3. Betalingsmiddelloven
3.1. Principielle sager
3.1.1. Anmeldelser af telefonkort efter betalingsmiddelloven
Betalingsmidler omfattet af lov om visse betalingsmidler skal anmeldes til Forbrugerombudsmanden inden de må bruges/udstedes.
Et telefonkort, som kan bruges til betaling for telefonsamtaler mv., anses som et betalingsmiddel omfattet af loven. Dette gælder, uanset om kortet er købt (forudbetalt) med en vis værdi, fx 100 kr., eller om betalingen først sker senere.
Gennem årene har Forbrugerombudsmanden modtaget en del anmeldelser fra teleselskaber, som udsteder telefonkort.
Forbrugerombudsmanden har imidlertid en formodning om, at der sælges andre kort end de, som er anmeldt. Forbrugerombudsmanden har derfor i slutningen af 2004 taget initiativer for at få klarhed over omfanget af dette problem. Denne undersøgelse er endnu ikke tilendebragt.
Er et telefonkort omfattet af loven ikke anmeldt, kan der rejses straffesag mod udstederen. (2004-1170/8-417 m.fl.)
3.1.2. Visa/Dankort – oplysning på kontoudtog
PBS A/S tilkendegav i 1997/98 over for Forbrugerombudsmanden, at man inden udgangen af 1. kvartal 1999 ville udvikle en løsning, så alle pengeinstitutter på kontoudskriften kunne vise, hvor Visa/Dankort var brugt, når der var handlet i udlandet.
Det er således vigtigt, at oplysningerne på kontoudskriften let sætter kortindehaveren i stand til at efterkontrollere posteringerne på kontoudskriften.
Forbrugerombudsmanden blev i 2004 på baggrund af flere klager opmærksom på, at ikke alle pengeinstitutter tilsyneladende gav disse oplysninger til deres Visa/Dankortindehavere.
Da den etablerede løsning var valgfri for pengeinstitutterne, rejste Forbrugerombudsmanden spørgsmålet over for Finansrådet og bad om oplysning om, hvor mange pengeinstitutter der ikke havde etableret løsning.
På baggrund af Forbrugerombudsmandens henvendelse har Finansrådet tilkendegivet, at alle pengeinstitutter senest fra 1. januar 2006 vil påføre kontoudskriften oplysning om, hvor kortet har været anvendt, medmindre kortindehaveren har fravalgt oplysning om forretningssted. Samtidig vil de pengeinstitutter, som endnu ikke har etableret ordningen, ikke opkræve gebyr for henvendelser fra kortindehavere om, hvor kortet har været anvendt. (2004-1179/8-40)
3.1.3. Nyt Visa/Dankort med chip
I 2004 har bankerne udstedt nye Dankort med chips til erstatning for magnetstriber. De nye kort har dog fortsat magnetstribe, da denne teknologi fortsat skal kunne benyttes.
En overgang til chipteknologi betyder en højere teknisk sikkerhed, bl.a. da det er vanskeligere at forfalske et chipkort.
Det nye kort har imidlertid i modsætning til det tidligere Dankort hverken billede af kortindehaveren eller laserindgraveret underskrift. Disse to omstændigheder gav anledning til en del klager og bekymringer, da disse to elementer i kortet blev betragtet som et væsentligt sikkerhedselement, som havde betydning for folks tillid til kortet.
Forbrugerombudsmanden tog dette spørgsmål op over for bankerne, PBS A/S og Dankort A/S, og Forbrugerombudsmanden endte med at henstille til bankerne at genoverveje disse spørgsmål. Forbrugerombudsmanden var således betænkelig ved, at man fjernede et indarbejdet sikkerhedselement, som har betydning for tilliden til systemets sikkerhed.
Der kan læses nærmere om Forbrugerombudsmandens behandling af dette spørgsmål på www.forbrug.dk http://www.forbrug.dk/erhverv/love-og-regler/forbrugerlove/betalingsmiddellov/sager/chipdankort/.
Herudover viste det sig, at de nye korts lange gyldighedsperiode (10 år) gav en række problemer, når Visa/Dankortet benyttedes i udlandet og på internetsider. Forretningers og hjemmesiders tekniske systemer skulle således omstilles for at godkende de nye lange gyldighedsperioder. Var de ikke det, ville betalingerne blive afvist.
Der blev endvidere fra flere handicap- og patientorganisationers side rejst kritik af terminalernes indretning og brugervenlighed. Terminalerne kunne være svære at anvende for personer med gigt i fingrene og for svagtseende.
Forbrugerombudsmanden har taget disse og flere mere tekniske problemer op over for bankerne. Disse spørgsmål behandles fortsat af Forbrugerombudsmanden. (2004-1179-8-29 m.fl.)
3.1.4. Fjernsalg, betalingskort og konkurs
Efter Forbrugerombudsmandens retningslinier fra 1996 om fjernsalg og brug af betalingskort kan den kortindehaver som har benyttet sit betalingskort ved fjernsalg/e-handel uden brug af PIN-kode eller afgivelse af underskrift i en række tilfælde gå til udstederen(banken), hvis noget går galt.
Kortindehaveren kan holde sig til banken, når købet slet ikke er foretaget af kortindehaveren, når beløbet overstiger det aftalte beløb, når den bestilte ydelse ikke er leveret eller kortindehaveren har udnyttet en lovbestemt eller aftalt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte ydelse. I disse tilfælde kan kortindehaveren bede banken om at tilbagebetale det omhandlede beløb.
Der har de senere år været et par tilfælde, hvor en festival- eller koncertarrangør er gået konkurs inden festivalen eller koncerten har været afholdt, og hvor billetter har været køb hos en billet-formidler over internettet (fjernsalg).
Spørgsmålet har da været, om kortindehaveren kunne få banken til at refundere den betalte billetpris under henvisning til Forbrugerombudsmandens retningslinier.
Pengeinstitutankenævnet har i 2004 afvist dette (ankenævnets sag nr. 190/2004). Dette er sket ud fra en formålsfortolkning af Forbrugerombudsmandens retningslinier, idet nævnet finder, at retningslinierne først og fremmest har været at sikre kortindehaver mod tredjemandsmisbrug, ligesom retningslinierne har til formål at regulere de situationer, hvor betalingen med kort over internettet stiller kortindehaveren ringere end den forbruger, der betaler på anden måde, fx pr. efterkrav.
Det bemærkes, at Forbrugerombudsmanden efter lovgivningen ikke kan tage stilling til de konkrete klager, og at disse derfor må afgøres af ankenævn og eventuelt domstole. Forbrugerombudsmanden har taget Pengeinstitutankenævnets afgørelse til efterretning.
3.1.5. Børn, unge og betalingskort mv.
I efteråret 2003 blev der lanceret nogle nye internationale betalingskort - Visa Elektron og Maestro – til unge under 18 år. Kortene var med saldokontrol, så de ikke burde kunne overtrækkes. Kortene kan samtidig benyttes til køb på internettet.
Da Forbrugerombudsmandens vejledning fra 1999 om unge og bankbøger og net-/homebanking ikke tog højde for denne type kort, fandt Forbrugerombudsmanden behov for at vurdere udstedelsen af internationale kort til unge efter reglerne i markedsføringsloven og betalingsmiddelloven.
Forbrugerombudsmandens bekymring gik bl.a. på, om unge/børn under 18 år kunne administrere et sådant kort med et meget vidt anvendelsesområde, om saldokontrolordningen var tilstrækkelig sikker, og i hvilket omfang forældre/værger skulle give samtykke til, at den unge fik et kort og i øvrigt inddrages ved problemer ved brugen af kortet.
På baggrund af de oplysninger Forbrugerombudsmanden modtog fra pengeinstitutterne, måtte Forbrugerombudsmanden lægge til grund, at de tekniske kontroller mv., der var indbygget i betalingssystemerne, ville forhindre, at en konto på grund af brug af kortet kunne overtrækkes.
Efter forhandlinger med bl.a. Finansrådet, Forbrugerrådet og Børnerådet gav Forbrugerombudsmanden udtryk for, at internationale betalingskort med saldokontrol kun bør udleveres (efter ansøgning) til unge over 15 år, hvis pengeinstituttet vurderer, at den unge er egnet til at administrere et sådant kort, at der kun er penge på kontoen, som den unge selv kan bruge, og at forældre/værge orienteres om, at den unge har fået et betalingskort.
Opstår der senere problemer, fx misbrug e.l., må pengeinstituttet inddrage forældre/værge.
Forbrugerombudsmanden udstedte i april 2004 en revideret vejledning, som tager højde for de nye internationale kort. Se denne vejledning http://www.forbrug.dk/erhverv/love-og-regler/forbrugerlove/betalingsmiddellov/retningslinier/unge-og-betalingskort/.
Det informationsmateriale som skal udleveres til de unge kortindehavere ved udleveringen at et kort, skal være udarbejdet i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens vejledning, og indeholder bl.a. oplysninger om i hvilket omfang pengeinstituttet kan gøre ansvar gældende over for den unge. (2004-1107/5-27)