| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

6. Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet af almindelig interesse

6.1. Husholdningsapparater og isenkram

6.1.1. Køb af køkkenmaskine. Motoren brød sammen som følge af overbelastning. Køkkenmaskinen blev anset for mangelfuld, da årsagen til overbelastningen var, at brugsanvisningen var utilstrækkelig

En forbruger klagede over, at kødhakkeren satte sig fast første gang, hun benyttede den, hvorefter motor og gearkasse blev ødelagt. Sælgeren afviste reklamationen med henvisning til, at forbrugeren havde brugt maskinen forkert og opkrævede 950 kr. for reparationen, hvilket forbrugeren betalte under protest. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter parternes oplysninger til grund, at maskinen er gået i stykker som følge af, at der er hakket en blanding af fisk og rasp mv., som har sat sig fast i maskinen og derefter ødelagt motor og gearkasse.

Nævnet finder, at det, da det følger af brugsvejledningen, at den fine hulskive, som klageren har brugt, benyttes til at hakke fisk, små nødder, kogt kød eller lignende, ikke er åbenlyst, at den ikke kan benyttes til at hakke fisk og rasp. Det fremgår ikke af brugsvejledningen, at forbrugeren skal være forsigtig med klæge blandinger.

Nævnet finder på denne baggrund, at maskinen lider af en mangel efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, da sælgeren har forsømt at give køberen oplysninger om forhold, der har haft betydning for køberens bedømmelse af varen, ligesom brugsvejledningens utilstrækkelighed er en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 75 a.

Klageren er dermed berettiget til at få manglen afhjulpet uden omkostninger, jf. § 78 stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, hvorfor nævnet finder, at indklagede skal tilbagebetale de 950 kr., der er opkrævet for reparationen.” (2003-412/7-10)

6.1.2. En reklamation over mangler ved et komfur kunne ikke med retsvirkning for sælgeren indgives til den selvstændige reparatør, der tidligere havde udført en reparation af komfuret på sælgerens vegne. Forbrugerens henvendelse til reparatøren lå inden for købelovens reklamationsfrist, men der var først klaget til sælgeren efter fristens udløb. Da der var tale om en ny fejl, var forbrugerens reklamation over for sælgeren derfor fremsat for sent

11 måneder efter købet af et komfur holdt 2 plader op med at virke. Sælgeren (indklagede 1) henviste forbrugeren til at kontakte en selvstændig reparatør (indklagede 2), der reparerede komfuret på sælgerens vegne. Kort tid efter begyndte komfuret at hyle. Klageren kontaktede den reparatør, der tidligere havde repareret komfuret. Reparatøren oplyste, at der var tale om en ny fejl og krævede 2.807,50 kr. for reparationen. Forbrugeren sendte regningen videre til sælgeren, der afviste at betale den. Sælgeren henviste til, at der var tale om en ny fejl, og at reklamationen var fremsat for sent.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Efter fejlmeldingerne på servicerapporterne sammenholdt med de i sagen foreliggende tekniske oplysninger lægger Forbrugerklagenævnet til grund, at der har været tale om to forskellige fejl ved komfuret. Da der således ikke er påvist fejl ved indklagede 2´s reparationer, er indklagede 2´s vederlagskrav berettiget.

Ifølge § 83 i den dagældende købelov skulle en køber, der ville påberåbe sig en mangel, give sælgeren meddelelse herom inden et år efter salgsgenstandens overgivelse til ham. I modsat fald mistede køberen retten til at gøre manglen gældende over for sælgeren. Komfuret er leveret til klageren den 12. august 2000. Klagerens reklamationsfrist udløb derfor den 12. august 2001 og var dermed udløbet på det tidspunkt, da klageren rettede henvendelse til indklagede 1 vedrørende den sidst konstaterede fejl.

Indklagede 1 havde efter klagerens første reklamation henvist klageren til at få fejlen rettet hos indklagede 2, der er en i forhold til indklagede 1 selvstændig reparatør. Indklagede 2´s regning for reparationen blev udstedt til klageren som den, der havde bestilt reparationen, og klageren videregav i overensstemmelse med aftalen med indklagede 1 regningen til denne til betaling. Nævnet finder ikke, at klageren under disse omstændigheder med rette har kunnet forvente, at fremtidige reklamationer over mangler ved komfuret ville kunne indgives til indklagede 2 med bindende virkning for indklagede 1. Klagerens reklamation den 7. august 2001 til indklagede 2 kan derfor ikke tillægges retsvirkning i forhold til indklagede 1. Idet klagerens reklamation til indklagede 1 således er for sent fremsat, er klageren ikke berettiget til at kræve, at indklagede 1 betaler faktura nr. 66079 fra indklagede 2.” (2003-4112/7-6)

6.2. Radio/tv mv.

6.2.1. Urigtige oplysninger om førprisen for et fjernsyn berettigede køberne til et prisafslag

I en udsalgsannonce var et fjernsyn annonceret til salg for 7.899 kr. med angivelsen: ”SPAR 7.096,-”. Besparelsen fremkom ved sammenligning med markedsprisen, som i annoncen var oplyst til 14.995 kr. To uger senere annoncerede samme forretning fjernsynet til salg for 7.995 kr. med angivelse af en besparelse på 2.000 kr. Annoncen henviste herved til forretningens normalpris på 9.995 kr. To forbrugere, der havde købt fjernsynet på baggrund af udsalgsannoncen, indbragte sagerne for Forbrugerklagenævnet, der afgjorde begge sager således:

”Klageren købte den 6. januar 2003 det omhandlede fjernsyn på baggrund af indklagedes prisannonce, hvori indklagede reklamerede med, at markedsprisen for fjernsynet var 14.995 kr., at indklagedes pris var 7.899 kr., og at en køber dermed ville spare 7.096 kr. Klageren var derfor ved købets indgåelse berettiget til at forvente, at han fik fjernsynet til lidt over halv pris set i forhold til ”markedsprisen”

Om sammenligninger med en markedspris hedder det i Forbrugerombudsmandens vejledning fra februar 2002 om prismarkedsføring bl.a., jf. Juridisk Årbog 2001, s. 75:

”En sammenligning af egen pris med en markedspris forudsætter, at det kan dokumenteres, at varen sælges til den angivne markedspris på den del af markedet, det er rimeligt at sammenligne sig med. Det er i øvrigt Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udtrykket ”markedspris” må forstås på samme måde som udtrykket ”normalpris”.”

Om sammenligninger med normalpris hedder det bl.a., jf. samme sted s. 74:

”Ved en sådan sammenligning med andres normalpris bør den erhvervsdrivende kunne dokumentere, at alle forretninger, det efter omstændighederne er rimeligt at sammenligne sig med, sælger varen eller tjenesteydelsen til den angivne normalpris. Præciseres det, hvilke erhvervsdrivende der sammenlignes med, skal dokumentationen blot angå disse forretningers normalpris.”

Om sammenligning med en vejledende pris hedder det bl.a., jf. samme sted s. 75:

”En vejledende pris er den pris, som importøren eller et andet tidligere salgsled har foreslået detailhandleren at videresælge varen til. Det er imidlertid detailhandleren, der fastsætter prisen, og den vejledende pris er principielt uden interesse for forbrugeren.”

Indklagede solgte to uger efter købets indgåelse det samme fjernsyn for 7.995 kr., idet indklagede nu reklamerede med, at indklagedes egen normalpris var 9.995 kr.

Da indklagede ikke har godtgjort, at der den 6. januar 2003 havde dannet sig en markedspris/normalpris på det omhandlede fjernsyn på 14.995 kr., lægger nævnet til grund, at indklagede ved købets indgåelse har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan antages at have haft betydning for klagerens bedømmelse af salgsgenstanden. Der foreligger som følge heraf en mangel ved salgsgenstanden i medfør af købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, jf. nr. 1. Disse bestemmelser omfatter således ikke blot urigtige og vildledende oplysninger om fysisk-faktiske egenskaber, men også vedrørende værdi og prisforhold, jf. herved betænkning nr. 845/1978 om forbrugerkøb, s. 67, hvor der som et eksempel på en mangel efter § 76, stk. 1, nr. 1, nævnes følgende:

”En forbruger, der f.eks. på udsalg for 100 kr. har købt en kjole, som urigtigt af sælgeren angives at være nedsat fra 200 kr., må således kunne kræve et forholdsmæssigt afslag på 50 kr., idet det som følge af sælgerens oplysninger må kunne lægges til grund, at værdien af ydelsen burde svare til den angivne oprindelige pris. Forslaget omfatter på denne baggrund også urigtige oplysninger om prisforhold.”

Da indklagede har givet klageren en berettiget forventning om, at klageren fik fjernsynet til lidt over halvdelen af markedsprisen, og da indklageren ikke har godtgjort, at markedsprisen/normalprisen på købstidspunktet oversteg indklagedes egen påståede normalpris et par uger senere på knap 10.000 kr., findes klageren herefter at være berettiget til et prisafslag på 2.500 kr. i den aftalte købesum på 7.899 kr., således at klagerens endelige købspris bliver på lidt over 5.000 kr.” (2003-4012/7-225 og 228)

6.2.2. Opgørelse af parternes mellemværende efter kreditaftalelovens § 39 i lejeaftale med forkøbsret, hvor sælgeren havde taget genstandene omfattet af kontrakten tilbage

En forbruger lejede den 19. juni 2000 og den 1. august 2001 nogle radio- og tv-apparater til en værdi af henholdsvis 41.420 kr. og 8.990 kr. Begge kontrakter var betegnet ”lejekontrakt”, med angivelse af radio- og tv-forretningen som ”forhandler” og Bokredit som ”udlejer”. Ved indgåelsen af den første kontrakt fik forbrugeren udleveret en kvittering, hvoraf det fremgik, at han havde forkøbsret til genstandene på kontrakten. Forbrugeren forklarede, at den anden kontrakt blev indgået på samme vilkår. Den 31. maj 2002 leverede forbrugeren genstandene fra kontrakten af 19. juni 2000 tilbage, da han fandt det for dyrt at udnytte køberetten. Forhandleren havde oplyst, at restgælden på genstandene var på 41.000 kr. Forbrugeren, der havde betalt i alt 47.100 kr., krævede kompensation, hvilket forhandleren afviste. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Parterne har henholdsvis den 19. juni 2000 og den 1. august 2001 indgået to lejekontrakter vedrørende dels et stereoanlæg, højtalere, tv med indbygget video, telefon og vægbeslag, alt til en samlet værdi af 61.420 kr., dels en dvd-afspiller med indbygget tilbehør til en samlet værdi af 8.990 kr.

Klageren har forklaret, at det ved aftalernes indgåelse var meningen, at han skulle blive ejer af genstandene, hvilket støttes af, at han ved indgåelsen af aftalen af 19. juni 2000 af indklagede 1 fik udleveret en kvittering, hvoraf det fremgår, at klageren har forkøbsret. Klageren har oplyst, at han også ved indgåelsen af kontrakten af 1. august 2001 fik tilsagn om forkøbsret, og klageren har den 12. juli 2002 overtaget dvd-afspilleren for 3.825 kr.

Indklagede 1 har bekræftet, at det ved aftalernes indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af genstandene, idet klageren fik stillet i udsigt, at han senere ville kunne købe produkterne til en nedskreven pris.

Indklagede 1 var, da kontrakterne med klageren blev indgået, ejer af de apparater, som kontrakterne vedrører. Apparaterne blev herefter ”købt” af Bokredit, jf. forhandlersamarbejdsaftalens § 2, men da det følger af samarbejdsaftalens § 10, at forhandleren er berettiget til at ”tilbagekøbe” apparaterne, var mellemværendet med Bokredit ikke til hinder for, at forretningen kunne opfylde sine løfter om køberet.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at det ved kontrakternes indgåelse var meningen, at klageren skulle blive ejer af apparaterne, og at dette var af betydning for hans beslutning om at indgå aftalerne.

I forholdet mellem klageren og indklagede 1 foreligger der derfor køb med ejendomsforbehold, jf. herved § 6, stk. 2, i lov nr. 398 af 13. juni 1990 om kreditaftaler med senere ændringer, hvori det hedder:

”Som køb med ejendomsforbehold anses også en aftale, der er betegnet som lejekontakt, eller hvorefter betalingen i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den.”

Denne bestemmelse, som svarer fuldstændig til § 1, stk. 2, i afbetalingsloven fra 1917, og § 2, stk. 2, i kreditaftaleloven fra 1982, omfatter således ifølge forarbejder, teori og praksis bl.a. tilfælde, hvor en lejer ved aftalens indgåelse er indrømmet ret til senere at købe det lejede for et symbolsk beløb eller en reduceret pris som følge af hel eller delvis godskrivning af de hidtidige lejeindbetalinger, jf. herved bl.a. Torben Jensen, Afbetaling, 1970, s.402-403, betænkning 839/1978 om køb på kredit, s. 59, og betænkning 876/1979 vedrørende udlejning af løsøre, s. 6.

I forbrugerkøb forudsætter et ejendomsforbeholds gyldighed imidlertid, at sælgeren ved overgivelsen af det købte er fyldestgjort for mindst 20 % af kontantprisen, jf. kreditaftalelovens § 34, stk. 1, nr. 4. Genstandenes værdi ifølge kontrakten af 19. juni 2000 var samlet 61.420 kr., og der blev ved kontraktens oprettelse betalt 3.000 kr. Da klageren dermed har fået genstandene overgivet, uden at der blev betalt den nødvendige mindsteudbetaling, har indklagede 1 ikke gyldigt kunne forbeholde sig ejendomsretten, og klageren blev derfor ejer af apparaterne, da han den 19. juni 2000 fik genstandene overgivet.

Klageren – som ikke havde midler til at betale det beløb, som indklagede 1 forlangte – indgik imidlertid den 31. maj 2002 aftale med indklagede 1 om, at denne skulle tage genstandene omfattet af kontrakten af 19. juni 2000 tilbage. Da der reelt forelå en aftale om køb på kredit med ejendomsforbehold – om end ejendomsforbeholdene var ugyldige – havde indklagede 1 pligt til at opgøre parternes mellemværende i overensstemmelse med reglerne i kreditaftalelovens kapitel 10, jf. herved lovens § 7, stk. 1, hvorefter loven ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren.

Dette indebar, at der i indklagedes krav i henhold til kontrakten skulle fratrækkes, hvad klageren allerede havde betalt, og at det solgtes værdi på tilbagetagelsestidspunktet skulle indgå i opgørelsen mellem parterne til fordel for klageren, jf. herved kreditaftalelovens § 39. Efter § 39, stk. 2, forstås ved det solgtes værdi det beløb, som sælgeren kan opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig istandsættelse.

Ved opgørelsen af indklagedes krav i henhold til kontrakten, må det imidlertid tages i betragtning, at indklagede 1 ved aftalens indgåelse havde forsømt at give klageren de oplysninger vedrørende kreditomkostninger og kreditvilkår, som fremgår af kreditaftalelovens § 9. Retsvirkningerne af, at klageren ikke som påbudt efter § 9, stk. 1, nr. 3, har fået oplyst samtlige kreditomkostninger angivet som ét samlet beløb, er efter § 23, stk. 1, at klageren ikke kan tilpligtes at betale mere end kontantprisen og en årlig rente af den til enhver tid værende retsgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%. Indklagedes krav i henhold til kontrakten af 19. juni 2000 kan derfor ikke overstige kontantprisen på 61.420 kr. med tillæg af renter som anført af den til enhver tid værende restgæld i perioden fra den 19. juni 2000 og indtil tilbagetagelsen den 31. maj 2002. Forbrugerstyrelsen har beregnet dette rentetillæg til 7.787 kr., idet det ved beregningen er lagt til grund, at betalingsforløbet har været som angivet i kontrakten.

Det følger af det anførte, at det beløb, som indklagede har kunnet regne sig tilgode i henhold til kontrakten af 19. juni 2000, herefter udgør 69.207 kr.

Herfra skal fratrækkes dels det samlede beløb, som klageren har betalt i henhold til kontrakten af 19. juni 2000, og som udgør 47.100 kr., dels værdien af det solgte på tilbagetagelsestidspunktet.

Det fremgår af oplysninger i sagen, at indklagede 1 på tilbagetagelsestidspunktet krævede, at klageren skulle betale yderligere 41.000 kr. for at overtage genstandene. Nævnet lægger derfor til grund, at genstandenes værdi på dette tidspunkt mindst var 41.000 kr., således at det beløb, som samlet skal regnes klageren tilgode, udgør 47.100 kr. + 41.000 kr., eller i alt 88.100 kr.

Der opstod derfor ved tilbagetagelsen en saldo i klagerens favør på 18.893 kr., som klageren kan kræve betalt af indklagede 1.

Vedrørende kontrakten af 1. august 2001 har indklagede 1 også ved indgåelsen af denne kontrakt forsømt at opfylde sin oplysningspligt efter kreditaftalelovens § 9. Det følger derfor af kreditaftalovens § 23, at klageren alene har haft pligt til at betale kontantprisen på 8.990 kr. tillagt en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til diskontoen + 5% fra 1. august 2001 til klagerens overtagelse af dvdafspilleren den 12. juli 2002. Forbrugerstyrelsen har beregnet dette rentebeløb til 419,25 kr., idet det herved er forudsat, at betalingsforløbet har været som angivet i kontrakten. Klageren har derfor vedrørende kontrakten af 1. august 2001 alene været forpligtet til at betale i alt 9.409,25 kr. og kan over for indklagede 1 kræve tilbagebetaling af, hvad han har betalt derudover. Da klageren ifølge oplysningerne i sagen i alt har betalt 11.325 kr. for dvd-afspilleren, udgør hans tilbagebetalingskrav vedrørende denne kontrakt 1.915,75 kr.

Klagerens samlede tilbagebetalingskrav over for indklagede 1 udgør herefter 20.808,75 kr.

Vedrørende spørgsmålet, om klageren også kan gøre et tilbagebetalingskrav gældende mod indklagede 2, Bokredit, skal nævnet bemærke følgende:

Kreditkøb er i kreditaftalelovens § 5 defineret på følgende måde:

”§ 5. Som kreditkøb betegnes en kreditaftale med henblik på køb af løsøre, hvorefter
1) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betalingen af købesummen eller en del af denne eller
2) købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.”

I forhandlersamarbejdsaftalen, der er indsendt i en tidligere sag – og som ifølge Bokredits advokat også var gældende mellem de indklagede i denne sag – hedder det om Bokredits samarbejde med forhandlerne bl.a.:

Ӥ 1
Nærværende samarbejdsaftale regulerer Bokredits virksomhed som udlejer i samarbejde med forhandleren, som på Bokredits vegne formidler udlejning og i den forbindelse stiller sin salgs-, service- og lagerkapacitet til rådighed.
…

§ 2
Bokredit forpligter sig til på de i nærværende samarbejdsaftale anførte vilkår af forhandleren at købe de aktiver, som han på vegne af Bokredit har udlejet.

Samarbejdsaftalen omfatter alene nye aktiver. Bokredit er forpligtet til at købe disse til forhandlerens indkøbspris tillagt normal avance for branchen. … Forhandleren fremsender til Bokredit en faktura på købsprisen. Fakturaen skal opfylde de i § 3 anførte krav. Forhandlerens tilgodehavende forfalder til betaling 10 dage efter, at fakturaen er modtaget hos Bokredit.…
…

§ 3
….
Bokredits accept af Forhandlerens leverance/faktura er udtrykkeligt betinget af, at det solgte aktiv er udlejet på Bokredits lejekontrakt til tredjemand, jfr. § 6, …
…..

§ 9
Forhandleren er over for Bokredit og over for lejeren ansvarlig for al service af det lejede i den i § 10 anførte periode,…
….

§ 10
Forhandleren indestår som selvskyldnerkautionist for lejebetalinger, rykkergebyrer og morarenter for de med hans medvirken i henhold til nærværende samarbejdsaftale indgåede lejekontrakter. Såfremt lejebetalingerne m.v. ikke indgår, er Bokredit berettiget til at foretage modregning over for forhandleren. Som alternativ til denne forpligtelse er forhandleren til enhver tid, inden udløbet af perioden på 52 måneder, berettiget til at afkøbe Bokredit aktivet til dettes nedskrevne værdi.

Denne værdi beregnes som: Bokredit bruttoindkøbspris (ekskl. moms) minus de indgåede lejebetalinger ekskl. moms plus de udbetalte servicevederlag. Den herefter fremkomne sum tillægges hver måned et beløb beregnet af summen med 1,54% pr. md. Af det herefter fremkomne beløb beregner Bokredit sig en avance på DKK 200,00. Bokredit er med et varsel på 3 måneder til udgangen af en måned berettiget til at forhøje nævnte avance.

Den ovenfor anførte månedlige %-sats kan løbende ændres gennem meddelelse fra Bokredit, og den nye sats er gældende fra meddelelsen er kommet frem til forhandleren.”

Samarbejdsaftalen sikrer således, at forhandleren ved at formidle en ”lejekontrakt” mellem en kunde og Bokredit får varens kontantpris dækket igennem en finansiering ydet af Bokredit på samme måde, som sælgeren ved at formidle en låneaftale mellem en forbruger og et finansieringsselskab straks får kontantprisen udbetalt af finansieringsselskabet. Det fremgår endvidere af samarbejdsaftalen, at Bokredits eneste reelle opgave er at stille kapital til rådighed. Bokredits ”køb” af de aktiver, som den enkelte kontrakt omfatter, finder som nævnt først sted efter, at forhandleren har indgået kontrakten med kunden, al service af det ”lejede” i en garanteret lejeperiode på (p.t.) 52 måneder påhviler forhandleren, som samtidig over for Bokredit indestår for lejebetalingerne m.v., og forhandleren kan til enhver tid inden for den garanterede lejeperiode ”tilbagekøbe” aktivet til dettes nedskrevne værdi – en værdi i hvis beregning bl.a. indgår Bokredits ”bruttoindkøbspris (ekskl. moms)” med fradrag af de indgåede lejebetalinger ekskl. moms, idet den herefter fremkomne sum hver måned tillægges ”et beløb beregnet af summen med 1,54% pr. md.” Bokredit får med andre ord sine penge forrentet og tilbagebetalt gennem lejebetalingerne.

Arrangementet indeholder således reelt helt de samme elementer, som indgår i et såkaldt lånekøb, dvs. køb hvor købesummen helt eller delvis tilvejebringes ved lån til køberen fra tredjemand, med hvem sælgeren har truffet aftale om finansiering af købet. Når dette er tilfældet, bringer det ikke arrangementet uden for kreditaftalelovens beskyttelsespræceptive bestemmelser om lånekøb, at arrangementet er kamufleret som en aftale om leje eller leasing, hvis det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skulle blive ejer af den, og finansieringen er baseret på en aftale mellem sælgeren og finansieren, jf. kreditaftalelovens § 6, stk. 2, sammenholdt med § 5, nr. 2.

Nævnet har tidligere afgjort en række tilsvarende sager med Bokredit som indklaget eller medindklaget. I to af disse sager (sagerne 2001-4012/7-1066 og 2001-4012/7-1073) har forhandleren forklaret, at der mellem forhandleren og Bokredit var indgået en mundtlig aftale om, at lejerne kunne købe apparaterne, når de var nedskrevet, ligesom Bokredit vidste, at forhandleren annoncerede med lejeaftaler med en sådan køberet. Lægges denne forklaring til grund, er de ”lejeaftaler”, som forhandleren har formidlet med Bokredit som ”udlejer”, utvivlsomt udtryk for kamuflerede lånekøb omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, jf. § 6, stk. 2.

Bokredit har bestridt rigtigheden af den pågældende forhandlers forklaring og påberåbt sig, at Bokredit har været berettiget til at forudsætte, at den indgåede kontrakt er en reel lejekontrakt, som falder uden for kreditaftalelovens § 6, stk. 2, som følge af lejekontraktens fortrykte bestemmelse om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”. Bokredit har imidlertid af de indgåede kontrakter kunnet se, at disse som oftest er indgået på vilkår om lang uopsigelighed – hvilket i sig selv indicerer, at hovedformålet er varig anskaffelse og ikke leje – ligesom nævnet fra de tidligere sager er bekendt med, at i hvert fald nogle af forhandlernes markedsføring af køberetten er foregået åbenlyst gennem annoncering m.v. Der foreligger samtidig ingen dokumentation for, at Bokredit udtrykkeligt har instrueret forhandlerne om, at de ikke ved kontrakternes indgåelse under nogen omstændigheder må stille kunderne en købe- eller forkøbsret i udsigt.

Dertil kommer, at det efter nævnets opfattelse bør være Bokredit – og ikke forbrugeren – som må bære risikoen herfor, såfremt en forhandler skulle have handlet i strid med Bokredits instrukser, jf. herved også kreditaftalelovens § 33, stk. 3. Bokredits forretningskoncept er således baseret på et samarbejde, som er til fordel for såvel Bokredit som forhandlerne: Bokredit får gennem forhandlernes formidling af kontakten til kunderne øget sin finansieringsvirksomhed samtidig med, at forhandlerne får øget deres salg. Forhandlerne har efter samarbejdsaftalen selv tilbagekøbsret og dermed mulighed for at indfri de tilsagn om køberet, som de har givet kunderne, og den omsætningsforøgelse, som forhandlerne opnår igennem sådanne tilsagn, kommer også Bokredit til gode.

Uanset kontrakternes fortrykte vilkår om, ”at lejeren ikke har købsret eller forkøbsret til det lejede”, er det således nævnets opfattelse, at der med bindende virkning også for Bokredit er indgået aftaler om kreditkøb omfattet af kreditaftalelovens § 6, stk. 2, og § 5, nr. 2.

Klageren kan derfor gøre samme tilbagebetalingskrav gældende mod Bokredit som mod indklagede 1 efter reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 2, hvori det hedder:

”Stk. 2. I de tilfælde, som er nævnt i § 5, nr. 2, kan forbrugeren også over for anden kreditor rejse samme pengekrav på grundlag af købet som over for sælgeren. Forbrugeren må dog først sandsynliggøre, at sælgeren ikke opfylder sine forpligtelser, og kravet kan ikke overstige, hvad vedkommende kreditor har modtaget som betaling fra forbrugeren i anledning af købet.” (2003-4012/7-75)

6.3. Computere mv.

6.3.1. En TFT-farveskærm med to pixelfejl blev ikke anset for mangelfuld

En forbruger købte en computer med en TFT-farveskærm. Da han tændte for skærmen, opdagede han straks, at der var to pixelfejl: En permanent lysende rød subpixel og en permanent lysende grøn subpixel. De var placeret henholdsvis 3 mm og 30 mm fra øverste skærmkant.

Forbrugeren reklamerede til sælgeren, som afviste hans reklamation, og sagen blev derfor indbragt for Forbrugerklagenævnet. Forbrugerklagenævnets sagkyndige udtalte, at de nævnte pixels faldt inden for rammerne af ISO 13406-2 standardens klasse 2. Fejlene på forbrugerens skærm var en ”type 3” fejl (stuck subpixels), hvor der tillades 5 pr. million pixels, dvs. 3 til 4 for den pågældende skærm. Forbrugerklagenævnet traf på den baggrund følgende afgørelse:

”Der er under sagen enighed om, at der på klagerens skærm er to små pixelfejl, som var til stede også på leveringstidspunktet.

Efter den sagkyndiges oplysninger ligger antallet af pixelfejl inden for det tilladte i henhold til den internationale standard ISO 13406-2. Det fremgår samtidig af den sagkyndiges udtalelse, at pixelfejlene er så små, at de normalt næppe vil kunne ses.

Nævnet finder herefter ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at anse computeren for mangelfuld i købelovens forstand heller ikke, selv om klageren ikke i forbindelse med købets indgåelse blev oplyst om risikoen for pixelfejl.” (2003-4031/7-291)

6.3.2. Et RAM-modul blev beskadiget som følge af fejlmontering. Forbrugeren havde ikke krav på gratis afhjælpning. Den erhvervsdrivende havde dog ikke været berettiget til at kræve et undersøgelsesgebyr, da skaden kunne ses med det blotte øje. Aftalelovens § 38c

En forbruger konstaterede efter montering af et RAM-modul, at dette ikke fungerede og klagede til den erhvervsdrivende. Forbrugeren blev opkrævet et undersøgelsesgebyr på 250 kr. af den erhvervsdrivende, idet denne mente, at modulet var beskadiget som følge af forbrugerens egne forhold.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der efter at have ladet nævnets sagkyndige undersøge modulet traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger på baggrund af hændelsesforløbet og den sagkyndiges erklæring til grund, at beskadigelsen på RAM-modulet skyldes, at klageren har monteret RAM-modulet forkert i soklen, hvorved der er sket en kortslutning. Da skaden skyldes klagerens forhold, har han ikke været berettiget til at få afhjulpet skaden vederlagsfrit, og der kan derfor ikke gives klageren medhold i hans krav om ophævelse af købet eller gratis afhjælpning. Klageren må som følge deraf også selv afholde forsendelsesomkostningerne i forbindelse med returneringen af varen.

For så vidt angår det opkrævede undersøgelsesgebyr udtalte nævnets faste sagkyndige, der bistod nævnet på mødet, at det blot ved en umiddelbar besigtigelse af RAM-modulet har været muligt for indklagede at konstatere skadens omfang og årsag, og at det dermed ikke har været nødvendigt for indklagede at iværksætte en egentlig undersøgelse af varen.

Nævnet finder på den baggrund, at indklagede har opkrævet et gebyr, som det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre gældende, jf. aftalelovens § 38c, jf. § 36, hvorfor klageren har krav på tilbagebetaling af de erlagte 250 kr.” (2003-4031/7-225)

6.3.3. Ved køb af computermonitor kunne forbrugeren forlange at få en købskvittering og et garantibevis udleveret

En forbruger bestilte en computerskærm via den erhvervsdrivendes hjemmeside til levering på bopælen. Af hjemmesiden fremgik der pris på varen og oplysning om garanti. Ved levering af skærmen fulgte der ingen oplysninger om pris eller garantibevis med. Forbrugeren rettede flere gange henvendelse til den erhvervsdrivende og anmodede om fremsendelse af garantibevis og oplysninger om pris. Da den erhvervsdrivende ikke fremsendte oplysningerne til forbrugeren, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Da indklagede ikke under sagens forberedelse har besvaret henvendelser fra nævnets sekretariat, lægges klagerens oplysninger til grund. Klageren har bestilt den af sagen omhandlede computerskærm via indklagedes hjemmeside til levering på klagerens bopæl.

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede alene oplyser om prisen og garanti på sin hjemmeside, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at klageren har modtaget oplysningerne om pris og garanti på anden måde.

Nævnet finder, at klageren har krav på at få tilsendt regning og skriftlig garanti, jf. herved også markedsføringslovens § 4, stk. 2. Såfremt indklagede ikke inden den nedenfor fastsatte frist sender klageren regning med kvittering og skriftlig garantibevis, finder nævnet, at der er tale om en så væsentlig misligholdelse af købsaftalen, at klageren er berettiget til at hæve købet.” (2002- 4031/7-176)

6.3.4. Reparation af computer. Harddiskens data blev slettet under reparation. Forbrugeren kunne ikke kræve erstatning, allerede fordi reparatøren havde taget et gyldigt forbehold for tab af data

En forbruger indleverede sin computer til reparation hos en erhvervsdrivende. Under reparationen blev alle data slettet, hvorfor forbrugeren krævede, at den erhvervsdrivende skulle erstatte udgifterne på mellem 20.000-25.000 kr. til en datarekonstruktion. Den erhvervsdrivende afviste dette, idet der var taget både mundtligt og skriftligt forbehold mod tab af data. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Efter det af klageren og indklagede oplyste lægges det til grund, at indklagede i forbindelse med reparationen har slettet klagerens harddisk, hvorved alle data er gået tabt.

Nævnet bemærker, at det må anses for almindelig kendt blandt brugere af computere, at data kan gå tabt i forbindelse med reparation af computere. Det kan derfor være tilrådeligt at tage en sikkerhedskopi af harddisken eller vitale data lagret på denne, inden computeren indleveres til reparation.

Det fremgår, at indklagede i forbindelse med indleveringen har taget forbehold for tab af data, idet det på indleveringssedlen, som blev udleveret til klageren, fortrykt er anført, at indklagede ”friholder sig for ansvar af enhver karakter omfattende tab af kundens data”.

Nævnet finder, at det under hensyn til karakteren af den ydelse, som indklagede skulle præstere, er rimeligt, at indklagede har taget et sådant forbehold, og at forbeholdet er gyldigt. Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt klageren mundtligt gav tilladelse til, at harddisken kunne slettes.

Klageren kan således ikke få medhold i det fremsatte krav om erstatning.” (2003-4031/7-278)

6.4. Telefoner mv.

6.4.1. En erhvervsdrivende kunne ikke afværge forbrugerens krav om omlevering, da der første gang viste sig en mangel ved telefonen, idet han ikke havde godtgjort, at den valgte beføjelse ville påføre ham uforholdsmæssige omkostninger

En forbruger købte en mobiltelefon for 900 kr. En måned efter leveringen var der problemer med telefonens display, og forbrugeren krævede telefonen ombyttet. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav og tilbød afhjælpning samtidig med, at der blev stillet en lånetelefon til rådighed for forbrugeren. Under sagens forberedelse i Forbrugerklagenævnets sekretariat bad den erhvervsdrivende om at få lov til at undersøge telefonen for at tage stilling til reklamationen. Da den erhvervsdrivende modtog telefonen til undersøgelse, blev den repareret i løbet af ganske få dage. Den erhvervsdrivende besvarede herefter ikke sekretariatets henvendelser. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede ca. 1 måned efter købet over telefonens display. Klageren stillede i den forbindelse krav om omlevering af telefonen. Indklagede – som ikke har bestridt manglen – har afvist klagerens krav herom og har – mod klagerens protest - repareret telefonen. Det følger af købelovens § 78, stk. 1, som affattet ved lov nr. 213 af 22. april 2002, at forbrugeren som udgangspunkt kan vælge, om der skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er mangelfuld. Forbrugeren kan dog ikke kræve afhjælpning eller omlevering, hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, jf. § 78, stk. 2. Der skal ved denne vurdering tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning, og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Det fremgår samtidig af bestemmelsens forarbejder, at bevisbyrden for, at den af forbrugeren valgte beføjelse er uforholdsmæssig, påhviler sælgeren, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A s. 136.

Det forhold, at en mangel lader sig afhjælpe let eller billigt, er i den forbindelse ikke uden videre tilstrækkeligt til, at et krav om omlevering fra forbrugerens side kan anses for uforholdsmæssigt, idet der i vurderingen tillige må tages hensyn til forbrugerens interesse i den valgte beføjelse, ligesom det vil skulle indgå i vurderingen, hvilke muligheder sælgeren har med hensyn til at reparere og sælge den ombyttede genstand til anden side som lettere brugt.

Klageren, der har købt en genstand, som klageren dagligt har brug for, har kort tid efter købet stillet krav om omlevering, og indklagede har ikke godtgjort, at den af klageren valgte beføjelse ville være umulig eller påføre indklagede uforholdsmæssige omkostninger set i forhold til afhjælpning.

Nævnet finder herefter efter en samlet vurdering, at indklagede ikke har godtgjort, at den valgte beføjelse vil påføre indklagede uforholdsmæssige omkostninger, hvorfor klagerens omleveringskrav anses for berettiget.” (2003-4051/7-89)

6.4.2. En forbruger krævede købet hævet, da telefonen ikke kunne indlæse SIM kortet. Den erhvervsdrivende, der havde forsøgt afhjælpning en gang, afviste kravet og tilbød i stedet afhjælpning. Da manglen ikke var afhjulpet inden rimelig tid, var forbrugeren berettiget til at hæve købet

Få måneder efter købet af en mobiltelefon kunne telefonen ikke indlæse SIM kortet. Den erhvervsdrivende foretog afhjælpning. Reparationen tog 14 dage. Forbrugeren havde fået tilbudt en lånetelefon, men afviste dette, da telefonen ikke - ligesom forbrugerens egen telefon - havde farveskærm, GPRS eller bluetooth. Da forbrugeren hentede telefonen, viste samme problem sig igen, og forbrugeren krævede købet ophævet. Den erhvervsdrivende afviste kravet og tilbød klageren afhjælpning. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede ca. 2 måneder efter købet over, at telefonen ikke kunne indlæse SIM kortet, hvilket blev repareret vederlagsfrit. Da samme mangel efter 1 dag viste sig igen, har klageren stillet krav om købets ophævelse. Indklagede har afvist klagerens krav herom og har tilbudt afhjælpning i form af reparation.

Nævnet finder, at reklamationen vedrører en mangel, som må anses for væsentlig, og at den derfor som udgangspunkt berettiger klageren til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 4. Sælgeren kan dog efter købelovens § 78, stk. 3, afværge køberens hævebeføjelse gennem tilbud om afhjælpning eller omlevering, men valget mellem disse beføjelser tilkommer i så fald som udgangspunkt køberen, jf. s. 116 i betænkning nr. 1407/2001 om gennemførelse af forbrugerkøbsdirektivet. Det er derudover et krav, at afhjælpning/omlevering sker inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79.

Indklagede har ikke godtgjort, at manglen ikke kunne have været afhjulpet allerede i første forsøg, ligesom indklagede alene har tilbudt klageren afhjælpning og ikke omlevering.

Nævnet finder på denne baggrund, at klageren ikke er forpligtet til at tåle endnu et afhjælpningsforsøg, og at klagerens krav om købets ophævelse derfor er berettiget, jf. herved købelovens § 78, stk. 4.” (2003-4051/7-260)

6.4.3. En forbruger havde krav på ombytning af en mobiltelefon, da ombytning kun ville påføre den erhvervsdrivende en merudgift på 165 kr. Der blev ved vurderingen af omkostningerne ved ombytning i forhold til omkostningerne ved afhjælpning lagt vægt på, at den defekte telefon kunne istandsættes og gensælges som lettere brugt, hvorved den erhvervsdrivendes udgift til ombytning blev reduceret. Afhjælpning var i øvrigt ikke sket inden rimelig tid

En forbruger købte en mobiltelefon for 2.799,- kr. 1½ måned efter leveringen begyndte telefonen periodisk at slukke ved afsendelse af SMS-beskeder, og forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, der henviste forbrugeren til en telebutik, der foretog reparation. Da samme fejl igen viste sig 2 uger efter reparationen, krævede forbrugeren telefonen ombyttet. Den erhvervsdrivende lod mod forbrugerens protest fejlen afhjælpe under henvisning til, at producenten ville udbedre fejlen uden udgift for den erhvervsdrivende. Forbrugeren, der fik stillet en erstatningstelefon til sin rådighed, fastholdt kravet om ombytning og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har oplyst, at han, første gang han konstaterede, at telefonen slukkede ved afsendelse af SMS-beskeder, reklamerede til indklagede, der henviste ham til en telebutik. Indklagede har afvist at have modtaget klagerens første reklamation.

Kvitteringen for købet, som er vedhæftet som bilag 1, er oveni den oprindelige tekst blevet stemplet med forretningens stempel samt med håndskrift påført følgende bemærkninger: ”Der periodisk fejl i fløg kunden. Kunden gå til Nokia for at opdater telefon. Luma”.

På den baggrund finder nævnet det sandsynliggjort, at klageren har reklameret til indklagede, som har henvist ham til telebutikken.

Det følger af købelovens § 78, stk. 1, som affattet ved lov nr. 213 af 22. april 2002, at forbrugeren som udgangspunkt kan vælge, om der skal ske omlevering eller afhjælpning, hvis salgsgenstanden er mangelfuld. Forbrugeren kan dog ikke kræve afhjælpning eller omlevering, hvis gennemførelsen af den valgte beføjelse er umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssige omkostninger, jf. § 78, stk. 2. Der skal ved denne vurdering tages hensyn til salgsgenstandens værdi uden mangler, manglens betydning og om anden beføjelse kan gennemføres uden væsentlig ulempe for forbrugeren. Det fremgår samtidig af bestemmelsens forarbejder, at bevisbyrden for, at den af forbrugeren valgte beføjelse er uforholdsmæssig, påhviler sælgeren, jf. Folketingstidende 2001-2002, Tillæg A s. 136.

Der er samme sted i lovbemærkningerne redegjort for, at uforholdsmæssighedsvurderingen for så vidt falder i tre dele, idet det skal vurderes, om den valgte beføjelse påfører sælgeren omkostninger, om disse i givet fald er højere end omkostningerne ved en anden beføjelse, og i så fald om denne omkostningsforskel er uforholdsmæssig. Det fremgår samtidig, at der derudover bl.a. skal tages hensyn til, hvilken betydning manglen har for den konkrete forbruger.

Ved vurderingen af hvilke udgifter klagerens valg af omleveringsbeføjelsen må antages at ville påføre indklagede, skal udover indkøbsprisen for en ny telefon tillige inddrages det forhold, at indklagede har mulighed for at renovere den ombyttede telefon og sælge den som lettere brugt. I den foreliggende sag er differencen mellem indkøbsprisen for en ny telefon ekskl. moms og gensalgsprisen ifølge indklagedes oplysninger alene 156 kr.

Indklagede har gjort gældende, at der ved vurderingen skal tages hensyn til, at indklagede ikke opnår avance på ombytningstelefonen. Nævnet finder ikke, at der i lovens forarbejder eller i øvrigt findes grundlag for i uforholdsmæssighedsvurderingen at tage hensyn til, at indklagede ikke kan opnå avance ved salg af ombytningstelefonen. Det er herved lagt til grund, at det er indklagede, der har misligholdt aftalen ved at levere en mangelfuld telefon, ligesom nævnet går ud fra, at indklagede har adgang til at få alle de telefoner, der kan sælges, fra leverandøren.

Da indklagede allerede én gang har haft muligheden for at afhjælpe manglen, er det nævnets opfattelse, at der skal meget til for at fravige udgangspunktet om forbrugerens valgret. Selv om den foreliggende mangel må antages at kunne afhjælpes for et mindre beløb, finder nævnet efter en samlet vurdering, at omkostningsforskellen mellem omlevering og afhjælpning ikke er uforholdsmæssig.

Da indklagede således ikke har godtgjort, at den valgte beføjelse vil påføre indklagede uforholdsmæssige omkostninger, anses klagerens omleveringskrav for berettiget.

Dertil kommer, at der er tale om samme mangel, som indklagede allerede én gang har haft mulighed for at afhjælpe, og at indklagede derfor ikke kan antages at have afhjulpet manglen inden for rimelig tid og uden væsentlig ulempe for klageren. Klagerens krav om omlevering kan derfor også støttes på købelovens § 78, stk. 4.” (2002-4051/7-93)

6.4.4. Da det ikke på et prisskilt var oplyst, at der ville blive krævet yderlige 500 kr. for ophævelse af en mobiltelefons SIM-lock, var forbrugeren berettiget til at få dette vederlag tilbagebetalt

En forbruger så på et prisskilt i en forretning følgende tilbud på en mobiltelefon:

Ericsson
R600

399,-*
* ved samtidig oprettelse af nn abonnement

649,-*
*uden oprettelse af nn abonnement

Forbrugeren havde allerede et abonnement hos en anden udbyder og ville derfor købe telefonen til 649 kr., idet telefonen ifølge prisskiltets tekst kunne købes uden oprettelse af abonnement. Da han skulle betale, blev det oplyst, at telefonen kun kunne bruges med et nn abonnement, og forretningen opkrævede et ekstra vederlag på 500 kr. for at ophæve SIM-locken. Forbrugeren betalte de 500 kr. under protest og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der udtalte følgende:

”Det fremgår af prisskiltet i den foreliggende sag, at prisen på mobiltelefonen er 399 kr. inkl. moms ved samtidig oprettelse af nn abonnement, og at prisen er 649 kr. inkl. moms uden oprettelse af nn abonnement. På prisskiltet er endvidere bl.a. anført: ”SIM-Locked”, men det fremgår ikke, hvad dette betyder, og det fremgår heller ikke, at det er en anordning, for hvis ophævelse inden 6 måneder efter købsdatoen der skal betales et vederlag på 500 kr. oven i de på prisskiltet anførte priser. Det bemærkes herved, at der er tale om forhold, som en forbruger i almindelighed ikke kan antages at være bekendt med, og at det, hvis indklagede vil kræve betaling for ophævelse af SIM-lock, har påhvilet indklagede at anføre tillige dette beløb på prisskiltet. Nævnet finder således, at indklagede ved sin prisskiltning har afgivet et bindende tilbud om at sælge telefonen for de anførte priser på prisskiltet. Indklagede har derfor ved klagerens accept af køb af mobiltelefonen for 649 kr. været forpligtet til udlevere den til klageren mod betaling af dette beløb, og indklagede, der som anført ikke havde oplyst om prisen på prisskiltet, har således været uberettiget til at kræve yderligere 500 kr. for ophævelse af SIM-lock. Klageren, der, som det må lægges til grund, har betalt de 500 kr. under protest, har derfor krav på tilbagebetaling af dette beløb.” (2003-4051/7-104)

6.4.5. Misbrug af mobiltelefon. Forbrugeren spærrede først telefonen 3 dage efter tyveri af mobiltelefonen. Da Forbrugeren alene hæftede for tab, som kunne have været undgået ved en rettidig underretning, hæftede forbrugeren ikke for mere end selvrisikobeløbet på 1.200 kr.

En forbruger opdagede, at hendes mobiltelefon ikke som normalt lå i hendes taske. Forbrugeren ledte forgæves efter telefonen, som hun troede var forlagt, idet hun havde små børn, og først på tredjedagen spærrede forbrugeren telefonen. Teleudbyderen havde imidlertid allerede spærret forbrugerens telefon den dag, tyveriet fandt sted på grund af et unormalt stort forbrug, og der var derfor ikke sket misbrug efter dette tidspunkt. Teleudbyderen fastholdt, at forbrugeren hæftede for misbruget på ca. 7.000 kr., idet hun ikke havde spærret telefonen hurtigt nok. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”En mobiltelefon indeholdende et SIM-kort anses for et betalingsmiddel omfattet af lov nr. 414 af 31. maj 2000 om visse betalingsmidler, der fra 1. juli 2000 har afløst lov om betalingskort m.v.

Klagerens telefon var tændt, da den blev stjålet, og den uberettigede brug, som herefter fandt sted, skete derfor, mens den til SIM-kortet hørende personlige kode var aktiveret. Det følger derfor af § 11, stk. 2, i betalingsmiddelloven, at klageren under alle omstændigheder hæfter med op til 1.200 kr. for det uberettigede forbrug.

Klageren hæfter imidlertid efter lovens § 11, stk. 3, nr. 1, med op til 8.000 kr. for det uberettigede forbrug, i det omfang indklagede kan godtgøre, at forbruget er muliggjort ved, at klageren har undladt at underrette indklagede snarest muligt efter at have fået kendskab til, at koden er kommet til den uberettigedes kendskab.

Klageren har oplyst, at hun den 22. september 2002 opdagede, at telefonen ikke var i hendes taske, men at hun først den 24. september 2002 blev klar over, at telefonen måtte være stjålet, hvorefter hun den 25. september 2002 fik telefonen spærret.

Det fremgår samtidig af de fremlagte opkaldsspecifikationer, at det seneste af de opkald, som klageren ikke kan vedkende sig, er foretaget den 22. september 2002, kl. ca. 12.40. Efter dette tidspunkt er der ikke foretaget opkald, idet indklagede spærrede telefonen på grund af det høje forbrug.

Da klagerens underretningspligt efter § 11, stk. 3, nr. 1, først indtrådte, da hun havde fået positivt kendskab til, at telefonen med den aktiverede pinkode måtte være kommet i en uvedkommendes besiddelse, og da klageren alene hæfter for tab, som kunne have været undgået ved en rettidig underretning, finder nævnet, at indklagede ikke har godtgjort, at klageren hæfter for mere end selvrisikobeløbet på 1.200 kr.” (2002-4054/7-295)

6.4.6. En teleudbyder hævede prisen på SMS-beskeder fra 0,50 kr. til 3 kr. pr. SMS. Det fremgik af udbyderens vilkår, at sådanne ændringer med bindende virkning kunne varsles via annoncer i landsdækkende dagblade. Urimeligt aftalevilkår. En forbruger, som ikke havde set annoncen, var ikke forpligtet til at betale den forhøjede pris

En forbruger, som havde oprettet et mobiltelefonabonnement, hvor afsendelse af SMS-beskeder til udlandet kostede 0,50 kr. pr. SMS, opdagede pludselig, da hun fik en faktura, at prisen var steget til 3 kr. pr. SMS. Hun klagede derfor til teleudbyderen, som afviste klagen under henvisning til, at prisstigningen i overensstemmelse med udbyderens aftalevilkår havde været annonceret i flere store landsdækkende dagblade. Forbrugeren, som ikke havde set annoncen, fandt denne varslingsmåde urimelig og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren havde hos indklagede tegnet et mobiltelefonabonnement, og der bestod derfor et løbende kontraktforhold mellem parterne. Vil en part i et sådant løbende aftaleforhold foretage ændringer i priser eller aftalevilkår, der er til ugunst for den anden part, følger det af almindelige aftaleretlige regler, at dette som udgangspunkt kun kan ske med et varsel svarende til det opsigelsesvarsel, som gælder i kontraktforholdet, jf. herved også § 7 i bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester samt § 10 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000, som var sålydende:

”§ 10. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere skal sikre, at slutbrugere med et varsel som minimum svarende til opsigelsesvarslet i den pågældende aftale med tillæg af 14 dage, informeres om ændringer i de priser og vilkår, der gælder for udbudet. Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder f.eks. generelle nedsættelser af priser, kan dog gennemføres uden forudgående varsel.

Stk. 2. Hvis der gælder et opsigelsesvarsel på mere end 1 måned, kan den pågældende udbyder, uanset bestemmelsen i stk. 1, ændre i de priser og vilkår, der gælder for udbudet, med et varsel på minimum 14 dage med tillæg af 14 dage. Udbyderen skal i sådanne tilfælde samtidig med varslingen give slutbrugeren mulighed for at opsige aftalen med et varsel på minimum 14 dage.”

Telestyrelsen har i et notat om den dagældende bekendtgørelse blandt andet udtalt følgende vedrørende bestemmelsen i § 10:

”Bekendtgørelsen regulerer dog ikke, hvordan der varsles.

Det er ikke et krav, at der skal sendes brev ud til samtlige abonnenter ved varsling. Det er således tilstrækkeligt, at der f.eks. varsles i dagspressen.”

Efter nævnets opfattelse kan aftalevilkår imidlertid som udgangspunkt ikke ændres uden den anden parts accept, jf. herved kapitel 1 i aftaleloven om afslutning af aftaler, og en varsling i dagspressen om ændring af et hidtidigt aftalevilkår er derfor ikke bindende for den anden part i aftaleforholdet, medmindre andet er aftalt.

Indklagedes abonnementsvilkår indeholdt i den forbindelse følgende bestemmelse:

”19. Ændring af vilkår og priser

TDC Mobil kan ændre disse abonnementsvilkår, eventuelle særskilte tillægsvilkår for tillægstjenester, funktioner og faciliteter, eventuelle særskilte tillægsvilkår for abonnementsformer samt oprettelsesafgifter, abonnementsafgifter og forbrugsafgifter med et varsel på 1 måned og 14 dage.

Ændringerne meddeles kunden ved annoncering i landsdækkende dagblade. Som et supplement eller som et alternativ kan TDC underrette kunden ved fremsendelse af en skriftlig meddelelse, eventuelt i forbindelse med udsendelse af en opkrævning.

Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder for eksempel generelle nedsættelser af priser, kan dog gennemføres uden forudgående varsel.

Ændring af særlige afgifter, gebyrer m.v. kan ske ved indførelse i TDC Mobils prisliste.”

Er der tale om en ændring af de hidtidige abonnementsvilkår, som er af mere væsentlig betydning, må forholdet imidlertid sidestilles med indgåelse af nye aftaler, som – da aftalerne indgås ved brug af fjernkommunikation og uden at parterne mødes – er omfattet af reglerne om fjernsalg i lov om visse forbrugeraftaler, jf. herved denne lovs § 10 a. Det følger heraf, at indklagede i abonnementskontrakter indgået med forbrugere skal meddele forbrugeren de oplysninger, som fremgår af lovens § 11 a, læsbart på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren råder over og har adgang til. Det er til opfyldelsen af denne oplysningspligt ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne er bekendtgjort i dagspressen.

Selv om der er tale om mindre ændringer, som ikke kan sidestilles med indgåelse af en ny aftale, finder nævnet heller ikke i øvrigt, at det kan anses for rimeligt og i overensstemmelse med god markedsføringsskik, at en erhvervsdrivende i forbrugerforhold betinger sig arbitrært at kunne ændre prisvilkår m.v. gennem bekendtgørelse herom i dagspressen, idet dette ikke giver nogen sikkerhed for, at varslingen kommer til forbrugerens kundskab. Nævnet finder derfor, at indklagedes vilkår herom under alle omstændigheder bør tilsidesættes som værende urimeligt i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Da klageren ved abonnementsoprettelsen fik oplyst, at SMS-beskeder til udlandet kostede 0,50 kr. pr. stk., og da klageren ikke er blevet personligt varslet om prisstigningen pr. 1. november 2002 til 3,00 kr. pr. stk., hvilken prisstigning klageren først blev bekendt med den 28. marts 2003, er klageren herefter ikke forpligtet til at betale mere end 0,50 kr. pr. SMS-besked indtil abonnementets opsigelse med virkning fra den 28. april 2003.” (2003-4054/7-574)

6.4.7. En teleudbyder kunne ikke opkræve betaling for SMS-beskeder, der før var gratis, da prisstigningen ikke var varslet

En forbruger, som skulle til udlandet og bo i en periode, fik af teleudbyderen oplyst, at det var gratis at afsende SMS-beskeder gennem en af udbyderens lokale samarbejdspartnere. Forbrugeren, modtog imidlertid efter kort tids ophold i udlandet fakturaer, hvoraf fremgik, at en SMS-besked kostede 2,60 kr. Forbrugeren, som ikke havde modtaget besked om prisændringen, klagede til teleudbyderen, som fastholdt kravet, idet forbrugeren ikke selv havde søgt information om eventuelle ændringer. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren havde hos indklagede tegnet et mobiltelefonabonnement, og der bestod derfor et løbende kontraktforhold mellem parterne. Vil en part i et sådant løbende aftaleforhold foretage ændringer i priser eller aftalevilkår, der er til ugunst for den anden part, følger det af almindelige aftaleretlige regler, at dette som udgangspunkt kun kan ske med et varsel svarende til det opsigelsesvarsel, som gælder i kontraktforholdet, jf. herved også § 7 i bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester samt § 10 i den dagældende bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000, som var sålydende:

”§ 10. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester til slutbrugere skal sikre, at slutbrugere, med et varsel som minimum svarende til opsigelsesvarslet i den pågældende aftale med tillæg af 14 dage, informeres om ændringer i de priser og vilkår, der gælder for udbudet. Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder f.eks. generelle nedsættelser af priser, kan dog gennemføres uden forudgående varsel.

Stk. 2. Hvis der gælder et opsigelsesvarsel på mere end 1 måned, kan den pågældende udbyder, uanset bestemmelsen i stk. 1, ændre i de priser og vilkår, der gælder for udbudet, med et varsel på minimum 14 dage med tillæg af 14 dage. Udbyderen skal i sådanne tilfælde samtidig med varslingen give slutbrugeren mulighed for at opsige aftalen med et varsel på minimum 14 dage.”

Klagerens telefonforbrug blev ved klagerens brug af mobiltelefonen i udlandet ligeledes faktureret af indklagede, som samarbejder med en lang række udenlandske teleselskaber, og indklagede har ikke bestridt, at klageren i november 2001 af indklagede telefonisk fik oplyst, at afsendelse af SMS-beskeder via indklagedes samarbejdspartner, var gratis både til Danmark og i England. Klageren har derfor været berettiget til at indrette sig på dette prisvilkår, som herefter kun kunne ændres med et varsel, som mindst svarede til opsigelsesvarslet.

Klageren, som først den 26. februar 2002 blev klar over, at der pr. den 4. februar 2002 var blevet et indført et gebyr på 2,60 kr. pr. SMS-besked, kan derfor ikke afkræves betaling for de SMS-beskeder, som klageren er blevet faktureret for på indklagedes fakturaer af 10. februar 2002 og 10. marts 2002.” (2002-4054/7-291)

6.4.8. Indholdstakserede SMS-beskeder. Ved modtagelsen af en stor telefonregning opdagede forbrugeren, at teleselskabet havde faktureret 3 kr. pr. SMS-besked, som forbrugeren havde afsendt eller modtaget i forbindelse med en ”Chat Quick” tjeneste. Forbrugeren blev fritaget for betaling af en del af regningen, da han ikke var blevet informeret korrekt om prisen

En forbruger havde tilmeldt sig tjenesten ”Chat Quick” via sin mobiltelefon. Prisen for denne tjeneste faktureres over telefonregningen. Ved den efterfølgende regning havde teleselskabet faktureret 3 kr. pr. SMS, som var afsendt og modtaget. Forbrugeren reklamerede over, at han først på et sent tidspunkt var blevet oplyst om prisen, og at det ikke blev oplyst, at han også skulle betale for de SMS’er, som han modtog. Han forklarede, at SMS-beskederne fra andre deltagere i ”chatten” væltede ind på telefonen. Han var således blevet faktureret over 3.000 kr. for modtagelse af SMS-beskeder. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Den omhandlede ydelse udbydes således, at aftalen indgås ved, at forbrugeren sender en SMS-besked til ”Chat Quick”. Nævnet lægger derfor til grund, at der foreligger et fjernsalg omfattet af kapitel 4 i lov om visse forbrugeraftaler.

Efter reglerne om fjernsalg skal den erhvervsdrivende, inden der indgås en aftale, give forbrugeren er række oplysninger, herunder klare og tydelige oplysninger om prisen for varen eller tjenesteydelsen, jf. lovens § 11, stk. 1, nr. 3, og stk. 2.

Indgås der en aftale om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende snarest muligt på ny bl.a. meddele forbrugeren de nævnte klare og tydelige prisoplysninger læsbart på papir eller et andet varigt medium, som forbrugeren råder over eller har adgang til, jf. lovens § 11 a, stk. 1 og 3. § 11 a, stk. 5, indeholder dog følgende undtagelse fra oplysningspligten efter § 11 a, stk. 1-4:

”Stk. 1-4 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, hvor bestilling og udførelse af tjenesteydelsen sker på én gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommunikationsmiddel. Forbrugeren skal dog på begæring have den i stk. 1, nr. 1, nævnte oplysning.”

Udbyderen af ”Chat Quick” kan dog ikke antages at være omfattet af undtagelsen i § 11, stk. 5, da ydelsen ikke leveres samtidigt med bestillingen. Der er tværtimod tale om en elektronisk tilmelding, der giver forbrugeren adgang til løbende at aftage ydelserne efterfølgende.

Efter det i sagen oplyste tilmeldte klageren sig ”Chat Quick” den 20. juli 2002. Det lægges til grund, at klageren ikke forinden havde modtaget de efter loven krævede oplysninger, herunder oplysninger om prisen for ydelsen.

Ved en fornyet tilmelding den 24. juli 2002 blev der fremsendt følgende SMS-besked til klageren:

”Du er nu logget på X-chatten. For at chatte skal du sende: CHAT T til 1231. Husk kr. 3,00 per besked”

For at et medium kan anses for varigt, må kræves, jf. Folketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5938, at ”det er muligt for forbrugeren at opbevare (lagre) de oplysninger, som han modtager direkte med det pågældende medium, på en sådan måde, at oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændret”. Nævnet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at en SMS-besked kan betegnes som et varigt medie.

Nævnet finder herefter ikke, at den prisinformation, der blev sendt den 24. juli 2002, er blevet meddelt i overensstemmelse med lovens krav.

Ved en ny tilmelding den 25. juli 2002 modtog klageren igen ovennævnte SMS med prisoplysningen. Umiddelbart efter modtagelsen sendte klageren en besked, der viser, at han havde læst prisoplysningen:

”Husk kr. 3,00 per besked”.

Det er, så vidt det er nævnet bekendt, ikke sædvanligt, at der skal betales for modtagelsen af en SMS-besked. Ved en sådan prisberegning bør der derfor gives forbrugeren klare og tydelige oplysninger herom. Nævnet finder ikke, at den prisoplysning, som klageren modtog, er egnet til at bibringe modtageren forståelsen af, at udbyderen vil beregne sig en pris på 3 kr. pr. besked ikke alene for afsendte, men også for modtagne beskeder.

Med henvisning til det ovenfor anførte finder nævnet, at klageren indtil det tidspunkt, hvor han læste SMS-beskeden af 25. juli 2002 med prisinformationen, har været berettiget til at gå ud fra, at han alene skulle betale indklagede 1)’s almindelige pris for afsendelsen af SMS-beskeder, samt at han ikke skulle betale for modtagelsen af SMS-beskeder.

Da han ved læsningen blev informeret om, at prisen var 3 kr. pr. besked, skal han herefter betale 3 kr. for de SMS-beskeder, han har sendt efter dette tidspunkt. Klageren skal derimod ikke betale for modtagelsen af SMS-beskeder, da han ikke på noget tidspunkt er blevet behørigt informeret om, at udbyderen også ville beregne sig vederlag herfor hos ham.” (2003-4054/7-383)

6.4.9. Indholdstakserede SMS-beskeder. En 11-årig dreng havde via sin mobiltelefon bestilt et abonnement på vitser, der løbende blev sendt som SMS-beskeder. Aftalen mellem drengen og udbyderen af vitser var ugyldig på grund af umyndighed. Teleudbyderen var ikke berettiget til at fakturere drengens far for disse SMS’er. Bestillingen måtte derudover anses for at være fortrudt rettidigt

En 11-årig dreng havde via sin mobiltelefon bestilt vitser, der blev sendt som SMS-beskeder. Faderen, der stod for mobiltelefonabonnementet, modtog herefter telefonregninger, der var belastet med et betydeligt antal af disse SMS’er, som var faktureret med priser fra 4 kr. til 12,50 kr. pr. besked. Drengen var ikke klar over, hvilke aftaler han havde indgået og anede ikke, hvordan han kom ud af det igen. Faderen indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagen, at klager fra ca. maj 2002 til ca. maj 2003 havde et mobiltelefonabonnement hos indklagede på bl.a. følgende vilkår:

” …  
2. Abonnementet
2.1 Abonnementet omfatter adgang til telefoni over (Teleselskabets) mobilnet. …
2.2 Kunden har tillige mulighed for at abonnere på supplerende services. Betaling, henholdsvis opsigelse af supplerende services sker ved henvendelse til (Teleselskabet).
…  
10. Fakturering
10.1 (Teleselskabet) er berettiget til oprettelses- og ændringsafgift, samtale- og andre forbrugsafgifter og betaling for supplerende ydelser.
10.2    (Teleselskabet) opkræver betaling for alle beløb, der registreres i forbindelse med brug af SIM-kortet. Beløb forfalder til betaling den dag, der angives på fakturaen. …”

Klagen vedrører et beløb på 1.326,80 kr., som indklagede under henvisning til pkt. 10.2, jf. pkt. 10.1 i abonnementsvilkårene har opkrævet til dækning af indholdstakserede SMS-beskeder leveret i tidsrummet fra 1. november 2002 til 16. januar 2003. Ifølge klagerens oplysninger er der tale om levering af vitser i henhold til en eller flere abonnementsaftaler, som klagerens 11-årige søn tilsyneladende har indgået med en eller flere af de medievirksomheder, der har en faktureringsaftale med indklagede. Sønnen er dog ikke selv blevet klar over, at han indgik aftale herom, og han har derfor ikke kunnet give klageren nærmere oplysninger om, med hvem han har indgået aftale eller om de nærmere aftalevilkår.

Det fremgår af et brev dateret 18. marts 2003 fra klager til indklagede, at klageren i første omgang troede, at sønnen ikke kunne styre sit mobiltelefonforbrug. Han tog derfor SIM-kortet fra sønnen, men da han, efter at SIM-kortet havde været gemt bort i godt en måned, modtog en ny regning på mobiltelefoni, blev han klar over, at det ikke var dette, som var problemet.

Det fremgår endvidere af de opkaldslister, som foreligger i sagen for de måneder, som klagen vedrører, at der dagligt har været sendt indholdstakserede SMS-beskeder til klagerens mobiltelefon, og at forbruget i perioden fra den 19. december 2002 til den 16. januar 2003 alene bestod i daglig modtagelse af en indholdstakseret SMS.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at det omtvistede beløb på 1.326,80 kr. i hvert fald for langt hovedpartens vedkommende må antages at skyldes fakturering af overtakserede SMS-beskeder sendt i henhold til abonnementsaftaler, som indklagedes 11-årige søn i tiden mellem ca. 1. november og ca. 18. december 2002 har indgået med medievirksomheder, der har indgået faktureringsaftaler med indklagede.

Det kan ikke afvises, at der i det omtvistede beløb også indgår fakturering af enkelte indholdstakserede SMS-beskeder, som er leveret separat i umiddelbar tilknytning til en særskilt bestilling af ydelsen. Betaling heraf kan ikke anses for omfattet af klagen, som alene angår det forhold, at klageren er blevet afkrævet betaling for ydelser leveret i henhold til abonnementsaftaler indgået med sønnen. Det kan imidlertid ikke ud fra de foreliggende opkaldslister ses, hvorfra de enkelte indholdstakserede SMS-beskeder, som indklagede har faktureret klageren for, er sendt, og indklagede har ikke bidraget med nærmere oplysninger til afklaring af, hvorledes SMS’erne fordeler sig på de forskellige mulige leverandører. Da dette bevismæssigt må komme indklagede til skade, har nævnet valgt at se bort fra, at der i beløbet på 1.326,80 kr. muligvis kan forekomme betaling for enkelte særskilt bestilte SMS-beskeder, som ikke er omfattet af klagen.

Det forhold, at klageren havde overladt brugen af sin mobiltelefon til sin søn, legitimerede ikke sønnen til at indgå abonnementsaftaler om fremtidig levering af indholdstakserede SMS-beskeder med bindende virkning for klageren, og sønnen kunne som mindreårig heller ikke forpligte sig selv, jf. herved værgemålslovens § 1, stk. 2.

Da den eller de af sønnen indgåede aftaler om fremtidig fremsendelse af indholdstakserede SMS-beskeder således har været uforbindende for klageren, har indklagede ikke været berettiget til at fakturere klageren for betalinger, som vedrører disse aftaler. Dette gælder uanset punkt 10.2 i indklagedes abonnementsvilkår, hvorefter indklagede ”opkræver betaling for alle beløb, der registreres i forbindelse med brug af SIM-kortet”, jf. herved, at de fakturerede beløb ikke skyldes brug af SIM-kortet, men derimod beror på, at den eller de pågældende leverandører har anvendt SIM-kortets data i forbindelse med efterfølgende levering af indholdstakserede SMS-beskeder.

Punkt 10.2 i indklagedes abonnementsvilkår må i øvrigt under alle omstændigheder forstås med det forbehold, at indklagede alene er berettiget til at opkræve beløb, som abonnenten gyldigt hæfter for. Indklagede kan derfor ikke opkræve beløb, som vedrører betaling i henhold til en ugyldig aftale eller i henhold til en aftale, som abonnenten har fortrudt rettidigt i henhold til lov om visse forbrugeraftaler, jf. herved også denne lovs § 16, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.

Da aftalen – eller aftalerne – om bestilling af fremtidig fremsendelse af vitser er indgået via SMS-kommunikation, foreligger der fjernsalgsaftaler omfattet af forbrugeraftalelovens kapitel 4, og da det ikke er godtgjort, at vedkommende leverandør har opfyldt sin oplysningspligt efter lovens § 11 a, udløb klagerens fortrydelsesret efter denne lov først 3 måneder efter underretningen om aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 12 b, stk. 2. Klageren var derfor på reklamationstidspunktet den 16. januar 2003 fortsat berettiget til at træde tilbage fra den eller de indgåede aftaler. Klageren kan således ydermere påberåbe sig reglerne i forbrugeraftaleloven til støtte for, at han ikke er bundet af aftalerne med den virkning, at hverken de pågældende leverandører eller indklagede kan gøre krav vedrørende aftalerne gældende mod klageren, jf. herved forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 1.” (2003-4054/7-699)

6.4.10. Prisen på et telefonabonnement steg med 33% inden for bindingsperioden. Forbrugeren skulle kun betale den oprindeligt aftalte pris, idet forbrugeren ikke i forbindelse med varslingen af prisstigningen fik mulighed for at opsige aftalen

En forbruger klagede over, at hendes teleudbyder hævede abonnementsprisen med 33%, mens hun ikke havde mulighed for at opsige abonnementet. Det var hendes opfattelse, at abonnementet måtte fortsætte til den oprindeligt aftalte pris i hele bindingsperioden. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indgik abonnementsaftalen med indklagede den 4. april 2002. Abonnementsaftalen var uopsigelig i 6 måneder og kunne tidligst opsiges efter 5 måneder med 30 dages varsel med virkning fra den 4. oktober 2002. Den prisforhøjelse, indklagede varslede den 5. juni 2002, trådte i kraft den 5. august 2002, mens klageren endnu var bundet af aftalen. Klageren ønsker at opretholde den oprindelige aftale.

Det fremgår af indklagedes abonnementsvilkår pkt. 18, at ”Vilkår og priser kan ændres af teleselskabet med et varsel på 44 dage før ændringens ikrafttrædelse. Ændringer, der er til fordel for kunden, kan gennemføres uden varsel.”

Udgangspunktet i dansk ret er, at aftaler er bindende for begge parter. Et vilkår, hvorefter den ene part kan ændre aftalen, mens den anden part fortsat er bundet, vil almindeligvis blive anset for urimeligt og vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 38c, jf. § 36, jf. herved lov nr. 1098 af 21. december 1994, som bl.a. implementerer Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. I direktivets vejledende liste over urimelige kontraktvilkår er i pkt. 1, litra 1, blandt andet nævnt vilkår, der tillader ”leverandøren af tjenesteydelser at sætte prisen op, uden at forbrugeren … har en tilsvarende ret til at annullere kontrakten, hvis den endelige pris er for høj i forhold til den pris, der blev aftalt ved kontraktens indgåelse.”

Det fremgår af § 10, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester, der var gældende på aftaletidspunktet, at udbyderen, hvis der gælder et opsigelsesvarsel på mere end 1 måned, kan ændre i de priser og vilkår, der gælder for en abonnementsaftale, hvis der gives et varsel på minimum 14 dage med tillæg af 14 dage. Udbyderen skal i sådanne tilfælde samtidig med varslingen give slutbrugeren mulighed for at opsige aftalen med et varsel på minimum 14 dage.

Nævnet finder som udgangspunkt ikke, at en opsigelsesperiode kan betegnes som et ”opsigelsesvarsel” som nævnt i udbudsbekendtgørelsens § 10, stk. 2. Det følger imidlertid af bekendtgørelsens § 11, stk. 1, nr. 4, at slutbrugeren altid, når der er gået 5 måneder fra aftalens indgåelse, kan opsige en abonnementsaftale med et varsel på maksimalt én måned. Da det reelle opsigelsesvarsel ifølge udbudsbekendtgørelsen således aldrig kan overstige 1 måned, må nævnet lægge til grund, at § 10, stk. 2, på trods af sin ordlyd, regulerer den situation, hvor priser og vilkår ændres inden for de første 5 måneder efter abonnementsaftalens indgåelse, når det i aftalen er bestemt, at abonnementet er uopsigeligt i denne periode.

Udbudsbekendtgørelsen giver derfor indklagede en ret til også i en bindingsperiode at ændre priser og vilkår, forudsat at det i bestemmelsen nævnte varsel overholdes, og forudsat at slutbrugeren har mulighed for at opsige aftalen, inden ændringen træder i kraft.

Da indklagede ikke har givet klageren mulighed for at opsige aftalen, jf. udbudsbekendtgørelsens § 10, stk. 2, finder nævnet, at det vil være urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre aftalevilkårenes pkt. 18 gældende over for klageren, jf. herved aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Klageren skal derfor stilles, som om aftalen fortsatte uændret frem til den 4. oktober 2002, hvor aftalen kunne være ophørt ved klagerens opsigelse. (2002-4054/7-198)

6.4.11. Et teleselskabs krav om betaling af et stort internetforbrug blev nedsat, da selskabet ikke havde iagttaget sin vejledningspligt i forbindelse med opsætning af en ADSL-forbindelse, hvorfor det ikke burde komme forbrugeren til skade, at forbruget var sket via en ISDN-forbindelse, der var dyrere at bruge

En forbruger klagede til Forbrugerklagenævnet, da han opdagede, at hans internetforbrug ikke var sket via den nyoprettede ADSL-forbindelse, men derimod via den tidligere ISDN-forbindelse. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren ønskede i maj 2001 at ændre sin hidtidige ISDN-forbindelse hos indklagede, hvorefter klageren betalte for sin internet-tilkobling efter forbrug, til en ADSL-forbindelse med tilhørende abonnement, hvorefter klageren frit kan koble sig på internettet mod betaling af en kvartalsafgift på 1.197 kr.

En montør fra indklagede sørgede for at installere de fysiske installationer, som var nødvendige for ADSL-opkoblingen, på klagerens adresse. Indklagede har anført, at det herefter påhvilede klageren selv at installere det nødvendige software på klagerens pc. Klageren, som ikke var klar over dette, gik imidlertid fejlagtigt ud fra, at han efter montørens besøg var behørigt tilkoblet internettet via ADSL-forbindelsen, og klageren har i tillid hertil ladet tilslutningen være i funktion næsten konstant. Da klagerens pc imidlertid fortsat var tilkoblet ISDN-forbindelsen, resulterede dette i, at klageren er blevet faktureret for et internetforbrug på 9.301,51 kr.

Nævnet finder, at indklagede som udbyder af forskellige tilkoblinger og abonnementer til internettet har en særlig vejledningspligt i relation til forbrugere, som ønsker at skifte fra en abonnementstype til en anden, og som ikke uden videre kan forventes at være fortrolige med internetopsætning m.v. Indklagede burde derfor have vejledt klageren om, at det udover den fysiske installation også var nødvendigt at installere det nødvendige software på klagerens pc. Indklagede har efter det oplyste ikke godtgjort at have vejledt klageren herom.

Da den manglende installation af den fornødne software på klagerens pc herefter ikke bør komme klageren til skade, bør klageren stilles, som om klagerens internetforbrug – som tilsigtet af klageren – var sket via ADSL-abonnementet og dermed dækket af klagerens betaling for dette abonnement. Nævnet nedsætter derfor i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, indklagedes betalingskrav, således at klageren fritages for at betale for de opkald til internettet, som efter ADSL-forbindelsens installering hos klageren er faktureret via ISDN-forbindelsen.” (2002-4054-7-168)

6.4.12. Det påhvilede teleudbyderen at godtgøre, at regninger for telefoni var kommet frem til forbrugeren. Teleudbyderen havde fortabt sit krav på betaling, idet opkrævningen blev udsendt halvandet år efter forbruget var foretaget

En forbruger modtog i slutningen af 2001 to betalingspåmindelser vedrørende regninger for mobiltelefonsamtaler, der skulle have fundet sted i januar, februar og maj 2000.

Forbrugeren, der havde opsagt sit abonnement i maj 2000, havde i juni 2000 modtaget to opkrævninger, som han havde betalt. Han nægtede at have modtaget yderligere opkrævninger, som ikke var betalt.

Teleudbyderen erkendte, at den ene regning ikke tidligere havde været sendt til forbrugeren, men nægtede at imødekomme forbrugerens krav om fritagelse for betaling. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestridt at have modtaget faktura nr. 3472231, der vedrører samtaler for januar og februar 2000 og abonnement for februar, marts og april 2000, førend han modtog en påmindelse dateret d. 31. oktober 2001.

Nævnet finder, at det må påhvile indklagede at godtgøre, at regningen er sendt til klageren d. 17. maj 2000. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet denne bevisbyrde ved at henvise til, at fakturaen ifølge indklagedes edb-system skulle være udsendt den pågældende dag.

Nævnet lægger derfor i overensstemmelse med klagerens forklaring til grund, at fakturaen første gang blev udsendt d. 31. oktober 2001.

Vedr. faktura nr. 6913950 lægger nævnet på baggrund af sagens oplysninger til grund, at fakturaen, der vedrører opkald foretaget hos indklagede i maj 2000, først blev udsendt i november 2001.

Det er ubestridt, at klageren har foretaget de telefonopkald, fakturaerne vedrører, og at han ikke tidligere er faktureret herfor.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren løbende er blevet faktureret for opkald foretaget via indklagede, ligesom klageren i sommeren 2000 – efter opsigelse af abonnementet – modtog en slutopgørelse. Da den manglende opkrævning af de skyldige beløb må henføres til fejl i indklagedes faktureringssystem, finder nævnet, at klageren med føje må have indrettet sig på at have betalt, hvad han skyldte. Indklagede har derfor fortabt sit krav på efterbetaling, jf. herved principperne om condictio indebiti som beskrevet af Bernhard Gomard i Obligationsretten 3.del, s. 171 ff.” (2003-4054/7-143)

6.4.13. Uberettiget lukning af en forbrugers telefonforbindelser som følge af et omtvistet mindre udestående

En forbruger havde både sit fastnet-, mobil- og internetabonnement hos den samme teleudbyder. I forbindelse med fastnet-abonnementet var der et mindre udestående, som forbrugeren ikke mente at skulle betale. På trods af, at beløbet var omtvistet og i øvrigt meget lille, afbrød teleudbyderen ved årsskiftet 2001/02 uden varsel alle forbrugerens telefonforbindelser. Forbrugeren klagede til udbyderen og oplyste, at han anså samtlige abonnementsaftaler for bortfaldet ved afbrydelsen, som han fandt uberettiget. Teleudbyderen fastholdt kravet, og forbrugeren indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af indklagedes abonnementsbetingelser, at afbrydelse ved misligholdelse forudsætter et forudgående påkrav, og at kunden i væsentlig grad har misligholdt sine forpligtelser. Uanset dette lukkede indklagede den 2. januar 2002 uden varsel for alle klagerens forbindelser. Klageren var ifølge sagens oplysninger på dette tidspunkt alene i restance med et beløb på kr. 43,63, hvilket beløb der var tvist om. Dette kan ikke anses for en væsentlig misligholdelse.

Indklagedes afbrydelse af klagerens telefonforbindelser er derfor i strid med såvel § 11, stk. 1, nr. 5, i den dagældende bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester (nr. 1169 af 15. december 2000), som indklagedes abonnementsvilkår.

Samtlige klagerens abonnementsaftaler må ved indklagedes uberettigede afbrydelse anses for bortfaldet. Indklagede har som følge heraf ikke krav på abonnementsbetaling efter lukningen af klagerens forbindelser den 2. januar 2002.” (2002-4054/7-182)

6.4.14. En umyndig forbruger havde indgået aftale om telefonabonnement med taletidskonto, hvor indbetalt taletid skulle dække forbruget. Tilmelding var sket på internettet, og forbrugeren oplyste urigtigt fødselsår, så hun fremstod som myndig. Udbyderen var alene berettiget til en mindre erstatning i anledning af forbrugerens manglende betaling af samtaleafgifter, da mellemværendet skulle opgøres i medfør af værgemålsloven, og abonnementsvilkårene indeholdt bestemmelser om spærring af tjenesten ved overskridelse af indbetalt taletid

En forbruger foretog tilmelding på internettet til et af udbyderens abonnementer, hvor der alene betales for forbruget. Hun var kun lige blevet 17 år, men opgav urigtigt fødselsår for at fremstå som myndig, da det var en betingelse for at oprette abonnementet. Der skulle indsættes penge på en taletidskonto, som til en enhver tid dækkede forbruget. Efter vilkårene kunne forbrugeren dog regne med en vis mindre kredit, hvis forbruget overskred den indbetalte taletid - nemlig op til 7 dage eller højst 200 kr. Derefter ville tjenesten blive lukket uden varsel.

Forbrugeren foretog de første 9 måneder indbetalinger, der dækkede forbruget, men i de følgende måneder blev der oparbejdet en gæld på 5.508 kr. Forbrugeren modtog ikke i denne periode, som det ellers var sædvanligt, advarsler om indbetaling af taletid. Udbyderen lukkede kontoen og krævede betaling.

Forbrugeren henviste til, at tjenesten burde have været spærret i henhold til abonnementsvilkårene, og at hun var umyndig ved aftalens indgåelse og derfor alene burde hæfte for 200 - 500 kr. Udbyderen fastholdt kravet om betaling, og forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren kunne som 17-årig ikke selv forpligte sig ved den indgåede aftale, som derfor er ugyldig, jf. værgemålslovens § 1, stk. 2, sammenholdt med § 44. Klageren opgav imidlertid ved indgåelsen af den elektroniske aftale et urigtigt fødselsår, således at hun fremstod som myndig, og parternes mellemværende skal derfor opgøres i medfør af værgemålslovens § 45, stk. 1 og 2, som er sålydende:

”§ 45. Bliver en aftale ugyldig efter § 44, fordi den ene part er umyndig, skal parterne tilbagelevere, hvad de har modtaget, eller, hvis dette ikke er muligt, erstatte dets værdi. Den umyndige skal dog kun yde erstatning i det omfang, det modtagne skønnes at være kommet denne til nytte.

Stk. 2. Har den umyndige givet urigtige oplysninger om sin berettigelse til at indgå en aftale og derved forledt den anden part til at indgå aftalen, kan det, uanset om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang det findes rimeligt, pålægges den umyndige at erstatte det tab, som aftalen har medført.”

Ved vurderingen af hvilken erstatning, det er rimeligt at lade klageren betale til indklagede, har nævnet især lagt vægt på følgende omstændigheder:

Indklagede – som måtte være klar over, at indklagedes abonnementstilbud også kunne være attraktivt for unge under 18 år – foretog ved abonnementets oprettelse ingen kontrol af klagerens oplysninger vedrørende hendes personlige data.

Klageren overholdt de første 9 måneder efter aftalens indgåelse abonnementsvilkårene, men synes herefter at have fået personlige problemer, som indebar, at hun ikke havde den fornødne kontrol over sit telefonforbrug. Dette kunne imidlertid samtidig have været undgået, såfremt indklagede havde sørget for at spærre telefonen i overensstemmelse med abonnementsvilkårenes bestemmelse herom, jf. herved vilkårenes pkt. 9.2, hvorefter kunden højst kunne regne med en kredit på op til 7 dage eller højst 200 kr., og hvorefter indklagede senest 7 dage efter overskridelsen ville lukke for tjenesten uden yderligere varsel.

Nævnet finder det på den anførte baggrund rimeligt, at klageren alene skal betale en erstatning på 500 kr. til indklagede, hvori skal modregnes gebyret på 80 kr. for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, jf. forbrugerklagenævnslovens § 9, stk. 3, således at indklagedes krav herefter udgør 420 kr.” (2003-4054/7-275).

6.5. Anden elektronik

6.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom

6.6.1. Strømafbrydelser som følge af, at en snegl var trængt ind i et fordelerskab. Afbrydelsen blev anset som forsinkelse med levering af strøm. Erstatningsansvaret skulle bedømmes efter købelovens § 24. Tabsbegrænsningspligt og egen skyld/accept af risiko

Som følge af, at en snegl var trængt ind i et strømfordelerskab blev strømforsyningen til en forbrugers sommerhus afbrudt, hvorved varer i klagerens køleskab og fryser blev ødelagt. Forbrugeren opgjorde erstatningskravet til godt 7.000 kr.

Elselskabets forsikringsselskab anerkendte erstatningspligten, men afviste forbrugerens krav som udokumenteret. Forsikringsselskabet fastsatte erstatningsbeløbet til 6.300 kr., men fratrak selvrisikoen på 4.000 kr. i henhold til produktansvarsloven. Da forbrugeren var utilfreds hermed, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Sagen blev behandlet på et nævnsmøde, men efterfølgende blev sagen udsat af nævnsformanden, der rettede følgende henvendelse til elselskabet:

”Sagen vedrører en strømafbrydelse i et sommerhus forårsaget af snegle, som er trængt ind i distributionsskabet på klagerens grund. Strømafbrydelsen medførte skade på fødevarer i fryser og køleskab, og klageren har opgjort sit erstatningskrav i den anledning til 7.258 kr., uden at kravet dog er nærmere dokumenteret.

X´s forsikringsselskab har anset skaden for omfattet af produktansvarsloven og har herefter alene villet udbetale 2.300 kr. til klageren efter fradrag af selvrisikobeløbet på 4.000 kr. i henhold til produktansvarslovens § 8.

I X´s almindelige betingelser for ellevering gældende fra 1. januar 1991 hedder det i afsnit 2 om X´s anlæg/leveringsgrænse bl.a.:

”2.1 X etablerer og vedligeholder de anlæg, der er nødvendige frem til en leveringsgrænse fastsat af X. Leveringsgrænsen fastsættes i overensstemmelse med X´s regler for investeringsbidrag.
….

2.6 For at X kan opfylde sin leveringsforpligtelse over for kunden, kan det være nødvendigt, at der anbringes anlæg, fx master, kabler, fordelingsskabe, transformerstationer m.v. i eller på kundens ejendom. I sådanne tilfælde skal kunden stille et egnet areal eller rum til rådighed for X. …”

Det hedder endvidere i afsnit 4.1 om ansvar ved driftsforstyrrelser m.m.:

”Ved strømafbrydelse og andre tilfælde af ikke-kontraktmæssig levering i forbrugerkøb gælder købelovens regler. Over for erhvervsdrivende er X ikke ansvarlig for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab, medmindre der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed fra X´s side. Erhvervsdrivende opfordres til at tegne driftstabsforsikring.

Hvis X´s anlæg forvolder skade på personer eller gods, gælder stærkstrømslovens § 6. (Ved ændring af stærkstrømsloven i maj 1993 ændres henvisningen til stærkstrømlovens § 17.)”

Som Forbrugerklagenævnet har forstået X´s betingelser, er distributionsskabet en del af X´s distributionssystem. Sneglenes indtrængen i skabet medførte derfor, at en del af X´s distributionsudstyr blev sat ud af kraft med den følge, at X´s levering af el blev afbrudt. Klagerens tab skyldes således ikke en defekt ved X´s ydelse, men derimod det forhold, at ydelsen ikke blev leveret i en vis periode. Efter nævnets foreløbige opfattelse foreligger der derfor ikke en produktskade, men derimod en misligholdelse i form af forsinkelse, som er underlagt købelovens regler, herunder – da levering af el er en genusydelse – ansvarsreglen i købelovens § 24.

Forinden nævnet træffer endelig afgørelse i sagen, skal nævnet forespørge, om det anførte giver X anledning til at ændre sin stillingtagen til sagen.«

Elselskabet meddelte nævnet, at det ikke var enig i, at købelovens § 24 fandt anvendelse, idet el er en flygtig vare. Dertil kom, at det forhold, at en snegl kunne trænge ind i skabet, måtte skyldes, at en trafikant havde påkørt skabet. Disse omstændigheder betragtede selskabet som force majeure, hvilket selskabet tog forbehold for i de almindelige betingelser. Endelig påpegede selskabet, at kravet var udokumenteret, og at forbrugeren havde tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt. Nævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Som nævnt i Forbrugerstyrelsens brev af 27. februar 2003 til parterne er det nævnets opfattelse, at den udeblevne strømleverance må sidestilles med forsinkelse, og at indklagedes erstatningsansvar derfor som udgangspunkt skal bedømmes efter købelovens § 24, medmindre andet er aftalt mellem parterne.

Indklagede har heroverfor i sit brev af 5. marts 2002 blandt andet gjort gældende, at sneglenes indtrængen i distributionsskabet skyldtes, at dette var blevet beskadiget formentlig som følge af, at det var blevet påkørt af en trafikant, og at dette i givet fald må sidestilles med force majeure omfattet af indklagedes ansvarsfrihedsklausul i afsnit 4 i indklagedes almindelige betingelser.

Efter nævnets opfattelse synes afsnit 4 i indklagedes almindelige betingelser ikke at indeholde særlige regler om ansvarsfraskrivelse i tilfælde af strømafbrydelse til private forbrugere.

Indklagede har imidlertid samtidig i sit brev af 5. marts 2003 påberåbt sig, at klagers krav er udokumenteret, samt at det må være klagers egen risiko at efterlade varer i et køle-/fryseskab i et sommerhus.

Da indklagede således bestrider klagers erstatningsopgørelse på 7.258 kr., og da denne alene er baseret på klagers egne oplysninger, kan nævnet ikke med den bevisførelse, som kan finde sted for nævnet, tage stilling til, om klager har lidt et tab, som overstiger det beløb på 2.300 kr., som klager allerede har fået udbetalt i erstatning fra indklagede. Da strømafbrydelser aldrig helt kan udelukkes, er det endvidere nævnets opfattelse, at klager ikke burde have efterladt et større parti værdifulde madvarer i et fryse-/køleskab i flere dage uden opsyn, og at der derfor under alle omstændigheder bør ske en begrænsning af klagerens krav efter reglerne om egen skyld/accept af risiko.” (2003-326/7-1)

6.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig)

6.7.1. Da et tilgodebevis var bortkommet i forbrugerens varetægt, var den erhvervsdrivende ikke forpligtet til at udbetale værdien heraf

En forbruger fik i forbindelse med ombytning af et regnsæt udleveret et tilgodebevis, da den erhvervsdrivende ikke havde regnsættet i den rigtige størrelse. Forbrugeren mistede dog tilgodebeviset, og den erhvervsdrivende nægtede derfor at udbetale tilgodebevisets værdi eller at udlevere det nye regnsæt. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren købte den 29. januar 2003 et regnsæt i indklagedes forretning, som klageren efterfølgende ønskede ombyttet til en større størrelse. Klageren fik i forbindelse med regnsættets tilbagelevering til forretningen udleveret et tilgodebevis på 1.000 kr., og indklagede har herefter betinget udlevering af et nyt sæt regntøj af, at klager tilbageleverer tilgodebeviset.

Det fremgår ikke af tilgodebeviset, hvem der er kreditor i henhold til beviset, og ifølge indklagede vil beviset kunne indløses af ihændehaveren heraf i alle de ca. 80 forretninger i Danmark, som er tilknyttet forretningskæden.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at det følger af tilgodebevisets beskaffenhed, at indklagede ikke har pligt til at honorere dette gennem betaling eller udlevering af varer, medmindre beviset tilbageleveres indklagede, eller betalingen/udleveringen afskrives på dette, jf. herved gældsbrevslovens § 31, stk. 4.

Da klageren ikke er i besiddelse af tilgodebeviset, kan nævnet ikke på det foreliggende grundlag give klageren medhold i det fremsatte krav, men må henvise klageren til at gå frem efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 639 af 16. september 1986 om mortifikation af værdipapirer, såfremt klageren mener at kunne godtgøre, at tilgodebeviset er gået tabt.” (2003-612/7-242)

6.7.2. En forbrugers tøj blev væk i posten, da sælgeren returnerede det i forbindelse med afhjælpning. Sælgeren havde ikke godtgjort, at bortkomsten skyldtes omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes ham

En forbruger købte en todelt festkjole. Efter at have brugt kjolen et par gange opdagede hun, at en del stivere i overdelen var knækkede. Derfor sendte hun kjolens overdel til sælger med anbefalet post for at få den repareret gratis. Efter afhjælpningen returnerede sælgeren toppen i en almindelig kuvert. Toppen blev væk under forsendelsen. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klager har 6 måneder efter købet som led i et reklamationsforløb fremsendt festkjolens top til indklagede som rekommanderet brev, jf. den fremlagte postkvittering dateret 12. februar 2003. Indklagede, som modtog toppen, har herefter haft pligt til at drage omsorg for den. Ifølge indklagedes forklaring har indklagede returneret toppen til klageren i et almindeligt brev, hvilket klageren først blev bekendt med, da hun den 2. april 2003 rykkede for svar.

Det påhviler indklagede, som havde toppen i sin varetægt, at godtgøre, at toppens bortkomst ikke skyldes omstændigheder, som kan bebrejdes indklagede. Denne bevisbyrde har indklagede ikke løftet. Det bemærkes herved, at det må anses for indklagedes risiko, at indklagede har valgt at tilbagesende kjoletoppen som almindelig postforsendelse uden kvittering.

Da kjoletoppen er bortkommet, mens den var i indklagedes varetægt efter en reklamation og uden, at indklagede kan godtgøre, at bortkomsten skyldes omstændigheder, som ikke kan bebrejdes indklagede, foreligger der efter nævnets opfattelse en væsentlig misligholdelse, som berettiger klageren til at hæve købet.” (2003-619/7-18)

6.7.3. Rulamsfrakke ødelagt ved rensning. Erstatning blev fastsat til et beløb, der lå over den pris forbrugeren havde betalt for frakken, da den blev købt

En forbruger havde købt en rulamsfrakke til en pris af 8.499 kr. Da frakken 4 måneder senere blev indleveret til rensning, blev den ødelagt, idet den blev renset i strid med den isyede anvisning. Forbrugeren krævede frakken erstattet af renseriet og gjorde gældende, at frakkens værdi på skadestidspunktet var højere end købsprisen. Renseriet afviste forbrugerens krav. Sagen blev forelagt Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Forbrugerklagenævnet har besigtiget klagerens frakke og har konstateret, at frakken fremtræder som beskrevet af klageren. På baggrund af de sagkyndiges oplysninger lægger nævnet til grund, at skaderne skyldes, at frakken har fået en uhensigtsmæssig rensebehandling i strid med den isyede anvisning.

Nævnet finder herefter, at indklagede 1 (renseriet) er erstatningsansvarlig for det tab, klageren har lidt som følge af den uhensigtsmæssige rensebehandling. Frakken er efter indklagede 2’s oplysning (sælgeren) steget væsentligt i pris siden købet i december 2001, og udsalgsprisen på skadestidspunktet i april 2002 var efter det oplyste 11.995 kr. Nævnet finder på denne baggrund, at erstatningen bør fastsættes i overensstemmelse hermed.

Der er ikke oplyst forhold, der berettiger klageren til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for indklagede 2.” Erstatningen blev således fastsat til 11.995 kr. (2002-631/7-44)

6.7.4. Køb af jakke som krympede, fordi den ikke kunne tåle at blive vasket. Jakken ansås for mangelfuld, da vaskeanvisningen var misvisende

En forbruger skulle rengøre en jakke, da der var spildt på den. I jakken var der isyet en vedligeholdelsesanvisning indeholdende forskellige symboler, herunder en vaskebalje med et lille blåt kryds i. Forbrugeren valgte at håndvaske jakken, da hun fik den opfattelse, at jakken måtte vaskes. Jakken krympede, og forbrugeren klagede til sælgeren, som afviste reklamationen med henvisning til, at vaskeanvisningen ikke var fulgt. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har besigtiget den af klageren indsendte jakke og har konstateret, at den i jakken isyede vedligeholdelsesanvisning er misvisende, idet symbolet med vaskebaljen ikke – på samme måde som symbolerne for blegning og tørretumbling – er behørigt overkrydset. Der er i stedet anbragt et lille kryds nede i selve vaskebaljen. Dette er imidlertid ikke egnet til at signalere, at jakken ikke må håndvaskes, men kan tværtimod forstås som en angivelse af, at håndvask er den bedste måde at renholde jakken på.

Nævnet finder på denne baggrund, at klageren har været berettiget til at forvente, at jakken kunne håndvaskes, og da parterne er enige om, at jakken ikke har tålt denne form for behandling, er jakken behæftet med en mangel, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 1 og 4.

Klageren, som har krævet jakken ombyttet, har derfor krav herpå, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 2. Kan omlevering ikke ske inden rimelig tid, har klageren krav på at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 4.” (2003-612/7-173)

6.8. Fodtøj

6.8.1. Et par læderstøvlers design gjorde dem særlig udsatte for vandindtrængen. Da støvlerne fremtrådte som robuste udendørsstøvler, var forbrugeren berettiget til at forvente en vis modstandsdygtighed over for vandindtrængen

En forbruger købte et par kraftige støvler. Forinden ibrugtagning blev støvlerne imprægneret, men allerede ved første gangs brug trængte der vand ind i støvlerne. Forbrugeren reklamerede derfor til den erhvervsdrivende, der afviste klagen under henvisning til, at forbrugeren ikke kunne forvente, at støvlerne var vandtætte. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har med sagkyndig bistand besigtiget støvlerne og har konstateret, at støvlerne er konstrueret sådan, at kanten af bindsålen ligger blottet, idet overlæderet ikke er bukket omkring bindsålen, men derimod er bukket udad og syet sammen med bindsålen i en kantsøm. Den sagkyndige har uddybende oplyst, at denne fremstillingsmetode tidligere var almindelig ved fremstilling af billige børnesko, men at den på grund af moden fortsat ses anvendt. Da overlæderet ikke er trukket ned omkring bindsålens kant, som dermed ligger blottet, indebærer fremstillingsmetoden imidlertid, at støvlerne er særlig modtagelige for vandindtrængen.

Selv om læderfodtøj ikke kan forventes at være vandtæt, har det normalt en vis modstandsdygtighed over for vandindtrængen. Da de købte støvler fremtræder som robuste udendørsstøvler, har klageren derfor været berettiget til at forvente, at støvlerne havde denne egenskab, medmindre klageren ved købet er blevet informeret om støvlernes særlige modtagelighed over for vandindtrængen.

Da det ikke er godtgjort, at klageren er blevet vejledt herom ved købets indgåelse, finder nævnet, at støvlerne lider af en mangel, jfr. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, jfr. § 75 a, stk. 2, nr. 1 og 2. Da manglen må anses for væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jfr. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” (2002-62/7-99)

6.8.2. Køb af sko. En læderlap, der var en væsentlig del af skoens design, faldt af allerede inden for den første måned efter købet. Nævnet fandt det sandsynliggjort, at læderlappen ikke havde været tilstrækkeligt fastgjort ved skoens fabrikation. Sælgeren havde ikke afkræftet formodningen for, at kvalitetsafvigelsen havde været til stede på leveringstidspunktet

En forbruger købte et par sko. Allerede inden for den første måned efter købet faldt en læderlap af på den ene sko. Sælgeren afviste forbrugerens reklamation, idet han anførte, at forbrugeren selv var skyld i skaden som følge af manglende vedligeholdelse. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da klageren har reklameret mindre end en måned efter købet, finder reglen i købelovens § 77 a, stk. 3, som affattet ved lov nr. 213 af 22. april 2002, anvendelse. Efter denne bestemmelse formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden for seks måneder efter varens levering, at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

Forbrugerklagenævnet har med sagkyndig bistand besigtiget skoene og har konstateret, at der mangler en læderlap på venstre sko. Læderlappen på den højre sko sidder så godt fast, at det vil ødelægge skoen at trække den af, idet narven i så fald ville blive trukket med af. Da narven er intakt på venstre sko, tyder dette på, at lappen ikke har siddet tilsvarende godt fast på denne sko.

Nævnet finder det på denne baggrund sandsynliggjort, at læderlappen på venstre sko ikke er blevet tilstrækkelig fastgjort ved skoens fabrikation. Da formodningen for, at kvalitetsafvigelsen har været til stede ved leveringen, og herefter ikke er afkræftet af sælger, lægger nævnet til grund, at skoene var mangelfulde ved leveringen, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Manglen må samtidig anses for væsentlig, hvorfor klageren herefter i medfør købeloven § 78, stk. 1, nr. 4, er berettiget til at hæve købet af skoene.” (2002-62/7-89)

6.8.3. Såler limes til skohælen med lim, der skal hærde. Det blev derfor ikke anset for en mangel, at forbrugeren kunne skille sålen fra hælen kort tid efter limningen

En forbruger klagede over, at sålen på hælen, en såkaldt hælflik, gik fra på højre sko og var meget slidt efter ca. 6 ugers brug. Hælen hang i gulvtæpper. Forbrugeren forlangte at få pengene tilbage, men sælgeren limede hælflikken. Ved modtagelsen af skoene konstaterede forbrugeren, at hælflikken var limet, og at han nemt kunne adskille flikken fra hælen med to negle. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har med sagkyndig bistand besigtiget skoene og konstateret, at hælflikken på højre sko er gået fra hælen. Begge hælflikker er meget slidte, ligesom også skoenes såler fremstår godt slidte.

På baggrund af de sagkyndiges vurderinger er det nævnets opfattelse, at hælflikkerne skal udskiftes, men at dette ikke skyldes en materialefejl. Derimod skyldes det almindeligt slid på hælene.

De sagkyndige har peget på, at det er sliddet på hælflikkerne samt den omstændighed, at den ene hælflik er gået fra hælen, der gør, at skoene hænger i gulvtæpper mv. Klageren har under sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet oplyst, at hælflikken på højre sko var limet af indklagede, selv om det efter hans opfattelse var aftalt med indklagede, at denne ikke skulle lime skoen. Klageren kunne derefter ved en nærmere undersøgelse af hælen uden problemer adskille den limede hælflik fra hælen med 2 negle. Den sagkyndige og erhvervsrepræsentanten har på nævnsmødet oplyst, at man i dag bruger 2 forskellige slags lim i tilfælde som det foreliggende, hvor flikken er gået fra hælen, og for begge limtyper gælder, at de hærder op, som tiden går – også under brugen af skoen. Såfremt der hives i hælflikken kort efter limningen, vil den gå fra igen.

At hælflikken oprindeligt er gået fra skyldes en materialefejl, idet den anvendte lim har været for svag. Skoene har derfor ved købet været behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, og klageren har derefter i medfør af § 78, stk. 1, været berettiget til at vælge, hvilken mangelsbeføjelse han vil gøre gældende. Klagerens krav er en ophævelse af købet, hvilket kan ske i henhold til § 78, stk. 1, nr. 4, hvis manglen ikke er uvæsentlig. Det er nævnets opfattelse, at manglen er uvæsentlig.

Indklagede kan efter § 78, stk. 3, tilbyde afhjælpning, og indklagede har efter nævnets opfattelse afhjulpet inden for rimelig tid uden udgifter og uden væsentlig ulempe for klageren, jf. § 78, stk. 4. Nævnet anser den foretagne afhjælpning for tilfredsstillende, idet klageren selv har forårsaget, at hælflikken igen er gået fra hælen på højre sko.

Der kan på den baggrund ikke gives klageren medhold.” (2003-62/7-96)

6.8.4. Køb af sandaler. Sandalerne var efter kort tids brug slidt i stykker. Da forbrugeren havde fortsat brugen efter at skaderne var konstateret, kunne hun ikke ophæve købet

En forbruger købte et par lette sandaler for 699 kr. Få dage efter købet konstaterede hun, at sandalerne blev slidt meget hurtigt, og hun forlangte derfor at få pengene tilbage. Den erhvervsdrivende forsøgte at udbedre skaderne ved at smøre sandalerne med skocreme og hvid farve, men afviste at ophæve handlen under henvisning til, at klageren allerede på købstidspunktet var blevet gjort opmærksom på, at der var tale om en sart sko.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, men fortsatte med at bruge sandalerne så længe de kunne holde. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse i sagen:

”Nævnet har med sagkyndig bistand besigtiget klagerens sko og har konstateret, at der er hul på begge hæle, at tåspidserne er slidt ned, og at skoene fremtræder som om, de har været brugt dagligt. Skoene er af en let type, hvor skindet går ud over sålerne og dermed ikke er beskyttet mod gangpåvirkning. Der er efter den sagkyndiges vurdering tale om en sko til selskabsbrug, som ikke er egnet til hverdagsbrug.

Nævnet finder, at denne oplysning er af væsentlig betydning for klagerens bedømmelse af skoene, og at der derfor påhviler indklagede en særlig oplysningspligt i forbindelse med salg af denne type sko. Det påhviler samtidig indklagede at godtgøre, at indklagede har opfyldt sin oplysningspligt.

Da det ikke er godtgjort, at klageren ved købet er blevet vejledt om skoenes begrænsede brugsegenskaber, finder nævnet, at skoene er behæftet med en væsentlig mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, sammenholdt med § 75 a, stk. 1.

Klageren har imidlertid fortsat brugen af skoene, således at skoene nu er helt nedslidte. Da skoene derfor ikke kan tilbagegives i væsentlig samme stand, er klageren ikke berettiget til at hæve købet, jf. § 57, stk. 1. Klageren er i stedet berettiget til et forholdsmæssigt afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, hvilket afslag passende findes at kunne fastsættes til 250 kr.” (2003-620/7-116)

6.8.5. Køb af damesko. Hælene var slidt ned i løbet af ca. 14 dage. Da forbrugeren ikke var blevet vejledt om, at skoene ikke var egnet til hverdagsbrug, forelå der en mangel. Ikke ophævelse da skoene ikke kunne tilbagegives i væsentlig samme stand

En forbruger købte et par damesko med spinkle hæle. Allerede efter 14 dage var hælene slidt helt ned. Forbrugeren klagede til den erhvervsdrivende, der afviste klagen, idet det var normalt, at sådanne spinkle hæle ved daglig brug skulle skiftes efter ca. 14 dage. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet har besigtiget klagerens sko og har konstateret, at hælflikkerne er fuldstændig slidt væk, ligesom skoene i øvrigt fremtræder meget slidte. Skoene er af en let type med meget tynde hæle og er efter den sagkyndiges oplysninger ikke egnet til hverdagsbrug, idet hælflikkerne hurtigt nedslides. Det er således ikke unormalt, at hælflikkerne bør skiftes efter 14 dages brug.

Nævnet finder, at denne oplysning er af væsentlig betydning for klagerens bedømmelse af skoene, og der påhviler derfor indklagede en særlig oplysningspligt i forbindelse med salg af denne type sko, især hvor kunden – som i den foreliggende sag – er meget ung. Det påhviler samtidig indklagede at godtgøre, at indklagede har opfyldt sin vejledningspligt.

Da det ikke er godtgjort, at klageren ved købet er blevet behørigt vejledt om skoenes begrænsede brugsegenskaber, finder nævnet, at skoene er behæftet med en væsentlig mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med § 75 a, stk. 2, nr. 1.

Klageren har imidlertid fortsat brugen af skoene også efter, at hælflikkerne burde have været udskiftet. Da skoene derfor ikke kan tilbagegives i væsentlig samme stand, er klageren ikke berettiget til at hæve købet, jf. herved købelovens § 57. Klageren har i stedet i medfør af købelovens § 78, stk. 1, nr. 3, krav på at få et forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvilket afslag passende findes at kunne fastsættes til 250 kr.” (2003-620/7-121)

6.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind)

6.9.1. Reklamation over mangler ved en sofas alcantare-betræk inden udløbet af den 2-årige garantiperiode afbrød forældelsen, og forbrugeren kunne gøre samme fejl gældende over for den erhvervsdrivende, da fejlen på ny viste sig 2 år senere

En forbruger købte i juni 1997 en 2 personers og en 3 personers sofa med alcantare-betræk. Sofaerne blev solgt med 2 års garanti fra Møbelhandlernes Centralforeningen. I 1999 inden udløbet af garantiperioden reklamerede forbrugeren over, at stoffet på den ene sofas rygstykke nulrede, og sofaens rygstykke blev skiftet. Da forbrugeren i 2001 - ca. 2 år herefter reklamerede over, at stoffet igen nulrede på rygstykket og nu også på sofaens armlæn, afviste sælgeren reklamationen under henvisning til, at garantiperioden var udløbet.

Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”For så vidt angår spørgsmålet om reklamationsfrist, finder nævnet, at de fejl, der reklameredes over efter udløbet af garantiperioden, svarer til de fejl, som blev udbedret ved reparationen. Den omstændighed, at samme type fejl har bredt sig til andre områder på sofaen, bevirker efter nævnets opfattelse ikke, at der er tale om nye fejl. Indklagedes reparation af sofaen er underlagt forældelsesbestemmelserne i 1908-lovens § 1, nr. 1, hvoraf følger, at samme fejl som det reparerede kan gøres gældende inden for 5 år fra reparationstidspunktet. Da klageren reklamerede over fejlene ca. 2 år efter reparationen, var klageren således ikke afskåret fra at reklamere over fejlene, selv om garantiperioden var udløbet.

For så vidt angik spørgsmålet om mangler, fandt Forbrugerklagenævnet:

”Forbrugerklagenævnet har besigtiget et af 3 personers sofaens sædehyndebetræk og har konstateret, at der på den forreste 2/3-del af betrækkets overflade ses en tydelig udseendeændring i form af en sammennulret overflade med ret store fiberansamlinger. Nævnet lægger efter den sagkyndiges oplysninger til grund, at ændringerne er opstået ved almindelig brug.

Efter nævnets opfattelse overstiger udseendeændringen, hvad man efter 4 års brug normalt må forvente af et møbelbetræk af den pågældende type og prisklasse, hvorfor sofaen er behæftet med en mangel, jf. den dagældende købelovs § 76, stk. 1, nr. 4.

Tre nævnsmedlemmer finder, at manglen, under hensyn til udseendeændringens karakter og omfang, må anses for væsentlig, hvorfor klageren er berettiget til at hæve købet, jf. den dagældende købelovs § 78, stk. 1. Da købet af sofaerne efter disse medlemmers opfattelse må anses for et samlet køb, er klageren berettiget til at hæve hele købet.

 Et nævnsmedlem (2 stemmer) finder, at manglen, sofaens alder taget i betragtning, ikke udgør en væsentlig mangel, hvorfor der alene er grundlag for at lade klageren opnå et forholdsmæssigt afslag.”

 I overensstemmelse med flertallets opfattelse fik forbrugeren medhold i kravet om at hæve hele købet. (2003-65/7-100)

6.9.2. Køb af naturstensplade. Den leverede plade svarede ikke til den foreviste vareprøve, idet den i modsætning til vareprøven havde pletter. Et forbehold for farveafvigelser gav forbrugeren en berettiget forventning om, at prøven var repræsentativ med hensyn til andre forhold end stenens farve

I forbindelse med køb af en naturstensplade fik en forbruger forevist en vareprøve. På prøven var der påklistret en label, hvorpå det var anført: ”Prøven er en typeprøve, og der garanteres ikke for farveafvigelser”. Forbrugeren bestilte pladen, men blev temmelig overrasket, da hun modtog den, idet den i modsætning til prøvepladen havde lyse pletter over det hele. Sælgeren afviste forbrugerens reklamation, idet han henviste til, at det var et naturprodukt, hvor farveafvigelser ikke betragtes som mangler. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger herefter til grund, at der jævnt fordelt på den leverede naturstensplade er flere lyse pletter med en gennemsnitlig diameter på 1,5 mm, som skyldes lokale variationer i kornstørrelse og sandets farve. Nævnet er endvidere ud fra det foreliggende foto enig i den sagkyndiges karakteristik, hvorefter pletterne – uanset der er tale om naturlige variationer i stenen – umiddelbart efterlader det indtryk, at der er spildt noget på pladen.

Indklagede har ikke bestridt klagerens oplysning om, at hun ved bestillingen fik forevist en prøvesten uden pletter, som blev forevist hende med forbehold om, at ”prøven er en typeprøve, og der garanteres ikke for farveafvigelser”. Da dette må anses for egnet til at give klageren en berettiget forventning om, at prøven var repræsentativ med hensyn til andre forhold end stenens farve, må det herefter påhvile indklagede at godtgøre, at klageren ved købet udtrykkeligt er blevet vejledt om risikoen for at få leveret en sten med pletter. Indklagede har mod klagerens benægtelse ikke løftet denne bevisbyrde. Dette gælder uanset indklagedes forbehold i sine leveringsbetingelser om, at farveog strukturafvigelser kan forekomme og ikke berettiger til reklamation, idet det ikke er godtgjort, at dette vilkår – som ikke er særligt fremhævet – var klageren bekendt ved købets indgåelse.

Nævnet lægger på baggrund af det anførte til grund, at den leverede naturstensplade er af en anden beskaffenhed, end klageren ifølge købsaftalen var berettiget til at forvente, og at stenen som følge heraf er mangelfuld, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Da manglen endvidere må anses for væsentlig, er klageren herefter berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” (2003-65/7-211)

6.9.3. En forbruger kunne ikke kræve omlevering af en mangelfuld lysekrone, da købet angik en bestemt ydelse. Lysekronen var solgt billigt som en demonstrationsmodel

En forbruger havde købt en lysekrone nedsat fra 1.999 kr. til 1.399 kr., da det var en demonstrationsmodel. Lysekronen ville være klar til afhentning dagen efter. Umiddelbart efter købet kontaktede den erhvervsdrivende telefonisk forbrugeren og beklagede, at man alligevel ikke kunne levere lysekronen, da den var defekt. Den erhvervsdrivende tilbød at betale pengene tilbage. Dette afslog forbrugeren, der ønskede ombytning.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af oplysningerne i sagen, at købet angår en lysekrone, som indklagede havde anvendt som demonstrationsmodel, og som blev solgt nedsat fra 1.999 kr. for 1.399 kr.

Efter besigtigelsen i Forbrugerstyrelsen lægger nævnet til grund, at lysekronens transformator er defekt, og at denne fejl vil kunne udbedres for 250 kr.

Lysekronen var således mangelfuld ved leveringen, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Købet angik imidlertid en bestemt lysekrone, og der kan allerede af denne grund ikke gives klageren medhold i dennes krav om omlevering, jf. herved købelovens dagældende § 78, stk. 1, jf. § 42.

Da klageren ikke i øvrigt har gjort mangelsbeføjelser gældende, kan klageren ikke gøre krav gældende mod indklagede ud over at kræve den solgte lysekrone udleveret.” (2003-662/7-2)

6.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr

6.11. Foto, ure, optik, smykker

6.11.1. Et elektronisk nyhedsbrev - stilet til en forbrugers e-mailadresse - indeholdt en forkert oplysning om prisen for et kamera. Den rigtige pris fremgik imidlertid af den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvortil der var et link fra nyhedsbrevet. Nævnets flertal fandt, at oplysninger i et nyhedsbrev, stilet til en bred gruppe af modtagere, hvor der ikke var en direkte bestillingsfacilitet, ikke var at betragte som et bindende tilbud, men blot som opfordring til at gøre tilbud

En forbruger modtog et elektronisk nyhedsbrev indeholdende prisoplysninger om bl.a. et kamera. Nyhedsbrevet var sendt til forbrugerens e-mailadresse og blev indledt med ordene ”Kære nyhedsmailmodtager”. I nyhedsbrevet var der et link til den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvor forskellige produkter blev markedsført, og hvor der var mulighed for at bestille de enkelte produkter.

Forbrugeren kontaktede dagen efter modtagelsen af nyhedsbrevet den erhvervsdrivende telefonisk, idet han ville bestille kameraet til den oplyste pris. Den erhvervsdrivende nægtede at sælge til den pris, der var anført i nyhedsbrevet, og oplyste, at den rigtige pris hele tiden havde været opgivet på hjemmesiden.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at klageren den 18. marts 2003 via e-mail modtog et elektronisk nyhedsbrev fra indklagede, hvori omhandlede kamera var prissat til 1.275 kr. Nævnet lægger endvidere til grund, at klageren den efterfølgende dag kontaktede indklagede telefonisk med henblik på køb af kameraet, og at klageren fik oplyst, at prisen i nyhedsbrevet beroede på en fejl, og at den rigtige pris hele tiden havde været at finde på indklagedes hjemmeside.

Det fremgår af nyhedsbrevet, som er sendt til klagerens e-mail adresse, at det er stilet til en gruppe af modtagere af nyhedsmails. Nyhedsbrevet indeholder tilbud på forskellige produkter, herunder det i sagen omhandlede digitalkamera. Nyhedsbrevet indeholder endvidere et link: ”klik her for at komme til verdens bedste priser på kamera- og flash-memory.” Ved at aktivere linket bliver man koblet til indklagedes hjemmeside, hvor forskellige produkter markedsføres, og hvor der findes bestillingsfaciliteter for de udbudte produkter.

3 nævnsmedlemmer udtaler herefter følgende:

Prisangivelse i annoncer, reklamer og kataloger, som er rettet mod en større kreds, må efter vores opfattelse som udgangspunkt betragtes som opfordringer til at afgive tilbud og ikke som bindende tilbud, som giver alle, der får kendskab til annoncen m.v., krav på at købe varen til den annoncerede pris. Hjemmeside-udbud af varer m.v., hvortil der er knyttet en bestillingsfacilitet, må derimod i almindelighed betragtes som bindende tilbud omfattet af aftalelovens § 1.

Nyhedsbrevet er stilet til en bred kreds af modtagere. Nyhedsbrevet har dermed karakter af en masseforsendelse, og det kan efter vores opfattelse ikke ændre herved, at masseforsendelsen ved fremsendelse til en e-mail adresse får et personligt præg ved, at den enkelte modtager angives med navn, jf. i samme retning Lennart Lynge Andersen m.fl. i Aftaler og Mellemmænd (4. udg. 2002) s. 56 med note 56. Nyhedsbrevet må derfor som udgangspunkt anses som en opfordring til at gøre tilbud og ikke som et tilbud. Om et elektronisk nyhedsbrev kan anses som et bindende tilbud, må således afhænge af bl.a., om der til nyhedsbrevet, som det ofte vil være tilfældet ved et hjemmesideudbud, er knyttet en direkte indkøbsfunktion ad elektronisk vej. I det foreliggende tilfælde kunne modtagerne ikke benytte sig af en direkte elektronisk bestillingsfunktion, men skulle benytte et link til indklagedes hjemmeside. Det må, som sagen foreligger for nævnet, lægges til grund, at klageren ved at benytte sig af elektronisk bestilling via hjemmesiden var blevet bekendt med den rigtige pris for kameraet og derfor ikke kunne have gjort prisen i nyhedsbrevet gældende, da det, der var anført i nyhedsbrevet, må ses i snæver sammenhæng med hjemmesiden og dennes indhold. Vi finder ikke, at klageren ved i stedet at benytte sig af telefonisk henvendelse i det foreliggende tilfælde bør stilles bedre, og nyhedsbrevet har således ikke mistet sin karakter af opfordring til at gøre tilbud. Da indklagede straks ved klagerens telefoniske henvendelse gjorde klageren bekendt med den fejlagtige angivne pris, er der således ikke indgået en aftale om køb af kameraet. Klageren har derfor ikke noget krav mod indklagede.

2 nævnsmedlemmer finder, at nyhedsbrevet må betragtes som et tilbud, jf. aftalelovens § 1, idet det er stilet direkte til klageren via hans e-mail adresse. Da prisoplysningen ikke er rettet, inden tilbudet kom til klagerens kundskab, kan indklagede ikke tilbagekalde dette, jf. herved aftalelovens § 7. Da tilbudet endvidere er accepteret af klageren inden rimelig tid, efter at klageren modtog tilbudet, finder disse nævnsmedlemmer, at der ved klagerens telefoniske accept er indgået en bindende aftale om køb af det i sagen omhandlede digitalkamera til en pris af 1.275 kr.

Afgørelse træffes herefter i overensstemmelse med stemmeflertallet.” (2003-4021/7-57).

6.11.2. Køb af kamera. Det blev ikke anset for en mangel, at der ikke medfulgte en dansk brugsanvisning, da forbrugeren ved aftalens indgåelse havde accepteret dette

En forbruger købte via internettet et digitalt kamera. Da forbrugeren modtog kameraet, konstaterede han, at der kun var en engelsk brugermanual. Forbrugeren forlangte herefter, at den erhvervsdrivende leverede en dansk brugsanvisning. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav under henvisning til, at det tydeligt fremgik af bestillingsfaciliteten på hjemmesiden – sammen med oplysningerne om kameraets specifikationer - at der ikke medfulgte en dansk manual. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af købelovens § 75a, at en køber i forbindelse med købet skal have de fornødne oplysninger med henblik på bl.a. anvendelse af salgsgenstanden. Køberen har derfor krav på en brugsanvisning udformet på et sprog, som køberen må forventes at kunne forstå. Er dette ikke tilfældet, vil der efter omstændighederne kunne foreligge en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

§ 75a kan imidlertid fraviges ved aftale, og det kan derfor aftales, at køberen ikke modtager eksempelvis en brugsanvisning på dansk.

Klageren har bestilt kameraet efter besøg på indklagedes hjemmeside. På indklagedes hjemmeside oplyses det tydeligt i umiddelbar forbindelse med bestillingsfaciliteten, at der ikke medfølger en dansk manual. Nævnet finder under disse forhold, at det må anses for aftalt mellem parterne, at der ikke medfølger en dansk manual, og at klageren derfor ikke efterfølgende kan påberåbe sig dette som en mangel.” Forbrugeren fik derfor ikke medhold i sit krav. (2003-4021/7-98)

6.11.3. En utilstrækkelig brugsanvisning på dansk var årsag til, at forbrugeren beskadigede sit kamera. Det var ikke nok, at der forelå en fyldestgørende brugsanvisning på engelsk. Hæve

En forbruger købte i 2002 et digitalkamera. Med købet fulgte en brugsanvisning på engelsk og en på dansk.

Forbrugeren udskiftede kameraets hukommelseskort med et større og anvendte genopladelige batterier, hvorefter kameraet gik i stykker.

Forbrugeren kontaktede den erhvervsdrivende og modtog et nyt kamera, der imidlertid også gik i stykker. Den erhvervsdrivende afviste derefter forbrugeren, idet det viste sig, at kameraet var blevet beskadiget, fordi forbrugeren dels havde anvendt et hukommelseskort, der ikke var kompatibelt med kameraet, dels havde anvendt genopladelige batterier, hvilket kameraet ikke kunne tåle. Disse oplysninger fremgik tydeligt af den engelsksprogede brugsanvisning, som forbrugeren imidlertid ikke havde læst, men ikke af den dansksprogede brugsanvisning.

Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse: ”Da købsaftalen er indgået efter den 1. januar 2002, skal sagen bedømmes efter de nye regler om forbrugerkøb i lov nr. 213 af 22. april 2002 om ændring af købeloven.

Nævnet lægger til grund, at kameraet er blevet beskadiget, fordi klageren, der ønskede at anvende et større hukommelseskort end det, der medfulgte, har anvendt et forkert hukommelseskort og har anvendt genopladelige batterier.

Af den engelsksprogede brugsanvisning, som klageren fik udleveret ved købet, fremgår bl.a., at hukommelseskortet skulle være kompatibelt med kameraet, og at genopladelige batterier ikke måtte anvendes.

Den dansksprogede brugsanvisning, som klageren har fået udleveret, ses ikke at indeholde oplysning om disse for en forbruger væsentlige forhold for anvendelsen af kameraet. Nævnet lægger til grund, at oplysningerne herom heller ikke ved købet blev givet klageren på anden måde end ved den engelsksprogede brugsanvisning, og at klageren ikke aftalte med indklagede, at hun skulle modtage oplysningerne på engelsk. Nævnet finder, at en forbruger med rette kan stille krav om, at oplysningerne gives på en for forbrugeren let tilgængelig måde, herunder på et sprog, som forbrugeren kan forstå, og at dette medfører, at brugsanvisningen skulle have været udformet på dansk, jf. herved bestemmelsen i købelovens § 75 a, stk. 1.

Nævnet finder, at klageren ikke ved købet har fået de fornødne oplysninger, og at brugsanvisningens utilstrækkelighed må anses for at være årsagen til, at kameraet blev ødelagt. Nævnet finder herefter, at kameraet ved købet har været behæftet med en mangel, og at manglen må betegnes som væsentlig. Klageren er således berettiget til at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 76, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 75 a, stk. 1.” (2003-4021/7-19)

6.11.4. En forbruger, der havde lånt et kamera, mens hans eget var til reparation, hæftede ikke for en ridse i kabinettet, da der ikke var et ansvarsgrundlag efter dansk rets almindelige ansvarsregel

En forbruger lånte et kamera, da hans eget skulle til reparation. Da lånekameraet skulle tilbageleveres, var der kommet en ridse i kabinettet. Forbrugeren havde passet godt på kameraet men kunne ikke afvise, at der var kommet en ridse i det, mens det havde været i hans besiddelse. Den erhvervsdrivende forlangte, at forbrugeren skulle betale godt 4.000 kr. for et nyt kabinet. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede stillede i forbindelse med, at en reparation af klagerens eget kamera trak ud, et digitalkamera til rådighed for klageren i reparationsperioden. Udlånet heraf skete dermed ikke ensidigt i klagerens interesse, men indgik som led i opfyldelsen af en gensidig bebyrdende aftale. Det følger heraf, at klageren ikke er ansvarlig for eventuelle skader på det lånte kamera efter den objektive ansvarsregel i Danske Lov 5-8-1, men alene efter dansk rets almindelige ansvarsregel. Klageren er derfor kun ansvarlig for den ridse, som er konstateret i kameraets kabinet, såfremt klageren har udsat kameraet for en uforsvarlig behandling.

Da der kan komme en ridse i kameraets kabinet selv under forsvarlige brugsomstændigheder, finder nævnet det ikke godtgjort, at klageren er erstatningsansvarlig for skaden, og klageren fritages derfor for at betale de af indklagede krævede beløb.” (2003-4021/7-1)

6.11.5. Manglende driftsikkerhed ved et opdateringsprogram hentet fra hjemmeside var årsag til, at forbrugerens kamera blev beskadiget i forbindelse med et forsøg på opdatering af kameraets firmware

Kort tid efter køb af et digitalkamera forsøgte en forbruger at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. Opdateringen mislykkedes, og kameraet fungerede derefter ikke. Forbrugeren indleverede kameraet til sælgeren, der konstaterede, at kameraets hovedkort var blevet beskadiget i forbindelse med forsøget på opdatering, og at reparationen ville koste 3.061 kr.

Forbrugeren afviste at betale, idet han mente, at reparationen burde udføres gratis, idet producenten burde have oplyst tydeligere om de risici, der var ved opdatering.

Forbrugeren blev derefter opkrævet et undersøgelsesgebyr på 744 kr., som han betalte under protest.

Forbrugeren indbragte derefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse: ”Nævnet lægger på baggrund af det oplyste til grund, at kameraet blev beskadiget i forbindelse med klagerens forsøg i april 2002 på at opdatere kameraets firmware via producentens hjemmeside. I forbindelse med reklamationsbehandlingen er klageren blevet opkrævet et undersøgelsesgebyr af sælgeren.

Ud fra sagens oplysninger herunder den sagkyndiges erklæring finder nævnet det ikke godtgjort, at skaderne skulle skyldes mangler ved kameraet, som var til stede på leveringstidspunktet.

Der kan derfor ikke gives klageren medhold i hans krav mod indklagede 1 om gratis reparation.

Hvad angår det omtvistede undersøgelsesgebyr, påhviler det sælgeren at godtgøre, at han har været berettiget til et sådant gebyr.

Lider en salgsgenstand af mangler, som køberen kan kræve afhjulpet, er sælgeren ifølge købelovens regler, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, forpligtet til vederlagsfrit at tage stilling til reklamationen og udføre afhjælpning gratis, jf. herved købelovens § 78 sammenholdt med § 1, stk. 2. Skal sælgeren kunne kræve et undersøgelsesgebyr, må det derfor påhvile sælgeren at godtgøre, at der ikke er mangler ved det solgte. Det må derudover påhvile sælgeren at godtgøre, at det udtrykkeligt er aftalt med forbrugeren, at der i denne situation skal betales et undersøgelsesgebyr, da forbrugeren jo ved at kræve afhjælpning ikke har bestilt en ydelse, som der skal betales for.

Sælgeren har ikke bevist, at det var aftalt med klageren, at denne skulle betale et undersøgelsesgebyr, såfremt indklagede ikke kunne konstatere mangler ved det solgte, og klageren kan derfor kræve det opkrævede gebyr på 744 kr. tilbagebetalt af sælgeren.

For så vidt angår klagerens forsøg på at opdatere kameraets firmware, fremgår det af den sagkyndiges oplysninger, at kun en lille del af opgraderingsfilen er kopieret til klagers CF-kort.

Det fremgår endvidere af oplysningerne fra producentens hjemmeside, at producenten har været bekendt med, at nogle kunder på tidspunktet, hvor klageren har forsøgt opdatering, har haft problemer med at fuldføre opdatering af firmware, idet det for disse har været umuligt at kopiere firmwaret korrekt til CF-kortet. Det fremgår dernæst, at producenten i maj 2002 har forbedret opdateringsprogrammet, således at driftsikkerheden i forbindelse med opdatering er forbedret.

Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at klagerens kamera er blevet beskadiget under opdateringen som følge af manglende driftssikkerhed ved producentens opdateringsprogram, som således må antages at have været fejlbehæftet. Selv om producenten på sin hjemmeside har taget forbehold for, at opdatering af firmware i kameraet sker for kundens egen regning og risiko, indebærer dette ikke, at klageren også har accepteret at bære risikoen for tab som følge af, at hjemmesidens opdateringsprogram har været fejlbehæftet. Producenten er derfor erstatningsansvarlig over for klageren for det tab, der derved er påført ham. Erstatningen fastsættes til 3.061 kr. svarende til den anslåede reparationspris.”(2003-4021/7-15)

6.11.6. Fjernsalg. En forbruger kunne udnytte sin fortrydelsesret, selv om digitalkameraet var blevet afprøvet inden returneringen, idet det ikke var åbenbart, at afprøvning formindskede varens salgsværdi. Det havde heller ikke betydning for fortrydelsesretten, at kameraet og en tilhørende cd-rom ikke kunne returneres i original emballage, idet forbrugeren ikke var blevet oplyst om kravet herom

En forbruger bestilte og forudbetalte et digitalkamera via den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren afprøvede kameraet og konstaterede, at det ikke levede op til de forventninger han havde på baggrund af beskrivelsen af kameraet. Kameraet blev herefter returneret til den erhvervsdrivende inden for fortrydelsesfristen på 14 dage. Den erhvervsdrivende afviste at tage kameraet retur, idet forbrugeren havde afprøvet det, og idet den originale emballage til kameraet og et omslag til den tilhørende cd-rom manglede. Den erhvervsdrivende returnerede derfor kameraet med en opkrævning på 250 kr. for tidsforbrug og forsendelsesomkostninger. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da klageren har bestilt det af sagen omhandlede digitalkamera via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af kapitel 4 i lov om visse forbrugeraftaler. Klager har derfor som udgangspunkt ret til at fortryde købet inden 14 dage efter reglerne i denne lov, som ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. lovens § 16.

Det er i sagen ubestridt, at klageren har opfyldt de tidsmæssige betingelser for at fortryde købet. Indklagede har imidlertid gjort gældende, at det forhold, at klageren har afprøvet digitalkameraet og ikke har tilbageleveret kameraet i original emballage og cd’en i original indpakning, afskærer ham fra at fortryde købet.

Fortrydelsesretten er efter § 12 a, stk. 6, i lov om visse forbrugeraftaler betinget af, at det modtagne kan tilbagegives den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da køberen fik det i hænde. At køberen har taget varen i brug, er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende. Det følger dog af § 12 a, stk. 6, 2. pkt., jf. § 8, stk. 1, 2. pkt., at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende efter ibrugtagning, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi.

Indklagede har anført, at der er taget 20 billeder med digitalkameraet, og at der er fedtfingre på det. Hvad det sidste angår, må dette forventes at forsvinde ved aftørring af kameraet. Indklagede har endvidere ikke godtgjort, at det påvirker et digitalkameras salgsværdi, at det har været afprøvet, og da slet ikke, at dette har været åbenbart for klageren. Nævnet lægger derfor til grund, at et digitalkamera ikke er en vare af en sådan art, at det er åbenbart, at en ibrugtagning medfører en formindskelse af salgsværdien.

Indklagede har endvidere anført, at han ikke har modtaget digitalkameraet retur i den originale indpakning. Et krav fra indklagede om returnering i original emballage forudsætter, at klageren har fået oplysning, herom jf. lovens § 11 a, stk. 1, nr. 3. Disse oplysninger skal gives på et varigt medium. Det fremgår ikke af indklagedes handelsbetingelser, som klageren modtog sammen med kameraet, at kameraet ved udnyttelse af fortrydelsesretten skal returneres i originalemballagen. Da klageren ikke er blevet oplyst om kravet herom på den i loven foreskrevne måde, finder nævnet, at klageren har returneret kameraet i væsentlig samme stand som ved modtagelsen, uanset at indklagede ikke fik det retur i den originale emballage.

Indklagede har endelig anført, at han ikke modtog cd’en retur i den originale indpakning. Cd’en blev leveret til klageren i et omslag, og det var ikke muligt at afprøve kameraet uden at tage cd’en ud af dette omslag. Cd’en må således anses for en integreret del af det samlede kamerakøb og kan dermed ikke anses for omfattet af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 3, eller af følgende bestemmelser i indklagedes handelsbetingelser under punktet ”Fortrydelsesret”:

”Det er ikke muligt at returnere software, hvor forseglingen er brudt eller emballagen ikke er 100% intakt.
…
Forseglingen på edb-programmer, cd’er og lignende skal dog være ubrudt.”

Da klageren ikke er blevet oplyst om, at det var en betingelse for at fortryde købet, at cd’en blev tilbageleveret i samme omslag, som den lå i ved leveringen, indebærer heller ikke det manglende omslag, at klageren ikke har tilbageleveret varen i væsentlig samme stand.

Da klageren herefter i det hele har opfyldt lovens betingelser for at fortryde købet, har klageren krav på at få tilbagebetalt købesummen på 1.152 kr., jf. forbrugeraftalelovens § 12 c, stk. 2.

Det følger samtidig af § 12 c, stk. 3, at klageren har krav på at få sit krav på købesummens tilbagebetaling forrentet efter renteloven, når der er forløbet 30 dage efter den dag, indklagede modtog varen. Idet klageren returnerede kameraet den 14. april 2003, lægger nævnet til grund, at indklagede modtog varen den 15. april 2003. Klageren kan derfor kræve sit tilbagebetalingskrav forrentet fra den 15. maj 2003 med en årlig rente svarende til rentelovens morarentesats. Efter rentelovens § 5 svarer morarentesatsen til den af Nationalbanken fastsatte officielle udlånsrente pr. den 1. januar eller 1. juli det pågældende år med et tillæg på 7 %. Klageren kan derfor kræve sit tilbagebetalingskrav på 1.152 kr. forrentet med en årlig rente på 9,95 % fra den 15. maj 2003 til den 30. juni 2003 og på 9,15 % fra den 1. juli 2003.

Klageren har herudover krav på at få refunderet de 252,50 kr., som klageren måtte betale efter indklagedes uberettigede returnering af digitalkameraet.” (2003-4031/7-551)

6.11.7. Køb af kamera der blev vandskadet. Da kameraet var solgt som et "altvejrs-design", og da der ikke var tegn på, at forbrugeren havde behandlet kameraet uhensigtsmæssigt, fandt nævnet, at kameraet var behæftet med mangler, som forbrugeren kunne kræve afhjulpet

En forbruger klagede over, at kameraet, som hun havde købt som særligt vejrbestandigt, blev vandskadet, efter at det havde været brugt i kraftigt regnvejr.

Den erhvervsdrivende afviste reklamationen, idet han mente, at kameraet var beskadiget som følge af, at forbrugeren havde fejlbehandlet det ved at have holdt det under vand e.l.

Forbrugeren afviste, at hun skulle have fejlbehandlet kameraet og gjorde gældende, at hun havde fået oplyst, at kameraet kunne anvendes i regnvejr, hvorfor hun klagede til Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter oplysningerne i sagen til grund, at kameraet er solgt som et ”Altvejrs-design”, og at dette betyder, at kameraet er beskyttet, så man kan ”blive ved at tage billeder i sol eller regn”.

Nævnet lægger endvidere efter den sagkyndiges oplysninger til grund, at der ikke er noget, der tyder på, at kameraet har ligget i vand, eller at det har været udsat for en anden uhensigtsmæssig brugspåvirkning i forbindelse med vand. På den baggrund lægger nævnet til grund, at kameraet ikke har været konstrueret således, at det har været tilstrækkelig bestandig over for almindelig brug i regnvejr. Kameraet har således ikke haft de egenskaber, som klageren med rette kunne forvente, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Klageren er derfor – i overensstemmelse med sit krav – berettiget til at kræve afhjælpning i form af gratis reparation.”(2003-4021/7-31)

6.11.8. Et digitalt kamera blev beskadiget som følge af, at memorykortet var indsat forkert. Den erhvervsdrivende opkrævede derfor et undersøgelsesgebyr. Nævnet udtalte, at en reklamationsbehandling, der var betinget af, at der skulle betales et gebyr, hvis reklamationen ikke var berettiget, ikke kunne sidestilles med et tilbud om gratis afhjælpning, hvorfor en forbruger ville kunne påberåbe sig 2. led i købelovens § 78, stk. 4

En forbruger beskadigede sit kamera som følge af, at memorykortet var indsat forkert. Den erhvervsdrivende forlangte forud for undersøgelsen af kameraet et gebyr på 459 kr., såfremt fejlen viste sig at skyldes forbrugerens forhold. Forbrugeren gjorde gældende, at beskadigelsen skyldtes, at brugsanvisningen ikke var udførlig nok og indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Der er mellem parterne enighed om, at kameraet er blevet beskadiget som følge af, at klageren har sat memorykortet forkert ind i kameraet.

Nævnet har besigtiget kameraet, memorykortet og brugsanvisningen og har herved kunnet konstatere, at kortet kun kan sættes forkert i, såfremt det sættes ind i kameraet på den smalle led. Det forekommer dog ikke særligt naturligt at stikke kortet ind på denne måde, da kortet på denne led er en del smallere end den indgang, som kortet skal stikkes ind i. Det fremgår samtidig af et foto i brugsanvisningen, hvilken vej kortet skal vende ved indstikning. Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at klageren ikke inden indstikning af kortet kan have foretaget en nærmere undersøgelse af indstikningsstedet sammenholdt med kortet og brugsanvisningen. Under hensyn hertil samt til den sagkyndiges udtalelse om, at kameraets kontakter kun vil kunne beskadiges, såfremt man presser kortet ind med stor kraft, er det nævnets opfattelse, at skadens indtræden hovedsagelig beror på klagerens egen uforsigtighed og manglende omtanke. Nævnet kan som følge heraf ikke give klageren medhold i, at klageren kan gøre mangelsbeføjelser gældende mod indklagede som følge af, at brugsanvisningen har været mangelfuld.

Det skal dog samtidig bemærkes, at nævnet ikke finder brugsanvisningen optimal, idet det havde været ønskeligt, såfremt det udtrykkeligt var fremgået af brugsanvisningen, at der var risiko for at beskadige kameraet ved forkert indstikning.

Hvad angår det undersøgelsesgebyr på 459 kr., som indklagede har betinget sig, såfremt der ikke var tale om mangler, er det ubestridt, at klageren blev oplyst herom ved kameraets indlevering til undersøgelse. Under hensyn hertil samt til, at skaden på kameraet skyldes klagerens egne forhold, er indklagede ikke afskåret fra at opkræve gebyret, forudsat at det ikke overstiger, hvad der må anses for et rimeligt vederlag for den af indklagede foretagne undersøgelse. Idet nævnet går ud fra, at indklagedes værksted har været nødt til at adskille kameraet for at undersøge skaden og dens omfang, har nævnet ikke grundlag for at anfægte gebyrets størrelse, og nævnet kan derfor heller ikke give klageren medhold i den del af klagen, som vedrører det opkrævede undersøgelsesgebyr.

Nævnets flertal finder dog samtidig anledning til at bemærke, at en reklamationsbehandling, som betinges af, at forbrugeren skal betale et undersøgelsesgebyr, hvis reklamationen ikke findes berettiget, efter deres opfattelse ikke kan sidestilles med et tilbud om gratis afhjælpning, hvorfor en køber af en mangelfuld vare, som ikke vil acceptere indklagedes vilkår om et gebyr, har mulighed for at påberåbe sig 2. led i bestemmelsen i købelovens § 78, stk. 4, som er sålydende:

”Stk. 4. Sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen, jf. § 79. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet, omlevering eller, for så vidt dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, lade manglen afhjælpe for sælgerens regning.”” (2003-4021/7-45)

6.11.9. Den erhvervsdrivende forsømte at give forbrugeren oplysning om indhold af nikkel i børnebrille

En forbruger købte en børnebrille til sin søn. Efter ca. ½ år udviklede sønnen væskende sår i ansigtet, som en øjenlæge henførte til, at belægningen på sønnens brille var skallet af, hvorved huden kom i kontakt med nikkel. Den erhvervsdrivende nægtede at tilbagebetale pengene for brillen, og sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet. Til brug for nævnets behandling af sagen blev den forelagt for Lægemiddelstyrelsen, der oplyste, at et brillestel skal opfylde kravene i bekendtgørelse nr. 105 af 27. februar 2002 om medicinsk udstyr. Det følger heraf, at brugeren skal have oplysning om de risici, der er forbundet med produktet, hvis de trufne beskyttelsesforanstaltninger ikke er tilstrækkelige. I den konkrete sag betød det, at forbrugeren skulle have oplysning om risikoen for nikkeleksponering, hvis den beskyttende lakering på brillen blev brudt. Nævnet traf følgende afgørelse:

”På baggrund af de oplysninger, der er indhentet til sagen, lægges det til grund, at brillestellet indeholder nikkel med en nikkelfri beskyttelsesbelægning, der er skallet af som følge af slag, og at brugeren herved eksponeres for nikkel.

Nævnet finder, at det har påhvilet indklagede at oplyse klageren om, at slagpåvirkning af brillestellet kunne bryde beskyttelseslakeringen og dermed eksponere brugeren for nikkel. Da indklagede ikke har godtgjort, at der ved købet er givet klageren en sådan oplysning, finder nævnet, at brillestellet er behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3, og at manglen må anses som væsentlig. Klageren er derfor berettiget til at hæve købet vedrørende brillestellet, jf. § 78, stk. 1.” (2003-7242/7-4)

6.11.10. Da et ur, som forbrugeren havde bestilt og som skulle bruges som en julegave, ikke var leveret den 23. december 2002 kunne forbrugeren hæve købet. Forbrugeren havde imidlertid accepteret den forsinkelse, der var indtrådt på det tidspunkt ved at betale for uret uden at få det udleveret

En forbruger bestilte den 6. december 2002 et ur, som skulle være en julegave. Det blev lovet, at uret kunne afhentes i forretningen i løbet af 8 dage. Forbrugeren henvendte sig både den 14. og den 23. december 2002, men da uret endnu ikke var kommet, aftalte parterne, at uret kunne hentes mellem jul og nytår. Den 30. december 2002 var uret stadig ikke kommet, og forbrugeren oplyste derfor den erhvervsdrivende om, at hun ville komme igen efter nytår, og at hun ville hæve købet, hvis uret til den tid stadig ikke var kommet. Den 8. januar 2003 var uret stadig ikke kommet, men den erhvervsdrivende afviste at tilbagebetale købesummen. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det følger af købelovens § 74, stk. 1, at der foreligger forsinkelse, hvis salgsgenstanden ikke leveres i rette tid, og dette ikke skyldes en omstændighed, som køberen bærer risikoen for. I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og sælgeren måtte forudsætte dette, jf. § 74, stk. 2, 1. pkt. Det samme gælder, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimelig frist, som køberen har fastsat, eller hvis ingen frist er fastsat, inden rimelig tid, jf. § 74, stk. 2, 2. pkt.

Da uret skulle være en julegave, og indklagede må antages at have været bekendt hermed, finder nævnet, at der forelå forsinkelse, da uret ikke var leveret den 23. december. 2002 Ved alligevel at betale for uret den 23. december 2002 uden at få det, findes klageren imidlertid at have accepteret den forsinkelse, der var indtrådt på det tidspunkt.

Nævnet lægger som ubestridt til grund, at parterne den 23. december 2002 aftalte, at klageren i stedet kunne hente uret mellem jul og nytår.

Under hensyn til forløbet som helhed og det forhold, at uret skulle være en julegave, finder nævnet herefter, at der forelå forsinkelse, da uret den 30. december 2002 endnu ikke var leveret. Nævnet lægger til grund, at klageren på dette tidspunkt fremsatte et berettiget påkrav om levering. Da uret fortsat ikke kunne leveres, da klageren kom igen den 8. januar 2003, findes klageren at være berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt.” (2003-641/7-27)

6.11.11. Forlængelse af et armbånd ved købet bevirkede, at der forelå et specieskøb. Omlevering var umulig. Den erhvervsdrivende kunne afværge forbrugerens krav om ophævelse ved at foretage afhjælpning inden rimelig tid

En forbruger fik forlænget et armbånd ved købet, således at det passede til forbrugerens håndled. Kort tid efter købet knækkede armbåndet tre steder. Den erhvervsdrivende tilbød at reparere armbåndet. Forbrugeren fremsatte krav om ophævelse, hvilket den erhvervsdrivende afviste. Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Købet angår et armbånd, som skulle tilpasses klagerens arm ved forlængelse. Da købsaftalen dermed angår et bestemt armbånd, foreligger der et såkaldt specieskøb. I sådanne køb omfatter sælgerens afhjælpningsret og -pligt normalt alene afhjælpning og ikke tillige omlevering.

Indklagede, som har anerkendt, at armbåndet er mangelfuldt, har tilbudt at reparere det vederlagsfrit, og klageren er herefter afskåret fra at hæve købet, forudsat at afhjælpningen udføres tilfredsstillende og inden rimelig tid, jf. herved købelovens § 78, stk. 3 og 4.” (2003-642/7-23)

6.12. Motorkøretøjer

6.12.1. En bilforhandlers salg af sin egen bil fra sin forretningsadresse til en forbruger blev anset for at være et forbrugerkøb

En forbruger henvendte sig hos en bilforhandler for at købe en brugt bil. Da forbrugeren spurgte efter andre biler, end dem der umiddelbart var udstillede, fremviste forhandleren en bil, der stod parkeret bagved forretningen. Forbrugeren købte bilen for 40.000 kr. Forbrugeren fik som bevis for købesummens betaling udleveret en dags dato kvittering, hvor sælgerens private navn - og ikke firmaets navn – var anført. Sælgerens efternavn indgik i øvrigt i firmaets navn.

Kort efter leveringen af bilen klagede forbrugeren over mangler. Sælgeren afviste klagen med henvisning til, at bilen var solgt af ham privat, hvilket han havde gjort forbrugeren opmærksom på ved købet. Sælgeren havde privatadresse samme sted som firmaet og delte telefonnummer med firmaet. Sælgeren dokumenterede, at bilen havde været registreret til ham som privatperson i to måneder forud for købet. På den baggrund gjorde han gældende, at der ikke var tale om et forbrugerkøb, og at nævnet derfor ikke havde kompetence til at behandle sagen. Forbrugeren nægtede, at han var blevet gjort bekendt med, at han ikke handlede med den erhvervsdrivende, han havde henvendt sig til, men at handlen blev indgået med sælgeren privat. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Forbrugerkøb er i købeloven defineret således, jf. købelovens § 4 a: ”§ 4 a. Ved forbrugerkøb forstås køb, som en køber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælgeren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb.

Stk. 2. Som forbrugerkøb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 endvidere køb fra ikke erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende.”

Klageren har henvendt sig i indklagedes forretning i åbningstiden med henblik på erhvervelse af en bil. Aftalen er oprettet på en dags datokvittering, hvor indklagede har anført sit navn, og hvor der er sammenfald mellem virksomhedens adresse ”X”-vejen 80, og telefonnummer og den på kvitteringen anførte adresse og telefonnummer. Indklagede har ikke noteret et forbehold på kvitteringen, f.eks. ”bilen er solgt privat” eller lignende, og det fremgår af udskrift af Det Centrale Person Register, at indklagede er tilmeldt adressen ”X”-vejen 82. Nævnet finder det på denne baggrund godtgjort, at indklagede har handlet i sin egenskab af erhvervsdrivende. Nævnet finder endvidere ikke, at indklagede har bevist, at købet ikke er et forbrugerkøb, jf. købelovens § 4a. Nævnet er som følge heraf kompetent til at behandle klagen.

Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at bilen på leveringstidspunktet var behæftet med mangler ved bilens forreste travers, befæstigelsesbeslag ved pladelys og baghjulsbremser, til dels af sikkerhedsmæssig karakter. Nævnet finder på den baggrund, at bilen har været mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Efter nævnets skøn findes klagerens krav på prisafslag som følge af det konstaterede passende at kunne fastsættes til 11.500 kr., jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3.” (2003-521/7-95)

6.12.2. Sælgeren, der allerede én gang havde udskiftet gearkassen med en anden brugt gearkasse, havde ikke ret til endnu et afhjælpningsforsøg

En forbruger havde købt en brugt bil til 45.000 kr. Kort tid efter opstod der problemer med gearskiftet, og sælgeren udskiftede vederlagsfrit gearkassen med en anden brugt gearkasse. Umiddelbart efter opstod der igen problemer med gearkassen. Sælgeren tilbød at montere en anden gearkasse, hvilket forbrugeren afviste. Forbrugeren fik herefter gearkassen repareret andetsteds for 11.857,46 kr. og krævede beløbet betalt af sælgeren. Sælgeren afviste kravet og oplyste, at parterne var blevet enige om et afslag på 1.500 kr. Dette blev imidlertid bestridt af forbrugeren.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund som ubestridt, at den købte bil var behæftet med en mangelfuld gearkasse. Nævnet lægger endvidere til grund, at indklagede allerede har udskiftet gearkassen en gang med en anden brugt gearkasse, som også var behæftet med mangler. Det fremgår af indklagedes sagsfremstilling, at indklagede efterfølgende tilbød at montere en anden gearkasse som andet afhjælpningsforsøg, men at klageren ønskede bilen repareret andetsteds.

Nævnet finder i den forbindelse ikke, at klageren har skullet tåle endnu et afhjælpningsforsøg. Nævnet finder derfor ikke, at klageren efter købelovens dagældende § 79 har fortabt sine mangelsbeføjelser over for indklagede ved at afslå indklagedes tilbud om endnu et afhjælpningsforsøg. På denne baggrund finder nævnet, at klageren er berettiget til et forholdsmæssigt afslag, som – under hensyn til de af klageren afholdte udgifter til en ny gearkasse og montering heraf - skønsmæssigt fastsættes til 7.000,- kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at indklagede har tilbudt klageren en dekort på 1.500, - 2.000,- kr., hvilket efter indklagedes opfattelse svarer til prisen for en reparation af gearkassen hos en anden mekaniker. Det fremgår endvidere, at klageren har modtaget en check på 1.500,- kr., som klageren har hævet. Forbrugerklagenævnet finder det dog mod klagerens benægtelse ikke godtgjort, at der er indgået en aftale om fuld og endelig afgørelse af sagen mod betaling af 1.500,-kr. Da klageren har hævet checken på de 1.500,- kr., skal dette beløb dog fratrækkes i det forholdsmæssige afslag på 7.000,- kr. Klageren er herefter berettiget til 5.500,- kr.” (2003-521/7-41)

6.12.3. Bil, solgt med ejendomsforbehold, var af finansieringsselskabet taget tilbage via fogeden, fordi forbrugeren havde opsagt bilens kaskoforsikring. Da bilen ikke kunne tilbagegives til sælgeren, kunne forbrugeren ikke hæve købet, selv om der forelå hævebegrundede mangler. Forbrugeren var derimod berettiget til et forholdsmæssigt afslag i købesummen

En forbruger havde købt en bil til 46.900 kr. på afbetaling. Nogle måneder efter købet viste der sig en række mangler ved bilen. Da den erhvervsdrivende alene tilbød reparation af fejlene mod, at forbrugeren betalte 50% af reparationsudgifterne, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet. Samtidig afmeldte forbrugeren pladerne samt forsikringen på bilen. Et finansieringsselskab, der havde fået overdraget sælgerens rettigheder i henhold til aftalen med ejendomsforbehold, indgav begæring til fogedretten om udlevering af bilen. Trods forbrugerens protester fremmede fogedretten fogedforretningen og udleverede bilen til finansieringsselskabet under henvisning til den manglende kaskoforsikring. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Klageren, som har købt en indregistreret bil hos en erhvervsdrivende forhandler, har som minimum været berettiget til at forvente, at bilen opfyldte færdselslovens sikkerhedsmæssige krav, medmindre han ved købet var blevet gjort udtrykkeligt opmærksom på konkrete sikkerhedsmæssige fejl ved bilen. Da det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at bilen på leveringstidspunktet havde sikkerhedsmæssige fejl i form af bl.a. nedslidte dæk og en utæt støddæmper, ligesom bilen i øvrigt havde kørt et meget højt, men ukendt antal kilometer, og da det ikke er godtgjort, at klageren er blevet gjort opmærksom herpå ved købet, lægger nævnet herefter til grund, at bilen var mangelfuld ved leveringen, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Indklagede har som følge heraf haft pligt til at opfylde klagerens krav om at afhjælpe manglerne vederlagsfrit, jf. herved den dagældende bestemmelse i købelovens § 78, stk. 1. Ifølge klagerens oplysninger tilbød indklagede alene reparation mod refusion af 50 % af reparationsudgifterne, hvilket ikke er blevet bestridt af indklagede. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at indklagede har forsømt inden rimelig tid at efterkomme klagerens krav om vederlagsfri afhjælpning, og klageren har herefter været berettiget til at hæve købet i medfør af den dagældende bestemmelse i købelovens § 78, stk. 3 (i dag stk. 4).

Klageren kan dog kun hæve købet over for indklagede som sælger, såfremt det solgte kan tilbagegives i væsentlig samme stand som ved leveringen, jf. købelovens § 57, medmindre dette skyldes forhold, som ikke kan bebrejdes klageren, jf. købelovens § 58. Klageren kan – efter at fogedretten mod hans protest har fremmet den af finansieringsselskabet begærede tilbagetagelsesforretning – ikke længere tilbagegive bilen til indklagede.

Fogedrettens kendelse er i den forbindelse alene bindende i forholdet mellem finansieringsselskabet og klageren og er derfor uden præjudice for klagers mangelsindsigelser over for indklagede, som fogedretten i øvrigt slet ikke har forholdt sig til. Det følger samtidig af kreditaftalelovens § 32, at det forhold, at sælgerens rettigheder overdrages til tredjemand, ikke kan medføre nogen indskrænkninger i sælgerens forpligtelser over for forbrugeren.

Klageren var i medfør af købelovens dagældende § 78, stk. 2 (i dag § 79, stk. 2), (og kreditaftalelovens § 33, stk. 1) berettiget til at holde købesummen tilbage, indtil hans krav om afhjælpning var opfyldt, og han var derfor ikke i betalingsmisligholdelse på tidspunktet for bilens tilbagetagelse. Havde det været den påståede betalingsmisligholdelse, som havde begrundet tilbagetagelsen, ville klagerens heraf følgende manglende mulighed for at tilbagegive bilen have været indklagedes risiko i medfør af købelovens § 58, og tilbagetagelsen ville i så fald ikke have afskåret klageren fra at hæve købet. Da parternes mellemværende på tilbagetagelsestidspunktet fortsat var uafklaret, burde klageren imidlertid ikke – i strid med kontraktens bestemmelser - ensidigt have bragt bilens kaskoforsikring til ophør. Da fogedretten har begrundet tilbagetagelsen af bilen med dette forhold, lægger nævnet herefter til grund, at det primært skyldes klagerens eget forhold, at han efter tilbagetagelsesforretningen ikke længere er i stand til at tilbagegive bilen til indklagede. Købelovens § 57 fører herefter til, at klageren er afskåret fra at hæve købet. Dette gælder dog ikke, hvis der reelt er identitet mellem indklagede og finansieringsselskabet, som har taget bilen tilbage. Nævnet har, som sagen er oplyst, ikke mulighed for at tage stilling til dette spørgsmål, men finder dog anledning til at bemærke, at selskabernes navne kunne tyde på et snævert interessesammenfald.

De konstaterede mangler berettiger imidlertid klageren til at kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, jf. herved købelovens dagældende § 78, stk. 1, sammenholdt med § 42, stk. 1 (i dag § 78, stk. 1, nr. 3).

Et forholdsmæssigt afslag i købesummen udmåles normalt således, at det er proportionalt med værdiforringelsen, jf. herved bl.a. Bryde Andersen og Lookofsky, Lærebog i obligationsret 1, s. 240. Da det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at en rimelig købesum for bilen på leveringstidspunktet ville have været 25.000 kr. uden de konstaterede mangler og 10.000 kr. med de konstaterede mangler, udgør værdiforringelsen 60%. Klageren har som følge heraf krav på at få et afslag i købesummen på 60%, hvorfor den aftalte kontantpris (ekskl. leveringsomkostninger) på 39.900 kr. skal reduceres med 60% til 15.900 kr., hvortil skal lægges leveringsomkostningerne på 3.100 kr., således at den samlede kontantpris inkl. leveringsomkostninger nedsættes til 19.000 kr.

Da der foreligger køb med ejendomsforbehold, hvor der er sket tilbagetagelse af det solgte, har klageren endvidere krav på, at parternes mellemværende opgøres i overensstemmelse med reglerne i kreditaftalelovens kapitel 10.

Ved opgørelsen af, hvad der i henhold til kontrakten kan regnes kreditor tilgode, må dog indgå dels, at kontantprisen som følge af det forholdsmæssige afslag skal reduceres til 19.000 kr., dels at det ikke er godtgjort, at indklagede ved købets indgåelse har opfyldt sin oplysningspligt efter kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 3, hvilket ifølge kreditaftalelovens § 23, stk. 1, indebærer, at klageren alene kan tilpligtes at betale kontantprisen samt en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld svarende til Nationalbankens diskonto med et tillæg på 5%. Da klageren ved købet erlagde en udbetaling på 18.000 kr. – hvilket næsten dækkede den reducerede kontantpris på 19.000 kr. – lægger nævnet herefter til grund, at der på tilbagetagelsestidspunktet var en betydelig saldo i klagers favør, og at kreditor herefter ikke har været berettiget til at beregne sig hverken renter eller inkassoomkostninger.

Det beløb, som ved tilbagetagelsen kunne regnes kreditor tilgode, har således ikke kunnet overstige den reducerede kontantpris på 19.000 kr. tillagt udgifter til rekvisition og fogedafgift på i alt 550 kr., eller i alt 19.550 kr.

I opgørelsen skal dernæst til fordel for klager indgå dels det beløb på 26.656,80 kr., som klager har erlagt i udbetaling og månedlige ydelser inden tilbagetagelsen, dels bilens værdi på tilbagetagelsestidspunktet, jf. herved kreditaftalelovens § 39. Efter § 39, stk. 2, forstås ved det solgtes værdi det beløb, som sælgeren kan opnå ved at sælge tingen på hensigtsmæssig måde, eventuelt efter en rimelig istandsættelse. Idet nævnet skønner, at bilens værdi på tilbagetagelsestidspunktet i hvert fald har udgjort ca. 5.000 kr., udgør det beløb, som ved tilbagetagelsen skulle indgå til fordel for klager 31.656 kr.

Der opstod derfor ved tilbagetagelsen en saldo i klagers favør på 12.106 kr., som klager kan kræve betalt af indklagede.” (2003-521/7-10)

6.13. Transport og flytning

6.14. Musikinstrumenter, cd’er, videobånd, koncerter mv.

6.14.1. En forbruger kunne hæve købet af en brugt fløjte, da den erhvervsdrivende en gang forgæves havde forsøgt at afhjælpe manglen

En forbruger købte en brugt tværfløjte og opdagede under en efterfølgende undervisningstime sammen med sin spillelærer, at der var mangler ved fløjten, der ikke kunne spille. Sælger havde fløjten til undersøgelse og returnerede denne med besked om, at forbrugeren kunne glæde sig til at få instrumentet tilbage. Fløjten virkede imidlertid ikke, og forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Der er mellem parterne enighed om, at fløjten – som er købt brugt – ved købet var behæftet med en mangel, og at indklagede efter klagerens reklamation forgæves har forsøgt at afhjælpe manglen. Klageren har herefter ønsket at hæve købet, hvorimod indklagede har påberåbt sig at have endnu et afhjælpningsforsøg under henvisning til, at klagerens fejlbeskrivelse ikke var god nok.

Indklagede – som er professionel sælger af musikinstrumenter – burde imidlertid have sikret sig, at fløjten kunne spille tilfredsstillende, såvel før man satte fløjten til salg, som før man tilbageleverede fløjten til klageren efter endt reparation. Nævnet finder på denne baggrund, at indklagede ikke har opfyldt kravet i købelovens § 78, stk. 4, om, at afhjælpning skal ske inden rimelig tid og uden væsentlig ulempe for køberen. Det følger derfor af § 78, stk. 4, at klageren herefter er berettiget til at hæve købet.” (2003-571/7-5)

6.15. Aviser, ugeblade, tidsskrifter, bøger

6.16. Øvrige sager

6.16.1. Nævnet var kompetent til at behandle en sag om rådgivning om gældssanering mv. Da den erhvervsdrivende ikke havde godtgjort, at han havde præsteret nogen ydelse af værdi for forbrugerne, kunne forbrugerne hæve aftalen og få vederlaget tilbagebetalt

Et ægtepar med økonomiske problemer kontaktede en virksomhed, der reklamerede med ”en uforpligtende gennemgang af privatøkonomien” med henblik på at finde løsninger. Efter to møder med virksomheden, blev ægteparret præsenteret for en samarbejdsaftale til underskrift. Aftalen viste sig at være et lånedokument, som ægteparret ikke ønskede at underskrive. Da parret var skeptiske over for virksomhedens fremgangsmåde, bad de om at få vederlaget på i alt 4.200 kr. betalt tilbage. Det afviste den erhvervsdrivende, og ægteparret indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Om Forbrugerklagenævnets kompetence til at behandle klagen bemærkes følgende:

Indklagede reklamerer i sin brochure ”Dansk GældsRådgivning” med, at indklagede under ”en uforpligtende gennemgang af privatøkonomien” i samarbejde med kunden vil gennemgå ”mulighederne for en økonomisk fordelagtig løsning”, idet indklagede har muligheder for at tilbyde løsninger inden for et bredt område såsom ”Formidling/Henvisning af lån, Kontakt til kreditorer, Akkordering af gæld, Gældssanering, Fogedretssager, Køb og salg af fast ejendom, Udfyldelse af selvangivelse, Juridisk/økonomisk rådgivning i øvrigt”.

Klagerne, som stod i en økonomisk uoverskuelig situation, rettede henvendelse til indklagede for at få hjælp til at få styr på deres privatøkonomi. De afleverede i den forbindelse deres private papirer og lånedokumenter til indklagede, som bl.a. påtog sig at stå for kontakten til klagernes kreditorer og herunder forsøge at forhandle gælden ned.

De tjenesteydelser, som er omfattet af parternes aftale, har efter nævnets opfattelse primært karakter af retshjælp og dermed beslægtet virksomhed, som kun er undtaget fra nævnets kompetence i medfør af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1994, som ændret ved bekendtgørelse nr. 153 af 19. marts 1999 om Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, såfremt ydelsen hidrører fra liberalt erhverv udøvet i henhold til en videregående, offentligt anerkendt uddannelse eller en offentlig autorisation eller beskikkelse, jf. herved bekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 11. Nævnet finder ikke, at indklagedes virksomhed kan anses som omfattet af denne bestemmelse, da indklagede ikke er i besiddelse af en offentlig autorisation eller en videregående, offentligt anerkendt uddannelse, som tager sigte på at kvalificere indklagede til at yde retshjælp og dermed beslægtet virksomhed. Nævnet er derfor kompetent til at behandle sagen.

Nævnet finder i øvrigt anledning til at bemærke, at ydelse af retshjælp er omfattet af lovbekendtgørelse nr. 365 af 28. juni 1986 om ydelse af juridisk bistand mm. (vinkelskriverloven), som i § 2, stk. 1, nr. 3, forbyder de af loven omfattede virksomheder ved bekendtgørelse, skiltning, udsendelse af skrivelser mv. at give almenheden eller virksomheden ubekendte personer meddelelse om, at virksomheden yder juridisk rådgivning eller anden retshjælp. Indklagede er derfor ikke berettiget til at reklamere med sin rådgivningsvirksomhed i det omfang, denne reelt har karakter af ydelse af retshjælp.

Nævnet lægger til grund, at klagerne har betalt i alt 4.200 kr. Dette honorar dækker 2 møder mellem klagerne og indklagede. Det fremstår som uklart, hvilken rådgivning klagerne modtog på disse møder, og indklagede har på trods af at være opfordret hertil ikke kunnet fremlægge dokumentation for udført arbejde i form af udarbejdede budgetter, korrespondance med klagernes kreditorer eller lignende. Da indklagede således ikke har kunnet godtgøre, at han har præsteret nogen ydelse af værdi for klagerne i de tre måneder, som aftaleforholdet varede, finder nævnet, at klagerne er berettiget til at hæve aftalen og kræve det erlagte honorar på 4.200 kr. tilbagebetalt.” (2003-203/7-2)

6.16.2. Nævnet havde kompetence til at behandle sager om erhvervsdrivendes rådgivning om forbrugeres økonomi. Den erhvervsdrivendes vederlagskrav blev nedsat under henvisning til, at der ikke var truffet nærmere aftale om vederlaget ved ophør af aftalen, hvorfor forbrugeren måtte betale, hvad der under hensyn til det udførte arbejdes art og beskaffenhed, gængs pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt måtte anses for rimeligt

Tre forbrugere med økonomiske problemer havde hver især truffet aftale med en virksomhed, der ydede rådgivning om privatøknomien, bl.a. gennem budgetlægning, forhandling med kreditorerne og formidling af konti i et pengeinstitut. Der opstod uenighed mellem forbrugerne og virksomheden om vederlagets størrelse, idet forbrugerne ikke mente, at virksomheden hjalp dem med at få en bedre økonomi.

I alle sagerne tog nævnet stilling til nævnets kompetence til at behandle sagerne med følgende begrundelse:

”Nævnet finder ikke, at indklagedes virksomhed er omfattet af nogen af de undtagelser, som er nævnt i § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1994 om Forbrugerklagenævnets virksomhedsområde, og nævnet anser sig derfor for kompetent til at behandle klagen.”

Ved aftalens indgåelse fik forbrugerne udleveret virksomhedens brochuremateriale. Alle tre forbrugere opsagde samarbejdet med virksomheden efter kortere eller længere tid, fordi de var utilfredse med den leverede ydelse. Nævnet udtalte om forbrugernes ret til at opsige samarbejdet med virksomheden og om opgørelsen af indklagedes vederlagskrav følgende:

”Det fremgår af indklagedes informationsmateriale, at kontrakten med indklagede kunne opsiges med øjeblikkelig virkning, og klager er derfor alene forpligtet til at betale for det arbejde, som indklagede har udført for klager i perioden fra aftalens indgåelse i august 1999, og indtil klageren den 18. oktober 1999 bragte samarbejdet til ophør.

I mangel af nærmere aftale om prisen og dens fastsættelse i tilfælde af samarbejdets afbrydelse skal klageren herefter betale, hvad der under hensyn til det udførte arbejdes art og beskaffenhed, gængs pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, jf. herved princippet i købelovens § 72.”

I den ene sag var forbrugeren en enlig mor, der skulle have hjælp til afvikling af gælden og nedsættelse af privatforbruget. Hun aftalte med den erhvervsdrivende, at hun skulle indsætte samtlige indtægter på en konto, som den erhvervsdrivende anviste. Da forbrugeren ikke – trods anmodning herom - blev orienteret om, hvorledes det forløb med afvikling af gælden, opsagde hun samarbejdet med den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende overførte herefter en børnefamilieydelse på 4.050 kr. til sig selv. Forbrugerklagenævnet udtalte følgende om den erhvervsdrivendes vederlagskrav:

”Indklagede har angivet at have anvendt 16,14 timer på sagen, men indklagedes tidsregistrering er ikke nærmere dokumenteret, ligesom der savnes en nærmere redegørelse for, hvori arbejdet har bestået. Indklagede har alene fremlagt et udfyldt budgetskema og en kreditorliste – dvs. arbejde svarende til, hvad et pengeinstitut ofte yder i forbindelse med oprettelse af budgetkonti - men har ikke i øvrigt kunnet fremlægge dokumentation for udført arbejde, fx i form af en systematiseret gennemgang af klagers gældsposter med henblik på den bedst mulige afvikling heraf, korrespondance med klagerens kreditorer eller lignende. Under hensyn hertil samt til, at det ikke er godtgjort, at indklagedes arbejde har haft nogen særlig værdi for klager, findes det vederlag, som indklagede har krav på, ikke at kunne overstige 1.000 kr. Da klager har betalt 6.093 kr., har klager herefter krav på at få tilbagebetalt 5.093 kr., ligesom klager fritages for at betale indklagedes yderligere krav.”

I en anden sag havde den erhvervsdrivende ikke kunnet indgå aftaler med alle kreditorerne. Forbrugeren modtog derfor rykkerbreve fra disse kreditorer, og forbrugeren måtte møde i fogedretten i andre retsindstanser, ligesom forbrugeren blev registret i RKI. Forbrugeren opsagde derfor samarbejdet og indbragte sagen for nævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede – som har beregnet sig et vederlag på 18.418,13 kr. - har intet anført om arbejdets tidsmæssige omfang, ligesom der savnes en nærmere redegørelse for, hvori arbejdet har bestået. Indklagede har alene fremlagt et udfyldt budgetskema og en kreditorliste – dvs. arbejde svarende til, hvad et pengeinstitut ofte yder i forbindelse med oprettelse af budgetkonti - men har ikke i øvrigt kunnet fremlægge dokumentation for udført arbejde, fx i form af en systematiseret gennemgang af klagers gældsposter med henblik på den bedst mulige afvikling heraf, korrespondance med klagerens kreditorer eller lignende.

Det fremgår samtidig af oplysningerne i sagen, at indklagede har undladt at etablere afdragsordninger med visse af klagerens kreditorer, ligesom indklagede synes at have prioriteret at indgå afdragsordninger med kreditorer, som betaler et årligt medlemsgebyr til indklagede, jf. herved s. 2 i Basisbankens processkrift af 1. oktober 2001 til Sø- og Handelsretten (vedhæftet sagsfremstillingen som bilag 11) indgivet i anledning af bankens konkursbegæring af 3. juli 2001 mod klageren. Indklagede, som har kommenteret Basisbankens processkrift i et brev af 5. oktober 2001 til klager, har ikke heri taget afstand fra denne oplysning. Det fremgår endvidere af bankens processkrift, at konkursbegæringen var foranlediget af indklagedes favorisering af visse af klagerens kreditorer.

Nævnet lægger på baggrund af det anførte til grund, at indklagede ikke har dokumenteret at have udført arbejde i noget væsentligt omfang for klager, og at det arbejde, som måtte være udført, under alle omstændigheder har været forbundet med sådanne mangler og gener for klager, at det har været uden værdi for ham. Indklagede er som følge heraf ikke berettiget til at kræve vederlag for sin ydelse, hvorfor klageren har krav på at få hele det erlagte honorar tilbagebetalt.” (2003-221/7-1, 2003-989/7-1, 2003-989/7-5)

6.16.3. Medlemskab af kontaktbureau. Den erhvervsdrivende havde misligholdt aftalen, idet denne ikke havde varetaget forbrugerens interesser og udfoldet rimelige bestræbelser på, at forbrugeren kunne drage nytte af aftalen

En forbruger tilmeldte sig et kontaktbureau. Vederlaget for 12 måneders medlemskab udgjorde 800 kr. Ved tilmeldingen blev det aftalt, at den erhvervsdrivende skulle finde et ”passende match” til forbrugeren. Forbrugeren fik mundtligt oplyst, at hun kunne forvente at få tre tilbud. Forbrugeren afgav oplysninger om sig selv, sine ønsker og præferencer og fik oplyst, at den erhvervsdrivende ville vende tilbage. Forbrugeren hørte aldrig noget fra den erhvervsdrivende og forsøgte derfor forgæves selv at kontakte denne pr. brev og telefon. Under sagens behandling i Forbrugerklagenævnet var der uenighed mellem parterne om, hvorvidt den erhvervsdrivende havde kontaktet forbrugeren og meddelt, at denne burde sætte sine krav til en evt. partner ned. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det er ubestridt, at indklagede ikke i løbet af klagers et års medlemskab har formidlet kontakt mellem klager og eventuelle emner, og nævnet finder ikke, at indklagede har dokumenteret, at indklagede har rettet henvendelse til klageren for at få hende til at nedsætte sine krav.

Selv om der ikke foreligger et aftalegrundlag, der indeholder præcise løfter eller tidsfrister, finder nævnet, at det må påhvile indklagede at godtgøre, at denne har varetaget klagerens interesser og udfoldet rimelige bestræbelser på, at klageren skulle kunne drage nytte af den indgåede aftale. Nævnet finder ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden herfor.

Nævnet finder således, at indklagede har misligholdt den indgåede aftale, og klagerens krav om tilbagebetaling af vederlaget på 800 kr. er derfor berettiget.” (2002-283/7-3)

6.16.4. Køb af softgun. Den ved købet medfølgende brugsvejledning var utilstrækkelig, idet den var udformet som en rodet tegneserie med engelsk tekst og kinesiske bogstaver blandet sammen. Væsentlig mangel

En forbruger købte en softgun, som efter nogen tids brug ikke længere ville affyre skud. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, som undersøgte produktet. Reklamationen blev dog afvist, fordi den erhvervsdrivende mente, at forbrugeren selv havde været skyld i fejlen. Sagen blev herefter forelagt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at geværet (softgun) er defekt, og at årsagen hertil må henføres til uhensigtsmæssig brugspåvirkning.

Nævnet lægger endvidere efter den sagkyndiges erklæring til grund, at geværet er et meget sart og kompliceret produkt, der nemt kan beskadiges, hvis ikke brugeren har fået en udførlig vejledning om, hvorledes produktet skal anvendes og vedligeholdes.

Den brugsanvisning, som klageren har fået udleveret, er udformet som en tegneserie med kinesiske skrifttegn og engelsk undertekst til at forklare illustrationernes betydning. Billeder og tekst er blandet sammen i et rodet og uoverskueligt virvar, og der er ikke i brugsanvisningen nogen oversigt, som forklarer de forskellige afsnits indhold. Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at den udleverede brugsanvisning giver en utilstrækkelig vejledning med hensyn til, hvorledes brugeren skal forholde sig, når geværet skal anvendes og vedligeholdes.

Da klageren ved købets indgåelse har været berettiget til at forvente, at der medfulgte en tilstrækkelig brugsanvisning, og da brugsanvisningens utilstrækkelighed må anses for at være hovedårsagen til, at geværet blev ødelagt gennem brugspåvirkning, lægger nævnet herefter til grund, at geværet er behæftet med en væsentlig mangel, som berettiger klageren til at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, sammenholdt med § 75a, stk. 1, jf. § 76, stk. 1, nr. 3 og 4.” (2003-542/7-27)

6.16.5. En hund måtte anses for mangelfuld, da den led af en alvorlig arvelig sygdom. Forbrugeren var afskåret fra at hæve handlen, da hun havde ladet hunden aflive. Væsentligt forholdsmæssigt afslag

En forbruger købte den 1. maj en hund, som hun fik leveret samme dag mod betaling af 6.500 kr. Den 11. maj tog hun hunden til dyrlæge, da den havde smerter i kæberne. Dyrlægen konstaterede, at hunden havde kraftige smerter, men kraniets knogler var ikke hævede og røntgenfotografering afslørede ikke craniomandibulær osteopathi (CMO), selv om dette var den sandsynlige diagnose. Hunden blev sat i smertestillende behandling.

Midt i juli undersøgte dyrlægen igen hunden, da den havde kraftige smerter på trods af den smertestillende behandling. Kraniets knogler var hævede og røntgenfotografering afslørede CMO. Udsigten til helbredelse var særdeles usikker, og forbrugeren forlangte derfor hunden aflivet. Først derefter krævede hun, at sælgeren tilbagebetalte købesummen og erstattede dyrlægeudgifterne. Sælgeren afviste kravet, da forbrugeren ikke havde givet hende lejlighed til at lade hunden undersøge af en uvildig dyrlæge og evt. tilbyde behandling.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der indhentede en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet udtalte, at der var tale om en arvelig sygdom og bekræftede dyrlægens oplysninger om, at hunden ikke kunne helbredes. Nævnet traf følgende afgørelse:

”På baggrund af oplysningerne i sagen – herunder Det Veterinære Sundhedsråds erklæringer af 28. juni 2002 og 8. april 2003 – lægger nævnet til grund, at den købte hvalp på leveringstidspunktet led af sygdommen craniomandibulær osteopathi (CMO), og at den dermed var behæftet med en køberetlig mangel, jf. herved købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Nævnet finder samtidig, at manglen må anses for væsentlig, men da klager efterfølgende har ladet hvalpen aflive uden indklagedes accept, og da indklagede har protesteret herimod, følger det af købelovens § 57, at klageren er afskåret fra at hæve købet.

Nævnet anser det dog på baggrund af de foreliggende erklæringer for ubetænkeligt at lægge til grund, at hunden på aflivningstidspunktet var så hårdt angrebet af sygdommen, at aflivning dyreværnsmæssigt var den mest forsvarlige og nærliggende behandling, og at manglen dermed indebar, at hunden var uden nævneværdig økonomisk værdi. Da hunden dermed led af en særdeles værdiforringende mangel, følger det af købelovens dagældende § 78, stk. 1, at klageren har krav på et meget betydeligt afslag i købesummen. Dette afslag findes passende at kunne fastsættes til 6.000 kr.

Klager har derudover fremsat krav om at få sine udgifter til dyrlæge mv. erstattet. Hvorvidt et sådant krav er berettiget, beror på, om indklagede på leveringstidspunktet vidste eller burde vide, at hunden var syg, jf. herved købelovens § 80, stk. 1. Nævnet kan ikke uden en yderligere bevisførelse i form af bl.a. parts- og eventuelle vidneforklaringer afgivet under strafansvar afgøre, hvorvidt dette må antages at have været tilfældet. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for nævnet, afviser nævnet denne del af sagen som uegnet til nævnsbehandling, jf. herved forbrugerklagenævnslovens § 7, stk. 1. (2003-590/7-6)

| Top |

Denne side er kapitel 6 af 10 til publikationen "Forbrugerjura 2003".
Version nr. 1.0 af 25-05-2004
© Forbrugerstyrelsen 2004