1. Ny lovgivning
- 1.1. Klagenævnsreformen – lov om forbrugerklager
- 1.2. Ændring af markedsføringslovens § 6a om uanmodet henvendelse
- 1.3. Nye beløbsgrænser for kontant indløsning af rabatmærker
1.1. Klagenævnsreformen – lov om forbrugerklager
Den 1. januar 2004 trådte den nye lov om forbrugerklager med tilhørende bekendtgørelser i kraft[1]. Loven blev vedtaget af et enigt Folketing i juni 2003, og er en udmøntning af økonomi- og erhvervsministerens reform af forbrugerklageområdet, som indgår i regeringens Ny forbrugerpolitik.
Reformen blev sat i værk for fremover at sikre forbrugerne en hurtig og effektiv sagsbehandling. En af hovedårsagerne til, at det har været nødvendigt at foretage en gennemgang af klagenævnsområdet, er, at der gennem de seneste år har været en stigning i antallet af klager ved Forbrugerklagenævnet. I perioden 1996 – 2000 steg antallet af indkomne sager således med mere end 60 %.
Reformens udgangspunkt er, at både virksomheder og forbrugere skal tage et større medansvar for egne klager. Formålet er blandt andet at øge antallet af branchefinansierede klagenævn, at skabe mere lige konkurrence mellem erhvervsdrivende i forhold til finansiering af omkostningerne ved behandlingen af forbrugerklager, at sikre kortere sagsbehandlingstider og større efterlevelse af afgørelser og give forbrugerne flere og bedre klagemuligheder.
Med henblik på at fremme oprettelsen af flere private klagenævn og skabe mere lige konkurrence mellem erhvervsdrivende, indfører loven en ny finansieringsstruktur for den offentlige klagebehandling, som bygger på principperne om brugerbetaling. Det indebærer, at de erhvervsdrivende, som taber en sag ved Forbrugerklagenævnet, skal betale, hvad det koster at få sagen behandlet. De beløb, som de erhvervsdrivende kan blive pålagt, er inddelt i tre kategorier alt efter sagernes kompleksitet. Beløbene ligger mellem 2.500 og 4.700 kr. Forliges en sag efter indhentelse af sagkyndig erklæring koster det 2000 kr.
De private klagenævn får ligeledes mulighed for at kræve betaling fra de erhvervsdrivende, som taber en sag ved nævnet. På den måde kommer også de erhvervsdrivende, som ikke er med til at finansiere nævnets drift, til at betale for sagens behandling.
Også forbrugerne skal tage et større medansvar for egne klager. Gebyret for at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet er derfor forhøjet fra 80 til 150 kr. Beløbet tilbagebetales, hvis forbrugeren får medhold eller hvis sagen afvises som uegnet til behandling. Overgrænsen for at klage til Forbrugerklagenævnet er forhøjet fra 24.000 til 100.000 kr. Det vil give forbrugerne nye klagemuligheder. Endvidere er der indført differentierede undergrænser, som indebærer, at mindstegrænsen for at klage til Forbrugerklagenævnet som udgangspunkt er 800 kr. For sko og tekstiler er mindstegrænsen dog fortsat 500 kr., mens mindstegrænsen for at klage over biler er forhøjet til 10.000 kr.
For at gøre sagsbehandlingen mere fleksibel og forkorte sagsbehandlingstiden skal Forbrugerstyrelsen, som sekretariat for Forbrugerklagenævnet, træffe afgørelse i visse sager. Sekretariatet kan træffe afgørelser i klagesager i overensstemmelse med nævnets praksis, samt i andre sager, hvor der ikke er tvivl om sagens udfald. Formålet er at koncentrere nævnets indsats om sager af mere principiel karakter.
For blandt andet at sikre en større efterlevelse af klagenævnsafgørelserne skal der i højere grad ske offentliggørelse af information og statistik på forbrugerklageområdet. Som noget nyt vil der også blive offentliggjort oplysninger om de erhvervsdrivende, som ikke efterlever en klagenævnsafgørelse. Oplysninger vedrørende efterlevelse af Forbrugerklagenævnets afgørelser vil kunne findes på Firmatjek på www.forbrug.dk på internettet. Også de private klagenævn skal offentliggøre oplysninger om nævnets afgørelser, herunder om de er blevet efterlevet af de erhvervsdrivende.
Udviklingen på klagenævnsområdet vil løbende blive evalueret med henblik på at vurdere klagenævnsreformens og lovens effekt.
1.2. Ændring af markedsføringslovens § 6a om uanmodet henvendelse
Markedsføringslovens § 6a indeholder regler om uanmodet henvendelse. Bestemmelsen forbyder erhvervsdrivende at rette henvendelse ved brug af elektronisk post, automatiske opkaldssytemer eller telefax, medmindre modtageren forudgående har anmodet herom.
§ 6a gennemfører to EU-direktiver – fjernsalgsdirektivet og direktivet om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (ISDN). Området er endvidere reguleret af direktivet om behandling af personoplysninger.
§ 6a er blevet ændret ved lov nr. 450 af 10. juni 2003. Ændringen, der gennemfører artikel 13 i direktiv 2002/58 /EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, indfører en modifikation til forbudet mod uanmodet henvendelse ved elektronisk post.
Med ændringen af § 6a er det blevet tilladt for en erhvervsdrivende, som i forbindelse med salg af en vare eller tjenesteydelse har modtaget en kundes elektroniske adresse, at sende uanmodede elektroniske reklamer til kunden under visse betingelser.
Kunden skal i forbindelse med afgivelsen af sin elektroniske adresse have at vide, at adressen senere vil kunne blive brugt til at sende elektroniske reklamer og i den forbindelse have mulighed for let og omkostningsfrit at frabede sig dette.
Den erhvervsdrivende må kun bruge den elektroniske adresse til at sende reklamer for egne varer eller ydelser af samme art, som de varer eller ydelser som kunden har købt i forbindelse med afgivelsen af sin elektroniske adresse. Det vil sige, at hvis man har købt et par bukser, må den erhvervsdrivende reklamere for andet tøj, men fx ikke for tasker, og der må kun reklameres for produkter eller ydelser, som den erhvervsdrivende selv sælger.
Endelig skal kunden have mulighed for at frabede sig yderligere reklamer i forbindelse med hver fremsendelse af en uanmodet elektronisk reklame.
Forbrugerombudsmanden har den 17. juli 2003 udsendt en vejledning til de nye regler. (2002-111/1-7)
1.3. Nye beløbsgrænser for kontant indløsning af rabatmærker
Ifølge markedsføringslovens § 8, stk. 2, skal rabatmærker til senere indløsning være forsynet med en angivelse af mærkets værdi i dansk mønt. Desuden er udstederen af rabatmærkerne forpligtet til at indløse mærkerne til den pålydende værdi, når forbrugeren har mærker svarende til et beløb, hvis størrelse er fastsat i en bekendtgørelse udstedt af økonomi- og erhvervsministeren.
Grænsen for, hvornår man skal indløse rabatmærker kontant, er blevet ændret fra 5 kr. til 20 kr. ved bekendtgørelse nr. 197 af 20. marts 2003.
Den tidligere grænse på 5 kr. var blevet fastsat i 1975 ved indførelsen af markedsføringsloven og har ikke siden været ændret.
Med den nye bekendtgørelse er der sket en regulering af beløbsgrænsen for kontant indløsning af rabatmærker svarende til udviklingen i forbrugerpriserne siden 1975. (2003-101/1-88)
[1] Lov nr. 456 af 10. juni 2003 om forbrugerklager, bekendtgørelse nr. 1118 af 12. december 2003 om forbrugerklager, bekendtgørelse nr. 1119 af 12. december 2003 om gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet.