1. Ny lovgivning
- 1.1. Ny markedsføringslov vedtaget
- 1.2. Revision af forældelsesloven
- 1.3. Ændring af bekendtgørelsen om enhedsprismærkning
- 1.4. Forrentning af forbrugerens krav i sager, der afgøres af Forbrugerklagenævnet
1.1. Ny markedsføringslov vedtaget
Den 1. juli 2006 træder en ny markedsføringslov, lov nr. 1389 af 22. december 2005, i kraft. Den nye lov er baseret på markedsføringsudvalgets betænkning, Markedsføring og prisoplysning, betænkning nr. 1457, 2005 og regeringsgrundlaget Nye Mål.
Den nye lov indeholder en gennemgribende revision af reglerne for markedsføring og prisoplysning og har til formål at skabe velfungerende markeder med klare rettigheder, effektiv information, sikring af forbrugernes frie valg og effektiv konkurrence.
I den nye lov er markedsføringslovens og prismærkningslovens regler blevet samlet i én lov, og der er indført klarere regler om prisoplysning for tjenesteydelser, reklameidentifikation og begrænsninger i reklamer rettet mod børn og unge.
De grundlæggende bestemmelser om god skik og vildledning er blevet videreført fra den nuværende markedsføringslov. Det samme gælder reglerne om prismærkning og annoncering, som i dag fremgår af den eksisterende prismærkningslov.
God markedsføringsskik
Efter den gældende lov må erhvervsdrivende ikke handle i strid med ”god markedsføringsskik”. Fremover skal de i stedet udvise ”god markedsføringsskik”. Det betyder, at virksomhederne mere aktivt må tage ansvar for at opføre sig ordentligt over for forbrugere og andre erhvervsdrivende.
Hensynet til børn og unge
Som noget nyt indeholder loven en bestemmelse om, at virksomhederne skal udvise særlige hensyn, når de retter markedsføring mod børn og unge. Samtidig indføres et forbud mod brug af virkemidler som for eksempel vold og rusmidler i reklamer rettet mod børn og unge. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
Bøder for skjult reklame
Med den nye markedsføringslov indføres også en udtrykkelig bestemmelse om, at reklame klart skal fremstå som reklame. Skjult reklame bliver med andre ord forbudt, og overtrædelse kan medføre bødestraf.
Prismærkning og gebyrer
Reglerne om prismærkning, der i mange år har fremgået af prismærkningsloven, kommer nu ind i markedsføringsloven, sammen med nye regler om prismærkning af tjenesteydelser og regler om gebyrer. Samtidig genindføres tilsynet med overholdelse af prismærkningsreglerne, en opgave som fremover skal ligge hos Forbrugerombudsmanden.
Frit-valgsområder
Markedsføringsloven kommer fremover også til at omfatte de såkaldte ”frit-valgsområder”, det vil sige udbud af service- og velfærdsydelser, som det offentlige tidligere har været ene om at udbyde, men som efterhånden bliver udbudt på markedslignende vilkår i konkurrence mellem både offentlige og private udbydere. Det kan være ydelser inden for undervisnings-, social- og sundhedsområdet.
Høje spambøder
I en dom fra Højesteret i september 2005 om udsendelse af spam blev Forbrugerombudsmandens model for beregning af bøder tilsidesat, hvilket førte til en betydelig nedsættelse af bøden for det tiltalte selskab.
I Folketingets Erhvervsudvalgs betænkning over lovforslaget er det fremhævet, at udvalget er enigt med Ministeren i, at der ved fastsættelse af bøder i sager om udsendelse af spam, bør tages udgangspunkt i Forbrugerombudsmandens beregningsmodel (100 kr. pr. meddelelse, dog mindst 10.000 kr.), så bøderne får en meget klar præventiv effekt.
Salgsfremmende foranstaltninger
Forbudet i den hidtidige markedsføringslov om tilgift og mængdebegrænsning ophæves.
For at sikre at forbrugerne stadig får mulighed for at gennemskue tilbud, hvor der indgår den slags salgsfremmende foranstaltninger, er der dog indført en ny bestemmelse, som stiller krav om, at tilbudsbetingelserne skal være klare og let tilgængelige for forbrugerne, og at værdien af eventuelle tillægsydelser klart skal oplyses.
Slagtilbud
En særlig bestemmelse skal sikre, at erhvervsdrivende, der reklamerer med tilbud på særlig favorable vilkår, tydeligt oplyser om begrænsninger i tilbuddet, fx at der kun er et begrænset antal af varen. Overtrædelser kan straffes med bøde.
Ikrafttræden
Den nye markedsføringslov træder i kraft den 1. juli 2006. Dog ophæves den nuværende lovs forbud mod tilgift og mængdebegrænsning først den 1. januar 2007, ligesom de nye bestemmelser om særlige salgsfremmende foranstaltninger, herunder slagtilbud, først træder i kraft på denne dato.
Tilsyn
Forbrugerombudsmanden vil i tiden inden lovens ikrafttræden forberede administrationen af den nye lov, som blandt andet vil kræve ændring og opdatering af flere af de eksisterende vejledninger og retningslinier, der er udstedt efter markedsføringsloven. Forberedelsen vil ske i samspil med erhvervs- og forbrugerorganisationer.
Annoncehajer
Det fremgår af det politiske forlig omkring vedtagelsen af den nye markedsføringslov, at forligsparterne har noteret sig, at Forbrugerombudsmanden er opmærksom på problemstillingen om ”annoncehajer”, og at Forbrugerombudsmanden har fokus på området.
Faktuelt er der sket det, at Forbrugerombudsmanden har afholdt et møde i 2005 med Håndværksrådet om de såkaldte annoncehajer. På mødet oplyste Forbrugerombudsmanden, at han var indstillet på at rejse sag, hvis Håndværksrådet eller andre erhvervsorganisationer henvender sig med en konkret sag og stiller fornøden dokumentation til rådighed for Forbrugerombudsmanden og anklagemyndigheden. Forbrugerombudsmanden afventer dog en verserende sag ved domstolene, som allerede nu er rejst af statsadvokaten om annoncehajer.
Endvidere har Forbrugerombudsmanden tilkendegivet, at han, såfremt organisationerne finder, at der er et behov for at skærpe de eksisterende retningslinier på området, vil være indstillet på at udarbejde nye retningslinier.
1.2. Revision af forældelsesloven
Forbrugerombudsmanden har i 2005 afgivet høringssvar til Justitsministeriet vedrørende betænkning om revision af forældelseslovgivningen.
I betænkningen foreslås en almindelig forældelsesfrist på 3 år, der skal finde anvendelse alle steder, hvor der ikke kan peges på et særligt behov for en længere frist. Efter de nugældende regler er der en 5-årig forældelsesfrist for de fleste dagligdags fordringer.
Forbrugerombudsmanden støtter i sit høringssvar en forenkling af lovgivningen og finder det som udgangspunkt fornuftigt med en 3-årig forældelse.
Herved tages der fornødent hensyn til, at kreditor skal have tid til at søge en forfalden fordring indfriet samtidig med, at der tages hensyn til
- indrettelsessynspunkter. Debitor må efter længere tid kunne indrette sig på, at et evt. krav ikke gøres gældende,
- bevisspørgsmål. Jo længere tid en fordring kan gøres gældende, jo flere bevismæssige problemer kan der opstå. Det vil endvidere bevirke en lettelse, at man som udgangspunkt ikke skal sørge for bevissikring mere end 3 år tilbage,
- procedureomkostninger. Afledt af bevisproblematikken vil omkostningerne i forbindelse med procesførelse af meget gamle fordringer kunne blive betydelige.
Betænkningen foreslår særregler for bl.a. pengelån og fordringer for hvilke, der er pant i fast ejendom. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan der imidlertid ikke peges på særlige forhold, der gør, at der for denne type krav bør være en undtagelse fra den 3-årige forældelsesfrist.
Der ses ikke at være et hensyn til de omhandlede kreditorer, der overskygger hensynet til, at skyldnerne efter en vis periode indretter sig efter, at et krav ikke vil blive gjort gældende.
Det foreslås i betænkningen, at den 3-årige forældelsesfrist kan forlænges, men maksimalt til 10 år, i tilfælde af ukendskab til en fordring. Efter de nugældende regler gælder der en absolut forældelsesfrist på 20 år.
Der bør efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i hvert fald ikke gælde en absolut forældelsesfrist i tilfælde, hvor en forbruger har et tilgodehavende hos en erhvervsdrivende.
Som eksempel nævnes advokaters rådgivning, hvor det fx i relation til rådgivning i forbindelse med testamenter synes helt urimeligt, hvis erstatningskrav som følge af fejlagtig rådgivning forældes efter 10 år.
Forældelsesreglerne bør endelig efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være ufravigelige i forhold til forbrugere, uanset om de er kreditorer eller debitorer (skyldnere). I betænkningen er der alene foreslået ufravigelighed i forhold til forbruger i det omfang, de er skyldnere. Der bør dog ikke i forbindelse med fx en forbrugeraftale kunne fastsættes bestemmelser om, at eventuelle krav på erstatning, som forbrugerne måtte have, forældes tidligere end efter forældelsesloven.
Læs hele Forbrugerombudsmandens høringssvar til betænkning om revision af forældelseslovgivningen. (2005-1100/5-449)
1.3. Ændring af bekendtgørelsen om enhedsprismærkning
Ifølge bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning af salgspris og enhedspris for forbrugsvarer (herefter bekendtgørelsen om enhedsprismærkning) skulle enhedsprisen for vaskemidler til tøj angives pr. standardvask, såfremt producenten havde påført emballagen de for beregningen nødvendige oplysninger herunder, at forudsætningerne for oplysningerne er, at vandets hårdhedsgrad er 10-20 grader dH, at tøjmængden er 3-4 kg, at tøjet er normalt snavset, og at der ikke anvendes forvask.
Var disse forudsætninger ikke opfyldt, skulle enhedsprisen angives efter vaskepulverets volumen.
Med forordning nr. 648/2004 af 31. marts 2004 om vaske- og rengøringsmidler blev der indført en forpligtelse til på vaskemidlets emballage at angive antallet af standardvaske, når der er tale om vaskemidler til tekstiler.
Bekendtgørelsen om enhedsprismærkning er derfor ændret ved bekendtgørelse nr. 859 af 15. september 2005 således, at der for vaskemidler til tekstiler altid skal ske oplysning af enhedsprisen i form af pris pr. standardvask. Ændringen trådte i kraft den 8. oktober 2005. (2004-100/1-537)
1.4. Forrentning af forbrugerens krav i sager, der afgøres af Forbrugerklagenævnet
1. Indledning
De principielle afgørelser, der offentliggøres på forbrug.dk, indeholder sjældent oplysninger om, hvorvidt Forbrugerklagenævnet har truffet beslutning om at tilkende forbrugeren renter. I denne artikel redegøres der derfor for Forbrugerklagenævnets praksis med hensyn til tilkendelse af renter efter den ændring af renteloven, der blev gennemført i 2002. Artiklen indeholder endvidere en redegørelse for Forbrugerklagenævnets anvendelse og fortolkning af rentelovens § 3 og § 5 i sager, der indbringes for nævnet.
2. Ændring af renteloven i 2002
Efter den tidligere gældende rentelov kunne forbrugerens betalingskrav - udenfor de sjældne tilfælde, hvor forfaldsdagen var fastsat i forvejen, jf. rentelovens § 3, stk. 1 – kun kræves forrentet, hvis forbrugeren havde afgivet et såkaldt rentepåkrav. Dvs. at forbrugeren havde fremsat en anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente, jf. herved den dagældende lovs § 3, stk. 2.
Det var i de sager, der blev behandlet af Forbrugerklagenævnet, yderst sjældent, at forbrugeren havde fremsat et rentepåkrav, og det var derfor også sjældent, at Forbrugerklagenævnet traf afgørelse om, at den erhvervsdrivende skulle forrente forbrugerens krav.
Ved lov nr. 279 af 6. juni 2002 blev der bl.a. foretaget følgende ændringer i renteloven: (Ændringerne er markeret med kursiv)
§ 3 Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.
Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.
Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.
Loven trådte i kraft den 1. august 2002 og gælder for pengekrav, der forfalder den 1. august 2002 eller senere.
Ændringen betyder, at det ikke længere er en betingelse for at forlange et pengekrav forrentet, at der er afgivet et rentepåkrav. Det er nu tilstrækkeligt, at der er afsendt eller fremsat en anmodning om betaling.
Formålet med ændringen af § 3 i renteloven var at gennemføre direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Uden for direktivet falder bl.a. betalinger i forbrugerforhold. Man fandt det dog mest hensigtsmæssigt at lade bestemmelserne i renteloven gælde generelt – dvs. også i forbrugerforhold, idet det ville være urimeligt, at bl.a. privatpersoner helt bliver afskåret fra at kræve morarenter, alene fordi de ikke er bekendt med pligten til at afgive et rentepåkrav.
Siden denne ændring af renteloven har Forbrugerklagenævnet ex officio taget stilling til, om der er grundlag for at forrente forbrugerens krav, når forbrugeren får medhold i en sag ved Forbrugerklagenævnet.
3. Forbrugerklagenævnets praksis efter renteloven
Renteloven sondrer mellem tilfælde, hvor forfaldsdagen er fastsat i forvejen (rentelovens § 3, stk. 1) og ”andre tilfælde” (rentelovens § 3, stk. 2).
I tilfælde, hvor forbrugeren har fremsat krav om ophævelse, afslag, tilbagebetaling eller erstatning, forrenter Forbrugerklagenævnet normalt kravet efter rentelovens § 3, stk. 2 – dvs. at forbrugeren har krav på rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da forbrugeren afsendte eller fremsatte anmodning om betaling. Se om kravene til et betalingskrav nedenfor.
I tilfælde, hvor forbrugeren kræver købesummen tilbagebetalt under henvisning til reglerne om fortrydelse eller ophævelse efter lov om visse forbrugeraftaler, jf. denne lovs § 21, stk. 3 og 4, og § 24, stk. 4, anses forfaldsdagen som fastsat i forvejen, og forbrugerens krav forrentes efter rentelovens § 3, stk. 1. Gøres der ugyldighed gældende efter § 7 i lov om visse forbrugeraftaler, er forfaldsdagen derimod ikke fastsat i forvejen, og i så fald forrentes forbrugerens krav også efter rentelovens § 3, stk. 2.
3.1. Rentelovens § 3, stk. 2
Hvornår er der fremsat en betalingsanmodning, som kan kræves forrentet
Renteloven gælder kun for rente af pengekrav. Forbrugerklagenævnet tilkender derfor kun rente, hvis den anmodning, der er fremsat, er en anmodning om betaling.
Et pengekrav kan være kravet på købesummen, når købet hæves - eller tilbagebetaling af et beløb, som i virkeligheden ikke skyldtes. Det kan også være et krav på et afslag i købesummen eller et krav om erstatning. Derimod er et krav om afhjælpning eller ombytning ikke et pengekrav. Hvis sælgeren nægter at imødekomme dette krav eller ikke imødekommer kravet inden rimelig tid, og forbrugeren hæver købet, vil hævekravet imidlertid være et pengekrav, som forrentes 30 dage efter hævekravets fremsættelse.
I sager, hvor forbrugeren reklamerer over fejl ved varen uden at angive et krav, er der ikke fremsat en betalingsanmodning, og der bliver derfor ikke tillagt renter.
Forbrugerklagenævnets krav til specifikation af kravet
Ifølge rentelovens § 3, stk. 3, kan der tidligst kræves renter 30 dage efter, at ”skyldneren har haft mulighed for at indhente oplysninger, som må anses nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.”
Det fremgår af bemærkningerne til lov 279/2002, at reglen bygger på det synspunkt, at det ikke kan bebrejdes skyldneren, at han eller hun ikke betaler, før den pågældende har fået sådanne oplysninger, at det kan bedømmes, hvorvidt og hvor meget der skal betales.
Det er alene mangel på faktiske oplysninger, der kan begrunde en udsættelse i medfør af stk. 3. Bestemmelsen er ikke anvendelig, hvis tvivlen alene angår den juridiske bedømmelse.
En manglende specifikation af kravets størrelse kan efter Forbrugerklagenævnets praksis være en mangel på faktiske oplysninger, der kan begrunde, at rente ikke påløber, før kravet er specificeret.
Et hævekrav er et krav om købesummens tilbagebetaling. Kravets størrelse er derfor normalt kendt for den erhvervsdrivende, og nævnet anser kravet for at være tilstrækkeligt specificeret.
Er der fremsat et krav om afslag eller erstatning – uden angivelse af et bestemt beløb – tillægger Forbrugerklagenævnet ikke rente. Er der derimod krævet et bestemt beløb som afslag eller erstatning, tillægges der normalt rente, da skyldneren er bekendt med kravets størrelse.
Det forekommer ofte, at forbrugeren kræver ophævelse, men at han kun får et afslag i købesummen. Eller at forbrugeren kun får et mindre beløb i erstatning/afslag, end han har krævet.
I disse tilfælde forrenter Forbrugerklagenævnet normalt beløbet, idet den erhvervsdrivende i så fald kender rammen for forbrugerens krav.
Fra hvilket tidspunkt tillægges rente
Der tillægges rente fra et tidspunkt, der ligger 30 dage efter, at forbrugerens betalingskrav er fremsendt til den erhvervsdrivende.
Da det ofte er uklart, om og i givet fald hvornår forbrugeren forud for indbringelse af sagen for Forbrugerklagenævnet har fremsat et tilstrækkeligt specificeret krav om betaling, forrenter nævnet normalt kravet fra 30 dage efter, at Forbrugerstyrelsen fremsendte den af klageren udfyldte klageformular med angivelse af kravet til den erhvervsdrivende. Specificeres kravet først på et senere tidspunkt, er det dette tidspunkt, der danner udgangspunkt for beregningen. Dokumenterer forbrugeren, at der før sagens indbringelse for nævnet er fremsendt et brev/e-mail til den erhvervsdrivende med angivelse af kravet, er det dette tidspunkt, der danner udgangspunkt for beregningen.
Skyldneren skal have 30 hele dage til at betale. Dagen, hvor kravet afsendes, regnes ikke med i de 30 dage. Hvis den erhvervsdrivende ikke betaler, beregnes der rente fra den 31. dag.
3.2. Rentelovens § 3, stk. 1.
Forfaldsdagen må anses for fastsat i forvejen, jf. rentelovens § 3, stk. 1, hvor det fx af en lovbestemmelse fremgår, at betaling skal ske senest et bestemt tidsrum efter en begivenhed, hvis indtræden vil blive skyldneren bekendt, jf. Mogens Munch, Renteloven med kommentarer, 2. udgave ved Lars Lindencrone Pedersen (2002), s. 78, og U2001.1309H. Forbrugerklagenævnet forrenter derfor forbrugerens krav på købesummens tilbagebetaling efter rentelovens § 3, stk. 1, når kravet støttes på forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret mv.
Forrentning af forbrugerens krav ved fortrydelse af en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted
Ved fjernsalg af varer udnyttes fortrydelsesretten normalt ved, at forbrugeren tilbagesender eller tilbagegiver varen til den erhvervsdrivende jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2.
§ 21, stk. 3, fastslår, at den erhvervsdrivende skal tilbagebetale købesummen senest 30 dage efter, at han har modtaget varen og har haft mulighed for at undersøge den. Bestemmelsen forstås således, at den erhvervsdrivende skal undersøge varen straks efter modtagelsen, således at de 30 dage normalt løber fra dagen efter modtagelsen. Har den erhvervsdrivende modtaget varen retur fx den 1. marts 2005, vil den sidste rettidige betalingsdag være den 31. marts 2005. Overholder den erhvervsdrivende ikke sin tilbagebetalingspligt, har forbrugeren krav på at få sit tilbagebetalingskrav forrentet efter rentelovens § 3, stk. 1, - dvs. i ovennævnte eksempel fra den 1. april 2005. Ved fremsendelse af varen med postvæsnet antages det, at varen modtages dagen efter eller første hverdag efter afsendelsen.
Nægter den erhvervsdrivende - uden at være berettiget hertil - at tage varen retur - fx under henvisning til, at varen ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand, at fortrydelsesretten er udløbet eller lign. - vil forbrugerens tilbagebetalingskrav blive forrentet fra 30 dage efter det tidspunkt, da den erhvervsdrivende kunne have fået varen retur. Se fx Forbrugerjura 2004. afsnit
6.4.1.
Ved salg uden for fast forretningssted, ved fjernsalg af ikkefinansielle tjenesteydelser samt ved fjernsalg af varer i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at hente varen hos forbrugeren, udnyttes fortrydelsesretten ved blot at underrette den erhvervsdrivende om fortrydelsen, jf. § 19, stk. 1.
Fortryder forbrugeren, følger det af § 21, stk. 4, at den erhvervsdrivende skal tilbagebetale købesummen senest 30 dage efter, at underretningen er kommet frem til ham. Er underretning afsendt pr. brev, anses underretningen for at være kommet frem dagen efter eller første hverdag efter afsendelsen. Hvis underretningen derimod er sendt pr. e-mail, er den kommet frem samme dag, som den er sendt.
Forbrugeren hæver en aftale indgået ved fjernsalg vedr. varer og ikke-finansielle tjenesteydelser som følge af manglende levering jf. § 24
§ 24, stk. 3, fastslår, at den erhvervsdrivende i tilfælde af, at forbrugeren hæver aftalen efter stk. 2, fordi varen/tjenesteydelsen ikke leveres til det aftalte tidspunkt eller inden 30 dage efter, at klageren afgav bestilling, skal tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævelsen. 30-dages fristen i § 24, stk. 3, indebærer jf. herved det oven for anførte, at forfaldsdagen må anses for at være fastsat i forvejen, hvorfor det følger af rentelovens § 3, stk. 1, at der skal betales renter efter udløbet af den sidste rettidige betalingsdag. Er forbrugerens meddelelse til den erhvervsdrivende om ophævelsen således kommet frem til den erhvervsdrivende fx den 1. marts, løber 30 dages fristen fra denne dag og udløber dermed den 31. marts. Har den erhvervsdrivende ikke opfyldt sin tilbagebetalingspligt senest denne dag, har forbrugeren i medfør af rentelovens § 3, stk. 1, krav på at få kravet forrentet fra den 1. april efter rentelovens regler.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår en meddelelse, sendt pr. brev eller e-mail, må antages at være kommet frem, henvises til det ovenfor anførte.
4. Beregning af renten, herunder rentens størrelse
Renten fastsættes, jf. rentelovens § 5, til en årlig rente, der svarer til Nationalbankens officielle udlånsrente per 1. januar og 1. juli med et tillæg på 7 pct.
Morarenten har fra den 1. juli 2003 udgjort 9,15 pct. p.a., og med virkning fra 1. januar 2006 er den steget til 9,40 pct. p.a.
Forbrugerklagenævnet angiver i sin afgørelse i hvilken periode, der kan forlanges rente, samt morarentens størrelse, men foretager derimod ikke en beregning af, hvilket beløb forbrugeren kan forlange at få i rente. Årsagen til dette er bl.a., at det ikke, når afgørelsen træffes, er muligt at vide, hvornår betaling vil ske, og det samlede rentekrav kan derfor ikke beregnes.
Den rente, der skal tilskrives klagerens krav, er den morarentesats, der gælder, når rente begynder at påløbe. Hvis klageren fx har forlangt købet hævet på grund af mangler ved varen og pengene tilbagebetalt den 16. juni 2005 og betaling ikke er sket senest den 16. juli 2005, vil renten skulle beregnes efter udlånsrenten per den 1. juli 2005 med et tillæg på 7 pct., og den vil løbe fra den 17. juli 2005. Den pågældende morarentesats vil herefter være gældende frem til den førstkommende 1. januar eller 1. juli, hvor renten ændres.