| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

2. Markedsføringsloven

2.1. Lovens § 1

2.1.1. Elektronisk adgang til fakturaer

En internetudbyder ønskede at gøre kundernes fakturaer tilgængelige elektronisk. Via en e-mail skulle kunden kunne klikke sig videre til en hjemmeside med adgang til kundens faktura. Internetudbyderen ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af denne fremgangsmåde.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at såvel forbrugere som erhvervsdrivende bør have adgang til at modtage fakturaer på en måde, så disse umiddelbart kan lagres og genfindes på en nem måde. En fremsendelse af en faktura i en e-mail synes at opfylde disse betingelser, idet en e-mail kan lagres og genfremkaldes af modtageren.

Det var derimod Forbrugerombudsmandens opfattelse, at fakturaer ikke kun bør være tilgængelige på en hjemmeside, idet denne fremgangsmåde ikke på tilstrækkelig vis sikrer, at modtageren på en nem måde kan lagre fakturaen og senere genfremkalde den. I den forbindelse henviste Forbrugerombudsmanden til, at en hjemmeside heller ikke for tiden anses for et ”varigt medie” i forbrugeraftalelovens forstand, jf. bemærkningerne til lovens § 11a (L 213 af 1. marts 2000). (2004-1100/5-240)

2.1.1. Kontraktvilkår

2.1.1.1. Nordic Media

Forbrugerombudsmanden nedlagde i oktober 2003 et foreløbigt forbud mod selskabet Nordic Medias udsendelse af regninger for telesex ydelser på grundlag af vis-nummer funktionen. Baggrunden for forbuddet var, at Forbrugerombudsmanden modtog over 100 klager fra forbrugere, der havde fået regninger fra Nordic Media for påstået brug af betalingssextjenester, som forbrugerne ikke havde bestilt. Samtidig hermed blev der i Sø- og Handelsretten anlagt retssag mod selskabet til stadfæstelse af dette forbud.

Forbuddet blev stadfæstet ved Sø- og Handelsrettens dom af 20. oktober 2004. Sø- og Handelsretten gav Forbrugerombudsmanden medhold i, at Nordic Media ikke måtte udsende regninger på baggrund af vis-nummer funktionen. Metoden sikrer nemlig ikke, at regningen bliver sendt til en myndig person, der rent faktisk har bestilt og benyttet firmaets tjenester. Hermed er en fast praksis ved Forbrugerklagenævnet blevet fulgt af Sø- og Handelsretten.

Af dommen fremgår bl.a.:

"Det er ubestridt, at Nordic Media har udsendt fakturaer alene på grundlag af vis-nummer funktionen. Vis-nummer funktionen giver imidlertid ikke mulighed for at sikre identiteten af og herunder alderen på brugerne af de udbudte tjenesteydelser, og informationsboksene er heller intet værd, når man blot kan klikke videre, selv om man er under 18 år. Der er ikke på forhånd indgået en aftale med de pågældende telefonabonnenter om brug af de udbudte tjenester, som Nordic Media fakturerer brugen af, og vilkårene herfor."

"Nordic Media har derfor handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, ved uden retligt grundlag herfor at have sendt fakturaer til telefonabonnementer. Retten er enig i, at en faktura er vildledende, når den lader telefonabonnenten tro, at denne er forpligtet til at betale, selv om dette efter det ovenfor anførte ikke svarer til de virkelige forhold….Udsendelse af fakturaerne findes herefter tillige at indebære en overtrædelse af markedsføringslovens § 2."

Nordic Media ApS blev endvidere idømt en bøde på 50.000 kr. for at have udsendt 28 skrivelser i strid med det foreløbige forbud, efter at retten havde afsagt kendelse om opretholdelse af Forbrugerombudsmandens nedlagte foreløbige forbud.

Nordic Media ApS har anket dommen til Højesteret.

Læs hele dommen her. (2003-1120/5-131)

Også andre selskaber har anvendt tilsvarende opkrævningsmetoder som Nordic Media. Et af disse selskaber har - efter at Forbrugerombudsmanden havde varslet nedlæggelse af forbud over for selskabets opkrævningsmetoder – meddelt Forbrugerombudsmanden, at selskabet ville ophøre med at fakturere kunder på grundlag af vis-nummer funktionen. Selskabet vil i stedet alene benytte sig af Dankort-betalinger.

Se også Forbrugerstyrelsens vejledning om hvordan man skal forholde sig, hvis man modtager en telesexregning.

2.1.1.2 Dom om uopsigelighed på 12 måneder i lejekoncept

Sø- og Handelsretten har ved dom af 20. oktober 2004 accepteret, at et teleskab kan binde forbrugerne til et lejekoncept på 12 måneder.

Lejekonceptet gik ud på leje af mobiltelefoner og indeholdt et vilkår om uopsigelighed på 12 måneder.

Forbrugerombudsmanden, som havde anlagt sag mod selskabet, gjorde bl.a. gældende, at det var i strid med god markedsføringsskik, hvis forbrugere ikke efter 6 måneder kunne komme ud af lejeforholdet.

Retten fandt ikke, at det var i strid med god markedsføringsskik at binde forbrugerne i 12 måneder. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at en bindingsperiode på 12 måneder - efter det materiale der er forelagt retten - er almindeligt for udlejning af løsøre, navnlig ved udlejning af hårde hvidevarer, radio og tv samt efter det oplyste briller.

Derimod fik Forbrugerombudsmanden medhold i, at selskabet ikke må markedsføre udlejning af mobiltelefoner, som indeholder en bytteret for lejeren, når realiteten er, at lejeren ikke ved parternes aftale opnår nogen særlig fordel i forhold til udlejeren med hensyn til senere leje af en ny telefon. Endvidere fik Forbrugerombudsmanden medhold i, at selskabet ikke må foretage udlejning af mobiltelefoner, uden at forbrugeren på forhånd har haft mulighed for at gøre sig bekendt med lejeaftalens vilkår.

Efter at have drøftet sagen med Kammeradvokaten besluttede Forbrugerombudsmanden ikke at anke dommen til Højesteret. Beslutningen blev bl.a. truffet i lyset af de politiske tilkendegivelser i dagspressen om behovet for ændringer af lovgivningen om binding af telekunder. (2004-11101/5-32)

2.1.1.3. Fremgangsmåden ved udstedelse af kontrolafgift ved togtransport

En togtransportør havde et vilkår i sine almindelige forretningsbetingelser, som sagde, at en passagerer som træffes uden gyldig billet eller kort skal betale en kontrolafgift på 500 kr. enten på stedet eller ved en opkrævning. Dette gjaldt også i tilfælde, hvor passageren ikke havde været i stand til at løse billet, eksempelvis på en selvbetjent station. Passageren kunne herefter i disse situationer søge om at få kontrolafgiften eftergivet.

Forbrugerombudsmanden fandt umiddelbart dette vilkår urimeligt og forelagde spørgsmålet for togtransportøren.

Togtransportøren henviste til, at Trafikministeriet har godkendt betingelserne og fremsendte en kopi af ministeriets godkendelse.

Forbrugerombudsmanden tog herefter kontakt til Trafikministeriet, der bekræftede godkendelsen og fastholdt, at der ikke er problemer med vilkåret, idet togtransportøren er forpligtet til at holde passagererne godt informerede om reglerne for kontrolafgifter.

Forbrugerombudsmanden valgte herefter ikke at foretage sig yderligere på dette tidspunkt. (2003-511/5-2)

2.1.2. Påtrængende markedsføring

2.1.2.1. Bøder for ulovlig telefonsalg

Et tv-distributionsselskab accepterede at betale et bødeforlæg fra politiet på 210.000 kr. En bøde selskabet fik for at have forsøgt at sælge abonnementer over telefonen til forbrugere, der ikke havde bedt om at blive kontaktet.

Forbrugerombudsmanden meldte i august 2002 selskabet til politiet efter at have modtaget klager over telefonsalget. Samtidig modtog Forbrugerombudsmanden sælgernes manuskript og materiale, der viste, at sælgerne skulle ringe til gamle kunder og til kunder med analogt udstyr for at give dem tilbud på digitalt udstyr.

Selskabet som stod for opkaldene blev også meldt til politiet sammen med et andet selskab, som sammen med tv-distributionsselskabet solgte og installerede satellitudstyret. Selskaberne har lige som tv-distributionsselskabet modtaget et bødeforlæg fra politiet og accepteret at betale en bøde på hver 170.000 kr.

Efter Forbrugeraftalelovens § 6 er det med få undtagelser strafbart at ringe forbrugere op uden deres forudgående samtykke. (2003-1169/5-41)

2.1.2.2. Reklameidentifikation

Igennem de senere år har Forbrugerombudsmanden løbende taget sager op om skjult reklame - reklame, der ikke umiddelbart kan opfattes som reklame. Der henvises til Forbrugerombudsmandens redegørelse ”Reklameidentifikation - Skjult Reklame” i Forbrugerstyrelsens Juridiske Årbog 2001 og til Forbrugerjura 2003 (afsnittet ”Reklamer skal kunne identificeres”).

Forbrugerombudsmanden har i 2004 fortsat fokuseret på skjult reklame og har bl.a. behandlet sager om skjult reklame i de skrevne medier, i tv, på internettet og i kunstværker. Spørgsmålet om duftmarkedsføring har også været taget op.

Skjult reklame er som udgangspunkt i strid med markedsføringslovens generalklausul om god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1, og kan efter omstændighederne fremstå som vildledende og utilbørlig og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1 og 3.

2.1.2.3. Skjult reklame i ugeblade og magasiner

Forbrugerombudsmanden behandlede en sag om en annonce for ´L´Oréal – hårfarve i bladet Eurowoman. Annoncen, der fyldte 4 sider med tekst og billeder, fremstod efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i opsætning og indhold som redaktionel tekst og kunne blive forvekslet med bladets modekommentar eller modeanmeldelse, også selvom der øverst i annoncen var anført ”Eurowoman Promotion.

Det viste sig, at annoncen var et eksempel på såkaldt ”promotion” eller ”advertorial”, dvs. en annonce, der er udarbejdet af bladet for annoncøren.

Da reklamen ikke umiddelbart kunne identificeres som reklame, forelå der skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1.

Sagen gav Forbrugerombudsmanden anledning til at skrive til andre udgivere af uge- og månedsblade og præciserede, at reklamer i alle medier klart skal fremstå som reklame uanset reklamens form, og at reklamer og artikler skal være skarpt adskilt.

Såfremt der kan være den mindste tvivl om, hvorvidt der er tale om en annonce, må ordet "annonce" klart og tydeligt anføres i forbindelse med annoncen, ligesom det klart og tydeligt må fremgå af annoncen, hvem der er annoncør. Brug af ord som fx "advertorial" og "promotion" er ikke tilstrækkelig. (2004-11134/5-15)

2.1.2.4. Tv- og radioprogrammer

Dagbladene havde planer om, at programoversigterne for radio og tv fremover skulle betales af radio- og tv-virksomhederne, og at placeringen i oversigten skulle afhænge af betalingens størrelse.

Forbrugerombudsmanden skrev til relevante parter og henledte opmærksomheden på, at hvis dette koncept skulle realiseres, ville der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være tale om reklame for de enkelte radio- og tv-stationer. Dagbladene skal derfor i planlægningen af konceptet være opmærksomme på, at reklamer klart skal kunne identificeres, jf. markedsføringslovens §1 om god markedsføringsskik. Programmerne skal i givet fald fremstå klart og tydeligt som reklame i aviserne. (2004-11134/5-16)

2.1.2.5. Skjult reklame i gratis magasinet "Where2Go"?

Forbrugerombudsmanden bad magasinet "Where2Go", der ligger fremme til fri afbenyttelse fx i tøjbutikker, på caféer og i billetsalg, om at redegøre for bladets koncept.

Det fremgik af redegørelsen, at ”Where2Go" både er en virksomhed og navnet på et blad. Virksomheden laver reklameproduktioner i form af fx tryksager, programmer, brochurer og magasiner til virksomheder.

På baggrund af redegørelsen bemærkede Forbrugerombudsmandens, at konceptet omkring på den ene side virksomheden "Where2Go" som reklameproducent og på den anden side bladet af samme navn samt selve konceptet omkring bladet, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse indeholdt en indbygget fare for, at der sker sammenblanding af virksomhedens, bladets og de forskellige samarbejdspartneres interesser. Aftalerne, der vedrører bladet, bar desuden præg af en tæt - måske for tæt -samhørighed mellem bladet og dets samarbejdspartnere. Forbrugerombudsmanden havde i den forbindelse bemærket, at samarbejdspartnere er sikret redaktionel dækning i bladet, hvis de har nyheder, der er relevante for mediet.

Hvis fx en redaktionel artikel, omtale eller billedserie er blevet til i samarbejde med og/eller efter aftale med en virksomhed eller på baggrund af, at det er underforstået, at virksomheden og/eller dens produkter får omtale på et eller andet tidspunkt, foreligger der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. § 1 i markedsføringsloven og efter omstændighederne af markedsføringslovens § 2.

Opsætning og udformning af sådanne artikler, omtaler eller billedserier mv. skal ske på en måde, så ingen læser kan være i tvivl om, at der er tale om markedsføring. Det betyder, at artikler, omtaler, billedserier mv., der er markedsføring, må suppleres med ordet "annonce" på en klar og tydelig måde.

Et blad kan på eget initiativ få en idé til en artikel eller billedserie i relation til en virksomhed eller et bestemt produkt. Såfremt bladet præsenterer idéen for virksomheden/virksomheden bag produktet, for helt eller delvist at få dækket artiklens omkostninger, skal den endelige artikel/omtalen/billedserien markeres, så det klart fremgår, at virksomheden har ydet økonomisk støtte, og at der således er tale om reklame.

Da "Where2Go" tilkendegav, at det - i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens anvisninger - vil blive sikret, at der i "Where2Go" ikke vil ske sammenblanding af redaktionelt stof, afsluttede Forbrugerombudsmanden sagen. (2004-11134/5-10)

2.1.2.6. Skjult reklame i Superavisen

Kravet om en klar adskillelse mellem artikler og annoncer gælder også aviser og blade, hvor målgruppen/læserne er virksomheder.

Forbrugerombudsmanden behandlede en sag mod Superavisen, der er en avis for detailhandlere. Avisen tilbød annoncører at købe ”redaktionelle profilløsninger”, således at annoncørerne ved siden af en annonce fik redaktionel omtale i avisen. Avisen tilbød også test af produkter, som så kunne blive bragt som redaktionelt stof med fotos.

Forbrugerombudsmanden meddelte avisen, at konceptet er skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. (2004-11134/5-19)

2.1.2.7. Bladet ”De små amtsborgere” var et kommercielt blad

Forbrugerombudsmanden har behandlet en sag om et gratis magasin ”De små amtsborgere”, - ”Fyns Amt”, der indeholdt oplysninger i form af artikler til børnefamilier, men det indeholdt også artikler, der omtalte virksomheder og deres børneprodukter.

Det viste sig, at det var en virksomhed, der stod bag bladet.

Forbrugerombudsmanden meddelte udgiveren af magasinet, at magasinet efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var et annonceblad, der indeholder annoncer for både det offentlige, for foreninger og for private virksomheder. De involverede parter har betalt for indlæggene og har helt eller delvist medvirket til, hvad de enkelte indlæg skal indeholde.

Et sådant magasin må markeres med betegnelsen “annonceblad”, og de enkelte indlæg må påføres ordet “annonce” i det omfang, en privat erhvervsvirksomhed eller en offentlig virksomhed, som kan sidestilles hermed, står bag.

I den forbindelse gjorde Forbrugerombudsmanden opmærksom på den øgede adgang for borgerne til frit valg ved levering af serviceydelser i kommuner og amtskommuner. Det betyder bl.a. øget frihed til selv at vælge, når det gælder offentligt finansierede ydelser som fx sygehuse, skoler, daginstitutioner og ældrehjælp.

De enkelte indlæg må endvidere være påført tydelig oplysning om, hvilken offentlig myndighed, forening eller privat virksomhed, der står bag annoncen, fx ved angivelse af navn, logo eller varemærke.

Da magasinet ikke blev udgivet af Fyns Amt, var det endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at bladets navn ”de små amtsborgere” og angivelsen ”Fyns Amt” var egnet til at vildlede læserne til at tro, at det er et magasin, som Fyns Amt udgiver. I denne sammenhæng foreligger der ligeledes en overtrædelse af god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. (2004-11134/5-18)

2.1.2.8. TV2's udsendelse "Shopping" vedrørende Fields var ifølge Forbrugerombudsmanden én stor reklame

Der kan efter omstændighederne være tale om skjult reklame, hvis en tv- eller radiokanal træffer aftale med en virksomhed om, at virksomheden og/eller virksomhedens produkter får omtale i et eller flere programmer. Der kan være tale om rosende omtale eller særligt detaljerede omtaler af produkter mv., eller der kan være tale om såkaldt "product placement", hvor der sker en eksponering/fremhævelse af fx et bestemt produkt, et logo, varemærke eller et navn, eventuelt i forbindelse med sponsorering af programmer.

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på tv-serien ”Shopping”, der handlede om et nyt butikscenter. Centrets navn blev slået fast gennem serien, både i speaken og synsmæssigt, og seerne fik mange relevante informationer om det nye indkøbscenter og dets butikker.

Centrets administrationsselskab havde betalt for delvis dækning af produktionsomkostningerne i forbindelse med tilblivelsen af tv-serien.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at serien "Shopping" var én stor reklame for indkøbscentret "Fields" og for centrets butikker, og at visningen af serien som minimum var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, idet tv-serien ikke var identificeret som reklame. Dette meddelte Forbrugerombudsmanden Steen & Støm Danmark A/S, der er administrator for butikscentret Fields.

Radio- og Tv-nævnet tog også sagen op i forhold til program-virksomheden/tv-stationen i medfør af radio- og tv-lovgivningen. Nævnet fandt ikke, at denne lovgivning var overtrådt.

Forbrugerombudsmanden fastholdt sin opfattelse af, at visningen af serien ”Shopping” er én stor reklame, som ikke er identificeret som reklame, og at visningen derfor som minimum er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Efter omstændighederne besluttede Forbrugerombudsmanden ikke at foretage videre. (2004-11134/5-13)

2.1.2.9. Internettet. ”Højhuset”

Forbrugerombudsmanden rejste en sag mod firmaet bag hjemmesiden www.n.dk.

Hjemmesiden rummede et frit tilgængeligt chatrum og legested -"Højhuset" – for unge. Men Højhuset var samtidig et avanceret reklameunivers, hvor virksomheder kunne købe sig ind og være en del af chatten i form af reklamer, der med mellemrum indgik på forskellig vis. Fx dukkede der med jævne mellemrum mærkevarer op som rekvisitter i legen. Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at denne sammenblanding af chat, leg, spil og markedsføring på denne hjemmeside var skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1.

Læs også om sagen under afsnittet ”Børn og unge”.(2004-11109/5-48)

2.1.2.10 Kunstværker (bøger, malerkunst, musik mv.)

Det kom frem i medierne, at virksomheden ”Ewire” agtede at indgå aftaler med kunstnere om reklame i kunstværker.

Dette gav Forbrugerombudsmanden anledning til at meddele Ewire, at en aftale mellem en erhvervsvirksomhed og fx en forfatter, en musiker eller en billedkunstner om, at reklame for virksomheden og/eller virksomhedens produkt eller produkter skal indgå i fx en kommende bog, et kommende musikværk eller billede, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. § 1 i markedsføringsloven og efter omstændighederne af markedsføringslovens § 2, stk. 1 og stk. 3 om vildledende og utilbørlige fremgangsmåder.

Såfremt reklame indgår i kunstværker, må det fremstå klart og tydeligt, hvornår der er tale om reklame. (2004-11134/5-21)

2.1.2.11. Duftmarkedsføring

Duftmarkedsføring betyder, at dufte indgår i markedsføringen. Formålet er typisk at påvirke forbrugeren for at øge salget af en vare.

I lighed med andre markedsføringsteknikker, som påvirker forbrugernes underbevidsthed, er det i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1, såfremt forbrugerne ikke er klar over, at de udsættes for denne påvirkning, som er en særlig form for skjult reklame.

En sag gav Forbrugerombudsmanden anledning til at præcisere, at duftmarkedsføring ikke må finde sted på offentlige steder, som fx på gader, veje, ved busstoppesteder og i buslæskure.

Hvis en forretning ønsker at benytte dufte i markedsføringen, så må de med tydelig skiltning i forretningen oplyse herom. Det er samtidig en forudsætning, at duftene ikke vildleder forbrugerne, fx ved at dufte forleder forbrugerne til at tro, at en vare har egenskaber, den rent faktisk ikke har.

Brug af dufte der understreger eller illustrerer et produkts egenskaber - eksempelvis udsendelse af appelsinduft i frugtafdelingen - kan ikke generelt siges at være i strid med god markedsføringsskik.

En duft der modsat har til formål at fjerne grim lugt, kan også være skjult reklame. Det kunne fx tænkes i en dyrebutik for at fjerne opmærksomheden om, at der kan være duftgener ved dyrehold. (2004-1100/5-327)

2.1.3. Diskriminerende markedsføring

2.1.3.1. Reklame for TUC – kiks var ikke kønsdiskriminerende

Forbrugerombudsmanden modtog et stort antal klager over en reklame for TUC kiks. Klagerne mente, at reklamen var kønsdiskriminerende, idet kvinden i reklamen blev brugt som sexobjekt og som blikfang.

Reklamen viste en mand foran en grill med en grilltang og et glas rødvin i hænderne. Foran ham stod en nøgen kvinde med en pakke TUC i den ene hånd, mens hun fører en kiks op til munden med den anden hånd. Teksten i reklamen lød: "Nyhed! Kan spises uden noget på. Prøv en lækker ovnbagt snack med paprika eller oliven/rosmarin næste gang du skal grille. Den kan spises helt uden noget på. Velbekomme."

Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at sådan som mode- og mediebilledet er udviklet, vil Forbrugerombudsmanden næppe i Sø- og Handelsretten kunne få medhold i en påstand om, at reklamen strider mod god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1.

Den nøgne kvinde i reklamen adskiller sig ikke fra, hvad vi dagligt ser i medierne og i modesammenhæng, hvor mere eller mindre afklædte mennesker er blikfang.

Teksten i reklamen har et klart budskab omkring kiks – produktet. Budskabet er bygget op på en måde, så det giver mulighed for et spil med ordene og ordenes betydning i forhold til billedet i reklamen. Leg med sproget og ordenes dobbeltbetydning er almindelig forekommende i samfundet, og der er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse et betydeligt spillerum for en sådan brug af sproget - også i reklamen.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var denne sammenkædning af reklamens produktoplysning og reklamens billede - med to personer i et stift, kunstigt, nærmest uvirkeligt sceneri - banal, og bevirkede ikke en overtrædelse af markedsføringslovens bestemmelser herunder af Forbrugerombudsmandens retningslinier om kønsdiskriminerende reklame. (2004-11131/5-30)

2.1.3.2. Cult Shaker reklame - kønsdiskriminerende

Forbrugerombudsmanden modtog over 100 klager over en reklame på reklamesøjler og busstoppesteder for alkoholdrikken Cult Shaker.

Reklamen viste to nøgne kvinder i en intim omfavnelse, og teksten var "Enjoy Shaker – with a twist". Den ene kvinde holdt en flaske af produktet i hånden.

Forbrugerombudsmanden skrev bl.a. til selskabet, at når en virksomhed markedsfører et produkt i det offentlige rum, må virksomheden tage hensyn til, at reklamen ses af alle befolkningsgrupper. Reklamen havde et klart seksuelt indhold, på grænsen til det pornografiske. Den var egnet til at provokere, støde og krænke mange mennesker, således som det også var sket.

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse en skærpende omstændighed, at der var tale om en alkoholreklame. Ved markedsføring af alkoholholdige produkter må reklamen ikke fremtræde eller virke påtrængende og provokerende, herunder kæde sex og alkohol sammen.

Markedsføringen var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse uetisk og i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1 samt Forbrugerombudsmandens "Retningslinier for Kønsdiskriminerende reklame", hvorefter personer i reklamen ikke må reduceres til sexobjekter.

Reklamen var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse et eksempel på den tendens, man desværre ser ind imellem, hvor virksomheder prøver grænser af ved at udforme reklamer med elementer af sex, vold, død og ulykke - elementer som på den ene side støder nogle mennesker eller skaber følelser som beskrevet ovenfor eller skaber ubehag og frygt, men som hos andre skaber fx nysgerrighed og spænding.

Denne form for reklame, som det er nærliggende at tro, bevidst tilsigter at provokere, og måske også har til formål at fremkalde indgreb fra myndighederne, bevirker en betydelig medieomtale med en deraf følgende markedsføringsfordel - en ekstra og gratis reklame, en bevidst markedsføringsstrategi.

Denne form for bevidst provokerende markedsføring, som samtidig støder og krænker et større antal personer, er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse uetisk og bør ikke finde sted.

Selskabet var ikke enig i Forbrugerombudsmandens opfattelse af reklamen, men oplyste at plakaterne var nedtaget. (2004-11131/5-32)

2.1.3.3. Reklame for Næstved Ejendomsselskab. kønsdiskriminerende

Et ejendomsselskab markedsførte et lejemål af en ejendom i en avisannonce, på internettet og i en brochure, der blev sendt til virksomheder.

Annoncen, brochurens forside og hjemmesiden viste en lettere påklædt, ung kvinde med et hjortekid i snor. En herrearm havde et godt tag i kvindens jakke. Den ledsagende tekst understøttede en opfattelse af, at kvinden står til rådighed og bliver udnyttet.

Forbrugerombudsmanden fandt, at der forelå en overtrædelse af god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1 og af retningslinierne om kønsdiskriminerende reklame, bl.a. fordi kvinden i reklamen bliver reduceret til et sexobjekt, der passivt står til rådighed og til fri afbenyttelse.

Ejendomsselskabet meddelte Forbrugerombudsmanden, at selskabet havde taget Forbrugerombudsmandens bemærkninger til efterretning og var ophørt med markedsføringen. (2004-11131/5-39)

2.1.3.4. Reklame for svineavl. Køns- og aldersdiskriminerende

I bladet ”Svineproducenten” var der indrykket en annonce med overskriften ”Træt af den gamle So?” og teksten ”- nu er det tid til at skifte hende ud med en ny!”. Halvdelen af annoncen viste et billede af en ældre, meget rynket dame.

Teksterne og billedet i reklamen var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse nedværdigende og krænkende i forhold til ældre mennesker og dermed i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1 og efter omstændigheder markedsføringslovens §2, stk. 3 om utilbørlig fremgangsmåde.

I et andet nummer af samme blad var der indrykket en annonce med overskriften ”Du kender hende godt…”. Herefter vises et billede af en kvindebarm iklædt en rød, nedringet bluse med påskriften ”Super So”. Nedenfor billedet er det anført ”…Tænk hvis alle var som hende”.

Reklamen var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsføringslovens §1 om god markedsføringsskik samt punkt 2 i Forbrugerombudsmandens retningslinier om kønsdiskriminerende reklame. Nævnte punkt 2 har følgende ordlyd:

”Reklamer, der på nedsættende eller ringeagtende måde afbilder kvinder eller mænd, herunder reklamer, hvor personer reduceres til sexobjekter, eller hvor kønnet i øvrigt anvendes på en nedværdigende eller kønsdiskriminerende måde, er i almindelighed uforenelige med for markedsføringsskik.”

Humor og ironi i reklamer er som udgangspunkt ikke problematisk set i forhold til markedsføringslovens bestemmelser. De to reklamer havde imidlertid efter Forbrugerombudsmandens opfattelse langt overskredet grænsen for, hvad der kan accepteres som humor i reklamer.

Annoncøren beklagede det skete og meddelte, at reklamerne ikke vil blive bragt igen. (2004-11131/5-41)

2.1.4. Inkasso

2.1.5. Negativ aftalebinding

2.1.6. Alkohol

2.1.7. Markedsføringslovens anvendelsesområde

2.1.8. Samfundsmæssige hensyn

2.1.9. Børn og unge

2.1.9.1. Markedsføring af vennehvervningskoncept

Et teleselskab markedsførte et koncept rettet mod børn og unge, hvor en abonnent fik 20 kr. i rabat om måneden på sit abonnement pr. ny kunde, abonnenten kunne hverve. Hvis han eller hun hvervede 6 kunder var abonnementet gratis. Konceptet blev bl.a. markedsført direkte via SMS til telefonen, som i mange tilfælde er udleveret til børn og unge af forældrene.

Forbrugerombudsmanden mente, at konceptet var i strid med god markedsføringsskik, fordi børn og unge blev brugt til at foretage salgsarbejde.

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden erkendte teleselskabet, at fremgangsmåden var i strid med god markedsføringsskik og skrev under på et tilsagn om fremover ikke at lade børn og unge udføre salgsarbejde. Teleselskabet lovede samtidig at fjerne markedsføringsmaterialet om vennehvervningskonceptet fra forhandlere og hjemmesiden inden 8 dage efter underskriften på tilsagnet. (2004-11130/5-42)

2.1.9.2. Markedsføring på skoler

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at erhvervsdrivende bør vise særlige hensyn, når markedsføring retter sig mod børn og unge, fordi børn og unge er nemt påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans. Derfor må markedsføring som udgangspunkt ikke finde sted i skoler, i daginstitutioner og lignende steder, hvor unge færdes i dagligdagen. Der henvises i det hele til markedsføringslovens §1 om god markedsføringsskik og til Forbrugerombudsmandens vejledning "Børn, unge, markedsføring".

Sponsorering af sportsanlæg på skole
Flere virksomheder havde støttet etableringen af en multibane i skolegården på en skole mod, at hver virksomhed fik en bandereklame på 1 x 1 meter på banens bande.

Denne markedsføring af lokale erhvervsdrivende på skolens område var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. Forbrugerombudsmanden rettede derfor henvendelse til virksomhederne og bad dem foranledige, at bandereklamerne på skolen blev taget ned.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at erhvervsdrivende dog ikke var afskåret fra at yde støtte til fx en skole. Dette kan ske under iagttagelse af principperne i Forbrugerombudsmandens vejledning "Børn, unge og markedsføring". Det betyder fx, at sponsor i forhold til eleverne i mindst muligt omfang må blive synliggjort. I forhold til omverdenen uden for skolen er sponsor derimod ikke afskåret fra fx at synliggøre sponsoratet i virksomhedens annoncer, dog efter aftale med den pågældende skole.

Bandereklamerne blev fjernet fra banen i skolegården. (2004-11130/5-32)

Reklamer på skolefrugt
Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på, at der i skolerne kørte en kampagne for skolefrugt, hvor der på frugten var påsat klistermærker med forskellige figurer fra børne-tv-kanalen Cartoon Network. Når børnene havde samlet tyve forskellige mærker i et hæfte, kunne de få en gave.

Denne markedsføring af tv-kanalen i skolen, hvor unge færdes i dagligdagen, var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. Tv-kanalen fik på denne måde utvivlsomt en værdifuld markedsføring plantet lige midt ind i målgruppen og på en måde, der skaber betydelig interesse og kendskab til tv-kanalen, nemlig ved at bruge midler der appellerer til de unge, og som passer ind i deres legeunivers.

Klistermærkerne, der var reklame for Cartoon Network, blev på Forbrugerombudsmandens opfordring fjernet fra skolefrugten. (2004-11130/5-36)

2.1.9.3. Internettet

Børn og unge er flittige brugere af de nye medier både som arbejdsredskab og som underholdning. Når de opsøger hjemmesider med underholdning, leg og spil, vil de hurtigt blive opslugt af underholdningen/legen/spillet. Hvis de i legen/spillet bliver udsat for reklame, vil mange ikke gennemskue dette, eller de har ikke tid til at lægge mærke til det eller tænke over det.

Netstationen ”Højhuset”
Forbrugerombudsmanden tog en sag op om chatrummet ”Højhuset”, der er et frit tilgængeligt chatrum og legested for børn og unge. Samtidig var det et avanceret reklameunivers, hvor virksomheder kunne købe sig ind og være en del af chatten i form af reklamer, der ind imellem indgik på forskellig vis. Fx dukkede der med jævne mellemrum mærkevarer op som rekvisitter i legen. Grænsen mellem chatten/den interaktive leg og markedsføring var flydende og gik op i en højere enhed.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at erhvervsdrivende, når de retter deres markedsføring mod børn og unge, må vise særlig hensyn, fordi børn og unge er nemt påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans. Jo mere sofistikeret en markedsføring er, jo sværere er det for børn og unge at identificere reklamen. Brugen af levende billeder og lyd og interaktiviteten betyder en mere intens og direkte påvirkning af brugerne, og grænsen mellem reklamer og information, underholdning og spil bliver mere flydende. Derfor er det vigtigt, at der er en klar adskillelse mellem reklame/markedsføring, og underholdning, spil, legeaktiviteter mv. i interaktive medier, når der er tale om markedsføring rettet mod børn og unge.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at denne sammenblanding af chat, leg, spil og markedsføring i ”Højhuset”, der var målrettet børn og unge, var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. Det var endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der var tale om skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1.

Den intense påvirkning blev forstærket af, at en del af legen var at optjene MoNetter, at forbedre ens ”Level” samt at erhverve eget privat chatrum. Optjeningen afhang af, hvor længe man opholdt sig i chatrummet. Samtidig var der mulighed for køb af virtuelt tilbehør via en indholdstakseret SMS.

Forbrugerombudsmanden fandt, at ikke alle unge, - som følge af deres iver og koncentration omkring chatten/legen og konkurrencemomentet - kan overskue de økonomiske konsekvenser af eventuelle køb at virtuelle ting for at forbedre deres position.

Sagen blev afsluttet ved, at konceptet blev ændret omkring ”Højhuset”. De integrerede reklame chatrum udgik af netstationen. Brugere af ”Chat i Højhuset”, der er under 18 år, skal fremover have forældres tilladelse til at købe via SMS, og der kan ikke købes for mere end 55 kr. om måneden. Systemet vil automatisk blokere, hvis brugerne forsøger at købe for mere end 55 kr. om måneden.

Sagen er også omtalt under afsnittet ”Reklameidentifikation”. (2004-11109/5-48)

2.1.10 Forbrugerombudsmandens internationale samarbejde

Forbrugerombudsmandens deltagelse i internationale håndhævelses- og samarbejdsfora vedrørende markedsføring spiller en stadig større rolle i Forbrugerombudsmandens daglige arbejde.

Ikke mindst i takt med internettets udbredelse med muligheden for E-handel og udviklingen af det indre marked i EU har internationalt samarbejde om håndhævelsen af forbrugerlovgivning fået en stigende betydning. Forbrugernes muligheder for at anskaffe varer og tjenesteydelser på tværs af landegrænserne er steget, men det er mulighederne for at vildlede forbrugerne også. Allerede i 1991 tog Forbrugerombudsmanden derfor initiativ til etablering af et netværkssamarbejde mellem de internationale håndhævelsesmyndigheder, ICPEN (International Consumer Protection and Enforcement Network .

Samarbejdet, der p.t. omfatter 34 lande, er åbent for organisationer fra samtlige OECD-lande og fra lande med observatørstatus i OECD. Som regel er deltagerlandene repræsenteret ved den statslige myndighed, der varetager håndhævelsen af markedsføringslovgivningen. Netværkets overordnede mål er at fremme praktiske tiltag, der kan forhindre grænseoverskridende uetisk markedsføring. Netværket skal desuden fremme udvekslingen af oplysninger, der kan udbrede kendskabet hertil, og den måde hvorpå de forskellige lande forholder sig til det. Netværkets arbejdsområde omfatter ikke produktsikkerhed eller tilsyn med pengeinstitutter. Netværket skal normalt og principielt ikke føre enkeltsager, men mellem de myndigheder, der er repræsenteret i netværket, foreligger en fælles og uformel aftale om at bistå hinanden i håndhævelsessager. Forbrugerombudsmanden deltager desuden i et særligt europæisk forum af ICPEN. ICPEN Europe har det samme overordnede formål som det globale netværk, men omfatter alene EU og - EØS-landene.

Betydningen af ICPEN Europe forventes imidlertid reduceret efter vedtagelsen i EU den 27. oktober 2004 af en forordning, 2006/2004, om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (forkortet CPC for Consumer Protection Cooperation).

Vedtagelse af forordningen er en naturlig og nødvendig videreudvikling af ICPEN-Europe, som – i lighed med det globale netværk - er et uformelt og frivilligt samarbejdsforum. Flere og flere regler på det forbrugerpolitiske område er fælles europæiske, og ledsagende og ensartede håndhævelsesforanstaltninger er derfor vigtige.

Bl.a. på denne baggrund etablerer forordningen et formelt og bindende samarbejde mellem de europæiske håndhævelsesmyndigheder. Forordningen finder anvendelse på overtrædelser af EU-retsakter (for tiden i alt 15), som beskytter forbrugernes kollektive interesser.

I hver medlemsstat skal der udnævnes myndigheder, der kan varetage forpligtelserne efter forslaget. Der skal være tale om offentlige myndigheder, som er beføjet til at håndhæve forbrugerbeskyttelseslovgivningen – fx ved at kræve relevante dokumenter, at anmode om supplerende relevant information, at kræve nedlæggelse af forbud mod en ulovlig handling og få beslaglagt midler mv. I Danmark vil Forbrugerombudsmanden blive udpeget som den centrale myndighed. Til nærmere fastlæggelse af CPC-samarbejdets form og indhold samt forordningens anvendelse mv. skal der desuden nedsættes en komité og udpeges et kontaktpunkt, der kan sikre behørig koordination mellem de udnævnte myndigheder. I Danmark forventes Forbrugerombudsmanden udpeget til komitémedlem og Forbrugerstyrelsen som kontaktpunkt. Rammerne om CPC-samarbejdet skal være etableret inden udgangen af 2005, og selve samarbejdet træder i kraft i slutningen af 2006.

Udover ICPEN og CPC arbejdet deltager Forbrugerombudsmanden i forskellige andre samarbejdsfora. Mellem de nordiske Forbrugerombudsmænd er der således indgået en egentlig og formel samarbejdsaftale om gensidig repræsentation og håndhævelse ved FO/KO-ernes respektive domstole i sager vedrørende grænseoverskridende ulovlig markedsføring. Aftalen omfatter også varetagelse af enkeltsager vedrørende den samme lovgivning som CPC-samarbejdet.

Endvidere er Forbrugerombudsmanden i OECD-regi udpeget som koordinator og kontaktperson for Danmark i relation til OECD’s retningslinier om beskyttelse af forbrugerne for vildledende og bedragerisk markedsadfærd over grænserne (”Cross-Border Fraud Guidelines”).

Desuden deltager Forbrugerombudsmanden i ”London Action Plan”, der består af forbruger- og databeskyttelsesmyndigheder fra 20 lande. Formålet med aktionsplanen, der blev etableret i slutningen af 2004, er at fremme samarbejdet vedrørende spam og spamrelaterede problemer, som fx online fup og computervirus.

Endelig deltager Forbrugerombudsmanden i CNSA (Contact Network of Spam Authorities) samarbejdet. Der er tale om et uformelt “anti-spam” håndhævelsessamarbejde blandt forbrugere, IT- og databeskyttelsesmyndigheder i foreløbig 13 europæiske lande. I samarbejdet, som ligeledes blev etableret i slutningen af 2004, er etableret en fælles procedure for behandling af klager vedrørende grænseoverskridende, europæisk spam med henblik på at identificere og forfølge spammere i hele Europa.

2.1.11. Andet

2.1.11.1. Forbrugerombudsmandens hjemmeside ”hvadergodskik”

Forbrugerombudsmanden lancerede den 17. maj 2004 en ny hjemmeside. Man kan finde hjemmesiden ”hvadergodskik” på www.forbrug.dk under ”Forbrugerombudsmanden”.

Hjemmesiden har til hensigt at give let og forståelig information om den lovgivning, som Forbrugerombudsmanden har tilsyn med. Desuden kan man læse om Forbrugerombudsmandens fortolkning og holdning til disse love og regler.

En væsentlig baggrund for oprettelsen af hjemmesiden er et ønske fra virksomheder og erhvervsorganisationer om bedre og lettere information.

Hjemmesiden bør endvidere kunne tjene virksomheder og organisationer som et redskab til bedre selvregulering, idet man på hjemmesiden bør kunne hente inspiration til at skabe bedre kundeforhold.

Opbygning/indhold
Indholdet bygger på Forbrugerombudsmandens tilsynsvirksomhed og de udtalelser og afgørelser mv., som findes på www.forbrug.dk, og som har været trykt i Juridisk Årbog. Nye udtalelser mv. vil løbende blive lagt på hjemmesiden.

Den ny hjemmeside vil på en overskuelig og let forståelig måde informere om Forbrugerombudsmandens praksis og holdninger. Man kan søge yderligere oplysninger om de enkelte områder eller emner, fx de bagvedliggende konkrete sager, domme, retningslinier, vejledninger etc.

Man kan også søge på relevante søgeord (emner/områder) og på lovene og disses paragraffer.

Hjemmesiden har hidtil indeholdt materiale om markedsføringslovens § 1 samt hertil hørende retningslinier og vejledninger.

Hjemmesiden vil være fuldt udbygget i foråret 2005 og vil blive relanceret i forbindelse med et generelt redesign af www.forbrug.dk. Herefter vil alle de love, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn efter og har afgivet udtalelser om – primært markedsføringsloven og betalingsmiddelloven, men også tobaksloven og e-handelsloven – være omtalt på hjemmesiden.

Udviklingen af markedsføringsretten – i dialog.
Markedsføringsretten er dynamisk og vil i høj grad skulle tilpasses samfunds- og erhvervsudviklingen. Nye adfærdsnormer, handelsformer, teknologier mv. vil have afgørende indflydelse på, hvad der må anses for ”god markedsføringsskik”.

Forbrugerombudsmanden vil fortsat gennem forhandlinger med organisationer og virksomheder, og ved forhåndsbeskeder, ved udstedelse af retningslinier og vejledninger give udtryk for, hvad der må anses for god markedsføringsskik inden for forskellige områder.

Oprettelsen af ”hvadergodskik.dk” vil ikke ændre på den hidtidige forhandlings- og dialogform.

”Hvadergodskik” har hidtil været udformet således, at der i tilknytning til den enkelte forbrugerombudsmandstilkendegivelse på hjemmesiden har været mulighed for virksomheder, organisationer, forbrugere og andre elektronisk at fremsætte deres kommentarer til Forbrugerombudsmandens forståelse af markedsføringsretten.

Denne mulighed for direkte dialog om markedsføringsretten og udviklingen af denne har ikke været benyttet.

I forbindelsen med relanceringen af hjemmesiden, vil Forbrugerombudsmanden i stedet fra tid til anden give udtryk for synspunkter og meninger inden for forskellige områder af markedsføringsretten eller forbrugerområdet. Synspunkter som kan være debatskabende eller opfordringer til en ændret praksis/lovgivning på bestemte områder.

Forbrugerombudsmanden vil være indstillet på at gengive eventuelle modtagne kommentarer på hjemmesiden.

2.1.11.2. Pilotprojekt: Fokusgruppe – forbrugerdialog

Et overordnet mål med Forbrugerombudsmandens arbejde efter markedsføringsloven er bedst muligt at varetage hensynet til forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden bygger i høj grad sit arbejde og sin prioritering af opgaverne på de henvendelser, han får fra forbrugere – både skriftligt, som e-mails og over telefonen. Forbrugerombudsmanden har også som mål på andre måder at komme i direkte dialog med almindelige forbrugere.

Som et forsøg herpå har Forbrugerombudsmanden i 2004 haft nedsat en ForbrugerFokusgruppe på 15 personer, som har deltaget i to møder hos Forbrugerombudsmanden.

Gruppen var repræsentativt sammensat med personer fra hele landet og valgt på baggrund af tilmeldinger via vor hjemmeside og opslag mv. på en række biblioteker i landet.

På de to møder præsenterede Forbrugerombudsmanden sine arbejdsmetoder og aktuelle projekter. De enkelte medlemmer af gruppen fik mulighed for at drøfte de problemer, som de støder på i deres hverdag.

Det var Forbrugerombudsmandens konklusion, at der var en meget fin sammenhæng mellem de problemer, som forbrugerne oplever, og de prioriteringer som Forbrugerombudsmanden foretager. Forbrugerombudsmanden blev bestyrket i vigtigheden af at skride ind over for markedsføringsmetoder, som opleveres som generende af mange forbrugere, fx forkerte priser og prismarkedsføring, børn og unge, og problemer inden for telebranchen, herunder med SMS´er.

Et arbejde med fokusgrupper er tidskrævende, og Forbrugerombudsmanden vil overveje om denne metode skal fortsætte, eller om der er andre og bedre måder at komme i en direkte dialog med forbrugerne på. (2004-1107/5-29)

2.2. Lovens § 2.

2.3. Lovens § 3. Brugervejledninger

2.4. Lovens § 4. Garantier

2.5. Lovens § 5. Forretningskendetegn

2.6. Lovens § 6. Tilgift

2.6.1. Tilbud om lånebil under reparation af biler

En bilforhandler spurgte Forbrugerombudsmanden om det er lovligt at markedsføre et tilbud, hvor forbrugere tilbydes en gratis lånebil, mens forhandleren reparerer forbrugerens bil.

Forbrugerombudsmanden henviste indledningsvis til § 6 i markedsføringsloven om ulovlig tilgift og til Sø- og Handelsrettens dom fra 1985, der er optrykt i UfR 1985 s. 645, hvor et selskab blev dømt for at have markedsført en ordning, hvor kunder, som fik repareret biler mod betaling, fik stillet en erstatningsbil til rådighed gratis eller næsten gratis.

Han er derimod ikke afvisende over for, at der kan være sket en glidning hen imod, at fænomenet med tilbud af lånebil i forhold til tidligere er blevet et mere naturligt led i den service, der tilbydes i forbindelse med reparation.

I forbindelse med skader, der er dækket af en forsikring, yder forsikringsselskaberne den service, at kunderne kan låne en bil i reparationsperioden. I denne situation er der ikke tale om ulovlig tilgift, men lånebilen er et led i den aftale, som forsikringstageren og forsikringsselskabet har indgået.

Tilbud om lånebil under reparation er blevet en naturlig del af forsikringsydelsen, og vederlaget herfor er inkluderet i forsikringspræmien.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det mindre rimeligt, at forsikringsselskaberne har adgang til at yde den omhandlede service, men ikke de enkelte reparatører, selvom ydelserne fremtræder som ensartede.

Derudover oplyste han, at han har forståelse for, at en ordning med lånebil er meget praktisk for forbrugerne, og er derfor af den opfattelse, at ældre retspraksis ikke bør stå i vejen for sådanne hensigtsmæssige løsninger.

Derfor tilkendegav han, at han fandt det tvivlsomt, om tilbud om lånebil under reparation fortsat vil være at anse som ulovlig tilgift, samt at han ikke har til hensigt at forfølge eventuelle sager herom.

Afslutningsvis bemærkede han dog, at brugen af ordet ”gratis” efter hans opfattelse vil være i strid med § 2, da udgiften til lånebil naturligvis skal betales af dem, der sætter biler til reparation hos den erhvervsdrivende. Udgifterne må formodes at blive indkalkuleret i prisen for de enkelte reparationer. (2004-1139/5-8)

2.7. Lovens § 6a. Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere

2.7.1. Markedsføringslovens § 6a – Spam

Ny samlet vejledning
Forbrugerombudsmanden modtager stadig flere klager over spam (uanmodet elektroniske henvendelser) – også over danske virksomheder.

Reglen giver endvidere anledning til mange tvivlsspørgsmål fra virksomhedernes side, og Forbrugerombudsmanden har derfor fundet det nødvendigt at udarbejde en detaljeret vejledning om forståelsen af reglen.

En vejledning fra Forbrugerombudsmanden kan betragtes som en "generel forhåndsbesked", hvor Forbrugerombudsmanden informerer om sine synspunkter vedrørende markedsføringsmæssige spørgsmål på bestemte områder. Forbrugerombudsmanden har pligt til at komme med sin tilkendegivelse af konkrete forhåndsanmodninger, uanset om der foreligger retspraksis eller ej.

Denne vejledning indeholder de krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som hovedregel kan stilles til markedsføringen, hvis erhvervsdrivende ønsker at rette henvendelse til nogen ved hjælp af elektronisk post mv. uden at komme i konflikt med markedsføringslovens § 6a og efter omstændighederne med reglerne om god skik efter markedsføringslovens § 1.

Samtidig med udstedelse af vejledningen ophæves Forbrugerombudsmandens orientering om markedsføringslovens § 6a fra 2000 og Forbrugerombudsmandens orientering om undtagelsen til bestemmelsen som følge af ny regulering fra 2003.

Nedenfor følger en række af de spørgsmål der har været forelagt Forbrugerombudsmanden i løbet af 2004.

2.7.2. Bladindstik

Forbrugerombudsmanden har tidligere udtalt, at bladindstik (reklamemateriale, der lægges i fx et dameblad eller et pc-blad, eller i en avis), der sendes til abonnenterne, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er omfattet af bestemmelsen, da det kan sidestilles med kuvertfyld. Dvs., at bladindstik skal respektere en notering i CPR-registeret. Forbuddet fungerer imidlertid ikke i praksis på bladområdet, og Forbrugerombudsmanden modtager aldrig klager over dette. Forbrugerombudsmanden har derfor besluttet ikke at gribe ind over for bladindstik i aviser og blade, medmindre omfanget af indstik i den enkelte avis mv. bliver for omfattende (2004-1107/5-33).

2.7.3. Politiske partiers brug af e-mail, SMS mv.

Et nyt element i en politisk valgkamp er brugen af e-mail- og SMS-kampagner. Dvs. kampagner, hvor man sender politiske budskaber til en person via mail eller SMS og/eller kampagner, hvor man opfordrer en person til at videresende politiske budskaber via mail eller SMS. En kampagne kan også indeholde opfordringer til at melde sig ind i partiet eller til at donere et pengebeløb til partiet. Brugen af sådanne kampagner rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt at sende politiske budskaber uopfordret til en person via mail eller SMS.

Forbrugerombudsmanden har afgivet en forhåndsbesked efter markedsføringslovens § 18 vedrørende spørgsmålet.

Konklusionen var, at forbuddet mod at udsende uanmodede e-mail og SMS i markedsføringslovens § 6a kun omfatter erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på afsætning. Hvem der må anses for at være erhvervsdrivende, afgøres i overensstemmelse med markedsføringslovens § 1. Det betyder, at fx politiske foreninger ikke er omfattet af bestemmelsen, medmindre de tillige udøver privat erhvervsmæssig virksomhed eller offentlig virksomhed, som kan sidestilles hermed, og henvendelsen rettes til nogen som led i denne virksomhed.

Man skal dog være opmærksom på, at uopfordrede e-mails og SMS samt opfordringer til videresendelse af sådanne, kan være et irritationsmoment for mange personer, selvom det er juridisk tilladt. (2004-1100/5-315)

2.7.4. Køb af varer

Et teleselskab bad Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked om fortolkningen af undtagelsen i markedsføringslovens § 6a, stk. 2.

Selskabet ønskede at markedsføre sig via e-mail og SMS til eksisterende kunder, idet selskabet gjorde gældende, at den kvartalsvise betaling af telefonregningen måtte sidestilles med et køb af en tjenesteydelse, og at selskabet dermed var berettiget til at udsende markedsføringsmateriale i overensstemmelse med undtagelsen i bestemmelsens stk. 2. Forbrugerombudsmanden var ikke enig i, at betaling af telefonregningen kunne sidestilles med køb af en vare eller tjenesteydelse, og undtagelsen i markedsføringslovens § 6a, stk. 2, kunne derfor ikke anvendes. (2004-1100/5-172).

2.7.5. Er pressemeddelelser omfattet af § 6a

En virksomhed ønskede at udsende en omarbejdet version af sit nyhedsbrev som en pressemeddelelse og spurgte Forbrugerombudsmanden, om pressemeddelelser var omfattet af markedsføringslovens § 6a.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at pressemeddelelser som udgangspunkt må sidestilles med markedsføring. En pressemeddelelse, der udelukkende sendes til forskellige medier, har imidlertid normalt ikke til formål at sælge noget direkte til modtageren (mediet). En pressemeddelelse vil derfor normalt ikke være omfattet af markedsføringslovens § 6a. Hvis pressemeddelelsen derimod udsendes til andre modtagere, skal markedsføringslovens § 6a, stk. 1 og 2 iagttages. (2004-1100/5-205)

2.7.6. Er ”Bluetooth” omfattet af ”elektronisk post”

Forbrugerombudsmanden blev spurgt om begrebet ”elektronisk post” i markedsføringslovens § 6a, også omfattede den såkaldte ”Bluetooth” teknologi (trådløs overførsel af data). Ved brug af denne teknologi kan der overføres reklamebudskaber til fx en mobiltelefon. Efter Forbrugerombudsmandens umiddelbare opfattelse er denne teknologi omfattet af begrebet ”elektronisk post” i markedsføringslovens § 6a, og overførsel af reklame til fx mobiltelefoner via ”Bluetooth” teknologien kræver derfor, at reglerne i markedsføringslovens § 6a iagttages, herunder kravet om samtykke. (2004-1100/5-331)

2.8. Lovens § 7. Mængdebegrænsning

2.9. Lovens § 8. Rabat

2.10. Lovens § 9. Præmiekonkurrencer

2.10.1. Købsbetinget konkurrence og tilgift ved oprettelse af internetabonnement

Et internetfirma markedsførte i sommeren 2003 sine produkter under en kampagne, hvor man kunne deltage i en stor sommerkonkurrence. Det var en betingelse for at deltage i konkurrencen, at man bestilte et internetabonnement. Desuden kunne man frit vælge en musik-cd, hvis man tegnede et internetabonnement.

Forbrugerombudsmanden meldte firmaet til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens §§ 6 og 9 om tilgift og købsbetingede konkurrencer.

Virksomheden erkendte det strafbare forhold og modtog et bødeforlæg fra politiet på 225.000 kr., som virksomheden valgte at betale. (2003-1150/5-15)

2.11. Retningslinier/vejledninger

2.11.1. Opdateret vejledning om tilgift og konkurrencer

Forbrugerombudsmanden foretog i juni 2004 en opdatering af sin vejledning om tilgift og konkurrencer fra marts 1995. Opdateringen afspejler den seneste domspraksis og Forbrugerombudsmandens praksis på de respektive områder. Samtidigt blev der foretaget visse sproglige justeringer.

Det nye i vejledningen er, at værksteders tilbud med ”lånebil i reparationstiden” efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke længere betragtes som ulovlig tilgift. Forbrugerombudsmanden finder ordningen med lånebil meget praktisk for forbrugerne og finder ikke, at ældre retspraksis bør stå i vejen for naturlige, hensigtsmæssige og praktiske løsninger.

Den nye vejledning præciserer desuden, hvad der skal forstås ved en købsbetinget konkurrencedeltagelse, som er forbudt efter markedsføringslovens § 9. Sø– og Handelsretten fortolkede markedsføringslovens forbud i 2 domme fra december 2003, og fortolkningen, der modificerer Forbrugerombudsmandens hidtidige praksis, fremgår ligeledes af vejledningen.

Den nye vejledning trådte i kraft den 1. juli 2004 og var forinden udstedelse i høring hos de berørte organisationer, som hilser opdateringen velkommen. Vejledningen indeholder de krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som regel kan stilles til markedsføringen, hvis erhvervsdrivende ønsker at give gaver og afholde præmiekonkurrencer uden at komme i konflikt med markedsføringsloven. (2004-1107/5-32)

2.11.2. Vejledning om markedsføring af flybilletter hvor der er et begrænset antal billetter til salg

Forbrugerombudsmanden udsendte i 2004 en vejledning, som er udstedt efter norsk forbillede. Vejledningen udtrykker, hvilke krav Forbrugerombudsmanden efter markedsføringsloven stiller til markedsføring af flybilletter, hvor der kun udbydes et begrænset antal pladser til den annoncerede pris. Vejledningen kan betragtes som en generel forhåndsbesked til virksomhederne.

Vejledningen er inddelt efter, om der markedsføres kampagnepriser eller faste lave priser.

Fælles for begge områder er, at begrænsninger i tilbuddene skal oplyses med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt som markedsføringens hovedbudskab. Desuden skal markedsføringen ophøre eller ændres umiddelbart, eller så snart det er muligt, efter at den annoncerede pris ikke er gældende længere, eller billetterne er udsolgte. Ved markedsføring på internettet skal reklamer ændres, umiddelbart efter billetterne er udsolgte. Dette gælder også, hvis den annoncerede pris ikke længere er gældende for alle destinationer.

For kampagnepriser skal det fremgå af markedsføringen, at der er tale om en kampagne. Desuden er den væsentligste regel, at hvis der fra kampagnens start udbydes så få billetter til den annoncerede kampagnepris, at der er færre end 20 stk. pr. dag, skal dette fremgå af markedsføringen. Hvis de billetter der udbydes til den annoncerede kampagnepris er forbeholdt visse ugedage, skal dette oplyses i markedsføringen. Det skal i så fald fremgå, at tilbuddet for eksempel ikke gælder afgange på torsdage, fredag og søndage eller på nærmere angivne helligdage. Det skal også fremgå af markedsføringen, hvis billetterne til den annoncerede kampagnepris kun gælder visse af de destinationer, som flyselskabet sædvanligvis flyver til.

For markedsføring af flybilletter til faste lave priser gælder det, at de priser der annonceres med skal være repræsentative, hvilket vil sige, at der til enhver tid skal være en reel mulighed for at finde frem til billetter til den annoncerede pris, samt at det til enhver tid skal være muligt at få fat i billetter til den annoncerede pris inden for en periode på 3 måneder regnet fra annonceringstidspunktet.

Begrænsninger i tilbuddet skal fremgå af markedsføringen. Det skal således bl.a. fremgå af markedsføringen:

Endelig er der i vejledningen nogle regler om tilgængelighed ved bestilling. Både ved forespørgsler via telefonen og via internettet skal det på en let tilgængelig og forståelig måde oplyses på hvilke datoer og til hvilke afgange, man kan få billetter til den annoncerede pris. Forbrugeren bør ikke være nødt til at spørge om eller søge på internettet på hver enkelt dato for at finde frem til billetterne til de annoncerede priser.

Vejledningen trådte i kraft 1. oktober 2004. (2003-1100/5-38)

2.11.3. Nye retningslinier for god markedsføringsskik på teleområdet

Gennem de seneste år har der vist sig et synligt behov for at forbedre forbrugerforholdene på telemarkedet, hvilket bl.a. støttes af de mange henvendelser, som Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet har modtaget, ligesom Forbrugerklagenævnet og Teleankenævnet har haft en stor tilgang af klager på teleområdet.

Markedet for telefoni er blevet stadig mere komplekst i takt med udbredelsen af nye teknologiske muligheder og har været præget af intensiveret konkurrence, komplicerede aftalevilkår og en vanskeligt gennemskuelig prisstruktur, der betyder, at markedsføringen af teleydelser har været vanskelig at overskue for forbrugerne.

På denne baggrund blev der nedsat en mindre arbejdsgruppe med det formål at forberede et oplæg til retningslinier på teleområdet. Fremgangsmåden med nedsættelse af en arbejdsgruppe var ny og havde til formål at sikre, at der blev taget højde for, at telemarkedet er et både teknologisk, praktisk og lovgivningsmæssigt kompliceret område.

Arbejdsgruppen har været en succes, og Forbrugerombudsmanden kunne efter forhandling med bl.a. Telekommunikationsindustrien i Danmark samt relevante forbruger- og erhvervsorganisationer, i december 2004 udstede retningslinier om god markedsføringsskik på teleområdet. Retningslinierne, der trådte i kraft den 1. april 2004, skal ses som et supplement til den enhver tid gældende lovgivning på teleområdet.

Retningslinierne skal bl.a. sikre forbrugerne klar information om priser og aftalevilkår for køb af teleudstyr og teletjenester samt bedre kundeservice.

Nedenfor redegøres kort for nogle af de væsentligste punkter i retningslinierne. Retningslinierne findes på www.forbrug.dk.

Krav om samlet mindstepris
En af de vigtigste forbedringer for forbrugerne er en forpligtelse for teleselskaberne til at annoncere med den samlede pris ved køb af fx en mobiltelefon med abonnement. Den pris forbrugeren som minimum kommer til at betale, skal oplyses i annoncer mv. som ét samlet beløb. Både prisen for telefonen, abonnement i bindingsperioden, evt. oprettelsesgebyr og andre omkostninger skal være indeholdt i dette beløb.

Dette skal gøre det nemmere for forbrugerne at vurdere og sammenligne de forskellige tilbud på teleområdet.

Øvrige oplysningskrav
Hvis der annonceres med priser skal der - uanset hvilket medie der annonceres i – gives oplysninger om alle væsentlige faste og variable priser.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er ”flygtige medier” som fx radio og tv ikke velegnede til markedsføring af produkter med en så kompliceret prisstruktur, som der er på teleområdet. Hvis der alligevel annonceres med priser i sådanne medier, skal oplysningerne præsenteres på en måde, så de faktisk kan opfattes af seeren. Der stilles således mindst samme krav om tydelighed som ved andre former for markedsføring.

Hvis produkter sælges samlet, som fx en mobiltelefon der sælges med et abonnement, skal annoncen tydeligt fremhæve de oplysninger ved begge produkter, der har betydning for forbrugerens valg. Produkterne bør desuden præsenteres med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt.

Børn og unge
Især når det gælder mobilabonnementer, udgør børn og unge en stor målgruppe, og mange forældre vælger at udstyre deres børn med mobiltelefoner. Når der er tale om mindreårige, skal abonnementet oprettes af forældrene.

Et telefonabonnement kan i mange tilfælde sidestilles med en løbende kredit, og der er derfor en risiko for et stort forbrug eller misbrug, særligt når telefonen udleveres til et barn

En erhvervsdrivende, der ved indgåelse af en abonnementsaftale med en forbruger, bliver opmærksom på, at en telefon skal bruges af en mindreårig, må sikre, at forbrugeren er blevet vejledt om de risici, der kan være forbundet med at udlevere en mobiltelefon til et barn, ligesom der bør vejledes om mulighederne for at sikre sig mod høje regninger, fx ved brug af forskellige spærringer eller saldokontrol.

Saldokontrol er en ordning, hvor abonnementet spærres ved en aftalt beløbsgrænse. Muligheden for at oprette saldokontrol bør fremgå tydeligt af oprettelsesblanketten, når der oprettes abonnementer, hvor der skal betales efter forbrug.

Saldokontrollen skal være effektiv, og forbrugeren bør vejledes i brug og opbevaring af koden, så fx børn ikke uden forældrenes viden kan ophæve kontrollen.

Telebranchen arbejder i øjeblikket på at forbedre informationen til forældre, der udleverer mobiltelefoner til børn.

Aftaleindgåelse og –ændringer
Aftaler om teleabonnementer er ofte ganske komplicerede for den almindelige forbruger, hvilket kan føre til misforståelser. Retningslinierne skal sikre mere gennemskuelighed og balance i aftalevilkårene.

Den erhvervsdrivende skal sørge for, at der ved indgåelse af aftaler er sikkerhed om identiteten på den, der indgår aftalen. Dette gælder også, hvis der sker ændringer i aftalen.

Alle ændringer i aftalevilkår, priser mv., der er til ugunst for forbrugeren, skal varsles.

Væsentlige ændringer bør varsles ved individuel meddelelse til abonnenten, mens ændringer af mindre væsentlig karakter kan varsles ved annoncering i landsdækkende dagblade, hvis dette er aftalt, eller ved fremsendelse af en skriftlig meddelelse, eventuelt i forbindelse med en opkrævning.

Alle ændringer bør varsles, så forbrugeren reelt har mindst 14 dage til at opsige aftalen.

Kundeservice
Teleområdet har været præget af utilfredshed med de erhvervsdrivendes kundeservice. Derfor indeholder retningslinierne også forskellige krav til behandlingen af kunderne, bl.a.:

Forbrugerombudsmanden vil i 2005 følge op på om retningslinierne overholdes. (2004-1104/5-5)

| Top |

Denne side er kapitel 2 af 8 til publikationen "Forbrugerjura 2004".
Version nr. 1.0 af 17-05-2005
© Forbrugerstyrelsen 2005