7. Produktsikkerhedsloven
- 7.1 Produktsikkerhedsloven
- 7.2. Sikkerhedskrav til legetøj og levnedsmiddelefterligninger
- 7.3. EU-notifikationssystemet
7.1 Produktsikkerhedsloven
7.1.1 Ændring af produktsikkerhedsloven
Folketinget har den 4. december 2003 vedtaget en række ændringer af produktsikkerhedsloven ved lov nr. 1170 af 19. december 2003 om ændring af lov om produktsikkerhed.
Lovændringen har til formål at gennemføre direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed. Formålet med lovændringen er at supplere, skærpe og tydeliggøre den oprindelige produktsikkerhedslovs bestemmelser, samtidig med at fastholde et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved at sikre, at der kun findes sikre produkter på markedet.
Lovændringen præciserer i overensstemmelse med direktivet forholdet mellem produktsikkerhedsloven og de love, som indeholder bestemmelser om bestemte produkters sikkerhed. Det præciseres, at produktsikkerhedsloven dækker det område, som lovgivningen om bestemte produkters sikkerhed ikke omfatter. Hvis lovgivningen om et bestemt produkts sikkerhed ikke omfatter et bestemt sikkerhedsaspekt, fx brandbarhed, finder produktsikkerhedsloven anvendelse for så vidt angår dette sikkerhedsaspekt. Produktsikkerhedslovens regler om håndhævelse kan endvidere supplere særlovgivningen, hvis denne mangler en bestemt håndhævelsesbeføjelse.
Med lovændringen indføres en regel om, at der er formodning for, at et produkt, som er produceret efter en europæisk standard, er sikkert. Denne regel vil gøre det lettere for producenterne at vurdere, om deres produkter er sikre og samtidig fremme den fri bevægelighed af produkter i det indre marked. Der er endvidere indført en særlig procedure i produktsikkerhedsdirektivet, som sikrer, at disse standarder har et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.
Hvis en erhvervsdrivende bliver klar over, at han har markedsført et produkt, som senere viser sig at være farligt, bliver han efter lovændringen forpligtet til at meddele dette til den myndighed, der fører kontrol med det pågældende produkt. Myndigheden får hermed mulighed for at vurdere om de foranstaltninger, som den erhvervsdrivende har truffet, er tilstrækkelige. Myndigheden får endvidere mulighed for at vurdere, om der er behov for indgreb overfor lignende produkter, som frembyder tilsvarende risici.
Den erhvervsdrivende skal som hidtil selv træffe foranstaltninger til at sikre, at forbrugerne ikke kommer til skade, hvis et produkt viser sig at være farligt, efter det har forladt fabrikken. Dette kan ske ved udsendelse af advarsler til forbrugerne og standsning af salget. Med lovændringen bliver det præciseret, at den erhvervsdrivende i yderste konsekvens er forpligtet til at tilbagekalde produktet fra de forbrugere, der allerede har erhvervet produktet. Hvis den erhvervsdrivende ikke af egen drift træffer foranstaltninger mod et farligt produkt, har kontrolmyndigheden mulighed for at påbyde den erhvervsdrivende at træffe passende foranstaltninger. Det præciseres med lovændringen, at disse foranstaltninger kan omfatte tilbagekaldelse af produkter, som forbrugeren allerede har modtaget.
Hvis det viser sig, at et produkt, der allerede er distribueret og måske solgt til forbrugerne, er farligt, er det vigtigt, at kontrolmyndighederne kan spore oprindelsen af det farlige produkt. Kun herved er det muligt at træffe effektive foranstaltninger mod produktet. En erhvervsdrivende, der handler med et produkt, skal derfor være i stand til at oplyse kontrolmyndigheden, fra hvem han har erhvervet produktet. Som efter regnskabsloven gælder det, at den erhvervsdrivende skal opbevare disse oplysninger i 5 år.
Med lovændringen præciseres det endelig, at der kun kan undtages fra købelovens 2-årige reklamationsfrist, hvis kontrolmyndigheden har udstedt et påbud om tilbagekaldelse af produkter, der allerede er leveret til forbrugerne. Har kontrolmyndigheden derimod påbudt, at et produkt ikke længere må sælges, men ikke vurderet, at der var behov for et påbud om tilbagekaldelse af produkter, der allerede er leveret til forbrugerne, kan der ikke gøres undtagelse fra købelovens 2-årige reklamationsfrist. Der er i dette tilfælde ikke tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at bringe undtagelsesreglen i anvendelse, når kontrolmyndigheden ikke har vurderet, at produktet skal fjernes fra forbrugerne. Undtagelsesreglen udtrykker nu, hvad der antages at gælde efter hidtidig praksis. Loven trådte i kraft 15. januar 2004. (2003-101/1-7)
7.1.2. Konkrete sager
7.1.2.1. Havestol braste sammen under brug
Forbrugerstyrelsen modtog i august måned 2003 en henvendelse fra en forbruger vedrørende en klap-havestol i træ, der under brug pludselig var klappet sammen. Forbrugerens hustru kom i den forbindelse så alvorligt til skade, at hun måtte hospitalsindlægges og opereres.
Forbrugerstyrelsen bad Teknologisk Institut, Træteknik, om at undersøge forbrugerens stol og en fabriksny stol af samme model med henblik på at få undersøgt, om stolen var farlig.
Den sagkyndige undersøgelse viste, at forbrugerens stol led af generelle svagheder, der betød, at det var sandsynligt, at stolen ville bryde sammen ved almindelig brug. Da alle stole i en serie er fremstillet på samme måde, og dermed underlagt samme materialeudvælgelse og produktionsforhold, der var de væsentligste årsager til sammenbruddet, måtte det antages, at alle stole i serien havde samme risiko.
Derimod viste undersøgelsen, at den fabriksnye stol ikke havde de samme svagheder.
Importøren oplyste, at der var solgt ca. 150 stole fra den samme produktion som den havarerede stol, i perioden før 1. april 2003.
Da det ikke var muligt for forhandleren at finde frem til de specifikke købere af disse havestole, blev der ophængt en advarsel i butikken, hvor stolene var blevet solgt, ligesom der blev lagt en advarsel på Forbrugerstyrelsens hjemmeside. (2003-650/6-5)
7.2. Sikkerhedskrav til legetøj og levnedsmiddelefterligninger
7.2.1. Bliklegetøj - samleobjekt eller legetøj
Forbrugerstyrelsen foretog i samarbejde med Elektricitetsrådets markedskontrol en stikprøvekontrol af bliklegetøj. Bliklegetøjet er ofte fremstillet som kopier af "gammeldags" legetøj fra begyndelsen af det forrige århundrede. Bliklegetøjet er hovedsageligt produceret i Fjern Østen og sælges til lave priser i fx asiatiske butikker. Produkterne er ofte mærket med "kun til voksne samlere", "samleobjekt" m.v.
Legetøjsbekendtgørelsen omfatter produkter, der klart er konstrueret eller fremstillet til legeformål for børn under 14 år. Importørerne af bliklegetøjet gjorde gældende, at produkterne blev importeret og solgt som samleobjekter og ikke som legetøj. Derfor var de ikke CE-mærkede og levede heller ikke op til legetøjsstandardens sikkerhedskrav, herunder forbudet mod skarpe kanter.
Forbrugerstyrelsen forelagde spørgsmålet om, hvorvidt bliklegetøjet skal betragtes som samleobjekter, eller er legetøj omfattet af legetøjsdirektivet, for Europa-Kommissionens Ekspertgruppe vedrørende legetøjsdirektivet. Gruppen består af repræsentanter fra tilsynsmyndighederne i de enkelte EU-lande samt fra Europa-Kommissionen. Ekspertgruppen vurderede, at produkterne ikke kunne betragtes som samleobjekter for voksne bl.a. på grund af deres primitive udførsel og den måde, hvorpå de forhandles. Ekspertgruppen udtalte derfor, at der er tale om legetøj til børn under 14 år, som skal opfylde sikkerheds- og mærkningskravene i legetøjsdirektivet.
De involverede importører standsede herefter frivilligt salget af bliklegetøjet. (2002-561/6-19 og 2003-561/6-45)
7.2.2. Projekt - Markedskontrol af sugekop projektiler
I 2002 kom der et nyt tillæg til legetøjsstandarden, hvoraf fremgår, at sugekop projektiler skal have en længde på 57 mm eller mere. Årsagen hertil er, at sugekop projektiler tidligere har forårsaget kvælningsulykker. Det er derfor vigtigt, at længden på projektilet er så tilstrækkelig, at det kan fjernes, hvis et barn putter projektilet i munden, og det ved et uheld kommer til at blokere barnets luftveje.
Forbrugerstyrelsen foretog i samarbejde med Elektricitetsrådet i maj - juli 2003 en markedskontrol af sugekop projektiler for at undersøge om produkterne på markedet lever op til de nye krav. 6 af de største forhandlere/importører af legetøj samt 9 butikker blev besøgt. Der blev ved disse 15 besøg kun konstateret ét enkelt produkt, der var for kort, hos en importør af sugekop projektiler. Resten af besøgene viste, at de kontrollerede sugekop projektiler på markedet overholder kravene, dvs. at samtlige kontrollerede projektiler havde en længde større end 57 mm.
Importøren af det produkt, der ikke opfyldte sikkerhedskravene, standsede øjeblikkeligt salget samt foranledigede samtlige usolgte enheder trukket tilbage fra butikkerne. (2003-561/6-85 og 88)
7.2.3. Test af legecykler
Forbrugerinformationens laboratorium testede i foråret 2003 12 legecykler - 2 10" cykler og 10 12" cykler, og resultatet blev offentliggjort i Tænk + Test nr. 35/juni 2003.
Det fremgår af legetøjsbekendtgørelsens bilag 1, pkt. 17, at cykler med en største saddelhøjde over 635 mm ikke betragtes som legetøj, men at cykler med en største saddelhøjde under 635 mm er omfattet af legetøjsbekendtgørelsen, og derfor skal CE-mærkes.
Testen viste bl.a., at kun 3 af 12" cyklerne var CE-mærket, selv om de alle havde en største saddelhøjde under 635 mm.
Da legetøjsstandarden EN-71 kun omfatter cykler med en største saddelhøjde 435 mm, vil cykler med en største saddelhøjde mellem 435 mm og 635 mm kun kunne CE-mærkes, såfremt de er konstrueret og fremstillet i overensstemmelse med en typegodkendelse.
Forbrugerstyrelsen oplyste producenterne af 12”cyklerne herom, og anmodede dem om at indsende typegodkendelser for deres cykler. Ved overdragelsen af administrationen af legetøjsbekendtgørelsen pr. 1. januar 2004 til Sikkerhedsstyrelsen forelå der endnu ingen typegodkendelser. (2003-561/6-49)
7.2.4. Projekt - legetøj med lyd
I efteråret 2003 foretog Forbrugerstyrelsen i samarbejde med Elektricitetsrådets Markedskontrol en stikprøvekontrol af batteridrevet legetøj med lyd.
6 forskellige forhandlere blev besøgt, og 15 forskellige stykker legetøj med lyd - bl.a. våben, biler, værktøj, støvsuger m.v. - blev udtaget og testet. Testen omfattede bl.a. legetøjets lydtryksniveauer.
Undersøgelsen viste, at samtlige de udtagne produkter opfyldte sikkerheds- og mærkningskravene i henhold til legetøjsstandarden. (2003-561/6-102)
7.2.5. Fortolkning af legetøjsstandarden EN-71 vedrørende barnevognsophæng og clipsfigurer
I Forbrugerredegørelsen 2002-2003, pkt. 5.2.2.1., fremgår, at der ved redaktionens afslutning ikke var kommet svar fra den danske Working Group under Dansk Standard på spørgsmålet, om der er en risiko for, at ophæng med elastikker støder eller kiler sig fast i mundhulen på børn.
Working Groupen har nu vurderet, at monteringselastikken på barnevognsophæng eller clipsfigurer sandsynligvis ikke i sig selv udgør en kvælningsrisiko for små børn. Elastikken må derfor godt kunne gå gennem testklods A og B. Derimod må ingen dele af ophænget kunne gå gennem testklodserne.
Såfremt ophænget eller figuren bliver forsynet med en monteringsclips, vil hele legetøjet derimod være omfattet af legetøjsstandarden, jf. pkt. 5.9, idet clipsen kan udgøre en kvælningsrisiko, såfremt denne støder eller kiler sig fast i mundhulen på barnet. Ingen af delene - heller ikke clipsen - må derfor kunne gå gennem testklods A og B. (2003-561/6-54)
7.3. EU-notifikationssystemet
7.3.1. Konkrete notifikationssager
7.3.1.1. Bekendtgørelse om forbud mod salg af vandyoyoer
Forbrugerstyrelsen modtog i marts 2003 en notifikation fra Frankrig vedrørende et legetøjsprodukt kaldet en ”vandyoyo”. Der var tale om en blød væskefyldt plastikbold med en snor af samme elastiske plastikmateriale som bolden. Baggrunden for notifikationen var, at der er en kvælningsrisiko ved vandyoyoen, hvis børn svinger den over hovedet som en lasso, idet boldens elastiske snor kan vikle sig fast om barnets hals.
Forbrugerstyrelsens undersøgelser viste, at produktet fandtes på det danske marked, og at det blev den helt store ”dille” blandt danske børn i løbet af foråret 2003.
Da Forbrugerstyrelsen ikke havde modtaget rapporter om danske uheld, valgte styrelsen i første omgang at udsende en pressemeddelelse, hvori man beskrev risikoen og opfordrede forældre til at omhyggeligt at vise deres børn, hvordan man sikkert kunne bruge yoyoen.
Styrelsen modtog imidlertid efterfølgende informationer om uheld i andre europæiske lande, der var blevet fulgt op med salgsforbud i disse lande, ligesom der også blev rapporteret om uheld i Danmark. Derfor besluttede styrelsen i midten af maj 2003 at forbyde salget af vandyoyoerne.
Da vandyoyoerne blev forhandlet fra mange forskellige typer detail-butikker og i vidt omfang på kræmmermarkeder, og da det ikke var muligt for styrelsen at få kendskab til samtlige de virksomheder, som importerede produkterne til Danmark, besluttede styrelsen for første gang siden legetøjsbekendtgørelsens ikrafttræden at udstede et salgsforbud i bekendtgørelsesform.
Den 25. maj 2003 trådte bekendtgørelse nr. 365 af 23. maj 2003 om forbud mod udbud, forhandling og distribution af vandyoyoer i kraft. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 20, stk. 2, i legetøjsbekendtgørelsen og forbyder salg, udbud og distribution af vandyoyoer. En vandyoyo er i bekendtgørelsen defineret som et stykke legetøj, der består af en væskefyldt bold af blødt, elastisk materiale, hvortil der er fæstet en snor af tilsvarende materiale. (2003-561/6-46)