| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

5. Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet

5.1. Husholdningsapparater og isenkram

5.1.1. Fortrydelse af køb af vaskemaskine

En forbruger var – efter de dagældende regler i forbrugeraftaleloven - afskåret fra at fortryde købet af en vaskemaskine, som var blevet brugt til tøjvask

En forbruger købte en vaskemaskine via en erhvervsdrivendes hjemmeside. Få dage efter modtagelsen meddelte forbrugeren den erhvervsdrivende, at han ønskede at fortryde aftalen, da vaskemaskinen ikke centrifugerede ordentligt. Den erhvervsdrivende afviste, at købet kunne fortrydes, da en maskine, fordi den havde været i brug, ikke kunne sælges som ny igen.

Forbrugeren havde ikke fået oplysning om fortrydelsesretten. Af den erhvervsdrivendes salgsbetingelser på hjemmesiden fremgik imidlertid følgende: ”Ved køb over Internettet er der 14 dages fuld returret på alle varer. Det er dog en betingelse, at varen er ubrugt (samme stand som ved modtagelsen) og i ubrudt emballage (emballagen skal være i væsentlig samme stand som ved modtagelsen).” Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der bad en vaskemaskinesagkyndig oplyse, om vaskemaskinen kunne sælges som ny igen, når den havde været brugt til en enkelt tøjvask. Den sagkyndige oplyste, at en vaskemaskine i så fald måtte sælges med en prisreduktion. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt den i sagen omhandlede vaskemaskine via indklagedes hjemmeside til levering på klagerens bopæl. Nævnet lægger derfor til grund, at der foreligger et fjernsalg omfattet af forbrugeraftaleloven, jf. lov nr. 886 af 23. december 1987 med senere ændringer, som var gældende på aftaletidspunktet (nu lov nr. 451 af 9. juni 2004).

Klageren har oplyst, at han ikke har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten, ligesom han ikke har modtaget oplysninger om betingelserne for og fremgangsmåden ved udnyttelse af fortrydelsesretten.

Nævnet finder indledningsvist anledning til at bemærke, at indklagede efter forbrugeraftalelovens § 11 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 3 (nu § 12, stk. 1 til 3), senest ved varens overgivelse til forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium har haft pligt til bl.a. at give forbrugeren oplysning om fortrydelsesretten og betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af denne. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5938), at et varigt medium også kan være en e-mail, en diskette eller en cd-rom, men at en hjemmeside med den nuværende teknologi ikke kan betegnes som et varigt medie.

De i bilag 3 vedlagte salgsbetingelser har sagsbehandleren udprintet fra indklagedes hjemmeside, og der er ikke i fakturaen eller i andre dokumenter sendt til klageren givet tydelig oplysning om fortrydelsesretten. Den manglende oplysning om fortrydelsesretten på et varigt medium medfører efter forbrugeraftalelovens § 12 a, stk. 2, sammenholdt med stk.1 (nu § 18, stk. 3, sammenholdt med stk. 2), at klageren har fortrydelsesret i op til 3 måneder fra leveringsdatoen.

Vaskemaskinen blev leveret den 1. oktober 2003, og klageren meddelte ved e-mail af 12. oktober 2003, at han ønskede at fortryde købet. Der er således ikke tvivl om, at klageren - trods den manglende oplysning om fortrydelsesretten - har fortrudt købet rettidigt. Indklagede afviste imidlertid at tage maskinen tilbage, da den var blevet afprøvet.

Der er således i sagen alene tvist om, hvorvidt det forhold, at klageren har afprøvet maskinen ved at vaske tøj i den, afskærer ham fra at fortryde købet af vaskemaskinen.

Fortrydelsesretten er efter § 12 a, stk. 6 (nu § 20, stk. 1), i lov om visse forbrugeraftaler betinget af, at det modtagne kan tilbagegives til den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da køberen fik det i hænde. At køberen har taget varen i brug er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende. Det følger dog af § 12 a, stk. 6, 2. pkt., jf. § 8, stk. 1, 2. pkt.( nu § 20, stk. 3), at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende efter ibrugtagning, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi.

I bemærkningerne til § 8, stk. 1, 2. pkt. (Folketingstidende 1977/78, billag A, sp. 761), er anført: ”Bestemmelsen i 2. pkt. sigter til nogle undtagelsestilfælde, hvor selve ibrugtagningen af en vare medfører en formindskelse af dens salgsværdi, uanset at den for så vidt er i samme stand som før. Som eksempel kan nævnes en fabriksny bil eller en plomberet grammofonplade. Bestemmelsen kan kun påberåbes af sælgeren, såfremt ibrugtagningen konkret er af en sådan art, at den må antages at have mindsket varens salgsværdi, og forbrugeren under hensyn til varens art måtte være klar over denne følge af ibrugtagningen. Bestemmelsen bygger på den betragtning, at man i disse specielle tilfælde med rimelighed kan kræve, at køberen gør sin stilling op, inden han tager varen i brug”.

Nævnet lægger til grund, at klageren har afprøvet vaskemaskinen til tøjvask, men at han var utilfreds med centrifugeringsevnen, og at han derfor fortrød købet. Nævnet lægger endvidere efter den sagkyndiges erklæring til grund, at selv en enkelt afprøvning af maskinen til tøjvask vil medføre en formindskelse af maskinens salgsværdi.

Tre nævnsmedlemmer finder, at det må have været åbenbart for klageren, at han ikke kunne fortryde købet, når maskinen var brugt til tøjvask. Disse nævnsmedlemmer har herved lagt vægt på, at en vaskemaskine kun kan afprøves ved, at den tilsluttes elog vandforsyningen, at der tilføres vand og sæbe, og at maskinen ikke umiddelbart er tilgængelig for aftørring/rengøring efter afprøvningen. Dertil kommer, at man ikke kan afprøve en vaskemaskine til tøjvask, når man køber den i en almindelig forretning. Disse nævnsmedlemmer finder herefter ikke, at klageren opfylder betingelserne for at fortryde købet og kan derfor ikke give klageren medhold i det fremsatte krav.

To nævnsmedlemmer finder, at det ikke har været åbenbart for klageren, at en afprøvning af maskinen til tøjvask medfører en formindskelse af varens salgsværdi. Disse nævnsmedlemmer har herved lagt vægt på, at varer, der sælges ved fjernsalg, som hovedregel kan afprøves, uden at det efter loven medfører tab af fortrydelsesretten, uanset om den konkrete vare ikke kan afprøves eller monteres ved køb i en almindelig forretning. Hertil kommer, at indklagede ikke ved købet har gjort klageren opmærksom på, at fortrydelsesretten bortfalder ved ibrugtagning af maskinen. Efter disse nævnsmedlemmers opfattelse har indklagede derfor ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse under henvisning til, at klageren har afprøvet vaskemaskinen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og der kan derfor ikke gives klageren medhold i det fremsatte krav om udnyttelse af fortrydelsesretten.” (2003-441/7-100)

5.1.2. Komfur kunne ikke tilsluttes eksisterende installationer

Den erhvervsdrivende burde have oplyst forbrugeren om, at tilslutning af det komfur, forbrugeren havde købt, forudsatte en el-installation med 3 faser

En forbruger bestilte levering og montering af et el-komfur uden at drøfte komfurets tilslutningskrav med sælgeren.

Ved leveringen stod det klart, at komfuret ikke kunne tilsluttes klagerens eksisterende el-installation, fordi komfuret krævede en el-installation med 3 faser, mens forbrugeren kun havde 2 faser indlagt.

Forbrugeren ønskede at hæve købet og få pengene tilbage, men den erhvervsdrivende ville kun tage komfuret tilbage, hvis forbrugeren accepterede en reduktion i tilbagekøbsprisen på 20% til dækning af kørsel og forventet tab ved gensalg af komfuret til nedsat pris.

Den erhvervsdrivende henviste til, at forbrugeren havde fået det aftalte komfur og i øvrigt havde modtaget brochuremateriale med oplysning om installationskravene.

Forbrugeren afviste at have modtaget oplysninger om installationskrav forud for købet og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige udtalte under sagen, at det kun er inden for de seneste 2-3 år, at hvidevareproducenterne havde lavet keramiske komfurer, der kun kunne anvendes med 3 faser. Der er fortsat mange huse – og især lejligheder - fra før 1970, der kun har to faser installeret. Ifølge den sagkyndige bør den erhvervsdrivende være bekendt med problemstillingen omkring 2 eller 3 faser, mens en forbruger ikke kan forventes at have den fornødne viden herom.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af oplysningerne i sagen, at indklagede den 23. august 2004 fremsendte brochuremateriale til klageren, hvori oplysningerne om komfurets installationskrav var indeholdt. Dette brochuremateriale blev imidlertid først fremsendt, efter at det var konstateret, at det ikke var muligt at installere komfuret. Klageren har bestridt at have modtaget tilsvarende oplysninger tidligere, og nævnet finder det herefter ikke godtgjort, at indklagede, hvem bevisbyrden herfor påhviler, har fremsendt oplysningerne om komfurets installationskrav til klageren forud for aftalens indgåelse, eller at klageren i øvrigt af indklagede var gjort bekendt med eller på anden måde var bekendt med disse oplysninger.

Der er enighed om, at parterne ikke ved købsaftalens indgåelse i juli 2004 drøftede komfurets tilslutningskrav, og nævnet lægger herefter til grund, at klageren ikke var klar over, at det pågældende komfur ikke kunne tilsluttes de eksisterende installationer. Nævnet lægger videre efter den sagkyndiges udtalelser til grund, at det alene er inden for de seneste år, der er produceret komfurer, som kun kan anvendes på 3 faser.

Efter bestemmelsen i købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der en mangel, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.

I hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor indklagede påtager sig at installere komfuret, og hvor indklagede ikke kan forvente, at klageren er bekendt med komfurets tekniske specifikationer, og hvor indklagede som den professionelle part har været eller burde være bekendt med tilslutningskravene, finder nævnet, at det har påhvilet indklagede forud for købet at oplyse klageren om komfurets tilslutningskrav, herunder at installationen forudsætter 3 faser.

Da indklagede ikke forud for købet har givet klageren oplysningerne, er komfuret derfor behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76. stk. 1, nr. 3. Klageren er, da manglen må anses for væsentlig, berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4 og få købesummen tilbagebetalt. Indklagede var derfor ikke berettiget til at fradrage 20% af købesummen svarende til 2.259 kr. ved tilbagetagelsen. Indklagede skal herefter betale 2.259 kr. til klageren.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt, at forrente forbrugerens krav. (2004-4112/7-97)

5.1.3. Uanmodet henvendelse til en forbruger

Udfyldelse af en blanket med henblik på deltagelse i en konkurrence. Blanketten indeholdt ikke en udtrykkelig og utvetydig anmodning fra forbrugerne om at blive ringet op

En forbruger udfyldte på en messe en blanket med diverse spørgsmål med henblik på deltagelse i en lodtrækning, hvor man kunne vinde en præmie. Blanketten havde følgende ordlyd:

  Sæt kryds
  JA NEJ
Har du tidligere set en DEFENDER luftrenser?   X
 
Mener du at det er vigtigt med ren luft i hjemmet? X  
 
Lider du, eller andre i husstanden, af støvallergi? X  
 
Er der ryger i hjemmet? X  
 
Har du hund eller kat?   X
 
Har du helt eller delvist tæpper på gulvene? X  
 
Vil du deltage i vores lodtrækning? X  
 
*Kunne du tænke dig en mere og effektiv rengøring som kunne spare dig både tid og penge? X  
 
Navn:_________________________________ Tlf.:_________
 
Adresse:____________________________________________
 
Postnr.:_____________ By:_____________________________
 
Alder:___ Antal i husstanden:___ Gift/samlever:___ Enlig:___
 
Stilling:_________________ Bor du i hus:____ Lejlighed:____

*Som et særligt messetilbud giver vi alle der sætter X i JA i dette spørgsmål, et tilbud om en gratis og uforpligtende fremvisning hjemme hos dig selv. (Du får en opringning)

Forskning og udvikling indenfor indeklima i mere end 70 år

Forbrugeren havde krydset skemaet af som anført ovenfor. Kort tid efter rettede den erhvervsdrivende (indklagede 1) henvendelse til forbrugeren med henblik på at aftale tid til en fremvisning af dennes produkter. Forbrugeren købte efter en demonstration i hjemmet en støvsuger til en pris af 15.995 kr.

Lånet blev finansieret af en finansier (indklagede 2). Låneaftalen blev indgået ved, at den erhvervsdrivende havde medbragt en låneansøgning, som forbrugeren underskrev, hvorefter den erhvervsdrivende stod for resten. Lånebeløbet blev udbetalt direkte fra finansieren til den erhvervsdrivende.

Forbrugeren reklamerede 2 måneder efter købet over, at støvsugerslangen faldt af, og at støvsugeren ødelagde klagerens tæppe. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, idet forbrugeren gjorde gældende, at det købte produkt ikke levede op til, hvad der af den erhvervsdrivende var blevet stillet hende i udsigt i forbindelse med købets indgåelse. Samtidig gjorde forbrugeren gældende, at aftalen var ugyldig.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

” Ifølge oplysningerne i sagen blev salgsslutsedlen og låneansøgningen underskrevet i forbindelse med indklagede 1’s demonstration af støvsugeren i klagerens hjem.

Efter dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1 (som svarer til den nugældende lovs § 6, stk. 1), må en erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Det fremgår af lovens forarbejder, at en forbrugers anmodning om en henvendelse fra den erhvervsdrivende skal være udtrykkelig og utvetydig, og det er i forbindelse hermed anført, at en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en anmodning fra forbrugeren om at modtage personlige eller telefoniske henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Klagerens daværende samlever havde forud for salgsdemonstrationen udfyldt et spørgeskema, jf. bilag 2 til sagsfremstillingen, hvori samleveren bl.a. svarede ja til at deltage i en lodtrækning og til, at han var interesseret i en mere effektiv rengøring. Der var samtidig i en note til det sidstnævnte spørgsmål anført følgende: ”Som et særligt messetilbud giver vi alle, der sætter X i JA til dette spørgsmål, et tilbud om en gratis og uforpligtende fremvisning hjemme hos dig selv. (du får en opringning).” Samleverens udfyldning af det omhandlede skema opfylder efter nævnets vurdering ikke de krav, som må stilles for, at der kan antages at foreligge en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at måtte modtage en henvendelse fra indklagede 1 med henblik på indgåelse af aftale om køb af en støvsuger og om finansiering heraf.

Nævnet lægger på den baggrund til grund, at aftalen, om at indklagede 1 måtte foretage en salgsdemonstration under et hjemmebesøg hos klageren og dennes samlever, kom i stand, uden at der forelå en forudgående anmodning herom fra klagerens eller samleverens side. Da indklagede 1 ’s telefoniske henvendelse til parret og det efterfølgende hjemmebesøg derfor må anses for at være sket i strid med den dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1, følger det herefter af lovens § 3 (som svarer til den nugældende lovs § 7), at der ikke er indgået nogen aftaler, som er bindende for parret.

Klagerens krav, om at købet og finansieringsaftalen skal anses for uforbindende, er derfor berettiget.

Parret har efter det oplyste reklameret over støvsugeren den 1. februar 2003, dvs. lidt over 2 måneder. efter købet, og det må antages, at de på dette tidspunkt ville have påberåbt sig, at de indgåede aftaler ikke var bindende for dem, såfremt de havde været bekendt med deres retsstilling. Nævnet finder på denne baggrund, at klageren ikke har udvist en rettighedsfortabende passivitet.

Efter oplysningerne i sagen har der endvidere foreligget et sådant samvirke mellem indklagede 1 og indklagede 2, at købet og finansieringsaftalen må anses for at udgøre et såkaldt lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvilket indebærer, at indklagede 1 hæfter for tilbagebetaling af hele kreditkøbsprisen inklusiv kreditomkostninger, samt at klageren også kan påberåbe sig reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2, som grundlag for at gøre indsigelser og pengekrav gældende mod indklagede 2.

Disse bestemmelser er sålydende:

”§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende, som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.” ”

Da forbrugeren og hendes samlever intet havde betalt hverken til indklagede 1 eller indklagede 2 i anledning af lånekøbet, blev forbrugeren fritaget for at betale ydelser til nogen af de indklagede mod at stille støvsugeren til indklagede 1’s disposition. (2003-432/7-32)

5.1.4. Uanmodet henvendelse til en forbruger

Udfyldelse af en blanket med henblik på deltagelse i en konkurrence. Blanketten indeholdt ikke en udtrykkelig og utvetydig anmodning fra forbrugeren om at blive ringet op

Et ægtepar udfyldte på et marked en blanket med diverse spørgsmål med henblik på at vinde et gavekort på 500 kr. Blanketten havde følgende ordlyd:

”Behovsanalyse af indeklima
Vind et gavekort til værdi 500 kr.

  Højt Middel Lavt
Hvor højt prioriterer i jeres indeklima ? X    

  Ja Nej
Har i hund eller kat indendørs ?
………
………
………		 X  
Har i kendskab til XX’s produkter?
 		   X
Deltag i lodtrækningen om et gavekort
til værdi af 500 kr. Modtag evt. en gratis og uforpligtende fremvisning, og se hvordan jeres indeklima kan forbedres.
(Vi ringer til Dig/Jer) X  
  Ja Nej

Gæt prisen

  10000,- 18000,- 24000,- 32000,-
Sæt kryds X      
Navn……        
Adresse….        
Telefonnummer…”        

Forbrugerne havde krydset skemaet af som anført ovenfor. Kort tid efter rettede den erhvervsdrivende (indklagede 1) henvendelse til forbrugerne med henblik på at aftale tid til en fremvisning af dennes produkter. Forbrugerne købte efter en demonstration i hjemmet en støvsuger samt en luftrenser til en samlet pris af 23.000 kr.

Lånet blev finansieret af en finansier (indklagede 2). Låneaftalen blev indgået ved, at den erhvervsdrivende havde medbragt en låneansøgning, som ægteparret underskrev, hvorefter den erhvervsdrivende stod for resten. Lånebeløbet blev udbetalt direkte fra finansieren til den erhvervsdrivende.

Forbrugerne reklamerede ca. 4 måneder efter modtagelse af produkterne over, at støvsugerens sugeevne ikke var så god som lovet, og at luftrenseren larmede. 3 måneder senere gentog klagerne reklamationen. Ca. 1 år og 5 måneder efter købsaftalens indgåelse indbragte forbrugerne sagen for Forbrugerklagenævnet, idet de gjorde gældende, at de købte produkter ikke levede på til, hvad der af den erhvervsdrivende var blevet stillet dem i udsigt i forbindelse med købets indgåelse. Samtidig gjorde ægteparret gældende, at aftalen var ugyldig. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Aftalen er indgået ved underskrivelse af en slutseddel, som er fortrykt indklagedes 1´s logo, navn og adresse på iøjnefaldende måde. Nævnet finder, at indklagede 1 ved at forsyne sit forhandlernet med sådanne slutsedler har skabt en legitimation for den enkelte forhandler til at binde indklagede 1 som aftalepart, hvis den, som aftalen indgås med, som følge af slutsedlens udformning er i god tro om, at aftalen er indgået med indklagede 1.

I den foreliggende sag er slutsedlen forsynet med en sælgerunderskrift, men den pågældendes stempel er ikke påført kontrakten, som heller ikke indeholder oplysning om hans forretningsadresse eller telefonnummer, hvorfor slutsedlen klart fremtræder som indgået med indklagede 1 som aftalepart, og klagerne har da også indgivet klagen mod indklagede 1, jf. klageformularens pkt. 8.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at den indgåede aftale er indgået med indklagede 1 som aftalepart, og at indklagede 1 dermed er rette indklagede.

Ifølge oplysningerne i sagen blev salgsslutsedlen og låneansøgningen underskrevet i forbindelse med sælgerens demonstration af støvsugeren og luftrenseren i klagernes hjem. Klagerne har om baggrunden for hjemmebesøget oplyst, at de krydsede et skema af på et marked i Brønderslev, og at sælgeren efterfølgende henvendte sig telefonisk og kom til klagernes hjem for at fremvise støvsugeren. Ved dette besøg blev der indgået aftale om køb af en støvsuger og en luftrenser.

Ifølge den dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1 (som svarer til den nugældende lovs § 6, stk. 1), må en erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Det fremgår af lovens forarbejder, at en forbrugers anmodning om en henvendelse fra den erhvervsdrivende skal være udtrykkelig og utvetydig, og det er i den forbindelse anført, at en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en anmodning fra forbrugeren om at modtage personlige eller telefoniske henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Klagernes udfyldning af en ”Behovsanalyse af indeklima” med henblik på at vinde et gavekort til en værdi af 500 kr., jf. bilag 3 til sagsfremstillingen, opfylder efter nævnets vurdering ikke de krav, som må stilles for, at der kan antages at foreligge en udtrykkelig og utvetydig anmodning fra klagerne om at måtte modtage en henvendelse fra sælgeren/indklagede 1 med henblik på indgåelse af aftale om køb af en støvsuger samt luftrenser og om finansiering heraf.

Nævnet lægger på baggrund heraf til grund, at aftalen, om at sælgeren måtte foretage en salgsdemonstration under et hjemmebesøg hos klagerne, kom i stand, uden at der forelå en forudgående anmodning herom fra klagernes side. Da sælgerens telefoniske henvendelse til klagerne og det efterfølgende hjemmebesøg dermed må anses for at være foretaget i strid med den dagældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 1, følger det herefter af denne lovs § 3 (som svarer til den nugældende lovs § 7), at der ikke er indgået nogen aftaler, som er bindende for klagerne.

Klagernes indsigelse, om at købet og finansieringsaftalen er ugyldige, er derfor berettiget.

Klagerne har efter det oplyste reklameret over støvsugeren og luftrenseren i januar 2002, dvs. ca. 4 måneder efter købet, og det må antages, at de på dette tidspunkt ville have påberåbt sig, at de indgåede aftaler ikke var bindende for dem, såfremt de havde været bekendt med deres retsstilling. Nævnet finder på denne baggrund, at klagerne ikke har udvist en rettighedsfortabende passivitet.

Efter oplysningerne i sagen har der endvidere foreligget et sådant samvirke mellem indklagede 1 og indklagede 2, at købet og finansieringsaftalen må anses for at udgøre et såkaldt lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvilket indebærer, at indklagede 1 hæfter for tilbagebetaling af hele kreditkøbsprisen inklusiv kreditomkostninger, samt at klagerne også kan påberåbe sig reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2, som grundlag for at gøre indsigelser og pengekrav gældende mod indklagede 2.

Disse bestemmelser er sålydende:

”§ 33. Forbrugeren kan over for anden kreditor gøre samme indsigelser gældende, som over for kreditgiveren, sælgeren eller leverandøren af en tjenesteydelse.

Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.”

På den baggrund fritog nævnet forbrugerne for at betale fremtidige ydelser til den erhvervsdrivende, ligesom den erhvervsdrivende blev pålagt at tilbagebetale, hvad forbrugerne havde betalt til nogen af de indklagede. Nævnet fastslog, at finansieren, indklagede 2, hvis den erhvervsdrivende ikke opfyldte sin forpligtelse, skulle opfylde indklagede 1’s forpligtelser. Indklagede 2 var dog ikke forpligtet til at tilbagebetale mere, end hvad indklagede 2 havde modtaget af forbrugerne i anledning af lånekøbet. Den erhvervsdrivende (indklagede 1) blev herudover pålagt at forrente forbrugernes krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2003-432/7-28)

Forbrugerklagenævnet har tidligere truffet afgørelse i en lignende sag (432/7-4), jf. Forbrugerjura 2004 side 58-61. Nævnet tilsidesatte også i denne sag aftalen som ugyldig, idet der var sket uanmodet henvendelse. Blanketterne i ovenstående sag og tidligere sag er identiske.

5.2. Radio/tv mv.

5.2.1. Fortolkning af prisgaranti

Metro blev anset for at være ”en konkurrent” til en stor detailhandelskæde

En forbruger købte et fjernsyn til 6.999 kr. hos den erhvervsdrivende, som samtidig gav en 14 dages prisgaranti med ordlyden: ”Køber du en vare i (..) til mere end kr. 1000,- og ser den samme vare annonceret til en lavere pris inden 14 dage hos en af vores konkurrenter, kan du nyde godt af (..)´s prisgaranti.”

Dagen efter købet opdagede forbrugeren, at et fjernsyn af samme mærke og model blev annonceret til salg for 5.555 kr. hos Metro Cash & Carry, og rettede derfor henvendelse til den erhvervsdrivende for at udnytte prisgarantien. Den erhvervsdrivende afviste imidlertid forbrugerens krav under henvisning til, at Metro var en engrosvirksomhed og derfor ikke kunne betragtes som en konkurrent.

Forbrugeren valgte efterfølgende at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Klageren købte hos indklagede et tv, der var omfattet af nedennævnte prisgaranti.

Klageren så inden for garantiperioden samme type tv annonceret hos Metro Cash & Carry til en pris, der var l.444 kr. lavere end indklagedes. Hun krævede herefter prisforskellen udbetalt.

Prisgarantien har følgende ordlyd:
”14 dages prisgaranti: Køber du en vare i [navnet] til mere end kr. 1.000,- og ser den samme vare annonceret til en lavere pris inden 14 dage fra købet hos en af vores konkurrenter, kan du nyde godt af [navnet]’s prisgaranti. Det betyder, at du får tilbagebetalt prisforskellen. Det eneste du skal gøre er at medbringe konkurrentens annonce eller katalog sammen med din kvittering. Prisgarantien gælder ikke mobiltelefoner, paraboludstyr, køtilbud, varer i begrænset antal, varer udbudt på internettet og åbningstilbud. Endelig skal vores konkurrent også have varen på lager, når du viser os annoncen.”

Indklagede har afvist klagerens krav om udbetaling af prisdifferencen med den begrundelse, at Metro ikke hører til kredsen af indklagedes konkurrenter, idet Metro ikke udbyder varer i detailsalg, men sælger en gros til detailhandlende.

I prisgarantien er det ikke nærmere fastlagt, hvad der skal forstås ved ”konkurrenter”. Nævnet finder, at der herved må forstås andre erhvervsdrivende, som inden for samme geografiske område forhandler samme varetyper som indklagede, og som henvender sig til i det væsentlige samme kundegrupper.

Nævnet finder, at det er almindelig kendt, at erhvervsdrivende og private forbrugere hos Metro kan købe varer til eget brug, idet Metro i et vist omfang udbyder varer i detailsalg, jf. således Højesterets dom af 27. juni 1977 (U.1977.670H) og Højesterets dom af 27. juni 1989 (U.1989.847H). Metro anses herefter for med hensyn til salg af tv-apparater i forhold til indklagede at være ”konkurrent” i prisgarantiens forstand.”

Nævnet finder derfor at klageren har krav på at få udbetalt prisdifferencen på 1.444 kr. i henhold til prisgarantien. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren havde afsendt sit tilbagebetalingskrav til den erhvervsdrivende. (2005-4012/7-598)

5.3. Computere mv.

5.3.1. Køb af computer var ikke et forbrugerkøb

Forbrugerklagenævnet kunne ikke behandle en tvist mellem en forbruger og en sælger, da forbrugeren havde ladet en virksomhed købe computeren i virksomhedens eget navn via sælgerens storkundeafdeling

En far skulle købe en computer for sin søn. Faderen, der var ansat i en virksomhed, der tidligere havde handlet med sælgeren, bestilte computeren via sælgerens hjemmeside for storkunder, der ikke forestod salg til private. Ved bestillingen blev virksomheden angivet som køber (att. faderen) og virksomhedens adresse (att. faderen) som leveringsadresse. Computeren blev ikke betalt af virksomheden men af sønnen.

Da sønnen efterfølgende reklamerede over en fejl ved computeren, afviste sælgeren forbrugeren med henvisning til, at købsaftalen var indgået med en virksomhed, og der derfor ikke var tale om en forbrugeraftale, hvor forbrugeren har krav på to års reklamationsret. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede har gjort gældende, at Forbrugerklagenævnet ikke er kompetent til at behandle klagen, da aftalen er indgået mellem to erhvervsdrivende.

Det følger af forbrugerklagelovens § 7, at nævnets kompetence til at behandle en klage forudsætter, at der er indgået en forbrugeraftale. Ved en forbrugeraftale forstås en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, mens den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Nævnet skal derfor tage stilling til, om der i denne sag er indgået en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, eller der foreligger en aftale mellem to erhvervsdrivende.

Klageren har oplyst, at computeren er købt af klageren til privat brug. Klageren har dog samtidig erkendt, at bestillingen af computeren er foretaget gennem klagerens fars virksomhed og i denne virksomheds eget navn. Indklagede har supplerende oplyst, at computeren er indkøbt via indklagedes storkundeafdeling, som ikke sælger til private.

Nævnet finder, at købet i en situation som den foreliggende må anses for foretaget af den indkøbende virksomhed i eget navn og dermed som indkøbskommissionær for klageren. Idet kommissionæren (virksomheden) er erhvervsdrivende, er købet indgået med en erhvervsdrivende køber. At den erhvervsdrivende køber har indgået aftalen for en privat og efterfølgende har overgivet varen til denne til privat brug, kan ikke gøre aftalen til en forbrugeraftale. Indklagede må således kunne indrette sig på, at salg, som er sket via indklagedes storkundeafdeling til en virksomhed, ikke er undergivet den beskyttelsespræceptive forbrugerlovgivning, herunder reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven samt købelovens beskyttelsesregler i forbrugerkøb.

Nævnet finder herefter ikke, at køberen af computeren er forbruger, hvorfor nævnet ikke er kompetent til at behandle klagen, jf. forbrugerklagelovens § 7” (2004-4031/7-1327)

5.3.2. Reklamation behandlet som forsikringssag

Den erhvervsdrivende var ikke berettiget til at behandle forbrugerens reklamation over fejl på en bærbar computer som en forsikringssag og opkræve selvrisiko

Forbrugeren købte en bærbar computer til 21.999 kr. og tegnede samtidig en tryghedsforsikring.

Ca. 1 år og 4 måneder efter købet reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende over, at computerens tænd-knap ikke virkede.

Den erhvervsdrivende meddelte, at det ikke kunne betale sig at reparere computeren, men at forbrugeren i henhold til tryghedsforsikringen var berettiget til en tilsvarende computer mod at betale en selvrisiko på 500 kr.

Forbrugeren protesterede mod betalingen af selvrisikoen, idet han mente, at fejlen måtte være dækket af en producentgaranti eller efter købeloven. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har gjort gældende, at computeren er omfattet af garantidækning. Til dokumentation herfor har klageren indsendt et udprint fra producentens hjemmeside, der er dateret ca. halvandet år efter købet. Der er imidlertid ikke i øvrigt fremlagt dokumentation for garantidækning i form af fx medfølgende garanticertifikat, og nævnet finder det derfor ikke mod indklagedes benægtelse godtgjort, at computeren er omfattet af en producentgaranti.

Klageren har endvidere gjort gældende, at computeren, der blev indleveret inden for købelovens 2-års-frist, var behæftet med en mangel efter købelovens regler. Klageren har henvist til, at der var tale om en komponentfejl ved computerens tænd-knap. Efter at have foranlediget computeren undersøgt på sit værksted har indklagede anerkendt, at den var fejlbehæftet, men indklagede mener ikke, at fejlen giver klageren beføjelser i henhold til købeloven, men alene i henhold til den tegnede forsikring.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at i de tilfælde hvor købelovens beskyttelsespræceptive regler om mangler i forbrugerkøb finder anvendelse, så kan den omstændighed, at køberen har tegnet en tillægsforsikring, ikke føre til, at køberen ved en reklamation stilles ringere, end hvad der følger efter købeloven. F.eks. kan sælgeren ikke opkræve selvrisiko under henvisning til forsikringsbestemmelserne, hvis køberens reklamation vedrører en mangel, der (også) efter købelovens regler berettiger køberen til at få varen ombyttet. Såfremt indklagede vil gøre gældende, at en fejl, der afhjælpes i form af vederlagsfri ombytning inden for købelovens reklamationsfrist, ikke er en mangel i købelovens forstand, men en fejl, der er dækket af forsikringen, påhviler det indklagede at bevise dette. Indklagede har imidlertid ikke nærmere redegjort for, hvad der var galt med computeren, hverken over for klageren eller i forbindelse med denne sags behandling. Hertil kommer, at computeren er bortskaffet af indklagedes værksted, forinden nævnets sagkyndige har kunnet foretage en vurdering af fejlen. På den baggrund finder nævnet, at det i denne sag kommer indklagede bevismæssigt til skade, at det ikke er muligt at fastslå, hvilken fejl computeren havde. Nævnet lægger derfor til grund, at computeren var behæftet med en oprindelig mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, og indklagede derfor ikke var berettiget til at kræve betaling af selvrisikoen. Indklagede skal derfor tilbagebetale den opkrævede selvrisiko på 550 kr. til klageren” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt af forrente forbrugerens krav. (2003-4031/7-749)

5.3.3. Batteri i bærbar computer kollapsede efter 8 måneder

Ukorrekt opladning og brug var formentlig årsag til, at batteriet kollapsede. Da sælgeren ikke havde givet de nødvendige oplysninger om brug og vedligeholdelse af batteriet, blev computeren anset for mangelfuld

Efter ca. 8 måneder efter købet af en bærbar computer konstaterede en forbruger, at batteriet var kollapset. Forbrugeren reklamerede til sælgeren, der afviste reklamationen under henvisning til, at batteriet hverken var dækket af købeloven eller af producentens 6 måneders garanti på batterier. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndige erklæring til grund, at batteriet af mærket Li-Ion har en gennemsnitlig levetid på 1-1½ år. Levetiden afhænger imidlertid i høj grad af brugen, herunder af om batteriet oplades korrekt, om der anvendes mange strømforbrugende værktøjer, om batteriet udsættes for varme osv.

Det fremgår endvidere af den sagkyndiges erklæring, at selvom batteriets levetid har ligget en hel del under det normale, så er sandsynligheden for en fabrikationsfejl meget lille. Nævnet må derfor lægge til grund, at den korte levetid skyldes en uhensigtsmæssig brugspåvirkning.

Det fremgår af købelovens § 75 a, stk. 1, at køberen i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på montering, anvendelse, opbevaring og vedligeholdelse af salgsgenstanden.

Da måden, hvorpå batteriet oplades, bruges osv., har afgørende indflydelse på batteriets levetid, og da en almindelig forbruger ikke kan forventes at have den fornødne viden herom, finder nævnet, at en sådan brugsanvisning må anses for nødvendig.

Vedrørende batteriet er følgende angivet i manualen:

”Vedligeholdelse af batteriet

Følg disse anvisninger for at passe på batteriet:

  • Brug kun batterier af samme type ved udskiftning. Sluk for computeren, før du fjerner eller udskifter batterier.
  • Du må ikke pille ved batterierne. Opbevar dem utilgængeligt for børn.
  • Bortskaf brugte batterier i henhold til lokale regulativer. Indlever om muligt batterierne til genanvendelse.

Nævnet finder herefter ikke, at den af indklagede angivne anvisning er tilstrækkelig fyldestgørende til, at klageren har kunnet anvende og vedligeholde batteriet korrekt, og computeren må derfor anses for mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 75 a, stk. 1. Klageren er berettiget til en erstatning på 1.300 kr. svarende til prisen for et nyt batteri jf. herved købelovens § 80, stk. 1, nr. 2.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor Forbrugerstyrelsen havde fremsendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2004-4031/7-1297)

5.3.4. Revner i backcover på bærbar computer

Da det ikke var muligt at afhjælpe manglen, kunne forbrugeren ikke hæve i medfør af § 78, stk. 4. Da computeren i kraft af den erhvervsdrivendes tidligere reparationer, havde været anvendelig i en væsentlig del af dens forventede brugsperiode, ansås manglen ikke for væsentlig

På grund af revnedannelser i backcoveret, fik en forbruger udskiftet display-elementet på sin bærbare computer 3 gange indenfor de første 2 år efter købet. Ved hver lejlighed havde den erhvervsdrivende modtaget reklamationen og foretaget reparation uden beregning.

Cirka 13 måneder efter den seneste reparation konstaterede forbrugeren, at der igen opstod revnedannelser i backcoveret. Den erhvervsdrivende mente, at skaden var opstået som følge af en forkert eller uhensigtsmæssig adfærd fra forbrugerens side, som ikke var dækket af reklamationsretten.

Forbrugeren fik sin bærbare computer tilbage, uden at der var foretaget reparation, og forlangte købet hævet, da manglen ikke var afhjulpet inden rimelig tid. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”På baggrund af den sagkyndiges udtalelser lægges det til grund, at den bærbare pc har en uhensigtsmæssig konstruktion, idet plastmaterialet på backcoveret belastes uforholdsmæssigt meget i forbindelse med åbning og lukning på grund af høj friktion i hængslerne samt ringe stivhed i hjælperammerne. Det lægges samtidig til grund, at der er tale om en mangel, som ikke er mulig at afhjælpe tilfredsstillende.

I overensstemmelse med den sagkyndiges erklæring lægger nævnet endvidere til grund, at der ikke er grundlag for at antage, at klageren har udsat computeren for uhensigtsmæssig brugspåvirkning eller forkert behandling, som har kunnet forårsage de konstaterede revnedannelser i backcoveret.

Nævnet finder således, at den bærbare pc er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2.

Da den bærbare pc – på trods af den konstaterede mangel – gennem indklagedes afhjælpningsforsøg har kunnet bruges af klageren i 3 år og fortsat synes at være anvendelig trods revnedannelserne i backcoveret, er det nævnets opfattelse, at pc’en allerede har været brugt i en væsentlig del af dens forventede brugsperiode. Nævnet finder under disse omstændigheder ikke, at manglen kan betegnes som så væsentlig, at den berettiger klageren til at hæve købet. Klageren har i stedet krav på at få et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Dette afslag fastsættes skønsmæssigt til 2.500 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren havde afsendt sit tilbagebetalingskrav til den erhvervsdrivende. (2004-4031/7-1229)

5.3.5. Ikke krav på betaling for fejlsøgning og udskiftning af bundkort

Den erhvervsdrivende var ikke berettiget til at kræve betaling for fejlsøgning og udskiftning af mangelfuldt bundkort, som var købt hos den erhvervsdrivende, selvom forbrugeren havde returneret bundkortet monteret i komplet pc.

Forbrugeren havde købt et bundkort og monteret det i sin pc. Forbrugeren konstaterede kort tid efter, at bundkortet muligvis var defekt og reklamerede til sælgeren af bundkortet ved at udfylde en reklamationsformular på sælgerens hjemmeside. I den forbindelse skulle forbrugeren godkende sælgerens reklamationsvilkår, der bl.a. indeholdt følgende betingelse:

”Komplette Pc-systemer, som ikke er købt samlet eller monteret af [sælger] og hvor der skal fortages fejlsøgning, vil [sælger] beregne tiden til fejlsøgning med timetaksten DKK 200 pr. halve time inkl. moms. Produkter der er omfattet af reklamationsretten og som er defekte vil herefter blive omskiftet til timetakst. Ønsker man ikke, at[sælger] foretager fejlfinding skal det defekte produkt afmonteres og sendes separat.”

Forbrugeren valgte at returnere sin komplette pc og angav bl.a., at hele pc’en skulle tjekkes igennem.

Sælgeren konstaterede, at der var fejl ved bundkortet og udskiftede det. Sælgeren krævede betaling for arbejdet med at udskifte bundkortet og henviste til, at der var returneret en komplet pc. Sælgeren gjorde ved opkrævningen opmærksom på, at det havde taget lang tid at adskille og samle pc’en.

Forbrugeren ville ikke betale for udskiftningen. Forbrugeren mente ikke, at det fremgik tydeligt af sælgerens betingelser, at der skulle betales for udskiftning af det defekte bundkort. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har via indklagedes hjemmeside købt et bundkort og et grafikkort, som klageren selv har installeret i sin computer. Computeren blev i forbindelse med klagerens reklamation over bundkortet indleveret til indklagede, og det fremgår af indklagedes testrapport, at bundkortet var defekt. Indklagede har således anerkendt, at det købte bundkort var behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1.

Det følger af bestemmelsen i købelovens § 78, stk. 4, at afhjælpning af en mangel skal ske inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Kravene til sælgerens mangelafhjælpning kan ikke fraviges til skade for køberen, jf. købelovens § 1, stk. 2.

Indklagedes salgsbetingelser indeholder i pkt. 9 vilkår for anvendelse af reklamationsretten, og det anføres heri, at der kræves betaling for fejlsøgning på komplette pc-systemer, hvis pc-systemerne ikke er købt samlet eller monteret af indklagede. Et sådan vilkår kan imidlertid ikke begrunde et krav om betaling for en sædvanlig fejlsøgning med henblik på konstatering af en mangel, idet vilkåret i givet fald vil være i strid med købelovens § 78, stk. 4. Nævnet finder derfor ikke, at fejlsøgning vedrørende bundkortet kan begrunde et krav om betaling, uanset klageren var gjort bekendt med vilkårene for anvendelsen af reklamationsretten. Nævnets faste sagkyndige bekræftede i den forbindelse under nævnsmødet, at fejlsøgning på bundkort sædvanligvis kan finde sted uden en egentlig adskillelse af computeren. Indklagedes testrapport (bilag 4) angiver ikke, at der fra indklagedes side er foretaget en yderligere fejlsøgning, udover hvad der krævedes for at konstatere fejlen ved bundkortet, og indklagede har således ikke godtgjort, at der er ydet en arbejdsindsats, som indklagede under henvisning til pkt. 9 i salgsbetingelserne kan kræve betaling for.

Udover at foretage fejlsøgning har indklagede valgt også at udskifte bundkortet.

Det skal bemærkes, at indklagede ikke efter købeloven er forpligtet til at foretage en sådan udskiftning. Indklagede kunne således have valgt at returnere klagerens computer samt et nyt bundkort efter at have konstateret, at bundkortet var defekt.

Hvis indklagede skal være berettiget til at tage sig betaling for udskiftningen af bundkortet, må det kræves, at indklagede på forhånd har sikret sig, at klageren har accepteret, at der sker en udskiftning for klagerens regning. Af klagerens reklamationsoplysninger (bilag 3) fremgår det alene, at klageren ønsker ombytning. Klageren har derimod ikke tilkendegivet, at han ønsker, at indklagede mod betaling udskifter bundkortet. Nævnet finder det derfor ikke godtgjort, at klageren forudgående har accepteret at skulle betale for en udskiftning.

Indklagede kan dermed ikke kræve betaling for den udførte fejlsøgning og udskiftning af bundkortet, hverken under henvisning til salgsbetingelsernes pkt. 9 eller parternes aftale, og klageren har som følge heraf krav på at få refunderet det betalte vederlag.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2003-4031/7-809)

5.3.6. Garantikrav kunne kun rettes mod producenten

Det var ikke bevist, at en lommecomputer var mangelfuld. Den erhvervsdrivende, der havde solgt computeren uden at henvise til producentens garanti, kunne efter omstændighederne ikke pålægges at videresende computeren til producenten

En forbruger købte 30. september 2002 via internettet en lommecomputer for 945 kr. Computeren stammede fra et italiensk restparti, hvorfor der medfulgte italiensk-sproget software og brugervejledning. Forbrugeren fik ved leveringen links til download af engelsksproget software og brugervejledning. Af den engelsksprogede brugerhåndbog på producentens hjemmeside fremgik det, at producenten ydede slutbrugeren 2 års garanti på produkterne.

Knap et år efter leveringen reklamerede forbrugeren over fejl i forbindelse med kalibrering af lommecomputeren og sendte computeren til den erhvervsdrivende.

Den erhvervsdrivende henviste forbrugeren til at indsende computeren til producenten, idet det ikke var godtgjort, at computeren var mangelfuld. Den erhvervsdrivende sendte et link til producentens hjemmeside, hvortil der skulle fejlmeldes og sendte lommecomputeren retur til forbrugeren.

Forbrugeren mente, at den erhvervsdrivende skulle sørge for at sende computeren til producenten, hvis den skulle repareres der. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der lod nævnets sagkyndige undersøge computeren. Den sagkyndige kunne ikke undersøge computeren, da den ikke kunne tændes, men der var ikke tegn på uhensigtsmæssig brugspåvirkning. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Indklagede har solgt computeren til klageren uden at henvise til nogen garanti. Klageren kan derfor ikke over for indklagede påberåbe sig at have en særlig retsstilling støttet på den af producenten ydede garanti, og eventuelle garantikrav må derfor rettes mod producenten som den, der har ydet garantien.

Lommecomputerens funktionssvigt indtraf næsten et år efter købet, og det er klagerens bevisbyrde at godtgøre, at funktionssvigtet beror på en mangel ved computeren. Den sagkyndige har ikke fundet det muligt at udtale sig om årsagen til funktionssvigtet, og det kan på denne baggrund ikke anses for godtgjort, at dette skyldes oprindelige egenskaber ved computeren og ikke efterfølgende brugsomstændigheder eller lignende.

Da klageren dermed ikke har godtgjort, at computeren er behæftet med en mangel, kan der ikke gives klageren medhold i, at indklagede har haft pligt til at undersøge og forsøge at reparere computeren eller til at videresende computeren til producenten.

Klageren, som af indklagede er blevet vejledt om, hvorledes han kan reklamere til producenten, har således ikke med rette kunnet forvente yderligere bistand fra indklagedes side i betragtning af, at der er tale om en computer, som er købt billigt over nettet tillige med en anvisning på, hvorledes den fornødne manual og software kan downloades fra nettet.” (2003-4031/7-815)

5.3.7. Produktnøgle til styresystem var bortkommet

En computer blev anset for mangelfuld, da sælgeren ikke havde oplyst, at produktnøglen ikke, som anbefalet af producenten, var påklæbet computeren men lå løst blandt de papirer, der fulgte med ved købet

En forbruger, der havde købt en computer med styresystem, blev opmærksom på, at produktnøglen manglede, da han skulle geninstallere styresystemet ca. 22 måneder efter købet.

Da forbrugeren henvendte sig til den erhvervsdrivende, fik han oplyst, at produktnøglen var fulgt med ved købet, idet mærkaten med produktnøglen lå løst i et omslag. Forbrugeren mente, at han muligvis havde smidt mærkaten ud sammen med emballagen, fordi han ikke havde bemærket den eller tillagt den nogen betydning.

Forbrugeren krævede ophævelse af købet eller erstatning for styresystemet, idet den erhvervsdrivende ikke i forbindelse med købet havde oplyst om mærkatens placering i et omslag, og idet den erhvervsdrivende ikke havde fulgt producentens vejledning, hvoraf det fremgår, at mærkaten med produktnøglen skulle have været påklæbet computeren. Den erhvervsdrivende afviste at have ansvar for forbrugerens opbevaring af produktnøglen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at indklagede i forbindelse med købet har udleveret produktnøglen til klageren, men at produktnøglen i strid med producentens krav ikke er blevet påklæbet computeren.

Fire nævnsmedlemmer finder, at den af indklagede valgte fremgangsmåde indebærer en risiko for, at produktnøglen bortkommer, idet indklagede ikke udtrykkeligt har gjort klageren opmærksom på, at produktnøglen befinder sig blandt de udleverede papirer, ligesom indklagede ikke har henledt klagerens opmærksomhed på vigtigheden af at gemme disse papirer. Disse nævnsmedlemmer finder på den baggrund, at computeren er mangelfuld, jf. købeloven § 76, stk. 1, nr. 3, og nr. 4, idet indklagede har forsømt at give klageren oplysning om forhold, der har haft betydning for klagerens bedømmelse af computeren, ligesom computeren er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den efter aftalen og de foreliggende oplysninger burde være. Klageren er efter disse nævnsmedlemmers opfattelse som følge heraf berettiget til et passende afslag i prisen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr.3. Dette afslag fastsættes på baggrund af oplysninger om prisen på et nyt styresystem skønsmæssigt til 1.100 kr.

Et nævnsmedlem finder, at klageren selv burde have taget vare på den udleverede produktnøgle. Dette nævnsmedlem finder endvidere, at indklagede ikke kan lastes for ikke at overholde kravet fra producenten, idet et styresystem af den omhandlede art ligeledes fra producenten kan købes i forbindelse med køb af en mus, hvorved kravet om påklæbning gøres illusorisk.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2005-4031/7-1193)

5.3.8. Køb af wireless access point

Det ansås ikke for forventeligt, at en access point alene var kompatibel med netværkskort fra samme producent. Sælgeren burde ved købet have vejledt forbrugeren herom

En forbruger købte et access point. Ifølge forbrugeren bekræftede den erhvervsdrivende ved købet, at access pointen var kompatibel med forbrugerens netværkskort. I forbindelse med installationen kunne forbrugeren ikke få access pointen til at fungere. Den erhvervsdrivende afviste, at der var noget galt med produktet, og ifølge den erhvervsdrivende blev det ikke i forbindelse med købet drøftet, hvilket udstyr forbrugeren i øvrigt anvendte. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klagen er indgivet efter, at klageren forgæves har forsøgt at installere access pointen på klagerens computer. Forbrugerklagenævnets it-sagkyndige og it-medarbejderen i Forbrugernes Hus har efter klagens indgivelse forsøgt at installere klagerens access point på forskellige computere med forskellige netværkskort installeret på computerne. Ingen af forsøgene er lykkedes.

På denne baggrund og under hensyn til de fremkomne vurderinger omkring årsagen til, at det ikke er lykkedes at få access pointen til at fungere, lægger nævnet til grund, at access pointen enten er fysisk defekt, eller at den alene er kompatibel med et netværkskort fra samme producent. Er det sidste tilfældet, burde klageren - som har købt produktet i en specialforretning – have været orienteret om produktets begrænsede anvendelighed, da det ikke kan anses for forventeligt, at en access point alene er kompatibel med et netværkskort fra samme producent.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at access pointen er behæftet med en mangel, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, som - da manglen må anses for væsentlig – berettiger klageren til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 4” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2003-4031/7-567)

5.3.9. Fejl ved computer ombyttet af garantigiver

Sælgeren hæftede kun for fejl, hvis såvel den oprindeligt leverede computer som den ombyttede computer havde været behæftet med en oprindelig mangel

Knap et år efter købet af en håndholdt computer købte klageren et nyt ”expansion card”, men slottet i computeren kunne ikke holde det nye kort. Klageren reklamerede herover til sælgeren, som henviste forbrugeren til den amerikanske garantigiver, der ombyttede computeren. Den nye computer ”døde” efter 10 måneder, men sælgeren afviste forbrugerens reklamation med henvisning til den dagældende reklamationsfrist på 1 år. Forbrugerklagenævnet, der fandt det mindre sandsynligt, at fejlen i den oprindelige computer skyldtes en oprindelig mangel, traf følgende afgørelse:

”Efter det oplyste opstod der 11 måneder efter købet af klagerens computer en funktionsfejl, idet slottet ikke kunne holde et nyindkøbt ”expansion card”. Klageren reklamerede herover til indklagede, der henviste klageren til den amerikanske producent, som ydede en garanti på et år mod hardware fejl. Den amerikanske producent ombyttede herefter computeren, men omkring 10 måneder senere ”døde” den nye computer.

Producenten har afvist yderligere krav fra klageren, der gør gældende, at der i henhold til købeloven løber en ny reklamationsfrist på et år (efter de dagældende regler) regnet fra ombytningstidspunktet.

Efter det oplyste har indklagede ikke selv ydet garanti for produktets holdbarhed, og indklagede hæfter ikke for producentens garanti. Hvis den fejl, der opstod i den oprindelige computer, skyldtes en oprindelig mangel ved varen, må producentens ombytning i henhold til garantien imidlertid antages også at være sket til opfyldelse af indklagedes sælgeransvar, således at indklagede hæfter for den ombyttede computer med en ny reklamationsfrist løbende fra ombytningstidspunktet.

Der kan således kun gives klageren medhold i det fremsatte krav mod indklagede, såfremt det godtgøres, at det oprindelige funktionssvigt skyldtes en oprindelig mangel ved computeren, som var til stede på leveringstidspunktet. Herudover skal det endvidere godtgøres, at også fejlen i den ombyttede computer skyldes en oprindelig mangel.

Da det er uoplyst, hvad der var årsagen til den funktionsfejl, som opstod i den oprindelige computer efter 11 måneder, og da denne computer i dag er bortskaffet, har Forbrugerklagenævnet ikke med den bevisførelse, som kan finde sted for nævnet, mulighed for at tage stilling til, om funktionssvigtet skyldtes en oprindelig mangel ved computeren.

Nævnet afviser derfor sagen som uegnet til nævnsbehandling” (2003-4031/7-589)

5.3.10. Krav på ombytning af printer med defekt printhoved

Ombytning var ikke forbundet med uforholdsmæssige omkostninger, da manglen opstod efter kort tid, da der ikke var tilbudt en låneprinter, og da printeren kunne gensælges med et mindre tab efter istandsættelse

Forbrugeren købte en farveprinter. Efter 2 ½ måned var printhovedet i stykker, og forbrugeren krævede printeren ombyttet. Den erhvervsdrivende afviste kravet, idet forbrugeren ikke længere var i besiddelse af den originale emballage, og idet det kun var printhovedet, der skulle skiftes. Ifølge den erhvervsdrivende ville det derfor være uforholdsmæssigt dyrt at ombytte maskinen. I stedet tilbød den erhvervsdrivende reparation på eget værksted, men kunne ikke stille en anden printer til rådighed i reparationstiden. Forbrugeren fastholdt sit krav, og trods hans indsigelser blev printeren returneret til ham i repareret stand. Forbrugeren tog printeren i brug, da han ikke kunne undvære en printer.

Under Forbrugerstyrelsens behandling af sagen oplyste den erhvervsdrivende, at indkøbsprisen for en ny printer var 706,76 kr., at reparationen blev udført uden omkostninger for den erhvervsdrivende, og at printeren ville kunne sælges for 500-600 kr., hvis al emballagen er komplet, og der er nye blækpatroner i kassen. Ifølge den erhvervsdrivende ville tabet være 283,45 kr. for printeren, 416 kr. for blækpatroner, samt prisen for en ny printer til forbrugeren.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede ca. 2 ½ måned efter købet over printerens farveprint. Klageren stillede i den forbindelse krav om omlevering af printeren.

Indklagede - som ikke har bestridt manglen - har afvist klagerens krav om omlevering og har - mod klagerens protest - repareret printeren.

Det følger af købelovens § 78, stk. 1, som affattet ved lov nr. 213 af 22. april 2002, at forbrugeren som udgangspunkt kan vælge, om der skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er mangelfuld. Forbrugeren kan dog ikke kræve afhjælpning eller omlevering, hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, jf. § 78, stk. 2. Der skal ved denne vurdering tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Det fremgår samtidig af bestemmelsens forarbejder, at bevisbyrden, for at den af forbrugeren valgte beføjelse er uforholdsmæssig, påhviler sælgeren, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A s. 136.

Det forhold, at en mangel lader sig afhjælpe let eller billigt, er i den forbindelse ikke uden videre tilstrækkeligt til, at et krav om omlevering fra forbrugerens side kan anses for uforholdsmæssigt, idet der i vurderingen tillige må tages hensyn til forbrugerens interesse i den valgte beføjelse, ligesom det vil skulle indgå i vurderingen, hvilke muligheder sælgeren har med hensyn til at reparere og sælge den ombyttede genstand til anden side som lettere brugt.

Indklagede har ikke i reparationsperioden, som varede ca. 14 dage, stillet en låneprinter vederlagsfrit til rådighed for klager.

Indklagede har anført, at indkøbsprisen for en ny printer svarende til den købte ligger på 706,76 kr., at den udførte reparation er foretaget uden omkostninger, og at printeren ville kunne sælges brugt for 500-600 kr., hvis al emballagen er komplet, og der er nye patroner i kassen. Det er derfor indklagedes opfattelse, jf. bilag 2 til sagsfremstillingen, at indklagede ved en ombytning vil tabe ”minimum 283,45 kr. på printeren, + 416 kr. for blækpatronerne. Så kommer prisen (kost 706,76) for ny printer til kunden oveni”.

Da blækpatronerne i den gamle printer ville kunne overføres til en ny og ombyttet printer, finder nævnet det ikke godtgjort, at en omlevering ville have påført indklagede udgifter til nye blækpatroner i forbindelse med ombytningen. Nævnet lægger endvidere til grund, at merudgiften på reklamationstidspunktet ved at omlevere frem for at reparere printeren skal beregnes som forskellen mellem indkøbsprisen på 706,76 kr. for en ny printer og videresalgsprisen for den reparerede printer. Nævnet finder det ikke antageliggjort, at denne prisforskel ville have beløbet sig til mere end nogle få hundrede kroner.

Klageren, der har købt en genstand, som klageren dagligt har brug for, har kort tid efter købet stillet krav om omlevering i anledning af mangler ved det solgte, og nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at indklagede har godtgjort, at den af klageren valgte beføjelse ville være umulig eller påføre indklagede uforholdsmæssige omkostninger set i forhold til afhjælpning. Nævnet anser herefter klagerens omleveringskrav for berettiget.

Da indklagede med urette har afvist klagerens krav om omlevering og mod klagerens protest repareret og tilbageleveret printeren, findes det ikke at kunne tillægges betydning for klagerens omleveringskrav, at klageren har brugt printeren efter reparationen.” (2004-4031/7-1146)

5.3.11. Køb af computer sammensat efter forbrugerens ønske

Køb via internettet af computer sammensat efter forbrugerens ønske kunne ikke karakteriseres som et bestillingskøb (tilvirkningskøb) efter forbrugeraftaleloven

En forbruger købte en computer via en erhvervsdrivendes hjemmeside. I forbindelse med bestillingen kunne forbrugeren vælge andet tilbehør, og forbrugeren valgte at udskifte 7 af computerens standardkomponenter. Efter levering af computeren ønskede forbrugeren at benytte sig af sin fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven. Den erhvervsdrivende fastholdt - med henvisning til handelsbetingelserne der fremgik af hjemmesiden - at der var tale om et bestillingskøb dvs. et køb, hvor varen er tilpasset forbrugerens individuelle behov, hvorfor fortrydelsesretten var bortfaldet før tid, jf. handelsbetingelserne, hvoraf følgende fremgik:

Ved montering af PC-systemer sammensat efter kundens ønske, er der ikke længere fortrydelsesret fra og med det tidspunkt, hvor kunden har modtaget en ordrebekræftelse fra [den erhvervsdrivendes navn].

Den erhvervsdrivende tilbød, at forbrugeren kunne returnere computeren mod betaling af et afbestillingsgebyr på 1.000 kr. Forbrugeren afviste at betale et gebyr og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Såvel den dagældende forbrugeraftalelov som lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, der er gældende i dag, indeholder en særregulering for så vidt angår fortrydelsesfristens beregning ved køb af varer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov (de såkaldte tilvirknings- eller bestillingskøb), jf. herved den dagældende forbrugeraftalelovs § 6, stk. 5, og § 12, stk. 2, samt den nugældende lovs § 18, stk. 2, nr. 1, og stk. 2.

Særreguleringen indebærer, at fortrydelsesfristen kun skal gælde, indtil den erhvervsdrivende har påbegyndt fremstillingen eller tilpasningen af varen. Baggrunden herfor er, at den erhvervsdrivende kan have lagt et stort arbejde i fremstillingen eller tilpasningen af varen, og at varen ofte er tilvirket til et særligt formål og efter bestemte mål, således at den ikke uden videre kan sælges til anden side, jf. herved Folketingstidende 1992-93, tillæg A, sp. 3669. Særreguleringen har derfor til formål at gøre det muligt at indgå aftaler, som sikrer, at den erhvervsdrivende ikke påføres eventuelle udgifter til påbegyndt tilpasning af varen eller kommer til at stå med hel- eller halvfærdige varer, som ikke kan afsættes til anden side, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 1294, og Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5937, 1. sp., hvor det bl.a. fremhæves, at der ved bestillingskøb i vidt omfang gør sig de samme hensyn gældende som ved tjenesteydelser, der typisk er karakteriseret ved, at de – i modsætning til varer – ikke kan tilbagegives.

Det fremgår af de nævnte lovforarbejder, at særreguleringen vedrørende tilvirknings- og bestillingskøb er tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Dette harmonerer også med fortrydelsesrettens formål ved fjernsalg. Ved bestilling af en vare via fjernsalg har forbrugeren således ikke haft lejlighed til at undersøge varen, og reglerne skal derfor sikre ham mulighed for at fortryde købet, hvis det ved modtagelsen af varen viser sig, at den ikke lever op til de forventninger, forbrugeren har fået på baggrund af den erhvervsdrivendes markedsføringsmateriale, uden at forbrugeren behøver at gøre gældende, at der er givet urigtige oplysninger, eller at varen i øvrigt er mangelfuld, jf. herved Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 731.

Det forhold, at klageren ved bestillingen af computeren har kunnet vælge mellem forskelligt tilbehør mv., og at computeren er blevet leveret med dette tilbehør, kan på baggrund af det anførte ikke antages at bevirke, at der foreligger et bestillings- eller tilvirkningskøb i forbrugeraftalelovens forstand. Aftalen savner således de afgørende karakteristika herfor, idet der ikke er tale om fremstilling eller tilpasning af en vare til et særligt formål og efter bestemte mål, som er særlige for klageren, således at varen ikke uden videre kan sælges til anden side.

Indklagede har ikke med bindende virkning for klageren kunnet fravige loven, jf. herved den dagældende lovs § 16, og indklagede har derfor givet klageren urigtige oplysninger om hendes lovbestemte fortrydelsesret. Fortrydelsesfristen udløb som følge heraf først 3 måneder efter den dag, da klageren fik computeren i hænde, jf. herved den dagældende lovs § 12 a, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, litra 2.

Da klageren således har fortrudt købet rettidigt, har indklagede pligt til at tilbagebetale det beløb på 1.000 kr., som indklagede har afkrævet klageren i afbestillingsgebyr.

Det bemærkes i øvrigt, at indklagedes leveringsvilkår, hvorefter der ikke længere er fortrydelsesret fra og med kundens modtagelse af indklagedes ordrebekræftelse, heller ikke ville have været i overensstemmelse med § 12, stk. 2, i den dagældende forbrugeraftalelov, selvom der havde foreligget et tilvirkningseller bestillingskøb i lovens forstand, idet vilkåret ikke kan sidestilles med et indhentet samtykke fra kunden til, at indklagede kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at den erhvervsdrivende modtog computeren retur, jf. § 12, stk. 2, i den dagældende forbrugeraftalelov. (2004-4031/7-1205)

5.3.12. Utilstrækkelig oplysning om fortrydelsesret

Det var ikke tilstrækkeligt at give information om fortrydelsesretten til sidst i et omfattende sæt af salgsbetingelser skrevet som almindelig tekst og uden nogen form for fremhævelse

En forbruger købte en bærbar computer på internettet. Computeren blev leveret i starten af september 2003. Et par uger senere konstaterede forbrugeren problemer med at bruge nogle tastekombinationer, og forbrugeren reklamerede flere gange. Til sidst modtog han et nyt tastatur, hvilket dog ikke afhjalp fejlene. Sælgeren afviste forbrugerens krav om at ombytte maskinen eller ophæve købet, idet der var tale om en tastekombination, der var specifik for enkelte spil, og maskinen teknisk set fungerede, som den skulle. Knap 6 måneder efter købet henvendte forbrugeren sig igen til sælgeren, idet skærmen ikke virkede, når den blev slukket under opstart og derefter tændt igen. Sælgeren udskiftede skærmen, hvilket imidlertid ikke hjalp på problemet. Da forbrugeren henvendte for at reklamere endnu engang, fik han at vide, at computeren fungerede som den skulle. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugeren oplyste under sagens behandling, at han ikke havde fået oplysning om, hvor lang fortrydelsesfrist han havde. Under henvisning hertil og til, at han reklamerede inden 3 måneder, var det forbrugerens opfattelse, at han havde fortrudt købet rettidigt og skulle have købesummen tilbage. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Da computeren er bestilt i 2003 via indklagedes hjemmeside, hvorpå indklagede systematisk udbyder salg af computere mv., foreligger der et fjernsalg som defineret i den dagældende forbrugeraftalelovs §§ 10 a og 10 b (i dag lovens § 4).

Indklagede har derfor haft pligt til senest ved computerens overgivelse at give klageren tydelig oplysning om bl.a. klagerens fortrydelsesret efter loven og om vilkårene herfor, idet oplysningerne herom skal gives læsbart på papir eller et andet varigt medium, jf. den dagældende lovs § 11 a, stk. 1-3 (i dag lovens § 12, stk. 1-3). Kan indklagede ikke godtgøre at have opfyldt sin oplysningspligt, udløber klagerens ret til at fortryde aftalen først 3 måneder efter, at han fik computeren i hænde, jf. den dagældende lovs § 12 a, stk. 2, sammenholdt med stk. 1 (i dag lovens § 18, stk. 3, sammenholdt med stk. 2).

En hjemmeside anses ikke for et varigt medium, og det er derfor ikke tilstrækkeligt til at opfylde oplysningspligten, at indklagede har oplyst om fortrydelsesretten på sin hjemmeside. Klageren har bestridt, at han er blevet oplyst om, hvor lang fortrydelsesret han havde, og har henvist til, at fortrydelsesretten ikke fremgår udtrykkeligt af indklagedes salgsbetingelser.

Det eksemplar af indklagedes salgsbetingelser, som indklagede har indsendt, består af 4 sider tæt beskrevet tekst. På s. 4 er som pkt. 19 under overskriften ”Forbrugerlovgivning” givet oplysning om fortrydelsesretten, idet oplysningerne herom er givet med almindelig tekst. Oplysningerne om fortrydelsesretten er således givet til sidst i et ret omfattende sæt af salgsbetingelser uden nogen form for fremhævelse, hvorfor en forbruger let vil overse oplysningerne herom. De vilkår, som oplyses som værende gældende for fortrydelsesretten, er i øvrigt ikke i overensstemmelse med lovens betingelser. Således kan det efter loven ikke kræves, at meddelelse om fortrydelse skal ske skriftligt, ligesom det efter loven er den erhvervsdrivende, som bærer forsendelsesrisikoen, når varen sendes tilbage, jf. herved den dagældende lovs § 12 a, stk. 3 og 6, sammenholdt med § 8, stk. 2 (i dag lovens § 20, stk. 2).

Fire nævnsmedlemmer finder, at indklagede ikke på tilstrækkelig tydelig måde har informeret om fortrydelsesretten, hvorfor klagerens fortrydelsesret først udløb 3 måneder efter computerens levering. Klageren reklamerede i de første måneder efter leveringen flere gange til indklagede over forhold, som var væsentlige for klageren, hvorfor indklagede måtte være klar over, at klageren var utilfreds med produktet og ønskede at komme ud af købet, såfremt han havde mulighed herfor. Det må endvidere antages, at det alene skyldes indklagedes ufyldestgørende opfyldelse af sin oplysningspligt og manglende vejledning af klageren om hans rettigheder, at han ikke inden fortrydelsesfristens udløb har fulgt lovens fremgangsmåde ved brug af fortrydelsesretten. Det bør under disse omstændigheder ikke komme klageren til skade, at han ikke har afgivet en formel underretning om sin fortrydelse, ligesom det ikke bør komme ham til skade, at han ikke har tilbagesendt computeren inden fortrydelsesfristens udløb, selvom dette ellers er en betingelse for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. herved den dagældende lovs § 12 a, stk. 3 (den gældende lovs § 19, stk. 2). Det forhold, at klageren har taget computeren i brug, afskærer heller ikke i sig selv klageren fra at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. den dagældende lovs § 12 a, stk. 6, sammenholdt med § 8, stk. 1 (i dag lovens § 20, stk. 3), ligesom det ikke afskærer ham fra at fortryde købet, at computeren er blevet beskadiget eller forringet, forudsat at beskadigelsen eller forringelsen ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra hans side, jf. herved den dagældende lovs § 12 a, stk. 6, jf. § 8, stk. 2 (i dag lovens § 20, stk. 2).

De nævnte medlemmer finder herefter, at klageren har krav på – efter snarest muligt at have returneret computeren til indklagede – at få købesummen på 18.901,25 kr. tilbagebetalt, jf. herved den dagældende lovs § 12 c, stk. 2 (i dag lovens § 21, stk. 2 og 3).

Et nævnsmedlem finder, at indklagedes almindelige salgs- og servicebetingelser har indeholdt tilstrækkeligt klare og tydelige oplysninger om fortrydelsesretten, og kan derfor ikke give klageren medhold i det rejste krav.

Afgørelsen træffes i overensstemmelse med stemmeflertallet.” (2004-4031/7-964)

5.4. Telefoner mv.

5.4.1. Køb af telefon der havde været solgt før

Det blev ikke anset for en mangel ved en telefon, at den kortvarigt forud for salget havde været udleveret til en anden kunde, når telefonen ikke var brugspåvirket

En forbruger købte den 17. juni 2002 en mobiltelefon. Ca. 1½ år senere klagede forbrugeren til teleudbyderen over størrelsen af en telefonregning. I forbindelse med behandlingen af denne klage oplyste teleudbyderen, at der havde været to forskellige sim-kort i telefonen. Da forbrugeren aldrig havde brugt andre sim-kort i telefonen, forlangte han købet ophævet, idet han angiveligt havde købt en telefon, der ikke var ny, men som tidligere havde været ude i omsætningen. Da den erhvervsdrivende afviste kravet, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Sagen angår spørgsmålet, om en vare, der er solgt som ny, er mangelfuld alene som følge af, at varen tidligere har været udleveret kortvarigt til en anden kunde, som herefter har fortrudt købet.

Fortrydelsesret – som i dag er vidt udbredt ikke mindst, hvor der er tale om fjernsalg – er baseret på, at varen, hvis den har været overgivet til køberen, tilbageleveres til sælgeren med henblik på at blive solgt på ny. Det kan derfor ikke anses for at ligge uden for, hvad der normalt må forventes, at en vare, som købes som ny, kortvarigt kan have været udleveret til en anden kunde.

Forudsat at varen ikke har været beskadiget, og at den ikke fremtræder som brugspåvirket, når den sælges igen, kan den således ikke anses for mangelfuld, blot fordi den tidligere har været overgivet kortvarigt til en anden kunde.

I den konkrete sag er klageren mere end et år efter købet blevet opmærksom på forholdet i anden sammenhæng, og det kan på denne baggrund lægges til grund, at forholdet ingen betydning har haft for telefonens udseende eller funktion.

Nævnet kan på denne baggrund ikke give klageren medhold i, at den solgte telefon er behæftet med en mangel i købelovens forstand.” (2003-4051/7-392)

5.4.2. Mobiltelefon fugtskadet få dage efter købet

Da en fugtskade er en atypisk fabrikationsfejl men en typisk brugsskade, kunne det ikke uden yderligere bevisførelse afgøres, om fugtpåvirkningen var sket før eller efter leveringen

En forbruger købte den 1. april 2004 en mobiltelefon. Dagen efter købet opdagede forbrugeren, at der var fejl i displayet, idet displayet blev utydeligt og til sidst helt forsvandt. Den 5. april 2004 henvendte forbrugeren sig til sælgeren, der undersøgte telefonen og afviste reklamationen under henvisning til, at der var sivet væske ind i displayet, hvilket ville kunne ske, hvis telefonen fx havde ligget i en vindueskarm og var blevet opvarmet af solens stråler. Forbrugeren afviste, at telefonen havde været udsat for nogen form for uheldig brugspåvirkning og indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet.

Nævnets sagkyndige undersøgte telefonen og udtalte, at telefonen havde været udsat for en væskepåvirkning i form af fugt eller kondens på grund af temperatursvingninger. Derimod var der næppe spildt væske på den. Havde beskadigelsen været der ved leveringen, ville man straks have kunnet se det. Det var derimod ikke muligt for den sagkyndige at sige, hvor længe der ville gå fra telefonen blev påvirket af fugt til fejlen viste sig. Svaret på dette ville afhænge af, om telefonen var blevet opbevaret i et fugtigt miljø eller i et tørt miljø efter fugtpåvirkningen. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at der er en mørk plet i displayet, hvilket gør, at farverne og baggrundslyset er forkert i det mørke område. Fejlen skyldes, at folien bag displayet har suget væske. Den sagkyndige antager, at væskeskaden er sket som følge af ophold i fugtigt miljø, eller at enheden har været udsat for ekstreme temperatursvingninger.

Da klageren har reklameret inden 6 måneder fra købet, påhviler det som udgangspunkt indklagede at godtgøre, at forholdet ikke skyldes egenskaber ved telefonen, som var til stede ved leveringen, jf. herved købelovens § 77 a, stk. 3.

Det fremgår imidlertid af den sagkyndiges udtalelse, at der ikke er noget, som tyder på materiale- eller konstruktionsfejl.

Den konstaterede defekt er en atypisk fabrikationsfejl, men en typisk brugsskade. Det må endvidere formodes, at telefonen efter produktionsprocessen er blevet pakket ned i sin emballage i tørre omgivelser, og der er intet, som tyder på, at telefonen eller emballagen har været udsat for ydre påvirkninger forud for klagerens udpakning af telefonen, ligesom det ikke er godtgjort, at der var fejl ved telefonen på udpakningstidspunktet. Den sagkyndige anser det da også for mest sandsynligt, at der foreligger en skade opstået som følge af klagerens brug af telefonen.

Nævnet finder herefter ikke at kunne træffe afgørelse i sagen uden en yderligere bevisførelse i form af parts- og eventuelle vidneforklaringer afgivet under strafansvar. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for nævnet, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. herved § 14, stk. 2, i lov om forbrugerklager.” (2004-4051/7-652)

5.4.3. Fortrydelse af telefonabonnement der var taget i brug

Fortrydelsesretten var ikke faldet bort, da teleudbyderen ikke på tilstrækkelig klar måde havde sikret sig samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2

En forbruger, der havde et ISDN-abonnement, rettede den 14. august 2002 i forbindelse med flytning til en ny adresse henvendelse til sit telefonselskab for at flytte ”fastnetdelen” af abonnementet. Forbrugeren ville nemlig oprette et ADSL-abonnement hos en anden udbyder og ønskede derfor ikke ISDN-abonnementet flyttet.

Teleselskabet bekræftede samme dag aftalen, idet det fremgik, at der var oprettet et fastnetabonnement, som var uopsigeligt i 6 måneder, medmindre forbrugeren udnyttede sin ret til inden 14 dage at fortryde aftalen. Om fortrydelsesretten var det bl.a. anført: ”Du kan dog ikke fortryde aftalen, hvis du har taget tjenesten i brug ved at foretage opkald.”

Forbrugeren, der havde været kunde hos teleudbyderen i mange år, blev ret fortørnet, idet han ikke mente, at der var tale om et nyt abonnement med en uopsigelighedsperiode på 6 måneder, og han protesterede straks over for teleudbyderen. Udbyderen fastholdt aftalen med henvisning til, at forbrugeren den 17. august 2002 havde foretaget opkald fra telefonen og derfor ikke kunne fortryde aftalen.

Sagen blev indbragt for It- og Telestyrelsen, der udtalte, at konvertering af et ISDN-abonnement til et almindeligt fastnetabonnement generelt betragtes som opsigelse af ét abonnementsforhold og indgåelse af et nyt. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klagerne opsagde den 14. august 2002 telefonisk deres ISDN-abonnement og bestilte flytning af fastnettelefonen. Klagerne har herefter reklameret over, at indklagede i forbindelse med flytningen oprettede et nyt fastnettelefonabonnement, der var uopsigeligt i 6 måneder.

Efter det i sagen oplyste lægger nævnet til grund, at indklagede ikke kunne flytte telefonen uden en abonnementsaftale, og at indklagede var berettiget til at betinge sig, at abonnementet var uopsigeligt i 6 måneder efter aftalens indgåelse.

Sagen skal herefter bedømmes efter reglerne om fortrydelsesret ved fjernsalg.

Aftalen blev indgået ved brug af fjernkommunikation som et led i indklagedes system for fjernsalg. Efter den dagældende lov om visse forbrugeraftaler § 10 a (nu § 4) foreligger der herefter et ”fjernsalg”, der er omfattet af lovens regler om fortrydelsesret.

Aftalen er ligeledes reguleret ved §§ 6 og 7 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester. Disse bestemmelser indeholder regler om fortrydelsesret ved aftaler om teletjenester, der indgås uden at parterne har underskrevet en kontrakt senest samtidigt med iværksættelsen af abonnementet.

Efter lovens § 12, stk. 2 (nu § 18, stk. 4) gælder retten til at fortryde en tjenesteydelse kun, indtil udførelsen begynder, ”når forbrugeren forinden har givet samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb”.

Efter bekendtgørelsens § 7, stk. 1, gælder retten til at fortryde en tjenesteydelse på teleområdet ikke efter, at slutbrugeren har taget tjenesten i brug.

I det omfang aftalen er omfattet af lovens bestemmelser, finder loven anvendelse frem for bekendtgørelsens regler på teleområdet. Nævnet bedømmer derfor sagen i henhold til lovens bestemmelser om fortrydelsesret.

I indklagedes skriftlige ordrebekræftelse af 14. august 2002 oplyses, at kunden kan fortryde aftalen i indtil 14 dage efter modtagelsen af brevet. Det oplyses ligeledes, at kunden ikke kan fortryde aftalen, hvis tjenesten tages i brug ved at foretage opkald.

Ifølge indklagedes opkaldsspecifikation tog klagerne telefonen i brug umiddelbart efter flytningen.

Under overskriften ”Protest/fortrydelse eller hvad…?” reklamerede klagerne herefter ved brev af 19. august 2002 til indklagede over bindingsperioden på 6 måneder, idet de ikke mente, at aftalen omfattede bestilling af et nyt abonnement.

Efter nævnets opfattelse må denne reklamation sidestilles med en fortrydelse af aftalen.

Nævnet finder ikke, at indklagede på en tilstrækkelig klar måde har sikret sig klagernes samtykke til at kunne påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb. Klagernes ret til at fortryde aftalen var derfor ikke faldet bort efter bestemmelsen i den dagældende lovs § 12, stk. 2, da de få dage efter modtagelsen af indklagedes ordrebekræftelse meddelte, at de ikke mente at have indgået aftale om et nyt abonnement.

Efter lovens § 12 c (nu § 21) kan indklagede herefter ikke gøre noget krav gældende i henhold til abonnementsaftalen mod klagerne og er forpligtet til at tilbagebetale, hvad de har betalt i henhold til aftalen. (2003-4054/7-350)

5.5. Anden elektronik

5.5.1. Vare købt på internettet blev hentet i butikken

Er en aftale om køb indgået via den erhvervsdrivendes hjemmeside, har forbrugeren 14 dages fortrydelsesret, uanset om forbrugeren efterfølgende afhenter varen på den erhvervsdrivendes forretningssted

En forbruger købte en dvd-afspiller og netværksudstyr via den erhvervsdrivendes hjemmeside og afhentede varerne hos den erhvervsdrivende dagen efter. Forbrugeren fortrød senere købet af netværksudstyret og henvendte sig i den erhvervsdrivendes forretning for at returnere dette. Forbrugeren forlangte at få købesummen tilbagebetalt, men den erhvervsdrivende afviste kravet og tilbød i stedet et tilgodebevis, hvilket forbrugeren accepterede. Forbrugeren mødte igen op for at returnere dvd-afspilleren, men den erhvervsdrivende afviste at tage imod varen under henvisning til, at der ikke var fortrydelsesret, når forbrugeren havde hentet varen i forretningen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår, at klageren bestilte en dvd-afspiller og netværksudstyr på indklagedes hjemmeside, hvor klageren samtidig valgte levering ved afhentning i indklagedes forretning.

Indklagede har gjort gældende, at det forhold, at klageren har afhentet varerne på forretningsstedet og betalt kontant ved udleveringen af varerne, afskærer ham fra at fortryde købet, idet der ikke er tale om fjernsalg. Indklagede afviser derfor at betale pengene tilbage for dvd-afspilleren, men har pr. kulance udbetalt tilgodehavende for netværksudstyret.

Ifølge den dagældende forbrugeraftalelovs § 10 a (nu § 4) foreligger der fjernsalg, hvis aftalen er indgået udelukkende ved brug af fjernsalg, det vil sige uden at parterne mødes fysisk i forbindelse med aftalens indgåelse, og aftalen er indgået som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. I bemærkningerne til Forbrugeraftalelovens § 10 a, jf. Folketings Tidende 1999-2000, tillæg A, s. 5953 gælder reglerne ”uanset om varen skal sendes til forbrugeren eller ej.” På den baggrund finder nævnet, at der er tale om en fjernsalgsaftale, jf. § 10 a.

Da klageren ikke har modtaget de oplysninger, som fremgår af lovens § 11 a, herunder tydelig oplysning om betingelserne og fremgangsmåden ved brug af lovens fortrydelsesret på 14 dage, har klageren været berettiget til at træde tilbage fra aftalen indtil 3 måneder efter, at klageren modtog underretning om, at aftalen var indgået, jf. lovens § 12 a, stk. 2.

Klageren har i det hele opfyldt lovens betingelser for at fortryde købet og har krav på at få tilbagebetalt købesummen mod udlevering af dvd-afspilleren, jf. lovens § 12 c, stk. 2.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren forsøgte at tilbagelevere varen. (2004-4012/7-517).

5.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom

Ingen sager.

5.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig)

5.7.1. Tysk vaskeanvisning i et par uldbukser

Vaskeanvisning angav ved et symbol, at bukserne tålte vask på 30 grader med mindre mekanisk bearbejdning, mens det på tysk var anført, at de skulle vaskes på uld-program. Bukserne ansås for mangelfulde, da de ikke tålte vask på 30 grader

En forbruger havde købt et par bukser, som var lavet af 96% uld. Hun havde i overensstemmelse med vaskeanvisningen vasket bukserne i vaskemaskinen ved 30 grader. Bukserne havde herefter ændret karakter og sømmene var krympet. I buksernes

renholdelsesanvisning var anført vaskesymbolet . Derudover var der på tysk skrevet: “Auf links washen. Wollwashgang. Feinwaschmittel vervenden.” Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav med henvisning til, at bukserne var vasket forkert. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Forbrugerklagenævnet har besigtiget benklæderne og lægger på baggrund heraf og den sagkyndige erklæring til grund, at benklæderne fremtræder med et loddent og filtet udseende og med kraftigt rynket sømme i buksebenene. Ifølge den sagkyndige erklæring lægger nævnet til grund, at årsagen til benklædernes ændrede udseende mest sandsynligt kan henføres til, at benklæderne ikke er vasket på et uldprogram og derfor har fået en større mekanisk bearbejdning, end de har tålt.

På renholdelsesanvisningen i benklæderne er der anført vaskesymbolet Symbol: 30°. Derudover er der på tysk skrevet, at benklæderne alene tåler vask på et uldprogram.

Det følger af købelovens § 75 a, stk. 1, at køberen bl.a. skal have de nødvendige oplysninger om salgsgenstandens vedligeholdelse.

Af bemærkningerne i lovudkastet til denne bestemmelse, jf. herved Folketingstidende 2001-02 (2. samling) s. 129, fremgår det bl.a., at sælgerens forpligtelse til at stille de fornødne oplysninger til forbrugerens rådighed angår ikke alene indholdet og omfanget af oplysningspligten, men også oplysningens form, idet oplysningerne skal gives forbrugeren på en let tilgængelig måde. Brugsanvisningen skal således bl.a. være udformet på et sprog, forbrugeren kan forventes at forstå. Nævnet finder derfor, at det på dansk skal angives, hvis varen alene tåler vask på uldprogram og ikke en almindelig skånsom behandling som angivet i anvisningssymbolet, medmindre sælger og forbruger konkret har indgået aftale om, at forbrugeren modtager oplysningerne på et fremmed sprog.

Da indklagede ikke har godtgjort, at der er indgået aftale om, at klageren skulle modtage oplysningerne på et fremmed sprog, finder nævnet, at benklæderne er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, 2. led, jf. 75 a, stk. 1. Da manglen samtidig må anses for væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde fremsendt forbrugerens krav om tilbagebetaling af købesummen til den erhvervsdrivende. (2004-612/7-497)

5.7.2. Annullation af køb af brudekjole

Da den erhvervsdrivende ikke havde godtgjort, at kjolen var forsøgt solgt til anden side, var forbrugeren berettiget til at få depositummet delvist tilbage. Tabsbegrænsningspligt

Forbrugeren bestilte en brudekjole til 9.800 kr. og betalte det første afdrag på 5.000 kr. Forbrugeren fik udleveret et aftaledokument, og på bagsiden af dette var den erhvervsdrivendes forretningsbetingelser optrykt.

To uger senere gik forbrugeren og hendes kæreste fra hinanden, og kjolen blev afbestilt. Den erhvervsdrivende afviste at tilbagebetale det første afdrag, fordi kjolen allerede var blevet bestilt i direkte forlængelse af købet, og det ikke var sikkert, at kjolen ville kunne sælges til anden side. Den erhvervsdrivende tilbød derimod, at forbrugeren kunne få et gavekort på 5.000 kr. til forretningen, hvilket hun accepterede i første omgang.

Under Forbrugerstyrelsens behandling af sagen oplyste den erhvervsdrivende, at det ikke var muligt at sige, hvor mange kjoler af den pågældende model, der tidligere var blevet solgt. Kjolen var ikke blevet forsøgt solgt til anden side, og den erhvervsdrivende ønskede ikke at oplyse sin fortjeneste på kjolen. Den erhvervsdrivende oplyste endvidere, at kjolen, som var str. 46, i princippet ville kunne syes om til en str. 38, men det ville koste 2 – 3.000 kr., og så ville resultatet ikke være perfekt. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren indgik den 4. september 2004 aftale om køb af en brudekjole til sit forestående bryllup. Klageren annullerede den 20. september 2004 – 16 dage senere – aftalen, idet hendes bryllup var blevet aflyst.

Nævnet finder, at der er indgået en bindende aftale om køb, jf. aftalelovens § 1, og da der ifølge danske rets almindelige regler ikke er fortrydelsesret ved en handel som den foreliggende, finder nævnet ligeledes, at klagerens annullation af handlen er uberettiget. Klageren er derfor pligtig at betale indklagede en sådan erstatning, at indklagede bliver stillet på samme måde, som hvis aftalen var blevet rigtig opfyldt fra begge sider, dvs. indklagede som udgangspunkt har krav på at få dækket sit økonomiske tab i anledning af annullationen, jf. købelovens § 30, stk.1, 1. pkt.

Det følger imidlertid også af den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontraktforhold, at der påhviler en kontraktpart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktpart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne have været undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side. I vurderingen må bl.a. indgå, at klagerens uberettigede annullation er sket 16 dage efter aftalens indgåelse.

I den foreliggende sag har indklagede ikke godtgjort, at han har forsøgt at sælge kjolen til anden side – evt. til nedsat pris – med henblik på at begrænse sit tab. Indklagede er derudover blevet fritaget for at skulle præstere den del af sin ydelse, som vedrørte en eventuel tilpasning af brudekjolen.

Nævnet finder herefter ikke, at klageren under disse omstændigheder har fortabt hele det indbetalte depositum. Dette gælder uanset vilkåret i forretningsbetingelser og vilkår om, at annullering af aftalen ikke kan begrunde, at der kan ske tilbagebetaling af udbetaling eller løbende a conto betalinger foretaget frem til handlens annullation. Dette vilkår, som ikke er specielt fremhævet, og som må anses for uventet byrdefuldt for klageren, kan således ikke anses for bindende for denne, jf. herved Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret 1997, s. 271, samt i øvrigt aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Nævnet finder det ikke urimeligt, at indklagede ønsker betaling for den del af ydelsen, som indklagede allerede har erlagt ved at have betjent klageren, og idet det må anses for tvivlsomt, om kjolen vil kunne sælges til anden side, finder nævnet, at indklagedes tab passende kan sættes til 3.500 kr. Klagerens tilbagebetalingskrav fastsættes i overensstemmelse hermed til 1.500 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2005-612/7-695)

5.8. Fodtøj

5.8.1. Mangelfulde sko

Et par kondiskos bundsåler var sammensat af to forskellige materialer, der ikke kunne arbejde sammen, hvilket bevirkede, at snuderne gik op i limningen

En forbruger købte et par kondisko for 1.399 kr. og konstaterede efter nogen tids brug, at snuderne på begge sko gik op i limningen ovenpå og ved skoenes såler. Den erhvervsdrivende afviste forbrugeren, idet han mente, at forbrugeren havde anvendt skoene forkert. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede ikke har besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser i sagen, afgøres sagen på grundlag af klagerens sagsfremstilling og de af klageren indsendte bilag.

Nævnet har med sagkyndig bistand besigtiget skoene og konstateret, at venstre sål er knækket i svejsningen lige foran ved gelinket, og at snuderne er gået op i limningen. Skoene fremtræder i øvrigt som godt brugte.

Såvel den sagkyndige som erhvervsrepræsentanten gav på mødet udtryk for, at skaden ved svejsningen skyldes en materialefejl, mens det forhold, at snuderne er gået op i limningen, mest sandsynligt skyldes en fabrikationsfejl, idet skoenes bundsål synes at bestå af to forskellige materialer - en blød kerne med en hård slidsål udenom – som ikke arbejder sammen.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at skoene ved leveringen har været behæftet med mangler, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Da skoene bærer præg af at have været brugt en del, er det nævnets opfattelse, at de allerede har været brugt i en væsentlig del af deres forventede brugsperiode. Nævnet finder under disse omstændigheder ikke, at manglen kan betegnes som så væsentlig, at den berettiger klageren til at hæve købet. Klageren har i stedet krav på at få et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Dette afslag findes passende at kunne fastsættes til 700 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor Forbrugerstyrelsen havde fremsendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2004-620/7-301)

5.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind)

5.9.1. Ikke bevist at købesummen var tilbagebetalt

Den erhvervsdrivende havde ikke dokumenteret, at en forbruger havde fået købesummen tilbagebetalt, da varen ikke blev udleveret til forbrugeren

En forbruger havde købt og betalt en stol samt en reol i en forretning. Ved vareudleveringen fik klageren kun stolen udleveret, men reolen blev ikke udleveret. Forbrugeren fik at vide, at reolen kunne afhentes en anden dag. Da forbrugeren henvendte sig for at få udleveret reolen, oplyste den erhvervsdrivende, at dette ikke var muligt, da reolen var blevet tilbageført, og forbrugeren havde fået tilbagebetalt købesummen, hvilket forbrugeren afviste. Forbrugeren fremlagde dokumentation for betaling af varerne. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at parterne er enige om, at reolen ikke er blevet udleveret til klageren. Det er indklagede, der har bevisbyrden for, at pengene er blevet tilbagebetalt til klageren. Indklagede har søgt denne bevisbyrde løftet ved at fremlægge faktura med ordrenummer 1170945 samt kontoudtog fra den 2. juli 2003 og 3. juli 2003.

Nævnet finder ikke, at de af indklagede indsendte bilag indeholder nogen dokumentation for, at klageren har fået pengene tilbage for reolen. Således figurerer hverken fakturaens ordrenummer 1170945 eller det omhandlede beløb på kontoudtogene. Nævnet finder heller ikke, at den af indklagede fremlagte faktura, hvoraf det fremgår, at beløbet for reolen er tilbagebetalt, kan anses som dokumentation for, beløbet er udbetalt til klageren. Nævnet bemærker, at indklagede nemt kunne have afkrævet klageren en kvittering, såfremt tilbagebetaling havde fundet sted.

Indklagede har således ikke løftet bevisbyrden for, at klageren har fået tilbagebetalt pengene for reolen. Klageren har derfor krav på at få pengene tilbage.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2003-650/7-308)

5.9.2. Køb af magnettæppe via postordre kunne fortrydes

En forbruger kunne fortryde postordrekøb af magnettæppe, selvom emballagen var brudt, og magnettæppet var taget i brug. Magnettæppet blev tillige anset for mangelfuldt

Forbrugeren ønskede at fortryde købet af et magnettæppe købt via postordre, fordi magnettæppet bulede og foldede, når det blev brugt i hendes seng. Magnettæppet blev derfor returneret til den erhvervsdrivende 16 dage efter modtagelsen.

Den erhvervsdrivende afviste, at købet kunne fortrydes, da emballagen var brudt, og da der heller ikke var fejl ved tæppet, ville den erhvervsdrivende ikke betale pengene tilbage. Grunden til at tæppet bulede og klistrede var ifølge den erhvervsdrivende, at forbrugeren benyttede magnettæppet, der var 90 cm bredt i en seng, der var 140 cm bred, hvilket tæppet ikke var egnet til.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt det i sagen omhandlede magnettæppe via postordre til levering pr. efterkrav. Nævnet lægger derfor til grund, at der foreligger et fjernsalg omfattet af forbrugeraftaleloven, jf. lov nr. 886 af 23. december 1987 med senere ændringer, som var gældende på aftaletidspunktet (nu lov nr. 451 af 9. juni 2004).

Efter bestemmelsen i den dagældende forbrugeraftalelovs § 12 a, stk. 1 (i dag lovens § 18) har forbrugeren 14 dages fortrydelsesret på køb af en vare via fjernsalg. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor varen leveres eller fra den dag, hvor forbrugeren på papir eller et andet varigt medium har fået de oplysninger, som en sælger i henhold til lovens § 11 a har pligt til at meddele forbrugeren, såfremt forbrugeren ikke har fået disse oplysninger ved varens overgivelse, idet fortrydelsesfristen dog udløber senest 3 måneder efter varens overgivelse. Sælgeren har bl.a. pligt til at give forbrugeren tydelig oplysning om, at der i medfør af forbrugeraftaleloven er 14 dages fortrydelsesret, jf. den dagældende lovs § 11 a, stk. 1, nr. 3 (i dag lovens § 12, stk. 2, nr. 2).

Af sagens bilag 3 fremgår det, at indklagede på varens emballage anførte, at der var 8 dages fortrydelsesret betinget af, at varen returneredes i original emballage, og at denne emballage i øvrigt var ubrudt. Herudover er der ikke i sagen oplysninger om, at indklagede har informeret om fortrydelsesret mv.

Det kan derfor lægges til grund, at indklagede ikke har givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten efter forbrugeraftaleloven, og som følge heraf var fortrydelsesfristen ikke udløbet ved klagerens returnering af magnettæppet 16 dage efter leveringen, den 23. november 2002.

Klagerens ret til at fortryde købet afhænger herefter af, om åbningen af emballagen og/eller ibrugtagningen af magnettæppet fører til, at klageren mister sin fortrydelsesret.

For så vidt angår klagerens åbning af emballagen, så har indklagede gjort gældende, at magnettæppet ikke kan sælges igen, fordi klageren har brudt emballagen. Indklagede har henvist til, at magnettæpperne sælges med en ”fabriksny-ved-leveringen-garanti”, der garanterer køberne, at deres magnettæpper ikke har været ude af emballagen.

Nævnet finder ikke, at indklagede kan betinge fortrydelsesretten af, at emballagen ikke er brudt, idet indklagede derved afskærer køberne fra at undersøge det købte. Indklagede kan således ikke med henvisning til sin ”fabriksny-ved-leveringen-garanti” afvise at modtage returnerede magnettæpper.

For så vidt angår brugen af magnettæppet, så følger det af den dagældende lovs § 12 a, stk. 6, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt., (i dag lovens § 20, stk. 3), at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi.

I lovbemærkningerne til § 8, stk. 1, 2. pkt. (Folketingstidende 1977/78, bilag A, sp. 761), er anført: ”Bestemmelsen i 2. pkt. sigter til nogle undtagelsestilfælde, hvor selve ibrugtagningen af en vare medfører en formindskelse af dens salgsværdi, uanset at den for så vidt er i samme stand som før. Som eksempel kan nævnes en fabriksny bil eller en plomberet grammofonplade. Bestemmelsen kan kun påberåbes af sælgeren, såfremt ibrugtagningen konkret er af en sådan art, at den må antages at have mindsket varens salgsværdi, og forbrugeren under hensyn til varens art måtte være klar over denne følge af ibrugtagningen. Bestemmelsen bygger på den betragtning, at man i disse specielle tilfælde med rimelighed kan kræve, at køberen gør sin stilling op, inden han tager varen i brug”.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at det har været åbenbart for klageren, at ibrugtagning af magnettæppet, der ifølge indklagedes brochuremateriale kan anvendes under et lagen eller en skånemadras, medfører en formindskelse af salgsværdien. Ibrugtagningen afskærer dermed ikke klageren fra at fortryde.

Klageren har som begrundelse for returneringen i øvrigt gjort gældende, at magnettæppet bulede og klistrede.

Hertil har indklagede anført, at klagerens problemer skyldes, at magnettæppets størrelse ikke passede til klagerens seng, idet de påsyede elastikbånd ikke kunne anvendes og dermed hindre, at magnettæppet foldede og bulede.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, foreligger der en mangel, hvis sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.

Det fremgår ikke af indklagedes brugsanvisning, at magnettæppet forudsættes fastgjort med elastikbånd for at hindre buler og folder, ligesom det ikke er anført, at magnettæppet af samme grund ikke hensigtsmæssigt kan anvendes i senge, der er større end magnettæppet. Indklagedes manglende oplysning herom betyder, at magnettæppet er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. Klageren er, da manglen anses for væsentlig, derfor også berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 4, nr. 1.

Efter købelovens § 57, stk. 1, er køberen forpligtet til at tilbagelevere det modtagne i væsentlig samme stand og mængde for at få købesummen tilbage. Et køb kan dog godt hæves, uanset varen ikke kan leveres tilbage i væsentlig samme stand, hvis varens forandring skyldes en hændelig begivenhed eller genstandens egen beskaffenhed eller foranstaltninger, som udkrævedes til dens undersøgelse, jf. købelovens § 58.

Nævnets sagkyndige har påpeget, at magnettæppet har været foldet på langs, og der derved er sket en bøjning af magnetstriberne, der igen har forårsaget nogle hårde buler på magnettæppet. Nævnets sagkyndige kan ikke konstatere, hvornår magnettæppet er blevet foldet på langs.

Uanset klageren under sagen måtte have foldet magnettæppet på langs og forårsaget bulerne, så er det imidlertid ikke til hinder for, at klageren kan kræve købesummen tilbage. Klageren var således ikke gjort bekendt med, at magnettæppet ikke måtte foldes på langs, og kan derfor ikke bebrejdes magnettæppets forandring.

Klageren er således også efter købelovens regler berettiget til at få købesummen tilbagebetalt mod udlevering af magnettæppet.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2003-662/7-41)

5.9.3. Revne i glaskande gav afslag i prisen på kaffemaskine

Da en forbruger afkalkede sin kaffemaskine i overensstemmelse med brugsanvisningen, fremkom en revne i glaskanden. Den erhvervsdrivende afkræftede ikke formodningen for, at der var spændinger i glasset på leveringstidspunktet

En forbruger afkalkede sin kaffemaskine første gang knapt 6 måneder efter købet. Han fulgte den medfølgende brugsanvisning og lod vand og eddikesyre løbe igennem maskinen. Da processen skulle gentages, kom der en revne i glaskanden, efter at han havde hældt koldt vand i kanden.

Forbrugeren krævede at få en leveret en ny glaskande, idet brugsanvisningen var blevet fulgt. Den erhvervsdrivende afslog dette med henvisning til, at glaskanden var leveret med kaffemaskinen uden skader. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klagen vedrører køb af en kaffemaskine, der har kostet 699 kr. Nævnet er derfor kompetent til at behandle klagen, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1994 om Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, som var gældende på tidspunktet for klagens indgivelse.

Klageren har oplyst, at kanden er revnet i forbindelse med, at klageren afkalkede kaffemaskinen i overensstemmelse med den medfølgende brugsvejledning.

Da klageren har reklameret over skaden inden for de første 6 måneder efter købet, finder § 77 a, stk. 3, i lov nr. 213 af 22. april 2002 om ændring af købeloven, anvendelse. Efter denne bestemmelse skal fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden 6 måneder efter risikoens overgang, dvs. varens levering, formodes at have været til stede ved leveringen, medmindre visse i § 77 a nævnte særlige forhold gør sig gældende.

Af udtalelsen fra Forbrugerstyrelsens laboratorium fremgår det, at det ikke kan udelukkes, at kanden er revnet som følge af spændinger i glasset fra produktionstidspunktet.

Nævnet finder på denne baggrund ikke at kunne afvise, at det konstaterede skyldes manglende egenskaber ved varen.

Da indklagede herefter ikke har afkræftet formodningen for, at den manglende overensstemmelse beror på forhold, som var til stede ved leveringen, lægger nævnet til grund, at glaskanden var behæftet med en mangel ved leveringen, jf. købelovens § 77 a, stk. 3, sammenholdt med § 76, stk. 1, nr. 4.

Nævnet finder, at manglen berettiger klageren til et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, svarende til den oplyste pris for en glaskande af den omhandlede art.” (2005-412/7-48)

5.9.4. Fortrydelse af køb af kontorstol

Sælgeren kunne ikke betinge en aftalt fortrydelsesret af, at varen skulle returneres usamlet, når det ikke var kendeligt for forbrugeren, at stolen ikke kunne adskilles igen efter samling

En forbruger bestilte en kontorstol via sælgerens hjemmeside. Bestillingen blev foretaget på en computer i sælgerens forretning sammen med en medarbejder. Forinden bestillingen havde forbrugeren besigtiget en tilsvarende stol i forretningen. Efter levering af stolen samlede forbrugeren den, og det viste sig efterfølgende, at den ikke kunne skilles ad igen. Forbrugeren var ikke blevet oplyst om dette, ligesom det heller ikke stod i brugsanvisningen.

Da forbrugeren henvendte sig til sælgeren, fordi hun ønskede at fortryde købet, blev hun afvist under henvisning til, at stolen skulle tilbageleveres usamlet, jf. betingelserne for fortrydelse i faktura- og ordrebekræftelsen, der indeholdt følgende bestemmelse:

”Fortrydelse: Ønsker du at fortryde købet, skal du kontakte nærmeste butik senest 14 dage efter modtagelse. Butikken vil oplyse om, hvortil varen skal returneres. Du skal returnere varen i samme stand, som du modtog den – det vil sige ubrugt, usamlet og i original emballage. Originalemballagen skal være i en stand der muliggøre videresalg, idet der på emballagen er anvist nødvendige oplysninger om varens anvendelse samt mål/værdier, som er nødvendig information for vore kunder. Du skal selv afholde omkostningerne i forbindelse med returnering af varen.”

Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet med krav om, at gøre brug af fortrydelsesretten og få købesummen retur. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren har afgivet sin bestilling i indklagedes forretning, hvor klageren blev rådgivet af en af indklagedes ansatte. Der foreligger derfor ikke et fjernsalg i forbrugeraftalelovens forstand, men det fremgår af indklagedes forretningsbetingelser, at indklagede indrømmer sine kunder 14 dages fortrydelsesret, også selvom aftalen ikke er indgået ved fjernsalg.

Indklagede har samtidig betinget fortrydelsesretten af, at varen returneres i samme stand, som kunden modtog den ”- det vil sige ubrugt, usamlet og i original emballage”.

Sagen angår spørgsmålet, om klageren som følge af dette vilkår er afskåret fra at fortryde købet af en kontorstol, som klageren har samlet uden kendskab til, at stolen herefter ikke kunne adskilles igen, hvilket hverken fremgik af brugsvejledningen, emballagen eller omstændighederne i øvrigt.

2 nævnsmedlemmer finder, at indklagedes forretningsvilkår må forstås således, at en samling af varen i sig selv indebærer, at fortrydelsesretten fortabes, og at der som følge heraf ikke kan gives klageren medhold i det fremsatte krav om, at hun er berettiget til at hæve købet på trods af stolens samling.

3 nævnsmedlemmer lægger vægt på, at indklagede – som også driver en internetbutik – anvender samme forretningsbetingelser over for fjernsalgskunder som over for andre kunder. Da de forbrugere, som indgår aftale med indklagede ved fjernsalg, kan påberåbe sig beskyttelsen efter forbrugeraftaleloven, finder disse nævnsmedlemmer, at indklagedes betingelser vedrørende kundernes fortrydelsesret må fortolkes i lyset af forbrugeraftalelovens ufravigelige regler.

Da købet blev indgået 22. september 2004, skal forretningsbetingelserne fortolkes i lyset af reglerne i lovbekendtgørelse nr. 886 af 23. december 1987 med senere ændringer, som var gældende indtil 1. oktober 2004, hvor den tidligere forbrugeraftalelov blev afløst af lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler.

Efter § 12, stk. 6, i den tidligere lov (i dag lovens § 20, stk. 1) er udøvelse af lovens fortrydelsesret betinget af, at det modtagne kan tilbagegives i væsentlig samme stand. Det er derfor ikke i sig selv til hinder for at fortryde et fjernsalg, at varen har været taget i brug. Er det efter varens art åbenbart, at en brug af varen medfører formindskelse af varens salgsværdi, kan fortrydelsesretten dog ikke gøres gældende, jf. den dagældende lovs § 12, stk. 6, jf. § 8, stk. 1, 2. pkt. (i dag lovens § 20, stk. 3, nr. 1).

Da det ikke har været kendeligt for klageren, at stolen efter at have været samlet ikke kunne adskilles igen, finder de nævnte nævnsmedlemmer, at klageren har været berettiget til at forvente, at samlingen af stolen ikke afskar hende fra at fortryde købet. Disse nævnsmedlemmer finder derfor, at klageren er berettiget til at fortryde købet, og at dette gælder, selvom stolen ikke længere kan tilbagegives i væsentlig samme stand i og med, at den ikke længere kan adskilles, jf. herved den dagældende lovs § 12, stk. 6, jf. § 8, stk. 2 (i dag lovens § 20, stk. 2), hvorefter forbrugeren bevarer sin fortrydelsesret, selvom varen er blevet beskadiget/forringet, hvis dette ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra forbrugerens side.

Idet afgørelsen træffes i overensstemmelse med flertallets opfattelse, er klageren herefter berettiget til at fortryde købet og kræve købesummen + fragt tilbagebetalt mod, at klageren tilbagegiver den nu samlede kontorstol til indklagede.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor forbrugeren afsendte sit tilbagebetalingskrav til den erhvervsdrivende. (2005-650/7-660)

5.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr

5.10.1. Cykel med rust og et gear der frøs fast

Sælgeren burde have oplyst forbrugeren om, at der var tale om et gearsystem, som forbrugeren måtte forvente frøs fast om vinteren. Rusten oversteg ikke det forventelige

En forbruger købte en cykel til en pris af 5.499 kr. Omkring et år senere var der rust på de fleste bolte, skruer, lås, bremsesystem, nipler mv. Endvidere var der mærkelige pletter på de metalflader, der dækkede hjul, støtteben og pedaler. Sælgeren reparerede cyklen, men klageren var ikke tilfreds hermed, hvorfor hun henvendte sig til producenten af cyklen, som imidlertid ikke besvarede forbrugerens henvendelse. Knap 20 måneder efter købet henvendte forbrugeren sig igen til sælgeren, idet cyklens gearsystem frøs fast ved lave temperaturer, og man derfor ikke kunne skifte gear. Sælgeren oplyste, at alle cykler med indvendige gear har dette problem og tilbød at rense, frostsikre og udskifte kablerne gratis, hvilket ville afhjælpe problemet midlertidigt. Dette afviste forbrugeren og henvendte sig i stedet til producenten. Producenten afviste imidlertid også reklamationen. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at der kan konstateres rust og ir på 2 gennemgående bolte på bremsegrebene, låsepinden på click låsen, stålbagagebæreren, aluminiumspedalerne, støtteben, aluminiumsnavene samt nipler og bøsninger i fælgene. Ligeledes lægges efter den sagkyndige erklæring til grund, at der kan konstateres pletter på de sølvfarvede skærme.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at det ikke ved besigtigelsen kunne konstateres, at gearene fryser fast i frostvejr, men at problemet er kendt på cykler med 7 indvendige gearsystemer. Den sagkyndige har ligeledes oplyst, at problemet kan afhjælpes ved eftermontering af et nyt tætningssystem.

For så vidt rust og ir angår har den sagkyndige udtalt, at det konstaterede ikke afviger fra, hvad man sædvanligvis må regne med ved en cykel af den omhandlende type og til den omhandlende pris, idet rust og ir kommer meget hurtigt på alle cykler, når de bruges dagligt – især om vinteren. For så vidt angår cyklens skærme skyldes det konstaterede en fabrikationsfejl, idet pletterne, ifølge den sagkyndige, er fremkommet ved en kemisk proces mellem lagene i skærmmaterialet og de rustfri beslag, der er nittet på.

På den baggrund finder nævnet ikke, at cyklen for så vidt angår til rust og ir kan antages at have været af en anden eller ringere beskaffenhed, end klageren havde grund til at forvente. Derimod finder nævnet, at der er tale om en oprindelig fejl ved skærmene, og at cyklen derfor er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 77 a, stk. 1. Manglen findes dog ikke at være så væsentlig, at den berettiger klageren til at hæve købet, hvorimod klageren findes at have krav på et prisafslag på 500 kr. svarende til, hvad det vil koste at udskifte skærmene, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 3.

Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) finder for så vidt angår gearsystemet, at det må være en naturlig og rimelig forpligtelse for en sælger at oplyse køberen om, at der er tale om et gearsystem, som man må forvente fryser fast om vinteren samt at sikre sig bevis for, at behørig oplysning herom er givet. Som sagen foreligger oplyst, finder disse medlemmer ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren ved købet har fået den fornødne vejledning og er blevet advaret om risikoen for, at gearsystemet fryser fast. Disse medlemmer finder herefter, at der foreligger en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, som dog ikke findes at være så væsentlig, at den berettiger klageren til at hæve købet. Derimod findes klageren ifølge disse medlemmer at have krav på et prisafslag på 100 kr. svarende til, hvad et nyt tætningssystem vil koste, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 3.

Et mindretal (2 nævnsmedlemmer) finder ikke, at der kan pålægges indklagede en sådan oplysningspligt, og at der derfor ikke foreligger en mangel ved gearsystemet. Disse to medlemmer finder derfor, at der ikke bør gives medhold i det fremsatte krav vedrørende cyklens gearsystem.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. (2005-523/7-128)

5.10.2. Køb af ny 4-hjulet crosser - sælgers vejledning

Skader på køretøjet skyldtes ikke oprindelige fejl men var opstået ved hård brug af svage dele. Den erhvervsdrivende havde pligt til at vejlede forbrugeren om køretøjets egenskaber og brug

En forbruger købte en 4-hjulet crosser til sin søn. Køretøjet gik i stykker 4-5 måneder efter købet, og forbrugeren indleverede derfor køretøjet til den erhvervsdrivende.

Den erhvervsdrivende udskiftede køretøjets startkrans og bremsehus. Den erhvervsdrivende mente, at skaderne på køretøjet skyldtes for hård kørsel i ujævnt terræn og dermed misbrug fra forbrugerens side. Den erhvervsdrivende havde herudover modtaget oplysninger om, at køretøjet var blevet anvendt til at transportere to personer på samme tid.

Da den erhvervsdrivende mente, at klageren havde misbrugt køretøjet, blev forbrugeren faktureret for reparationen.

Forbrugeren mente, at køretøjet, som forbrugeren omtalte som en ATV (All Terrain Vehicle), skulle kunne anvendes i alle slags terræner og bestred, at køretøjet havde transporteret mere end én person ad gangen. Derfor mente forbrugeren, at skaden var omfattet af reklamationsretten, og at denne skulle udbedres uden beregning.

Under sagens behandling ved Forbrugerstyrelsen udtalte nævnets sagkyndige blandt andet, at køretøjet måtte betegnes som et legetøjsprodukt, der ikke var egnet til hård kørsel i ujævnt terræn, modsat en ATV eller en 4-hjuls crosser til motocrosskørsel. Den sagkyndige udtalte endvidere, at gennemsnitsprisen på en ATV var ca. 25.000-30.000 kr., og at en 4-hjuls crosser til motocrosskørsel kunne erhverves for ca. 80.000-100.000 kr.

Indklagede fastholdt, at der var anvendt en korrekt betegnelse for køretøjet og oplyste samtidig, at klageren i forbindelse med købet havde fået behørig vejledning om anvendelsen af køretøjet.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Sagen angår køb af en ny 4 hjuls crosser, som blev købt for 12.800 kr. til brug for klagerens 13-årige søn.

Klageren klagede 4-5 måneder efter købet over, at køretøjet var gået i stykker, og startkrans og bremsehus blev herefter udskiftet af indklagede for 2.110 kr.

Klageren har afvist at være forpligtet til at betale denne reparationsregning under henvisning til, at der er tale om en mangelsreparation, som indklagede har været forpligtet til at udføre vederlagsfrit.

Efter købelovens § 77 a, stk. 3, formodes en fejl eller kvalitetsafvigelse, som viser sig inden for de første 6 måneder efter varens levering, at have været til stede ved leveringen, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Efter den sagkyndiges udtalelse kan de påberåbte fejl ikke antages at have været til stede på leveringstidspunktet, idet det er overvejende sandsynligt, at skaderne er opstået ved hård brug af svage dele.

Indklagede findes herefter at have afkræftet formodningen for, at skaderne skyldes oprindelige fejl ved køretøjet, som har været til stede allerede ved leveringen.

Spørgsmålet er herefter, om indklagede ved købets indgåelse har vejledt klageren behørigt om køretøjets egenskaber og om den rette brug af køretøjet, jf. herved, at betegnelsen ”crosser” generelt anvendes i forbindelse med en række forskellige produkter til varierende priser og af varierende kvalitet. Da parterne er uenige om, hvilken vejledning klageren fik ved købets indgåelse, kan spørgsmålet herom ikke afklares uden en nærmere bevisførelse i form af parts- og eventuelle vidneforklaringer afgivet under strafansvar.

Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for nævnet, afvises sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. herved § 14, stk. 2, i lov om forbrugerklager.” (2005-523/7-110)

5.11. Foto, ure, optik, smykker

5.11.1. International garanti ydet ved køb af et ur i Belgien

Forbrugerklagenævnet afviste at behandle en sag om en international garanti, da fortolkning af garantien var undergivet belgisk ret

En dansk forbruger, bosat i Belgien, købte et vandtæt ur i Belgien med en international garanti ydet af Omega. Uret, der var utæt, blev indleveret til en urmager i Danmark, der videresendte uret til garantigivers danske afdeling med henblik på reparation under garantien. Reparationen trak ud, da det var vanskeligt at skaffe en nødvendig reservedel fra Svejts. Knapt 5 måneder efter indleveringen indbragte forbrugeren sagen for Forbrugerklagenævnet med krav om ombytning eller erstatning svarende til købesummen under henvisning til, at den danske reparatør ikke havde repareret uret inden rimelig tid.

Under sagens behandling i Forbrugerklagenævnet oplyste reparatøren, at denne danske virksomhed var ejet af en svejtsisk virksomhed, der også ejede Omega, og at kravet derfor kunne rettes mod virksomheden i Danmark. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Købet er foretaget i Belgien af klageren, som er bosat i Belgien, og garantibeviset blev udstedt ved denne lejlighed. Købsaftalen må derfor antages at være undergivet belgisk ret, og det samme gælder garantien, der må anses for et accessorium til købsaftalen. Det forhold, at der er tale om en international garanti, som har berettiget klageren til at indlevere uret til reparation også her i landet, findes ikke at kunne ændre herpå.

Ved at indlevere uret til reparation i Danmark, hvor det hverken er produceret eller købt, må det anses for påregneligt, at reparationstiden vil kunne trække ud som følge af, at den danske reparatør ikke har de nødvendige reservedele på lager, men først skal fremskaffe disse fra udlandet.

Det fremgår af sagen, at klageren tidligere har indleveret uret til reparation under garantien.

Nævnet har ikke et sådant kendskab til belgisk ret, at nævnet kan vurdere, om klageren efter belgisk ret kan gøre krav gældende mod garantigiveren i en sag som den foreliggende, hvor uret har været indleveret til reparation under garantien to gange, og hvor reparationstiden den sidste gang er trukket ud som følge af, at der skulle fremskaffes reservedele fra udlandet, men hvor uret nu skulle være behørigt repareret.

Nævnet afviser derfor sagen som uegnet til nævnsbehandling.” (2004-641/7-83)

5.11.2. Brillekøb blev ophævet

Forbrugerklagenævnet havde kompetence til at behandle en klage over et par briller købt i en optikbutik, som en øjenlæge, der havde udmålt og fremstillet brillen, var indehaver af

Forbrugeren ønskede at ophæve købet af et par briller, fordi hun ikke så godt med brillerne.

Den erhvervsdrivende afviste, at der var mangler ved brillerne og afviste, at Forbrugerklagenævnet havde kompetence til at behandle sagen, idet han var øjenlæge, og sagen vedrørte en ydelse, som han havde leveret som øjenlæge, ligesom klager over brillestyrker behandles af Patientklagenævnet. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede har bestridt Forbrugerklagenævnets kompetence til at træffe afgørelse i sagen, idet han anser Patientklagenævnet for at være rette klageinstans. Sagen angår imidlertid en civilretlig tvist vedrørende et par briller, som indklagede som indehaver af optikervirksomheden ”Øjenlægernes Optik” har påtaget sig at udmåle og fremstille til klageren. Det falder uden for Patientklagenævnets virksomhedsområde at tage stilling til en sådan tvist, jf. herved § 12 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. og bekendtgørelse nr. 885 af 11. april 2003 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Forbrugerklagenævnet er derfor kompetent til at behandle sagen, jf. herved kapitel 3 i lov om forbrugerklager og bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager.

Det fremgår af den sagkyndiges udtalelse af 27. august 2005, at klagerens tidligere brilleglas var korrigeret for bygningsfejl, hvilket ikke er tilfældet for de brilleglas, som klagen vedrører, og disse brilleglas er samtidig ikke helt præcist monteret i stellet.

Nævnet lægger i overensstemmelse med den sagkyndiges vurdering og klagerens forklaring til grund, at de nævnte forhold indebærer, at klageren ikke oplever en tilfredsstillende synskomfort med den nye brille. Nævnet finder endvidere, at indklagedes ydelse dermed er af en anden og ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, og at ydelsen dermed er mangelfuld, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Indklagede burde derfor have tilbudt klageren to nye glas, og da dette ikke er sket inden rimelig tid efter klagerens reklamation, er klageren herefter berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 4. Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2004–7242/7-113)

5.11.3. Der var ikke reservedele til digitalt kamera

Det var ikke en mangel, at sælgeren ikke ved salget af et digitalt kamera havde oplyst, at producenten ikke tilbød reservedele til kameraet

En forbruger købte en printer og et digitalt kamera til en samlet pris af 3.357 kr. Ca. halvandet år efter købet knækkede kameraets batteridæksel, og forbrugeren reklamerede derfor til sælgeren. Sælgeren mente ikke, der var tale om en fabrikations- eller materialefejl og afviste derfor reklamationen. Sælgeren tilbød klageren, at han kunne købe et tilsvarende kamera i stedet.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der lod en sagkyndig besigtige kameraet. Den sagkyndige vurderede, at det sandsynligvis var en uheldig brugspåvirkning fra forbrugerens side, der havde forårsaget fejlen. Den sagkyndige bemærkede samtidig, at producenten ikke tilbød reservedele til det pågældende kamera. Det var således heller ikke mod betaling muligt for køberen at få udskiftet batteridækslet.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren har gjort gældende, at det skyldes en produktionsfejl, at batteridækslet ca. halvandet år efter købet gik i stykker. Nævnets sagkyndige har imidlertid ikke fundet, at der er tale om en produktionsfejl, men at skaden i stedet skyldes uheldige brugsomstændigheder. Nævnet finder herefter ikke, at klageren har ført bevis for, at kameraet har været mangelfuldt som følge af en materiale- eller konstruktionsfejl.

Nævnets sagkyndige har i sin erklæring gjort opmærksom på, at kameraproducenten har valgt, at der for denne models vedkommende ikke tilbydes reservedele. Spørgsmålet i sagen er herefter, om der foreligger en mangel ved kameraet som følge af, at indklagede undlod at oplyse klageren herom ved købet, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, hvorefter der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, såfremt sælgeren har forsømt at give køberen oplysning om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er tale om et kompliceret teknisk produkt, der er undergivet hurtig forældelse, og som prismæssigt ikke hører til i den dyrere ende. Det er ikke ualmindeligt, at sådanne produkter ikke lader sig reparere og/eller markedsføres uden et (fuldstændigt) reservedelsprogram. For disse produkter bør der være mulighed for at basere sin eftersalgsservice på, at der i tilfælde af fejl og skader alene tilbydes ombytning. Som en følge heraf finder nævnet heller ikke, at der påhviler sælgerne af disse produkter en forpligtelse til at oplyse, at der alene tilbydes ombytning, hvis produkterne går i stykker.” (2003-4021/7-90)

5.11.4. Undersøgelsesgebyr

En reklamationsbehandling, der gøres betinget af, at forbrugeren skal betale et undersøgelsesgebyr, hvis reklamationen ikke findes berettiget, kan ikke sidestilles med et tilbud om gratis afhjælpning

En forbruger købte et digitalt kamera til 1.207,50 kr. (førpris: 1.499 kr.). Forbrugeren opdagede efterfølgende, at kameraet ikke kunne tage skarpe billeder, og at det var umuligt at stille skarpt på kameraet.

Forbrugeren reklamerede derfor til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende svarede, at det var et billigt kamera, hvorfor forbrugeren ikke kunne forvente, at kameraet også skulle kunne stille skarpt.

Den erhvervsdrivende ville imidlertid gerne sende kameraet til undersøgelse på værkstedet, men stillede krav om, at forbrugeren betalte et undersøgelsesgebyr, såfremt værkstedet ikke fandt en mangel ved kameraet. Dette vilkår ville forbrugeren ikke acceptere, og han indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet.

Kameraet blev sendt til undersøgelse hos nævnets sagkyndige, der fandt kameraet fejlbehæftet, hvorefter Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har reklameret til indklagede over, at kameraet tager uskarpe billeder, og at det er umuligt at stille skarpt på kameraet. Indklagede har tilbudt at sende kameraet til undersøgelse på værksted, men har betinget sig betaling af et undersøgelsesgebyr, hvis undersøgelsen skulle vise, at kameraet ikke var behæftet med en mangel. Klageren har på det grundlag afvist indklagedes tilbud om at sende kameraet til undersøgelse.

Nævnet lægger efter den sagkyndige erklæring til grund, at kameraet har været mangelfuldt ved leveringen, idet kameraet helt åbenlyst tager uskarpe billeder.

Klageren har endvidere reklameret rettidigt over for indklagede og givet indklagede mulighed for at tage stilling til klagen. At indklagede ikke har ønsket dette, uden at klageren accepterede indklagedes ovennævnte vilkår, må komme indklagede selv til skade.

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 4, 1. led, at…”sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79.”

En reklamationsbehandling, der gøres betinget af, at forbrugeren skal betale et undersøgelsesgebyr, hvis reklamationen ikke findes berettiget, indebærer, at forbrugeren påtager sig en betalingsrisiko, og kan derfor ikke sidestilles med et tilbud om gratis afhjælpning.

Klageren, som har købt en mangelfuld vare, og som ikke har ønsket at acceptere indklagedes vilkår om et undersøgelsesgebyr, har herefter mulighed for at påberåbe sig købelovens § 78, stk. 4, 2. led, og… ”kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade manglen afhjælpe for sælgerens regning.”

Klagerens krav om købets ophævelse er derfor berettiget, hvorfor klageren kan kræve købesummen tilbagebetalt mod udlevering af kameraet. Kameraet blev købt som del af et større køb, hvor der blev givet en samlet pakkerabat på 19,45%. Den købesum, som klageren kan kræve tilbagebetalt, udgør således købsprisen på 1.499 kr. fratrukket en rabat på 19,45% eller i alt 1.207,50 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2003-4021/7-73)

5.12. Motorkøretøjer

5.12.1. Sælger hævdede, at en bil var solgt privat

En bil blev annonceret til salg i en avis af en bilforhandler. Sælgeren, der var direktør i det erhvervsdrivende selskab, oplyste, at han havde solgt bilen som privatperson. Nævnet fandt, at der forelå et forbrugerkøb

En virksomhed, der forhandlede biler, havde sat en bil til salg i en avisannonce. På baggrund af annoncen kontaktede en forbruger virksomheden og indgik efterfølgende aftale om køb af bilen. Sælgerens efternavn indgik som en del af virksomhedens navn, hvilket bl.a. fremgik af et visitkort, som forbrugeren modtog ved købet, og forbrugeren antog derfor, at sælgeren var indehaver af virksomheden.

I løbet af et par måneder opstod der forskellige fejl ved bilen, som den erhvervsdrivende afhjalp ved bl.a. at levere forskellige reservedele gratis til forbrugeren. Da tandremmen gik i stykker, og forbrugeren igen reklamerede, blev han imidlertid afvist af den erhvervsdrivende, der gjorde gældende, at der ikke forelå et forbrugerkøb, idet forbrugeren havde købt den erhvervsdrivendes privatbil. Den erhvervsdrivende henviste forbrugeren til at rette henvendelse til det værksted, der havde klargjort bilen inden købet.

Forbrugeren bestred, at der skulle foreligge et privatsalg, idet han var af den opfattelse, at han havde handlet med virksomheden. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Forbrugerkøb er defineret i købelovens § 4 a, stk. 1, hvori det hedder:

”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb”.

Det fremgår af parternes oplysninger, at klageren fik kendskab til bilen gennem en annonce i Berlingske Tidende, hvor Autohuset [ ]var angivet som sælger, ligesom det fremgår af slutsedlen, at bilen blev solgt ”ifølge beskrivelse i Berlingske Tidende”. På det visitkort, som klageren fik udleveret ved købet, fremstår C. [ ] endvidere som bilimportør med tilknytning til Autohuset [ ]. Derudover fremgår det af oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at C. [ ] er direktør i Autohuset [ ] ApS

Nævnet finder på den baggrund, at der utvivlsomt foreligger et forbrugerkøb, jf. købelovens § 4 a, stk. 1, og at C. [ ] må anses for at have fremtrådt som legitimeret til at handle på virksomheden Autohuset [ ]’s vegne, hvorfor klageren med rette har troet, at han har indgået aftale med virksomheden.

Det bemærkes i den forbindelse, at selvom C. [ ], der er direktør i Autohuset [ ] ApS, havde været at betragte som sælger af bilen, ville et sådant salg være anset for at være sket som led i hans erhverv som autoforhandler, hvorfor der også under de omstændigheder ville have foreligget et forbrugerkøb.

Nævnet er som følge heraf kompetent til at behandle klagen.

På baggrund af de foreliggende oplysninger lægger nævnet til grund, at klageren reklamerede over klimaanlægget få dage efter leveringen, og at indklagede i den anledning leverede en kompressor til klageren uden omkostning for klageren. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren den 7. oktober 2003 reklamerede over tandremmen, og at indklagede i den anledning henviste klageren til at rette sit krav mod det værksted, der inden leveringen udskiftede tandremmen.

På den baggrund finder nævnet det godtgjort, at bilen på leveringstidspunktet var behæftet med mangler i form af fejl ved køleranlæg og tandrem, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 77 a, stk. 3.

Nævnet finder, at manglerne berettiger klageren til et afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Afslaget fastsættes under hensyn til de foretagne reparationer, der daterer sig til
19. juni 2003, 18. november 2003 og 10. december 2003, til 5.000 kr.

For så vidt angår klagerens øvrige krav om godtgørelse af afholdte reparationsudgifter på fremmed værksted, finder nævnet det ikke godtgjort, at disse reparationer kan relateres til manglerne, eller at der i øvrigt forud for reparationerne er reklameret til indklagede. Der kan derfor ikke gives klageren medhold i dette krav.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2004-521/7-332)

5.12.2. Forhandler solgte sin søns bil

Forbrugerklagenævnet havde kompetence til at behandle en klage over mangler ved en brugt bil, da forhandleren måtte anses for at være sælger af bilen

Kort tid efter at have købt en brugt bil, konstaterede en forbruger flere fejl og henvendte sig derfor til forhandleren.

Under henvisning til at bilen var solgt af den erhvervsdrivendes søn, hvis navn fremgik af salgsslutsedlen, nægtede forhandleren at tage imod reklamationen.

Forbrugeren forklarede, at han ikke var blevet gjort bekendt med, at bilen blev solgt af forhandlerens søn som privat person og anførte, at sønnens navn måtte være blevet påført slutseddelen efterfølgende. Bilen havde endvidere været udbudt til salg på den erhvervsdrivendes forretningssted med angivelse af dennes virksomhedsnavn, og aftalen var indgået på den erhvervsdrivendes standardformular. Mod betaling af leveringsomkostninger, havde den erhvervsdrivende forestået indregistrering og klargøring af bilen samt ydet en 3 måneders 100% garanti. Endvidere var checken på købesummen udstedt til den erhvervsdrivende.

Da sagen kun kunne behandles af Forbrugerklagenævnet, hvis kravet kunne rettes mod den erhvervsdrivende, blev sagen forelagt for nævnet til afgørelse af, om nævnet havde kompetence til at behandle sagen. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Det er i toppen af slutsedlen anført, at sælgeren er [sønnen], men det er uklart, om dette er påført slutsedlen før eller efter, at klagerne underskrev denne. Det lægges til grund, at slutsedlen blev underskrevet af klagerne den 4. oktober 2004, og at den person, som indklagede oplyser er sælger af bilen, [sønnen], først underskrev slutsedlen den 10. oktober 2004. Nævnet finder herefter ikke, at der er skriftlig dokumentation for, at klagerne på tidspunktet for handlens indgåelse var bekendt med, at det var [sønnen], der var sælger af bilen.

Det lægges til grund, at indklagede har modtaget en check på købesummen udstedt til [den erhvervsdrivende], ligesom indklagede ikke har bestridt, at bilen stod til fremvisning hos ham, og at den også blev afhentet der. Indklagede har endvidere oplyst, at [sønnen] kommer i forretningen i sin fritid.

Nævnet finder på denne baggrund, at klagerne har haft føje til at gå ud fra, at sælgeren var [den erhvervsdrivende], og at de således – i tilfælde af at bilen var behæftet med mangler – kunne gøre krav gældende mod [den erhvervsdrivende] i overensstemmelse med købelovens regler om forbrugerkøb.

Det lægges således til grund, at handlen er foregået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, [den erhvervsdrivendes navn], der har handlet inden for sit erhverv. En klagesag om klagernes Renault Laguna falder derfor indenfor Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde.” (2004-521/7-741)

5.12.3. Bilforhandler hæftede som sælger

Bil blev annonceret til salg med angivelse af bilforhandlerens navn og blev solgt fra forhandlerens forretningsadresse. Bilforhandleren hæftede som sælger, selvom bilen var ejet af en privatperson, der også underskrev slutsedlen

En forbruger så en brugt bil annonceret til salg i en annonce fra den erhvervsdrivende, der var bilforhandler, og købte efterfølgende bilen efter at have set på bilen hos forhandleren.

Kort tid efter købet reklamerede forbrugeren over en mindre fejl ved bilen. Forbrugeren afleverede bilen hos forhandleren, og bilen blev repareret.

Da der igen viste sig nogle fejl ved bilen rettede forbrugeren igen henvendelse til forhandleren. Denne gang blev forbrugeren afvist med henvisning til, at forhandleren ikke var sælger af bilen. Bilen var ejet af hustruen til en af forhandlerens sælgere, og hun stod også angivet som sælger på slutsedlen. Forhandleren henviste derfor til, at der var tale om et privatsalg, som forhandleren ikke hæftede for, hvilket forbrugeren ifølge forhandleren også var gjort opmærksom på ved købet. Forbrugeren mente omvendt, at bilen var købt af forhandleren og afviste, at han var blevet gjort opmærksom på, at sælgeren var en anden.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt forhandleren hæftede som sælger, og Forbrugerklagenævnet derfor kunne behandle klagen:

”Forbrugerkøb er i købeloven defineret således, jf. købelovens § 4 a.:

”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb. Stk. 2. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 endvidere køb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.”

Ved en klage over et køb omfattet af § 4 a, stk. 1, skal et krav rettes mod den erhvervsdrivende sælger, mens kravet, hvis der er tale om et køb omfattet af § 4 a, stk. 2, skal rettes mod den ikke-erhvervsdrivende sælger. Nævnets kompetence til at behandle en klage forudsætter, at klagen vedrører en forbrugerkøbsaftale, hvor kravet skal rettes mod en erhvervsdrivende, jf. lov om forbrugerklager § 7. Nævnet er derfor kun kompetent til at behandle sagen, såfremt indklagede ikke blot har optrådt som formidler af købet, men selv har indgået købet, således at der foreligger et forbrugerkøb efter bestemmelsen i § 4 a, stk. 1.

Det fremgår af sagens bilag 2, at den omhandlede bil var annonceret til salg i Den Blå Avis på en måde, der gav indtryk af, at det var indklagede selv, der solgte bilen. Af sagens oplysninger fremgår det endvidere, at bilen var placeret hos indklagede og var forsynet med indklagedes prisskilt. Klagerens henvendelse med henblik på at prøvekøre bilen skete til indklagede, ligesom den efterfølgende aftaleindgåelse skete hos indklagede. Idet annoncering og fremvisning således er sket i indklagedes navn og fra indklagedes adresse, har klageren været berettiget til at gå ud fra, at indklagede var sælger af bilen, medmindre klageren udtrykkeligt blev oplyst om andet.

Indklagede har oplyst, at klageren allerede ved sin første henvendelse blev oplyst om, at der var tale om et privatsalg, som en af indklagedes ansatte sælgere varetog på vegne af sin hustru. Klageren har bestridt, at hun blev oplyst herom, og mod klagerens benægtelse kan det ikke anses for godtgjort, at klageren forud for underskrivelsen af købsaftalen var gjort opmærksom på, at indklagede ikke var sælger af bilen.

Det forhold, at der på købsaftalen var angivet en anden sælger end indklagede, finder nævnet ikke i sig selv kan anses for tilstrækkeligt til, at klageren burde have været klar over, at indklagede ikke var bundet af aftalen. Hertil kommer, at indklagede har ageret som værende bundet af aftalen ved at acceptere, at klageren kort tid efter købet kunne aflevere bilen hos indklagede med henblik på omkostningsfri afhjælpning af fejl ved bilen. Indklagede har således også ved denne adfærd givet klageren en berettiget forventning om, at indsigelser i anledning af købet kunne rettes mod indklagede som sælger af bilen.

Nævnet finder på den baggrund, at der foreligger et forbrugerkøb, som indklagede hæfter for som sælger, og nævnet er som følge heraf kompetent til at behandle klagen.

Nævnet finder anledning til at bemærke, at hvis indklagede ikke havde været bundet af aftalen efter købelovens § 4 a, stk. 1, så havde købet under alle omstændigheder været et forbrugerkøb efter bestemmelsen i § 4 a, stk. 2, idet købet da i stedet må anses for at være formidlet af indklagede på vegne af den ikkeerhvervsdrivende sælger.” (2004-521/7-735)

5.12.4. Køb af bil med omfattende rusttæringer

En forbruger mistede sine misligholdelsesbeføjelser ved at lade bilen reparere uden forinden at reklamere til sælgeren, således at denne havde mulighed for at foretage afhjælpning. Erstatning

En forbruger købte i august 2002 en ca. 11 år gammel Ford Escord for godt 30.000 kr. Bilen var blevet omlakeret inden leveringen.

Da bilen skulle synes i marts 2003, gik den ikke igennem syn, da der var omfattende rusttæringer i bl.a. vangerne. Forbrugeren lod bilen reparere for bl.a. rusttæringer for 17.000 kr. og klagede derefter til den erhvervsdrivende, der afviste at betale reparationsudgiften, da forbrugeren havde afskåret ham fra selv at udføre reparationerne. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at klagerne, da bilen blev synet ca. 7 måneder efter købet, opdagede, at bilens vanger var gennemtærede. Klagerne – som allerede i februar 2003 havde ladet bilen reparere for bl.a. rustskader - lod på ny bilen reparere og krævede udgifterne til reparation af vangerne godtgjort af indklagede.

Nævnet finder, at en forbruger, der køber en indregistreret bil, som minimum er berettiget til at forvente, at bilen opfylder færdselslovens sikkerhedskrav, medmindre han er blevet gjort opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen. Da vangerne på synstidspunktet var tæret i en sådan grad, at bilen ikke kunne passere syn, og da sådanne tæringer ifølge den sagkyndige ikke fremkommer i løbet af 6 måneder, finder nævnet, at det må lægges til grund, at bilens vanger på leveringstidspunktet var af en ringere beskaffenhed end klagerne henset til oplysningerne om bilens alder, prisen og omstændighederne i øvrigt – herunder at bilen blev leveret nymalet - havde grund til at regne med. Bilen må derfor anses for mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Klagerne har imidlertid først reklameret til indklagede efter, at de havde fået bilen repareret på et andet værksted. Klagernes krav om at have været berettiget til at lade manglerne afhjælpe for indklagedes regning er herefter ikke berettiget, idet et sådant krav forudsætter, at indklagede har forsømt at opfylde et krav eller tilbud om afhjælpning inden rimelig tid, jf. herved købelovens § 78, stk. 4.

Da købet angår en bestemt brugt bil, har omlevering ikke været mulig, hvorimod det har været muligt at afhjælpe manglerne. Indklagede har i den forbindelse efter købelovens § 78, stk. 3, haft krav på at få mulighed for at tilbyde afhjælpning. Da klagerne ved deres adfærd har afskåret indklagede fra at gøre brug af sin afhjælpningsret, følger det endvidere af købelovens § 78, stk. 3, at klagerne har mistet deres ret til at kræve et prisafslag eller ophævelse af købet i anledning af de påberåbte mangler.

Klagerne har imidlertid fortsat krav på skadeserstatning, såfremt der kan fastslås et ansvarsgrundlag for indklagede, og klagerne kan godtgøre at have et lidt et tab, som kan kræves erstattet. Det bemærkes herved, at klagerne har pligt til at medvirke til at begrænse indklagedes tab mest muligt.

Nævnet finder, at det kan bebrejdes indklagede, at denne har ladet bilen oplakere forud for salget uden at undersøge bilen for rust. Indklagede findes som følge heraf ved købet at have forsømt at give klagerne oplysninger om en mangel, som indklagede kendte eller burde kende. Indklagede findes derfor at være erstatningsansvarlig over for klagerne i medfør af købelovens § 80, stk. 1, nr. 3. Ved opgørelsen af tabet finder nævnet imidlertid, at der må tages hensyn til, at klagerne ved ikke at have givet indklagede mulighed for at afhjælpe manglerne har tilsidesat deres pligt til at medvirke til at begrænse indklagedes tab. Nævnet finder på denne baggrund, at erstatningen skal begrænses til, hvad indklagede har sparet ved ikke at skulle foretage afhjælpning.

Klagernes krav på erstatning fastsættes herefter skønsmæssigt til 6.000 kr., idet nævnet skønner, at indklagede skulle have brugt 15 til 20 arbejdstimer på udskiftningen samt godt 2.000 kr. til indkøb af nye vanger.” Den erhvervsdrivende blev herudover pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen havde sendt klageformularen til den erhvervsdrivende. (2003-521/7-223)

5.12.5. Defekt sædevarme

Det blev ikke anset for en mangel ved en knap 10 år gammel bil, at bilens sædevarme, som bilen var ”født” med, forud for købet var blevet afmonteret af den erhvervsdrivende, uden at forbrugeren var blevet oplyst herom

En forbruger købte en knap 10 år gammel Peugeot 405 hos den erhvervsdrivende. Bilen var oprindelig født med sædevarme. Forud for købet havde den erhvervsdrivende afmonteret sædevarmen og afblændet kontakterne hertil, uden at oplyse forbrugeren herom. Den erhvervsdrivende havde dog heller ikke reklameret eller på anden måde tilkendegivet overfor forbrugeren, at der var sædevarme i bilen.

Forbrugeren forlangte sædevarmen geninstalleret i bilen, og da sælgeren nægtede dette, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Spørgsmålet i sagen er, om det udgør en mangel ved en 10 år gammel Peugeot 405, at bilens sædevarme, som bilen er ”født” med, forud for købet er blevet afmonteret og afblændet af sælgeren, uden at sælgeren ved købet oplyste køberen herom, jf. herved købelovens § 76, stk.1, nr. 3 og 4.

Tre nævnsmedlemmer lægger vægt på, at det ifølge den sagkyndige er et kendt problem, at sædevarmen på en ældre Peugeot ofte ikke virker, at det ikke fremgik af salgsannonceringen, at der var sædevarme i bilen, og at bilen heller ikke ved købet fysisk fremstod som værende udstyret med sædevarme, idet denne var afmonteret og afblændet. Disse nævnsmedlemmer finder, at klageren under disse omstændigheder ikke har været berettiget til at forvente, at bilen var udstyret med sædevarme, og kan derfor ikke give klageren medhold i, at den manglende sædevarme udgør en mangel ved bilen.

Et medlem (2 stemmer) lægger vægt på, at bilen var ”født” med sædevarme, og at klageren derfor med rette kunne forvente, at bilen var udstyret hermed, når indklagede ved købet undlod at oplyse klageren om, at sædevarmen var afmonteret. Dette medlem vil derfor give klageren medhold i, at den manglende sædevarme udgør en mangel ved bilen.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.(2005-521/7-937)

5.12.6. Køberens krav om afhjælpning kunne ikke afvises

En sælger kunne ikke afværge køberens krav om afhjælpning ved at tilbyde ophævelse, da sælgeren ikke havde godtgjort, at afhjælpning ville være uforholdsmæssig i forhold til ophævelse

En forbruger købte en 16 år gammel Opel Kadett Caravan Diesel for 18.700 kr. I slutsedlen var bl.a. aftalt ’Bilen er synet 2003 sep. Køber ønsker selv at reparere bilen.’ Godt en måned senere opdagede forbrugeren en lang række fejl på bilen. Da han reklamerede til sælgeren, afviste denne at reparere bilen. Forbrugeren modtog i stedet tilbud om, at han kunne få sine penge tilbage for bilen. Det var forbrugeren ikke interesseret i, eftersom han hellere ville have bilen repareret for sælgers regning. Da sælgeren nægtede dette, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Nævnets sagkyndige undersøgte bilen og udtalte, at bilen var købt til en pris der var rimelig og sædvanlig på købstidspunktet, hvis bilen ikke havde været behæftet med fejl. Han udtalte endvidere, at det ville koste 7.600 kr. at udbedre de fejl, han havde konstateret ved besigtigelsen. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Ifølge slutseddel nr. 79440 er bilen købt med det forbehold, at køber selv ønsker at reparere bilen. Det er dog ikke nærmere specificeret, hvilke fejl der er ved bilen, og hvilke fejl køberen dermed selv skal udbedre. Et sådant generelt forbehold kan derfor ikke gøres gældende over for køberen i forbrugerkøb, jf. købelovens § 77, stk. 1. Denne bestemmelse kan ikke fraviges ved forudgående aftale til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2.

Nævnet lægger efter den sagkyndiges oplysninger til grund, at der er mange fejl ved bilen, herunder fejl ved venstre trækakselmanchet og rustangreb i baghjulsophænget, som må antages at have været til stede på leveringstidspunktet. Disse fejl ville medføre kassation ved et effektivt syn hos Statens Bilinspektion. Hertil kommer, at fejlen ved tankmåleren ligger ud over det forventelige.

Nævnet finder derfor, at bilen ved købet var i betydelig ringere stand, end klagerne kunne forvente, og at bilen således lider af mangler, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Klagerne har fremsat krav om afhjælpning. Det følger af købelovens § 78, samt af bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. herved Folketingstidende 2001/2002, 2. samling, side 134, at sælgeren som udgangspunkt er forpligtet til at imødekomme køberens krav om ombytning eller afhjælpning, medmindre han godtgør, at den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre ham uforholdsmæssige omkostninger.

Da tvisten vedrører køb af en brugt bil har indklagede ikke mulighed for at tilbyde omlevering. Indklagede har alene fremsat tilbud om ophævelse af købet. Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at afhjælpning ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger i forhold til en anden beføjelse. Nævnet finder derfor, at indklagede har været forpligtet til at imødekomme klagerens krav om afhjælpning.

Da afhjælpning imidlertid skal ydes inden rimelig tid, og dette ikke er sket, finder nævnet, at klageren nu i overensstemmelse med sit krav herom er berettiget til et forholdsmæssigt afslag i købesummen, jf. § 78, stk. 1, nr. 3. Afslaget fastsættes skønsmæssigt til 7.500 kr.” (2004-521/7-398)

5.12.7. Tilgodebevis kunne overdrages

Væsentlig misligholdelse at afvise at en af forbrugerens bekendte kunne indløse tilgodehavendet, da der var tale om en simpel fordring

En forbruger købte en Toyota Corolla. To måneder senere blev bilen kasseret ved syn, idet bunden var gennemtæret af rust. Køberen og sælgeren aftalte mundtligt, at sælgeren skulle betale 6.000 kr. i bytte for Toyota Corolla’en ved køb af en anden bil hos sælgeren. Bilen blev tilbageleveret med det samme. Et halvt års tid senere bad forbrugeren om at få aftalen på skrift. Af aftalen fremgik det, at aftalen var tidsbegrænset til 1 år. Forbrugeren forsøgte derfor at få sit tilgodehavende indløst gennem en bekendt og senere gennem sin eksmand, som henholdsvis ville købe bil og reservedele hos sælgeren. Begge blev afvist med den begrundelse, at afslaget var personligt. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet med krav om, at sælgeren skulle erkende, at aftalen ikke var personlig eller tidsbegrænset. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af indklagedes skriftlige tilsagn af 24. marts 2003, at parterne har aftalt, at indklagede skulle betale 6.000 kr. for klagerens Toyota Corolla ved køb af en anden bil hos indklagede.

Nævnet lægger til grund, at klageren, der allerede i november 2002 tilbageleverede bilen til indklagede, ønskede at overdrage sit tilgodehavende til en bekendt, der i november 2003 var ved at købe bil hos indklagede, og at indklagede afviste dette under henvisning til, at tilgodehavendet var personligt.

Klagerens tilgodehavende hos indklagede er en simpel fordring, og hovedreglen i dansk ret er, at en simpel fordring frit kan overdrages. Nævnet finder ikke, at klagerens tilgodehavende er af en sådan personlig karakter, at hovedreglen kan fraviges i en situation som den foreliggende, hvor klageren ønsker at overdrage kravet til tredjemand. Det kan således ikke antages at have nogen betydning for indklagede, om levering af ydelsen skal ske til klageren eller til tredjemand.

Ved uberettiget at afvise, at klageren kunne gøre brug af tilgodehavendet ved at overdrage det til en bekendt, findes indklagede således at have misligholdt aftalen væsentligt. Nævnet finder derfor, at klageren på nuværende tidspunkt har krav på udbetaling af de 6.000 kr.” (2004-521/7-442)

5.12.8. Erstatning for udgift til nummerplader

Bilauktionsfirma havde uberettiget afvist en købers reklamation på auktionsdagen og måtte derfor erstatte udgifter til nummerplader, som køberen havde været nødt til at afholde

En forbruger købte på en bilauktion en bil, der var klassificeret som en klasse A bil, og som ifølge auktionsbetingelserne derfor ikke måtte have mekaniske defekter.

Ved forbrugerens prøvekørsel af bilen straks efter hammerslag kom der støj fra gearkassen, og forbrugeren reklamerede derfor med det samme til auktionsfirmaet.

Auktionsfirmaet afviste reklamationen, idet auktionsfirmaet ikke mente, at forbrugeren var berettiget til at klage, og forbrugeren følte sig derfor tvunget til at betale købesummen og købe nummerplader til bilen, så han kunne køre den hjem.

Forbrugeren fastholdt imidlertid sin reklamation, og efter nogle dage accepterede auktionsfirmaet på vegne af sælgeren/indsætteren at tage bilen tilbage. Forbrugeren fik købesummen retur, men auktionsfirmaet afviste at betale den udgift til nummerplader, som forbrugeren havde haft. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har købt en bil til privat brug på auktion hos indklagede. Indklagede har i den forbindelse bevisbyrden for, at indklagede ikke har handlet i eget navn, men som formidler/fuldmægtig for den ejer af bilen, som har sat bilen på auktion. Der foreligger imidlertid under alle omstændigheder et forbrugerkøb, jf. herved købelovens § 4 a, stk. 2, hvorefter forbrugeres køb fra ikke-erhvervsdrivende, som er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende, også er forbrugerkøb.

Indklagedes auktionsbetingelser er derfor ikke bindende for klageren i det omfang, disse betingelser er i strid med bestemmelser i købeloven, som ikke kan fraviges til skade for køberen i forbrugerkøb, jf. herved købelovens § 1, stk. 2. Dette gælder således fx auktionsbetingelsernes pkt. 7.2, pkt. II, hvorefter køberen kun kan hæve et auktionskøb af et køretøj, som er fremstillet i for høj en kategori, såfremt køretøjet tilbagesendes senest 1 time efter auktionens ophør, og såfremt køberen ikke har ladet køretøjet indregistrere. Dette vilkår strider således mod købelovens § 81, hvorefter køberen i forbrugerkøb som minimum har en frist på to måneder til at reklamere over mangler ved salgsgenstanden.

Klagerens reklamation over, at bilen havde mekaniske defekter, blev i første omgang afvist af indklagede, hvilket var årsagen til, at klageren måtte afholde en udgift på 1.100 kr. til nummerplader for at kunne køre bilen hjem. Da indklagede ikke har godtgjort at have været berettiget til at afvise klagerens reklamation som sket, er indklagede erstatningsansvarlig for at have påført klageren den nævnte udgift, og dette gælder, hvad enten indklagede må antages at have handlet i eget navn eller som formidler af købet.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2005-521/7-790)

5.12.9. Forbrugeren skulle betale forsikringen på lånebil

En forbruger måtte selv betale forsikringen på en lånebil, som blev stillet til rådighed af en sælger for at afbøde virkningen af en forsinket levering af den bil, som forbrugeren havde købt

Forbrugeren købte i marts 2002 en brugt bil med aftalt levering en uge senere. Ifølge forbrugeren var det aftalt, at bilen - der var fremvist med trækkrog - skulle leveres nysynet og med nummerplader.

Sælgeren udskød imidlertid gentagne gange leveringen og tilbød efter noget tid forbrugeren en lånebil. Efter at have haft lånebilen et stykke tid modtog forbrugeren en opkrævning på betaling af ansvarsforsikring af lånebilen, hvilket forbrugeren ikke mente, at hun skulle betale. Lånebilen returnerede forbrugeren efter nogle måneders brug.

Den bil, som forbrugeren havde købt, blev først leveret i november 2002, og bilen var nu uden trækkrog og var ikke indregistreret og med nummerplader. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Ifølge klageren var bilen ved købsaftalens indgåelse udstyret med en trækkrog, som indklagede havde afmonteret, inden bilen blev leveret. Indklagede har under sagen afvist klagerens krav, men indklagede har ikke i øvrigt kommenteret klagerens indsigelse om manglende trækkrog. Klagerens oplysninger støttes af registreringsattesterne, hvoraf fremgår, at bilen før købet var godkendt til synsfri sammenkobling, men at bilen var uden tilkoblingsanordning, da den blev indregistreret efter leveringen. Nævnets sagkyndige har med udgangspunkt i disse oplysninger fundet det overvejende sandsynligt, at bilen har været monteret med trækkrog.

Nævnet finder det herefter godtgjort, at bilen ved købsaftalens indgåelse var udstyret med trækkrog, men at trækkrogen var afmonteret, da bilen blev leveret til klageren mere end 7 måneder senere. Bilen var derfor behæftet med en mangel ved leveringen, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, og klageren er berettiget til et afslag, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Afslaget kan passende fastsættes til 1.980 kr. svarende til den udgift, som klageren har afholdt for at få påmonteret ny trækkrog.

Klageren har endvidere fremsat krav om dækning af udgiften til de prøvenummerplader, som klageren måtte låne i forbindelse med indregistreringen af bilen. Klageren har gjort gældende, at det var indklagede, der skulle stå for indregistreringen. Indklagede har afvist klagerens krav, og det fremgår ikke af købsaftalen, at indklagede skulle sørge for indregistreringen. Nævnet finder det på den baggrund ikke godtgjort, at indklagede skulle sørge for indregistreringen, og der kan herefter ikke gives forbrugeren medhold i kravet om dækning af udgiften til prøvenummerplader.

For så vidt angår klagerens krav om dækning af udgiften til forsikring af lånebilen, lægges det til grund, at det ikke blev aftalt, hvem der skulle afholde udgiften til forsikring, da parterne enedes om, at klageren skulle låne bilen.

Nævnet finder herefter, at når intet andet er aftalt, så må klageren som bruger af bilen påregne at skulle afholde udgiften til den lovpligtige ansvarsforsikring i låneperioden, uanset bilen blev stillet til rådighed for at afbøde virkningerne af den forsinkede levering. Der lægges i den forbindelse vægt på, at klageren ikke har haft nogen udgift til forsikring af egen bil i låneperioden, hvilket er tilfældet, når en lånebil stilles til rådighed af sælgeren i forbindelse med mangelafhjælpning. Der kan derfor ikke gives klageren medhold i kravet om dækning af udgiften til forsikring.” (2002-521/7-117)

5.13. Transport og flytning

5.13.1. Betaling for indfortoldning af gods

Speditør havde ikke kontaktet forbrugeren inden indfortoldning og fortabte derfor retten til at kræve betaling

En forbruger indgik i Thailand aftale med et lokalt shippingfirma om forsendelse af et skab med skib fra Bangkok til København. Forbrugeren forudbetalte transporten.

Da skabet ankom til Danmark, modtog forbrugeren besked om, at skabet var udleveret til en dansk speditør i Århus, der samarbejdede med det thailandske shippingfirma. Den danske speditør havde indfortoldet forsendelsen og krævede betaling for dette arbejde, ligesom speditøren også ville have betaling for at sende skabet fra Århus til København.

Forbrugeren så sig nødsaget til at betale for at få skabet udleveret, men fastholdt, at han havde haft krav på at få udleveret skabet i København uden merbetaling, og at han selv havde haft til hensigt at stå for indfortoldningen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af fragtbrevet, at godset skal frigives til indklagede, og nævnet går således ud fra, at indklagede har et samarbejde med den thailandske shippingagent, der har stået for afsendelsen, og at det er som led i dette samarbejde, at klagerens forsendelse er håndteret af indklagede fra dennes adresse i Århus.

Klageren har med den thailandske shippingagent indgået en fragtaftale i Bangkok, hvorefter omkostninger og fragt til København er betalt, og klageren har med rette forventet, at godset blev sendt til København uden yderligere fragtomkostninger. Klageren kan derfor ikke pålægges yderligere transportomkostninger for godsets transport fra indklagede i Århus til København.

For så vidt angår det speditionsarbejde, der skulle udføres ved godsets ankomst, fremgår det af sagens oplysninger, at klageren selv ønskede at forestå fortoldningen i København, og Forbrugerklagenævnet lægger på baggrund af de indhentede oplysninger fra Toldvæsenet til grund, at klageren med bistand fra Toldvæsenet kunne have forestået fortoldningen uden omkostninger.

Efter nævnets opfattelse bør et speditionsfirma, der ikke på forhånd har indgået fragtaftale med forbrugeren, straks ved deres første henvendelse til denne sørge for at få afklaret, hvorvidt forbrugeren selv ønsker at afhente godset og forestå fortoldningen.

Ved at have undladt at søge dette afklaret inden speditionsarbejdet igangsattes, har indklagede fortabt retten til at kræve betaling af klageren for det udførte arbejde. Det bemærkes, at indklagede ikke, på trods af at have været opfordret hertil, har redegjort for, hvad de enkelte fakturaposter dækker over. Dette må bevismæssigt komme indklagede til skade, idet nævnet herefter ikke kan afgøre, om en eller flere af posterne skulle have været betalt af klageren under alle omstændigheder, også selvom godset var ankommet til København, og klageren selv havde forestået fortoldningen.

Klageren har herefter krav på at få tilbagebetalt hele det beløb, som indklagede har opkrævet.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav fra 30 dage efter det tidspunkt, hvor Forbrugerstyrelsen fremsendte klageformularen til den erhvervsdrivende. (2003-512/7-97)

5.13.2. Jakke tilsmudset under færgeoverfart

Rederi var ikke ansvarlig for olietilsmudsning af jakke

Under en færgeoverfart havde forbrugeren på bildækket berørt en wire og derved fået olie på sin jakke. Jakken kunne ikke renses, og oliepletten kunne ikke fjernes helt. Forbrugeren krævede derfor jakken erstattet. Rederiet afviste at være ansvarlig og ville ikke erstatte jakken, hvorefter sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ved udstigning fra sin bil under færgeoverfarten fra Hou til Sælvig fik olie på sin jakke, og klageren har efterfølgende rejst krav om en erstatning svarende til jakkens værdi.

Sølovens regler om erstatning for rejsegods finder anvendelse i det pågældende tilfælde. Ved rejsegods forstås bl.a. enhver genstand som befordres i tilslutning til en aftale om passagerbefordring, jf. sølovens § 401, stk. 3.

For den del af rejsegodset, der er i passagerens varetægt (dog undtaget visse værdigenstande), så er det reglerne om erstatning for håndbagage, der finder anvendelse. En jakke, der bæres af passageren, må anses for at henhøre under denne del af rejsegodset. Efter bestemmelsen i sølovens § 421 stk. 3, jf. stk. 2, har den, som kræver erstatning for tab eller skade på håndbagage, bevisbyrden for, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra bortfragteren selv eller nogen, denne svarer for. Det er således klageren, der skal bevise, at tilsmudsningen af jakken skyldes fejl eller forsømmelser fra indklagedes side.

Klageren har i den forbindelse gjort gældende, at tilsmudsningen kunne være undgået, hvis indklagede havde sørget for en bedre afskærmning af wiren eller havde varslet, at der var risiko for olieafsmitning.

Indklagede har under henvisning til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet afvist, at det er muligt at afdække wirene.

Det påhviler passagerer at færdes med en vis forsigtighed på et skibs bildæk, og nævnet finder ikke, der generelt kan stilles et krav om skiltning eller anden advarsel mod tilsmudsning på et skib, ligesom der heller ikke generelt kan stilles et krav om, at der på dækket sker en tildækning af wirere og andre olierede dele. Idet klageren ikke har anført nogle særlige omstændigheder omkring olietilsmudsningen, der kan begrunde et ansvar, finder nævnet det ikke godtgjort, at indklagede er erstatningsansvarlig.”(2003-612/7-448)

5.14. Musikinstrumenter, cd’er, videobånd, koncerter mv.

Ingen sager.

5.15. Aviser, ugeblade, tidsskrifter, bøger

Ingen sager.

5.16. Øvrige sager

5.16.1. Rådgiveransvar

Konsulenterne i nogle selskaber, der havde ydet økonomisk rådgivning til forbrugere, pådrog sig et personligt erstatningsansvar for uforsvarlig rådgivning og administration af kundernes midler

En virksomhed ydede økonomisk rådgivning til gældsplagede forbrugere. Konceptet bestod i, at kunderne skulle ophøre med at betale deres kreditorer og i stedet indbetale pengene til forskellige anpartsselskaber, som var involveret i rådgivningsvirksomheden. Selskaberne, herunder de rådgivende selskaber, blev alle tvangsopløst efter kort tid uden på noget tidspunkt at have offentliggjort regnskaber. Forbrugerklagenævnet har afgjort to klagesager indgivet af forbrugere, der på denne måde havde tabt deres indbetalinger:

Et ægtepar havde over en årrække betalt i alt omkring 50.000 kr. uden at få noget for pengene. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Sagen har tidligere været forelagt Forbrugerklagenævnet, der udsatte afgørelsen med henblik på at give de indklagede, der ikke havde besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser, lejlighed til at kommentere nævnets vurdering af sagen. Forbrugerklagenævnets formand har herefter ved breve af 8. september 2005 orienteret de indklagede om nævnets opfattelse af sagen på det foreliggende grundlag og givet de indklagede mulighed for at indsende deres eventuelle kommentarer. Brevene er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 10 og 11.

De indklagede har ikke besvaret formandens breve af 8. september 2005, og sagen afgøres derfor som anført heri på baggrund af klagerens forklaring, der støttes af de indsendte bilag samt af oplysningerne i sag nr. 206/7-16, som er forelagt nævnet sammen med denne sag, og oplysningerne i sag nr. 203/7-2, som er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 9, og som også omhandler den foreliggende gældsrådgivningsvirksomhed.

Nævnet lægger herefter til grund, at klageren og dennes ægtefælle i januar 2001 på baggrund af en avisannonce om hjælp til ”gældsplagede danskere ”henvendte sig til ”[ A ]”, som senere skiftede navn først til ”[ B ] ApS” og siden til ”[ C ] ApS”. Rådgivningsvirksomheden gik senere over til [ D ] ApS og derefter til [ E ] ApS. Virksomheden har i perioder været drevet i selskabsregi – således blev [ A ] ApS stiftet den 25. juli 2001 af indklagede 1), direktør [ F ]. Ægtefællernes arrangement varede fra januar 2001 og ind i 2004. I hele perioden var indklagede 1) direktør [ F ], tilknyttet ægtefællerne som konsulent. Dog fik ægtefællerne den 12. januar 2004 fra [ E ] ApS meddelelse om, at de nu havde fået tilknyttet indklagede 2) [G ]som ny konsulent.

Konceptet gik ud på, at ægtefællerne i stedet for at indbetale til deres kreditorer skulle betale til gældsrådgivningsvirksomheden, som til gengæld lovede at indgå aftaler med kreditorerne. Der blev i den anledning henholdsvis i 2001 og i 2002 oprettet henholdsvis et gældsbrev og en låneaftale vedrørende lån på henholdsvis 25.000 kr. og 13.500 kr., som ægtefællerne underskrev som debitorer. Ægtefællerne fik dog aldrig lånebeløbene udbetalt, og ægtefællerne har på de to lån løbende indbetalt i alt henholdsvis 32.175,26 kr. og 16.826,67 kr. i afdrag og kreditomkostninger, uden at lånebeløbene eller de foretagne indbetalinger på noget tidspunkt er kommet kreditorerne eller ægtefællerne til gode.

Dertil kommer, at ægtefællerne derudover har betalt en løbende abonnementsafgift samt et beløb på 1550 kr. i ”sikkerhedsstillelse”, der i januar 2003 blev indbetalt til [ D ] ApS, som indklagede 2) direktør[ G ], stiftede den 17. september 2002.

Alle de i sagen involverede selskaber er i dag tvangsopløste uden på noget tidspunkt at have offentliggjort nogen regnskaber. Beløbene – som ikke har været hensat på en beskyttet konto for ægtefællerne – er i dag tabt.

Efter Forbrugerklagenævnets opfattelse er der tale om en så uforsvarlig rådgivning og administration, at de indklagede begge – uanset hvem der i øvrigt måtte være ansvarlig for den drevne virksomhed – har pådraget sig et personligt erstatningsansvar for ægtefællernes tab, som nævnet fastsætter til et afrundet beløb på 50.000 kr.

Klagerens tilbagebetalingskrav er fremsat i klagerens brev af 3. november 2003 til virksomheden. Efter rentelovens § 3, stk. 2, skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter afsendelsen eller fremsættelsen af et betalingskrav. Klageren kan derfor kræve kravet på 50.000 kr. forrentet med rentelovens rentesats fra den 3. december 2003, til betaling sker.” (2003-206/7-16)

En forbruger havde over en årrække betalt i alt 38.000 kr., hvorefter hun ifølge aftalen skulle kunne opnå et større lån, der dog aldrig kom til udbetaling. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Sagen har tidligere været forelagt Forbrugerklagenævnet, der udsatte afgørelsen med henblik på at give indklagede, der ikke havde besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser, lejlighed til at kommentere nævnets vurdering af sagen. Forbrugerklagenævnets formand har herefter ved brev af 8. september 2005 orienteret indklagede om nævnets opfattelse af sagen på det foreliggende grundlag og givet indklagede mulighed for at indsende sine eventuelle kommentarer. Brevet er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 7.

Indklagede har ikke besvaret formandens brev af 8. september 2005, og sagen afgøres derfor som anført heri på baggrund af klagerens forklaring, der støttes af de indsendte bilag samt oplysningerne i sag nr. 206/7-12, som er forelagt nævnet sammen med denne sag, og oplysningerne i sag nr. 203/7-2, som er vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 6, og som også omhandler den foreliggende gældsrådgivningsvirksomhed.

Nævnet lægger herefter til grund, at klageren på baggrund af en annonce om økonomisk rådgivning i 2001 kontaktede [ B ] ApS, hvor hun fik tildelt indklagede som personlig rådgiver. Klageren ønskede hjælp til at få orden på forholdet til sine kreditorer, således at hun kunne komme ud af RKI. Hun blev tilrådet, at hun i stedet for at indbetale til sine kreditorer skulle betale til indklagede og indklagedes rådgivningsvirksomhed, som til gengæld lovede at indgå aftaler med kreditorerne. Hun blev herved stillet i udsigt, at hun, når hun havde betalt 38.000 kr., ville få et lån, så hun kunne komme ud af RKI. Der blev i den anledning henholdsvis i 2001 og 2002 oprettet henholdsvis et gældsbrev og en låneaftale vedrørende lån på henholdsvis 15.000 kr. (19.162,65 kr. inklusive kreditomkostninger) og 17.500 kr. (22.167,78 kr. inklusive kreditomkostninger), som klageren underskrev som debitor. Klageren fik dog aldrig lånebeløbene udbetalt, og hun har frem til 11. april 2003 løbende betalt i alt 38.000 kr., uden at lånebeløbene eller hendes indbetalinger er kommet hende eller hendes kreditorer til gode, ligesom et lån på 100.000 kr., som hun var blevet stillet i udsigt fra en samarbejdspartner, aldrig er kommet til udbetaling.

Den 11. april 2003 underskrev klageren på indklagedes opfordring en aftale med [ D ] ApS, som indklagede havde stiftet den 17. september 2002. Det fremgik bl.a. af aftalen, at klageren på dette tidspunkt havde indbetalt 26.100 kr. til sikkerhedsstillelseskontoen, som kunne placeres i forskellige investeringsobjekter for at opnå så højt et afkast som muligt – idet afkastet dog tilfaldt selskabet - at selskabet skulle forhandle med kundens kreditorer, men tidligst når den fulde sikkerhedsstillelse var indbetalt, og at klageren fra og med den 11. april 2003 hver måned skulle indbetale 8.000 kr. til selskabets sikkerhedsstillelseskonto for senere at opnå retten til optagelse af et lån. Indklagede kvitterede samme dag for modtagelsen af 7.950 kr. til dækning af ”sidste ydelse af gæld hos [ E ]”.

Den 1. august 2003 var klageren ved at miste sin lejlighed, og hun modtog i den anledning gennem indklagede og indklagedes selskab et lån på 15.000 kr. (i alt 18.000 kr. med renter), som hun herefter har afdraget bortset fra 5.000 kr., som skulle have været betalt via det større lån, som klageren var blevet stillet i udsigt, men som aldrig blev udbetalt.

Alle de i sagen involverede selskaber er i dag tvangsopløste uden på noget tidspunkt at have offentliggjort nogen regnskaber. Klagerens betalinger til selskaberne er derfor tabt.

Med henvisning til konceptet for indklagedes gældsrådgivningsvirksomhed, hvorunder klageren skulle ophøre med at betale sine kreditorer og i stedet indbetale til de involverede tvivlsomme selskaber, uden at de af klageren indbetalte beløb blev hensat på en beskyttet konto for klageren, finder nævnet, at der er tale om en forvaltning og administration af klagerens midler, der er så uforsvarlig, at indklagede som klagerens personlige rådgiver og som del af ledelsen for gældsrådgivningsvirksomheden har pådraget sig et personligt erstatningsansvar for klagerens tab, som hun har opgjort til 38.000 kr.

Klagerens tilbagebetalingskrav er fremsat i klageformularen, som Forbrugerstyrelsen har fremsendt til indklagede den 11. oktober 2004. Efter rentelovens § 3, stk. 2, skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter afsendelsen eller fremsættelsen af et betalingskrav. Klageren kan derfor kræve kravet på 38.000 kr. forrentet med rentelovens rentesats fra den 11. november 2004, til betaling sker.” (2004-206/7-16)

5.16.2. Leje af festtelt og service

Udlejeren burde have undersøgt, om en afretning af terrænet var nødvendig, når udlejeren havde påtaget sig at lægge gulvet i festteltet. Ikke krav på betaling for dårligt rengjort service, da udlejeren allerede havde fremsendt en faktura uden forbehold for dette

En forbruger havde til brug for sit bryllup lejet service, møbler og et festtelt med gulv, som efter det aftalte skulle lægges af den erhvervsdrivende. Forbrugeren havde gjort den erhvervsdrivende opmærksom på, at terrænet ikke var jævnt. Da teltet blev leveret, nægtede den erhvervsdrivende at lægge gulvet, da han fandt, at terrænet var yderst ujævnt. Forbrugeren måtte herefter selv afrette terrænet, før gulvet kunne lægges.

Forbrugeren krævede at få et afslag i prisen, fordi han selv havde måttet afrette terrænet. Det afviste den erhvervsdrivende imidlertid, da forbrugeren ikke havde oplyst, at terrænet var yderst ujævnt.

Ved afhentning servicet gennemgik forbrugeren og den erhvervsdrivendes chauffør alt servicet, men forbrugeren blev nægtet at få en kvittering.

Forbrugeren modtog dagen efter en samlet faktura for alt det lejede. 2 dage senere modtog forbrugeren en ekstra regning på
2.970 kr., idet servicet havde været dårligt rengjort, og fordi der manglede enkelte dele.

Forbrugeren mente ikke, at der var belæg for denne regning, da alt var rengjort og talt op ved afhentningen, og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Efter det oplyste i sagen lægger nævnet til grund, at det var aftalt mellem klagerne og indklagede, at gulvet skulle lægges af indklagede. Nævnet finder, at indklagede i denne forbindelse skulle have taget højde for, om en afretning af terrænet var nødvendig. Da klagerne selv måtte foretage den nødvendige afretning af terrænet, er klagerne derfor berettiget til et forholdsmæssigt afslag i prisen. Nævnet har skønsmæssigt fastsat dette afslag til 1.500 kr.

Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede ikke i forbindelse med afhentning af servicet tog forbehold for de manglende dele og for servicets stand, samt at indklagede efterfølgende fremsendte faktura dateret den 7. juni 2004 uden at gøre opmærksom på disse forhold. Klagerne har derfor med rette kunnet gå ud fra, at denne faktura var indklagedes endelige afregning af mellemværendet. Klagerne fritages herefter for betaling af faktura af 9. juni 2004 med fradrag af de 100 kr., som klagerne har betalt for rensning af en stol.

Klagerne skal herefter i alt betale 23.370 kr. til indklagede. Klagerne har allerede indbetalt 22.135 kr. og mangler således at betale 1.235 kr. til indklagede.” (2004-359/7-17)

| Top |

Denne side er kapitel 5 af 7 til publikationen "Forbrugerjura 2005".
Version nr. 1.0 af 01-05-2006
© Forbrugerstyrelsen 2006