Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

4. Tobaksloven

4.1. Ulovlig reklame for vandpibe – annoncøren vedtog en bøde på 50.000 kr.

I begyndelsen af 2005 kunne man i en landsdækkende, husstandsomdelt tilbudsavis for en supermarkedskæde bl.a. finde et tilbud på en vandpibe.

En sådan reklame er i strid med tobakslovens forbud mod reklamer for tobaksvarer. Derfor anmeldte Forbrugerombudsmanden supermarkedskæden til politiet for overtrædelse af tobakslovens § 3, stk.1, jf. § 1.

Tobaksvarer er i tobaksloven defineret som varer, der er bestemt til at ryges, indsnuses, suttes eller tygges, hvis de, helt eller delvis, er fremstillet af tobak samt varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med tobaksrygning.

Supermarkedskæden vedtog en bøde på 50.000 kr. (2005-1182/5-43)

4.2. Cigaretproducent frifundet for overtrædelse af lov om forbud mod tobaksreklamer

Den 1. november 2005 afsagde retten i Gladsaxe dom i en sag, som var rejst af Forbrugerombudsmanden. Retten fandt ikke, at de tre forhold, som virksomheden var anklaget for, var en overtrædelse af tobaksloven.

Selskabet blev frifundet for i en periode at have ændret pakkerne for cigaretterne King´s Blue således, at navnet ”Kings” på en del af pakkerne blev udskiftet med et pige- eller drengenavn. Selskabet blev også frifundet for at udstille de nævnte cigaretpakker i en plexiglasbeholder på barer og caféer med den ledsagende tekst ”Kan købes i baren”. Endvidere blev selskabet frifundet for at afbillede og omtale samtlige selskabets cigaretmærker på virksomhedens hjemmeside.

Retten fandt ikke, at de tre nævnte forhold var en overtrædelse af tobakslovens § 3, stk.1, hvorefter alle former for reklame for tobaksvarer er forbudt.

Procesbevillingsnævnet har endnu ikke taget stilling til, om der skal gives tilladelse til, at sagen ankes. (2004-1182/5-35)

Anmeldelser til politiet om overtrædelse af tobaksloven

Forbrugerombudsmanden har anmeldt flere erhvervsvirksomheder til politiet for overtrædelse af forbuddet mod tobaksreklamer, jf. tobaksloven. Det drejer sig om følgende sager, som ikke er afsluttet ved udgangen af 2005:

Annonce i tilbudsavis og på hjemmeside for diverse rygeartikler og rygetilbehør (humidor, cigarklippere, cigaretuier, askebæger, lommelærke og cigarhylster, elektronisk stormlighter og en cigar- og pibetaske).

Læs mere om tobaksloven i Juridisk Årbog 2001, side 22 – 23, i Forbrugerjura 2003, side 43 og i Forbrugerjura 2004, side 53 – 57.

Top |

Denne side er kapitel 4 af 7 til publikationen "Forbrugerjura 2005".
Version nr. 1.0 af 01-05-2006
© Forbrugerstyrelsen 2006