| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

2. Markedsføringsloven

2.1. Lovens § 1

2.1.1. Kontraktvilkår

2.1.1.1. Afslutning af telesex-sagerne

Sø- og Handelsretten fastslog i en dom fra oktober sidste år (jf. Forbrugerjura 2004 side 6f), at telesex-firmaet Nordic Media ApS ikke måtte sende regninger ud til forbrugere på baggrund af vis-nummer funktionen, fordi metoden ikke sikrer, at regningen bliver sendt til en myndig person, der rent faktisk har bestilt og benyttet firmaets tjenester. I dommen udtalte Sø- og Handelsretten blandt andet, at Nordic Media ApS havde handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, og at udsendelse af fakturaerne var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2.

Dommen blev anket til Højesteret af selskabet, men i maj 2005 valgte selskabet at opgive ankesagen. Sø- og Handelsrettens dom står herefter endelig ved magt.

Læs Sø- og Handelsrettens dom (PDF) af 20. oktober 2004 her.

Nordic Media ApS var blot et af de firmaer, der sendte regninger ud til forbrugere på baggrund af vis-nummer funktionen, og hos Forbrugerombudsmanden har adskillige klager over andre telesex-firmaer ventet på, at der forelå en endelig dom om brugen af denne faktureringsmetode.

Efter der forelå endelig dom i sagen, har Forbrugerombudsmanden fulgt op over for de resterende selskaber. En række af disse selskaber var gået konkurs i den mellemliggende periode. Forbrugerombudsmanden har fra de øvrige selskaber indhentet tilsagn om, at fakturering på grundlag af vis-nummer funktionen ikke længere vil blive anvendt. Selskaberne har derudover forpligtet sig til at underrette modtagere af sådanne fakturaer om, at de ikke er forpligtet til at betale, medmindre det er dem selv, der har foretaget opkaldene. (2003-1120/5-131 m.fl.)

2.1.1.2. Viasat

Forbrugerombudsmanden modtog i foråret 2003 et betydeligt antal henvendelser fra forbrugere, der havde tegnet abonnement hos Viasat, som efter den første bindingsperiode på 12 måneder automatisk var blevet forlænget med yderligere 12 måneder.

Forbrugerombudsmanden mente, at der var tale om et urimeligt kontraktvilkår, når Viasat anvendte en uopsigelig abonnementsperiode på 12 måneder, som automatisk blev forlænget med en ny abonnementsperiode, hvis ikke kunden opsagde abonnementet senest 1 måned før den første periodes udløb.

Forbrugerombudsmanden bi-intervenerede derfor i en allerede verserende sag og nedlagde påstand om, at Viasat ikke måtte binde forbrugerne i et abonnement i mere end 6 måneder, og at aftalen herefter skulle kunne opsiges med 1 måneds varsel.

Endvidere nedlagde Forbrugerombudsmanden påstand om, at Viasat skulle orientere sine kunder om, hvilke nye vilkår der var gældende samt om, at Viasat skulle tilbagebetale modtagne beløb til kunder, som har klaget til enten Viasat eller Forbrugerklagenævnet over selskabets lange bindingsperiode.

Sø- og Handelsretten traf afgørelse i sagen den 15. juni 2005. Af rettens afgørelse fremgår det blandt andet, at

”…der ikke grundlag i markedsføringslovgivningen, således som den nu foreligger, for at fastsætte en generel regel om adgangen til efter en eventuel bindingsperiode at opsige abonnementet om modtagelse af TV-signaler med et bestemt, kortere varsel. Disse dommere kan derfor ikke tage Forbrugerombudsmandens principale påstand 2 til følge. Derimod finder de at vilkåret om automatisk forlængelse er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1 og hæderlig forretningsskik, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36…”

Viasats vilkår om at kunder, der ikke siger deres abonnement op inden en bestemt frist, bliver bundet i yderligere 12 måneder, er derfor i strid med markedsføringsloven.

Endvidere følger det af Sø- og Handelsrettens dom, at Viasat er forpligtet til at tilbagebetale de beløb, som kunderne har betalt under protest, mens sagen stod på, og at Viasat skal orientere de berørte kunder om, at vilkåret om automatisk forlængelse ikke er gyldigt.

Sø- og Handelsrettens dom er ikke anket til Højesteret og er derfor endelig. (2003-11101/5-10)

Se hele dommen i pdf-version

2.1.1.3. Bokredit-sagerne

Forbrugerombudsmanden anlagde som mandatar i 2002 3 sager ved Østre Landsret mod Jensen Finans af 1. februar 2002 K/S om Bokredits lejesager.

I 2001 traf Forbrugerklagenævnet afgørelse i 16 sager, hvor forbrugeren havde lejet radio/tv-udstyr. I alle sagerne fik forbrugerne medhold i, at aftalen skulle anses som en kreditkøbsaftale, uanset om den var benævnt som "lejeaftale". Endvidere var der tale om et oprindeligt trepartsforhold efter kreditaftalelovens bestemmelser.

Eftersom Bokredit (nu Jensen Finans K/S) ikke ville rette sig efter Forbrugerklagenævnets afgørelser, anlagde Forbrugerombudsmanden på vegne af to forbrugere to "prøvesager" ved Østre Landsret.

Østre Landsret afsagde dom den 3. september 2003. Forbrugerombudsmanden fik herved Østre Landsrets ord for, at lejekontrakter med tilknyttet købsret (konceptet "lej i 3 år og køb for 1 kr.") er maskerede kreditkøb. Landsretten fastslog også, at forbrugeren kan rette sit krav mod såvel finansieringsselskabet som sælgeren.

Landsretten fastslog - i overensstemmelse med Forbrugerklagenævnets afgørelser - at aftalerne skal anses som kreditkøbsaftaler, uanset om de er blevet benævnt som "lejeaftaler". Eftersom forbrugerne ikke ved aftalens indgåelse havde modtaget kreditaftalelovens pligtige oplysninger om kreditomkostninger og kreditvilkår, var forbrugerne alene forpligtet til at betale kontantprisen og en årlig rente svarende til diskontoen med tillæg af 5%. Dommen betyder, at forbrugeren dels har et krav på at få det for meget betalte tilbage, dels at forbrugeren er ejer af det pågældende produkt.

Bokredit (nu Jensen Finans K/S) ankede alle tre domme til Højesteret.

Efterfølgende har selskabet valgt alligevel at indgå forlig med Forbrugerombudsmanden og hæve ankesagen. Forliget betyder, at Østre Landsrets domme står ved magt. Som led i forliget fik også de forbrugere, der oprindeligt fik medhold i deres klage hos Forbrugerklagenævnet, tilbagebetalt de for meget betalte beløb fra finansieringsselskabet. (2001-4012/5-73 og 4012/5-1)

Retssag 1:  
Forbrugerombudsmandens (Kammeradvokatens) stævning som mandatar i retssag 1 mod Bokredit K/S
Østre Landsrets dom af 3. september 2003

Retssag 2:  
Forbrugerombudsmandens (Kammeradvokatens) stævning som mandatar i retssag 2 mod Bokredit K/S Østre Landsrets dom af 3. september 2003

Retssag 3:
Forbrugerombudsmandens (Kammeradvokatens) begæring om biintervention i retssag 3 mod Bokredit K/S Østre Landsrets dom af 3. september 2003

2.1.1.4. Ny teknologi – oplysningspligt over for forbrugere

En radiostation opfordrede lyttere, der gerne ville høre netradio, til at installere et såkaldt ”plugin” på deres computer. Dette betød, at radiostationen udnyttede kapaciteten i brugerens egen internetforbindelse til at sende netradio til andre lyttere. For forbrugere med en internetforbindelse der afregnes efter forbrug, kunne dette imidlertid betyde store udgifter.

Denne oplysning fik brugerne ikke i forbindelse med installationen. Af hjemmesiden fremgik blandt andet følgende om plugin:

”Dette betyder, at flere netradiolyttere kan benytte den samme radiostrøm, og at vi kan udnytte vore ressourcer bedst muligt. Denne plugin vil ikke betyde noget for kvaliteten, eller den måde du bruger din netradio på til hverdag”.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at oplysning om den risiko, der er forbundet med installation af plugin, var meget væsentlig for brugerne. Oplysningen burde derfor fremgå tydeligt forinden brugeren accepterede installationen.

Radiostationen ændrede herefter teksten på hjemmesiden, så brugere med forbrugsafregnet internetforbindelse blev frarådet at installere plugin. (2005-1110/5-222)

2.1.2. Påtrængende markedsføringsforanstaltninger

2.1.2.1. Skjult reklame i magasinet ”Tidens Børn”

Forbrugerombudsmanden behandlede en sag om et gratis magasin "Tidens Børn", der blandt andet lå fremme til fri afbenyttelse i børneinstitutioner.

Der var en nøje sammenhæng mellem artikler og annoncer i magasinet, idet artiklerne handlede om de annoncerede produkter. Denne samhørighed mellem annoncer og magasinets redaktionelle stof var tilsigtet og aftalt med annoncørerne.

Forbrugerombudsmanden meddelte udgiver, at der på dette grundlag forelå skjult reklame i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

Udgiveren af magasinet lovede Forbrugerombudsmanden, at al reklame i magasinet fremover klart vil fremstå som reklame. (2005-11134/5-25)

2.1.3. Diskriminerende markedsføring

2.1.3.1. Husstandsomdelt tilbudsavis med kønsdiskriminerende indhold

En reklameavis for autoudstyr, der blev husstandsomdelt, blev standset efter Forbrugerombudsmandens indgriben. Rundt om i reklameavisen var der billeder af let påklædte kvinder i udfordrende stillinger, placeret mellem og med diverse autoudstyr og tilbehør.

Der forelå efter Forbrugerombudsmandens opfattelse en overtrædelse af god markedsføringsskik, jf. § 1 i markedsføringsloven samt af punkt 2 i Forbrugerombudsmandens retningslinier om Kønsdiskriminerende reklame, idet kvinden i reklameavisen var reduceret til sexobjekt.

Selskabet ophørte med den ulovlige reklamering og bekræftede, at tilsvarende ulovlige reklamer ikke vil blive gentaget i fremtiden. (2005-11131/5-48)

Sagen gav Forbrugerombudsmanden anledning til på Forbrugerstyrelsens hjemmeside at fremkomme med følgende klumme:

”Kønsdiskriminerende reklamer skal "fryses ud"

Hvad kan vi gøre ved, at enkelte virksomheder ser en fordel i at anvende kønsdiskriminerende reklame? En virksomhed som måske bevidst spiller på at provokere!

Det bedste ville måske være, hvis den slags reklamer blev tiet ihjel – ingen omtale i medierne og boykot af varen fra forbrugerens side. En stiltiende protest, der formentlig vil gøre disse ulovlige og smagløse reklamer til "bad taste".

Men dertil er vi ikke nået endnu.

Reklamerne skaber ubehag hos mange, og så aner journalisterne straks den gode historie. De er på stikkerne og sørger for mediedækning og dermed gratis reklame for virksomheden. En smart og billig måde at blive kendt på og få gjort opmærksom på både virksomheden og dens produkter.

Men det er ulovligt at anvende kønsdiskriminerende reklamer. Det er nemlig i strid med god markedsføringsskik at bruge uetiske reklamer. Det skyldes et ønske om respekt for det enkelte menneske, så reklamer ikke virker nedsættende eller ringeagtende over for kvinder eller mænd på grund af deres køn.

En reklame, der reducerer en kvinde eller en mand til et sexobjekt, virker påtrængende og frastødende på nogle. Andre er ligeglade, men virksomheden konkurrerer i hvert fald illoyalt over for de konkurrenter, der overholder lovgivningen.

Ignorerer forbrugerne og medierne de provokerende reklamer, får en virksomhed ikke de mængder ekstra og gratis omtale, som en indgriben fra min side vil give. Virksomhedens ønske om at skabe furore bliver lagt ned, og så svigter salget måske. Forbrugerne har før taget sagen i egen hånd på fødevareområdet – får vi en tilsvarende reaktion her?”

2.1.4. Inkasso

2.1.4.1. Sammenblanding af inkasso- og udlånsvirksomhed

Forbrugerombudsmanden har på forespørgsel udtalt, at det er uforeneligt med god markedsføringsskik, at en inkassovirksomhed samtidig optræder som långiver i forhold til debitorer.

Spørgsmålet var, om et inkassobureau, som havde tilladelse efter inkassolovgivningen, samtidig selv, fx i rykkerbrevet, kunne tilbyde debitorerne et nyt lån.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at debitorer, som har misligholdt deres tidligere lån, og som derfor er sendt til inkasso, typisk vil være i en vanskelig situation. Det kan virke som en ubehagelig og upassende pression, hvis en inkassovirksomhed som led i sin inkassovirksomhed for en kreditor samtidig som selvstændig långiver tilbyder debitorerne nye lån. Bortset fra den interessekonflikt der i denne forbindelse kan opstå mellem kreditor og inkassovirksomheden, frygter Forbrugerombudsmanden, at debitorerne i disse situationer vil være let påvirkelige, og derfor muligvis ikke fokuserer på en samlet økonomisk løsning af deres forhold eller på de vilkår, som et nyt lån tilbydes på. Dette kan føre til en yderligere forværring af debitorernes økonomiske situation.

Hvad et inkassofirma kan efter inkassoloven og god inkassoskik afgøres af Rigspolitichefen. (2005-1100/5-464)

2.1.5. Negativ aftalebinding

2.1.5.1. Ændring af redningsabonnement – Falck ændrer brev om negativ aftalebinding til abonnenter

Falck sendte hen over sommeren et brev til selskabets abonnenter på bilabonnement med orientering om en supplerende dækning mod en præmieforhøjelse på 48 kr. Det blev også oplyst i brevet, at de abonnenter der ikke ønskede den supplerende dækning kunne framelde sig den nye dækning.

Forbrugerombudsmanden modtog adskillige klager fra abonnenter, der ikke brød sig om fremgangsmåden. Klagerne anførte, at ændringerne i abonnementet skete automatisk, og at oplysningerne om ændringerne var gemt godt af vejen i brevet, således at der var risiko for, at man kunne overse muligheden for at sige ”nej tak”.

På den baggrund tog Forbrugerombudsmanden sagen op over for Falck.

”Negativ aftalebinding”, hvor en abonnents tavshed anses for en stiltiende accept, er som udgangspunkt i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Negativ aftalebinding kan dog efter omstændighederne accepteres fx i situationer, hvor der er hjemmel til denne fremgangsmåde i det oprindelige aftaleforhold, eller hvor ændringerne gennemgående er til forbrugernes fordel, fx i form af en bedre dækning - dog forudsat, at præmiestigningen er af en ubetydelig størrelse.

Dette havde Forbrugerombudsmanden meddelt Falck i foråret, da selskabet bad om en forhåndsbesked om en sådan fremgangsmåde. Læs tidligere sagsomtale.

Det er også en forudsætning, at oplysninger til abonnenterne om ændring i abonnementet og præmien, herunder muligheden for at sige ”nej tak”, er fremhævet klart og tydeligt i et brev på en måde, så oplysningerne bliver læst og forstået.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der kunne rejses tvivl om klarheden og tydeligheden i Falcks brev til abonnenterne.

Falck ændrede derfor udformningen af de breve, som skulle udsendes til et antal abonnenter, således at kravet om klarhed og tydelighed var opfyldt.

Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen. (2005-1100/5-481)

2.1.6. Alkohol

2.1.6.1. Alkoholprodukter må ikke ligne slik

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra Alkoholpolitisk Landsråd over alkoholprodukterne ”Spunk Vodka Shots”, ”Skildpadde Rum Shots” og ”Ga-Jol with Vodka”, idet Landsrådet fandt det problematisk, at alkoholprodukterne i navn og udformning lignede slik, som børn kender og spiser.

Forbrugerombudsmanden tog sagen op over for Toms Gruppen A/S, der har givet licens til de tre alkoholprodukters navn og emballage, og over for producenten Nortlander A/S.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at markedsføringen af de tre alkoholholdige produkter i emballager og med navne, der associerer til slik, var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Forbrugerombudsmanden henviste blandt andet til, at der er en betydelig signalværdi i, at emballagen for alkoholholdige produkter er udformet og/eller har et navn, der associerer til slik. Den gør alkoholholdige drikkevarer til noget harmløst og rart, ”noget der slet ikke er så farligt, og som ikke smager grimt”. Det er signaler, der næppe harmonerer med intentionerne om gode alkoholvaner, herunder at børn og unge ikke skal drikke alkohol.

Det fremgår af Forbrugerombudsmandens vejledning ”Børn, unge og markedsføring”, at erhvervsdrivende i deres markedsføring må tage særlig hensyn til børn og unge, der er nemt påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans. Det gælder ikke alene, når markedsføringen retter sig mod børn og unge, men også når der er tale om et produkt, der er rettet mod voksne, og hvor produktet, der bliver markedsført, har børn og unges interesse og bevågenhed som fx alkoholholdige produkter, der ligner slik. Også her må erhvervsdrivende overveje, om markedsføringen, herunder det medie markedsføringen finder sted i, er forsvarlig i forhold til børn og unge, og om der er anledning til, at der skal tages særlige hensyn til denne gruppe sårbare forbrugere.

Det fremgår endvidere af vejledningens punkt 5.6., at markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, uanset hvilken form den antager, ikke bør rette sig mod børn og unge.

Toms Gruppen A/S og Nortlander A/S har som konsekvens af sagen foretaget en række tiltag til at eliminere risikoen for sammenblanding af slik og alkoholholdige drikkevarer.

På denne baggrund har Forbrugerombudsmanden afsluttet sagen. (2005-11130/5-60)

2.1.7. Børn og unge

2.1.7.1. Salg af voldelige computerspil som er mærket + 18

I anledning af en avisartikel spurgte Forbrugerombudsmanden Top-Toy A/S, om det er korrekt, at selskabets butikker, der er kendt for at sælge legetøj, også sælger voldelige computerspil, som er mærket + 18 (spil til voksne).

Selskabet har oplyst, at BR butikkerne, der først og fremmest er legetøjsbutikker, ikke sælger sådanne spil eller andre deciderede voksenspil.

For så vidt angår Toy´R´Us butikkerne oplyste selskabet blandt andet, at computerspil, herunder spil med betegnelsen + 18, er udstillet i en særlig afdeling.

Forbrugerombudsmanden har taget selskabets redegørelse til efterretning, idet Forbrugerombudsmanden - under henvisning til markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik - forudsætter, at computerspil med betegnelsen + 18 i Toy´R´Us ikke bliver udstillet i børnehøjde, og at personalet ikke sælger computerspil med betegnelsen + 18 til unge under 18 år, der ikke er ledsaget af forældre. (2005-11130/5-54)

Læs Forbrugerombudsmandens brev af 24. januar 2005 og brev af 28. februar 2005 til Top-Toy A/S.

2.1.7.2. Børnemodemagasinet må ikke distribueres i børneinstitutioner

Omdelingen af Børnemodemagasinet - et reklameblad for tøj, legetøj og andre børneprodukter - i børneinstitutioner er slut.

Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen efter en klage fra Forbrugerrådet.

Forbrugerombudsmanden fandt, at det var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, at Børnemodemagasinet blev omdelt i børneinstitutioner, selvom bladet var målrettet forældrene, og selvom ledelsen havde givet tilladelse til omdelingen.

Formidling af markedsføring hører ikke til daginstitutionernes opgaver. Desuden vil det være svært helt at holde bladet uden for de unges synsvinkel. Bladet vil uden tvivl interessere på grund af dets mange billeder med fx legetøj og tøj. Selv mindre børn interesserer sig for tøj og udseende. Alene forsiden med en udklædt pige i fineste stads, eller en dreng med en golfkølle vil utvivlsomt vække nysgerrighed og interesse. (2005-11130/5-64)

2.1.7.3. PenSams markedsføringskampagne kyss.dk i strid med god markedsføringsskik

PenSams markedsføringskampagne (www.kyss.dk) rettet mod unge udformet som personligt brev på postkort var i strid med god markedsføringsskik. Kampagnen var derimod ikke omfattet af vildledningsbestemmelsen i markedsføringsloven.

I september måned 2004 lancerede PenSam en forebyggelseskampagne mod invaliditet som var rettet mod PenSams unge medlemmer. Kampagnen bestod bl.a. af et postkort, der var formuleret, som var det et brev fra en hemmelig beundrer, ligesom teksten på kortet forekom at være håndskrevet, selvom det var trykt. Både Forbrugerombudsmanden og PenSam selv fik mange henvendelser fra modtagere af kortet, som følte sig forulempet og krænket af postkortet. PenSam ophørte med kampagnen, da man blev klar over, hvordan modtagerne reagerede på postkortet.

Forbrugerombudsmanden tog sagen op over for PenSam. Efter at have modtaget redegørelser fra firmaet og efter at have set det pågældende materiale igennem konkluderede Forbrugerombudsmanden, at kampagnen måtte anses for vildledende og utilbørlig i relation til modtagerne, og at den derfor er i strid med markedsføringslovens § 1.

Da kampagnen ikke var gennemført med henblik på salg af ydelser, var der ikke grundlag for at anse den for at udgøre en overtrædelse af markedsføringslovens § 2. Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen med at anmode PenSam om ikke at benytte lignende markedsføringstiltag i fremtiden. (2004-11122/5-108)

Læs også: Forbrugerombudsmandens brev af 14. januar 2005 til PenSam.

2.1.7.4. Trailere for film og spil, der vises i udstillingsvinduer og ved butikkers indgangspartier må ikke være egnet til at forskrække børn

To butikker i et storcenter viste i udstillingsvinduer eller ved butikkens indgangsparti trailere fra film eller spil, som kunne købes i butikken. En mor klagede til Forbrugerombudsmanden, fordi hendes søn blev forskrækket over voldelige scener.

Forbrugerombudsmanden forelagde klagen for de to butikker. Den ene butikskæde oplyste, at kæden har en klar politik. Der må kun vises familievenlige film i butikkernes udstillingsvinduer og på udstillede fjernsyn og lignende produkter, der ikke virker anstødende for den brede befolkningsgruppe, såsom fx volds- og sexscener. Kæden ville indskærpe retningslinierne på området over for alle butikkerne.

Den anden butik, som forhandlede spil, oplyste, at man på skærme ved indgangspartiet til butikken ofte viste spil, som kunder spillede på en demo-stand længere inde i butikken. Butikken følger dog den frivillige mærkningsordning PEGI på spil og tillader ikke, at der vises spil, som er vurderet til aldersklasser fra 16 år og opefter. Endvidere oplyste butikken, at trailerne for spillene er de samme, som bliver brugt i tv-reklamer. Samtidig gjorde butikken opmærksom på, at et spil kan virke voldsomt for nogle børn, selvom det er mærket som egnet til 3 år og opefter.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at der ikke i udstillingsvinduer eller ved indgangspartiet til en butik bør vises sekvenser fra spil, der kan forskrække børn eller udsætte børn og unge for utilbørlige situationer, som fx indeholder vold og sex. Det er butikkens ansvar, at dette ikke sker. Den frivillige mærkningsordning på spil (PEGI) kan være vejledende, men situationen bør bedømmes konkret. Forbrugerombudsmanden bemærkede videre, at der særligt kunne være anledning til for butikken at være opmærksom på, hvilke spilsekvenser kunderne i butikken tester, da de sekvenser tilsyneladende i vidt omfang vises på skærme ved butikkens indgangsparti.

Forbrugerombudsmanden meddelte begge butikker, at han gik ud fra, at de fremover vil markedsføre sig i overensstemmelse med vejledningen ”Børn, unge og markedsføring” og artikel 14 i Internationale Kodeks for Reklame Praksis. (2005-11130/5-68)

2.1.8. Forbrugerombudsmandens internationale samarbejde

2.1.8.1. EU samarbejde om håndhævelse af forbrugerlovgivning

Den 29. december 2005 trådte EU forordning 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (forkortet CPC for Consumer Protection Cooperation) i kraft.

Samarbejdet omfatter den fælleseuropæiske forbrugerlovgivning i form af p.t. 15 forbrugerpolitiske retsakter. Forordningen kræver, at der i hvert enkelt medlemsland findes en offentlig myndighed, som er beføjet til at håndhæve disse retsakter, således som de er gennemført i national ret. Beføjelserne omfatter bl.a. retten til at kræve relevante dokumenter, at anmode om supplerende relevant information, at kræve nedlæggelse af forbud mod en ulovlig handling og få beslaglagt midler mv.

I praksis indebærer forordningen, at hvis et firma fra et andet EU land - fx Frankrig - overtræder en af retsakterne i Danmark, kan den relevante danske myndighed bede den tilsvarende myndighed i Frankrig om at bringe overtrædelsen til ophør. Omvendt skal den danske myndighed bringe overtrædelsen til ophør, hvis et dansk firma krænker lovgivningen i Frankrig.

Forbrugerombudsmanden er udnævnt til at fungere som central håndhævelsesmyndighed, national forbindelses- og koordinationsmyndighed samt som medlem i den komité, der er nedsat til fastlæggelse af samarbejdet. Dettes nærmere form og indhold skal fastlægges af komitéen i tiden op til årsskiftet 2006/2007, hvor det egentlige samarbejde træder i kraft. (2005-11033/5-8)

2.1.8.2. Fokus på fup i februar

I februar måned stillede Forbrugerombudsmanden skarpt på international forbrugerfup. Det skete i samarbejde med forbrugermyndigheder fra i alt 34 lande verden over i det internationale netværk for forbrugerbeskyttelse og håndhævelse, ICPEN.

Et af formålene med den internationale indsats var at skabe et overblik over omfanget af den svindel, der foregår på internettet, særligt via uanmodede e-mails, også kaldet ”spam”.

I takt med internettets udbredelse er det blevet nemt og stort set gratis at nå ud til tusinder af forbrugere ved et enkelt tryk på en knap. Også danske forbrugere er derfor mål for tvivlsomme løfter om lotterigevinster, forsøg på at franarre personlige oplysninger mv.

Et andet formål med kampagnen var at skabe opmærksomhed omkring problemet og dermed sætte forbrugerne i stand til at genkende svindel, når de møder det, så de undgår at lade sig friste af de mange tillokkende løfter.

Som led i kampagnen gennemførte 25 lande en koordineret undersøgelse af spam i dagene 21.-22. februar. Forbrugerombudsmanden lavede en stikprøveundersøgelse af nogle af de godt
30.000 udenlandske spam-mails, som forbrugerne i februar måned indberettede til den internationale spampostkasse. Som forventet, var det som oftest umuligt at gennemskue, hvor i verden afsenderen befandt sig.

Som en del af aktionen åbnede Forbrugerombudsmanden også en særlig postkasse, hvor forbrugerne i februar kunne anmelde forsøg på fup og svindel på nettet. Ved månedens slutning havde Forbrugerombudsmanden modtaget mere end 750 henvendelser, hvoraf ca. 50% drejede sig om de såkaldte Nigeria-breve, 30% om falske lotterigevinster og godt 15% om forsøg på at franarre personlige oplysninger og kontooplysninger, såkaldt ”phishing”. Heldigvis var der kun meget få eksempler på forbrugere, som havde reageret på svindelnumrene.

Den internationale fokusmåned er en årlig tilbagevendende begivenhed i ICPEN’s medlemslande. (2005-11031/5-5)

2.1.9. Andet

2.1.9.1. Forbrugerombudsmandens rapport om flygebyrer

Forbrugerombudsmanden gennemførte i løbet af foråret 2005 en undersøgelse af gebyrerne hos seks af de flyselskaber, der opererer på det danske marked og sammenholdt resultaterne med selskabernes annoncer.

Konklusionen var, at selskaberne opkrævede et væld af forskellige gebyrer, hvoraf nogle var påtvungne, og andre var gebyrer for særlige ydelser, fx billetændringer.

Undersøgelsen viste også, at ikke alle selskaber indregnede de tvungne gebyrer i den annoncerede pris, og når forbrugeren så besluttede sig for at købe billetten, viste den sig ofte at blive væsentlig dyrere, end annoncen lovede i avisen eller på nettet.

Det følger af reglerne i prismærkningsloven og markedsføringsloven, at billettens samlede pris inklusive gebyrer skal oplyses i annoncer.

Forbrugerombudsmanden henstillede derfor til, at flyselskaberne ændrede deres gebyrstruktur, så de påtvungne tillæg og gebyrer fremover indgik i billettens samlede pris, og ikke blev oplyst særskilt. Dette vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse øge prisgennemsigtigheden på markedet.

Forbrugerombudsmanden vil fremover følge selskabernes annoncering med priser, og opfordrer selskaberne til at overholde de gældende regler. Overtrædelser af prismærkningsloven og markedsføringsloven kan straffes med bøde. (2005-1107/5-69)

2.2. Lovens § 2

2.2.1. Undersøgelse af elektronikkæders før og nu priser

Forbrugerombudsmanden har gennem årene modtaget talrige klager over vildledende prismarkedsføring og har derfor i 1997 som hjælp til de erhvervsdrivende – og med henblik på at sikre en mere reel priskonkurrence - udarbejdet en vejledning om prismarkedsføring. Vejledningen, opdateret i 2002, beskriver en række problemer og typetilfælde, men er ikke udtømmende.

På baggrund af et fortsat stort antal forbrugerklager og med henblik på generelt og stikprøvevis at afdække eventuelle problemer på området har Forbrugerombudsmanden i løbet af efteråret og vinteren 2004-2005 i samarbejde med et konsulentfirma fulgt prismarkedsføringen af en række produkter i udvalgte elektronikkæder.

Efter en gennemgang af konsulentfirmaets undersøgelser blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på en række forhold, som efter hans opfattelse var klart i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 2, stk.1 og vejledningen om prismarkedsføring. Forbrugerombudsmanden forelagde de nu anmeldte firmaer disse forhold.

De konstaterede overtrædelser af markedsføringslovens § 2 og vejledningen vedrører især fire forhold:

Efter markedsføringsloven skal en virksomhed kunne dokumentere, at oplysninger om fx besparelser og førpriser er korrekte, og at disse afgives på den rigtige måde. Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at han havde modtaget den fornødne dokumentation herfor.

Forbrugerombudsmanden anmeldte derfor de respektive elektronikkæder til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens § 2 om vildledende markedsføring. Overtrædelse af markedsføringslovens § 2 kan straffes med bøde.

Ved årets udgang har politimestrene endnu ikke taget stilling til, om der skal rejses tiltale i sagerne. (2004-1107/5-35)

2.2.2. Undersøgelse af butikkæders slagtilbud

Forbrugerombudsmanden har i årenes løb jævnligt modtaget klager fra forbrugere over slagtilbud, der enten ikke er til stede, eller ikke kan fås til den oplyste pris. Et ”slagtilbud” er et særligt godt tilbud, som markedsføres markant, og som ofte i sig selv er egnet til at få kunder i butikken. Nogle – også erhvervsdrivende selv – kalder slagtilbud for ”lokkemad”.

Forbrugerombudsmanden har imidlertid vanskeligt ved alene på baggrund af forbrugernes klager at føre bevis for overtrædelse af reglerne på området. Markedsføring af slagtilbud er som anden prismarkedsføring reguleret af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik og § 2, som forbyder urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, som er egnet til at påvirke efterspørgsel eller udbud af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser.

Til brug for en vurdering af de reelle problemer vedrørende omfanget af markedsføring af ”falske” slagtilbud gennemførte Forbrugerombudsmanden i samarbejde med et konsulentfirma i sommeren 2005 en undersøgelse heraf. Undersøgelsen indebar, at markedsføringen af fire udvalgte forretningskæders slagtilbud blev fulgt og kortlagt gennem en fire ugers periode, bl.a. ved hjælp af ”mystery shoppere”.

Undersøgelsen viste, at ud af i alt 159 varer, var seks varer (3,7 %) ikke i butikken ved tilbuddets start, og 10 varer (6,2%) var prissat forkert i butikken. Læs undersøgelsens konklusioner

Samlet set fandt Forbrugerombudsmanden ikke undersøgelsens resultater alarmerende, og han fandt ikke grundlag for at efterforske de enkelte forhold nærmere, for at undersøge om varernes manglende tilstedeværelse samtidig er en overtrædelse af markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden opfordrede dog detailhandelen og Dansk Handel & Service til fortsat at holde opmærksomheden skærpet i forhold til markedsføringslovens regler. Forbrugerombudsmanden tilføjede i den forbindelse, at hvis en ny undersøgelse eller forbrugerklager skulle give mistanke om, at slagtilbudene ikke er reelle, ville han ikke tøve med at retsforfølge dokumenterede overtrædelser af markedsføringslovens regler. (2004-1107/-5-49)

2.2.3. Vildledende annoncer for den ”berømte clairvoyant Marie France”

Med mellemrum annoncerer "Marie France" eller "Maria Duval" i medierne fx i lokalblade eller postordrehæfter med tilbud til forbrugerne om gratis, personlige og individuelle ydelser i form af forudsigelser og gode råd, der bliver givet af den "berømte clairvoyant" Marie France eller Maria Duval. Annoncørens adresse er altid en udenlandsk adresse fx i Schweiz, Tyskland eller Frankrig.

Annoncerne er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende og i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovs § 2, stk.1, og § 1, idet annoncerne er udformet på en måde, så forbrugerne får opfattelsen af, at der er tale om et tilbud om gratis, personlige og individuelle ydelser i form af forudsigelser og gode råd, der bliver givet af den "berømte clairvoyant" Marie France eller Maria Duval. Ydelserne er imidlertid ikke personlige, individuelle og gratis, ligesom der ikke er en Marie France, en Maria Duval eller en anden "spåkone", der står bag annoncerne og yder en reel clairvoyance.

De europæiske lande i ICPEN (International Consumer Protection and Enforcement Network) har tidligere iværksat en fælles aktion mod spåkonerne.

I løbet af 2005 blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på tre tilfælde, hvor udgivere af forskellige blade formidlede en annonce for Marie France, som beskrevet.

Udgiverne har nu alle lovet Forbrugerombudsmanden ikke at formidle annoncer eller anden markedsføring for den "berømte clairvoyant" Marie France, og de har underskrevet et såkaldt tilsagn over for Forbrugerombudsmanden, jf. markedsføringslovens § 16. (2005-1129/5-165)

2.2.4. Frifindelse af Tele2

Sø- og Handelsretten frifandt ved dom af 27. september 2005 Tele2 for overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Sagen vedrørte Tele2’s salg af telefonabonnementer på blandt andet stationer og i indkøbscentre i 2003. Mange forbrugere havde skrevet under på en blanket i den tro, at de alene ville modtage yderligere materiale om Tele2. Blanketten viste sig dog at være en aftale om at skifte teleselskab til Tele2, og flere forbrugere følte sig vildledt af gadesælgerne til at underskrive blanketten uden at have sat sig nærmere ind i blankettens indhold.

Retten udtalte, at blanketten ikke i sig selv var vildledende, og at det ved en gennemlæsning af den måtte være klart for forbrugerne, at de faktisk indgik en aftale. (2003-11122/5-43)

Læs dommen her

2.2.5. Prismarkedsføring – internettet. Lufthavnsskatter

På baggrund af en række artikler i Jyllandsposten havde Forbrugerombudsmanden en dialog med SAS om lufthavnsafgifter og skatter. Disse beløb, der er en del af flybillettens totalpris, kaldes også ”taxbox”. Der har i mange år været en international praksis for, at en såkaldt surcharge også indgik i ”taxbox”, selvom der var tale om andre typer omkostninger end afgifter og skatter, fx stigninger i udgifter til brændstof.

SAS oplyste, at man som led i et ønske om at skabe en mere gennemsigtig prissætning fra foråret 2005 havde arbejdet på at omlægge billetprisen på flyvninger i Europa, så de omkostninger der havde ligget i surchargen blev en omkostning i billettens (grund)pris. ”Taxbox” ville herefter kun indeholde afgifter og skatter, og betegnelsen var dermed også mere retvisende. SAS var endnu ikke færdig med at omlægge prissystemet på samtlige flyruter i Europa, men forventede at være det pr. 1. oktober 2005.

Jyllandsposten havde kunnet booke flyruten København – Amsterdam til forskellige priser afhængigt af hvilket bopælsland, der blev opgivet ved bestillingen. Ifølge SAS’s oplysninger til Forbrugerombudsmanden havde selskabet reelt ikke opkrævet et forskelligt beløb i lufthavnsafgifter og skatter hos fx en tysker og en dansker. I begge tilfælde udgjorde det samlede beløb 196 kr., selvom det umiddelbart så ud som om, at tyskeren betalte 310 kr.

De forskelle Jyllandsposten havde påpeget i afgiftsbeløbene, var ifølge SAS dels en følge af, at billetomlægningen ikke var gennemført fuldt ud, dels en følge af tekniske problemer. Forbrugerombudsmanden fik en tilkendegivelse fra SAS om, at de tekniske problemer ville blive løst, så ”taxbox” for samme flyrute var den samme uanset bopælsland.

Forbrugerombudsmanden foretog sig derfor ikke yderligere, men gik ud fra, at evt. udestående problemer blev løst. Forbrugerombudsmanden udtalte, at han lægger vægt på, at flybillettens totalpris er tydeligt oplyst for forbrugerne. (2005-1120/5-499)

2.3. Garantier

2.3.1. Peugeots 2-årige bilgaranti i orden

Forbrugerombudsmanden har i løbet af det sidste år gennemgået en række garantibestemmelser for forskellige bilmærker.

En del bilmærker anvender 3-årige garantier, men garantiens omfang og indhold varierer. Forbrugerombudsmanden har haft drøftelser med flere bilimportører, som anvender garantier med kortere varighed, herunder bl.a. også med Peugeot, som har en 2-årig garanti på nye biler.

Markedsføringsloven bestemmer, at en garanti skal give ”en væsentlig bedre retsstilling end efter lovgivningen”. Efter købeloven er der en 2-årig reklamationsfrist.

Det er Forbrugerombudsmandens grundlæggende opfattelse, at kravet i markedsføringsloven om ”væsentlig bedre retsstilling” normalt forudsætter, at en garanti på biler udstrækkes til en længere periode end 2 år.

Efter en konkret vurdering af de nye forbedringer i Peugeots garantibestemmelser, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at garantibestemmelserne nu har en sådan kvalitet, at markedsføringslovens krav må anses for opfyldt.

Der er forskel på henholdsvis ”reklamationsret” og ”garanti”. ”Reklamationsret” er den ret, som købeloven giver dig til at klage over mangler ved en vare, mens ”garanti” er noget mere oveni, som sælgeren, producenten eller forhandleren lover dig. (2005-1161/5-33)

2.4. Lovens § 6a. Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere

2.4.1. Debitel-sagen

I foråret 2003 sendte teleselskabet Debitel Danmark A/S ca. 48.000 reklamer via e-mail og SMS uden samtykke fra modtagerne, og overtrådte derved markedsføringslovens § 6a om spam. Ifølge denne bestemmelse er det forbudt at udsende reklamer ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldsystem eller telefax uden samtykke fra modtagerne. De udsendte reklamer indeholdt samtidig udsagn, der var utilbørlige over for konkurrenterne. Efter lovens § 2, stk. 2, og § 2a må en erhvervsdrivende ikke miskreditere andre erhvervsdrivende eller anvende angivelser som er utilbørlige over for andre erhvervsdrivende eller forbrugere.

Forbrugerombudsmanden indgav derfor politianmeldelse mod selskabet. Sø- og Handelsretten afsagde den 14. marts 2005 dom i sagen, der blev ført af Forbrugerombudsmanden på anklagemyndighedens vegne. Bøden blev på 2 millioner kr. med udgangspunkt i Forbrugerombudsmandens beregningsmodel.

Af Sø- og Handelsrettens dom fremgår det, at udtrykket "elektronisk post" omfatter alle former for meddelelser, som sendes elektronisk. Bestemmelsen er for så vidt angår "elektronisk post" teknologineutral og finder anvendelse på allerede kendte former for teknologi til elektronisk forsendelse af meddelelser som nye former, og uanset om disse betegnes som e-mails, talebeskeder, videobeskeder, MMS'er, SMS'er eller noget helt andet, og uanset om de helt eller delvis sendes via landbaserede eller luftbårne netværk.

Debitel Danmark A/S ankede dommen til Højesteret, der nedsatte bøden til 400.000 kr.

Højesteret udtalte følgende omkring strafudmålingen:

”Der må ved udmåling af bøder for overtrædelse af markedsføringslovens § 6 a lægges vægt på antallet af adressater, til hvilke der er rettet uanmodet henvendelse, men efter Højesterets opfattelse kan der ikke som anført af anklagemyndigheden tages udgangspunkt i et beløb pr. adressat, idet der også må lægges betydelig vægt på andre forhold end antallet af adressater, herunder navnlig den opnåede eller tilsigtede fortjeneste, jf. straffelovens § 51, stk. 3, og forarbejderne til markedsføringslovens § 22, og henvendelsernes karakter og indhold.”

Retten lagde også vægt på, at de forurettede konkurrenter ikke selv havde rejst krav over for teleselskabet i anledning af de utilbørlige udsagn, og at disse udsagn ikke var specielt grove.

Læs Sø- og Handelsrettens dom af 14. maj 2005 samt Højesterets dom af 22. september 2005.

Som følge af Højesteretsdommen har Forbrugerombudsmanden i forbindelse med forhandlingerne omkring den nye markedsføringslov, arbejdet for at få indført bødeberegningsmodellen (jf. Forbrugerjura 2003 side 30 f.) i bemærkningerne til den nye markedsføringslov. Det fremgår derfor nu af betænkningen til markedsføringsloven, at:

"Udvalget er enig i, at der efter ikrafttrædelsen af de nye regler bør tages udgangspunkt i Forbrugerombudsmandens beregningsmodel, når der skal fastsættes bøder for udsendelse af spam. Det er det, som fremgår af bemærkningerne til lovforslaget; Højesterets dom af 22. september 2005 i en sag om overtrædelse af den nugældende markedsføringslov § 6 a ændrer ikke herved. Som det fremgår af forslagets bemærkninger, er spam i dag således et stort og stigende problem for brugen af internettet og telekommunikation. Derfor skal overtrædelse af reglerne også straffes med en bøde, som - ud over at sikre, at det ikke kan betale sig at overtræde markedsføringsloven - også har en meget klar præventiv effekt. Disse særlige hensyn er klart fremhævet i bemærkningerne til de foreslåede nye regler, og derfor vil domstolene fremover kunne inddrage dette, når der skal udmåles en bøde for udsendelse af spam. I den forbindelse bemærker de seks partier bag denne politiske aftale, at modellen alene vil udgøre et udgangspunkt, og bøden således, som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, hvorfor de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.” (2003-1140/5-78)

2.4.2. Banks henvendelse til kunder der var registreret på ”Robinsonlisten” var i strid med markedsføringslovens § 6a

En bank bad om Forbrugerombudsmandens vurdering af bankens praksis over for kunder, der lod sig registrere på ”Robinsonlisten”.

Når banken konstaterede, at en kunde lod sig registrere på listen, skrev banken til kunden for at indhente kundens samtykke til at sende oplysninger om en række forskellige ydelser, herunder aktionærlån, realkredit, lån og kreditter mv. Banken skrev samtidig, at dette var nødvendigt, da banken ellers ikke ville kunne rådgive kunden.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at udsendelse af sådanne breve var en overtrædelse af markedsføringslovens § 6a, stk. 3, idet kunden netop havde frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed ved at lade sig registrere på Robinsonlisten. Reglen gælder således også for eksisterende kunder.

En kundes notering på listen er ikke i sig selv til hinder for, at banken kontakter kunden, i det omfang der er tale om henvendelser, der er nødvendige, fx som følge af aftalen med kunden eller lovgivningsmæssige krav. Bankens rådgivningspligt i henhold til bl.a. reglerne om god skik for finansielle virksomheder, var derfor ikke i konflikt med markedsføringslovens § 6a, stk. 3.

Det afgørende er i den forbindelse, at henvendelser til kunder, der er registreret på Robinsonlisten, ikke går videre end påkrævet. Det samtykke som banken forsøgte at indhente var imidlertid langt bredere end bankens rådgivningsforpligtelser, idet banken søgte at opnå samtykke til at sende markedsføringsmateriale vedrørende en lang række produkter.

Forbrugerombudsmanden udtalte desuden, at fremgangsmåden kunne være utilbørlig og i strid med markedsføringslovens §§ 1 og 2, stk. 1, idet formuleringen kunne opfattes som et forsøg på at få forbrugerne til at opgive den beskyttelse, som er tilsigtet i markedsføringslovens § 6a, ved unødigt at spille på deres frygt.

Banken ophørte herefter med at udsende breve til kunder på Robinsonlisten. (2004-1100/5-275)

2.4.3. Boligtid

Forbrugerombudsmanden modtog i foråret 2005 en række henvendelser fra personer, som klagede over, at en virksomhed udsendte personligt adresserede breve, hvori det stod anført, at hvis man ikke aktivt frameldte sig, ville man modtage reklamemateriale fra forskellige navngivne virksomheder.

Forbrugerombudsmanden udtalte efter en gennemgang af materialet, at en erhvervsdrivende som udgangspunkt godt må sende personligt adresserede breve og reklamer til fysiske personer, uden at modtagerne har anmodet herom eller på anden måde har samtykket i modtagelsen, jf. markedsføringslovens § 6a, stk. 3 og 5.

Fysiske personer kan imidlertid frabede sig sådanne direkte henvendelser. Det kan gøres enten konkret ved at meddele den erhvervsdrivende dette eller generelt ved at meddele CPR-registeret i bopælskommunen, at man ikke ønsker henvendelser i reklameøjemed. CPR udarbejder herefter hvert kvartal en liste over de personer, der har frabedt sig direkte markedsføring. Listen kaldes også ”Robinsonlisten”.

Erhvervsdrivende har pligt til at konsultere den seneste fortegnelse fra CPR, inden der udsendes personligt adresseret post, dvs. at den erhvervsdrivende er forpligtet til at opdatere sine adressekartoteker fire gange om året.

Såfremt man benytter sig af muligheden for at frabede sig at modtage reklamemateriale, vil selskabet ikke længere lovligt kunne fremsende dette. Det gælder, uanset om man har undladt at benytte sig af den i brevet beskrevne adgang til at frabede sig at modtage reklamemateriale. Baggrunden herfor er, at det kræver et ”aktivt samtykke” – og ikke blot en ”passiv accept” – at fremsende reklamemateriale til personer, der er tilmeldt ”Robinsonlisten”. (2005-1141/5-84)

2.4.4. Sammenlægning af mailinglister i forbindelse med etablering af nyt I/S

To virksomheder ønskede i forbindelse med en sammenlægning af virksomhederne i interessentskabsform at udsende et nyhedsbrev til alle, der abonnerede på henholdsvis den ene og den anden virksomheds nyhedsbreve. I den forbindelse anmodede virksomhederne om Forbrugerombudsmandens vurdering af, om der skulle indhentes nyt samtykke i henhold til markedsføringslovens § 6a som følge af sammenlægningen.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at der hverken i markedsføringslovens § 6a’s ordlyd eller forarbejderne til bestemmelsen tages stilling til dette forhold, ligesom der endnu ikke foreligger praksis på området.

Da der imidlertid var en betydelig identitet mellem den oprindelige ejerkreds og den nye ejerkreds, der var beskæftiget inden for samme branche, og da det materiale der påtænktes udsendt havde samme karakter som det tidligere udsendte, ville det formentlig ikke være nødvendigt at indhente et nyt samtykke fra modtagerne som følge af sammenlægningen. (2005-1100/5-429)

2.4.5. Udsendelse af nyhedsbrev efter pause i udsendelsen

En virksomhed ønskede at genoptage udsendelsen af virksomhedens nyhedsbrev efter en pause på 4-5 måneder.

Virksomheden havde tidligere fået samtykke til udsendelse af det elektroniske nyhedsbrev.

Forbrugerombudsmanden blev bedt om en vurdering af, om de indhentede samtykker kunne være forældede.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at der ikke i markedsføringsloven er fastsat grænser for, hvor længe et samtykke efter § 6a, stk. 1 kan gøres gældende, men at det ikke kan udelukkes, at der kan være situationer, hvor det vil stride mod god skik at gøre et samtykke gældende.

Da samtykket tidligere havde været anvendt som grundlag for udsendelse af nyhedsbrev, fandt Forbrugerombudsmanden ikke at en pause i udsendelsen på 4-5 måneder var problematisk.

Forbrugerombudsmanden fandt anledning til at bemærke, at en pause kan blive så lang, at det vil være i strid med god markedsføringsskik at anvende et tidligere afgivet samtykke som grundlag for udsendelse af elektronisk reklame. Forbrugerne må efter en vis længere periode kunne gå ud fra, at udsendelse af reklame på grundlag af samtykket er ophørt og ikke genoptages.

Da mange forbrugere i forbindelse med en pause i udsendelsen af et nyhedsbrev kan glemme, at de har givet samtykke, fandt Forbrugerombudsmanden det i øvrigt fornuftigt, som foreslået af virksomheden, at udsende en mail om genoptagelsen af nyhedsbrevet, før selve nyhedsbrevet udsendes på ny. Herved kan man måske undgå klager fra forbrugere, der tror, at der er tale om ulovlig spam.

Forbrugerombudsmanden bemærkede også, at det tidsrum der kan gå, før et samtykke første gang benyttes som grundlag for udsendelse af elektronisk reklame, vil være kortere end det tidsrum, hvor der kan holdes pause. En samtykkende forbruger forholder sig til sine aktuelle interesser, og forbrugerne må derfor kunne forvente, at et samtykke anvendes forholdsvis hurtigt. (2005-1100/5-485)

2.4.6. Betaling for modtagelse af elektronisk reklame

En virksomhed ønskede at betale sine medlemmer for at modtage elektronisk markedsføring via SMS. Udover at modtage betaling for de SMS’er, man selv ville modtage, kunne man opnå yderligere betaling, hvis man tippede sine venner, og disse venner tilmeldte sig med reference til ens telefonnummer. Man vil således også modtage betaling for SMS’er, som disse venner modtog.

Forbrugerombudsmanden udtalte følgende:

Selve det forhold at forbrugeren belønnes for at modtage reklamemateriale er efter vores opfattelse i orden, såfremt

Derimod er det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med god markedsføringsskik at anvende et vennehvervningskoncept, hvor hvervningen er afledt af egne økonomiske interesser.

Virksomheden anmodede derefter om Forbrugerombudsmandens vurdering af et vennehvervningskoncept, hvorefter medlemmerne, i stedet for betaling for de SMS’er vennerne modtog, fik et lod i en konkurrence for hvert nyt medlem, der hvervedes. Forbrugerombudsmanden udtalte, at såfremt præmien alene har en beskeden størrelse, og såvel den, der tipper en ven, som den ven, der bliver tippet, er bekendt med konkurrencevilkårene, herunder med gevinstchancen og præmiens værdi, vil der formentlig ikke være tale om en overtrædelse af reglerne om god markedsføringsskik. (2005-1100/5-367)

2.5. Retningslinier/vejledninger

2.5.1. Reklameidentifikation, skjult reklame. Forbrugerombudsmandens vejledning

I maj måned i 2005 udsendte Forbrugerombudsmanden vejledningen ”Skjult Reklame – Reklameidentifikation”.

Forbrugerombudsmanden har igennem mange år behandlet sager på området efter gældende lovgivning, og Forbrugerombudsmanden har derfor fået fastlagt en ganske omfattende praksis. Det var Forbrugerombudsmandens skøn, at der var et klart behov for en systematisk sammenfatning af denne praksis, som hviler på sager behandlet efter markedsføringslovens § 16 om forhandlingsprincippet.

Vejledningen kan læses på www.forbrug.dk.

Det er planlagt, at vejledningen i løbet af foråret vil blive revideret i lyset af, at der med den nye markedsføringslov er blevet indført en udtrykkelig bestemmelse om, at reklame klart skal fremstå som reklame. Skjult reklame bliver med lovens ikrafttræden den 1. juli 2006 forbudt, og overtrædelse af forbuddet kan medføre bødestraf. (2005-1107/5-67)

2.5.2. Retningslinier om god markedsføringsskik på teleområdet

Præcisering af teleretningslinierne. Information om varsling af ændringer i aftalen mellem teleselskabet og forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på, at et teleselskab så på den samlede kundemasse, når selskabet vurderede, hvordan det skulle varsle en ændring i aftalevilkår, priser mv., der er til ugunst for forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor anledning til at præcisere over for telebranchens organisationer mv., at vurderingen af om en ændring i den indgåede aftale er væsentlig og dermed skal varsles ved en individuel meddelelse til den enkelte forbruger, skal foretages i forhold til den enkelte forbrugers aftale. Hvor stor en andel af kunderne der er berørt af ændringen i forhold til den samlede kundemasse, er således uden betydning for vurderingen af, om en ændring i aftaleforholdet må anses for væsentlig eller ej.

Forbrugerombudsmanden gjorde samtidig opmærksom på, at hvis et teleselskab ønsker at ændre priser og vilkår, skal der i varslingen til forbrugeren også oplyses om dennes ret til at opsige aftalen. Forbrugeren skal have en reel mulighed for at opsige aftalen senest med virkning fra det tidspunkt, hvor ændringen træder i kraft. Dette fremgår af § 7 i udbudsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester), og gælder uanset, om det indgåede abonnement indeholder en bindingsperiode.

Forbrugerombudsmanden har efterfølgende udtalt, at regningsdata, der vedrører en forbrugers hidtidige forbrug på den opkaldstype mv., som en prisstigning angår, ikke må indgå i teleselskabets vurdering af, om en ændring er væsentlig for forbrugeren, og dermed skal varsles individuelt. (2005-1110/5-212)

Der kan læses nærmere om Forbrugerombudsmandens udmelding på http://www.forbrug.dk/klage/love/forbrugerlove/mfl/retningslinjer/telehyrdebrev/.

| Top |

Denne side er kapitel 2 af 7 til publikationen "Forbrugerjura 2005".
Version nr. 1.0 af 01-05-2006
© Forbrugerstyrelsen 2006