| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

2. Markedsføringsloven

2.1. Lovens § 1

2.1.1. Kontraktvilkår

2.1.1.1. Højesteret fastslår, at lejekonceptet markedsført under konceptet: ”Lej i 5 år og køb for 1 krone” – reelt var kreditkøb

Forbrugerombudsmanden anlagde den 19. december 2000 to sager ved Østre Landsret mod en større radio/tv forhandler kæde. Sagerne vedrørte markedsføringen af lejekonceptet ”Lej i 5 år og køb for 1 krone”.

Spørgsmålet var, om en lejeaftale, hvortil der var knyttet køberet, reelt var et køb med ejendomsforbehold, således at der forelå en omgåelse af kreditaftalelovens bestemmelser.

Efter kreditaftalelovens § 6, stk. 2, anses som køb med ejendomsforbehold også ”en aftale, der i øvrigt fremtræder som vederlag for brug af tingen, såfremt det må antages at have været meningen, at modtageren af tingen skal blive ejer af den”.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at de ufravigelige krav om bl.a. mindsteudbetaling og kreditoplysninger, som kreditaftaleloven opstiller, ikke gøres illusoriske ved, at aftalen benævnes leje, selvom der reelt er tale om et kreditkøb.

Østre Landsret fastslog, at selskabets lejeaftaler fra 1990’erne – markedsført under konceptet: ”Lej i 5 år og køb for 1 krone” – reelt var kreditkøb, og at forbrugerne havde ret til at få det beløb tilbage, som de havde betalt for meget.

Sagerne blev indbragt for Højesteret.

For Højesteret anerkendte selskabet, at der var tale om et kreditkøb, men selskabet bestred, at forbrugerne havde ret til at få det beløb tilbage, som de havde betalt for meget. Selskabet mente bl.a., at forbrugerne ved aftalens indgåelse havde haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne.

Dette afviste Højesteret, og retten afviste også at fritage selskabet for tilbagebetaling efter almindelige formueretlige regler om bl.a. passivitet og ugrundet berigelse.

Dommene er trykt i UfR 2004.317H og UfR 2004.329H. Der kan endvidere henvises til juridisk årbog 1999, s. 24 ff. hvor standardvilkår for udlejning af radio/tv og hårde hvidevarer beskrives. Endvidere findes der på s. 27 en gennemgang af Forbrugerklagenævnets afgørelser i sager om omgåelse af kreditaftaleloven ved indgåelse af lejeaftaler med køberet. (2000-110/5-51)

2.1.1.2. Højesteret gav Forbrugerombudsmanden medhold i retssag mod pengeinstitut angående ulovlige gebyrer i forbindelse med respektpåtegningsklausuler

I 1999 anlagde Forbrugerombudsmanden sag ved Sø – og Handelsretten mod et pengeinstitut, fordi banken havde krævet et respektpåtegningsgebyr af et ægtepar, da de omprioriterede lån i deres faste ejendom. Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at der var hjemmel i nogen aftale til dette gebyr. Sagen var en forlængelse af en række foreløbige forbud nedlagt over for pantebrevsselskaber mod at opkræve et gebyr i forbindelse med afgivelse af rykningspåtegning i midten af 1990’erne.

I sagen mod pengeinstituttet gav først Sø- og Handelsretten og dernæst Højesteret Forbrugerombudsmanden medhold i, at gebyret ikke var aftalt, ligesom der ikke var skabt en bindende retssædvane eller kutyme, som kunne berettige banken til at opkræve gebyrer. (2003-11133/5-1)

2.1.1.3. Prisforbehold i kontrakter ved køb af nye biler

Danmarks Automobilforhandler Forenings standardsalgsslutseddels almindelige betingelser punkt 4 indeholdt et prisforbehold, hvorefter køber må acceptere en prisforhøjelse på op til 10 %.

Forbrugerombudsmanden fandt, at prisforbeholdet, der betyder, at biler bliver solgt, uden at køber kender den endelige pris, er et kontraktvilkår i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. Der er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse tale om en ensidig prisreguleringsklausul - som de færreste købere har mulighed for at få ændret - hvor kun forbrugeren er bundet, og hvor forbrugeren kan risikere at skulle acceptere en prisforhøjelse. Det er ikke rimeligt, at forbrugeren skal bære hele risikoen for, at forhandleren ikke formår at fremskaffe præcise priser på biler på aftaletidspunktet.

Det lykkedes ikke for parterne i sagen - Danmarks Automobilforhandler Forening, De Danske Bilimportører og Den Danske Bilbranche – at finde brugbare løsninger på problemet omkring prisforbehold ved køb af nye biler.

Forbrugerombudsmanden meddelte, at det er bilbranchen – sælgere, importører og producenter – der sammen må finde en løsningsmodel til ændring af bilkontrakterne i de forskellige led, inden en bil når frem til forbrugeren. Formentlig vil det være nødvendigt med ændring af aftalegrundlaget i alle led både mellem producent og importør, importør og sælger samt sælger og forbruger.

Det afgørende er, at aftalerne skal være således afbalancerede, at hensynet til forbrugerens retsstilling er tilgodeset. (2003-1110/5-1)

2.1.1.4. Omgåelse af ”Mindstekrav for Nyvognsgarantier” i strid med god markedsføringsskik

En bilimportør tilbød ejere af bilmærket en ”mobilitetsservice” betinget af en værkstedsbinding. Forbrugerombudsmanden fandt, at ordningen var en markedsføringsforanstaltning, der alene tjente importørens og de tilknyttede forhandleres egne interesser og med et formål, der undergravede principperne i ”Mindstekrav for Nyvognsgarantier ”. Forbrugerombudsmanden fandt derfor ordningen betænkelig og et urimeligt kontraktvilkår, som var i strid med markedsføringslovens § 1.

Læs Forbrugerombudsmandens forhåndsbesked her (2003-1100/5-119)

2.1.1.5. Det skal klart fremgå, hvad en ansvarsfraskrivelse indebærer. Kunden må ikke kunne blive i tvivl om, hvornår der kan rettes krav mod den erhvervsdrivende, hvis erstatningsansvaret begrænses i forhold til, hvad der ellers måtte gælde efter almindelig aftaleret

Forbrugerombudsmanden påtalte en uklar force majeure klausul i vilkårene for et betalingskort, der var sålydende:

”Banken er erstatningsansvarlig, hvis den på grund af fejl eller forsømmelser opfylder aftalte forpligtelser for sent eller mangelfuldt. Selv på de områder, hvor der gælder et strengere ansvar, er banken ikke erstatningsansvarlig for tab, som skyldes

[…]

Bankens ansvarsfrihed gælder ikke, hvis
banken burde have forudset det forhold, som er årsag for tabet, da aftalen blev indgået eller burde have undgået eller overvundet årsagen til tabet
lovgivningen under alle omstændigheder gør banken ansvarlig for det forhold, som er årsag til tabet.”

Den brancheorganisation, der anbefalede formuleringen udtalte, at sidste led i klausulen ikke fraskrev udstederen for ansvar i de tilfælde, hvor udstederen efter beskyttelsespræceptive bestemmelser i lovgivningen var ansvarlig for det forhold, som var årsag til tabet.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at klausulen efter hans opfattelse var for uklar for brugeren, der berettiget kunne blive i tvivl om, hvornår han kunne rette et krav over for udstederen.

Se eksempelvis Forbrugerombudsmandens sag om ansvarsfraskrivelse i forbindelse med betalingskort (2003-11732/8-1).

2.1.2. Påtrængende markedsføringsforanstaltninger

2.1.2.1 Reklamer skal kunne identificeres

Det er blevet mere og mere udbredt, at reklamer i medierne ikke altid fremstår som reklamer, men er camoufleret som tekst.

Produkter bliver omtalt i mediernes redaktionelle stof, fx i et livsstilstillæg eller boligtillæg til en avis eller i et tv-program, hvor studieværten fx besøger et byggemarked, en messe eller en virksomhed. Der er ofte tale om en knivskarp balance mellem reklame og redaktionelt stof, og i en del tilfælde er der utvivlsomt tale om skjult reklame.

Det følger af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, at reklamer klart skal kunne identificeres. Det betyder fx, at reklamer og artikler skal være adskilt, og at reklamer i alle medier klart skal fremstå som reklamer uanset reklamens form. Efter omstændighederne kan en markedsføring, som sammenblander reklame og redaktionel tekst, endvidere fremstå som vildledende og utilbørlig og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1 og 3.

Det følger også af artikel 12 i ICC International Kodeks for Reklamepraksis - erhvervslivets eget kodeks – at reklamer klart skal kunne identificeres. Artikel 12 har følgende ordlyd:

”Reklamer skal klart kunne identificeres som sådanne, uanset deres form og uanset hvilket medie der anvendes; når en reklame publiceres i et medie som indeholder nyheder eller redaktionelt stof, skal den præsenteres således, at den umiddelbart vil blive opfattet som reklame”.

I de vejledende regler for god presseskik hedder det: ”Der bør opretholdes en klar skillelinie mellem annoncering og redaktionel tekst. Tekst og billeder foranlediget af direkte eller indirekte merkantile interesser bør kun bringes, hvis et klart journalistisk kriterium taler for offentliggørelse”.

I de vejledende regler er det anført, at under brud på god presseskik henhører også eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling.

Det kræver imidlertid en konkret vurdering af den enkelte situation og de konkrete omstændigheder, om der er tale om skjult reklame.

Forbrugerombudsmanden har de senere år fokuseret på spørgsmålet om identifikation af reklame. Der henvises i denne forbindelse til Forbrugerombudsmandens redegørelse ”Reklameidentifikation – Skjult Reklame” i Forbrugerstyrelsens Juridisk årbog 2001.

I 2003 har Forbrugerombudsmanden taget flere sager op overfor dagbladene om afgrænsningen mellem reklamer og redaktionelt stof.

B.T. Sammenblanding af reklame og redaktionelt stof

Dagbladet B.T. blev i anledning af premièren på filmen ”Matrix Reloaded” udformet som en slags temaavis. Både annoncer, artikler, faste rubrikker og grafik henviste på forskellig vis til filmen.

Forbrugerombudsmanden fandt, at der ved præsentationen af den ny film skete en sammenblanding af annoncer og artikler, hvor de egentlige annoncer blev styrket af artiklerne og grafikken, så det hele gik op i en højere enhed som en kampagne for den nye film.

B.T. erklærede, jf. markedsføringslovens § 16, stk. 2, at man fremover vil udforme markedsføringen/annoncer og præsentere disse således, at der ikke er tvivl om, hvem der har ansvaret for markedsføringen, at man ikke fremover i avisens redaktionelle stof, opsætning, faste rubrikker og lignende vil indarbejde stof, der kan opfattes som markedsføring for en vare eller tjenesteydelse, herunder ved brug af omtale, specielle elementer/virkemidler, fx logoer, grafik, opsætning mv.

Markedsføringslovens § 16 har følgende ordlyd:

”Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at påvirke de erhvervsdrivende til at handle i overensstemmelse med principperne for god markedsføringsskik og til at overholde loven i øvrigt. Stk. 2. Tilsidesætter en erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for Forbrugerombudsmanden efter forhandling i henhold til stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende sådanne påbud, som må anses nødvendige for at sikre tilsagnets overholdelse. ”

Tilsidesættelse af påbud meddelt af Forbrugerombudsmanden i medfør af markedsføringslovens § 16, stk. 2, kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 22, stk. 1.

Svøbannoncering

Gratisavisen MetroXpress indførte i 2003 den såkaldt ”svøbannonce”, hvor avisens omslag (forside, side 2 samt næstsidste side og bagsiden) udgør en annonce. Erhvervsbladet tog også denne annonceform i anvendelse.

Forbrugerombudsmanden udtrykte over for aviserne en generel betænkelighed ved, at aviserne indfører svøbannoncer, idet der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse herved sker et skred mellem det, der i avisen traditionelt er redaktionelt stof, og det der er annoncer. Forsiden af en avis har således altid været forbeholdt de redaktionelle hovedoverskrifter/nyheder. Ved indførelsen af svøbannoncer bliver avisens hovedoverskrift nogle dage i stedet et budskab fra en virksomhed, der har hele forsiden.

Forbrugerombudsmanden meddelte begge aviser, at han efter omstændighederne var indstillet på at acceptere svøbannoncer i metroXpress og Erhvervsbladet under den forudsætning, at en svøbannonce bliver præsenteret således, at den af læserne umiddelbart vil blive opfattet som reklame. Overskrifterne og annoncens øvrige tekst og billeder må ikke være egnet til at vildlede læserne til at tro, at der er tale om redaktionelle overskrifter og tekst og billeder. Om nødvendigt må annoncen klart og tydeligt mærkes med ”annonce”.

Forbrugerombudsmanden bad såvel metroXpress som Erhvervsbladet om at bekræfte, at de vil følge Forbrugerombudsmandens anvisninger. Forbrugerombudsmanden oplyste, at bekræftelsen ville blive anset for at være et tilsagn, jf. § 16, stk. 1, i markedsføringsloven.

Begge blade bekræftede, at de var indforstået med fremover at følge Forbrugerombudsmandens anvisninger.

Aftale med en virksomhed om indrykning af en annonce samt redaktionel omtale i en avis

Forbrugerombudsmandens kom i besiddelse af en ordrebekræftelse på en aftale om en helsides annonce for et fitnesscenter og en samtidig kvartsides redaktionel omtale af centret på side 9 henholdsvis side 2 i et tillæg til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Aftalen blev gennemført således at annoncen og omtalen blev bragt i et annoncetillæg til Jyllands-Posten.

Omtalen omkring fitnesscentret var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse subjektiv, detaljeret og rosende og sat op som redaktionel omtale.

Forbrugerombudsmanden meddelte avisen, at en aftale som den foreliggende, hvor den redaktionelle omtale af en virksomhed er aftalt med virksomheden, og hvor omtalen bliver til i samarbejde med virksomheden og en af Jyllands-Postens aviser, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er skjult reklame i strid med god markedsføringsskik, jf. § 1 i markedsføringsloven og efter omstændighederne af markedsføringslovens § 2, stk. 3 og stk.1 om vildledende og utilbørlige fremgangsmåder.

Jyllands-Posten svarede, at avisen nøje efterlever reglerne om klar adskillelse af redaktionel tekst og annoncer, og at det er helt udelukket at en annoncør, som vilkår for annoncering i Jyllands-Posten eller på andet grundlag, tilsiges nogen form for redaktionel omtale. Enhver redaktionel omtale beror på en sædvanlig journalistisk vurdering.

For så vidt angår ordrebekræftelsen oplyste Jyllands-Posten, at der var tale om en fejlekspedition på flere punkter, som avisen beklagede. For at undgå lignende fremtidige fejlekspeditioner, havde avisen straks truffet de fornødne foranstaltninger.

Jyllands-Posten mente i øvrigt ikke, at omtalen omkring fitnesscentret var problematisk, idet omtalen stod i et tillæg til avisen, der blev betegnet som et annoncetillæg, og idet typografien var en anden end den, der bliver brugt til avisens redaktionelle tekst.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at "annoncetillæg" efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke betyder, at tillægget herefter frit kan indeholde både annoncer i de sædvanlige kendte former og annoncer i form af omtale af virksomheder og virksomheders produkter.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at en opsætning og udformning af sådanne omtaler skal ske på en måde, så ingen læser kan være i tvivl om, at der er tale om annoncer. Overskrifter, tekst og billede må ikke være egnet til at vildlede læserne til at tro, at der er tale om redaktionelle overskrifter, tekster og billeder.

At en omtale af virksomheder og/eller af produkter i et annoncetillæg bliver sat med en anden typografi end den, der bliver anvendt til avisens redaktionelle tekst, vil efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke nødvendigvis være tilstrækkelig til, at omtalen vil blive identificeret som reklame.

En omtale af en virksomhed eller et produkt kan i hele sin udformning minde om en rigtig, journalistisk omtale og bearbejdelse - hvor læserne fx er vant til, at journalister anmelder/omtaler begivenheder, kunst, design, film, teater o.s.v. og vant til, at journalister citerer personer. Derfor må sådanne omtaler, der er annoncer, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som udgangspunkt tydeligt suppleres med ordet "annonce".

Afslutningsvis gjorde Forbrugerombudsmanden Jyllands-Posten opmærksom på, at annoncetillægget "modeboliglivsstil", der fulgte med Jyllands-Posten den 5. december 2003, ikke var mærket "annoncetillæg".

Forbrugerombudsmanden vil fortsat interessere sig for spørgsmålet om sammensmeltning af redaktionel tekst og reklame.

Forbrugerombudsmanden er betænkelig ved udviklingen på området og mener, at virksomhederne, der annoncerer, og medierne herunder journalisterne, der formidler, bør tage sig sammen og udvise selvjustits. Grundlaget for selvjustits er til stede, idet såvel erhvervsvirksomhederne som journalisterne har egne retningslinier, jf. ovenfor, som klart anviser skillelinien mellem reklame og redaktionelt stof.

2.1.2.2. Teleselskab accepterer bøde for telefonsalg

I starten af året blev Forbrugerombudsmanden bekendt med, at et større dansk teleselskab ringede rundt til forbrugere for at sælge telefonabonnementer.

Forbrugerombudsmanden var kommet i besiddelse af et manuskript for telefonsalget, hvoraf det fremgik, at det selskab, der af teleselskabet var bestilt til i praksis at ringe forbrugerne op, skulle ringe til så mange forbrugere som muligt med henblik på at få forbrugerne gjort interesserede i et af teleselskabet abonnementer. De forbrugere, der var interesserede, blev efterfølgende ringet op af endnu en sælger med henblik på tegning af abonnementet.

Forbrugerombudsmanden bad de to selskaber om en redegørelse, idet han fandt, at der var tale om en klar overtrædelse af forbrugeraftalelovens § 2, hvorefter det er ulovligt at ringe til forbrugere med henblik på at sælge telefonabonnementer, medmindre forbrugerne på forhånd har givet samtykke til det.

Teleselskabet oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at der i alt var blevet ringet til ca. 23.000 forbrugere. Af disse havde ca. 7.500 sagt ja til at blive ringet op igen med henblik på tegning af et telefonabonnement, og ca. 1.200 havde rent faktisk tegnet et abonnement på baggrund af opkaldene.

På den baggrund valgte Forbrugerombudsmanden at melde både teleselskabet og det selskab, der havde foretaget opkaldene, til politiet.

Senere på året accepterede begge selskaber at betale en bøde for overtrædelsen. Teleselskabet fik således en bøde på 210.000 kr. og det andet selskab en bøde på 170.000 kr. (2003-11122/5-7)

2.1.2.3. Citybank - udsendelse af skriftlige lånetilbud

Forbrugerombudsmanden får mange henvendelser om Citybanks markedsføring.

En virksomhed kan lovligt udsende skriftligt materiale, lånetilbud e.l. til navngivne personer. Nogle virksomheder har måske endda indrettet deres virksomhed på alene at henvende sig til potentielle kunder på denne måde.

Formen eller måden det sker på kan efter omstændighederne være så anmassende eller grov, at det kan være i strid med god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden har ved tidligere lejligheder henstillet til erhvervsorganisationer og virksomheder at dæmpe aggressiviteten i markedsføringen af lov og kreditter, der lanceres over for forbrugere.

En erhvervsdrivende har forinden der udsendes direkte markedsføringsmateriale til fysiske personer pligt til at undersøge, at disse ikke via Det Centrale Personregister har frabedt sig fremsendelsen af sådant materiale.

Forbrugerombudsmanden er bekendt med Citybanks hidtidige anvendte markedsføringsmateriale og har ikke fundet grundlag for at forbyde dette. Forbrugerombudsmanden finder, at materialet indeholder de oplysninger, som er nødvendige for at forstå baggrunden for henvendelsen. Citybank har oplyst, at man er fuld ud opmærksom på reglerne i markedsføringsloven om direkte markedsføring, og at man gør alt for at overholde disse regler. (2003-1141/5-37)

2.1.3. Diskriminerende markedsføring

2.1.3.1. Kønsdiskriminerende reklame

Når Forbrugerombudsmanden vurderer, hvad der efter hans opfattelse er god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1, foretager han vurderingen ud fra, hvordan samfundet er i dag. Forbrugerombudsmanden tager således højde for samfundsudviklingen. Det betyder, at det som var i strid med god markedsføringsskik for ti år siden, måske ikke er det i dag.

Fx må Forbrugerombudsmanden - m.h.t. en del reklamer, hvor sex og vold indgår – erkende, at sådan som mode- og mediebilledet er udviklet, vil Forbrugerombudsmanden næppe i dag i Sø- og Handelsretten kunne få medhold i en påstand om, at reklamerne strider mod god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1. Dette har Forbrugerombudsmanden meddelt i forbindelse med afslutningen af flere sager i den senere tid.

Det gælder bl.a. en reklame for mælkedrikken Arla Mini, hvor tre let påklædte unge kvinder forsøger at skubbe en bil i gang.

Det gælder også reklamen for en energidrik med alkohol fra Cult Scandinavia, hvor man ser en nøgen kvindetorso, der står med en flaske, og hvor drikken sprøjter op imellem kvindens bryster.

I en reklame for en skobutik fandt Forbrugerombudsmanden derimod, at der forelå en overtrædelse af god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1 og af Forbrugerombudsmandens retningslinerne for kønsdiskriminerende reklame. I reklamerne så man en nøgen dame - iført et par slørede støvler – dels bagfra mens hun pudsede et vindue, dels liggende mens hun videofilmede sig selv i skridtet samtidig med, at filmen blev vist på et tv.

2.1.4. Inkasso

2.1.5. Negativ aftalebinding

2.1.6. Alkohol

2.1.7. Markedsføringslovens anvendelsesområde

2.1.8. Samfundsmæssige hensyn

2.1.9. Børn og unge

2.1.9.1. Pornoblade i børnehøjde

Forbrugerombudsmanden fik i det forløbne år igen klager over, at flere forretninger, herunder benzinstationer, havde pornoblade og/eller pornofilm udstillet i børnehøjde. Forbrugerombudsmanden henvendte sig til de pågældende olieselskaber, der skrev under på et tilsagn i henhold til markedsføringslovens § 16, stk. 2 om ikke at udstille pornoblade og pornofilm i børnehøjde.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det er op til den enkelte virksomhed konkret at tage etisk stilling til, hvorledes pornoblade og pornofilm udstilles, således at Forbrugerombudsmandens retningslinier om, at der ikke i forretninger må udstilles pornoblade og pornofilm i børnehøjde, overholdes. Den enkelte forretning må således konkret - afhængig af forskellige faktorer - finde forskellige løsningsmodeller, der er etisk forsvarlige og dermed i overensstemmelse med god markedsføringsskik, jf. § 1 i markedsføringsloven.

Alle svar viste, at selskaberne har opstillet konkrete retningslinier for placering af pornoblade og pornofilm for at leve op til Forbrugerombudsmandens vejledning om porno i børnehøjde. (2003-11130/5-9) Forbrugerombudsmandens vejledning ”Børn, unge og markedsføring” Juridisk Årbog 2000, side 50

2.1.9.2. Rejsebureauers ansvar over for unge ved salg af ungdomsrejser

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på et par artikler i en avis om unges fester på et feriemål i Spanien. I avisen blev det beskrevet, hvorledes de unge indtager store mængder af alkohol på feriestederne. Festerne og de forskellige arrangementer, som i avisen blev betegnet som ”drukorgier”, er et led i rejsekonceptet, som bliver arrangeret af et rejsebureau. Avisen skrev også, at det er ”legende let” at få adgang til euforiserende stoffer, at flere unge kommer til skade og må på hospitalet, og at der er eksempler på, at unge smadrer inventar og på, at unge bliver smidt ud af deres hotel.

I anledningen af artiklen henvendte Forbrugerombudsmanden sig til to rejsebureauer, som arrangerer ungdomsrejser, og bad om en redegørelse for bureauernes rejsekoncept til unge, herunder for hvilke forholdsregler bureauerne foretager for at hindre de unge i at komme ud i alvorlige problemer.

Det fremgik af bureauernes redegørelse, at de tager deres ansvar alvorligt, og at de løbende foretager en række forholdsregler, der skal give de unge tryghed på ferien, fx ved guidernes tilstedeværelse, i form af information til de unge og deres forældre før rejsen og i form af information til de unge på feriestedet.

Forbrugerombudsmanden har taget redegørelserne til efterretning. Samtidig meddelte Forbrugerombudsmanden rejsebureauerne, at han gik ud fra, at bureauerne vil drage omsorg for, at markedsføringen og rejsekonceptet til unge mennesker til stadighed bliver udarbejdet med behørig social ansvarsfølelse og under hensyntagen til, at kunderne er unge mennesker, der er sårbare, let påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans. Forbrugerombudsmanden henviste i det hele til markedsføringslovens § 1, hvorefter erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik samt Forbrugerombudsmandens vejledning ”Børn, unge og markedsføring”.

Forbrugerombudsmanden henvendte sig i 2001 til de samme to rejsebureauer om markedsføring af ungdomsrejser i kataloger mv. Sagerne er omtalt i Juridisk Årbog 2001, afsnit 2.1.9.1. (2003-11130/5-14 og 2003-11130/5-15)

2.1.9.3. Rejsebureauers ansvar over for unge ved salg af ungdomsrejser

Det har været omtalt, at rejsebureauers ungdomsrejser kan resultere i ”drukorgier”, vilde fester, slagsmål, tilskadekomst og bortvisning fra hoteller.

Forbrugerombudsmanden har udtalt, at rejsearrangører har pligt til at drage omsorg for, at markedsføringen og arrangementer til unge til stadighed bliver udarbejdet med behørig social ansvarsfølelse og under hensyntagen til, at der er tale om unge mennesker, der er sårbare, let påvirkelige og mangler erfaring og kritisk sans. Det er vigtigt, at rejsearrangørerne træffer en række forholdsregler, der skal give de unge tryghed på ferien, fx ved guiders tilstedeværelse, information til unge og deres forældre før rejsen og ved information til de unge på feriestedet. (2003-11130/5-14 og 15)

Se desuden:

Forbrugerombudsmandens vejledning ”Børn, unge og markedsføring”
ICC International Kodeks for Reklamepraksis artikel 1 og 14

1
Tidligere Forbrugerombudsmands udtalelse: Juridisk Årbog 2001, side 34 – 35

2.1.9.4. Uddeling af legetøj på skoler

En virksomhed delte legetøj ud på skoler til eleverne. Der var tale om små poser med magnet figurer, som børnene kunne samle, bytte og lege med. Hvis børnene ville have flere figurer, måtte de købe dem i forretningerne.

Forbrugerombudsmanden fandt, at det var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1, at uddele legetøj på skoler og i daginstitutioner. (2003-11130/5-11)

Forbrugerombudsmandens vejledning ”Børn, unge og markedsføring”

ICC International Kodeks for Reklamepraksis artikel 14

2.1.9.5. Brug af oplysninger fra unge om navne og adresser på kommende konfirmander

En tøjforretning opfordrede børn og unge til at oplyse navne og adresser på kammerater, venner og andre, der snart skulle konfirmeres. De unge fik en T-shirt som tak for hjælpen. Forretningen brugte oplysningerne til at sende personligt adresserede reklamebreve til de unge med tilbud på konfirmationstøj.

Forbrugerombudsmanden fandt, at det var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, at opfordre børn og unge til at oplyse navne og adresser på kammerater, venner, familie og andre med henblik på at sende markedsføringsmateriale og at sende personligt adresserede reklamebreve til børn og unge, medmindre forældrene har givet samtykke til det, eller hvis det er en nødvendig eller naturlig følge af et kontraktforhold, og da under iagttagelse af markedsføringslovens § 6a, stk.3. (2003-11130/5-8)

Forbrugerombudsmandens vejledning børn, unge og markedsføring

ICC International Kodeks for Reklamepraksis artikel 14

2.1.10. Forbrugerombudsmandens vejledning for anvendelse af garantiudsagn i reklamer og aftalevilkår

I 1987 udstedte Forbrugerombudsmanden retningslinier for anvendelse af garantiudsagn i reklamer og aftalevilkår. Udstedelsen fandt sted efter forhandling med berørte branche og forbrugerorganisationer.

Retningslinierne fra 1987 er på en række områder ikke længere tidssvarende. Dette skyldtes dels den almindelige samfundsudvikling og udviklingen i retspraksis og praksis i Forbrugerklagenævnet gennem de sidste 15 år, dels udviklingen i regelfastsættelsen siden 1987. Dette gjaldt i særlig grad den styrkelse af garantireglen i markedsføringslovens § 4 stk. 2, der fandt sted ved lov nr. 342 af 2. juni 1999 og ændringen af købeloven pr. 1. januar 2002 - begge som følge af det såkaldte forbrugerkøbsdirektiv, direktiv 99/44/EF af 25. maj 1999. Ved siden af markedsføringsloven og købeloven har direktivet stadig selvstændig betydning som fortolkningsbidrag.

Forbrugerombudsmanden fandt det derfor nyttigt og nødvendigt at revidere og opdatere retningslinierne, således at disse blev bragt á jour med udviklingen siden 1987.

Revisionen kom til udtryk i vejledning af 19. juni 2003 for anvendelse af garantiudsagn i reklamer og aftalevilkår. Den nye vejledning, som forud for udstedelsen var sendt i høring hos berørte brancher og forbrugerorganisationer, finder – ligesom retningslinerne fra 1987 – anvendelse såvel på garantier i forbindelse med løsørekøb som ved tjenesteydelser, herunder også for producent- og leverandørgarantier i forbindelse hermed, og gælder som udgangspunkt både for nye og brugte varer.

Vejledningen indeholder de krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse som hovedregel kan stilles til markedsføringen og indholdet af alle erhvervsdrivendes garantiudsagn. I erkendelse af regelsættets omfattende karakter og af, at visse af afsnittene er mere relevante for nogle brancher end andre, fandt Forbrugerombudsmanden det nyttigt at udstede en vejledning fremfor et sæt retningslinier, der efter markedsføringslovens § 17 principielt skal undergå en egentlig forhandling med alle brancher.

I vejledningen, som trådte i kraft den 1. juli 2003 præciseres bl.a. at erhvervslivet kun må give garanti, hvis garantien stiller forbrugerne væsentligt bedre end loven kræver. Hertil kommer, at en garanti som regel skal være væsentlig længere end 2 år, og garantioplysninger i reklamer er bindende for udstederen. Desuden må en garanti ikke kræve, at eftersyn, service og lignende kun må foretages af garantigiver, fx et autoriseret værksted.

Forbrugerombudsmanden garantivejledning kan i sin helhed læses her. (2003-1104/5-1)

2.1.10.2. De nordiske forbrugerombudsmænds projekt om flypassagerers retigheder

I august 2003 blev Forbrugerombudsmanden enig med Maersk Air om ordlyden af selskabets Conditions of Carriage (almindelige forretningsbetingelser). Forhandlingerne var en videreførelse af de nordiske forbrugerombudsmænds projekt fra 2000 om at skabe bedre vilkår for flypassagerer. Der er i den forbindelse tidligere forhandlet enslydende retningslinier med SAS. Ændringerne i forretningsbetingelserne betyder bl.a., at en flybillet kan overdrages til en anden person, samt at prisen ikke kan stige efter bestillingstidspunktet. Desuden er selskabets ansvar ved fejl og forsinkelser blevet præciseret (2003-511/5-4)

2.1.10.3. Markedsføring over for børn og unge på internettet.

Nordisk internet sweep 2003
De nordiske Forbrugerombudsmænd afholdt i sommeren 2003 en fælles Sweep-Day, der havde til formål at kortlægge markedsføring over for børn og unge på internettet med hensyn til registrering af personoplysninger og skjult reklame.

Erfaringerne fra sweepdagen kan læses i ”Rapport fra de nordiske forbrukerombudmænds undersøgelse af internetsider for børn vedrørende registrering af personoplysninger og skjult reklame” på www.forbrukerombudet.no

Adgang til spil, chat og konkurrencer er ofte belønningen til børn og unge, som giver personoplysninger fra sig, når de besøger hjemmesider på internettet.

Rapporten viser også, at mange nordiske hjemmesider blander reklame, underholdning og redaktionelt stof sammen, der gør det svært for børn og unge at identificere en reklame.

Børn og unge er nemme at påvirke. De savner erfaring og kritisk sans. Derfor er det som udgangspunkt i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens §1, når erhvervsdrivende opfordrer mindreårige til at give personoplysninger. De vil ikke altid være klar over konsekvenserne, når de giver oplysningerne.

Det er også i strid med god markedsføringsskik, når erhvervsdrivende på hjemmesider for børn og unge sammenblander reklame og underholdning. De unge vil ofte ikke kunne identificere reklamen, der er blandet sammen med leg og spil. (2003-1101/5-5)

Forbrugerombudsmandens vejledning børn, unge og markedsføring

ICC International Kodeks for Reklamepraksis artikel 14

2.1.10.4. Internationalt projekt om usikre e-mailsystemer og servere – forebyggelse af spam

Forbrugerombudsmanden deltog i 2003 i et internationalt projekt, som Federal Trade Commission (FTC) i USA, står bag.

Projektet har til formål at forebygge udbredelsen af uanmodede e-mail reklamer/spam.

Mange e-mail-systemer/servere giver adgang til misbrug, fordi de ikke er sikrede mod uberettiget brug.

FTC har udarbejdet et brev, som sendes til virksomheder med usikre systemer. I brevet gives bl.a. information om, hvordan systemet/serveren sikres.

Se den danske version af brevet.

Læs mere om projektet på FTC’s hjemmeside. (2003-11039/5-2)

2.1.10.5. Forbrugerombudsmanden nedsætter forbrugerfokusgruppe

Forbrugerombudsmanden udarbejdede en ny strategi i november 2002, se www.forbrug.dk. Hovedmålet for Forbrugerombudsmandens virksomhed er at sikre den bedst mulige varetagelse af hensynet til forbrugerne. Dette mål skal bl.a. nås gennem større lydhørhed over for og dialog med forbrugerne.

Derfor nedsatte Forbrugerombudsmanden i efteråret 2003 en forbrugerfokusgruppe på 14 forbrugere. Gruppen skal hjælpe Forbrugerombudsmanden med at få fokus på de problemer, den almindelige forbruger lægger vægt på. Det er vigtigt at foretage den rigtige prioritering, da Forbrugerombudsmanden ikke kan behandle alle spørgsmål om markedsføring eller alle overtrædelser af markedsføringsloven.

Fokusgruppen er repræsentativt sammensat af personer fra hele landet i alle aldre.

Første møde blev afholdt i november 2003. Mødet gav Forbrugerombudsmanden en god fornemmelse at de problemer, der ligger forbrugerrepræsentanterne på sinde. Nogle af de emner, der blev fremhævet var:

Næste møde afholdes i foråret 2004. I efteråret 2004 vil Forbrugerombudsmanden evaluere de afholdte møder og vurdere, om og i givet fald i hvilken form fokusgruppen skal fortsætte. (2003-1107/5-19)

2.1.10.6. Forbrugerombudsmandens kommunikationsstrategi

Forbrugerombudsmanden skal efter markedsføringsloven "orientere offentligheden om sin virksomhed, herunder om sager og spørgsmål som er af almen interesse eller betydning for forståelsen af markedsføringslovens bestemmelser".

Kommunikationsmæssigt har denne regel medført, at der er udviklet en særlig kultur hos Forbrugerombudsmanden, der er baseret på åbenhed og hjælpsomhed.

Den omverden Forbrugerombudsmanden befinder sig i, er dog løbende i forandring. Flere markeder bliver liberaliseret, hvilket stiller krav til Forbrugerombudsmandens evne til at sætte sig ind i nye brancheområder, men det er også sket, at brancher er blevet undtaget fra markedsføringsloven og underlagt særlovgivningen.

Også teknologisk må man være opmærksom på, om reglerne på området passer til nutiden. Den teknologiske udvikling med hjemmesider og mobiltelefoner er et godt eksempel på en udvikling, der går hurtigere, end samfundet kan kontrollere. Bliver Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at reglerne ikke er tidssvarende, må erhvervslivet, den ansvarlige minister og politikerne kontaktes.

Endelig markedsfører virksomheder sig også i højere grad over landegrænser, hvilket giver større udfordringer for markedsføringstilsynet på det globale marked.

Forbrugerombudsmanden har høje ambitioner med hensyn til at gøre en forskel, men med begrænsede ressourcer til rådighed, er det en vigtig opgave at få institutionen til at fremstå så synlig og handlekraftig som muligt. Kommunikationsstrategien er et værktøj til at løse denne opgave. (2003-1107/5-11)

2.1.10.7. Om afkast, udbytte og udlodning i investeringsforeninger

Forbrugerombudsmanden har over for en investeringsforening præciseret, at reklame- og markedsføringsmateriale må vurderes på det indtryk, materialet ved en umiddelbar læsning giver en almindelig forbruger.

Når investeringsbeviser søges markedsført med udsagn om høj rente, sikkert afkast og minimumsudbetaling, må sammenhængen mellem afkast, udbytte og udlodning tydeliggøres.(2003-1129/5-39)

2.1.10.8. Kasseboner ulæselige pga. falmning i strid med god markedsføringsskik.

En forbruger klagede til Forbrugerombudsmanden over kasseboner og lignende, der på grund af falmning og lignende bliver ulæselige efter kort tid.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at problemet især er stort, hvis kassebonen og lignende skal bruges som dokumentation ved garanti- eller reklamationssager. Forbrugerombudsmanden fandt det i strid med god markedsføringsskik, at den dokumentation, som en forretning typisk vil afkræve en forbruger, hvis denne reklamerer, efter kort tid er ulæselig og dermed uanvendelig. Forbrugerombudsmanden henstillede til butiksbranchens organisation at finde en løsning på problemet, og organisationen gav tilsagn herom.

Læs FO’s henstilling her (2003-1161/5-4)

2.2. Lovens § 2

2.2.1. Vildledende angivelser

2.2.1.1. ØkoMælk uden angivelse på emballagen af, at Arla Foods amba stod bag produktet

Arla Food fortsatte efter køb af mejeriet ØkoMælk med at sælge mejeriets mælk i ØkoMælk kartoner uden at angive, at Arla Foods havde overtaget ØkoMælk.

Fødevareområdet er først og fremmest reguleret i fødevarelovgivningen. Bestemmelserne om markedsføring og mærkning af fødevarer vedrører især forhold om varernes egenskaber.

Spørgsmålet om korrekt og fyldestgørende information i markedsføringssituationen over for forbrugere og konkurrenter kan efter omstændighederne vurderes efter den generelle markedsføringslovs regler.

Forbrugerombudsmanden fandt, at den af Arla Food benyttede fremgangsmåde var i strid med §2, stk. 1 i markedsføringsloven.

Mange forbrugere føler - i en situation, hvor Arlas markedsandel stærkt nærmer sig de 100 %, og hvor beretninger om Arlas adfærd på markedet jævnligt optager medierne - behov for at støtte de få tilbageværende fritstående virksomheder. Derfor er salg af mælk i ØkoMælk kartoner, uden at angive at Arla Foods amba står bag, egnet til at påvirke efterspørgslen efter ØkoMælk produkter – til fordel for Arla, men til skade for konkurrenterne, og vildledende over for forbrugerne.

Arlas adfærd forekommer svært forenelig med den etiske fordring, der ligger i begrebet god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. (2003-1120/5-157)

2.2.1.2. Tøjindsamling/genbrugstøj i containere med International Børnehjælps logo

Tøjcontainere rundt om i landet var påført International Børnehjælps logo og med oplysning om, at overskuddet fra tøjindsamlingen gik til et godt formål. Det viste sig, at et privat firma stod bag containerne, og at det formentlig kun var en mindre del af overskuddet, der gik til International Børnehjælp.

Forbrugerombudsmanden fandt, at fremgangsmåden var i strid med god markedsføringsskik, idet forbrugerne bliver vildledt til at tro, at de ved at aflevere tøj i containeren, alene støtter International Børnehjælp.

Det private firmas eget logo blev herefter afbildet ved siden af International Børnehjælps logo, og der blev bl.a. påført oplysninger om firmaets navn og adresse, om indsamlingens formål og om, at 25% af virksomhedens overskud i 2002 blev anvendt som bidrag til Internationalt Børnehjælps arbejde. (2003-1120/5-116)

2.2.1.3. Slikautomater - ”støt S.O.S. børnebyerne”

Tokroners slikautomater, der er opstillet fx i butikker, på caféer, på arbejdspladser og på skoler rundt om i landet, var påført teksten ”Støt SOS-børnebyerne”. Det viste sig, at SOS-børnebyerne kun får 300.000 kr. om året af overskuddet af salget fra automaterne, og at resten går til det firma, der ejer automaterne.

Forbrugerombudsmanden fandt, at fremgangsmåden er i strid med god markedsføringsskik, idet forbrugerne bliver vildledt til at tro, at hele overskuddet fra salget fra automaterne går til International Børnehjælp.

Det private firma supplerede herefter teksten på slikautomaterne med bl.a. oplysning om firmates navn og telefonnummer. Det blev endvidere anført, at firmaet årligt donerer 300.000 kroner af indtægterne til SOS-Børnebyernes hjælpearbejde. (2003-1100/5-103)

2.2.2. Vildledende prisangivelser

2.2.2.1. Vildledende prisangivelse i udsalgskatalog

I midten af januar måned 2003 blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at tre butikskæders udsalgsaviser indeholdt en række urigtige oplysninger om før- og nupriser og dermed vildledte forbrugerne om de besparelser, de opnåede.

I forbindelse med et udsalg er det prisen i butikken umiddelbart før udsalget, der må bruges som sammenligningsgrundlag, og på den baggrund bad Forbrugerombudsmanden om dokumentation for, hvad denne pris havde været for hvert enkelt produkt i de 3 udsalgsaviser.

Selskabet der ejede de tre butikskæder erkendte, at markedsføringsmaterialet indeholdt urigtige oplysninger, og de tre butikskæder valgte herefter at betale pengene tilbage til de forbrugere, der i forbindelse med udsalget havde købt varer på baggrund af de tre butikskæders udsalgsaviser.

Efter aftale med Forbrugerombudsmanden oplyste de tre butikskæder på deres hjemmeside, hvor stort et prisnedslag den enkelte forbruger havde ret til. Prisnedslaget svarede forholdsmæssigt til den lovede rabat. (2003-1120/5-12)

Der kan også henvises til Forbrugerombudsmandens vejledning om prismarkedsføring 2002 som findes på http://www.forbrug.dk/erhverv/love-og-regler/100/retningslinier-ogvejledninger/prismarkedsforing/

2.2.2.2. Prismarkedsføring - internettet

En erhvervsdrivendes tilbud på internettet bør ikke ”overhales” af tilbud i den erhvervsdrivendes fysiske butikker.

En angiven besparelse ved køb på nettet i forhold til køb i en fysisk butik skal være rigtig.

Ved ”attraktive medlemstilbud” bør en angiven pris for ”ikke-medlemmer” højst ligge nogenlunde på niveau med markedsprisen. Se eksempelvis sag 2003-1120/5-159.

2.3. Lovens § 3. Brugervejledninger

2.4. Lovens § 4. Garantier

2.5. Lovens § 5. Forretningskendetegn

2.6. Lovens § 6. Tilgift

2.6.1. Betaling af broafgift ved køb af varer i Sverige

På grund af et svensk varehus´ reklame i danske aviser om refusion af broafgiften, hvis man købte for mindst 500 kr., udtalte Forbrugerombudsmanden bl.a.:

Reklamering med refusion af broafgift ved køb af varer må anses for ulovlig tilgift og forbudt efter markedsføringslovens § 6.

De svenske markedsføringsregler er anderledes end de danske, det gælder bl.a. reglerne om tilgift i markedsføringslovens § 6.

Forbrugerombudsmanden henstillede, at når en svensk virksomhed markedsfører sig på det danske marked, må virksomheden indrette sig i overensstemmelse med den danske markedsføringslov. (2003-1130/5-3)

2.7. Lovens § 6a. Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere

2.7.1. Bøde på 15.000 kr. for udsendelse af spam - overtrædelse af markedsføringslovens § 6a

Sø- og Handelsretten tog i maj måned 2003 for første gang stilling til, hvad det skal koste at udsende spam (reklamer via e-mail og telefax uden modtagerens samtykke).

Bøden blev på 15.000 kr. for udsendelse af 156 reklamer.

Sagen, der blev ført af Forbrugerombudsmanden, var anlagt mod et mindre selskab, som solgte forskelligt software, hæfter og bøger til formentlig primært mindre virksomheder. Selskabet blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 6a, der netop forbyder udsendelse af e-mail- og telefax-reklamer uden samtykke fra modtagerne.

Sø- og Handelsretten lagde ved udmålingen af bøden vægt på antallet af henvendelser, antallet af modtagere (ca. 50, der hver især havde modtaget flere henvendelser), og den gene og økonomiske skade, som henvendelserne medførte for modtagerne, hvoraf hovedparten var erhvervsdrivende, der måtte spilde tid og arbejdskraft på at læse og behandle reklamerne.

Endvidere lagde retten vægt på, at selskabet fortsatte sin ulovlige markedsføring, efter at selskabet af de danske myndigheder var blevet vejledt om indholdet af reglerne, således at selskabet i hvert fald herefter ikke kunne være i nogen undskyldelig retsvildfarelse om markedsføringslovens § 6a.

Forbrugerombudsmanden havde gerne set en højere bøde, men taget i betragtning at der var tale om et mindre firma, og at der kun blev dømt for udsendelse af 156 reklamer, var Forbrugerombudsmanden tilfreds med bødes størrelse.

Mange af de klager, der tjente som bevis i sagen, var klager, som var sendt til Forbrugerombudsmandens spam-adresse, spam@fs.dk (se nærmere på www.net-tjek.dk). (2003-1140/5-1)

Læs mere om § 6a i Forbrugerredegørelsen 2002/2003 s. 127 ff. og generel omtale af § 6a i juridisk årbog s. 13 ff. Dommen er trykt i UfR 2003.1855 S.

2.7.2. Bøde på 400.000 kr. for udsendelse af telefaxreklamer/spam -overtrædelse af markedsføringslovens § 6a

Den 21. januar 2004 afgjorde Sø- og Handelsretten endnu en sag om overtrædelse af markedsføringslovens § 6a, der forbyder udsendelse af reklamer via fx e-mail og telefax uden samtykke fra modtagerne.

Sagen, der blev ført af Forbrugerombudsmanden, var anlagt mod et selskab, som er en forhandler under Teleringen, som sælger teleprodukter.

Selskabet blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 6a, for at have udsendt mellem 7.650 – 15.300 telefaxreklamer uden modtagerens samtykke. Bøden blev på 400.000 kr.

Under sagen gjorde Forbrugerombudsmanden gældende, at der fra Forbrugerombudsmandens side er et ønske om en ensartet og skærpet praksis for overtrædelse af markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden foreslog derfor følgende beregningsmodel for udmåling af bøde ved overtrædelse af markedsføringslovens § 6a, uanset om den uanmodede henvendelse sker via telefax, SMS eller e-mail:

Beregningsmodellen:
For op til 100 overtrædelser en minimumsbøde på 10.000 kr. For over 100 overtrædelser en bøde på 100 kr. for hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60 overtrædelser være 10.000 kr. og for 140 overtrædelser være 14.000 kr.

Af dommens præmisser fremgår, at retten er enig i den foreslåede beregningsmodel, men at den fandt, at der ved udmålingen bør ske en vis nedrunding, hvor antallet af uanmodede henvendelser har været betragteligt.

I den konkrete sag lagde retten endvidere vægt på:

(2003-1140-5-42)

2.7.3. Ulovligt telefonsalg af telefonabonnementer

Det er ulovligt at ringe til en forbruger med henblik på nu eller senere at indgå en aftale, medmindre forbrugeren på forhånd har givet sit samtykke til det. Forbrugeraftalelovens § 2.

Bestemmelsen gælder ved siden af § 6a, stk. 3, i markedsføringsloven, der giver forbrugeren og andre mulighed for at frabede sig bl.a. uanmodede telefoniske henvendelser.

Se eksempelvis FO-sag om ulovligt telefonsalg af telefonabonnementer (2003-11122/5-7).

2.8. Lovens § 7. Mængdebegrænsning

2.9. Lovens § 8. Rabat

2.10. Lovens § 9. Præmiekonkurrencer

2.10.1. Rækkevidden af markedsføringslovens § 9

I december 2003 afsagde Sø- og Handelsretten domme i to sager angående konkurrencer, som Forbrugerombudsmanden havde anlagt for at få fastlagt rækkevidden af markedsføringslovens § 9. I de senere år er Forbrugerombudsmanden blevet bedt om at vurdere en række konkurrencer, som har ligget mere eller mindre inden for bestemmelsens rækkevidde, navnlig for så vidt angår kriteriet om, at konkurrencen ikke må være købsbetinget. Da der imidlertid ikke er meget domspraksis om dette spørgsmål, valgte Forbrugerombudsmanden i 2002 at anlægge to retssager for at få domstolenes vurdering af, hvad der skal forstås ved købsbetingede tilfældighedskonkurrencer.

I den ene sag havde et stort bryggeri afholdt en konkurrence, hvor forbrugerne kunne deltage i en lodtrækning ved at samle og indsende kapsler. Jo flere kapsler, jo flere lodder deltog man med. Man kunne også deltage ved at ringe ind til en voice respons. Man kunne dog kun ringe til nummeret en gang om dagen. Forbrugerombudsmanden fandt, at gevinstchancerne ved de to måder at deltage på – den købsbetingede deltagelse via kapslerne og den ikke-købsbetingede deltagelse via voice respons – ikke var lige store, da man altid ville kunne forbedre sine vinderchancer, hvis man sendte kapsler ind. Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at konkurrencen var delvis købsbetinget og i strid med markedsføringslovens § 9, men flertallet afdommerne var uenig, da de mente, at den teoretiske mulighed for at forbedre sine vinderchancer var uden betydning for vurderingen af, om konkurrencen var købsbetinget, og da det var både lettere og billigere at deltage i konkurrencen via voice respons.

Den anden konkurrence var en voice respons konkurrence om emnet Ringenes Herre, hvor deltagerne skulle ringe ind og svare på en række spørgsmål. Man kunne deltage i spillet enten via nogle koder, som man kunne finde i pakkerne med morgenmadsprodukt eller deltage via et nummer, som fremgik af kuponer, placeret i butikkerne i nærheden af morgenmadspakkerne. Sø- og Handelsretten var enig med Forbrugerombudsmanden i, at deltagelsen via kuponerne ikke var noget reelt alternativ til deltagelse gennem køb af pakkerne, hvorfor konkurrencen som udgangspunkt var købsbetinget. Imidlertid fandt retten, at en del af spørgsmålene krævede et vist kendskab til Ringenes herre, og da der ydermere skulle svares på tid, var der ikke tale om tilfældighedskonkurrence.

I begge sager blev selskaberne derfor frifundet.

2.11. Retningslinier

| Top |

Denne side er kapitel 2 af 10 til publikationen "Forbrugerjura 2003".
Version nr. 1.0 af 25-05-2004
© Forbrugerstyrelsen 2004