| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

6. Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet af almindelig interesse

6.1. Husholdningsapparater og isenkram

6.1.1. Uanmodet telefonisk henvendelse til en forbruger

Udfyldelse af en blanket med henblik på deltagelse i en konkurrence. Blanketten indeholdt ikke en udtrykkelig og utvetydig anmodning om at blive ringet op

Et ægtepar udfyldte på en messe en blanket med diverse spørgsmål med henblik på at vinde et gavekort på 500 kr. Blanketten havde følgende ordlyd:

”Behovsanalyse af indeklima
Vind et gavekort til værdi 500 kr.

Hvor højt prioriterer i jeres indeklima ?

  Ja Nej
Har i hund eller kat indendørs ?
………
………
………		 X  
Har i kendskab til XX’s produkter?   X

Deltag i lodtrækningen om et gavekort til værdi af 500 kr. Modtag evt. en gratis og uforpligtende fremvisning, og se hvordan jeres indeklima kan forbedres.

(Vi ringer til Dig/Jer) X  
  Ja Nej

Gæt prisen

  10000 18000 24000 32000
Sæt kryds X        
Navn……
Adresse….
Telefonnummer…”

Forbrugerne havde krydset skemaet af som anført ovenfor. Kort tid efter rettede den erhvervsdrivende (indklagede 1) henvendelse til forbrugerne med henblik på at aftale tid til en fremvisning af dennes produkter. Forbrugerne købte efter en demonstration i hjemmet en støvsuger samt en luftrenser til en pris af 24.000 kr. Lånet blev finansieret af en finansier (indklagede 2). Lånet blev indgået ved, at den erhvervsdrivende havde medbragt en låneansøgning, som den ene forbruger underskrev, hvorefter den erhvervsdrivende stod for resten. Lånebeløbet blev udbetalt direkte fra finansieren til den erhvervsdrivende.

Forbrugerne var utilfredse med produkterne og indbragte 7 måneder efter købsaftalens indgåelse sagen for Forbrugerklagenævnet, idet de gjorde gældende, at de ikke havde fået korrekte oplysninger om omkostningerne ved vedligeholdelse af produkterne, samt at aftalen var ugyldig. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Ifølge oplysningerne i sagen blev salgsslutsedlen og låneansøgningen underskrevet i forbindelse med indklagede 1´s demonstration af støvsugeren i klagernes hjem. Den ene klager har om baggrunden for hjemmebesøget oplyst følgende:

”Jeg deltog i en konkurrence i Aalborg, hvor man skulle oplyse adresse og tlf.nr. for at deltage. Sælger ringede mig op og tilbød at komme og fremvise maskinen som ville kunne afhjælpe astmaproblemer, hvilket min far lige var død af, så jeg sagde naturligvis ja.”

Efter forbrugeraftalelovens § 2 må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale.

Det fremgår af lovens forarbejder, at en forbrugers anmodning om en henvendelse fra den erhvervsdrivende skal være udtrykkelig og utvetydig. Endvidere anføres det, at en forbrugers anmodning om yderligere oplysninger ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en anmodning fra forbrugeren om at modtage personlige eller telefoniske henvendelser fra den erhvervsdrivende.

Klagerens udfyldning af en ”behovsanalyse af indeklima” med henblik på at vinde et gavekort til en værdi af 500 kr. opfylder efter nævnets vurdering ikke de krav, som må stilles for, at der kan antages at foreligge en udtrykkelig og utvetydig anmodning fra klageren om at måtte modtage en henvendelse fra indklagede med henblik på indgåelse af aftale om køb af en støvsuger og om finansiering heraf.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at aftalen om, at indklagede 1 måtte foretage en salgsdemonstration under et hjemmebesøg hos klagerne, kom i stand, uden at der forelå en forudgående anmodning herom fra klagernes side. Da indklagedes telefoniske henvendelse til klagerne og det efterfølgende hjemmebesøg dermed må anses for at være foretaget i strid med forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, følger det herefter af forbrugeraftalelovens § 3, at der ikke er indgået nogen aftale, som er bindende for klagerne.

Klagernes krav om, at købet og finansieringsaftalen skal anses for uforbindende for dem, er derfor berettiget.

Indklagede 1 har oplyst, at indklagede 2 ydede lånet til klagerne på baggrund af en aftale indgået mellem indklagede 1 og indklagede 2 om formidling af lån. Det følger heraf, at der har foreligget et såkaldt lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, hvilket indebærer, at klagerne tillige kan påberåbe sig reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2 som grundlag for at gøre indsigelser og pengekrav gældende mod indklagede 2.” På den baggrund fritog nævnet forbrugerne for at betale fremtidige ydelser til den erhvervsdrivende, ligesom den erhvervsdrivende blev pålagt at tilbagebetale, hvad forbrugeren havde betalt til nogen af de indklagede. Nævnet fastslog, at finansieren, indklagede 2, hvis den erhvervsdrivende ikke opfyldte sin forpligtelse, skulle opfylde indklagede 1’s forpligtelser. Indklagede 2 var dog ikke forpligtet til at tilbagebetale mere, end hvad indklagede 2 havde modtaget af forbrugerne i anledning af lånekøbet. (2004-432/7-4)

6.1.2. Urigtige oplysninger i en tilbudsavis

Det var ikke en mangel, at der i en annonce var givet urigtige oplysninger om modelbetegnelsen for en blender, da forbrugeren ikke havde lagt vægt på oplysningen

En forbruger så i en tilbudsavis en Siemens blender model 91101 til en pris af 599 kr., hvor besparelsen blev angivet til 896 kr. Forbrugeren, som havde set blenderen med pastelfarvet lys blå tud i en anden forretning, købte den. Da han pakkede den ud opdagede han imidlertid, at tuden var pastelfarvet lys grøn.

Det viste sig, at blenderen med grøn tud, som forbrugeren havde købt, var en gammel model med modelnummeret 91100, mens den nye model havde blå tud og modelnummeret 91101. Blenderen på billedet i tilbudsavisen havde en pastelfarvet lys grøn tud, men forbrugeren oplyste, at han ikke vidste, at der fandtes en gammel model med grøn tud, og at det i øvrigt ikke var muligt på billedet i tilbudsavisen at se, at tuden ikke var blå.

Forbrugeren forlangte at få udleveret den nye model. Den erhvervsdrivende erkendte, at man havde oplyst en forkert modelbetegnelse og tilbød forbrugeren at få pengene tilbage, men nægtede at levere den nye model. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af det oplyste, at den blender, som klager har fået udleveret, er den tidligere model 91100 med grøn tud. Spørgsmålet er, om klager har et berettiget krav på levering af den nye model 91101 med blå tud.

Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) lægger til grund, at det var den tidligere model, 91100, som var afbilledet i såvel annoncen som på emballagen, da klageren købte blenderen. Det fremgår således af annoncens billedgengivelse, at blenderens tud er grøn. Disse medlemmer finder på denne baggrund, at klager ikke har lagt vægt på de urigtige oplysninger i annoncen, nemlig den forkerte modelbetegnelse, og at der derfor ikke foreligger en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 1.

Et mindretal (2 nævnsmedlemmer) finder, at klager har krav på levering af den nye model, 91101. Disse medlemmer lægger vægt på, at den blender, som klager har fået udleveret (den tidligere model 91100), ikke er identisk med den model, som er anført i teksten i indklagedes annonce (den nye model 91101).” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. (2003-412/7-23)

6.2. Radio/tv mv.

6.2.1. Stor stigning i prisen for kabel tv

TDC Kabel TV kunne hæve prisen til den normale ”listepris, selvom forbrugeren i 1989 havde betalt en merpris for tilslutningen

I 1989 indgik forbrugeren en aftale om kabel-tv. Ved tilslutningen betalte han en merpris på 7.500 kr. for ”køb af brugsretten”, hvorved han opnåede en lavere månedlig abonnementspris i forhold til de kunder, der ”lejede brugsretten”. Den 4. maj 2004 varslede den erhvervsdrivende som led i sin prisharmoniseringspolitik en månedlig prisstigning på 112 kr. over for forbrugeren med virkning fra 1. december 2004, således at forbrugeren herefter kom til at betale en abonnementspris, som svarede til TDC’s almindelige listepris. Forbrugeren mente ikke, at TDC på den måde kunne hæve prisen for hans abonnement, og han indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren indgik januar 1989 aftale om levering af kabel-tv. Han valgte i den forbindelse at betale en høj pris for tilslutningen mod til gengæld at opnå en lav abonnementsafgift. Klageren opnåede således ved en merbetaling på 7.400 kr. ved tilslutningen en årlig besparelse på ca. 1.200 kr. i forhold til de kunder, som valgte at betale et lavere beløb i forbindelse med tilslutningen.

Abonnementsaftalen – som oprindeligt blev indgået med KTAS Kabel-tv – er senere blevet overtaget af indklagede, som er blevet etableret på baggrund af en sammenlægning af kabel-tv enhederne i KTAS, Jysk Telefon, Fyns Telefon og Tele Sønderjylland, som hver især havde forskellige salgs- og prispolitikker.

Der er siden 1989 sket en meget betydelig produktudvikling på kabel-tv området med udbud af et meget stort antal radio- og tv-kanaler og med mulighed for valg mellem forskellige programpakker, som udbydes til forskellige priser afhængig af programpakkens omfang.

Den 4. maj 2004 varslede indklagede som led i sin prisharmoniseringspolitik en månedlig prisstigning på 112 kr. over for klageren med virkning fra 1. december 2004, således at klageren herefter kommer til at betale en abonnementspris, som svarer til indklagedes almindelige listepris.

Ved løbende abonnementsaftaler og andre vedvarende aftaler er det normale udgangspunkt, hvis andet ikke er aftalt, at aftalen kan opsiges eller tilpasses ændrede markedsvilkår med et passende varsel. Indklagedes opsigelsesadgang er som følge af indklagedes monopolstilling på kabel-tv området begrænset, men dette indebærer ikke, at indklagede er afskåret fra at kræve kontraktvilkårene revideret, hvis forudsætningerne for vilkårene har ændret sig væsentligt.

Nævnet finder, at det i 1989 ikke var muligt at forudse de væsentlige ændringer i vilkårene for programudbydere, som er sket i de efterfølgende år. Nævnet finder derfor, at det vil kunne være en urimelig byrde, såfremt indklagede i en uvis årrække skulle være bundet af gamle abonnementsaftalers vilkår om programudbud, abonnementsafgift mv. indgået på et tidspunkt, hvor forudsætningerne var helt anderledes.

Nævnet lægger samtidig til grund, at den af klageren valgte høje tilslutningsafgift allerede har tjent sig hjem ved, at den i 1989 indgåede aftale trods alt har været overholdt i 15 år.

Under hensyn hertil samt til, at klageren har mulighed for at vælge en billigere programpakke, finder nævnet, at klageren ikke har krav på at fastholde de oprindeligt aftalte prisvilkår, men at indklagede har været berettiget til at hæve prisen med et passende varsel som led i indklagedes almindelige prisharmoniseringspolitik.” (2004-4015/7-64)

6.2.2. Aftale om formidling af køb af musikanlæg

Formidlingsaftale blev betragtet som en fuldmagt til på forbrugerens vegne at købe et anlæg til den aftalte pris. Forbrugeren havde krav på erstatning ved manglende levering til den lovede pris

En forbruger så på en erhvervsdrivendes hjemmeside, at denne tilbød at formidle køb af et bestemt musikanlæg til henholdsvis 2.682 kr. og 12.331 kr. Ved forbrugerens henvendelse til den erhvervsdrivende blev det oplyst, at der ikke var tale om en fejl, men at forhandlerne fastholdt deres priser. Forbrugeren indgik herefter en aftale med den erhvervsdrivende om, at denne mod betaling af et formidlingsgebyr skulle formidle købet af musikanlægget til 2.682 kr.

Da anlægget ankom, skulle forbrugeren betale 528 euro (ca. 4000 kr.) for at få det udleveret. Forbrugeren afviste at betale dette beløb for at modtage anlægget. Forbrugeren blev herefter lovet et nyt anlæg til den rigtige pris, men det kom aldrig. Den erhvervsdrivende tilbød at bestille produktet igen til en højere pris eller at returnere formidlingsgebyret. Forbrugeren fastholdt, at hun ville have anlægget til den aftalte pris og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af parternes mailkorrespondance, at klageren den 16. april 2003 rettede henvendelse til indklagede, idet klageren tilkendegav, at hun var interesseret i at købe et musikanlæg af mærket Sharp SD-SG11H, men at hun havde studset over, at anlægget blev udbudt til to så forskellige priser som 2.682 kr. og 12.331 kr. Indklagede svarede samme dag, at man var enig i, at det så underligt ud, men at ”forhandlerne holder på deres priser”.

Ved mail af 22. april 2003 bekræftede indklagede over for klageren, at man havde påtaget sig at formidle kontakt til en forhandler af et Sharp SD-SG11H-anlæg til en vejledende pris på 2.197 kr. + fragt 220 kr., idet indklagede dog samtidig tog forbehold for prisændringer hos den forhandler, som produktet skulle bestilles hos. Der må herved antages at være indgået en aftale mellem parterne om, at indklagede havde fuldmagt til at bestille et sådant anlæg på klagerens vegne til den anførte pris. Det er derimod ikke godtgjort, at klager havde givet indklagede fuldmagt til at bestille et anlæg til hende til en væsentlig højere pris.

Indklagede indhentede ikke klagerens samtykke til at bestille anlægget til en højere pris, men meddelte hende blot ved mail af 28. april 2003, at han nu havde bestilt det ønskede produkt hos (N)Digitalo. Det fremgår af klagerens mail af 12. maj 2003, at hun har afvist at modtage anlægget mod et efterkravsbeløb på 528 euro – dvs. et beløb på knap 4.000 kr. – hvilket hun var berettiget til, da indklagede ved at bestille anlægget til denne pris uden hendes samtykke havde overskredet sin fuldmagt, hvorfor bestillingen ikke var bindende for klageren.

Da indklagede i sin mail af 28. april 2003, hvori indklagede bekræftede at have foretaget bestillingen, intet anførte om prisen, var klageren endvidere berettiget til at forvente, at der var blevet afgivet en bestilling, som var i overensstemmelse med den af hende givne fuldmagt. Indklagede – som har taget sig betalt for sin ydelse – har således ved sin mail af 28. april 2003 givet klageren en berettiget forventning om, at indklagede på klagers vegne havde indgået en bindende aftale om køb af et Sharp SD-SG11H-musikanlæg for et beløb i størrelsesorden 2.197 kr. + 220 kr. i fragt. Det følger heraf, at indklagede, når han ikke har kunnet formidle en købsaftale for klageren til den pris, som klageren havde fået stillet i udsigt, må betale klageren en erstatning svarende til det tab, som klager har lidt ved, at der ikke er blevet indgået en aftale med et indhold som lovet.

Indklagede har i sin mail af 2. september 2003 til klageren anført, at produktet normalt koster 10.000 kr. Idet nævnet lægger denne prisoplysning til grund, udgør prisdifferencen i forhold til, hvad klageren var blevet stillet i udsigt, ca. 7.500 kr., som klageren herefter er berettiget til at kræve erstattet af indklagede.” (2003-4011/7-74)

6.2.3. Sælger ikke mellemmand

Den, som har optrådt som mellemmand ved indgåelsen af en aftale, og som vil gøre gældende, at aftalen ikke er indgået på egne, men på en tredjemands vegne, har bevisbyrden herfor. Aftalen blev anset for indgået mellem forbrugeren og mellemmanden selv

En forbruger klikkede sig ind på den erhvervsdrivendes danske hjemmeside. Det var muligt direkte via hjemmesiden at købe en lang række meget forskellige produkter, og forbrugeren købte et musikanlæg.

Den 27. januar 2004 blev anlægget leveret af et tysk firma. Da musikanlægget ikke havde den lovede udgangseffekt, og da der ikke var nogen dansk brugsanvisning til anlægget, reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende afviste reklamationen under henvisning til, at han kun var formidler, og henviste til den tyske forhandler og producentens danske afdeling. Da anlægget var købt i Tyskland, ville den danske afdeling ikke tage sig af sagen. Herefter indbragte forbrugeren sagen for Forbrugerklagenævnet.

Under sagens forberedelse kom det frem, at der ikke var givet oplysning om fortrydelsesretten på et varigt medium (fx brev eller e-mail), som krævet efter forbrugeraftalelovens regler. Den erhvervsdrivende henholdt sig til, at tysk ret gjaldt for købet, og at oplysningerne om fortrydelsesret skulle have været givet af den tyske forhandler. Sidstnævnte gav i øvrigt via den erhvervsdrivende udtryk for, at tyske regler var overholdt, og at de 14 dages returret var overskredet, hvorfor man ikke ville tage anlægget retur. På Forbrugerstyrelsens forespørgsel nægtede den erhvervsdrivende ligeledes at tage musikanlægget retur, hvorfor dette ikke blev tilbagesendt af forbrugeren.

Da den erhvervsdrivende mente, at forbrugeren via hjemmesiden havde bemyndiget firmaet til at rette henvendelse til en udenlandsk sælger som fuldmægtig for forbrugeren, og at købsaftalen blev indgået mellem forbrugeren og den udenlandske forhandler, foretog Forbrugerstyrelsen en gennemgang af hjemmesiden. Ved denne gennemgang og ved en prøvebestilling blev det konstateret, at den danske erhvervsdrivendes navn stod fremhævet på hvert enkelt billede i bestillingsforløbet, mens andre erhvervsdrivendes navne ikke var nævnt. Således blev det nævnt, at forbrugeren handlede hos den erhvervsdrivende eller handlede den erhvervsdrivendes billige produkter, og forbrugeren skulle sætte produkter i indkøbskurven, der bar den erhvervsdrivendes navn. Der var stadig på intet tidspunkt nævnt andre erhvervsdrivendes navne.

I andre udsagn brugte den erhvervsdrivende ordet formidler eller formidling. Det fremgik videre, at forbrugeren - forinden, der kunne bestilles varer - skulle afkrydse: Jeg bemyndiger den erhvervsdrivende til at bestille og transportere ovenstående produkter til de listede priser på mine vegne, og jeg har læst og accepteret den erhvervsdrivende forretningsbetingelser.

Forretningsbetingelserne indeholdt et afsnit, hvori den erhvervsdrivendes rolle blev beskrevet. Det hed bl.a., at kunden ved ordreafgivelsen vil bemyndige den erhvervsdrivende til at købe et eller flere produkter på kundens vegne, og at den erhvervsdrivende er at opfatte som både en formidler og en fuldmægtig. Således er købskontrakten indgået mellem leverandør og kunden. Forretningsbetingelserne ”poppede” ikke automatisk op som billede, forinden forbrugeren kunne foretage sin afkrydsning. Men forbrugeren kunne orientere sig i dem ved at klikke på dem nederst i billedet, hvor de med mindre skrift var oplistet sammen med ”Leveringsbetingelser”, ”Garanti og Sikkerhed”, ”Profil” og ”Ofte stillede spørgsmål”.

Nævnet traf følgende afgørelse:

"Den, som har optrådt som mellemmand ved indgåelsen af en aftale, og som vil gøre gældende, at aftalen ikke er indgået på egne, men på en tredjemands vegne, har bevisbyrden herfor.

Indholdet af indklagedes hjemmeside er overordnet set egnet til at give kunderne det indtryk, at det er indklagede selv, som sælger de varer, som udbydes på hjemmesiden, hvilket da også er den måde, som klagerne har opfattet situationen på.

Indklagede findes derfor ikke at have godtgjort, at den købsaftale, som klagerne indgik, blev indgået med en tysk leverandør, hvis navn og forretningsbetingelser klagerne end ikke var bekendte med.

Nævnet lægger herefter til grund, at aftalen er indgået med indklagede selv som sælger.

Da aftalen er indgået via en hjemmeside på internettet, foreligger der en fjernsalgsaftale omfattet af kapitel 4 i lov om visse forbrugeraftaler.

Klagerne har herefter været berettiget til at træde tilbage fra aftalen i indtil tre måneder efter leveringen den 27. januar 2004, da indklagede ikke har overholdt sin oplysningspligt i henhold til forbrugeraftalelovens § 11 a, stk. 1, jf. herved lovens § 12 a, stk. 1, litra 2, og stk. 2. Indklagede er i hvert fald ved Forbrugerstyrelsens mail af 29. marts 2004 blevet underrettet om klagernes ønske at udnytte fortrydelsesretten, men har som svar herpå i en mail af 14. april 2004 til Forbrugerstyrelsen meddelt, at indklagede ikke er indstillet på at modtage musikanlægget retur. Det kan på denne baggrund ikke tillægges nogen betydning for sagens afgørelse, at musikanlægget ikke er blevet tilbagesendt til indklagede inden fortrydelsesfristens udløb, således som det ellers kræves efter forbrugeraftalelovens § 12 a, stk. 1 og 3. Det forhold, at indklagede har nægtet at medvirke til, at klagerne kunne udøve deres lovmæssige fortrydelsesret, må således i sig selv betragtes som en væsentlig misligholdelse, som berettiger klagerne til at hæve aftalen.

Klagerne kan samtidig kræve deres krav på købesummens tilbagebetaling forrentet efter principperne i forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 2 og 3. Indklagede blev som nævnt i hvert fald ved forbrugerstyrelsens mail af 29. marts 2004 underrettet om klagernes tilbagetræden fra aftalen, uden at dette gav indklagede anledning til at medvirke til fortrydelsesrettens gennemførelse. Nævnet finder på denne baggrund, at klagerne er berettiget til at kræve deres tilbagebetalingskrav forrentet efter en frist på 30 dage regnet fra den 29. marts 2004 med en årlig rente svarende til rentelovens morarentesats. Efter rentelovens § 5 svarer morarentesatsen til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %. Klagerne har derfor krav på at få deres tilbagebetalingskrav forrentet fra den 28. april 2004 med en årlig rente på 9,15 %." (2004-4011/7-106)

6.2.4. Lejeaftale var reelt et kreditkøb

En forbrugers leje af tv og video blev anset for reelt at være et kreditkøb. Det forhold, at forbrugeren først rettede henvendelse til den erhvervsdrivende ca. 15 måneder efter den aftalte købsrets udløb, kunne ikke føre til et andet resultat

En forbruger lejede den 20. juli 1995 et tv og en video med ret til efter 60 måneder at købe det lejede for 1 kr. Den 11. oktober 2001 overtog forbrugeren apparaterne. Forbrugeren forklarede, at det fra starten var meningen, at hun skulle blive ejer efter udløbet af den fem-årige lejeperiode, og at hun havde forstået, at den erhvervsdrivende ville rette henvendelse til hende, når perioden var udløbet. Dette skete ikke, og forbrugeren blev først opmærksom på, at de fem år var gået, da hun hørte omtalen af tilsvarende lejesager i dagspressen, hvorefter hun krævede det for meget betalte tilbage. Dette afviste den erhvervsdrivende, da der var forløbet mere end 63 måneder fra forbrugerne kunne have overtaget det lejede, til hun udnyttede køberetten, og at hun derfor ikke på tidspunktet for aftalens indgåelse havde til hensigt at blive ejer, hvorfor der ikke var tale om et kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2 .

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Sagen vedrører to aftaler – betegnet ”lejeaftaler” – vedrørende henholdsvis et tv værdisat til 4.999 kr. og en video værdisat til 1.899 kr., hvor klageren ved aftalernes indgåelse fik udleveret to ”beviser”, hvoraf fremgik, at hun efter 60 måneder kunne overtage det lejede for 1 krone. Indklagede har i sagen ikke bestridt, at aftalerne herefter er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, hvis det ved aftalernes indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, jf. herved også Højesterets domme af 6. november 2003 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, s. 317 og s. 329.

Klageren gjorde først sin købsret gældende 15 måneder efter udløbet af de 60 måneder, og indklagede har under henvisning hertil påberåbt sig, at det herefter ikke kan lægges til grund, at det ved aftalernes indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, idet det må have formodningen imod sig, at en forbruger, som med købshensigt har indgået en ”lej nu og køb om 5 år for 1 kr.-aftale”, frivilligt skulle fortsætte sine lejebetalinger efter købsrettens indtræden.

Nævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt det kan antages, at det ved aftalernes indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, og at det afgørende for denne vurdering må være, om det kan antages at have påvirket hendes beslutningsgrundlag, at der ved aftalernes indgåelse blev indrømmet hende ret til senere at købe det lejede for et symbolsk beløb, jf. herved bl.a. Torben Jensen, ”Afbetaling”, s. 402-403.

Klageren har forklaret, at det fra starten var meningen, at hun skulle blive ejer efter lejeperiodens udløb. Klageren fik samtidig ved aftalernes indgåelse det indtryk, at indklagede ville kontakte hende, når de 5 år var gået. Dette skete ikke, og hun blev derfor først opmærksom på, at de 5 år var gået, da hun hørte tilsvarende lejeaftaler omtalt i dagspressen.

Nævnet finder det under hensyn til de udstedte købsbeviser og klagerens forklaring antageliggjort, at det ved aftalernes indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, og at aftalerne dermed er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, med den virkning, at der reelt foreligger køb med ejendomsforbehold undergivet kreditaftalelovens ufravigelige regler.

Det forhold, at klageren først rettede henvendelse til indklagede ca. 15 måneder efter den aftalte købsrets udløb, kan ikke føre til et andet resultat, da dette ikke i sig selv siger noget om, hvad der var meningen ved aftalens indgåelse, og da forbrugerens beskyttelse efter kreditaftaleloven ikke ved aftale kan gøres tidsbegrænset, jf. herved lovens § 7, stk. 1, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.

Efter kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4, er et ejendomsforbehold i forbrugerkøb kun gyldigt, såfremt sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen. Værdien af tv’et er i kontrakten angivet til 4.999 kr., og videoens værdi 1.899 kr., i alt 6.898 kr., og der blev ifølge indklagedes oplysninger ved oprettelsen betalt 264 kr. Det lægges derfor til grund, at tv’et og videoen blev solgt for en kontantpris på 6.898 kr. og med en udbetaling på 264 kr. Da klageren dermed har fået genstandene overgivet, uden at der blev betalt den nødvendige mindsteudbetaling, er den ikke solgt med et gyldigt ejendomsforbehold, og ejendomsretten over genstandene er derfor overgået til klageren, allerede da klageren fik genstandene overgivet.

Da der foreligger forbrugerkreditkøb, har klageren ved kontrakternes indgåelse samtidig haft krav på at få de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningen af, at klageren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, er efter § 23, stk. 1, at klageren ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5 %.

Forbrugerstyrelsen har beregnet det samlede rentebeløb, som klageren skal betale efter § 23, stk. 1, til 995,99 kr. Udregningen er sket med udgangspunkt i, at betalingsforløbet har været som angivet af parterne.

Det lægges på denne baggrund til grund, at klageren alene har haft pligt til at betale 6.898 kr. + 995,99 kr. eller i alt 7.893,99 kr. for tv’et og videoen. Det følger heraf, at indklagede har pligt til at tilbagebetale til klageren, hvad denne har betalt derudover.

Klageren har i alt betalt 14.918 kr. for tv’et og videoen, hvorefter beløbet, der skal tilbagebetales, som udgangspunkt udgør 7.024,01 kr.

Da indklagede ikke har bestridt, at klageren har gjort sit krav gældende allerede i forbindelse med købsrettens udnyttelse, er der ikke grundlag for antage, at klagerens krav er bortfaldet som følge af udvist passivitet.

Efter 1908-loven om forældelse af visse fordringer forældes klagerens krav på tilbagebetaling af fejlagtigt betalte beløb 5 år efter, at tilbagebetalingskravet kunne være gjort gældende. Da klageren har indgivet klage til Forbrugerklagenævnet den 18. marts 2004, og da klageren herved – i hvert fald indtil videre - har afbrudt den 5-årige forældelse, jf. herved Højesterets dom af 14. juni 2000 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 2000, s. 1947 ff, kan der alene antages at være indtrådt forældelse i det omfang klagerens tilbagebetalingskrav vedrører beløb, som er betalt med urette forud for den 18. marts 1999.

Klagerens betaling af 264 kr. ved kontrakternes oprettelse og af 198 kr. i månedlige ydelser indebar, at klageren efter ca. 41 måneder – dvs. i november 1998 - havde betalt det beløb på 7.893,99 kr., som klageren ifølge det foran anførte rettelig har været forpligtet til at betale. Beløb betalt efter november 1998 har derfor været betalt i urigtig formening om skyld, men som det fremgår af det ovenfor anførte, må klagerens tilbagebetalingskrav, for så vidt angår beløb betalt inden marts 1999, anses for forældet. Da klageren i perioden fra november 1998 til marts 1999 må antages at have betalt 4 ydelser á 198 kr. eller i alt 792 kr., udgør klagerens tilbagebetalingskrav herefter 6.232 kr.” (2003-4012/7-426)

6.2.5. Lejeaftale var ikke kamufleret kreditkøb

En lejeaftale blev ikke anset som et kreditkøb, selvom der var givet en køberet, idet forbrugeren ved aftalens indgåelse primært havde lagt vægt på at leje de omhandlede apparater. Forbrugeren kunne således ikke kræve lejebeløb, som han havde betalt, før han gjorde køberetten gældende, tilbage

En forbruger lejede den 19. januar 1996 et tv, en video og et tvbord af den erhvervsdrivende og fik ved oprettelsen at vide, at han efter 5 år kunne overtage det lejede for 1 krone. Forbrugeren forklarede, at han ikke fandt anledning til på aftaletidspunktet at tage endelig stilling til, om han senere ønskede at blive ejer. Endvidere valgte han ikke at overtage det lejede efter fem år, idet han ikke ville risikere at stå med et reparationskrævende eller kassabelt apparat. I juni 2002 blev forbrugeren gennem pressen bekendt med, at lejeaftaler, der lignede hans, blev betragtet som kreditaftaler, og forbrugerne fik penge tilbage. På baggrund heraf rettede forbrugeren henvendelse til den erhvervsdrivende, der imidlertid afviste, at der skulle være tale om et kreditkøb, idet forbrugeren ikke havde haft den fornødne købshensigt på tidspunktet for aftalens indgåelse, og at der derfor alene var tale om en lejeaftale. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Sagen vedrører en aftale – betegnet ”lejeaftale” – vedrørende et tv, en video og et tv-bord værdisat til i alt 7.990 kr. På kontrakten er anført, at ”Denne kontrakt oppebærer certifikat”. Klageren har oplyst, at han ikke fik udleveret noget certifikat, men at han mundtligt af ekspedienten i forretningen fik at vide, at sætningen betød, at han kunne overtage det lejede for en krone efter 5 år. Indklagede har i sagen ikke bestridt, at aftalen herefter er omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, hvis det ved aftalens indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, jf. herved også Højesterets domme af 6. november 2003 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, s. 317 og s. 329.

Klageren gjorde først sin købsret gældende 17 måneder efter udløbet af de 5 år, og indklagede har under henvisning hertil påberåbt sig, at det herefter ikke kan lægges til grund, at det ved aftalens indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, da det må have formodningen imod sig, at en forbruger, som med købshensigt har indgået en ”lej nu og køb om 5 år for 1 kr. – aftale”, frivilligt skulle fortsætte sine lejebetalinger efter købsrettens indtræden.

Nævnet finder, at det må bero på en konkret vurdering, hvorvidt det kan antages, at det ved aftalens indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, og at det afgørende for denne vurdering må være, om det kan antages at have påvirket hans beslutningsgrundlag, at der ved aftalens indgåelse blev indrømmet ham ret til senere at købe det lejede for et symbolsk beløb, jf. herved bl.a. Torben Jensen, ”Afbetaling”, s. 402-403.

Klageren har oplyst, at han fandt tilbuddet om en købsret efter 5 år for interessant og tiltalende. Dette kunne tale for, at klageren havde købshensigt ved indgåelsen af lejeaftalen.

Klageren har imidlertid samtidig oplyst, at han ved aftalens indgåelse ikke fandt anledning til at tage bestemt stilling til købsretten, da der var 5 år til, at en eventuel overtagelse kunne blive aktuel, at han den 18. juni 1999 af indklagede blev erindret om købsretten, og at han bevidst er afstået fra at benytte sig af tilbuddet herom på et tidligere tidspunkt, da han frygtede at komme til at stå med et reparationskrævende eller kassabelt apparat.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at klageren ved aftalens indgåelse primært lagde vægt på at leje de af aftalen omfattede apparater, og at han dermed ikke har indgået aftalen med henblik på at blive ejer af de omhandlede apparater.

Nævnet finder det herefter ikke antageliggjort, at det ved aftalens indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af de af aftalen omfattede genstande. Den indgåede aftale må derfor betragtes som en almindelig lejeaftale, som ikke er reguleret af kreditaftaleloven.

Dette ændrer dog ikke på, at indklagede ved aftalens indgåelse har givet klageren en købsret efter 5 år uden nogen angivelse af en tidsfrist for udnyttelsen af denne købsret. Da indklagede under alle omstændigheder er bundet af dette tilsagn, og da klageren ved sin henvendelse til indklagede af 10. juni 2002 må anses for at have gjort købsretten gældende, har indklagede været uberettiget til at afkræve klageren betaling af leje efter dette tidspunkt.

Indklagede skal derfor tilbagebetale leje, som klageren under protest har indbetalt fra 10. juni 2002 til 19. november 2003, i alt 3.791 kr. (17 mdr. x 223 kr.), samt de indbetalte rykkergebyrer på

400 kr. Klagerens samlede tilbagebetalingskrav udgør herefter i alt 4.191 kr.” (2003-4012/7-374)

6.2.6. Erstatning for tv som sælger kasserede

En forbruger havde købt et fjernsyn som en demonstrationsmodel til en meget fordelagtig pris. Da fjernsynet kort tid efter købet hørte op med at fungere, kasserede den erhvervsdrivende uden aftale med forbrugeren fjernsynet og ville tilbagebetale købesummen. Den erhvervsdrivende havde ikke godtgjort, at afhjælpning ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger set i forhold til en anden beføjelse. Forbrugeren fik erstatning svarende til, hvad prisen for en tilsvarende demonstrationsmodel måtte antages at være

En forbruger købte den 20. august 2002 et fjernsyn til en pris af 11.999 kr.. Der var tale om en demonstrationsmodel med ridser og andre smådefekter, som blev solgt med et prisnedslag på 14.000 kr.

Efter et stykke tid gik knapperne på fjernsynet i stykker, og fjernbetjeningen kunne ikke længere benyttes sammen med fjernsynet. Fjernsynet blev indleveret til reparation, og forbrugeren hørte ikke fra den erhvervsdrivende i en længere periode. Da forbrugeren rykkede for svar, oplyste den erhvervsdrivende, at det ikke var muligt at reparere fjernsynet, hvorfor forbrugeren kunne få sine penge tilbage eller mod merbetaling få et tilsvarende fjernsyn i en ny serie. Forbrugeren krævede at få fjernsyn tilbage. Dette kunne ikke lade sig gøre, idet den erhvervsdrivende havde hævet handlen og skrottet fjernsynet.

Efter en længere korrespondance mellem parterne blev det aftalt, at den erhvervsdrivende skulle levere en tilsvarende model ”kvit og frit”. Det nye fjernsyn, som blev leveret, var imidlertid ikke tilsvarende, idet der ikke var surround funktion, billedrøret var i uorden og der i øvrigt ikke var de samme funktioner. Forbrugeren forlangte et fjernsyn, der var identisk med det oprindeligt leverede, hvilket imidlertid ikke kunne lade sig gøre, da modellen var udgået. Herefter forlangte forbrugeren erstatning svarende til købsprisen for et apparat der svarer til det kasserede. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund som ubestridt, at det fjernsyn, klageren købte 20. august 2002 som en demonstrationsmodel, var behæftet med mangler efter købeloven.

Klageren fremsatte ved sin reklamation krav om afhjælpning.

Efter købelovens § 78, stk. 1 har køberen, hvis salgsgenstanden lider af en mangel, valget mellem at kræve afhjælpning, levering af en anden genstand, der stemmer overens med aftalen, et passende afslag i købesummen eller ophævelse af købet, hvis manglen er ikke uvæsentlig.

Det følger af § 78, samt af bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. herved lovforslag L 9 af 5. december 2001, s.38, at sælgeren som udgangspunkt er forpligtet til at imødekomme køberens krav om ombytning eller afhjælpning, medmindre han godtgør, at den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre ham uforholdsmæssige omkostninger.

Da indklagede har kasseret fjernsynet, finder nævnet, at indklagede ikke har godtgjort, at afhjælpning ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger i forhold til en anden beføjelse. Nævnet finder derfor, at indklagede har været forpligtet til at imødekomme klagerens krav om afhjælpning, og at indklagede derfor ikke har været berettiget til ensidigt at hæve handlen og bortskaffe tv-apparatet.

Det fremgår, at klageren tog imod et andet fjernsyn, hvilket han fik leveret medio maj 2002.

Nævnet bemærker, at det i sagen omhandlede fjernsyn havde været benyttet som demonstrationsmodel i indklagedes forretning, og derfor på købstidspunktet havde ridser og defekte knapper i toppen. Fjernsynet er derfor en species genstand, hvilket indebærer, at der efter købelovens regler ikke kan ske omlevering, idet aftalen angår en individuelt bestemt genstand, jf. herved lovforslag L 9 af 5. december 2001, s. 39.

Nævnet finder imidlertid, at parterne – når forbrugeren har reklameret over en mangel – kan aftale, at der skal ske ombytning med en vare, der ikke er identisk med den oprindeligt leverede.

Klageren har gjort gældende, at han ikke accepterede omlevering til et fjernsyn, der ikke svarede til det oprindeligt leverede, og at han straks efter modtagelsen af dette reklamerede til indklagede, idet det nye fjernsyn ikke havde de samme egenskaber, herunder ”surroundsound-” og farvefunktioner, som det oprindeligt leverede fjernsyn havde.

Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren accepterede ombytning med et tv-apparat, der ikke havde samme funktioner som det oprindeligt leverede, og nævnet finder derfor ikke, at klageren er forpligtet til at tage imod dette tv-apparat.

3 nævnsmedlemmer bemærker: Indklagede har ved ensidigt at bortskaffe klagerens fjernsyn, der var i indklagedes varetægt med henblik på en udbedring af mangler, handlet ansvarspådragende, og er derfor erstatningsanvarlig over for klageren for dennes tab.

Det lægges efter den sagkyndiges udtalelse til grund, at demonstrationsfjernsyn normalt sælges med en rabat på 20%. Det fremgår, at klagerens fjernsyn er udgået af butikkernes sortiment. Den sagkyndige oplyser, at det mest tilsvarende sammenlignelige nye fjernsyn i dag ville koste 27.500 kr., og klageren har den 3. november 2003 oplyst (bilag 3), at et tilsvarende nyt fjernsyn, selvom det er udgået af butikkernes sortiment, stadigvæk kan købes til 19.999 kr.

Medlemmerne lægger efter den af klageren oplyste pris til grund - og efter den sagkyndiges oplysning om gennemsnitlige rabatter på demonstrationsmodeller - at klageren i dag ville skulle betale 15.999 kr. for et demonstrationsfjernsyn, der stemmer overens med aftalen. Klageren har betalt 11.999 kr. for sit fjernsyn, og medlemmerne lægger efter den sagkyndiges udtalelse til grund, at klageren har gjort et særdeles godt køb. Medlemmerne finder af denne grund, at klageren har lidt et økonomisk tab, da han ikke må antages at kunne kan anskaffe et fjernsyn, der stemmer overens med aftalen, til den oprindeligt betalte favorable pris.

Medlemmerne finder på denne baggrund, at indklagede skal erstatte klageren fjernsynets værdi samt differencen mellem prisen for en tilsvarende demonstrationsmodel på nuværende tidspunkt og den faktisk betalte pris. Indklagede skal derfor betale 15.999 kr. i erstatning til klageren.

1 nævnsmedlem bemærker, at klageren alene er berettiget til at få købesummen refunderet.” (2003-4012/7-300)

6.3. Computere mv.

6.3.1. Køb af computer med 2 års garanti

Det var urimeligt at afvise at reparere en computer under en garanti, fordi forbrugeren ikke ved udfyldelse af en blanket havde tilmeldt sig garantien

En forbruger købte i november 2000 en computer. Forbrugeren fik mod betaling af 950 kr. 2 års ekstra garanti, således at der var i alt 3 års garanti på computeren. Computeren blev repareret to gange inden for det første år, men da computeren for tredje gang gik i stykker - 2 år efter købet - nægtede producenten at reparere uden omkostninger, da forbrugeren ikke havde ladet sig registrere hos denne inden for det første år. Det fremgik således af garantibetingelserne, at forbrugeren kunne tilmelde sig den udvidede garanti ved at udfylde en tilmeldingsblanket og sende den til producenten. Tilmeldingsblanketten kunne forbrugeren få hos en autoriseret forhandler.

Da forbrugeren blev afvist, forsøgte han uden held at lade sig registrere men blev afvist med henvisning til, at dette var sket for sent. Efter en skriftlig reklamation til producenten blev computeren dog repareret uden omkostninger for forbrugeren.

Et halvt år efter opstod der på ny problemer med computeren. Producenten henviste igen til manglende registrering og afviste at reparere. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse.

”Klageren betalte ved købet af computeren 950 kr. for 2 års ekstra garanti, og det er ubestridt, at klageren har reklameret over fejl ved computeren inden garantiperiodens udløb.

Indklagede har imidlertid afvist at være forpligtet af garantien under henvisning til, at klageren ikke har sørget for at udfylde tilmeldingsblanketten til udvidet Toshiba garanti og at returnere denne til indklagede.

Nævnet finder, at det ikke er klart fremhævet i det materiale, som klageren fik udleveret ved købet, at garantiens ikrafttræden er betinget af, at klageren har indsendt en udfyldt tilmeldingsblanket til indklagede. Et vilkår herom er endvidere i strid med Forbrugerombudsmandens retningslinier for anvendelse af garantiudsagn til forbrugere i reklamer og aftalevilkår (fra december 1987 og juni 2003), ligesom indklagede ikke har godtgjort at have nogen berettiget interesse i at håndhæve vilkåret over for klageren.

Da det herefter må anses for urimeligt og i strid med redelig handlemåde, at indklagede har betinget garantiens ikrafttræden af, at klageren havde indsendt en udfyldt tilmeldingsblanket, jf. herved aftalelovens § 38 c sammenholdt med § 36, tilsidesættes vilkåret herom med den virkning, at klageren er berettiget til at få sin computer repareret under garantien.

Da indklagede burde have sørget for at reparere computeren inden rimelig tid efter klagerens reklamation i juni 2003, og da der på dette tidspunkt resterede 5 måneder af garantiperioden, som klageren ikke har fået nogen nytte af, har klageren krav på, at garantiperioden forlænges med 5 måneder regnet fra computerens udlevering fra reparation.” (2004-4031/7-666)

6.3.2. Ret til penge tilbage efter flere reparationer

Køb af computer. Efter at have afhjulpet mangler to gange og efter en gang at have forsøgt afhjælpning af en ny mangel tilbød den erhvervsdrivende ombytning. Da manglen ikke var afhjulpet inden rimelig tid, kunne forbrugeren hæve købet

En forbruger, der havde købt en computer, reklamerede inden for de to første måneder to gange over to forskellige funktionssvigt ved computeren. Den erhvervsdrivende skiftede begge gange bundkortet. Reparationerne varede henholdsvis 2 uger og 4 uger.

Cirka 9 måneder senere opstod der fejl i harddisken, som den erhvervsdrivende skiftede. Forbrugeren fik computeren retur efter få dage. Forbrugeren konstaterede straks, at der fortsat var fejl ved computeren. Forbrugeren krævede købet ophævet, mens den erhvervsdrivende alene ville ombytte computeren. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse.

”Nævnet lægger efter den sagkyndige erklæring til grund, at den harddisk, der blev installeret i forbindelse med indklagedes afhjælpningsforsøg, var defekt på udskiftningstidspunktet, og at computeren derfor er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 4.

Indklagede har tilbudt at afhjælpe manglen ved at foretage ombytning af computeren. Klageren har afvist dette og krævet ophævelse af købet.

Ifølge købelovens § 78, stk. 3, kan køberen ikke kræve et passende afslag i købesummen eller ophævelse af købet, hvis sælgeren tilbyder afhjælpning eller omlevering. Afhjælpning/omlevering skal dog ske inden rimelig tid og uden udgift eller væsentlig ulempe for køberen, jf. købelovens § 78, stk. 4, jf. § 79.

Henset til at indklagede to gange tidligere har afhjulpet fejl ved bundkortet, at indklagede, da der 9 måneder efter købet opstod fejl i computerens harddisk, ikke formåede at afhjælpe denne fejl, skønt fejlen ifølge den sagkyndige burde være enkel at lokalisere og afhjælpe, og at indklagede ikke i reparationsperioderne har stillet en anden computer til rådighed for klageren, finder nævnet, at indklagede har opbrugt sin afhjælpningsret, idet indklagede ikke inden rimelig tid har sørget for, at klageren havde en mangelfri computer. Klageren er derfor berettiget at hæve det samlede køb af computeren, computertasken og forsikringen, jf. købelovens § 78, stk. 4.” (2003-4031/7-520)

6.4. Telefoner mv.

6.4.1. Fortrydelse af køb af mobiltelefon via internettet

Forbrugeren kunne fortryde, selvom telefonen var taget i brug, og selvom den var fejlbehæftet. Det var uden betydning, at telefonen ikke var returneret til sælgeren

En forbruger købte en mobiltelefon via en hjemmeside på internettet. Da forbrugeren modtog telefonen, opdagede hun straks, at den var fejlbehæftet, og hun reklamerede til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende ville ikke ombytte telefonen men bad forbrugeren sende den til reparation. Herefter meddelte forbrugeren den erhvervsdrivende, at hun ville gøre brug af sin 14 dages fortrydelsesret. Den erhvervsdrivende nægtede at tage telefonen retur, da forbrugeren havde taget telefonen i brug. Forbrugeren tilbagesendte derfor ikke telefonen til den erhvervsdrivende men indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der træf følgende afgørelse:

”Da indklagede ikke har besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelse i sagen, afgøres sagen på grundlag af klagerens sagsfremstilling og de af klageren indsendte bilag. Det fremgår heraf, at klageren har bestilt mobiltelefonen via indklagedes hjemmeside. Der foreligger derfor et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.

Klageren har rettidigt inden for denne frist meddelt indklagede, at hun ønsker at fortryde købet og bedt indklagede om at oplyse, hvor og til hvem hun skulle tilbagesende telefonen. Da indklagede ikke har meddelt klageren disse oplysninger, men har afvist, at hun var berettiget til at fortryde aftalen, beror den manglende tilbagesendelse af telefonen på indklagedes forhold. Det kan under disse omstændigheder ikke tillægges betydning, at klageren ikke har tilbagesendt telefonen til indklagede inden fortrydelsesfristens udløb, uanset at dette ellers er en betingelse for at kunne gøre fortrydelsesretten gældende, jf. herved § 12 a, stk. 3.

Det forhold, at klageren inden fortrydelsen har taget telefonen i brug, afskærer ikke i sig selv klageren fra at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. herved § 12 a, stk. 6, jf. § 8, stk. 1. Det afskærer heller ikke klageren fra at fortryde købet, at telefonen er blevet beskadiget eller forringet, forudsat at beskadigelsen eller forringelsen ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra klagerens side, jf. herved § 12 a, stk. 6, jf. § 8, stk. 2. Hvis indklagede vil påberåbe sig, at klageren har beskadiget telefonen ved uagtsomhed, påhviler det indklagede at føre bevis herfor. Da indklagede ikke har godtgjort dette, lægger nævnet herefter til grund, at klageren har fortrudt købet behørigt.

Indklagede har derfor haft pligt til at tilbagebetale købesummen snarest muligt og senest 30 dage efter, at indklagede blev givet mulighed for at undersøge salgsgenstanden, jf. herved forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 2. (2003-4051/7-357).

6.5. Anden elektronik

6.5.1. Fortrydelsesretten ved fjernsalg

Fortrydelsesfristen ved fjernsalg beregnes som 14 hele dage efter den dag, hvor forbrugeren fik varen i hænde, eller efter den dag, hvor forbrugeren på et varigt medium modtog oplysning om bl.a. fortrydelsesretten

En forbruger bestilte en dvd-afspiller via internettet. Han modtog ikke særskilt oplysning om fortrydelsesretten. Oplysning herom fremgik alene af den erhvervsdrivendes hjemmeside. Den
30. august hentede han varen på posthuset, og den 13. september returnerede han varen til den erhvervsdrivende, fordi han havde fortrudt købet. Den erhvervsdrivende nægtede imidlertid at tage varen tilbage under henvisning til, at fristen for at fortryde købet udløb den 12. september. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt den af sagen omhandlede dvd-afspiller via indklagedes hjemmeside. Nævnet lægger derfor til grund, at der foreligger et fjernsalg omfattet af kapitel 4 i lov om visse forbrugeraftaler. Der er mellem parterne enighed om, at dvd-afspilleren blev leveret den 30. august 2003, og at klageren forsøgte at levere den tilbage til indklagede den 13. september 2003, men at indklagede afviste at modtage varen under henvisning til, at fortrydelsesfristen på 14 dage var udløbet.

Ifølge de almindelige bemærkninger til forbrugeraftaleloven begynder den 14 dages fortrydelsesret, der gælder efter lovens § 12 a, at løbe dagen efter leveringsdatoen. Det hedder således herom i de almindelige bemærkningerne pkt. 2.4.4.3. i lovforslag nr. L 213 for folketingsåret 1999/2000:

”Efter lovforslaget skal fristen ved aftaler om varer regnes fra den dag, forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde, eller fra den dag hvor forbrugeren modtager de foreskrevne oplysninger – herunder om aftalevilkår og fortrydelsesret på et varigt medium. […..]. Den foreslåede bestemmelse er udformet således, at fristen udløber 14 hele dage efter den pågældende dag.”

Ved klagerens forsøg på returnering af varen til indklagede var den 14 dages fortrydelsesfrist således ikke udløbet, og nævnet finder derfor ikke, at indklagede var berettiget til at afvise klagerens krav om fortrydelse af købet.

Af forbrugeraftaleloven følger yderligere, at indklagede har haft pligt til senest ved overgivelsen af det købte at give klageren oplysning om den 14 dages fortrydelsesret, der følger af forbrugeraftaleloven, jf. lovens § 11 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 3. Oplysningerne herom skal efter § 11 a, stk. 1, meddeles forbrugeren læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over eller har adgang til. Det hedder herom i bemærkningerne til § 11 a i lovforslag nr. L 213 for folketingsåret 1999/2000 bl.a.:

”Det forudsættes, at et medium er varigt, hvis det er muligt for forbrugeren at opbevare (lagre) de oplysninger, han modtager direkte med det pågældende medium, på en sådan måde, at oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændrede. Som eksempler kan nævnes disketter, CD-ROM og elektronisk post, der sendes til forbrugerens computer og lagres på harddisken. En internet-hjemmeside er (med den nuværende teknologi) ikke et” varigt medium” i den anførte forstand.”

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede alene oplyser om fortrydelsesretten på sin hjemmeside, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at klager har modtaget oplysning om fortrydelsesret på et ”varigt medium”. Dette medfører, jf. forbrugeraftalelovens § 12 a, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, litra 2, at klager har fortrydelsesret i op til tre måneder fra leveringsdatoen. Da klager har udnyttet fortrydelsesretten inden 3 måneder efter leveringen ved at returnere dvd-afspilleren til indklagede, er fortrydelsesretten også af denne grund udnyttet rettidigt.

Klageren har derfor krav på tilbagebetaling af den fulde købesum, inklusiv leveringsomkostninger, mod udlevering af dvd-afspilleren, jf. forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 2.

Beløb, som indklagede ikke har tilbagebetalt senest efter 30 dage, forrentes efter reglerne i lov om renter ved forsinket betaling mv., jf. lov omvisse forbrugeraftaler § 12 c, stk. 3, jf. stk. 2. Forrentningen påbegyndes 30 dage fra den dag, indklagede havde lejlighed til at undersøge varen. Da klageren den 13. september 2003 personligt forsøgte at tilbagelevere dvd-afspilleren til indklagede, lægger nævnet til grund, at indklagede denne dato har haft lejlighed til at undersøge dvd-afspilleren. Købesummen forrentes derfor fra den 12. oktober 2003 med rentelovens rentesats. Renten efter renteloven er efter lovens § 5 fastsat til en årlig rente svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. den 1. januar og 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %. Klageren har derfor krav på at få sit tilbagebetalingskrav på 1.995 kr. forrentet fra den 12. oktober 2003 med en årlig rente på 9,15 %. (2003-4012/7-335)

6.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom

6.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig)

6.7.1. Afbestilling af leje af en brudekjole

Da afbestilling var sket med passende varsel og fyldestgørende grund, var forbrugeren ikke forpligtet til at betale det fulde vederlag. Tabsbegrænsningspligt

En forbruger indgik den 8. maj 2003 aftale om leje af en brudekjole, som skulle tilpasses hendes mål og leveres den 30. august 2003. Prisen for leje af kjolen var 3.200 kr., som blev betalt ved aftalens indgåelse. Forbrugeren underskrev en lejekontrakt, hvor det bl.a. fremgik, at selvom det lejede ikke blev benyttet eller blev afbestilt, ville der ikke ske nedslag eller tilbagebetaling af lejen.

Imidlertid blev forbrugerens bryllup aflyst, og hun meddelte den 18. juni 2003 den erhvervsdrivende, at hun ønskede at afbestille kjolen og få pengene tilbage. Den erhvervsdrivende afviste at tilbagebetale de 3.200 kr. under henvisning til den indgåede aftale, men tilbød dog forbrugeren et tilgodebevis på det fulde beløb eller tilbagebetaling af 1.500 kr. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Parterne indgik den 8. maj 2003 aftale om, at indklagede skulle præstere en tjenesteydelse i form af udlejning af en brudekjole i anledning af klagerens forestående bryllup, idet det samtidig var aftalt, at indklagede forinden leveringen, som var aftalt til den 30. august 2003, skulle foretage en tilpasning af brudekjolen.

Klageren ønskede imidlertid den 18. juni 2003 at afbestille ydelsen, idet hendes bryllup var blevet aflyst.

Spørgsmålet om, hvornår der tilkommer bestilleren af en tjenesteydelse en afbestillingsret, er – uden for de tilfælde, som er reguleret af lov om visse forbrugeraftaler – ulovreguleret, og spørgsmålet har givet anledning til en del tvivl. Afbestilling kan således næppe i almindelighed finde sted, men der må efter omstændighederne antages at gælde undtagelser herfra, hvis afbestillingen er sket med passende varsel og af fyldestgørende grund, jf. herved betænkning nr. 1133/1988 om forbrugeraftaler om arbejder på løsøre og fast ejendom, s. 130 ff.

Det følger endvidere af den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontraktforhold, at der påhviler en kontraktpart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktpart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne have været undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side.

I den foreliggende sag afbestilte klageren ydelsen med et varsel på lidt over to måneder og af en fyldestgørende grund, idet klagerens bryllup var blevet aflyst. Indklagede har samtidig ikke godtgjort, at indklagede har forsøgt at udleje brudekjolen til anden side – evt. til nedsat pris – med henblik på at begrænse sit tab. Indklagede er derudover blevet fritaget for at skulle præstere den del af sin ydelse, som vedrørte brudekjolens tilpasning.

Nævnet finder, at det under disse omstændigheder ikke kan påhvile klageren at betale hele det aftalte lejebeløb på 3.200 kr. Dette gælder uanset vilkåret i lejebetingelserne om, at manglende benyttelse af det lejede eller afbestilling heraf ikke kan begrunde, at der kan ske tilbagebetaling af leje eller ske nedslag af lejebeløbet. Dette vilkår, som ikke er specielt fremhævet, og som må anses for uventet byrdefuldt for klageren, kan således ikke anses for bindende for denne, jf. herved Mads Bryde Andersen, Grundlæggende Aftaleret 1997, s. 271, samt i øvrigt aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Indklagede har selv tidligere tilbudt klageren, at denne kunne få tilbagebetalt 1.500 kr., hvilket svarer til en nedsættelse af vederlaget fra 3.200 kr. til 1.700 kr. Idet nævnet ikke finder det urimeligt, at indklagede ønsker betaling for den del af ydelsen, som indklagede allerede har erlagt ved at have betjent klageren og ved at have reserveret kjolen for hende i lidt over en måned, finder nævnet, at vederlaget passende kan nedsættes til 1.700 kr. svarende til indklagedes tidligere forligstilbud. Klagerens tilbagebetalingskrav fastsættes i overensstemmelse hermed til 1.500 kr.” (2003-612/7-363)

6.7.2. Tøj beskadiget ved rensning

Renseren var erstatningsansvarlig, selvom skaden skyldtes, at en jakke, der blev renset i overensstemmelse med renseanvisningen, smittede af på forbrugerens tøj

Tre forbrugere fik beskadiget deres tøj ved en rensning. Det viste sig, at årsagen til dette var, at en jakke, der blev renset sammen med forbrugernes tøj, ikke kunne tåle rensebehandlingen, og derfor smittede af på det øvrige tøj.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugernes krav om erstatning, idet han ikke mente, at det kunne bebrejdes ham, at jakken havde smittet af, da rensningen var sket i overensstemmelse med den vedligeholdelsesanvisning, som den skadevoldende jakke havde været mærket med. Den erhvervsdrivende mente derfor, at den skadevoldende jakke havde været fejlmærket, og henviste derfor forbrugerne til at rette deres krav mod sælgeren af jakken eller til importøren heraf.

Forbrugerne indbragte derfor sagerne for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har besigtiget klagerens frakke og benklæder og har konstateret, at der er en mængde små mørke pletter spredt ud over såvel frakken som benklæderne. Nævnet kunne derudover konstatere en reparation efter en lille flænge ved venstre lomme på frakken.

Nævnet lægger, som sagen er oplyst, til grund, at flængen skyldes brugsomstændigheder, mens pletterne skyldes afsmitning fra knapperne på en anden jakke, der blev renset samtidig. Denne jakke har efter det oplyste været mærket med ”P”, hvilket betyder, at den skulle kunne tåle en perclorbehandling.

Da afsmitningsskaden på klagerens tøj er sket under en sædvanlig renseprocedure og uden sammenhæng med omstændigheder, som kan henføres til egenskaber ved klagerens frakke og benklæder, er det nævnets opfattelse, at risikoen for beskadigelsen må påhvile indklagede. Nævnet har herved lagt vægt på, at det er indklagede, som har valgt renseproceduren, og som har bestemt hvilket tøj, der skulle renses sammen, idet indklagede herunder har haft mulighed for at forholde sig kritisk til vedligeholdelsesmærkning, materialesammensætning mv. Indklagede har samtidig mulighed for at sikre sig bevis for, hvorledes skaden er sket og for at gøre regres gældende mod producenten af det tøj, som har forvoldt produktskaden. De hensyn, som ligger bag mellemhandlerens hæftelsesansvar for produktskader, jf. herved det i retspraksis udviklede produktansvar og § 10 i produktansvarsloven, gør sig derfor også gældende i forhold til renseren i et tilfælde som det foreliggende.

Nævnet lægger på den anførte baggrund til grund, at indklagede er erstatningsansvarlig for den værdiforringelse af klagerens jakke og benklæder, som er sket som følge af den stedfundne afsmitning.

Under hensyn til tøjets alder og stand, herunder at frakken i forvejen var skadet på grund af brugsomstændigheder, fastsættes erstatningen skønsmæssigt til 1.500 kr. inkl. rensevederlaget.” (2004-612/7-525)

6.7.3. Skindjakkes kanter ødelagt ved rensning

Renseren burde have oplyst forbrugeren om risikoen for at kanterne, hvis de var af plast, ikke tålte en rensebehandling. Erstatningsansvar

En forbruger købte i 2001 en skindjakke til 1.700 kroner. Da jakken efter knapt 1 år blev indleveret til rensning, blev kanterne, som viste sig at være af plast, ødelagt. Jakken var mærket med, at den kunne tåle skindrens. Da den på købstidspunktet gældende 1-årige reklamationsfrist var udløbet, kunne sælgeren af jakken ikke længere gøres ansvarlig for den mangelfulde mærkning af jakken. Forbrugeren krævede jakken erstattet af renseriet samt rensevederlaget retur. Renseriet afviste forbrugerens krav. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har besigtiget ruskindsjakken og lægger på baggrund af besigtigelsen og den sagkyndiges erklæring til grund, at jakkens påsyede plastkanter er tørret ud og knækker ved berøring. Endvidere lægger nævnet til grund, at det alene fremgår af den isyede renholdelsesanvisning, at jakken skal kemisk renses, hvilket ifølge den sagkyndiges erklæring indebærer en almindelig skindrens i perklor med olier eller i kulbrinte.

Klageren oplyser, at ruskindsjakken blev indleveret til rens for første gang.

Ifølge den sagkyndiges erklæring tåler plastkanter ikke almindelig skindrens med perklor på længere sigt, da disse vil blive stive og hårde. Endvidere fremgår det af den sagkyndige erklæring, at det ved billigere skindvarer (som i dette tilfælde) er mere almindeligt at anvende plastkanter end skindkanter. Derudover fremgår det af erklæringen, at skind altid vil ændre farve ved rensning.

Tre nævnsmedlemmer finder, at indklagede som fagmand ved indleveringen til rens burde have oplyst klageren om risikoen for, at kanterne, hvis de var af plast, ikke ville kunne tåle en rensebehandling. Da indklagede ikke har oplyst klageren om dette, finder disse nævnsmedlemmer, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klageren for det tab, der herved er påført hende. Erstatningen fastsættes under hensyn til jakkens alder og købspris skønsmæssigt til 1.000 kroner inklusiv det erlagte rensevederlag.

To nævnsmedlemmer finder ikke, at der påhviler indklagede en sådan oplysningspligt, og at indklagede derfor ikke kan pålægges et erstatningsansvar. Disse to medlemmer finder derfor, at der ikke bør gives klageren medhold i det fremsatte krav.” (2003-612/7-202)

6.7.4. Erstatning for brudekjole ødelagt i rensning

En brudekjole blev ødelagt i forbindelse med rensning. Erstatningen blev fastsat til 2.000 kr. under hensyn til, at kjolen, der havde kostet 15.000 kr., havde været brugt til sit væsentligste formål, og at den ved indleveringen til rensning havde en tilsmudsning, der ikke lod sig fjerne på tilfredsstillende måde ved rens

En forbruger købte en brudekjole, som hun efter brylluppet indleverede til rensning. Der var ingen vedligeholdelsesmærkning i kjolen. Ved afhentning af kjolen kunne forbrugeren konstatere, at kjolen var krøbet væsentligt. Renseriet afviste at betale erstatning, idet man ved indleveringen havde oplyst, at rens/vask var på eget ansvar. Forbrugeren nægtede at have fået oplysning herom. Sælgeren afviste ligeledes forbrugerens krav. Forbrugeren indbraget herefter sagen for Forbrugerklagenævnet.

Renseren oplyste under sagens forberedelse, at kjolen ud over rensning i perklor havde fået vådbehandling med henblik på at fjerne brugstilsmudsningen. Nævnets sagkyndige, som besigtigede kjolen, udtalte bl.a., at den tilsmudsning, en brudekjole erfaringsmæssigt har for neden, normalt kun vil kunne fjernes ved en vandbehandling. Vandbehandling indebærer dog normalt risiko for krympning og strukturændring af mange tekstiler. En renser bør foretage en nøje vurdering, før der fortages en vådbehandling af en vare af den pågældende type, ligesom det anses for at være en fagmæssig fejl, hvis der ikke tages et tydeligt forbehold for resultatet af en sådan vådbehandling.

”Forbrugerklagenævnet har besigtiget klagerens brudekjole og lægger på baggrund af besigtigelsen og de sagkyndiges erklæring til grund, at kjolen er krympet væsentligt, samt at dette med overvejende sandsynlighed skyldes, at den har været undergivet en vådbehandling, som den ikke har kunnet tåle.

Der er i kjolen hverken isyet materialeangivelse eller renholdelsesmærkning. Klageren var imidlertid klar over, at kjolen var lavet af silkesatin, og da klageren har indleveret kjolen til rens, synes hun ligeledes at have været klar over, at kjolen skulle renses. Nævnet finder det herefter ikke godtgjort, at indklagede 2, sælgeren, har forsømt at give klageren oplysning om forhold, der har haft betydning for klagerens bedømmelse af kjolen, eller at kjolen ved leveringen af andre grunde har været af en anden eller ringere beskaffenhed, end klageren efter aftalen og forholdene i øvrigt havde grund til at regne med. Da det herefter ikke findes godtgjort, at kjolen har været mangelfuld ved leveringen, kan nævnet ikke give klageren medhold i kravet mod indklagede 2.

Da kjolen blev indleveret til rens, burde indklagede 1, renseren, ikke have foretaget en vådbehandling af kjolen uden at have kontaktet klageren herom, således at klageren efter at være vejledt om risiciene ved en vådbehandling selv fik mulighed for at tage stilling til, om hun ønskede denne behandling.

Da indklagede 1 ikke har godtgjort, at klageren har samtykket i en vådbehandling efter at være blevet vejledt om risiciene herved, er indklagede 1 erstatningsansvarlig over for klageren for den skete krympning.

Det må imidlertid ved fastsættelsen af den erstatning, som klageren har krav på, tages i betragtning, at skaden først er sket efter brylluppet, således at kjolen har været brugt til sit væsentligste formål. Det må endvidere tages i betragtning, at kjolen ved indleveringen til indklagede 1 havde en tilsmudsning, som ikke lod sig fjerne på tilfredsstillende måde ved rens, hvilket i sig selv må antages at have nedsat kjolens værdi væsentligt. Nævnet fastsætter på denne baggrund skønsmæssigt den erstatning, som klageren har krav på, til 2.000 kr. inkl. rensevederlaget.” (2003-612/7-396)

6.8. Fodtøj

6.8.1. Børnestøvler med ikke-væsentlig fejl

En mangel ved et par børnestøvler blev ikke anset for så væsentlig, at forbrugeren kunne hæve, da støvlerne havde været brugt i den væsentligste del af deres forventede brugsperiode

En forbruger købte et par børnestøvler til en pris af 699 kr. Knapt et halvt år senere konstaterede forbrugeren, at lynlåsen var gået i stykker. Hendes reklamation blev afvist af den erhvervsdrivende, der mente, at forbrugerens barn selv var skyld i fejlen. Sagen blev herefter indbragt herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har ved besigtigelsen under nævnsmødet med sagkyndig bistand konstateret, at lynlåsen i den venstre støvle er defekt. Det lægges efter den sagkyndiges oplysninger til grund, at der ikke er tegn på uhensigtsmæssig brugspåvirkning.

Efter købelovens § 77 a, stk. 3, formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Da der er reklameret over fejlen inden for de første 6 måneder, finder nævnet med henvisning til købelovens § 77 a, stk. 3, at fejlen må formodes at have været til stede på leveringstidspunktet, idet lynlåsen ikke har haft den fornødne kvalitet. Støvlerne er således mangelfulde, idet de er af en ringere beskaffenhed, end de efter aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Da børnestøvlerne bærer præg af at have været brugt en del og af, at de er ved at være for små, er det nævnets opfattelse, at de allerede har været brugt den væsentligste del af deres forventede brugsperiode. Nævnet finder under disse omstændigheder ikke, at manglen kan betegnes som så væsentlig, at den berettiger klageren til at hæve købet. Klageren har i stedet krav på at få et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Dette afslag findes passende at kunne fastsættes til 300 kr.” (2003-620/7-47)

6.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind)

6.9.1. Møbelfejl gav ret til afslag ikke ombytning

En forbrugers krav om ombytning af møbler blev anset for uforholdsmæssigt. Møblerne, der var købt til en høj pris, havde mindre kosmetiske fejl. Ombytningskravet fremkom efter et års brug. Passende afslag i købesummen

En forbruger købte den 23. april 2002 3 læderstole og en lædersofa til en samlet pris af 43.865 kr. Den 1. oktober 2003 konstaterede forbrugeren, at der var mange smårevner og huller i møblerne og reklamerede herover. Da forbrugeren ikke hørte noget fra den erhvervsdrivende, gentog hun reklamationen i april 2003. Den erhvervsdrivende besigtigede møblerne og afviste reklamationen under henvisning til at der var tale om naturlige mærker i skindet. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet med et krav om ombytning af møblerne. Den erhvervsdrivende afviste over for nævnet at have modtaget forbrugerens reklamation i oktober 2002 og tilbød afhjælpning.

Nævnets sagkyndige udtalte efter en besigtigelse af møblerne, at der var mange små revner og uregelmæssigheder i læderet på alle 4 møbler. Fejlene, som ikke kunne udbedres på tilfredsstillende vis, var imidlertid vanskelige at få øje på.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Klagen vedrører køb af et møblement bestående af møbler, som hver især har kostet under 24.000 kr. Nævnet er derfor kompetent til at behandle klagen, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1994 om Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, som var gældende på tidspunktet for klagens indgivelse.

Klageren har mod indklagedes benægtelse ikke dokumenteret, at der er reklameret over mangler ved møblerne tidligere end angivet af indklagede. Det er derfor ikke godtgjort, at indklagede har modtaget klagerens reklamation over mangler ved læderet på et tidligere tidspunkt end i april 2003, dvs. ca. 1 år efter leveringen.

Af den sagkyndiges erklæring fremgår, at lædermøblerne har mange små fejl i form af revner og uregelmæssigheder, men at det for at kunne se fejlene kræver ekstra belysning selv på en sommerformiddag. Det er samtidig den sagkyndiges vurdering, at det konstaterede skyldes materiale- og fabrikationsfejl.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at møblerne må anses for mangelfulde i medfør af købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, men at der dog alene er tale mangler af mindre kosmetisk betydning.

Møblerne må samtidig på tidspunktet for klagerens reklamation et år efter købet anses for at have været udsat for en vis værdiforringelse som følge af den stedfundne brug mv.

På baggrund af det således anførte og da anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for klageren, finder nævnet efter en samlet vurdering, at klageren ikke har krav på omlevering, da dette må antages at påføre indklagede uforholdsmæssige omkostninger, hvorimod klageren i stedet er berettiget til et passende afslag i prisen, jf. herved købelovens § 78, stk. 2, sammenholdt med § 78, stk. 1, nr. 3. Afslag fastsættes skønsmæssigt til 10.000 kr.” (2003-650/7-151)

6.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr

6.11. Foto, ure, optik, smykker

6.11.1. Manglende levering af ring købt via netauktion

En e-mail, der uden forbehold bekræftede et hammerslag, blev betragtet som en bindende accept af indgåelse af en aftale, uanset at der i auktionsvilkårene var taget forbehold

En forbruger bød på en fingerring på en internetauktion. Forbrugeren fik, kort tid efter auktionens udløb, tilsendt en e-mail, hvoraf det fremgik, at han havde fået hammerslag på fingerringen. Dagen efter overførte forbrugeren betalingen, 2.600 kr., for ringen til den erhvervsdrivende men blev samme dag ringet op af den erhvervsdrivende, der meddelte, at hammerslaget var blevet ophævet, og auktionen var blevet forlænget med 24 timer på grund af tekniske fejl ved auktionen, jf. auktionsbetingelserne. Forbrugeren protesterede mod ophævelse af hammerslaget og forlangte at få ringen for 2.600 kr. Da den erhvervsdrivende afviste dette og tilbagebetalte købesummen, klagede forbrugeren til Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren via indklagedes hjemmeside på internettet afgav tilbud på en fingerring 3. september 2003. Indklagede meddelte samme dag, at klageren ”havde fået hammerslag”.

Nævnet finder, at der derved er indgået en bindende aftale om købet af ringen, jf. aftalelovens § 1.

Det fremgår endvidere, at indklagede den 4. september 2003 annullerede hammerslaget og forlængede auktionen i 24 timer. Efter punkt nr. 10 i indklagedes auktionsvilkår forbeholder indklagede sig ”ret til at tage en vare af auktionen, forlænge eller lade auktionen gå om, såfremt der opstår udefra kommende misbrug, tekniske eller andre forhold, der efter auktionslederens vurdering nødvendiggør dette”. Indklagede har ikke kunnet dokumentere, at klageren har været bekendt med vilkårene. På den baggrund, og da vilkåret ikke er særligt fremhævet, finder nævnet ikke, at vilkåret er en del af parternes aftale.

Nævnet finder endvidere, at selvom vilkåret var vedtaget, så bør indklagede ikke sende bekræftelsen på, at der er givet hammerslag, før det er undersøgt, om der har været tekniske problemer. Bekræftelsen er således egnet til også at bekræfte, at der ikke har været sådanne problemer, da der ellers burde være taget forbehold om dette.

Dertil kommer, at indklagede ydermere ikke har dokumenteret, at der har foreligget specielle omstændigheder, som har berettiget indklagede til at lade auktionen forlænge.

Da klageren ikke har fået leveret ringen, findes klagerens krav om erstatning berettiget. Erstatningen fastsættes som differencen mellem købesummen (2600 kr.) og vurderingen (4000 kr.), idet det dog samtidig skal tages i betragtning, at klageren ikke har haft udgifter til salær (18 %, dvs. 468 kr.) og hammerslagsgebyr (25 kr.), i alt 493 kr.” (2004-642/7-48)

6.11.2. Videokamera – repareret ikke ombyttet

En forbruger købte et videokamera, som gik i stykker efter en måned. Forbrugeren krævede ombytning. Sælgeren ville derimod reparere. Nævnet fandt, at sælgeren havde godtgjort, at en ombytning – der kostede sælgeren 1.623 kr. mere end at afhjælpe - ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger. Sælgeren havde derfor ret til at afhjælpe

En forbruger købte et videokamera til en pris af 4.495 kr. Da kameraet allerede efter lidt over en måned gik i stykker, valgte sælgeren at reparere fejlen, selvom forbrugeren krævede en omlevering. Forbrugeren klagede til Forbrugerklagenævnet og krævede en ophævelse af købet. Nævnet bad sælgeren godtgøre, at en ombytning ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger i forhold til en afhjælpning af fejlen. Sælgeren oplyste, at indkøbsprisen for kameraet var 4.118,75 kr., og at en reparation blev foretaget uden omkostninger af leverandøren. Sælgeren vurderede, at kameraet kunne sælges brugt til en pris af 2.495 kr. Forbrugeren fik stillet et lånekamera til rådighed i reparationsperioden, som varede 14 dage. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede ca. en måned efter købet, da kameraet lavede båndsalat og havde problemer med båndskuffen. Klageren krævede en omlevering af kameraet, da hun efter at have mistet fotodokumentation fra en ferierejse ikke længere havde tiltro til kameraet.

Indklagede foretog en afhjælpning, idet han anførte, at en omlevering ville medføre et væsentligt tab for ham, fordi leverandøren kun ville foretage en reparation.

Klager har herefter rejst krav om at hæve købet.

Det følger af købelovens § 78, stk. 1, som affattet ved lov nr. 213 af 22. april 2002, at forbrugeren som udgangspunkt kan vælge, om der skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er mangelfuld. Forbrugeren kan dog ikke kræve afhjælpning eller omlevering, hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, jf. § 78, stk. 2. Der skal ved denne vurdering tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Det fremgår samtidig af bestemmelsens forarbejder, at bevisbyrden for, at den af forbrugeren valgte beføjelse er uforholdsmæssig, påhviler sælgeren, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A s. 136.

Der er samme sted i lovbemærkningerne redegjort for, at uforholdsmæssighedsvurderingen for så vidt falder i tre dele, idet det skal vurderes:

Indklagede har anført, at indkøbsprisen på klagers kamera er 4.118,75 kr., at den udførte reparation er foretaget uden omkostninger af leverandøren, og at kameraet ville kunne sælges brugt for 2.495 kr. Indklagede har desuden stillet et lånekamera vederlagsfrit til rådighed for klager.

Det følger heraf, at en omlevering ville koste indklagede 1.623,75 kr. i modsætning til den udførte afhjælpning, som har været udgiftsneutral for indklagede.

Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at indklagede har godtgjort, at en omlevering ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger set i forhold til afhjælpning, og at klager, som har haft et kamera til brug i reparationsperioden, ikke har lidt et urimeligt afsavn”. (2003-4012/7-368)

6.12. Motorkøretøjer

6.12.1. Skift af tandrem ikke dokumenteret

Da der ikke var dokumentation for skift af tandrem, fandt nævnets flertal, at sælgeren enten burde have oplyst køberen om dette eller burde have skiftet tandremmen. Det var uden betydning, at bilen var solgt som beset

En forbruger købte en brugt Peugeot personbil fra 1992 til en pris af 31.700, som ifølge slutsedlen var solgt som beset og prøvet, uden reklamationsret af nogen art, idet der dog blev ydet 50 % reklamationsret i 3 måneder ved brud på motor og gearkasse.

Forbrugeren reklamerede efter kort tid over flere større og mindre fejl, herunder en defekt bagbro. For at fremskynde reparation heraf, indgik forbrugeren en aftale med den erhvervsdrivende om at betale halvdelen af udgifterne til reparationen.

Da forbrugeren efter 2 måneder fik bilen tilbage, konstaterede hun, at der fortsat var fejl, og at bagbroen var blevet lavet forkert. Den check, som den erhvervsdrivende havde fået som betaling, blev derfor spærret, og forbrugeren meddelte, at hun anså aftalen om udgiftsdeling for bortfaldet.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet af forbrugeren, som da fik bilen repareret på et andet værksted, og herefter krævede udgifterne hertil refunderet af den erhvervsdrivende. Under sagens behandling blev bilen undersøgt af en af nævnets sagkyndige, der i forbindelse med besigtigelsen konstaterede, at der ikke var dokumentation for den seneste udskiftning af bilens tandrem. Den sagkyndige betegnede i sin erklæring dette forhold som en ikke forventelig fejl. Nævnet traf den følgende afgørelse:

”Det forhold, at bilen i alt væsentligt er solgt som beset og uden reklamationsret, er uden betydning, da et sådant vilkår ikke er bindende for køberen i et forbrugerkøb, jf. herved købelovens § 1, stk. 2. Vilkåret afskærer således ikke klageren fra at gøre mangelsindsigelser gældende, hvis bilen ved leveringen havde ikke forventelige eller sikkerhedsmæssige fejl. Klageren, som har købt en indregistreret bil hos en erhvervsdrivende forhandler, er således som minimum berettiget til at forvente, at bilen opfylder færdselslovens sikkerhedsmæssige krav, med mindre klageren udtrykkeligt ved købet er blevet gjort opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen.

Det lægges efter den sagkyndiges oplysninger til grund, at der på leveringstidspunktet har været sikkerhedsmæssige fejl ved vandpumpe, ABS-føler, bærekugle ved forhjul, strømfordelerbund og tærede benzinrør. Klagerens bil har derfor været mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, idet den har været i ringere stand, end den efter aftalen og omstændighederne skulle være.

For så vidt angår bagbroen skal nævnet bemærke, at da klageren reklamerede herover indenfor 12 dage fra leveringen, og idet indklagede – der ikke har besvaret sekretariatets henvendelser i sagen – ikke har afkræftet formodningen for, at denne fejl var til stede på leveringstidspunktet, har klagerens bil også på dette punkt været mangelfuld ved levering, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 77a, stk. 3.

Klageren har derfor været berettiget til at få disse mangler afhjulpet omkostningsfrit og inden for rimelig tid af indklagede, jf. købelovens § 78, stk. 1. Klageren fritages derfor for betaling for reparation af bagbroen. Da den indklagede heller ikke har tilbudt omkostningsfri afhjælpning af de øvrige mangler, har klageren været berettiget til at få foretaget reparationen hos tredjemand for den indklagedes regning, jf. købelovens § 78, stk. 4. Klageren har således krav på godtgørelse for udgifterne til reparationen hos Sdr. Vissing Auto, jf. fakturaer af 28. februar og 26. marts 2003, der kan henføres til reparation af de ovennævnte mangler. Med henvisning til den sagkyndiges oplysninger herom, har nævnet skønsmæssigt fastsat denne godtgørelse til 11.000 kr.

Den sagkyndige har anført, at der ikke har været dokumentation for, hvornår tandremmen sidst er blevet skiftet, og at denne derfor er blevet skiftet sammen med remstrammerhjulet. Den sagkyndige har anført, at dette må betegnes som en ikke forventelig fejl, som har været til stede på leveringstidspunktet.

3 nævnsmedlemmer skal hertil bemærke, at sælgeren – som fagmand – i forbindelse med salg enten bør skifte tandremmen eller oplyse køberen om, at det ikke vides, hvornår denne sidst blev skiftet. Da indklagede hverken har skiftet tandremmen eller givet den anførte oplysning, finder disse nævnsmedlemmer, at der foreligger en mangel efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, som klageren har været berettiget til at få afhjulpet uden omkostninger. Da den indklagede ikke har tilbudt afhjælpning, er klageren berettiget til godtgørelse for udgifterne til udskiftning hos tredjemand. Efter den sagkyndiges oplysninger på baggrund af faktura af 28. februar 2003 lægger disse nævnsmedlemmer til grund, at disse udgifter har været på i alt 1.700 kr.

2 nævnsmedlemmer finder ikke, at der i forbindelse med salg til en forbruger påhviler sælgeren en generel oplysningspligt vedrørende tidspunktet for sidste skift af tandremmen. Disse nævnsmedlemmer finder derfor ikke, at det kan betegnes som en køberetligt mangel, at indklagede ikke har skiftet tandremmen i forbindelse med salget eller har oplyst klageren om, hvornår remmen sidst blev skiftet. Klageren er derfor heller ikke berettiget til at få godtgjort udgifterne til udskiftningen.

Afgørelsen træffes i overensstemmelse med stemmeflertallet.” (2003-521/7-162)

6.12.2. En gammel bil købt for 5.000 kr. blev ikke anset for mangelfuld

Det var ikke en mangel ved en 16 år gammel bil, at tændingsanlæg og startmotor var så slidt på leveringstidspunktet, at bilen efter 2.500 km ikke længere kunne starte

En forbruger betalte 5.000 kr. inkl. levering for en brugt Peugeot personbil fra 1987, der havde kørt 298.000 km. Det var i slutsedlen anført, at bilen var solgt uden garanti og reklamationsret. Efter kort tid reklamerede forbrugeren over en ladelampe, som blev ved med at lyse, ligesom bilen begyndte at sætte ud hele tiden. Sælgeren afviste forbrugerens reklamation. Forbrugeren indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet.

Under en besigtigelse ved Forbrugerklagenævnets sagkyndige blev der konstateret fejl ved starter og tændingsanlæg. Da bilen med disse fejl ikke kunne starte, ville den ikke kunne synes. Fejlene kunne dog under hensyn til bilens alder, km-stand og de øvrige omstændigheder ikke siges at ligge ud over det forventelige. Den sagkyndige bemærkede herudover, at bilen var pæn i forhold til pris og alder, og at en rimelig købesum for bilen uden de konstaterede fejl ville være 10.000-12.000 kr. Nævnet traf herefter den følgende afgørelse:

”Slutsedlens vilkår om, at bilen er solgt, som den er og forefindes uden reklamationsret, og om, at forbrugeren selv bærer risikoen for bilens stand, er ikke bindende for forbrugeren, jf. herved købelovens § 77, stk. 1, som er sålydende:

”Bestemmelser i aftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved salgsgenstanden og andre almindelige forbehold, såsom at salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes, kan ikke gøres gældende over for køberen.”

Slutsedlens vilkår afskærer derfor ikke forbrugeren fra at gøre mangelsindsigelser gældende, hvis bilen ved leveringen havde ikke forventelige fejl såsom fejl af sikkerhedsmæssig karakter. Forbrugeren, som har købt en indregistreret bil hos en erhvervsdrivende forhandler, er således som minimum berettiget til at forvente, at bilen opfylder færdselslovens sikkerhedsmæssige krav, med mindre køberen udtrykkeligt ved købet er blevet gjort opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen.

Det fremgår imidlertid af sagens oplysninger, at der er tale om en 16 år gammel bil, som på købstidspunktet havde kørt 298.000 km, og som er solgt for 5.000 kr. inklusiv leveringsomkostninger på 400 kr. Forbrugeren har efter det oplyste kunnet køre i bilen i de første måneder efter leveringen og har formentlig kørt i alt ca. 2.500 km med bilen. Det kan derfor ikke lægges til grund, at bilen ikke var funktionsdygtig ved leveringen.

Forbrugeren må under hensyn til bilens alder, kørte kilometer og den aftalte pris have været klar over, at bilen uden en gennemgribende renovering alene havde en begrænset levetid tilbage, medmindre forbrugeren kan godtgøre at være blevet lovet andet, hvilket ikke er tilfældet.

Det fremgår af den sagkyndiges oplysninger, at bilens startmotor på leveringstidspunktet har været slidt eller har haft begyndende dårlige forbindelser. Da noget sådant efter det anførte har været forventeligt, kan dette ikke betragtes som en køberetlig mangel ved bilen.

Nævnet kan herefter ikke give forbrugeren medhold i dennes krav om købets ophævelse eller om gratis reparation.” (2003-521/7-262)

6.12.3. Bilens masterkort var bortkommet

Det påhvilede den erhvervsdrivende at oplyse køberen om, at bilens masterkort var bortkommet, og at der således ikke uden væsentlige udgifter kunne fremstilles nye nøgler til bilen

En forbruger købte en brugt Fiat Punto til en pris af 55.500 kr. En måned efter købet ville han have lavet en ekstra nøgle til bilen, da han kun havde fået udleveret én nøgle ved købet. Det viste det sig, at masterkortet var ødelagt under en brand i den tidligere ejers ejerperiode, hvorfor der ikke umiddelbart kunne fremstilles en ny nøgle. Forbrugeren reklamerede herefter til sælgeren, der afviste reklamationen. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af oplysningerne i sagen, at klageren ikke har fået udleveret bilens masterkort, samt at klageren alene har fået udleveret én nøgle til bilen. Det fremgår endvidere, at klageren ikke uden et masterkort kan få produceret nye nøgler til bilen, og at det vil koste 8-10.000 kr. at få udskiftet låsesystemet, såfremt nøglen bliver væk.

Nævnet finder, at dette ikke har været forventeligt for klageren, og at det derfor har påhvilet indklagede at oplyse klageren herom ved købets indgåelse. Da indklagede har forsømt dette, foreligger der en mangel ved bilen, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4. Dette ændres ikke af, at bilen ifølge slutsedlen er ”købt som afhentning uden garanti”, da bestemmelser i købsaftalen om, at køberen ikke kan påberåbe sig mangler ved sagsgenstanden og andre almindelige forbehold ikke kan gøres gældende over for køberen i forbrugerkøb, jf. herved købelovens § 77, stk. 1. Denne bestemmelse kan ikke fraviges til skade for køberen, jf. købelovens § 1, stk. 2.

Klageren er herefter berettiget til et passende afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3.

Nævnet fastsætter afslaget skønsmæssigt til 10.000 kr.”(2004-521/7-206)

6.13. Transport og flytning

6.13.1. Transportør ansvarlig for at flyttegods bortkom under transport til Spanien

En forbruger fik sit indbo transporteret særlig billigt og uden forsikring – erstatning for en bortkommet pc blev derfor nedsat. CMR-loven gjaldt ikke for transport af flyttegods

En forbruger skulle flytte til Spanien og indgik en aftale med et speditionsfirma om transport af sit indbo. Transporten kostede 6.375 kr. og omfattede 30 kasser med indbo. Ved ankomsten til Spanien manglede der imidlertid to kasser indeholdende en pc og dens tilbehør. Den erhvervsdrivende benægtede ikke, at kasserne var forsvundet men henviste til, at man som speditionsfirma i modsætning til et flyttefirma ikke hæftede for forbrugerens indbo, og at forbrugeren godt var klar over dette. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf den følgende afgørelse:

”Det er ubestridt, at to flyttekasser er bortkommet hos den erhvervsdrivende, idet den erhvervsdrivende har kvitteret for at have modtaget 30 kasser, hvorimod der kun blev sendt 28 kasser videre til Barcelona. Det er fra den erhvervsdrivendes side uoplyst, under hvilke omstændigheder kasserne er bortkommet, og den erhvervsdrivende har således ikke godtgjort, at det ikke skyldes fejl fra den erhvervsdrivendes side.

Det er på fragtbrevet – med små bogstaver – anført, at transporten er omfattet af CMR-loven (lov om fragtaftaler ved international vejtransport), mens der er et CMR-symbol i en cirkel midt på fragtbrevet. Fragtbrevets blotte henvisning til CMR-loven kan dog ikke i sig selv føre til, at aftalen er undergivet denne lov, jf. herved CMR-lovens § 1, stk. 2, hvorefter loven ikke gælder for befordring af flyttegods.

Den erhvervsdrivende har gjort gældende, at man ikke er et flyttefirma, og at transport af personlige effekter sker på eget ansvar. Forbrugeren har ikke bestridt, at det var hendes ansvar, såfremt nogle af hendes ejendele blev stjålet eller ødelagt, men har fastholdt, at den erhvervsdrivende har begået en fejl, som den erhvervsdrivende må være ansvarlig for. Nævnet finder det herefter alene godtgjort, at det var aftalt, at forbrugeren skulle bære risikoen for hændelige skader. Da den erhvervsdrivende ikke har godtgjort, at kassernes bortkomst skyldes en hændelig begivenhed, som den erhvervsdrivende er uden ansvar for, lægger nævnet herefter til grund, at den erhvervsdrivende er erstatningsansvarlig over for forbrugeren.

Ved fastsættelse af erstatningens størrelse må der imidlertid tages hensyn til, at forbrugeren har ladet kostbart indbo transportere på den billigst mulige måde uden at tegne nogen forsikring. Nævnet finder, at forbrugeren herved har påtaget sig en vis risiko for, at indboet ville kunne blive beskadiget eller gå til grunde, uden at hendes tab ville kunne kræves erstattet af andre. Den erstatning, som det er rimeligt at pålægge den erhvervsdrivende at betale, må endvidere ses i lyset af det aftalte – relativt beskedne – vederlag. Endelig må det tages i betragtning, at det bortkomne indbo primært bestod af ikke helt nyt computerudstyr, som i sig selv er undergivet en vis teknisk forældelse og løbende prisfald. Erstatningen findes herefter efter en samlet vurdering at kunne fastsættes til
5.000 kr.” (2003-512/7-59)

6.14. Musikinstrumenter, cd’er, videobånd, koncerter mv.

6.14.1. Manglende aflevering af en videofilm, der var lejet

Det påhvilede efter omstændighederne et videoudlejningsfirma at bevise, at en videofilm ikke var tilbageleveret

Kunderne i en videoudlejningsforretning havde mulighed for at returnere videofilmene uden for åbningstid gennem forretningens brevkasse.

En forbruger havde benyttet sig af denne mulighed, men blev mødt med et krav om erstatning på 625 kr., idet den erhvervsdrivende gjorde gældende, at videofilmen ikke var blevet afleveret.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har oplyst, at hun afleverede filmen den 21. september 2003 uden for forretningens åbningstid, gennem forretningens returbrevkasse. Indklagede har bestridt, at filmen skulle være afleveret.

Det fremgår af det oplyste, at indklagede tilbyder returnering gennem forretningens brevkasse som en service til de kunder, der ønsker at aflevere film uden for åbningstid.

Nævnet finder, at indklagede er den eneste, der har mulighed for at indrette systemet således, at forbrugerne sikres en kvittering i forbindelse med en sådan returnering, og indklagede har også oplyst, at han arbejder på et sådant system. Indklagede bør – når systemet ikke sikrer forbrugerne en kvittering – orientere forbrugerne om, at de bør aflevere filmene personligt, hvis de ønsker at bevissikre sig.

Nævnet finder på den baggrund, at bevisbyrden for, at filmen ikke er afleveret, må påhvile indklagede. Da indklagede ikke har godtgjort, at filmen ikke er returneret, har klageren ingen pligt til at betale det opkrævede beløb.” (2003-571/7-22)

6.15. Aviser, ugeblade, tidsskrifter, bøger

6.16. Øvrige sager

6.16.1. Ikke afkald på fortrydelsesret vedr. fjernsalgsaftale

En forbruger kunne fortryde en aftale om udarbejdelse af en slankekur, da hun ikke havde givet sit samtykke til, at udarbejdelsen kunne påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb

En forbruger bestilte via en hjemmeside udarbejdelse af en slankekur til en pris af 1.599 kr. Forbrugeren modtog en ordrebekræftelse pr. e-mail, hvoraf det fremgik, at kuren normalt blev udarbejdet i løbet af 5 dage, og hvis forbrugeren fortrød inden kuren var udarbejdet, ville hun kunne få sine penge tilbage. Et par dage senere modtog forbrugeren kuren pr. e-mail. Hun meddelte den erhvervsdrivende, at hun fortrød aftalen, da hun mente, at kuren var ubrugelig for hende. Trods flere henvendelser tilbagebetalte den erhvervsdrivende ikke pengene, og forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da indklagede ikke har besvaret Forbrugerstyrelsens henvendelser i sagen, afgøres sagen på grundlag af klagerens fremstilling og de af klageren indsendte bilag.

Det fremgår heraf, at aftalen er indgået ved brug af fjernkommunikation via indklagedes hjemmeside, hvorfra indklagede driver et system for fjernsalg. Der foreligger derfor en fjernsalgsaftale, jf. den dagældende forbrugeraftalelovs § 10 a (i dag forbrugeraftalelovens § 4).

Aftalen er derfor undergivet den dagældende lovs regler om fortrydelsesret. Da aftalen angår en tjenesteydelse, gælder fortrydelsesretten kun, indtil udførelsen begynder, når forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 12, stk. 2 (den gældende lovs § 18, stk. 4).

Det hedder om kravene til dette samtykke i lovens forarbejder, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5960:

»Fortrydelsesretten ophører kun, hvis forbrugeren har givet samtykke til, at udførelsen skulle begynde inden udløbet af fortrydelsesfristen.

Forbrugerens samtykke kan være givet i parternes aftale, men det ligger i bestemmelsen, at forbrugeren samtidig skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ophører, når udførelsen påbegyndes.«

Det følger således af § 12, stk. 2, og bestemmelsens forarbejder, at forbrugeren, inden samtykket gives, skal være gjort bekendt med fortrydelsesretten.

Indklagede har i sin ordrebekræftelse blot anført følgende, jf. bilag 1 til sagsfremstillingen: ”Hvis du fortryder, og vi ikke er begyndt at udarbejde din kur, har du chancen for at fortryde din bestilling og få refunderet det indbetalte beløb”.

Da indklagede ikke herved kan anses for at have indhentet klagerens samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb, har klageren været berettiget til at træde tilbage fra aftalen i indtil 14 dage i overensstemmelse med den dagældende lovs § 12, stk. 1, jf. § 12 b.

Klageren, som 6 dage efter ordrebekræftelsens modtagelse meddelte indklagede, at hun ønskede at gøre brug af fortrydelsesretten, har derfor fortrudt aftalen rettidigt.

Klageren kan derfor kræve vederlaget tilbagebetalt med renter efter den dagældende lovs § 12 c, stk. 2 og 3.” (2003-7211/7-20).

6.16.2. Slankebehandlinger kunne overdrages

En forbruger kunne frit overdage sin fordring på slankebehandlinger med elektroterapi, da behandlingerne ikke var af en sådan personlig karakter, at dansk rets udgangspunkt om at fordringer frit kan overdrages kunne fraviges

En forbruger indgik aftale om 2 x 10 behandlinger med elektroterapi. Behandlingerne skulle virke slankende ved samtidig overholdelse af visse kostråd. Forbrugeren kunne ikke overholde kostrådene, og da der manglede 6 behandlinger, fik hun behandlingerne sat i bero. Samme dag ringede forbrugeren til den erhvervsdrivende, idet hun ønskede at overdrage behandlingerne til en veninde. Den erhvervsdrivende afviste dette med henvisning til at kortet var personligt og oplyste samtidig, at de sidste seks behandlinger skulle bruges indenfor 3 måneder. Forbrugeren havde ikke fået oplysning om dette, da hun indgik aftalen. På baggrund heraf indbragte forbrugeren sagen for Forbrugerklagenævnet der udtalte:

”Det almindelige udgangspunktet i dansk ret er, at fordringer frit kan overdrages. Nævnet finder ikke, at de behandlinger, som klageren har indgået aftale om, er af en sådan personlig karakter, at dette udgangspunkt kan fraviges i en situation som den foreliggende, hvor klageren ønsker at overdrage kravet på de resterende behandlinger til tredjemand. Da indklagede over for tredjemand bevarer indsigelsen om, at det fulde udbytte af behandlingerne forudsætter, at alle behandlinger er udført på den samme person, og da klageren har betalt for behandlingerne, kan det således ikke antages at have nogen betydning for indklagede, om behandlingerne skal udføres på klageren eller på tredjemand.

Da indklagede ved at afvise at udføre behandlingerne på andre end klageren findes at have misligholdt aftalen væsentligt, er klageren herefter berettiget til at hæve den resterende del af aftalen og kræve tilbagebetaling af værdien af de resterende seks behandlinger á kr. 140.” (2004-7244/7-3)

6.16.3. Pengene retur for en papegøje og erstatning for dyrlægeudgifter

En papegøje var uhelbredeligt syg. Sælger havde vildledt forbrugeren om muligheden for helbredelse og pådrog sig erstatningsansvar for forbrugerens tab

En forbruger købte en papegøje til 5.000 kr. gennem en annonce i Den Blå Avis. Prisen var lav i forhold til, hvad fugle af denne race normalt kostede. Af annoncen fremgik det ikke, at sælger var erhvervsdrivende. Forbrugeren hentede fuglen på sælgers privatadresse og opdagede, at sælger fra lokalerne ved siden af drev forretning med salg af papegøjer. Forbrugeren fik en kvittering, hvor den erhvervsdrivendes forretningsadresse var påført.

Ved købet fik forbrugeren oplyst, at fuglen havde et lidt skævt ben, at dette kunne rettes ud ved træning.

Forbrugeren kontaktede få dage efter købet en dyrlæge for at få kønsbestemt fuglen. Dyrlægen konstaterede imidlertid, at fuglen var forkrøblet på ben og vinge som følge af en knoglelidelse, der enten var medfødt eller skyldtes forkert fodring. Dyrlægen anbefalede derfor, at fuglen blev aflivet.

Forbrugeren gjorde krav om ophævelse af købet både for fuglen og for det foder, som hun havde købt hos den erhvervsdrivende, foruden godtgørelse af de afholdte dyrlægeudgifter.

Den erhvervsdrivende afviste først forbrugeren, idet han gjorde gældende, at fuglen var solgt til nedsat pris, at forbrugeren ved købet var bekendt med dette, at lidelsen i øvrigt skyldtes forbrugerens forhold, idet forbrugeren dels ikke havde givet fuglen de optimale burforhold med de for racens mest egnede siddepinde, dels ikke havde sørget at træne fuglen tilstrækkeligt. Efterfølgende gjorde den erhvervsdrivende endvidere gældende, at der ikke var tale om et forbrugerkøb, idet fuglen var solgt privat.

Klageren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der indhentede en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet udtalte, at fuglen med overvejende sandsynlighed på leveringstidspunktet led af de af dyrlægen konstaterede lidelser. Nævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Forbrugerkøb er defineret i købelovens § 4 a, stk. 1, hvori det hedder:

”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.”

Parterne har oplyst, at fuglen blev annonceret til salg gennem Den Blå Avis, og at det ikke af annoncen fremgik, at der var tale om erhvervsmæssigt salg. Det er endvidere oplyst, at klageren afhentede fuglen på indklagedes privatadresse.

Indklagede har på den baggrund gjort gældende, at der ikke er tale om et forbrugerkøb.

Det fremgår af det oplyste, at indklagede er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister med dyrehandel, og at indklagede driver virksomheden xx Papegøje Center. Det fremgår ligeledes, at der ved købet blev udstedt en faktura på indklagedes forretningspapir. Nævnet finder under de omstændigheder, salget må anses for at være sket som led i indklagedes erhvervsvirksomhed, og at der dermed foreligger et køb omfattet af købelovens § 4 a. Nævnet er som følge heraf kompetent til at behandle klagen.

Nævnet lægger på baggrund af det oplyste til grund, at indklagede ved købet oplyste, at fuglen havde et skævt ben, men at det kunne rettes nogenlunde ud ved træning.

Det fremgår af oplysningerne i Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse, at fuglen med overvejende sandsynlighed allerede på leveringstidspunktet led af de konstaterede lidelser i form af destruktiv artrose, et deformt højre knæled og bløddelshævelse i flere led. Det fremgår endvidere af udtalelsen, at de konstaterede lidelser ikke kunne være mindsket ved træning eller anden fysisk påvirkning, og at klagerens behandling af fuglen ikke har haft nogen betydning for lidelsernes udvikling.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, foreligger der en mangel, hvis sælgeren ved købets afslutning har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden.

Nævnet finder på den baggrund, at der foreligger en mangel både efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 1, og efter § 76, stk. 1, nr. 4, idet fuglen på leveringstidspunktet under alle omstændigheder var af ringere beskaffenhed, end den ifølge aftalen skulle være. Da manglen tillige er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Klageren er endvidere berettiget til at hæve købet for så vidt angår foderet, idet dette blev købt samtidig med fuglen og til brug for denne.

Da fuglen er død, er det ikke muligt at tilbagelevere den til indklagede, jf. købelovens § 57. Da dette imidlertid skyldes sygdommen og dermed salgsgenstandens egen beskaffenhed, afskærer dette ikke klageren fra at hæve købet, jf. købelovens § 58.

Nævnet finder derudover, at indklagede, der har givet klageren tilsagn om, at fuglens lidelse kunne mindskes ved træning uden at have noget belæg for disse oplysninger, er erstatningsansvarlig efter købelovens § 80, stk. 1, nr. 2, for de udgifter, som klageren har haft til dyrlæge”. (2004-590/7-70)

6.16.4. En hundehvalp var syg af Isospora Canis

En erhvervsdrivende, som havde solgt en hund for en af sine venner, hæftede i medfør af kommissionslovens § 56 for mangler ved hunden. Formodningsreglen

En forbruger købte en hundehvalp, som allerede dagen efter fik diarre og måtte behandles af dyrlæge. Hunden var trods behandlingen fortsat syg, og forbrugeren kontaktede en ny dyrlæge, der konstaterede, at hunden led af Isospora Canis og i øvrigt opererede hunden for en mulig tarmperforation, idet det frygtedes, at hunden havde slugt et fremmedlegeme. Klageren kontaktede den erhvervsdrivende og forlangte at få godtgjort sine dyrlægeudgifter. Den erhvervsdrivende tilbød forbrugeren en lille del af afholdte udgifter, under henvisning til, at der ikke forelå dokumentation for, at alle udgifterne vedrørte sygdommen Isospora Canis. Den erhvervsdrivende (indklagede 1) afviste efterfølgende at være rette indklagede, idet hun dels gjorde gældende, at hun havde solgt hunden som privatperson, dels gjorde gældende, at hun blot havde formidlet købet for en af sine bekendte (indklagede 2), der ikke var erhvervsdrivende.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der indhentede en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet udtalte, at hunden med høj grad af sandsynlighed havde lidt af Isospora Canis på leveringstidspunktet, men at den udførte operation næppe havde noget med denne sygdom at gøre. Nævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Hunden er ifølge købsaftalen solgt i indklagede 1´s eget navn, og indklagede 1 hæfter derfor umiddelbart over for klageren for eventuelle mangler ved hunden. Dette gælder, selvom det måtte være indklagede 2, som var ejer af hunden inden salget, således at der har været tale om et kommissionssalg, hvor indklagede 1 har solgt hunden i eget navn, men for indklagede 2´s regning, jf. herved kommissionslovens § 56, stk. 1.

Det følger samtidig af kommissionslovens § 56, stk. 1, at køberen i et kommissionskøb alene kan gøre mangelskrav gældende mod kommissionæren, og indklagede 2´s mulige ejerskab af hunden inden salget berettiger derfor ikke klageren til at gøre noget krav gældende mod indklagede 2.

Forbrugerkøb er defineret i købelovens § 4 a, stk. 1, hvori det hedder: ”Ved forbrugerkøb forstås et køb, som en køber foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.”

Det fremgår af det oplyste, at indklagede 1 er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister med kennelvirksomhed, og at hun derudover er momsregistreret. Nævnet finder på den baggrund, at købet er omfattet af købelovens § 4 a. Nævnet er som følge heraf kompetent til at behandle klagen.

Efter købelovens § 77 a, stk. 3, formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden for seks måneder efter varens levering, at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Det fremgår af oplysningerne i Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse, at det er sandsynligt, at hunden var smittet med Isospora Canis på leveringstidspunktet, men at den endnu ikke udviste symptomer herpå.

Da indklagede 1 herefter ikke har afkræftet formodningen for, at sygdomsanlægget var til stede på leveringstidspunktet, lægger nævnet til grund, at hunden var behæftet med en mangel ved leveringen, jf. købelovens § 77 a, stk. 3, sammenholdt med § 76, stk. 1, nr. 4. Nævnet finder endvidere, at manglen berettiger klageren til et forholdsmæssigt afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 2. Dette afslag findes passende at kunne fastsættes til 2.000 kr.

Da der i sagens oplysninger ikke er belæg for, at indklagede 1 på leveringstidspunktet skulle have kendt eller burde have kendt til manglen, finder nævnet ikke, at indklagede 1 er erstatningsansvarlig efter købelovens § 80 for klagerens dyrlægeudgifter til behandling af sygdommen.”(2003-590/7-42)

6.16.5. Aftale om 12-måneders træning i et fitnesscenter

Vilkåret om 12 måneders binding blev efter en samlet vurdering lempet således, at forbrugeren kunne opsige aftalen efter 6 måneder

Efter at have tegnet en 12-måneders træningsaftale i et fitnessscenter i juni måned, ønskede en forbruger i oktober ikke at fortsætte træningen, da forbrugeren havde købt nyt hus, ligesom en del undervisning i centret var blevet aflyst på grund af sygdom. Forbrugeren henvendte sig derfor i fitnesscentret efter 6 måneders medlemskab for at blive løst fra aftalen, men ønsket blev ikke imødekommet af den erhvervsdrivende. Forbrugeren stoppede så betalingerne, hvorefter den erhvervsdrivende rykkede ham herfor. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugeren oplyste under sagsbehandlingen, at det ikke havde været muligt at indgå kortere aftaler end 12 måneder. Den erhvervsdrivende oplyste, at forbrugeren havde deltaget i en uforpligtende prøvetræning, og at han efterfølgende meddelte, at han ikke ønskede at tegne aftale som følge af bindingsperioden på 12 måneder. Den erhvervsdrivende kontaktede herefter forbrugeren for at høre, om det var forbrugerens endelige beslutning. Da forbrugeren stadig udtrykte bekymring for aftalens længde, gav den erhvervsdrivende forbrugeren mulighed for at fortryde i de første 3 uger. Den erhvervsdrivende mente ikke, at forbrugeren kunne have været i tvivl om aftalens indhold.

Det fremgik af indmeldelsesblanketten, at aftalen ikke kunne opsiges i de første 12 måneder, og at den automatisk fortsatte herefter, medmindre den blev opsagt af medlemmet. Efter de første 12 måneder kunne aftalen opsiges til udgangen af næste hele kalendermåned. Endvidere var det anført, at medlemskabet var personligt og ikke kunne benyttes af andre.

Nævnet traf den følgende afgørelse: ”Sagen angår en aftale indgået 20. juni 2002 om 12 måneders træning i et motionscenter til en samlet pris af 5.149 kr. inklusiv indmeldelsesgebyr mv., som forbrugeren efter knapt 4 måneder opsagde med virkning fra den 20. december 2003.

På aftaletidspunktet var opsigelse af visse aftaler om løbende tjenesteydelser reguleret i § 14, stk. 1, i den tidligere forbrugeraftalelov, som er videreført som § 25, stk. 1, i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler. Bestemmelsen er affattet således:

”Ved aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan forbrugeren, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse, opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.”

Da den erhvervsdrivendes ydelse består i at stille faciliteter til rådighed med henblik på genoptræning, vægttab, kondition og velbefindende, og da der gives instruktion og holdundervisning, finder nævnet, at aftalen har en sådan karakter, at den må anses for omfattet af den tidligere forbrugeraftalelovs § 14, stk. 1, jf. herved at det forekommer naturligt at henføre de tilbudte ydelser under betegnelsen undervisning, legemspleje eller andre lignende tjenester.

Det fremgår af indmeldelsesaftalen, som forbrugeren har underskrevet, og af ”Regler for medlemskab”, at aftalen ikke kan opsiges i de første 12 måneder. Vilkåret er således ikke i fuld overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 14, hvorefter aftalen som minimum skal kunne opsiges med 3 måneders varsel, når der er gået 9 måneder fra aftalens indgåelse.

Af bemærkningerne til § 14, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 732 og 776, fremgår det, at det er forudsat, at bestemmelsen ikke på forhånd udelukker, at forbrugeren i det enkelte tilfælde vil kunne påberåbe sig generalklausulen i aftalelovens § 36 som grundlag for tilsidesættelse af en bestemmelse om en vis tids uopsigelighed, uanset at aftalen er forenelig med opsigelsesretten efter § 14.

Efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved afgørelsen heraf skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder, jf. § 36, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om det i det konkrete tilfælde er urimeligt af den erhvervsdrivende at fastholde, at forbrugeren ikke kan komme ud af aftalen før efter udløbet af 12 måneder. Nævnet finder, at der ved denne vurdering må foretages en samlet afvejning af hensynet til begge parter.

Den erhvervsdrivende har på sin side en beskyttelsesværdig interesse i, at der tages fornødent hensyn til den erhvervsdrivendes muligheder for at indrette sin virksomhed i overensstemmelse med de af den erhvervsdrivende indgåede aftaler. Der foreligger dog ikke sådanne oplysninger vedrørende den erhvervsdrivendes virksomhed mv., at dette hensyn i sig selv gør det rimeligt at betinge medlemskab af 12 måneders uopsigelighed. Nævnet er da også bekendt med, at andre udbydere af tilsvarende ydelser tillige udbyder medlemskaber af 3, 6 eller 9 måneders varighed.

Hvad angår hensynet til forbrugeren, må det tages i betragtning, at den indgåede aftale vedrører en fremtidig ydelse, som forbrugeren ikke har haft mulighed for at bedømme på aftaletidspunktet, ligesom forbrugerens forudsætninger for at indgå aftalen let kan ændre sig i kontraktperioden som følge af, at der sker ændringer i forbrugerens behov og muligheder for at udnytte medlemskabet, uden at forbrugeren på aftaletidspunktet havde mulighed for at forudse dette. Det må endvidere tages i betragtning, at der er aftalt et ikke ubetydeligt vederlag for medlemskabet, som er personligt, og som ikke må benyttes af andre, jf. pkt. 5 i indklagedes regler for medlemskab.

Hertil kommer, at den erhvervsdrivende har oplyst, at aftalen er indgået efter, at forbrugeren efter en uforpligtende prøvetræning i første omgang ikke ønskede at blive medlem på baggrund af bindingsperioden på 12 måneder. Den erhvervsdrivende kontaktede herefter forbrugeren telefonisk for at høre, om dette var forbrugerens endelige beslutning, og forbrugeren kom som følge heraf igen over i centret. Da forbrugeren fortsat udtrykte bekymring over bindingsperioden på 12 måneder, blev aftalen indgået med ”3 ugers garanti”, hvilket ifølge den erhvervsdrivende betød, at forbrugeren kunne melde sig ud inden for de første 3 uger uden at skulle betale for alle tolv måneder.

Efter § 2, stk. 1, i den dagældende forbrugeraftalelov (i dag lovens § 6, stk.1), må en erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning herom rette personlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl med henblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af aftale. Den erhvervsdrivende var derfor ikke berettiget til efter prøvetræningens ophør uanmodet at ringe forbrugeren op med henblik på at overtale forbrugeren til at tegne et abonnement.

Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med forbuddet mod uanmodede henvendelser er ikke bindende, jf. den dagældende lovs § 3 (i dag lovens § 7), men forbrugeren kan dog miste adgangen til at påberåbe sig aftalens ugyldighed, såfremt forbrugeren forholder sig passiv i længere tid.

Forbrugeren har i den foreliggende sag forholdt sig passiv i 4 måneder, men har herefter ønsket at komme ud af aftalen. Forbrugeren har begrundet dette med, dels at han har købt hus, hvorfor han har brug for penge til istandsættelse, dels at de hold, som han var interesseret i, ofte blev aflyst på grund af sygdom og manglende trænere.

Under hensyn hertil samt til den erhvervsdrivendes ulovlige fremgangsmåde ved aftalens indgåelse, hvorved det lykkedes den erhvervsdrivende at overtale forbrugeren til at indgå aftalen uanset forbrugerens stærke betænkeligheder ved en bindingsperiode på et år, finder nævnet det urimeligt og i strid med redelig handlemåde at fastholde forbrugeren på det aftalte vilkår om 12 måneders uopsigelighed.

Forbrugeren – som har opsagt aftalen og betalt til og med den 20. december 2002 - fritages herefter i overensstemmelse med sit krav for at betale for de resterende 6 måneder.” (2003-541/7-13)

6.16.6. Ubegrundet opsigelse af medlemskab af et fitnesscenter efter en uge

Den erhvervsdrivende tilbød forbrugeren at blive stillet som om der var indgået aftale om et 3 måneders abonnement i stedet. Ikke urimeligt at månedsprisen var højere end månedsprisen for et årsabonnement

En uge efter at en 12-måneders træningsaftale i et fitnesscenter var trådt i kraft, ønskede en forbruger uden nærmere begrundelse at opsige aftalen. Dette blev afvist af den erhvervsdrivende, der i stedet tilbød forbrugeren at blive stillet som om, hun havde tegnet en 3-måneders træningsaftale. Dette afviste forbrugeren, der herefter indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet.

12 måneders træning kostede samlet 4.435 kr., og træningsaftalen var uopsigelig i hele perioden og kunne herefter opsiges inden den 15. i en måned med virkning fra udløbet af den næste hele måned. Nævnet traf den følgende afgørelse:

”Sagen angår en aftale indgået 6. oktober 2003 om 12 måneders medlemskab af et fitnesscenter til en samlet pris af 4.435 kr. inklusiv indmeldelsesgebyr, som forbrugeren har ønsket at opsige efter 1 uge.

På aftaletidspunktet var opsigelse af visse aftaler om løbende tjenesteydelser reguleret i § 14, stk. 1, i den tidligere forbrugeraftalelov, som er videreført som § 25, stk. 1, i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler. Bestemmelsen er affattet således:

”Ved aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan forbrugeren, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse, opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.”

Da den erhvervsdrivendes ydelse består i at stille faciliteter til rådighed med henblik på genoptræning, vægttab, kondition og velbefindende, og da der gives instruktion og holdundervisning, finder nævnet, at aftalen har en sådan karakter, at den må anses for omfattet af den tidligere forbrugeraftalelovs § 14, stk. 1, jf. herved at det forekommer naturligt at henføre de tilbudte ydelser under betegnelsen undervisning, legemspleje eller andre lignende tjenester.

Det fremgår af indmeldelsesaftalen, som forbrugeren har underskrevet, og af ”Regler for medlemskab”, at aftalen er uopsigelig i 12 måneder fra første PBS træk. Kontraktens opsigelsesvilkår er således ikke i fuld overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 14, hvorefter aftalen som minimum skal kunne opsiges med 3 måneders varsel, når der er gået 9 måneder fra aftalens indgåelse.

Af bemærkningerne til § 14, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 732 og 776, fremgår det, at det er forudsat, at bestemmelsen ikke på forhånd udelukker, at forbrugeren i det enkelte tilfælde vil kunne påberåbe sig generalklausulen i aftalelovens § 36 som grundlag for tilsidesættelse af en bestemmelse om en vis tids uopsigelighed, uanset at aftalen er forenelig med opsigelsesretten efter § 14.

Efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved afgørelsen heraf skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder, jf. § 36, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om det i det konkrete tilfælde er urimeligt at fastholde, at forbrugeren ikke kan komme ud af aftalen før efter udløbet af 12 måneder. Nævnet finder, at der ved denne vurdering må foretages en samlet afvejning af hensynet til begge parter.

Den erhvervsdrivende har på sin side en beskyttelsesværdig interesse i, at der tages fornødent hensyn til den erhvervsdrivendes muligheder for at indrette sin virksomhed i overensstemmelse med de af den erhvervsdrivende indgåede aftaler. Der foreligger dog ikke sådanne oplysninger vedrørende den erhvervsdrivendes virksomhed mv., at dette hensyn i sig selv gør det rimeligt at betinge medlemskab af 12 måneders uopsigelighed. Den erhvervsdrivende udbyder da også tillige medlemskaber af 3, 6 eller 9 måneders varighed, og den erhvervsdrivende har rent faktisk tilbudt forbrugeren at fortsætte, som om hun havde tegnet et 3 måneders medlemskab, hvilket forbrugeren har afslået, hvorefter den erhvervsdrivende trak tilbuddet tilbage.

Hvad angår hensynet til forbrugeren, må det tages i betragtning, at den indgåede aftale vedrører en fremtidig ydelse, som forbrugeren ikke har haft mulighed for at bedømme på aftaletidspunktet, ligesom forbrugerens forudsætninger for at indgå aftalen let kan ændre sig i kontraktperioden som følge af, at der sker ændringer i forbrugerens behov og muligheder for at udnytte medlemskabet, uden at forbrugeren på aftaletidspunktet havde mulighed for at forudse dette. Det må endvidere tages i betragtning, at der er aftalt et ikke ubetydeligt vederlag for medlemskabet, som efter indklagedes regler er strengt personligt og ikke må overdrages til tredjemand.

Nævnet finder herefter og efter en samlet afvejning af de modstående hensyn, at vilkåret om, at aftalen ikke kan opsiges de første 12 måneder, må anses for unødigt byrdefuldt, og at det derfor bør lempes i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Det er for nævnet uoplyst, hvorfor forbrugeren har ønsket at opsige medlemskabet og heller ikke har ønsket at tage imod den erhvervsdrivendes tilbud om at ændre abonnementet til et tre måneders abonnement. Nævnet finder imidlertid, at den erhvervsdrivendes tilbud herom fremstår som en rimelig afbalancering af parternes modstridende interesser. Nævnet finder det i den forbindelse heller ikke i sig selv urimeligt, at månedsprisen for et tre måneders abonnement er højere end for et årsabonnement, da en erhvervsdrivende bør have mulighed for at udbyde gunstige rabatordninger, som er afhængig af kontraktens løbetid.

Da forbrugeren allerede har betalt 980 kr., og da prisen for den erhvervsdrivendes tremåneders abonnement efter det oplyste er 1.790 kr., skal forbrugeren herefter betale et yderligere beløb på 810 kr. til indklagede.” (2003-541/7-32)

6.16.7. Opsigelse af en aftale om træning i 12 måneder i et fitnesscenter

Efter en samlet vurdering af hensynet til forbrugeren og den erhvervsdrivende kunne forbrugeren træde tilbage fra aftalen, således at han blev stillet, som om han havde tegnet et 3 måneders abonnement

Et fitnesscenter tilbød træningsaftaler med 3, 6 og 12 måneders bindingsperiode. Ved tegning af en 12-måneders aftale fik man den billigste pris pr. måned, mens 3-måneders aftalen var den dyreste. En forbruger indgik en aftale om 12 måneders træning, og da han var under 18 år, underskrev hans mor aftalen på hans vegne. Kort tid efter at have påbegyndt træningen ville forbrugeren opsige aftalen med en måneds varsel, da han mente, at denne mulighed var blevet stillet ham i udsigt. Dette blev dog afvist af den erhvervsdrivende. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet med påstand om at blive løst fra træningsaftalen. Nævnet traf den følgende afgørelse:

”Sagen angår en aftale indgået 30. oktober 2001 om 12 måneders træning i et motionscenter inklusiv op til 15 undervisningstimer til en samlet pris af 3.750 kr., som klageren efter kort tid ønskede at komme ud af.

Klageren var ved aftalens indgåelse under 18 år, men da aftalen er tiltrådt af hans mor som værge, er aftalen som udgangspunkt bindende for ham, jf. herved værgemålslovens § 1, stk. 3.

Det er mod indklagedes benægtelse endvidere ikke godtgjort, at klageren i forbindelse med aftaleindgåelsen fik stillet i udsigt, at han kunne udmelde sig med 1 måneds varsel.

Spørgsmålet er herefter, om der tilkommer klageren en ret til at træde tilbage fra aftalen på andet grundlag.

Adgangen til at afbestille en tjenesteydelse er – uden for de tilfælde, som er reguleret af lov om visse forbrugeraftaler – ulovreguleret, og spørgsmålet har givet anledning til en vis tvivl. Afbestilling kan således næppe i almindelighed finde sted, men der må efter omstændighederne antages at gælde undtagelser herfra, hvis afbestilling sker med passende varsel og af fyldestgørende grund, jf. herved betænkning nr. 1133/1988 om forbrugeraftaler om arbejder på løsøre og fast ejendom, s. 130. Dette må bl.a. antages at gælde i en situation som den foreliggende, hvor klageren efter kort tid ønsker at komme ud af en etårig aftale om præstation af en fremtidig ydelse, som klageren ikke havde mulighed for at bedømme på aftaletidspunktet. Der må dog samtidig ved vurderingen af, i hvilket omfang der bør tillægges klageren en tilbagetrædelses- eller opsigelsesret, tages fornødent hensyn til indklagedes mulighed for at indrette sin virksomhed i overensstemmelse med de af indklagede indgåede aftaler.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at indklagede også udbyder aftaler om tre måneders træning inklusiv op til 6 undervisningstimer for en samlet pris i størrelsesorden 1.375 kr.

Nævnet finder herefter, at der efter en samlet afvejning af hensynet til begge parter bør tilkomme klageren en delvis tilbagetrædelsesret fra den indgåede aftale, således at klageren stilles som om, klageren havde bestilt 3 måneders træning til en samlet pris af 1.375 kr. Dette gælder uanset pkt. 14 i indklagedes ”retningslinier for undervisning”, hvorefter udmeldelse ikke kan ske i kontraktperioden, da dette vilkår – i hvert fald i en situation som den foreliggende, hvor klageren er mindreårig – må anses for unødigt byrdefuldt og derfor bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Klageren – som efter det oplyste p.t. har betalt to månedlige afdrag á 310 kr. – har herefter alene pligt til at betale et yderlige beløb på 755 kr. til indklagede i anledning af den indgåede aftale.” (2003-541/7-2)

6.16.8. Opsigelse efter 6 måneder af en 12-måneders træningsaftale med et fitnesscenter

En forbruger mistede interessen for at træne i fitness-centret som følge af ændrede arbejdsforhold. Aftalevilkåret blev lempet, så forbrugeren kunne opsige med 3 måneders varsel

En forbruger indgik med virkning for 1. august en 12-måneders træningsaftale i et fitnesscenter. Aftalen kunne ikke opsiges i de første 12 måneder, og den ville automatisk fortsætte herefter, medmindre den blev opsagt af medlemmet. Efter udløbet af de første 12 måneder kunne aftalen opsiges til udgangen af næste hele kalendermåned. Endvidere var medlemskabet personligt og kunne ikke benyttes af andre. Forbrugeren opsagde efter knapt 6 måneder aftalen og henviste til, at han som følge af sit arbejde ikke længere havde tid nok til rådighed. Da den erhvervsdrivende nægtede forbrugeren at blive løst fra aftalen, indbragte forbrugeren sagen for Forbrugerklagenævnet.

Under sagsbehandlingen for nævnet bemærkede forbrugeren, at hans ønske om opsigelse ikke skyldtes utilfredshed med ydelsen. Han mente dog, at bindingsperiodens længde bevirkede, at der var en skævhed i parternes forhold. Den erhvervsdrivende svarede hertil, at han betragtede aftalen som et samlet køb, som der afdrages på. Nævnet traf herefter den følgende afgørelse:

”Sagen angår en aftale indgået 1. august 2002 om 12 måneders træning i et motionscenter til en samlet pris af 5.149 kr. inklusiv indmeldelsesgebyr mv., som forbrugeren efter knapt 6 måneder opsagde med virkning fra den 1. marts 2003.

På aftaletidspunktet var opsigelse af visse aftaler om løbende tjenesteydelser reguleret i § 14, stk. 1, i den tidligere forbrugeraftalelov, som er videreført som § 25, stk. 1, i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler. Bestemmelsen er affattet således:

” Ved aftaler om en løbende forpligtelse for den erhvervsdrivende til mod vederlag at foretage tilsyn eller vedligeholdelse af fast ejendom eller løsøre, at udføre vagt- eller redningstjeneste, at give undervisning, at udføre bogførings-, regnskabs- eller revisionsvirksomhed, at yde legemspleje eller at yde andre lignende tjenester kan forbrugeren, når der er gået 9 måneder efter aftalens indgåelse, opsige aftalen med 3 måneders varsel til udgangen af en måned.”

Da den erhvervsdrivendes ydelse består i at stille faciliteter til rådighed med henblik på genoptræning, vægttab, kondition og velbefindende, og da der gives instruktion og holdundervisning, finder nævnet, at aftalen har en sådan karakter, at den må anses for omfattet af den tidligere forbrugeraftalelovs § 14, stk. 1, jf. herved at det forekommer naturligt at henføre de tilbudte ydelser under betegnelsen undervisning, legemspleje eller andre lignende tjenester.

Det fremgår af indmeldelsesaftalen, som forbrugeren har underskrevet, og af ”Regler for medlemskab”, at aftalen ikke kan opsiges i de første 12 måneder. Vilkåret er således ikke i fuld overensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 14, hvorefter aftalen som minimum skal kunne opsiges med 3 måneders varsel, når der er gået 9 måneder fra aftalens indgåelse.

Af bemærkningerne til § 14, jf. Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 732 og 776, fremgår det, at det er forudsat, at bestemmelsen ikke på forhånd udelukker, at forbrugeren i det enkelte tilfælde vil kunne påberåbe sig generalklausulen i aftalelovens § 36 som grundlag for tilsidesættelse af en bestemmelse om en vis tids uopsigelighed, uanset at aftalen er forenelig med opsigelsesretten efter § 14.

Efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved afgørelsen heraf skal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder, jf. § 36, stk. 2.

Spørgsmålet er herefter, om det i det konkrete tilfælde er urimeligt at fastholde, at forbrugeren ikke kan komme ud af aftalen før efter udløbet af 12 måneder, når forbrugeren har mistet interessen for den erhvervsdrivendes ydelse som følge af ændrede arbejdsforhold. Nævnet finder, at der ved denne vurdering må foretages en samlet afvejning af hensynet til begge parter.

Den erhvervsdrivende har på sin side en beskyttelsesværdig interesse i, at der tages fornødent hensyn til den erhvervsdrivendes muligheder for at indrette sin virksomhed i overensstemmelse med de af den erhvervsdrivende indgåede aftaler. Der foreligger dog ikke sådanne oplysninger vedrørende den erhvervsdrivendes virksomhed mv., at dette hensyn i sig selv gør det rimeligt at betinge medlemskab af 12 måneders uopsigelighed. Nævnet er da også bekendt med, at andre udbydere af tilsvarende ydelser tillige udbyder medlemskaber af 3, 6 eller 9 måneders varighed.

Hvad angår hensynet til forbrugeren, må det tages i betragtning, at den indgåede aftale vedrører en fremtidig ydelse, som forbrugeren ikke har haft mulighed for at bedømme på aftaletidspunktet, ligesom forbrugerens forudsætninger for at indgå aftalen let kan ændre sig i kontraktperioden som følge af, at der sker ændringer i forbrugerens behov og muligheder for at udnytte medlemskabet, uden at forbrugeren på aftaletidspunktet havde mulighed for at forudse dette. Det må endvidere tages i betragtning, at der er aftalt et ikke ubetydeligt vederlag for medlemskabet, som er personligt, og som ikke må benyttes af andre, jf. pkt. 5 i indklagedes regler for medlemskab.

Nævnet finder herefter og efter en samlet afvejning af de modstående hensyn, at vilkåret om, at aftalen ikke kan opsiges de første 12 måneder, må anses for unødigt byrdefuldt, og at det derfor bør lempes i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, således at forbrugeren kan komme ud af aftaleforholdet med et rimeligt varsel. Under de foreliggende omstændigheder, hvor forbrugeren efter 6 måneders medlemskab har ønsket at opsige abonnementet på grund af ændrede arbejdsmæssige forhold, findes dette varsel passende at kunne fastsættes til 3 måneder til udgangen af en måned.

Da forbrugeren opsagde aftalen den 15. januar 2003, må aftalen herefter anses for ophørt med udgangen af april 2003.” (2003-541/7-7)

6.16.9. Privatalarm tav under hærværk

En forbruger fik ikke medhold i sit krav om tilbagebetaling af etableringsudgifter og abonnementsafgifter til en trådløs privatalarm, selvom der på grund af en indbrudstyvs hærværk mod alarmen ikke blev udløst alarm

En forbruger tegnede i marts 1998 abonnement på en trådløs privatalarm. I februar 2002 var der indbrud i forbrugerens hjem, og da tyven umiddelbart efter at være brudt ind smadrede alarmenheden, blev der ikke udløst alarm. Forbrugeren mente derfor ikke, at alarmanlægget havde levet op til et løfte i den erhvervsdrivendes markedsføringsmateriale om, at der ved indbrud øjeblikkeligt ville gå signal til alarmcentralen. Forbrugeren krævede derfor udgiften til etablering af alarmanlægget samt abonnementsafgiften for hele abonnementsperioden tilbagebetalt. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav og begrundede dette med, at det manglende alarmsignal skyldtes hærværk mod alarmanlægget, at anlægget havde fungeret frem til indbruddet og at abonnementsafgiften dækkede vedligeholdelse, alarmberedskab, døgnovervågning af signal samt eftersyn, og at disse ydelser var leveret. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Den indgåede abonnementsaftale omfatter en trådløs privatalarm, der – som andre privatalarmer – er indrettet på den måde, at man efter, at entredøren er åbnet, har 10 sekunder til at slå anlægget fra med kode. Klager, som må have været bekendt med dette, kan på denne baggrund ikke påberåbe sig, at det har været upåregneligt for ham, at en tyv i løbet af de samme ti sekunder vil kunne nå at øve hærværk mod alarmenheden og dermed forhindre denne i at sende det fornødne signal til indklagede.

Nævnet finder endvidere ikke, at klager ud fra abonnementsbetingelserne og indklagedes markedsføringsmateriale har været berettiget til at forvente, at der altid ville blive sendt et signal til kontrolcentralen, hvis forbindelsen til anlægget afbrydes, hvilket ifølge indklagede er en dyrere løsning, som typisk vælges af banker, guldsmede og andre, som har store værdier at sikre.

Nævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke har godtgjort, at der har været mangler ved indklagedes ydelser, og nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i de fremsatte krav.” (2002-361/7-2)

6.16.10. Alarmanlæg uden kontakt til alarmcentralen

Alarmselskabet var nærmest til at bære risikoen for, at der i 7 måneder ikke havde været forbindelse mellem alarmanlægget i forbrugerens hjem og alarmcentralen, og forbrugeren havde derfor krav på tilbagebetaling af abonnementsafgiften. Forbrugeren måtte dog selv betale reparation af anlægget, selvom skaden skyldtes et lynnedslag, som alarmselskabet som ejer af anlægget som udgangspunkt bar risikoen for, idet dette udgangspunkt var fraveget ved aftale, og idet aftalevilkåret ikke blev anset for urimeligt

Ved et tilfælde fandt forbrugeren ud af, at der i 7 måneder ikke havde været forbindelse mellem hans alarmanlæg og alarmcentralen. Den erhvervsdrivende reparerede anlægget og fakturerede forbrugeren herfor, da skaden skyldtes et lynnedslag, og da sådanne skader i abonnementsaftalen var undtaget fra den erhvervsdrivendes vedligeholdelsespligt. Forbrugeren betvivlede, at skaden skyldes et lynnedslag, og nægtede derfor at betale for reparationen. Forbrugeren krævede desuden tilbagebetaling af abonnementsafgiften for den periode, hvor forbindelsen havde været afbrudt, og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet. Under sagens behandling spurgte Forbrugerstyrelsen den erhvervsdrivende, om det var muligt løbende at føre kontrol med, om der var forbindelse mellem abonnenternes anlæg og alarmcentralen, hvortil den erhvervsdrivende svarede, at de modtager signal, når alarmsystemet til- og frakobles, men at dette signal alene logges i et edb-system. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af indklagedes servicerapport, som blev udfyldt på stedet, at montøren har vurderet, at de fejlbehæftede enheder var brændt af som følge af lynnedslag. Under hensyn hertil samt til, at Forbrugerstyrelsens sagkyndige telefonisk har oplyst, at det er meget sandsynligt, at den omtvistede skade skyldes lynnedslag, lægger nævnet herefter dette til grund.

Det fremgår af pkt. 6.4 i abonnementsvilkårene, at det påhviler klager som abonnent at sørge for, at alarmsystemet er dækket af en forsikring, og at reparation omfattet af en sådan forsikring – herunder bl.a. reparationer efter lynnedslag – udføres af Dansikring for abonnentens regning.

Selvom indklagede som ejer af alarmsystemet som udgangspunkt har risikoen for dette, har parterne således ved aftale fraveget dette udgangspunkt for visse skader, herunder skader efter lynnedslag. Dette aftalevilkår kan endvidere ikke anses for urimeligt, da klager burde have anmeldt skaden til sit forsikringsselskab som oplyst af indklagede. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i kravet om at blive fritaget for at betale for den udførte reparation.

På grund af den manglende forbindelse har overvågning ikke fundet sted i en længere periode, og klageren har således i denne periode ikke modtaget den ydelse, som han har betalt for.

Indklagede kunne ved hjælp af sit edb-system følge med i, hvornår alarmsystemet blev koblet til og fra. Indklagede har derfor haft mulighed for at konstatere, at klagerens alarmsystem var inaktivt i en længere periode, hvilket var et stærkt indicium for, at anlægget ikke fungerede. Klagerens eneste mulighed for at opdage dette var at gennemføre en prøvealarmering. Af abonnementsvilkårenes pkt. 4.9. fremgår, at abonnenten mindst én gang årligt bør gennemføre en prøvealarmering. Nævnet finder imidlertid ikke, at det kan bebrejdes klageren, at han ikke har gennemført en prøvealarmering inden for netop de 7½ måned, hvor forbindelsen var brudt.

Nævnet finder herefter, at indklagede er nærmest til at bære risikoen for, at klageren i en periode ikke modtog den kontraktmæssige ydelse. Klageren har derfor krav på tilbagebetaling af abonnementsafgiften for de 7½ måned. Ifølge det oplyste har klageren betalt 1082 kr. pr. kvartal, og klagerens tilbagebetalingskrav udgør således 2705 kr.” (2002-361/7-3)

6.16.11. Nedsættelse af vederlaget for økonomisk rådgivning

En økonomisk rådgiver kunne ikke dokumentere at have foretaget sig noget reelt for at forhandle en gældspost ned. Vederlag nedsat

En forbruger indgik aftale med en økonomisk rådgiver om at forhandle en større gældspost ned. Efter at forbrugeren havde betalt et større a conto beløb to gange til rådgiveren, havde denne endnu ikke taget initiativ til at indlede forhandlinger med kreditor, der rykkede forbrugeren kraftigt. På baggrund af rådgiverens beskedne indsats, kontaktede klageren en advokat, der ligeledes opfordrede rådgiveren til at indlede forhandlinger med kreditor. Da den erhvervsdrivende stadig ikke havde foretaget sig noget tre måneder efter aftalens indgåelse, indbragte forbrugeren sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klagerne, som havde modtaget en opkrævning på 600.000 kr. vedrørende en gammel gæld til (…..), rettede den 17. april 2003 henvendelse til indklagede med anmodning om økonomisk rådgivning. Der må således – også på baggrund af indklagedes markedsføring – antages at være indgået en aftale om, at indklagede skulle præstere en tjenesteydelse i form af, at indklagede hjalp klagerne med at få nedforhandlet deres gæld, indgået en afdragsordning eller lignende. Det bemærkes herved, at det af indklagedes hjemmeside fremgår, at indklagede markedsfører sig på en sådan måde, at det er egnet til at give potentielle kunder det indtryk, at indklagede vil kunne gøre en forskel, hvis man har en dårlig økonomi.

Indklagede har fremlagt kopi af en kortfattet telefax af 20. maj 2003, som indklagede har sendt til en advokat i Silkeborg, men indklagede har ikke herudover godtgjort at have haft korrespondance i sagen, ligesom indklagede ikke har godtgjort, at der fra hans side har været ført seriøse forhandlinger med Dansk Kaution, eller at han har opnået nogen resultater på klagernes vegne. Det er således ikke godtgjort, at han har præsteret en ydelse, som har haft nogen værdi for klagerne, som tværtimod var nødt til at få bistand fra en advokat.

Indklagede har som dokumentation for sit tidsforbrug alene fremlagt en håndskreven liste over diverse samtaler, som indklagede skulle have ført, men det er uoplyst, hvem samtalerne er ført med, hvad der har været formålet med de førte samtaler, osv.

Nævnet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at indklagede har præsteret arbejde svarende til det af ham opkrævede vederlag på 7.500 kr. Som sagen er oplyst, findes indklagede således allerhøjest at have præsteret arbejde til en værdi af 1.000 kr., og klagerne findes derfor at være berettiget til at kræve tilbagebetaling af i det mindste 6.500 kr.” (2003-203/7-65)

| Top |

Denne side er kapitel 6 af 8 til publikationen "Forbrugerjura 2004".
Version nr. 1.0 af 17-05-2005
© Forbrugerstyrelsen 2005