forbruger købte i januar 2005 en 15 år gammel Ford Sierra for 16.000 kr.

Sælgeren havde meddelt forbrugeren, at tandremmen burde skiftes for en sikkerheds skyld, da der ikke forelå nogen dokumentation for, hvornår tandremmen sidst var blevet skiftet. Forbrugeren bestilte derfor tid til udskiftning af tandremmen hos sin mekaniker. 3 dage efter leveringen - samme dag som forbrugeren havde bestilt tid hos mekanikeren - sprang tandremmen på forbrugerens bil. Forbrugeren reklamerede til sælgeren, som afviste at dække skaden, og sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at bilen blev leveret med en mørnet tandrem, som har forårsaget en motorskade 3 dage efter leveringen.

Parterne er enige om, at indklagede ikke vidste, hvornår tandremmen sidst var blevet skiftet, og at der ikke var noget mærkat i motorrummet med oplysning om tidspunkt for udskiftning af tandrem.

Det er udtrykkeligt anført i slutsedlen, at tandremmen ikke var skiftet, og at der ikke forelå en servicebog. Klageren havde endvidere bestilt tid hos en mekaniker til at få tandremmen udskiftet, da tandremmen sprang.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at klageren ved købet var blevet gjort bekendt med, at det var uvist, hvornår tandremmen var udskiftet, samt betydningen heraf, og at indklagede dermed har opfyldt sin oplysningspligt.

Da det herefter ikke er godtgjort, at bilen – som er 15 år gammel – er i en ringere stand end forventeligt, og da risikoen for bilen var overgået til klageren, da tandremmen sprang, finder nævnet det ikke godtgjort, at bilen er behæftet med køberetlige mangler.

Nævnet kan herefter ikke give klageren medhold i klagen. (2005-521/7-791).

5.12.2. Bil annonceret som ”én ejers bil” og ”service ok”

En bil blev anset for mangelfuld, fordi den ikke som anført i en annonce kun have haft én ejer tidligere, og fordi tandremmen ikke var udskiftet som anført i servicebestemmelserne

En forbruger købte i august 2003 en fireethalvt år gammel Renault Clio for 92.000 kr.

Bilen havde været annonceret på internetportalen bilzonen.dk, hvor det bl.a. fremgik: ”1 ejer. Service OK”

Forbrugeren opdagede godt to måneder efter købet, at tandremmen ikke var blevet skiftet som anbefalet ved 120.000 km eller inden 4 år. Klageren reklamerede også over, at bilen havde haft mindst to ejere tidligere, og at den derfor ikke levede op til det, der var lovet i annoncen. Sælgeren afviste reklamationen, hvorefter klageren fik tandremmen udskiftet på et andet værksted. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at bilen på leveringstidspunktet var over 4 år gammel, og at det af annoncen på internetportalen var anført ”service ok”. Tandremmen burde derfor have været skiftet inden købet. Nævnet finder, at bilen på leveringstidspunktet var mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, og at klageren er berettiget til at få de 1.586 kr., som klageren har betalt i forbindelse med udskiftningen af tandremmen, erstattet af indklagede.

Det fremgår endvidere af annoncen på internetportalen, at bilen kun havde haft én ejer tidligere. Indklagede har ikke godtgjort, at denne oplysning er rettet inden købet. Nævnet lægger til grund som ubestridt, at bilen har haft mere en én ejer. Da klageren således har haft en berettiget forventning om, at bilen ved købets indgåelse kun havde haft én tidligere ejer, finder nævnet, at bilen på leveringstidspunktet var mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, og at klageren er berettiget til et passende afslag i købesummen, som skønsmæssigt fastsættes til 2.500 kr.”

Sælgeren blev herefter pålagt at betale 4.086 kr. samt renter til forbrugeren. (2004-521/7-470).

5.12.3. Fradrag for brug ved ophævelse af køb

Et bilkøb blev hævet, da bilen havde været udsat for en større skade, som køberen ikke var blevet oplyst om. Forbrugerklagenævnet fandt det rimeligt, at der i forbrugerens krav på tilbagebetaling af købesummen blev foretaget et fradrag på 50 øre pr. kørte km.

En forbruger købte i juli 2002 en 5 år gammel Volkswagen Polo for 85.000 kr.

Forbrugeren konstaterede i juni 2004, at bilen rustede en del i vangerne, og at dette skyldtes, at bilen havde været udsat for en større skade. Forbrugeren reklamerede til sælgeren, som beklagede, at forbrugeren ikke forud for købet var blevet oplyst om skaden, som det havde kostet ca. 50.000 kr. at udbedre. Sælgeren tilbød at lade handlen gå tilbage, og parterne var enige om, at der skulle foretages et fradrag for brug af bilen, som havde kørt godt 20.000 km siden leveringen. Parterne var imidlertid uenige om størrelsen på fradraget, og sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren og indklagede1- sælgeren - er enige om, at handlen skal hæves. Og at der i det klageren tilkommende beløb skal ske fradrag for antal kørte kilometer, men parterne har ikke kunnet opnå enighed om med hvilket beløb.

Nævnet finder, at afslaget passende kan fastsættes til 50 øre pr. km, som klageren har kørt i tiden fra levering af bilen til denne tilbageleveres til indklagede, jf. herved også U2002.2693 V. Det bemærkes herved, at bilen på leveringstidspunktet ifølge slutsedlen havde kørt 85.000 km.

På baggrund af sagens oplysninger om, hvordan lånoptagelsen foregik, herunder at det var på indklagede1´s initiativ, at købet blev finansieret af indklagede2, og det var indklagede1, der sørgede for det nødvendige vedrørende lånet, som blev udbetalt direkte til indklagede1, finder nævnet, at der foreligger et sådant samvirke mellem de indklagede i forbindelse med kreditaftalens indgåelse, at aftalen må anses for omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvilket indklagede2 er enig i.

Det må indebære, at klageren i forbindelse med købets ophævelse over for indklagede1 kan kræve tilbagebetaling af alle ydelser inkl. kreditomkostninger, som klageren har betalt til indklagede2 som led i opfyldelsen af den indgåede kreditkøbsaftale, samt at klageren over for indklagede2 kan påberåbe sig kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2.

Det betyder, at klageren derfor fritages for at betale fremtidige ydelser vedrørende købet til indklagede 2, jf. herved § 33, stk. 1.

Hvis indklagede 1 ikke tilbagebetaler købesummen inkl. kreditomkostninger til klageren med det ovenfor nævnte fradrag for kørte km, kan klageren rejse samme pengekrav overfor indkalgede2. I det omfang fritagelse for betaling af indklagede2´s krav ikke opfylder klagerens krav på tilbagebetaling af købesummen, kan klageren således forlange, at indklagede2 godtgør klageren den resterende del af købesummen. Indklagede2 kan dog ikke pålægges at betale mere end, hvad der er modtaget i betaling fra klageren.” Indklagede1 blev pålagt at betale sagsomkostninger. (2004-521/7-613).

5.12.4. Afhjælpning af mangler ved en bil

En forbruger kunne hæve købet af en bil, da bilen havde væsentlige mangler. Forbrugeren var endvidere berettiget til erstatning for transportomkostninger i forbindelse med den erhvervsdrivendes afhjælpningsforsøg

En forbruger, der boede på Bornholm, købte en Chrysler Grand Voyager Van til 41.500 kr., hos en erhvervsdrivende, der boede i Jylland. Allerede på vejen hjem fra Jylland opdagede forbrugeren, at olien løb ud af automatgearkassen, og efter et kort stop var batteriet dødt. Forbrugeren udskiftede batteriet på egen regning.

Forbrugeren lod bilen undersøge på et værksted, hvor det blev oplyst, at bilen havde en defekt converter, samt at det ikke kunne betale sig at reparere gearkassen. Der viste sig endvidere at være en 15 cm lang revne i motorblokken, hvorfra der piblede vand ud.

Forbrugeren krævede herefter købet hævet, eftersom bilen både skulle have en ny motor og gearkasse. Bilen blev herefter undersøgt på et FDM testcenter i Hillerød. Efter at have modtaget testen hentede den erhvervsdrivende bilen for egen regning og udskiftede motorblokken. Han tilbød at montere en anden gearkasse, men han forlangte, at reservedele og gearkasse skulle betales af forbrugeren. Forbrugeren afviste dette og måtte på egen regning fragte bilen hjem til Bornholm.

Forbrugeren fastholdt sit hævekrav. Den erhvervsdrivende afviste kravet og henviste til slutsedlen, hvoraf det fremgik, at bilen var solgt uden klargøring, ligesom det var anført, at der bl.a. var oliespild fra gear og tilsmudset bremseskive. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Slutsedlen indeholder bl.a. vilkår om, at bilen er ”solgt som beset og prøvet, uden garanti af nogen art”. At bilen er solgt uden garanti, betyder efter ordlyden blot, at klageren ikke kan påberåbe sig at have en bedre retsstilling end den, der følger af gældende ret. Vilkåret afskærer derfor ikke klageren fra at påberåbe sig købelovens regler om mangler, hvis bilen ved leveringen var i en ringere stand, end klageren med rette kunne forvente. Det samme gælder vilkåret om, at bilen er solgt som ”beset”, jf. herved købelovens § 77, stk. 1, hvorefter vilkår om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden, og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt som den er og forefindes, ikke kan gøres gældende over for køberen i forbrugerkøb.

Bilen er endvidere solgt ”uden klargøring” og med oplysning om bl.a. oliespild fra gear og tilsmudset bremseskive. Klageren har derfor måttet påregne, at bilen trængte til almindelig klargøring mv.

Den sagkyndige har ved sin undersøgelse af bilen konstateret en række fejl ved bilen af sikkerhedsmæssig karakter, som må antages at have været til stede på leveringstidspunktet, herunder fejl ved gearvælgeren, utæthed ved servopumpe og rustne bremseskiver. Det er den sagkyndiges vurdering, at en udbedring af disse fejl vil løbe op i omkring 27.000 kr., og at det vil løbe op i over 30.000 kr. at lovliggøre bilen og holde den kørende.

Bilen er solgt for en købesum på 41.500 kr., hvilket ifølge den sagkyndiges vurdering ville have været en rimelig pris, såfremt bilen havde været uden de konstaterede sikkerhedsmæssige fejl.

Nævnet finder det på baggrund af den sagkyndiges vurderinger godtgjort, at bilen ved leveringen har været i en væsentlig ringere stand, end klageren med rette kunne vente, og at bilen derfor er behæftet med væsentlige mangler, som berettiger klageren til at hæve købet, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 78, stk. 1, nr. 4.

Klageren har efter et afhjælpningsforsøg foretaget af indklagede haft udgifter på 1.566 kr. til transport af bilen, da indklagede afviste at transportere bilen tilbage til klageren. Det følger af købelovens § 78, stk. 4, at afhjælpning skal ske uden udgift for køberen, og klageren kan derfor kræve udgiften refunderet af indklagede.

Klageren har endvidere i anledning af, at indklagede med urette har afvist klagerens krav, haft udgifter på 2.184 kr. til foretagelse af en test af bilen hos FDM, og klageren er derfor også berettiget til at få denne udgift erstattet.

Nævnet finder det derimod ikke godtgjort, at klageren har krav på at få udgiften på 926 kr. til et nyt batteri refunderet af indklagede.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav samt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2005–521/7-766)

5.12.5. Urigtige oplysninger på prisskilt

En forbruger var berettiget til et afslag i prisen, da der, på et prisskilt for en brugt bil, var givet en urigtig oplysning om den grønne ejerafgift

En forbruger købte en brugt Fiat Brava til 52.500 kr., og på bilens prisskilt stod den grønne ejerafgift angivet til 1.750 kr. halvårligt.

Efterfølgende modtog forbrugeren registreringsattest og opkrævning af afgift, hvor afgiften var fastsat til 2.000 kr. halvårligt.

Forbrugeren forlangte et forholdsmæssigt afslag. Den erhvervsdrivende henviste til, at der på prisskiltet var taget forbehold for eventuelle indtastnings- og trykfejl, samt at det oplyste beløb var hentet fra en database. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede har gjort gældende, at det af prisskiltet fremgår, at der er taget forbehold for ”indtastnings- og trykfejl”. Imidlertid er oplysninger og angivelser, som ikke er rettet senest ved aftalens indgåelse, uanset dette forbehold en del af aftalen, jf. købelovens § 76, stk. 2.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, foreligger der en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren i annoncer eller andet markedsføringsmateriale har givet urigtige eller vildledende oplysninger af betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden.

På bilens prisskilt var den grønne afgift anført til 1.750 kr. halvårligt. Efterfølgende blev klageren afkrævet grøn afgift med 2.000 kr. halvårligt. Der er således tale om en merudgift på 500 kr. årligt i den grønne afgift.

Henset til at der forud for købet er givet forkerte oplysninger, som ikke blev rettet inden aftaleindgåelsen jf. købeloven § 76, stk. 2, finder nævnet, at der er tale om en mangel efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2. Nævnet finder herefter, at klageren er berettiget til et forholdsmæssigt afslag i købesummen jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, som skønsmæssigt fastsættes til 1.000 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt, at forrente forbrugerens krav, samt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2005-521/7-860)

5.13. Transport og flytning

5.13.1. Skade forvoldt under flytning af indbo

En forbruger havde krav på erstatning for udgifterne til reparation af bordet eller for værdiforringelsen. Flyttefirmaet havde ikke krav på at forsøge at udbedre skaden

Under en flytning kom flyttefolkene til at beskadige forbrugerens gamle sybord. Flyttefirmaet tilbød at lade skaden udbedre hos en snedker, som flyttefirmaet kendte. Forbrugeren afslog tilbuddet og lod sin egen snedker udføre reparationen for 1.475 kr. Flyttefirmaet afviste at erstatte regningen for reparation af sybordet, og sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det er under sagen ubestridt, at indklagede kom til at beskadige klagerens sybord under flytningen, og at indklagede er ansvarlig herfor. Parterne er imidlertid uenige om, hvorvidt klageren har skullet affinde sig med et tilbud fra indklagede om, at indklagede ville sørge for reparation af bordet.

Opgørelsen af en forbrugers erstatningskrav i anledning af en tingsskade, som er indtruffet under udførelsen af en tjenesteydelse, skal ske efter almindelige erstatningsretlige principper, jf. betænkning nr. 1133/1988 om forbrugeraftaler om arbejder på løsøre og fast ejendom, s. 282 f. Forbrugeren vil derfor som udgangspunkt kunne kræve erstatning enten for den værdiforringelse, som skaden har medført, eller for udgifterne ved at udbedre skaden. Tilbyder den erhvervsdrivende – som i den foreliggende sag – at sørge for at udbedre skaden, kan det følge af forbrugerens almindelige tabsbegrænsningspligt, at forbrugeren skal give den erhvervsdrivende mulighed herfor. Dette gælder dog ikke, hvis forbrugeren har en særlig grund til at modsætte sig dette, fx fordi noget sådant ligger uden for den erhvervsdrivendes fagområde.

Det fremgår af sagens oplysninger og de i sagen fremlagte fotos, at det beskadigede sybord er en fint forarbejdet antikvitet, og der kan derfor være risiko for, at bordet beskadiges yderligere, såfremt det repareres af andre end en fagmand med de fornødne kvalifikationer. Det er ikke godtgjort, at indklagede eller den snedker, som indklagede eventuelt vil gøre brug af, har de fornødne kvalifikationer, og klageren har derfor ikke været forpligtet til at affinde sig med indklagedes tilbud om at lade bordet reparere.

Da den indsendte regning for reparationen af bordet endvidere forekommer rimelig, når henses til det udførte arbejde og også set i forhold til bordets økonomiske værdi, har klageren herefter krav på at få erstattet den afholdte udgift på 1.475 kr.”

Forbrugerens krav blev forrentet efter rentelovens bestemmelser.

Den erhvervsdrivende blev pålagt at betale 4.000 kr. i sagsomkostninger. (2005-512/7-175)

5.13.2. Prisstigning på klippekort

Et rederi kunne ikke kræve betaling af et oliepristillæg, når der forud for indførelsen af tillægget var indgået en ubetinget aftale om transport til en bestemt pris

En forbruger købte i september 2005 hos et rederi bl.a. et ti-turs-rabatkort til persontransport med færgen. Kortet, der kostede 640 kr., havde en gyldighedsperiode på 2 år. Efter købet indførte rederiet et oliepristillæg.

Da forbrugeren ville bruge klippekortet i oktober måned, blev hun således oplyst om, at hun skulle købe en tillægsbillet til 10 kr. Forbrugeren protesterede mod dette, men rederiet oplyste, at der i rederiets fartplan var et generelt forbehold for prisændringer. Endvidere henviste rederiet til, at besejlingskontrakten med Trafikstyrelsen og den pågældende kommune gav mulighed for under nærmere omstændigheder at pålægge et oliepristillæg.

Trafikstyrelsen og kommunen var endvidere varslet om prisstigningen. Prisstigningen var også blevet varslet i de lokale medier. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter det oplyste til grund, at klageren har erhvervet de omhandlede ti-turs-rabatkort forud for indførelsen af oliepristillægget.

Ved købet af ti-turs-rabatkortene er der indgået en ubetinget aftale om transport, hvorefter indklagede har forpligtet sig til at transportere køberen 10 gange til et på købstidspunktet aftalt vederlag. Der er således mellem parterne indgået en bindende aftale, jf. herved aftalelovens § 1.

På baggrund heraf finder nævnet ikke, at indklagede efterfølgende har været berettiget til at hæve prisen ved at pålægge et oliepristillæg. Der kan herved også henvises til § 13, stk. 2, i pakkerejseloven, hvorefter en udbyder af pakkerejser i forhold til allerede indgåede aftaler kun kan foretage prisforhøjelser, hvis der er taget forbehold herom i aftalen, og i øvrigt forudsat, at aftalen giver tilsvarende mulighed for prisnedsættelser.” Forbrugeren havde således krav på at få det, hun havde måttet betale ekstra, tilbagebetalt med renter, ligesom den erhvervsdrivende blev pålagt at betale sagens omkostninger. (2005-511/7-57)

5.14. Musikinstrumenter, cd’er, videobånd, koncerter mv.

5.15. Aviser, ugeblade, tidsskrifter, bøger

5.16. Øvrige sager

5.16.1. En sportsforening kunne ikke anses for at være en forbruger

Forbrugerklagenævnet kunne ikke behandle en klage fra et distrikt under et stort dansk rideforbund vedrørende køb af et tidtagningsanlæg, da distriktet ikke kunne anses for at være en forbruger

Et distrikt under et stort rideforbund klagede til Forbrugerklagenævnet over et tidtagningsanlæg, der ikke fungerede som lovet ved købet.

Til brug for vurderingen af om distriktet kunne anses for at være en forbruger, oplyste distriktet, at distriktet var en sammenslutning af rideklubber i det pågældende amt. Distriktets opgave var at varetage og koordinere de sportslige interesser over for rideforbundet og de enkelte klubber i distriktet. Distriktsbestyrelsen var ikke skattepligtig og foretog ikke skattemæssige afskrivninger. Distriktets indtægter kom fra de enkelte klubber, der betalte et fast årligt medlemskontingent.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Nævnets kompetence til at behandle en klage forudsætter efter forbrugerklagelovens § 7, at klagen hidrører fra en ”forbruger”. Det er samtidig i § 5 i bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager fastsat, at en forbruger i forhold til Forbrugerklagenævnets virksomhed skal forstås som ”en person, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv”.

Da en klage også kan indgives af en flerhed af personer, kan nævnet dog ikke antages at være afskåret fra at behandle klager fra ikke-erhvervsdrivende foreninger mv., forudsat at klagen vedrører et køb eller en tjenesteydelsesaftale, som ikke har et erhvervsmæssigt sigte.

[Rideforbundet] havde indtægter for i alt 20 mio. kr. i 2004, jf. bilag 9. Nævnet bemærker, at disse indtægter bl.a. stammer fra salg af stævneresultater, sponsorater og kursusvirksomhed. Herudover har forbundet løn og administrationsomkostninger for over 10 mio. kr. samt omkostninger til aktiviteter, uddannelse mv. Forbundets samlede overskud var på ca. 1,3 mio.

På den anførte baggrund finder nævnet, at [rideforbundet] må anses som en professionel sportsklub.

[Rideforbundets] distrikter er nedsat i forbundets regi, og distrikterne skal bl.a. virke for forbundets interesser og yde assistance til forbundets ledelse, jf. forretningsorden for [rideforbundets] distriktsbestyrelser. Nævnet finder derfor, at de enkelte distrikter ikke kan anses som forbrugere. Som følger heraf er nævnet ikke kompetent til at behandle klagen.” (2005-549/7-4)

| Top |

Denne side er kapitel 5 af 7 til publikationen "Forbrugerjura 2006".
Version nr. 1.0 af 30-04-2007
© Forbrugerstyrelsen 2007