Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Kapitel 7 Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet

7.1. Husholdningsapparater og isenkram

7.1.1. Oplysningspligt ved køb på internettet

Det påhvilede forhandleren at oplyse, at et sammenkoblingsbeslag var nødvendigt, hvis en vaskemaskine eller tørretumbler skulle opstilles som del af en ”vaskesøjle”

En forbruger købte hos en forhandler på internettet en vaskemaskine og tørretumbler. Efterfølgende indtelefonerede forbrugeren en bestilling på montering og installation af maskinerne. Få uger efter blev det hele leveret, og vaskemaskinen og tørretumbleren blev efter kundens ønske opstillet som en ”vaskesøjle”. Hvilket vil sige, at tørretumbleren er placeret oven på vaskemaskinen.

Da forbrugeren efterfølgende læste brugsanvisningen konstaterede hun, at producenten af maskinerne anbefalede, at man monterede et ekstra sikkerhedsbeslag i det tilfælde, at man ønskede at montere maskinerne som en ”vaskesøjle”. Forbrugeren klagede herefter til forhandleren over, at der ikke var blevet oplyst herom, hverken ved købet af maskinerne, eller ved den efterfølgende montering. Forbrugeren forlangte på den baggrund at få udleveret et gratis sikkerhedsbeslag samt gratis eftermontering af beslaget.

Forhandleren afviste imidlertid klagerens krav med den begrundelse, at handel på nettet var kendetegnet ved selvbetjening, og at et sammenkoblingsbeslag var ekstraudstyr, ligesom maskinerne ikke nødvendigvis behøvede at stå oven på hinanden.

Sagen blev herefter indbragt for forbrugernævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det følger af lov om visse forbrugeraftaler § 11, stk. 1 nr. 2, at det ved fjernsalg påhviler den erhvervsdrivende, at informere om en vares særlige egenskaber.

Nævnets sagkyndige har oplyst, at et sammenkoblingsbeslag er en sikkerhedsmæssig foranstaltning ved etableringen af en vaskesøjle, og at en manglende anvendelse heraf kan resultere i, at tørretumbleren risikerer at falde af.

Fire nævnsmedlemmer, er af den opfattelse at indklagede på sin hjemmeside burde have oplyst om, at der af sikkerhedsmæssige årsager skal monteres sikkerhedsbeslag, hvis maskinerne skal monteres som en vaskesøjle.

Et nævnsmedlem er af den opfattelse, at indklagede ved den efterfølgende installation, hvor denne har fået kundskab om, at vaskemaskinen og tørretumbleren skal monteres som en vaskesøjle, burde have informeret om anvendelsen af et sikkerhedsbeslag.

Der er herefter enighed i nævnet om, at indklagede skal eftermontere et sikkerhedsbeslag, da indklagede har forsømt at oplyse om nødvendigheden heraf. Klageren skal dog selv betale for beslaget.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01668)

7.1.2. Tilbageleveringen i væsentlig samme stand ved fortrydelse

Da emballagen fremstod som en almindelig forsendelseskasse og ikke som original emballage, var varen tilbageleveret i væsentlig samme stand, uanset at forbrugeren havde skrevet på emballagen

En forbruger havde bestilt en fritstående håndklædeholder via en erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren ønskede imidlertid at gøre brug af fortrydelsesretten og returnerede varen inden for 14 dages fristen.

Den erhvervsdrivende afviste at tage håndklædeholderen retur, da forbrugeren ved returneringen havde skrevet sælgerens adresse på emballagen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt en fritstående håndklædeholder via indklagedes hjemmeside. Der foreligger derfor et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.

Det er ubestridt, at klageren rettidigt inden for denne frist har returneret håndklædeholderen til indklagede, hvorfor klageren som udgangspunkt er berettiget til at få det betalte tilbage, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.

Indklagede har afvist at tage varen tilbage, da klageren har skrevet på emballagen ved returnering. Indklagede har gjort gældende, der i deres salgs- og leveringsbetingelser er oplyst om dette.

Klageren har gjort gældende, at han først er blevet bekendt med indklagedes salgs- og leveringsbetingelser efter købet, og har oplyst, at han ikke har modtaget disse på et varigt medium.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at fortrydelsesretten betinges af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mængde. I bemærkningerne til loven er anført: ”Kravet om at varen skal kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, angår ifølge bemærkningerne til 1978-lovens § 8, stk. 1 og § 11, stk. 2, kun selve varen, men derimod som udgangspunkt ikke emballagen. At forbrugeren ikke kan tilbagegive den i samme stand, vil således i almindelighed ikke afskære fortrydelsesretten, jf. FT 1977-78, tillæg A, s. 761 og 769. Såfremt emballagen er af en sådan art, at den normalt bruges af forbrugeren til opbevaring af varen, og den samtidig repræsenterer en ubetydelig værdi for sælgeren, bør kravet om tilbagegivelse i væsentlig samme stand og mængde imidlertid også omfatte emballagen, jf. FT 1977-78, tillæg A, s. 761

Under hensyn til, at den omhandlende emballage fremstår som en almindelig forsendelseskasse, og ikke som en original emballage, og derfor heller ikke bærer præg af ikke at repræsentere betydelig værdi for indklagede, finder 4 nævnsmedlemmer, at varen er tilbageleveret i væsentlig samme stand, og at klageren er berettiget til at få købesummen tilbage.

Hertil kommer, at det følger af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, at de oplysninger der er nævnt i § 11. stk. 1 nr. 1-5 skal meddeles forbrugeren på papir eller på et varigt medium. Det følger endvidere af § 12, stk. 3 at de nævnte oplysninger skal gives snarest muligt efter aftalens indgåelse, og ved køb af varer, skal de gives senest ved over dragelsen af varen til forbrugeren. Som sagen foreligger oplyst, må det lægges til grund, at oplysningerne ikke er givet på et varigt medium, og at forbrugeren først har modtaget oplysningerne efter varen er blevet returneret til indklagede.

1 medlem, finder, at klageren ikke har tilbageleveret i væsentlig samme stand.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02030)

7.2. Radio/tv mv.

7.2.1. Fortrydelsesret ved fjernsalg

Fristen for fortrydelsesret løb først fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtog en ubeskadiget vare, som var relevant at undersøge

En forbruger bestilte den 9. maj 2007 en dvd-afspiller via den erhvervsdrivendes hjemmeside. Dvd-afspilleren blev leveret næste dag. Umiddelbart efter leveringen konstaterede forbrugeren, at dvd-afspillerens topplade havde en bule. Forbrugeren returnerede derfor dvd-afspilleren til den erhvervsdrivende, som ombyttede afspilleren. Forbrugeren afhentede den nye dvd-afspiller på posthuset den 29. maj 2007, men da forbrugeren afprøvede afspilleren, viste den en fejl. Forbrugeren sendte den 8. juni 2007 afspilleren retur til den erhvervsdrivende og krævede pengene tilbage under henvisning til fortrydelsesretten. Den erhvervsdrivende afviste kravet med henvisning til, at fortrydelsesfristen var udløbet. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Da klageren har bestilt DVD-afspilleren via indklagedes hjemmeside, foreligger der et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret regnet fra klagerens modtagelse af varen, jf. § 18, stk. 1 og stk. 2.

Fortrydelsesretten udøves ved at tilbagegive eller tilbagesende varen til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb, jf. herved forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2.

Henset til fejlens karakter, bule i toppladen, finder nævnet, at klageren først ved modtagelsen af den 2. DVD-afspiller modtog en vare, som var relevant at undersøge. På den baggrund har klageren krav på 14 dages fortrydelsesret regnet fra den 29. maj 2007. Da klageren har tilbagesendt DVD-afspilleren den 8. juni 2007, har klageren fortrudt købet rettidigt.

Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse af købet, og klageren har derfor krav på tilbagebetaling af købesummen.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01744)

7.2.2. Afhjælpning af fejl ved et fladskærms-tv tog lidt over 5 uger

Sælgeren havde afhjulpet mangler ved tv’et inden rimelig tid, da forbrugeren havde fået stillet et låne-tv til rådighed, og da der havde været ferie i reparationsperioden

En forbruger købte i februar 2008 et fladskærms-tv. Ca. en måned efter købet reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende over, at tv’et hylede ved lav volumen.

Den erhvervsdrivende afhentede tv’et med henblik på reparation. Da tv’et ikke var repareret en måned efter forbrugeren havde reklameret over fejlen, forlangte forbrugeren at få pengene retur. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det følger af købelovens § 78, stk. 4, at et tilbud om afhjælpning skal opfyldes inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Ved afgørelsen af, om afhjælpning er sket inden rimelig tid, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed, jf. købelovens § 79, stk. 1.

Det fremgår af sagens oplysninger, at forbrugeren reklamerede telefonisk til den erhvervsdrivende den 9. marts 2008. Den erhvervsdrivende hentede tv’et til reparation den 15. marts 2008 og stillede et låne-tv til rådighed for forbrugeren. Tv’et blev klarmeldt overfor forbrugeren telefonisk den 15. april 2008.

Afhjælpningens udstrækning regnes for det tidspunkt, da forbrugeren reklamerede over manglen, hvorfor det må lægges til grund, at afhjælpningsperioden har været lidt mere end 5 uger.

Tv-apparatet har på trods af fejlen været anvendeligt i tidsrummet, indtil det blev afhentet. Endvidere har den erhvervsdrivende for egen regning stillet et låne-tv til forbrugerens rådighed i reparationsperioden. På den baggrund, og da der må tages et vist hensyn til, at der har været ferie i reparationsperioden, finder nævnet efter omstændighederne, at der er sket afhjælpning inden rimelig tid, hvorfor forbrugeren ikke er berettiget til at hæve købet.” (08/04637)

7.2.3. Vederlagsfri afhjælpning af mangler ved et tv

Sælgeren skulle dække forbrugerens afholdte transportudgifter i forbindelse med afhjælpning af mangler. Et vilkår om, at det er kundens ansvar at returnere produktet i tilfælde af fejl, var ikke bindende for forbrugeren

Knapt tre måneder efter købet af et tv reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende over, at der var lilla streger og gulgrønne plamager på tv’ets skærm. Forbrugeren fremsendte tv’et til den erhvervsdrivende, som foretog vederlagsfri reparation. Forbrugeren krævede herefter at få dækket sine omkostninger på 340 kr. i forbindelse med transporten af tv’et til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende afviste kravet med henvisning til, at det fremgik af den erhvervsdrivendes handelsvilkår, at det var kundens ansvar at returnere produktet til den erhvervsdrivende i tilfælde af fejl. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede første gang den 19. februar 2007 og dermed inden for de første 6 måneder efter leveringen af tv’et over, at der var lilla, snoede striber og gulgrønne plamager på tv’et skærm.

Efter købelovens § 77 a, stk. 3, formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre sælgeren afkræfter formodningen, eller der gør sig særlige forhold gældende.

Da indklagede ikke har afkræftet denne formodning, og da indklagede har foretaget vederlagsfri reparation af tv’et, lægger nævnet til grund, at tv’et ved leveringen var behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end genstanden under hensyn til aftalen og samtlige de foreliggende omstændigheder skal være.

Efter bestemmelsen i købelovens § 78, stk. 4, skal afhjælpning af en mangel ske uden omkostninger for køberen. Det fremgår af betænkning 845/1978 side 76 om forbrugerkøb, at ”Afhjælpning sker på sælgerens bekostning. Har køberen afholdt udgifter til forsendelse til det sted, hvor afhjælpningen foretages, kan han således kræve det udlagte beløb refunderet af sælgeren.”

Indklagede har gjort gældende, at det fremgår af indklagedes handelsbetingelser, at det er kundens ansvar, at returnere produktet til indklagede i tilfælde af fejl.

I forbrugerkøb kan købelovens § 78, stk. 4 ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for køberen, jf. herved købelovens § 1, stk. 2. Indklagedes handelsvilkår vedrørende dette spørgsmål er således allerede af denne grund ikke bindende for klageren. Klageren har derfor krav på at få godtgjort udgifter, der er afholdt i forbindelse med transporten af tv’et til indklagede. Det er nævnets vurdering, at de af klageren afholdte udgifter er rimelige.

Klageren har endvidere forlangt, at indklagede skal oplyse, hvilke dele i klagerens tv, der er blevet repareret/udskiftet.

Da indklagede har anerkendt klagerens reklamation, og da nærværende afgørelse vil tjene som bevis herfor, mener nævnet ikke, at det kan pålægges indklagede at udlevere dokumentation for reparationen. Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at indklagedes manglende redegørelse for, hvad der er skiftet, kan komme indklagede bevismæssigt til skade, såfremt tv’et på et senere tidspunkt hører op med at virke, og det ikke kan afvises, at fejlen har sammenhæng med den tidligere udførte reparation.”

Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (08/01938)

7.2.4. Afhjælpning af fejl ved fjernsyn tog for lang tid

Da den erhvervsdrivende ikke havde tilbudt et lånefjernsyn i reparationsperioden, var 6 ugers reparation for længe, selvom det var i en ferieperiode

Ca. 5 måneder efter købet af et fjernsyn returnerede forbrugeren det til den erhvervsdrivende med henblik på reparation af en fejl. Da forbrugeren efter ca. 3 uger fortsat ikke kunne få oplyst af den erhvervsdrivende, hvornår fjernsynet ville komme retur fra reparation, meddelte han, at han nu ønskede at hæve købet og få pengene retur.

Da fjernsynet efter 6 uger blev klarmeldt af den erhvervsdrivende efter reparation, afviste forbrugeren at modtage fjernsynet retur med henvisning til, at købet var ophævet.

Den erhvervsdrivende fastholdt, at forbrugeren ikke havde ret til at ophæve købet, da afhjælpning af fejlen var sket inden rimelig tid. Den erhvervsdrivende oplyste, at det havde forlænget reparationstiden, at kassen med fjernsynet havde været dårligt mærket af forbrugeren ved returneringen og derfor havde været svær at lokalisere på lagret. Det havde også forlænget perioden, at reparationen skulle udføres i industriferien.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede modtog fjernsynet til reparation den 27. juli 2007. Ifølge indklagede blev fjernsynet klarmeldt overfor klageren telefonisk den 27. august, hvilket klageren imidlertid bestrider. Mod klagerens benægtelse kan det ikke anses for godtgjort, at fjernsynet har været klarmeldt før end den 7. september 2007, hvilket giver en afhjælpningsperiode på 6 uger.

Det følger af købelovens § 78, stk. 4, at et tilbud om afhjælpning skal opfyldes inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Ved afgørelsen af, om afhjælpning er sket inden rimelig tid, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatningsgenstand til køberens rådighed, jf. købelovens § 79, stk. 1.

Afgørende er herefter, om 6 uger må anses for en rimelig afhjælpningsperiode.

Der er ikke oplysninger i sagen, der tyder på, at fejlen ved HDMI stik udgangen var vanskelig at lokalisere eller udbedre, og dermed berettigede indklagede til en forlænget afhjælpningsperiode udover, hvad der sædvanligvis må anses for rimelig ved reparation af et fjernsyn. Indklagedes vanskeligheder ved at identificere kassen ved modtagelse kan heller ikke tillægges betydning for, hvor længe indklagede har til at afhjælpe, når henses til, at klageren har anvendt den fremgangsmåde ved returforsendelsen, indklagede har bedt om.

Omvendt kan der ved vurderingen af, hvad der er en rimelig afhjælpningsperiode tages hensyn til, at der er industriferie hos de erhvervsdrivende eller deres værksteder. Ferieperioden kan efter omstændighederne berettige til en forlænget afhjælpningsperiode, men i sådanne tilfælde bør de erhvervsdrivende særligt overveje, om generne kan mindskes ved at tilbyde forbrugeren en lånegenstand. Dette gælder særligt, når der er tale om f.eks. et fjernsyn, der må anses for en vare, som mange forbrugere vanskeligt kan undvære i længere tid. Indklagede har ikke tilbudt klageren et lånefjernsyn i afhjælpningsperioden på 6 uger, og på den baggrund mener nævnet, at afhjælpning ikke kan anses for at være sket inden rimelig tid. Klageren er derfor berettiget til at ophæve købet og modtage købesummen retur, jf. købelovens § 78, stk. 4. Salgsgenstanden beror efter det oplyste hos indklagede”. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01980)

7.2.5. Køb af fladskærmsfjernsyn foretaget i en selvstændig afdeling i et stormagasin

Et stormagasin blev anset som part i købsaftalen og dermed ansvarlig som sælger efter købelovens regler, da forbrugeren havde foretaget købet i stormagasinets forretning, hvilket tydeligt fremgik af købskvitteringens for- og bagside

En forbruger købte to fladskærmsfjernsyn i en selvstændig afdeling i et stormagasins forretning. Da der opstod fejl på fjernsynene, henvendte forbrugeren sig i den pågældende afdeling i stormagasinet. Fejlene blev forgæves forsøgt afhjulpet, og forbrugeren ønskede derfor købet ophævet.

Forbrugeren fremsatte sit hævekrav over for både stormagasinet og den selvstændige afdeling, som begge afviste forbrugerens hævekrav. Stormagasinet gjorde i forbindelse hermed gældende, at de ikke var part i købsaftalen, da en væsentlig del af forretningskonceptet er drift af såkaldte koncessioner, hvor koncessionerne drives for koncessionsejernes egen regning og risiko. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren reklamerede ca. 15 måneder efter købet over, at der fra begge fladskærmstv fremkom høje skrattende lyde fra kabinettet.

Da indklagede har repareret de to fladskærmstv to gange, jf. bilag 2-3, og da indklagede ved klagerens seneste reklamation har tilbudt omlevering, lægges det til grund, at de to fladskærmstv er mangelfulde, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

En sælger kan efter købelovens § 78, stk. 3 afværge køberens krav om ophævelse ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering, men det er i den forbindelse et krav, at afhjælpningen eller omleveringen sker inden rimelig tid, uden udgift og væsentlig ulempe for køberen, jf. § 78, stk. 4 sammenholdt med § 79.

Da indklagede 1 2 gange tidligere med en samlet reparationstid på i alt ca. 5 uger forgæves har forsøgt at afhjælpe manglen, har indklagede ikke afhjulpet manglen inden rimelig tid. Klageren er derfor berettiget til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 4.

Indklagede 2 har gjort gældende, at de ikke er rette indklagede, idet indklagedes forretningskoncept er drift af såkaldte koncessioner, hvor en selvstændig virksomhed gives mulighed for for egen regning og risiko at drive et separat detailudsalg i stormagasinet. I forbindelse med reklamationer henvises der direkte til den enkelte koncession, som også selv forestår reklamationsbehandlingen. Endvidere har indklagede 2 gjort gældende, at reklamationsfristen er sprunget, og at det påhviler klageren at bevise, at der er blevet reklameret rettidigt til indklagede 2.

Da købet er foretaget i indklagede 2´s forretning, hvilket tydeligt fremgår af købskvitteringens for- og bagside, må indklagede 2 anses for at være part i aftalen og er dermed ansvarlig som sælger efter købelovens regler. Klagerens krav kan derfor tillige rettes mod indklagede 2.

Da det er ubestridt, at klageren konstaterede fejlen i januar 2007 og straks herefter reklamerede i indklagede 2’s forretning, må han anses for at have reklameret rettidigt, da han har reklameret inden 2 måneder efter manglens konstatering og inden 2 år efter leveringen, jf. herved købelovens § 81, 2. pkt., og § 83, stk. 1.” De erhvervsdrivende hæftede herefter solidarisk for tilbagebetaling af købesummen. De erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02753)

7.3. Computere mv.

7.3.1. Opdatering af grafikkortets drivere

Sælgeren havde ikke givet forbrugeren de nødvendige oplysninger om computerens vedligeholdelse, da det ikke var oplyst, hvor forbrugeren kunne finde driveropdateringer til grafikkortet

En forbruger købte i august 2005 en bærbar computer. Knapt to år efter købet opstod der fejl ved computeren, idet den kun kunne køre i fejlsikret tilstand i Windows. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, der afviste reklamationen under henvisning til, at fejlen skyldtes støv i computeren. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede har afvist klagerens krav, da fejlen ifølge indklagede skyldes støvansamlinger. Den sagkyndige har ved sin undersøgelse ikke kunnet finde spor efter støv, idet indklagede har renset computeren.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at årsagen til den fejl, som klageren har oplevet, med stor sandsynlighed skyldes, at klageren har forsøgt at installere forkerte drivers på computeren. Ifølge den sagkyndige er det normalt, at computerbrugere opdaterer drivers, herunder særligt til grafikkort, da dette oftest er nødvendigt i forbindelse med f.eks. spil. Den sagkyndige oplyser, at computerens navn ”@AlfaNote” er et navn, som indklagede har givet computeren. Hverken computeren, manual eller driver-cd indeholder oplysninger om, hvem der er den oprindelige producent af computeren. Disse oplysninger fremgår heller ikke af indklagedes hjemmeside, ligesom der på indklagedes hjemmeside ikke findes mulighed for at downloade drivers eller oplysninger om, hvor de kan findes.

På baggrund af den sagkyndiges erklæring lægger nævnet til grund, at computerens fejl skyldes klagerens forhold, idet klageren har forsøgt at installere inkompatible drivers til grafikkortet.

Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) udtaler, at driveropdateringer må anses for at være en nødvendig del af computerens normale vedligeholdelse, og indklagede burde derfor have givet klageren oplysning om, hvor opdateringerne kan findes. Da indklagede har forsømt at give disse oplysninger til klageren, foreligger der en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 75 a, stk. 1. Klageren er herefter berettiget til et afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Afslaget fastsættes skønsmæssigt til 3.000 kr. Klageren er endvidere berettiget til at få tilbagebetalt det opkrævede gebyr på 400,50 kr.

Mindretallet (to nævnsmedlemmer) finder det ikke godtgjort, at der foreligger en mangel ved computeren, da fejlen kan henføres til klagerens ukorrekte driveropdateringer.”

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02101)

7.3.2. Forventning om gratis diagnosticering

En erhvervsdrivende reklamerede med, at diagnosticering normalt var gratis. Der kunne derfor ikke opkræves betaling for en udvidet diagnosticering, uden at kunden forudgående have accepteret at skulle betale

En forbruger indleverede en defekt harddisk til en erhvervsdrivende med henblik på at få klarlagt, hvorvidt det var muligt at redde en række digitalbilleder, som lå gemt på harddisken. Det blev aftalt, at den erhvervsdrivende skulle undersøge, hvorvidt en redning var mulig. Forbrugeren fik efterfølgende at vide, at billederne ikke var til at redde, samt at det havde været nødvendigt at foretage en udvidet diagnosticering, som kostede 2.593,75 kr.

Idet klageren ikke ville acceptere at betale for den foretagne udvidede diagnosticering af harddisken, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Der er mellem parterne uenighed om forståelsen af indholdet på indklagedes hjemmeside i forbindelse med diagnosticering. Hjemmesiden har følgende ordlyd:

”Priser og ekspeditionstid for data recovery
Forlanger I gebyr for at stille en diagnose på harddisken? Nej, vi tilbyder gratis diagnosticering i de fleste situationer.

I hvilke situationer vil I forlange gebyr for at stille en diagnose på harddisken?
Vi forlanger gebyr i følgende situationer:

Klageren har opfattet indholdet af hjemmesiden således, at indklagede ville foretage en gratis diagnosticering, og at han ville blive kontaktet med oplysning om en pris, hvis der af en eller anden årsag skulle foretages en udvidet diagnosticering, således at han kunne tage stilling til, om han ville betale for at redde sine data.

Indklagede har anført, at det tydeligt fremgår af hjemmesiden, at diagnosticering ikke altid er gratis, og hvornår man skal betale for diagnosen, samt at det fremgår af klagerens følgebrev, at han ønsker, at der anvendes mere avancerede data recovery faciliteter.

Nævnet finder ikke, at det fremgår af klagerens brev, at han har bestilt en specifik type diagnosticering. Nævnet finder, at formuleringen ”Vi tilbyder gratis diagnosticering i det fleste situationer” er uklar, og at klageren, medmindre indklagede udtrykkeligt har oplyst andet, med rette kunne forvente, at diagnosticeringen var gratis.

Idet der er tale om et vilkår i en forbrugeraftale, som ikke har været genstand for individuel forhandling, følger det af aftalelovens § 38 b, stk. 1, at aftalen skal forstås på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.

Nævnet lægger derfor til grund, at aftalen skal forstås som anført af klageren, og at klageren derfor kan påberåbe sig, at der ikke skal betales for den foretagne diagnosticering.” (08-02283)

7.3.3. Udnyttelse af fortrydelsesretten

Aktivering af Windows medførte ikke, at forbrugeren mistede fortrydelsesretten, da det hverken var åbenbart for forbrugeren, at aktiveringen medførte en værdiforringelse eller var udtrykkeligt oplyst, at aktivering ikke måtte ske

En forbruger bestilte i december 2007 via den erhvervsdrivendes hjemmeside en computer. Af den erhvervsdrivendes handelsbetingelser fremgik det, at fortrydelsesretten bortfaldt, hvis varen blev brugt på en måde, hvor det var helt åbenbart, at brugen formindskede varens salgsværdi. Ca. 8 dage efter modtagelsen af computeren ønskede forbrugeren at gøre brug af sin fortrydelsesret, da computerens støjniveau ikke levede op til forbrugerens forventninger. Den erhvervsdrivende afviste, at forbrugeren kunne udnytte fortrydelsesretten, da computeren ikke kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, idet forbrugeren havde aktiveret Windows. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt computeren via indklagedes hjemmeside. Der foreligger derfor et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.

Det er ubestridt, at klageren rettidigt inden for denne frist har returneret computeren til indklagede, hvorfor klageren som udgangspunkt er berettiget til få det betalte tilbage, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.

Indklagede har imidlertid gjort gældende, at klageren ikke har opfyldt lovens betingelser for udnyttelse af fortrydelsesretten, idet klageren har aktiveret Windows, hvorfor computeren ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand, hvori den var, da klageren fik den i hænde.

Det følger af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, at det er en betingelse for at kunne gøre fortrydelsesretten gældende, at det modtagne kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. At køberen har taget varen i brug, er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende.

Det følger dog af § 20, stk. 3, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende efter ibrugtagning, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi og køberen udtrykkeligt er gjort opmærksom herpå.

Hvis indklagede vil gøre gældende, at computeren har været brugt eller på anden måde beskadiget, og at den derfor ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand, må det påhvile indklagede at føre bevis herfor. Endvidere må indklagede føre bevis for, at klageren på varigt medium udtrykkeligt er gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis varen er taget i brug, og at det er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at såfremt der er tale om en computer uden hardwarefejl, kan der ske aktivering af Windows et ubegrænset antal gange, og at spor efter brug af computeren vil kunne fjernes. Imidlertid vil der efter aktivering af Windows ifølge den sagkyndige være tale om en brugt computer for en seriøs forhandler.

Det må efter den sagkyndiges erklæring lægges til grund, at der ved aktiveringen af Windows er sket en værdiforringelse af computeren. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold kan anses for at være åbenbart for en forbruger.

Endvidere er indklagedes betingelser for fortrydelsesret, som er indeholdt i indklagedes handelsbetingelser, holdt i generelle vendinger. Dette opfylder efter nævnets opfattelse ikke kravet om, at klageren udtrykkeligt skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke vil gælde, hvis klageren aktiverer Windows.

Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse af købet af computeren. Indklagede har derfor haft pligt til at tilbagebetale købesummen snarest muligt og senest 30 dage efter, at indklagede blev givet mulighed for at undersøge genstanden, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 3.”

Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/03695)

7.3.4. Displayet knækket på en bærbar computer indleveret til afhjælpning af en fejl

En erhvervsdrivende har ved indlevering pligt til at besigtige en genstand og notere umiddelbart synlige skader. Den erhvervsdrivende burde have opdaget skaden og noteret på indleveringssedlen, at displayet var knækket

6 måneder efter købet af en bærbar computer reklamerede forbrugeren til sælgeren over, at computeren viste sort skærm. Det blev aftalt, at forbrugeren skulle indlevere computeren til afhjælpning af fejlen. Ved indleveringen pakkede forbrugeren computeren ud og gav den til en ansat, der udfyldte en indleveringsseddel.

Dagen efter modtog forbrugeren meddelelse om, at der var en fejl på systemboardet, som ville blive afhjulpet under reklamationsretten. Endvidere var displayet flækket, men udskiftning heraf var ikke omfattet at reklamationsretten og kostede derfor 3.021 kr. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Hvis der er tvivl om, hvorvidt en skade er opstået, mens en genstand var indleveret til afhjælpning for en mangel, er det som udgangspunkt køberen, som skal bevise, at genstanden ikke var beskadiget ved indleveringen.

Det er nævnets opfattelse, at den erhvervsdrivende i forbindelse med indleveringen har en pligt til at besigtige en genstand og i forlængelse heraf notere umiddelbart synlige skader. Den erhvervsdrivende er nærmest til at sikre den nødvendige dokumentation, så der efterfølgende ikke opstår tvivl om, hvorvidt en umiddelbar synlig skade på en genstand var til stede på indleveringstidspunktet. Det påhviler derfor den erhvervsdrivende at bevise, at en umiddelbar synlig skade var til stede ved indleveringen og ikke er opstået i den erhvervsdrivendes varetægt.

Henset til skadens karakter og omfang burde indklagede have opdaget skaden på skærmen og noteret denne ved indleveringen. Indklagede har ikke noteret skader på computeren på indleveringssedlen.

Det lægges herefter til grund, at skaden på skærmen er opstået hos indklagede. Klageren er derfor berettiget til at få foretaget vederlagsfri reparation af skærmen.

Såfremt fejlen ikke er afhjulpet inden 30 dage efter, at klageren har indleveret computeren til indklagede, er klageren berettiget til et forholdsmæssigt afslag på 3000 kr. Afslaget er fastsat på baggrund af reparationstilbudet fra indklagede.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01532)

7.3.5. Afhjælpning af fejl ved computer tog for lang tid

Da sælgeren havde valgt at tilbyde afhjælpning ved at henvise til producenten, som ydede forbrugeren telefonsupport og efterfølgende havde computeren til reparation i 10 uger uden tilbud om lånecomputer, var fejlen ikke afhjulpet inden rimelig

En forbruger reklamerede over en fejl ved computeren til sælgeren, der henviste forbrugeren til producenten. Samme fejl opstod 3. gange, hvor producenten to gange afhjalp fejlen ved telefonsupport og 3. gang fik computeren ind til reparation. Da samme problem opstod 4. gang, krævede forbrugeren købet hævet, hvilket sælgeren afviste. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren købte en computer hos indklagede. Kort tid herefter ophørte dvd-drevet med at fungere og klageren reklamerede til indklagede, som henviste til producenten ifølge garantibeviset.

Klageren fik herefter to gange afhjulpet problemet gange gennem telefonsupport ydet af producenten. Da samme fejl opstod 3. gang ønskede producenten at få computeren ind til reparation. Det er ubestridt, at der blev indgået aftale om, at reparationen ville vare 6 uger, og at klageren fik afslag på at få en lånecomputer i reparationsperioden.

Klageren modtog computeren retur efter 10 uger. Da computerens skærmkort ikke virkede, og der ikke kunne installeres nye programmer, henvendte klageren sig til indklagede og fremsatte krav om ophævelse af købet.

Indklagede afviste klagerens krav med henvisning til, at der alene var sket en enkelt afhjælpning. Der blev indgået aftale om, at computeren skulle sendes til undersøgelse, og hvis der blev fundet fejl ville klageren få lov til at hæve købet. Indklagede afviste efterfølgende ophævelse, da der ikke blev konstateret fejl ved computeren.

Som udgangspunkt er det klageren, der skal bevise, at computeren havde en mangel på tidspunktet, hvor klageren hævede købet. Indklagede har dog fremsendt dokumentation, hvoraf det fremgår, at der er foretaget en indlæsning af ny software.

Den sagkyndige, som bistod nævnet under nævnsmødet, udtalte på mødet, at denne indlæsning kan have afhjulpet de fejl, klageren gjorde gældende i forbindelse med ophævelse af købet.

Nævnet finder, at indklagede har frataget klageren muligheden for at løfte sin bevisbyrde, og at dette må komme indklagede bevismæssigt til skade.

På den baggrund finder nævnet, at det kan lægges til grund, at den tidligere reparation må anses for mangelfuld, jf. købelovens § 77a, stk. 1 sammenholdt med § 76, stk. 1, nr. 4.

Det følger af købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.

Ved klagerens reklamation valgte indklagede i stedet for at tilbyde afhjælpning at henvise til producenten, som ydede klageren telefonsupport. Under hensyn hertil, og da computeren efterfølgende var til reparation i 10 uger uden tilbud om lånecomputer, finder nævnet, at der efter en samlet bedømmelse ikke er sket afhjælpning inden rimelig tid og uden væsentlig ulempe, jf. købelovens § 79. Klageren er derfor, berettiget til at hæve købet og få købesummen tilbagebetalt, jf. købelovens § 78, stk. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/03174)

7.3.6. Fortrydelsesret ved køb af printer via internettet

Da forbrugeren ikke tilstrækkelig tydeligt var gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten bortfaldt ved ibrugtagning, kunne han stadig fortryde købet efter isætning af printerpatroner og afprøvning af printeren

En forbruger købte en printer via internettet, som han afprøvede straks efter modtagelsen. Da forbrugeren ikke var tilfreds med printets kvalitet, returnerede han printeren og meddelte samtidig den erhvervsdrivende, at han fortrød købet og ønskede pengene tilbage.

Den erhvervsdrivende afviste at betale hele købesummen tilbage, da fortrydelsesretten ifølge den erhvervsdrivende ikke længere gjaldt, når forbrugeren havde isat og anvendt printerpatronerne. Det havde væsentligt forringet printerens værdi, og den erhvervsdrivende henviste i den forbindelse til sine forretningsbetingelser, hvor det i pkt. 4 ”FORTRYDELSESRET”, var oplyst at

”…Fortrydelsesretten kan kun udnyttes hvis varen leveres tilbage i væsentligste samme stand og mængde. Fortrydelsesretten bortfalder altså hvis du bruger varen på en måde som helt åbenbart forringer salgsværdi væsentligt…”

Uanset forbrugeren havde modtaget forretningsbetingelserne ved bestillingen, mente forbrugeren ikke, at han var gjort opmærksom på, at isætning af patronerne medførte bortfald af fortrydelsesretten. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Klageren har bestilt den i sagen omhandlede printer via indklagedes hjemmeside, og der foreligger et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugeraftaler. Klageren har derfor haft ret til at fortryde købet inden for 14 dage efter varens levering efter reglerne i denne lovs kapitel 4.

Det er i sagen ubestridt, at klageren har opfyldt de tidsmæssige betingelser for at fortryde købet. Der er derimod tvist om, hvorvidt det forhold, at klageren har afprøvet printeren efter at have monteret blækpatroner i denne, afskærer ham fra at fortryde købet af printeren.

Fortrydelsesretten er efter § 20, stk. 1, i lov om visse forbrugeraftaler betinget af, at det modtagne kan tilbagegives den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da køberen fik det i hænde. At køberen har taget varen i brug, er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende.

Det følger dog af § 20, stk. 3, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende efter ibrugtagning, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi og køberen udtrykkeligt er gjort opmærksom herpå.

Indklagede har gjort gældende, at ibrugtagningen har medført, at printeren kun kan sælges for omkring en tredjedel af nyprisen, og at udskiftning af printerpatroner og printerhoved beløber sig til 80-90 % af printerens værdi. Nævnets sagkyndige har udtalt, at alene udskiftning af printerpatronerne beløber sig til mere end 50 % af printerens værdi.

Nævnet anser det på den baggrund for godtgjort, at ibrugtagningen har formindsket printerens salgsværdi, og henset til, at printerpatronernes værdi udgør så stor en del af printerens samlede pris – hvilket er sædvanligt for prisbillige printere – er det nævnets opfattelse, at det må anses for åbenbart, at isætningen af printerpatronerne og afprøvningen af printeren formindskede salgsværdien.

Om indklagede kan nægte klageren adgang til at fortryde købet afhænger herefter af, om indklagede i forbindelse med købet udtrykkeligt har gjort klageren opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis klageren har anvendt printeren til at printe med. Det følger af § 12, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, at klageren skal have denne oplysning på papir eller et andet varigt medium, hvilket f.eks. kan være en e-mail.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse med aftalens indgåelse har modtaget en e-mail fra indklagede indeholdende indklagedes forretningsbetingelser, hvori der bl.a. i pkt. 4 er oplyst om bortfald af fortrydelsesretten ved brug af varen. Klageren har imidlertid bestridt, at han er gjort bekendt med, at isætning af patronerne betød bortfald af fortrydelsesretten. Oplysningen om bortfald af fortrydelsesretten er indeholdt i et længere afsnit på side 3 i indklagedes forretningsbetingelserne og er holdt i generelle vendinger. Dette opfylder efter nævnets opfattelse ikke kravet om, at klageren udtrykkeligt skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke vil gælde, hvis klageren isætter printerpatronerne og afprøver printeren.

Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse af printerkøbet, og klageren har derfor krav på tilbagebetaling af købesummen”. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01151)

7.3.7. Vejkort til navigationsanlæg kunne ikke opdateres

En forbruger må almindeligvis forvente, at de vejkort, der følger med ved køb af navigationsudstyr, kan opdateres. Da dette ikke var tilfældet, og der samtidig ikke var givet oplysning herom ved aftalens indgåelse, kunne forbrugeren hæve købet

Ca. 16 måneder efter at forbrugeren havde købt et navigationsanlæg, opdagede han, at de medfølgende digitale vejkort ikke kunne opdateres.

Forbrugeren kontaktede derfor den erhvervsdrivende, som i første omgang forsøgte at være behjælpelig med opdatering via internettet. Da dette ikke lykkedes, kontaktede den erhvervsdrivende importøren, som oplyste, at den pågældende type kort ikke var beregnet til opdatering. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om ophævelse af købet under henvisning til, at forbrugeren ikke havde fået oplyst, at kortene kunne opdateres.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Det er nævnets opfattelse, at en forbruger, der køber et navigationsanlæg, må have en berettiget forventning om, at de medfølgende vejkort kan opdateres, medmindre andet er blevet oplyst.

Det er ubestridt, at klageren ikke har modtaget oplysning om, at vejkortene ikke kunne opdateres, og anlægget har derfor været mangelfuldt på leveringstidspunktet, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4. Da manglen ikke er uvæsentlig, er klageren berettiget til at ophæve købet, jf. købelovens § 78, stk.1.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02512)

7.4. Telefoner mv.

7.4.1. Klaptelefon var slidt op efter 22 måneders almindelig brug

En telefon blev anset for mangelfuld, da telefonens flexkabel ikke kunne holde til almindelig brug i 22 måneder

En forbruger købte en mobiltelefon med klapkonstruktion. Efter 22 måneders brug virkede skærmen ikke længere, når klappen blev åbnet mere end ca. 20 – 40 %.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om gratis afhjælpning under henvisning til, at telefonen havde en fugtskade, og at fejlen på klappen skyldtes slitage, hvilket ikke var en mangel efter købeloven.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at mobiltelefonen har en mindre fugtskade, men at årsagen til at displayet slukker, når klappen åbnes mere end 20 %, skyldes, at mobiltelefonens flexkabel er slidt op efter 22 måneders brug, og at dette er en kendt fejl på den pågældende model af mobiltelefon.

Det følger af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1, at salgsgenstanden, medmindre andet følger af parternes aftale, skal have en sådan holdbarhed, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente.

Af bemærkningerne i lovudkastet til denne bestemmelse, jf. herved Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s. 129-130, fremgår bl.a., ”Spørgsmålet om varens holdbarhed drejer sig om, hvor længe varen kan anvendes, uden at reparation er påkrævet. Opstår der som følge af varens egenskaber en fejl ved varen på et tidligere tidspunkt, end forbrugeren med rette kunne forvente, foreligger der en mangel. Fastlæggelsen af forbrugerens rimelige forventninger til varens holdbarhed må bero på en konkret vurdering, og der skal efter omstændighederne tages hensyn til salgsgenstandens karakter og omstændighederne i øvrigt. Forventningerne til holdbarheden af en salgsgenstands forskellige dele kan være forskellige.” Det fremgår endvidere, at ”er der tale om en fabriksny standardvare, må forbrugeren kunne forvente, at varen har en holdbarhed og kvalitet, som svarer til den generelle standard for sådanne varer.”

Det er nævnets opfattelse, at det ikke er forventeligt, at flexkablet på en klaptelefon bliver slidt op ved almindelig brug i 22 måneder.

På den baggrund må mobiltelefonen anses for mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 75 a, stk. 2, nr. 1, idet den ikke har haft en sådan holdbarhed, som køberen med rette kunne forvente.

Klageren har derfor krav på vederlagsfri afhjælpning eller ombytning, jf. købelovens § 78, stk. 1”. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2008- 4051/7-1249)

7.4.2. Mobiltelefon var mangelfuld – krav om erstatning til køb af en anden

Forbrugeren kunne hæve købet, da afhjælpning af fejl ved en telefon tog for lang tid. Derimod fik forbrugeren ikke erstatning for udgifter til køb af en tilsvarende telefon, da sælgeren havde tilbudt afhjælpning

En forbruger købte i marts 2007 en mobiltelefon samt et 6 måneders abonnement. Forbrugeren reklamerede kort tid efter købet over fejl ved mobiltelefonen. Mobiltelefonen blev indleveret til den erhvervsdrivende med henblik på afhjælpning. I december 2007 – efter ca. 5 måneder – modtog forbrugeren en ny mobiltelefon.

Da den ombyttede telefon ikke fremstod som ny, idet batteriet var rustent, ligesom telefonen ikke som aftalt var sim-oplåst, krævede forbrugeren ophævelse af købet samt erstatning for udgifter i forbindelse med køb af en tilsvarende mobiltelefon uden abonnement. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav og tilbød i stedet afhjælpning. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at mobiltelefonens batteri ikke fremstår nyt, idet det er fugtskadet, og at mobiltelefonen ikke som aftalt er SIM-oplåst.

På denne baggrund er mobiltelefonen behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk.1, nr. 4.

Det følger af købelovens § 78, stk. 4 sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.

Nævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren medio juli 2008 indleverede den oprindelige mobiltelefon til indklagede med henblik på afhjælpning, og at klageren ultimo december 2008 – efter ca. 5 måneder – modtog den i sagen omhandlede mobiltelefon. Under hensyn hertil har indklagede ikke udbedret manglen inden rimelig tid, jf. købelovens § 79. Klageren er således berettiget til at hæve købet og få købesummen tilbagebetalt, jf. købelovens § 78, stk. 4.

Klageren har krævet erstatning på 4.500 kr. svarende til prisen for indkøb af en tilsvarende mobiltelefon uden abonnement.

Da der er tale om et køb bestemt efter art, følger det af købelovens § 80, stk. 2, jf. § 43, stk.3, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klageren for det tab, som han har haft som følge af, at han har haft udgifter på grund af den mangelfulde mobiltelefon.

Det følger imidlertid af den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontraktforhold, at der påhviler en kontraktpart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktpart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne være undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side.

Da klageren har afvist indklagedes tilbud om afhjælpning, har klageren ikke godtgjort, at han har gjort, hvad han kunne med henblik på at begrænse sit tab. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i det fremsatte krav.

For så vidt angår klagerens erstatningskrav på 2.000 kr. i kompensation har klageren ikke godtgjort at have lidt et økonomisk tab, hvorfor klageren ikke er berettiget til at gøre erstatningskrav gældende.” (08/03784)

7.4.3. Flækket display på en mobiltelefon var en mangel

Da sælgeren ikke havde sandsynliggjort, at årsagen til displayskaden på mobiltelefonen ikke var til stede ved leveringen, og da det ikke var muligt at åbne låget uden at trykke på telefonens front, var mobiltelefonen mangelfuld

En forbruger havde købt en mobiltelefon. Ca. 5 uger efter købet indleverede forbrugeren mobiltelefonen til reparation hos den erhvervsdrivende, da displayet var flækket. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om gratis reparation med henvisning til, at skaden var selvforskyldt. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at mobiltelefonens displayskade skyldes, at mobiltelefonen har været udsat for en form for fysisk overlast, herunder et tryk. Den sagkyndige kan ikke udelukke, at skaden er opstået i forbindelse med, at der er trykket på frontdisplayet i forbindelse med åbning af batterilåget på bagsiden.

Nævnet har besigtiget den i sagen omhandlede mobiltelefon og har i den forbindelse forsøgt at fjerne batterilåget som anvist i brugsvejledningen. Nævnet har herved konstateret, at det er yderst vanskeligt at åbne låget uden samtidig at trykke på frontdisplayet, idet låget er særdeles stramt.

Klageren har reklameret over mobiltelefonens display inden for de første 6 måneder efter leveringen af varen.

Ifølge købelovens § 77 a, stk. 3, formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden for 6 måneder efter varens levering at have været til stede på leveringstidspunktet, medmindre sælgeren afkræfter formodningen, eller særlige forhold gør sig gældende.

Henset til, at nævnet ikke kan åbne batterilåget uden at forårsage et tryk på frontdisplayet, og da indklagede ikke har fremført forhold, der kan sandsynliggøre, at fejlen eller årsagen til fejlen ikke var til stede ved leveringen, samt det forhold, at det ikke er muligt at følge brugsvejledningens procedure for åbning af låget, uden at trykke på mobiltelefonens front, finder nævnet, at mobiltelefonen er mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 77 a, stk. 3.

Det følger af købeloven § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for klageren. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, omlevering eller ophævelse af købet.

Da indklagede har afvist klagerens krav om vederlagsfri afhjælpning, har indklagede ikke opfyldt klagerens krav om afhjælpning inden for rimelig tid, og klagerens krav om ophævelse er således berettiget.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugeren krav samt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02889)

7.5. Anden elektronik

Ingen sager

7.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom

7.6.1. Udendørs spabad var tilbehør til fast ejendom

Krav til ledningsføring, underlag og dræningsforhold samt genstandens karakter gjorde, at en udendørs spa blev anset for at være tilbehør til fast ejendom, hvorfor Forbrugerklagenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen

Ca. et år efter at forbrugeren havde købt en udendørs spa, gik det indbyggede cirkulationssystemet i stå, og vandrørene begyndte at lække.

Forbrugeren kontaktede den erhvervsdrivende, som af to omgange fremsendte reservedele, så forbrugeren selv kunne afhjælpe problemerne.

Få dage senere strejkede spa’ens varmelegeme, og den erhvervsdrivende tilbød at montere et nyt, mod at forbrugeren betalte for kørsel, reservedele og arbejdsløn. Forbrugeren var ikke indstillet på at betale for reparationen og indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Ifølge § 3, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse om forbrugerklager, kan klager over tilbehør til fast ejendom ikke indbringes for Forbrugerklagenævnet.

Hvorvidt der er tale om tilbehør til fast ejendom, må afhænge af om genstanden er et naturligt tilbehør til ejendommen, som normalt medfølger ved videresalg af ejendommen og dermed omfattet af tinglysningslovens § 38, og om genstanden er bestemt til stationær brug, om genstanden er tilpasset ejendommen, og om genstanden er fastmonteret eller er fritstående og flytbar. En genstand må betragtes som tilbehør til fast ejendom, uanset om den befinder sig udendørs på matriklen eller inde i boligen.

Det fremgår, at den pågældende spa-model er fritstående med sidepaneler og således ikke er beregnet til nedfældning. Vægten er angivet til 180 kg, og manualen indeholder særlige betingelser vedrørende adgangsforhold ved leveringen, hvorfor spa’en må antages at være flytbar ved anvendelse af egnet materiel. Der stilles imidlertid særlige krav til underlaget og dræningsforhold, ligesom det anbefales, at tilslutning til ledningsnetværket udføres af en autoriseret elektriker, fordi anlægget skal bruge et isoleret kredsløb med afbryder. Hertil kommer, at nævnet ikke anser en udendørs spa for at være en genstand, der typisk vil blive afmonteret og medbragt i forbindelse med fraflytning af ejendommen.

Ud fra en samlet afvejning af de nævnte forhold, er det nævnets opfattelse, at klagerens spa har karakter af tilbehør til fast ejendom, og det er således ikke muligt at realitetsbehandle sagen, jf. bestemmelsen i § 3, stk. 3, nr. 2.” Sagen blev afvist som uegnet til behandling. (08/03374)

7.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig)

7.7.1. Sofabetræk krympet i forbindelse med rens

En sælger, der omkring 4 år efter salget af en sofa havde givet køberen forkert vejledning om rensning af sofabetrækket, var erstatningsansvarlig, da betrækket krympede ved rensningen

En forbruger købte i 2003 en sofa. I 2007 henvendte forbrugeren sig i sælgerens forretning for at få oplyst, hvordan betrækket skulle rengøres, idet betrækket hverken var forsynet med vedligeholdelsesanvisning eller materialeangivelse. Sælgeren oplyste, at betrækket kunne renses på almindelig vis.

Forbrugeren indleverede herefter betrækket til rensning. Da forbrugeren modtog betrækket efter rens, var det krympet og kunne ikke genmonteres på sofaen. Forbrugeren krævede herefter erstatning for den skete skade. Såvel sælgeren som renseren afviste at være ansvarlig for skaden.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet. Nævnets sagkyndige besigtigede sofabetrækket og foretog en kontrollerende rensebehandling af et ubehandlet stofstykke. På baggrund heraf konkluderede de sagkyndige, at betrækket ikke tålte en almindelig rensebehandling. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens dokumenter og de sagkyndiges undersøgelser, at sofabetrækket er af polypropylen. Ifølge de sagkyndige er stoffet således særdeles varmefølsomt og tåler ikke almindelig rensning, hvilket er årsagen til, at stoffet er krympet ved rens. Stoffet ville formentlig kunne være vasket ved 30 grader. Det er de sagkyndiges vurdering, at man som renser ikke kunne eller burde vide, at stoffet ikke tåler rens.

Klageren kan gøre erstatningskrav gældende mod indklagede 1, hvis sofaen er blevet renset på en måde, som ikke er fagmæssig korrekt. Da indklagede 1 på rensetidspunktet ikke havde adgang til oplysninger om stoffets sammensætning, og da de sagkyndige har vurderet, at indklagede 1 i øvrigt ikke burde have vidst, at stoffet ikke tålte almindelig rens, er det nævnets opfattelse, at indklagede 1 ikke har begået ansvarspådragende fejl, og der derfor ikke er grundlag for at gøre et krav gældende mod indklagede 1.

Klageren kan gøre erstatningskrav gældende mod indklagede 2, hvis indklagede 2 har vejledt klageren på en måde, som indklagede 2 burde have vidst, ikke var korrekt, og hvis denne vejledning i øvrigt har været årsag til, at klageren har lidt et økonomisk tab.

Da det omhandlede sofabetræk består af et materiale, som ikke tåler almindelig rens, er det nævnets opfattelse, at indklagede 2 har haft pligt til at gøre klageren opmærksom på dette forhold. Selvom klageren måtte have modtaget en dataliste, hvoraf fremgår, at betrækket skulle vaskes, har indklagede 2 stadig være forpligtet til at yde korrekt rådgivning, da klageren henvendte sig. Da der er ydet forkert rådgivning, og det er nævnets opfattelse, at dette har været årsagen til, at betrækket er blevet behandlet forkert og er krøbet, er indklagede 2 således erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af rensningen.

Klagerens krav skal opgøres som sofaens værdi på tidspunktet for rensningen. Da sofaen på dette tidspunkt var ca. 4 år gammel, skal erstatningens størrelse således nedsættes i overensstemmelse hermed, og fastsættes således skønsmæssigt til 6.000 kr.” Indklagede 2 blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01219)

7.7.2. Skiltning i butiksrude med 50 % rabat

En sælger havde i butiksruden opsat skilte, hvoraf det fremgik, at der blev fratrukket 50 %. Skiltningen sammenholdt med prisangivelsen på et par bukser blev anset for et bindende tilbud om at sælge bukserne med 50 % rabat

En sælger havde i butiksruden ophængt skilte med teksten ”50 % fratrækkes ved kassen – gælder ikke gadevarer, JBS, Wrangler, Björn Borg”. En forbruger ønskede herefter at købe to par bukser af mærket Meyer med den skiltede 50 % rabat. Sælgeren afviste at sælge bukserne med 50 % rabat under henvisning til, at der var tale om en ny efterårsvare, som ikke var omfattet af tilbuddet. Sælgeren henviste til, at der inde i butikken var opsat skilte, hvoraf det fremgik, at efterårsnyhederne ikke var nedsat. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Der er mellem parterne enighed om, at der i indklagedes forretningsvinduer var ophængt skilte, hvoraf det fremgik, at der blev fratrukket 50 % ved kassen, men at gadevarer, JBS, Wrangler og Björn Borg ikke var omfattet af tilbuddet. Der er ligeledes enighed om, at prisen på de omhandlede bukser af mærket Meyer var oplyst til 699,95 kr. pr. par, og at der var tale om en ny efterårsvare.

Der er derimod givet modstridende oplysninger om, hvorvidt der i forretningen på den reol, hvor bukserne lå, var opsat et eller flere skilte, hvoraf følgende tekst fremgik: ”Nyheder efterår 2007 ikke nedsat”.

Det påhviler indklagede at bevise, at der i forretningen var opsat skilte, hvoraf det fremgik, at de pågældende bukser ikke var nedsat, og at oplysningerne blev givet på en sådan måde, at klageren ikke kunne udgå at være bekendt med dem. Mod klagerens benægtelse, finder nævnet det ikke godtgjort, at det klart og tydeligt i umiddelbar forbindelse med udstilling af bukserne var oplyst, at disse bukser ikke var omfattet af indklagedes rabattilbud.

Prisangivelser på udstillede varer må i almindelighed anses som et bindende tilbud om at købe varen til den skiltede pris. Prisangivelsen på de udstillede bukser sammenholdt med indklagedes skiltning på butiksruden, hvorefter der ville blive ydet 50 % rabat på alle varer med undtagelse at nogle få varemærker, må derfor efter nævnets opfattelse forstås således, at indklagede har afgivet et bindende tilbud om at yde 50 % rabat på den skiltede pris på de varer, der var stillet til salg i butikken og som ikke var omfattet af undtagelsen.

Klageren er derfor berettiget til at få tilbagebetalt 700 kr. svarende til 50 % af den samlede købesum på 1.399,90 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01960)

7.8. Fodtøj

Ingen sager.

7.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind)

7.9.1. Sofasæt og sofabord blev ikke anset for et samlet køb

Klageren kunne pga. mangler ophæve købet af et sofasæt, men kunne ikke også kræve købet af sofabordet ophævet, da der ikke var tilstrækkelig designmæssig sammenhæng

En forbruger købte på én gang et sofasæt i hvidlakeret bøg/mørkt læder og et sofabord i massiv bøg og lyse kakler. Forbrugeren reklamerede efterfølgende over dårlig siddekomfort i 3 personers sofaen, men blev afvist af den erhvervsdrivende, som ikke mente, der var nogen reklamationsberettiget fejl.

Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet og krævede købet af både sofasæt og sofabord ophævet, da der var mangler med sofaerne, og da sofasæt og sofabord var købt til at passe sammen.

Under sagens behandling blev der indhentet en sagkyndig erklæring, ligesom forbrugeren indsendte billeder af sofasæt og sofabord sammen. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at 3-personers sofaen har et asymmetrisk udseende og en meget ringe komfort ved brug af de to ydersæder, og at dette skyldes en uhensigtsmæssig konstruktion af sædet.

Sofaen er derfor mangelsbehæftet, jf. købelovens § 76, stk. 1 nr. 4. Da mangelen er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet af sofa-sættet, jf. § 78, stk. 1, nr. 4. Der er ikke en sådan designmæssig sammenhæng mellem bordet og sofa-sættet, at købet af bordet også kan ophæves.” (650/7-1194)

7.9.2. Læderstole med kunstlæder på de udvendige flader

Stole solgt som kvalitetslæderstole havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at hele stolen var af læder og ikke kun slidfladerne

En forbruger bestilte to stole, som i salgsannoncen var beskrevet som kvalitetslæderstole. Da forbrugeren senere skulle afhente stolene, konstaterede han, at de kun var betrukket med ægte læder på siddefladerne, mens ikke-siddeflader var betrukket med kunstlæder. Forbrugerne ønskede derfor at ophæve købet, hvilket den erhvervsdrivende afviste med henvisning til, at stolene svarede til de stole, forbrugeren havde set ved bestillingen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af købsfakturaen, at det købte var: ”2 x Emil stol m. vip & drej. Sokkel: Bøg. Læder: Zorro 82 Cognac”. Det fremgår af salgsannoncen: ”Kvalitetslæderstol m. vip og drej. Justerbar nakkepude m. skammel, 15 læderfarver, 4 farver stel”.

Nævnet finder, at da det af salgsannoncen fremgår, at der er tale om en kvalitetslæderstol, og da der i annoncen ikke er taget nogen former for forbehold, må klageren have fået en berettiget forventning om, at hele stolen var af læder, og ikke kun på slidfladerne.

Nævnet lægger herefter til grund, at indklagede ved at undlade at gøre opmærksom på, at stolene var betrukket med kunstlæder på udvendige flader, har forsømt at give klageren oplysning om forhold af betydning for hans beslutning om køb af de pågældende stole, og at der som følge heraf foreligger en køberetlig mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.

Det følger endvidere af købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren i annoncer eller andet markedsføringsmateriale har givet urigtige eller vildledende oplysninger af betydning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden, som ikke er blevet rettet senest ved aftalens indgåelse, jf. § 76, stk. 2. Møblerne er også af denne grund mangelfulde.

Da denne mangel må betegnes som væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/00825)

7.9.3. Manglende levering af spisestue købt via internet-auktion

En forbruger, der ikke havde fået leveret en spisestue, som han havde købt via en netauktion, kunne rette sit tilbagebetalingskrav mod såvel de to erhvervsdrivende, som havde sat møblerne til salg, som mod den erhvervsdrivende, der drev hjemmesiden

En forbruger fik hammerslag på en spisestue på en internetauktion. Forbrugeren betalte for møblerne via en kontooverførsel og indgik derefter aftale med et transportfirma om levering af møblerne. Da møblerne ikke blev leveret, reklamerede forbrugeren først til sælgerne og derefter til den erhvervsdrivende, som drev hjemmesiden med internetauktion. Denne erhvervsdrivende afviste imidlertid at være ansvarlig med henvisning til, at hver afdeling var en selvstændig juridisk enhed, som ikke hæftede for hinanden.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagen, at klageren den 5. oktober 2006 via hjemmesiden XX.dk fik hammerslag på en spisestue i eg med 9 historiske stole fra slut 1800-tallet, og betalte for møblerne med en bankoverførsel. Møblerne er endnu ikke leveret, på trods af klagerens gentagne henvendelser.

Nævnet finder, at der foreligger et fjernsalg omfattet af reglerne i forbrugeraftaleloven, herunder forbrugeraftalelovens § 24, stk. 1, hvorefter den erhvervsdrivende – medmindre andet er aftalt – skal levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav sin bestilling. Undlader den erhvervsdrivende dette, kan forbrugeren hæve aftalen, jf. § 24, stk. 2.

Da de indklagede ikke leverede varen senest 30 dage efter klagerens bestilling, er klagerens krav om ophævelse af købet derfor berettiget.

Indklagede 3 har gjort gældende, at XX.dk er franchisebaseret, og klageren derfor har handlet med en selvstændig juridisk enhed, drevet i fællesskab af indklagede 1 og 2.

Da klageren har oplyst, at han ikke inden købsaftalen blev indgået fik klart oplyst, hvem han handlede med, og var af den opfattelse, at han handlede med indklagede 3, og da de tre indklagede ikke har godtgjort, at klageren klart blev oplyst om hvem han handlede med, finder fire nævnsmedlemmer, at indklagede 1, 2 og 3 hæfter solidarisk overfor klageren. Disse medlemmer lægger i øvrigt vægt på, at det fremtrædende navn på auktionshjemmesiden er XX.dk, mens navnet på indklagede 1 og 2’s interessentskab ikke fremgår af auktionssiden, hvorfor klageren må have haft en berettiget forventning om, at han handlede med indklagede 3, som ejer af XX.dk

Et nævnsmedlem lægger vægt på, at klageren har accepteret auktionsbetingelserne, og dermed har været klar over, at han handlede med en selvstændig juridisk enhed, og at det af den pågældende auktion fremgik, at showroomet var Århus, hvorfor klageren må have vidst, at det ikke var indklagede 3 han handlede med, men derimod indklagede 1 og 2. Dette nævnsmedlem finder derfor, at indklagede 1 og 2 hæfter solidarisk overfor klageren, mens klageren ikke kan gøre krav gældende mod indklagede 3.

Nævnet finder ikke, at udgifterne til transport er tilstrækkeligt dokumenteret til, at nævnet kan tilkende klageren erstatning for dette, idet transporten vedrører flere varer, som ikke i tilstrækkelig grad er udspecificeret.” De erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01093)

7.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr

7.10.1. Køb af aluminiums foldecykel

En forbruger var berettiget til at forvente, at alle dele af en aluminiumsfoldecykel var af aluminium

En forbruger købte i en forretning, der solgte bådudstyr, to aluminiumsfoldecykler til en samlet pris af 6.400 kr. Af annoncen for cyklen fremgik det af overskriften, at der var tale om en ” 20” tommer aluminiums foldecykel”. Det fremgik desuden af listen over tekniske specifikationer i annoncen, at cyklen havde et 20” børstet aluminiumsstel, 3 indvendige gear, fodbremse bag og håndbremse for, bagagebærer, støtteben og kædeskærm, etc.

Ca. 1 år efter købet opdagede forbrugeren, at cyklerne rustede. Forbrugeren rettede henvendelse til den erhvervsdrivende, idet han mente, at der var tale om en mangel. Den erhvervsdrivende afviste klagen men tilbød forbrugeren at købe to nye cykler til én cykels pris. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet.

Forbrugerklagenævnets sagkyndige konstaterede, at kun cykelstellet var af aluminium, og at de dele, der ikke var af aluminium, rustede. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at de dele af cyklen, der ikke er af aluminium, dvs. alt bortset fra stellet, ruster. Ifølge den sagkyndige er det sædvanligt, at en aluminiumscykel består af et aluminiumsstel, og at de øvrige dele af cyklen ikke er af aluminium.

Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) udtaler:

Det følger af købeloven, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren eller et tidligere salgsled har givet urigtige eller vildledende oplysninger på varens indpakning, i annoncer, eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 2.

Det fremgår af annoncens overskrift, at der er tale om en ”20” aluminiums foldecykel.” Det er ikke i annoncen nævnt, at dele af cyklen, ikke er af aluminium. På den baggrund og henset til at cyklen er købt til en høj pris i en forretning, som sælger bådudstyr, hvorfor cyklen må forventes udsat for tæring, finder disse nævnsmedlemmer, at klageren har haft en berettiget forventning om, at cyklen var af aluminium og således ikke ville ruste. Da mangelen er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk.1, nr. 4.

Et mindretal (2 nævnsmedlemmer) finder ikke, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, idet det fremgår af listen over tekniske specifikationer, at cyklen har et 20” børstet aluminiumsstel. Disse nævnsmedlemmer mener således ikke, at klageren kan have haft en berettiget forventning om, at alle dele af cyklen er af aluminium. Disse 2 medlemmer kan derfor ikke give klageren medhold i det fremsatte krav.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01707)

7.10.2. Golfklub ikke anset som erhvervsdrivende

Forbrugerklagenævnet kunne ikke behandle en klage over en golfklub. Henset til golfklubbens formål og virke blev den ikke anset for at være erhvervsdrivende i relation til opkrævning af kontingent fra sine medlemmer

Efter at have været medlem af golfklubben i et par år undlod en forbruger at betale den modtagne opkrævning af kontingent for det kommende kalenderår, idet han forventede derved at være udmeldt.

Golfklubben sendte imidlertid en rykker og oplyste samtidig om klubbens regler for udmelding, herunder at udmeldelsen skulle tilgå bestyrelsen skriftligt og tidligst kunne effektueres 6 måneder efter modtagelsen.

Forbrugeren havde ikke været bekendt med de nævnte regler, som angiveligt fandtes på klubbens hjemmeside, og mente ikke, at de kunne gøres gældende over for ham. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Indklagede har gjort gældende ikke at være erhvervsdrivende, men en almennyttig forening. Indklagede mener derfor ikke, at Forbrugerklagenævnet er kompetent til at behandle klagen.

Af forbrugerklagelovens § 7 fremgår, at nævnet kan behandle klager fra forbrugere over erhvervsdrivende vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser.

Det fremgår af sagen, at indklagedes formål er: ”… at skabe gode muligheder for at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede og fremme interessen for kendskabet til golfsporten”.

Henset hertil og til at de aktiviteter, klubben, ud over golffaciliteter, stiller til rådighed mod betaling, hovedsagelig er rettet mod medlemmerne, anser nævnet ikke under de konkrete omstændigheder indklagede for at være erhvervsdrivende. Som følger heraf er nævnet ikke kompetent til at behandle klagen.” (08/01822)

7.11. Foto, ure, optik, smykker

7.11.1. Fejlagtig prisangivelse på nettet

Sælgeren havde ikke bevist, at køberen var i ond tro ved bestillingen, jf. aftalelovens § 32, og aftalen var derfor bindende. Hvis sælgeren ikke kunne levere det bestilte, skulle sælgeren betale erstatning svarende til forskellen mellem den aftalte pris og prisen på aftaletidspunktet

En forbruger bestilte et kameraobjektiv på sælgerens hjemmeside. Objektivets pris var angivet til 1.459 kr. Straks efter bestillingen modtog forbrugeren en ordrebekræftelse.

Samme dag annullerede sælgeren ordren med henvisning til, at der var angivet en forkert pris. Der var tale om en tastefejl. Den rigtige pris var 14.595 kr. Forbrugeren fastholdt, at der var indgået en bindende aftale og indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet. Nævnets sagkyndige udtalte, at der var tale om en telezoomlinse, der normalt anvendes af professionelle eller meget avancerede amatørfotografer. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Udbud af en vare på en hjemmeside med tilknyttet indkøbsfunktion som den i sagen omhandlede må aftaleretligt betragtes som et bindende tilbud, jf. aftalelovens § 1.

Da klageren ved bestillingen af objektivet via indklagedes hjemmeside har accepteret det af indklagede fremsatte tilbud, er det nævnets opfattelse, at der er indgået en bindende aftale mellem parterne.

Det følger imidlertid af aftalelovens § 32, stk. 1, at et løfte afgivet ved en fejltagelse ikke er bindende for løftegiveren, såfremt løftemodtageren ved løftets modtagelse indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse. Det påhviler løftegiveren at godtgøre, at løftemodtageren ved løftets modtagelse indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.

Indklagede har anført, at klageren har kendskab til foto- og objektivoptik og vidste, at pågældende objektiv ikke kunne købes til den angivne pris. Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren skulle have et sådant kendskab. Henset til, at udbuddet af objektiver på indklagedes hjemmeside er bredt og har store prisforskelle, finder nævnet ikke, at klageren burde have indset, at der var tale om en fejlskrift fra indklagedes side. Indklagede er derfor bundet af den mellem parterne indgåede aftale.

Såfremt indklagede ikke kan levere det omhandlede objektiv, skal indklagede stille klageren økonomisk, som om aftalen var behørigt opfyldt. Det betyder, at indklagede skal betale klageren differencen mellem den aftalte pris og prisen på objektivet på aftaletidspunktet. På baggrund af den i sagen oplyste pris på objektivet på aftaletidspunktet, fastsættes erstatningen til 13.136 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen (08/01348)

7.11.2. Køb på internetauktion

En ring blev anset for mangelfuld, da der var givet urigtige oplysninger om ringen og dens værdi. Da købsaftalen blev indgået via en hjemmeside, havde forbrugeren fortrydelsesret, uanset at det fremgik af vilkår og hammerslagsmail, at der var tale om køb med udlevering fra fast forretningssted

En forbruger havde oprettet sig som kunde på et website, der solgte varer via auktion. En dag så hun en ring, som hun ønskede at byde på. Det fremgik af websitet, hvor ringen var afbildet, hvilke materialer ringen var lavet af, navnet på showroomet, at ringens vurdering var 125.000 kr., og at forretningsprisen var 200.000 kr.

Forbrugeren bød på ringen og fik herefter en mail, hvoraf det fremgik, at hun havde fået hammerslag, og at varen skulle afhentes i et bestemt showroom mod betaling af 31.250 kr. Det fremgik endvidere af mailen, at ”Aftalegrundlaget for dit køb er med udlevering fra fast forretningssted, som er det showroom, hvor varen er købt.” Den erhvervsdrivende tilbød at sende varen på forbrugerens regning. Det fremgik endvidere, at ”før varen er betalt og afhentet … er handlen ikke endeligt og køber har 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftalelovens § 17.”

Da forbrugeren mødte op for at hente ringen, blev forbrugeren bedt om at skrive under på en erklæring, hvoraf følgende fremgik: ”Jeg bekræfter hermed ved min underskrift, at ovennævnte vare er undersøgt samt at personalet hos XX.dk, på min egen opfordring har informeret mig i relation til varen.

Kort efter afhentningen blev forbrugeren opmærksom på, at ringens sten var af tvivlsom kvalitet og fik hos forskellige smykkeeksperter oplyst, at klarheden af diamanterne og værdien af rubinen ikke modsvarede den vurdering, som den erhvervsdrivende havde oplyst som genfremstillingsprisen på ringen.

Forbrugeren, der var vant til at handle på nettet, ville derfor udnytte sin fortrydelsesret. Den erhvervsdrivende afviste kravet under henvisning til, at der ikke var tale om fjernsalg. Den erhvervsdrivende afviste i øvrigt, at varens beskrivelse var misvisende.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgik af den erhvervsdrivendes beskrivelse af ringen på XX.dk, som var tilgængelig for klageren inden klageren afgav bud på ringen, at der er tale om en ”Eksklusiv 13.40 ct. Blod-rød rubin & brillant ring.” Det fremgår endvidere, at ringen indeholder en ”fantastisk smuk og intens 11,90 ct. Blod-rød rubin”, og at der medfølger ”dansk certifikat med forretningspris kr. 200.000”.

Ifølge sagkyndiges erklæring er rubinen af en meget dårlig kvalitet, den er uklar og fyldt med indeslutninger, og forkert at betegne rubinen som ”blod-rød.” Det fremgår endvidere af erklæringen, at rubinen er af en smykkekvalitet, man ikke ser i Danmark, ligesom det ikke har været muligt for den sagkyndige at finde en rubin af så dårlig kvalitet i hverken Bangkok eller Hong Kong, og at ringens værdi er sat alt for højt, når man sætter den til 200.000 kr.

Da det på den baggrund må lægges til grund, at den erhvervsdrivende har givet urigtige og vildledende oplysninger om ringen, er ringen mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 1 og 4. Da manglen må anses for væsentlig, er forbrugeren berettiget til at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.

Der er endvidere mellem parterne en tvist om, hvorvidt forbrugeren har været berettiget til at fortryde købet efter forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret ved fjernsalg, eller om købsaftalen er indgået på den erhvervsdrivendes faste forretningssted.

Den erhvervsdrivendes hjemmeside er indrettet således, at varerne udbydes til salg, uden at kunderne har en reel mulighed for at undersøge varerne, og således at kunderne byder på varerne via mail, og ved en såkaldt hammerslagsmail, får accept af det afgivne bud.

Aftalen er således indgået via den erhvervsdrivendes hjemmeside, som led i et auktionssystem, hvor ”hammerslag” normalt må anses for en accept af kundens tilbud, hvorved der er indgået en bindende aftale, jf. aftalelovens § 1. Dette er da også i overensstemmelse med den opfattelse, forbrugeren fik, da hun handlede på den erhvervsdrivendes hjemmeside. På den baggrund er det nævnets opfattelse, at forbrugeren har indgået aftalen med den erhvervsdrivende ved fjernsalg som led i et system for fjernslag, jf. herved forbrugeraftalelovens § 4.

Det er i den forbindelse uden betydning, at den erhvervsrivende i auktionsbetingelserne, som forbrugeren skulle acceptere, da hun blev oprettet som kunde, og i hammerslagsmailen oplyste, at ”Aftalegrundlaget for dit køb er med udlevering fra fast forretningssted.” Såfremt den erhvervsdrivende ønsker at sælge sine varer fra fast forretningssted, hvor kunderne har en reel mulighed for at undersøge varerne, inden en købsaftale indgås, må den erhvervsdrivendes virksomhed indrettes i overensstemmelse hermed.

Forbrugeren har derfor haft krav på 14 dages fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 18, der ikke kan fraviges til skade for en forbruger, jf. herved forbrugeraftalelovens § 28, og den erhvervsdrivende har haft pligt til senest ved ringens overgivelse at give forbrugeren tydelig oplysning om blandt andet forbrugerens fortrydelsesret efter loven og om vilkårene herfor, idet oplysningerne herom skal gives læsbart på papir eller et andet varigt medium, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1-3.

Forbrugeren meddelte den 9. februar 2007 – inden udløbet af 14 dages fristen – den erhvervsdrivende, at hun ønskede at fortryde købet, og forsøgte i samme forbindelse at aflevere ringen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren har således rettidigt fortrudt købet. Nævnet finder dog anledning til at bemærke, at da den erhvervsdrivende ikke har opfyldt sin oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1 og 2, udløb fortrydelsesretten først 3 måneder efter ringens levering, jf. herved forbrugeraftalelovens § 18, stk. 3.

Forbrugeren har således også efter forbrugeraftalelovens regler krav på ved returnering af ringen til den erhvervsdrivende at få købesummen på 31.250 kr. tilbagebetalt, jf. lovens § 21, stk. 2 og stk. 3.

Den erhvervsdrivende blev pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen og blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2008-642/7-151)

7.11.3. Udvidelse af en gammel ring

En erhvervsdrivende burde have oplyst forbrugeren om, at udvidelse af en ring ville ske ved omsmeltning. Da ydelsen ikke levede op til det forbrugeren med rette kunne forvente, havde hun krav på tilbagebetaling af vederlaget

En forbruger indleverede sin oldefars gamle vielsesring til en guldsmed, idet hun ønskede at få den udvidet. Hun indleverede samtidig sin egen forlovelsesring, så der kunne tages guld herfra. Ved afhentningen konstaterede forbrugeren, at den gamle vielsesring var blevet omsmeltet, og at den havde fået en anden glød og ikke længere var trespaltet.

Guldsmeden havde inden aftalens indgåelse telefonisk tilbudt en ny spaltet ringskinne af gammelt guld og fattekant omkring stenen. Forbrugeren var ikke klar over, at det betød, at ringen ville blive omsmeltet. Guldsmeden oplyste, at forbrugeren selv havde brugt udtryk som to- og trespaltet, og guldsmeden havde derfor ikke anledning til at tro, at forbrugeren var i tvivl om betydningen af begreberne.

Guldsmeden tilbød efterfølgende uden beregning at forgylde ringen i en guldfarve, der svarede til den oprindelige farve, samt at tilbagebetale halvdelen af vederlaget. Dette afviste forbrugeren, idet hun ønskede hele vederlaget tilbagebetalt, idet det ikke var aftalt, at ringen skulle omsmeltes, og hun havde mistet et gammelt arvestykke. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at reparationen er udført i henhold til tilbuddet og svarende til, hvad enhver anden fagmand ville gøre.

Efter parternes oplysninger lægger nævnet til grund, at indklagede har afgivet tilbud på reparation svarende til indklagedes reparatørs tilbud på reparation og uden at give oplysninger om, at ringen ville blive omsmeltet.

Det er nævnets vurdering, at indklagede burde have oplyst, at ringen ved udvidelsen ville blive omsmeltet, og indklagede har ikke haft tilstrækkeligt grundlag til at formode, at klageren var bekendt med, at der ville blive foretaget omsmeltning af ringen uden, at indklagede specifikt oplyste det.

På baggrund heraf har indklagede udført en tjenesteydelse, som klageren med rette ikke havde forventet, og som er uden værdi for klageren. Klageren er derfor berettiget til at kræve tilbagebetaling af vederlaget.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav (08/01168).

7.11.4. Køb af mærkevare

Det forhold, at Armani-mærket ikke kunne blive siddende, blev anset for en mangel. Under hensyn til at det var væsentligt for forbrugeren, at brillerne var af mærket Armani, blev manglen anset for væsentlig

En forbruger købte Armani-briller hos en erhvervsdrivende til en pris af 5.585 kr. Efter 2 måneders brug faldt Armani-mærket af brillerne, hvorefter den erhvervsdrivende udskiftede begge stænger.

6 måneder efter faldt mærket af igen, og den erhvervsdrivende ombyttede stellet. Dette gentog sig en måned efter, og den erhvervsdrivende tilbød at ombytte stellet igen eller ombytte til et andet produkt, hvilket forbrugeren afviste.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger til grund, at da Armani-mærket er faldet af 3 gange ved almindelig brug, og at det antages at skyldes, at mærket ikke har siddet tilstrækkelig fast på brillen.

Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, er der tale om en mangel, hvis genstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være.

Nævnet lægger herefter til grund, at brillen ved leveringen var behæftet med en mangel i henhold til købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Under hensyn til at Armani-mærket udgør en væsentlig del af købet, og at den omhandlede mærkevare har stor betydning for klageren, er det nævnets opfattelse, at der er tale om en væsentlig mangel ved brillen. Klageren er derfor berettiget til et forholdsmæssigt afslag i overensstemmelse med klagerens krav. Nævnet fastsætter skønsmæssigt afslaget til 2.800 kr.”

Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen samt at forrente forbrugerens krav. (08/00990)

7.11.5. Ur tålte ikke temperaturforandringer og var uegnet til rejsebrug

En forbruger kunne hæve købet af et ur, da sælgeren ikke ved købet havde oplyst, at der var tale om et sart ur, som ikke tålte temperaturforandringer og høj luftfugtighed og derfor var uegnet til rejsebrug

Forbrugeren købte i december 2006 et herrearmbåndsur af mærket Ole Mathiesen. I forbindelse med en rejse i Sydamerika i januar 2008 konstaterede forbrugeren, at der dannedes dug på indersiden af urets glas, og at der var begyndende rustdannelse i kanten af urskiven. Ved hjemkomsten henvendte forbrugeren sig til sælgeren, der afviste at dække reparationen under garantien, da uret ikke var beregnet til brug ved temperaturer på over 30 grader celsius. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet. Sælgeren tilbød nu pr. kulance at reparere uret vederlagsfrit, hvilket forbrugeren afviste, da han ikke ønsker et ur, som ikke tålte temperaturer på 30 grader.

Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Efter nævnets opfattelse burde indklagede ved købet have oplyst over for klageren, at der er tale om et sart ur, som ikke tåler temperaturforandringer og høj luftfugtighed og derfor er uegnet til rejser. Indklagede har ikke godtgjort, at klageren har fået nogen vejledning herom.

Uret er således behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. Da manglen er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk.1.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/03104)

7.11.6. Ombytningsret, selvom urkæden var afkortet

En forbruger købte et ur til sin datter i julegave og fik samtidig afkortet kædens længde. Da der var indrømmet en 30 dages ombytningsret ved udleveringen, kunne sælgeren ikke påberåbe sig afkortningen som begrundelse for bortfald af bytteretten

En forbruger købte den 15. december 2006 et ur, som hun ville forære til sin datter i julegave, og fik samtidig afkortet urkædens længde, så den ville passe til datterens arm.

Mellem jul og nytår henvendte datteren sig i butikken for at få uret byttet men fik at vide, at den sædvanlige 30 dages bytteret bortfaldt, fordi kædens længde var ændret. Den erhvervsdrivende henviste endvidere til, at uret ikke længere kunne anses for nyt, da det var blevet ridset på bagsiden af kæden.

Forbrugeren var ikke tilfreds med svaret og indbragte derfor sagen til Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Ifølge den sagkyndige er der små vandrette ridser på bagsiden af urkæden. Ridserne kan være forårsaget i forbindelse med afkortningen, under udstillingen i indklagedes butiksvindue, eller af urets indpakning. Uret fremtræder i øvrigt som nyt, uden nogen tegn på brug.

Nævnet har besigtiget uret og dets indpakning. I bunden af den medleverede æske, er påsat et klistermærke, der er datostemplet den 15. december 2006, og hvoraf det fremgår, at der ydes 30 dages bytteret.

Ifølge det oplyste, er uret udleveret til klageren den 15. december 2006, efter at være blevet afkortet. Henset hertil er det nævnets opfattelse, at indklagede ikke kan påberåbe sig afkortningen som begrundelse for bortfald af bytteretten, i det man samtidig har påført det omtalte klistermærke.

Uret anses i øvrigt for at være ubrugt, og klageren har derfor været berettiget til at benytte sig af bytteretten, hvilket indklagede skal anerkende.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen (08/01063)

7.12. Motorkøretøjer

7.12.1. Mindre mangel var ikke afhjulpet inden rimelig tid

Uhensigtsmæssigt materialevalg medførte, at batteriets poler rustede med startvanskeligheder til følge. Da manglen ikke blev afhjulpet inden rimelig tid, kunne købet hæves

En forbruger købte en motorcykel til en pris af 15.680 kr. Efter et halvt års brug gik den i stå under kørsel. Efter flere afhjælpningsforsøg kunne motorcyklen fortsat ikke køre. Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet. Nævnets sagkyndige undersøgte motorcyklen og udtalte, at der var anvendt simpelt jern til fastgørelse af ledningsnettet til batteriets poler, hvilket var uhensigtsmæssigt, idet der på grund af batteriets syredampe ville blive dannet rust og ir, der på sigt ville resultere i manglende kontakt i el-systemet. Manglen ville kunne afhjælpes for 1.000 kr. Nævnet traf følgende afgørelse:

”Nævnets sagkyndige har undersøgt motorcyklen og kunne konstatere, at motorcyklen umotiveret går i stå, grundet manglende batterispænding. Årsagen – der var til stede på leveringstidspunktet – til den manglende batterispænding er de benyttede skruer af simpelt ubehandlet jern, der forårsager ir ved batteriets poler, der på sigt resulterer i manglende kontakt i el-systemet.

På denne baggrund finder nævnet, at motorcyklen har været behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Da indklagede har haft motorcyklen til reparation tre gange, uden at have afhjulpet fejlen, har indklagede ikke afhjulpet inden rimelig tid, hvorfor klageren er berettiget til at hæve handlen, jf. købelovens § 78, stk. 4.” (08/01521)

7.12.2. Kommissionsbil

Den erhvervsdrivende sælger hæftede for mangler ved en bil, selvom bilen blev solgt for en privat sælger, idet køberen på baggrund af omstændighederne ved købet havde været berettiget til at gå ud fra, at den erhvervsdrivende var sælger af bilen

En forbruger købte i oktober 2007 en brugt bil. Efter 2 måneder reklamerede forbrugeren til sælgeren over en defekt toppakning og et defekt krængningskryds. Sælgeren afviste reklamationen under henvisning til, at han blot havde formidlet salget, og at forbrugeren skulle rette sin henvendelse til den tidligere ejer, der var en privatperson. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af sagens bilag, at bilen var annonceret til salg på XX.dk på en måde, der gav indtryk af, at det var indklagede selv, der solgte bilen. Af sagens oplysninger fremgår det endvidere, at bilen var placeret hos indklagede og var forsynet med indklagedes prisskilt, og bilen var forsynet med indklagedes navn på nummerpladen. Klagerens henvendelse med henblik på at prøvekøre bilen skete til indklagede, ligesom den efterfølgende aftaleindgåelse skete hos indklagede. Det bemærkes endvidere, at der på slutsedlen er anført ”KOMMISSIONSBIL”, og at indklagedes firmastempel med underskrift er anført på slutsedlen ”Som sælger”.

Under disse omstændigheder har klageren været berettiget til at gå ud fra, at indklagede var sælger af bilen, medmindre klageren udtrykkeligt blev oplyst om andet. Mod klagerens benægtelse kan indklagede ikke godtgøre, at han har oplyst klageren om, at der var tale om et privatsalg.

Bilen er således solgt i indklagedes eget navn, og indklagede hæfter derfor umiddelbart over for klageren for eventuelle mangler ved bilen. Dette gælder, selv om det måtte være en privat ejer, som var ejer af bilen inden salget, idet der har været tale om et kommissionssalg, hvor indklagede har solgt bilen i eget navn, men for den private ejers regning, jf. herved kommissionslovens § 56, stk. 1.

Forbrugerklagenævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at der har været slør i bilens krængningsstabilisatorer på leveringstidspunktet, hvilket ville medføre anmærkninger ved et effektivt syn.

Endvidere lægger nævnet efter den sagkyndiges erklæring til grund, at bilen på leveringstidspunktet havde fejl på kølesystemet og en svag tandremsstrammer, hvilket er ud over det forventelige, når henses til bilens alder og km-tal og omstændighederne i øvrigt.

Efter den sagkyndiges erklæring anser nævnet herefter bilen behæftet med mangler, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Klageren er berettiget til et forholdsmæssigt afslag i prisen, fastsat til 10.000 kr., jf. købelovens § 78, stk. 4”.(08/02873)

7.12.3. Oprindeligt trepartsforhold

Et køb, der blev finansieret ved at en sælger via en database kontaktede et finansieringsselskab med henblik på bevilling af et lån til en køber, blev anset for et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelovens § 5, nr. 2.

En forbruger ønskede at købe en motorcykel hos en erhvervsdrivende. I den forbindelse anbefalede den erhvervsdrivende at lade et bestemt finansieringsselskab finansiere købet, da det var det billigste. Den erhvervsdrivende udfyldte via det såkaldte bilinfo-program en låneansøgning, som blev sendt til finansieren. Finansieren kreditgodkendte forbrugeren. Forhandleren udskrev dokumenterne i bilinfo-programmet, hvorefter forbrugeren underskrev dokumenterne, som blev sendt til finansieren. Lånet blev af finansieren udbetalt direkte til sælgeren.

Bilinfo-programmet indeholder bl.a. et salgs- og markedsføringsværktøj til autoforhandlere. Endvidere sammenkæder systemet autobranchen, finansieringsbranchen samt internetbranchen.

Kort efter leveringen konstaterede forbrugeren problemer med karburatoren, utæt vandpumpe og oliespild fra motoren, og den erhvervsdrivende udskiftede vandpumpen. Problemerne fortsatte, og den erhvervsdrivende udførte mange reparationer.

Da fejlen fortsat ikke var afhjulpet indbragte forbrugeren sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges erklæring til grund, at det kan konstateres, at motoren taber olie fra en lækage mellem to udvendige dæksler. Den sagkyndige oplyser, at fejlen skyldes, at dækslerne har været adskilt i forbindelse med udskiftningen af vandpumpen. Nævnet lægger herefter til grund, at olietabet skyldes sælgerens forsømmelse i forbindelse med et afhjælpningsforsøg. Nævnet lægger endvidere til grund, at det konstaterede karburatorproblem skyldes manglende justering af karburatoren ved montering af udstødningen, som må antages at have været til stede på leveringstidspunktet.

Efter købelovens § 76, stk.1, nr. 4 foreligger der en mangel, hvis salgsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være.

Under hensyn til at forbrugeren har købt en ny motorcykel, at sælgeren flere gange har repareret på motorcyklen, og at der fortsat kan konstateres fejl ved motorcyklen, som bl.a. skyldes afhjælpningsforsøg, har sælgeren ikke udbedret manglen inden rimelig tid, jf. købelovens § 79. Forbrugeren er således berettiget til at hæve købet og få købesummen udbetalt, jf. købelovens § 78, stk. 4.

Nævnet lægger til grund, at der er indgået en finansieringsaftale elektronisk ved hjælp af et system, som Bilinfo har udviklet. Finansieringsselskabet har oplyst, at systemet har den fordel, at det kan beregne en finansiering til køberen, mens han er til stede hos sælgeren, hvilket sparer finansieringsselskabet menneskelige ressourcer, idet systemet kan beregne finansiering på forskellige ydelser og kan lave en finansieringsaftale elektronisk. ”Bilinfosystemet” har ifølge finansieringsselskabet afløst den nu forældede fremgangsmåde, hvor brochurer med finansieringstilbud uddeles til forhandlere. Finansieringsselskabet skal i sidste ende foretage kreditvurderingen, som de altid har gjort.

Forbrugeren har oplyst, at han blev anbefalet at anvende finansieringsselskabet, som ifølge sælgeren var billigst med lån. Sælgeren har oplyst, at han har modtaget 2.500 kr. for at formidle finansieringsaftalen.

Det var således efter det oplyste på sælgerens initiativ, at kreditkøbet blev finansieret af finansieringsselskabet, idet det var sægleren, der via ”Bilinfo” sørgede for de nødvendige dokumenter vedrørende låneoptagelsen, der skete i forbindelse med aftalens indgåelse. Sælgeren faxede herefter låneansøgningen til finansieringsselskabet, der efter at have kreditgodkendt forbrugeren, udbetalte lånebeløbet direkte til sælgeren.

Nævnet finder på den baggrund, at der foreligger derfor et sådant samvirke mellem på den ene side sælgeren og på den anden side finansieringsselskabet i forbindelse med kreditaftalens indgåelse, at aftalerne må anses for omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2. Forbrugeren kan derfor i medfør af kreditaftalelovens § 33, stk. 1, over for finansieringsselskabet gøre de samme indsigelser gældende som over for sælgeren efter reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 2.

Det indebærer, at sælgeren hæfter for tilbagebetaling af hele kreditkøbsprisen inklusiv kreditomkostninger, samt at forbrugeren også kan påberåbe sig reglerne i kreditaftalelovens § 33, stk. 1 og 2, som grundlag for at gøre indsigelser gældende mod finansieringsselskabet.

Hvis sælgeren ikke tilbagebetaler købesummen inkl. kreditomkostninger til forbrugeren, kan forbrugeren rejse samme pengekrav overfor finansieringsselskabet.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen og at forrente forbrugerens krav. (08/00778)

7.12.4. Garanti på brugt bil

Det fremgik af slutsedlen, at der var tre måneders garanti. Den erhvervsdrivende misligholdt sine garantiforpligtelser ved ikke at udbedre de fejl, som forbrugeren klagede over. Erstatning

En forbruger købte en brugt bil årgang 1992 til en pris af 15.000 kr. Det fremgik af slutsedlen, at den erhvervsdrivende ydede tre måneders garanti.

10 dage efter købet reklamerede forbrugeren over en række fejl. Den erhvervsdrivende udbedrede nogle af fejlene, og parterne aftalte, at forbrugeren skulle komme igen 1½ måned efter for at få de resterende fejl udbedret.

Fejlene blev ikke udbedret, og forbrugeren reklamerede igen til den erhvervsdrivende, men intet skete. Forbrugeren fremsendte herefter et anbefalet brev til den erhvervsdrivende og anmodede den erhvervsdrivende om at betale for de reparationer, som forbrugeren havde fået foretaget på et andet værksted, men brevet kom retur.

Forbrugeren indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

Den erhvervsdrivende har ikke svaret i sagen, hvorefter sagen afgøres på baggrund af klagerens fremstilling og sagens dokumenter i øvrigt.

Det fremgår af slutsedlen, at der er ydet en garanti ”1. 100 %, 2. 75 %, 3. 50 %”. Da garantien ikke er begrænset til særlige fejl eller særlige dele af bilen, må garantien forstås således, at forbrugeren kan påberåbe sig en bedre retsstilling end efter købelovens almindelige bestemmelser – uanset om der er tale om mangler i købelovens forstand. Det følger således af markedsføringsloven, at en garantierklæring skal yde modtageren en væsentlig bedre retsstilling end efter lovgivningen.

Klageren har reklameret over fejl ved askebæger bagi, seleholderen venstre side bagi, nye lister på siderne, stoffet i loftet, læderstof til håndbremse og gearskifte, ventilation i venstre side, el håndtag i højre side inden for den første måned. Forbrugeren har endvidere reklameret over fejl ved benzinmåleren godt 2 måneder efter leveringen. Da den erhvervsdrivende ikke har sørget for udbedring heraf, har den erhvervsdrivende tilsidesat sine garantiforpligtelser. Der foreligger derfor en misligholdelse af garantiforpligtelsen, som berettiger klageren til en erstatning på 3.000 kr.

Nævnet kan ikke lægge til grund på baggrund af den sagkyndiges erklæring, at der er tale om mangler ved bilen. Forbrugeren har dermed ikke et krav efter købeloven. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (08/00881)

7.12.5. Kommissionssalg af bil

En forbrugers køb af en bil blev betragtet som et forbrugerkøb, hvor en bilforhandler hæftede som kommissionær, idet forbrugeren ikke forud for aftalens indgåelse på en tilstrækkelig klar og tydelig måde var blevet oplyst om, at den erhvervsdrivende alene formidlede salget af bilen

En forbruger så på internettet en annonce for en bil og henvendte sig derpå til bilforhandleren på dennes adresse, hvor forbrugeren købte bilen. Da der senere opstod fejl ved bilen reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende, som imidlertid afviste reklamation med henvisning til, at han ikke var sælgeren af bilen men alene havde formidlet salget for en privat person.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede har gjort gældende, at han ikke hæfter for mangler ved bilen, idet han alene har formidlet købet mellem to private. Sagen er derfor forelagt Forbrugerklagenævnet med henblik på en afgørelse af, om sagen hører under nævnets kompetence.

Spørgsmålet om, hvorvidt indklagede hæfter over for klageren som kommissionær beror på, om indklagede har givet klageren føje til at tro, at han ville forpligte sig selv. Burde klageren forstå, at det var indklagedes hensigt at binde en anden, hæfter sælgeren derimod ikke for mangler ved bilen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at bilen var annonceret på internettet via bilbasen.dk, hvor klageren så bilen, og hvor indklagedes firmanavn og adresse samt telefonnumre var oplyst, ligesom det var oplyst, at der ville blive opkrævet leveringsomkostninger ved salg af bilen. Det fremgår endvidere, at bilen stod udstillet hos indklagede, uden at bilen var udstyret med et prisskilt i forruden. Det fremgår ydermere, at købsaftalen blev affattet på en slutseddel, påtrykt: ”Slutseddel – privat bilhandel”, samt at sælgeren er oplyst som værende ”XX”, hvis privatadresse og telefonnummer, samt underskrift tillige fremgår af slutsedlen, og til hvem købesummen tillige er betalt med bankcheck. XX arbejdede hos indklagede og befandt sig der, da handlen blev indgået. Indklagedes navn, adresse eller andet fremgår ikke af slutsedlen.

Det følger af kommissionslovens § 4, stk.1, at en erhvervsdrivende hæfter for mangler ved det solgte, når denne er sælger af genstanden, eller når den erhvervsdrivende handler for en andens regning, men i eget navn.

Uanset det ovenfor anførte er det efter nævnets vurdering ikke godtgjort, at indklagede forud for købeaftalens indgåelse på tilstrækkelig klar og tydelig måde har gjort klageren opmærksom på, at indklagede udelukkende var formidler af salget af den i sagen omhandlede bil. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det ikke fremgår af den salgsannonce, som klageren har reageret på, at bilen sælges af privat, ligesom det af samme annonce fremgår, at der er beregnet leveringsomkostninger. Nævnet lægger endvidere vægt på, at bilen blev solgt fra indklagedes værksted, at indklagede er erhvervsdrivende i bilbranchen, samt at nævnet ikke finder det godtgjort, at bilen – som oplyst af indklagede – hos indklagede var annonceret som salg for kunde.

Sagen hører som følge af det ovenfor anførte under nævnets kompetence, hvorfor sagens behandling ved nævnet fortsættes.” (08/01131)

7.12.6. Bilforhandler hæftede ikke for privat salg

En forbrugers køb af en bil var en handel mellem to private, idet bilforhandleren ikke havde solgt bilen i eget navn men alene havde formidlet salget for en privat sælger. Bilforhandleren hæftede ikke for mangler på bilen

En forbruger købte en bil, som var udstillet hos en bilforhandler. Forbrugeren havde henvendt sig til den erhvervsdrivende på baggrund af en internetannonce, hvoraf det fremgik, at bilen ”sælges privat – med henvisning til kunde”. Endvidere fremgik den erhvervsdrivendes firmanavn og firmaadresse. I forbindelse med købet kontaktede bilforhandleren telefonisk en anden person, da forbrugeren ønskede et afslag i købesummen, og forhandleren ikke var bemyndiget til at givet et sådant. Der blev herefter udfærdiget en slutseddel med overskriften ”Handel med brugt bil mellem private”.

Ca. 1 måned efter købet reklamerede forbrugeren til bilforhandleren over diverse fejl på bilen. Bilforhandleren afviste reklamationen under henvisning til, at der var tale om en handel mellem to private.

Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som afviste sagen med følgende begrundelse:

”Indklagede har gjort gældende, at han ikke hæfter for mangler ved bilen, idet han alene har formidlet købet mellem to private.

Spørgsmålet om, hvorvidt indklagede hæfter over for klageren som kommissionær, beror på, om indklagede har givet klageren føje til at tro, at han ville forpligte sig selv. Burde klageren forstå, at det var indklagedes hensigt at binde en anden, hæfter sælgeren derimod ikke for mangler ved bilen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at bilen stod udstillet hos indklagede, at bilen var udstyret med et prisskilt i forruden, samt at klageren fik udleveret salgsmateriale forud for købet. Endvidere var bilen sat til salg i en annonce på Den Blå Avis’ hjemmeside, hvoraf det fremgik: ”sælges privat – med henvisning til kunde”. Indklagedes firmanavn og adresse var oplyst i samme annonce. Det fremgår ydermere, at købsaftalen blev affattet på en slutseddel, påtrykt: ”Handel med brugt bil mellem private”, samt at en privat person er anført med navn og privatadresse i feltet ”sælger”. Det fremgår endelig, at sælgeren ikke havde bemyndigelse til at forhandle prisen på bilen, men at sælgeren i forbindelse med købet tog kontakt til en anden, der gav et afslag i prisen. Indklagede har oplyst, at klageren forud for købet blev oplyst om, at der var tale om en privat handel, hvilket klageren har bestridt at være blevet oplyst om.

På baggrund af sagens oplysninger er det efter en samlet vurdering nævnets opfattelse, at indklagede ikke har givet klageren føje til at tro, at han solgte bilen i eget navn, men at indklagede har formidlet salget af bilen for en privat sælger, jf. købelovens § 4a, stk. 2. Nævnet lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af salgsannoncen fra Den Blå Avis’ hjemmeside, at bilen sælges privat, at det af slutsedlen tydeligt fremgår, at der er tale om en handel mellem private, samt at hverken indklagedes firmanavn, adresse, logo eller lignende i øvrigt fremgår af slutsedlen, idet det er sælgerens navn og private adresse, der er anført på slutsedlen, ligesom sælgeren kontaktede en anden, som gav et afslag i prisen.

Da der således er tale om formidling, skal kravet rettes imod sælgeren af bilen, som er en privatperson, og ikke imod formidleren, som er erhvervsdrivende. Sagen falder derfor uden for Forbrugerklagenævnets kompetence, jf. lov om forbrugerklager § 7, hvoraf det fremgår, at Forbrugerklagenævnet behandler klager fra forbrugere over erhvervsdrivende vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser, som ikke hører under et godkendt, privat ankenævn. Derfor afvises sagen.

Nævnet bemærker imidlertid, at uanset, at der er tale om en handel mellem to private, medfører det forhold, at salget er formidlet af en erhvervsdrivende, som i forbindelse med salget har optrådt som led i sit erhverv, at tvisten mellem klageren og sælgeren af bilen skal afgøres efter købelovens ufravigelige regler om forbrugerkøb.” (08/02152)

7.12.7. Reklamationsretten følger genstanden

En forbruger, der havde købt en bil af en privatperson, var indtrådt i denne persons rettigheder over for den erhvervsdrivende, der oprindeligt havde solgt bilen

En forbruger havde købt en brugt bil af en privat person, der kort tid forinden havde købt bilen af en erhvervsdrivende. Forbrugeren konstaterede en række fejl ved bilen og reklamerede over dette til den erhvervsdrivende. Den erhvervsdrivende afviste at foretage reparationer under henvisning til, at bilen ikke fejlede noget. I forbindelse med sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet gjorde den erhvervsdrivende gældende, at han ikke var forpligtet over for den nuværende ejer af bilen, da han havde solgt bilen til en anden person, og garantiforpligtelsen fulgte denne person. Forbrugerklagenævnet traf herefter følgende afgørelse:

”Nævnet bemærker at det forhold, at bilen ifølge de udleverede garantibestemmelser er solgt med en seks måneders garanti med 50 % reparationsgodtgørelse, er uden betydning for sagens afgørelse, da et sådant vilkår ikke er bindende for køberen i et forbrugerkøb, jf. herved købelovens § 77, jf. § 1, stk. 2. Vilkåret afskærer således ikke klageren fra at gøre mangelsindsigelser gældende, hvis bilen ved leveringen havde ikke forventelige fejl.

Nævnet bemærker endvidere, at reklamationsretten følger genstanden. En forudsætning for, at klageren kan gøre mangelsindsigelser gældende, er derfor, at den oprindelige køber kunne gøre indsigelser gældende over for indklagede. Klageren kan således ikke få en bedre retsstilling end den oprindelige køber – men derimod få samme retsstilling. Klageren er dermed indtrådt i den oprindelige aftaleerhververs rettigheder.

På baggrund af den sagkyndiges udtalelse lægger nævnet til grund, at fejlen ved bundkarret har været til stede ved leveringen, idet gennemtæring af et bundkar sker over længere tid, hvorfor forstadierne allerede har været til stede inden leveringen. Ifølge den sagkyndige ligger fejlen ud over det forventelige, henset til bilens alder og kilometertal og omstændighederne i øvrigt. Bilen har derfor ved leveringen været mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

På denne baggrund er klageren berettiget til et afslag i prisen, som skønsmæssigt fastsættes til 890 kr., jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3.

Den sagkyndige har ikke kunnet føre de øvrige fejl tilbage til leveringstidspunktet, hvorfor disse ikke kan betegnes som mangler.” (08/02994)

7.12.8. Bilen var genopbygget efter en skade

Det var en ikke uvæsentlig mangel, at bilen var genopbygget efter en skade, da bilen ikke havde samme værdi som en bil, der ikke havde været udsat for en væsentlig skade

Forbrugeren havde af den erhvervsdrivende købt en Fiat Punto, der var registreret første gang i 2002. Få dage efter købet reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende over, at bilen ifølge en FDM-test havde været genopbygget efter en skade.

Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om ophævelse af købet under henvisning til, at han ikke havde kendskab til, at bilen var blevet genopbygget efter en skade, og afviste derfor forbrugerens krav. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af oplysningerne fra Centralregistret for Motorkøretøjer, at klagerens bil har været genopbygget efter en skade ca. et halvt år efter 1. registreringsdato. Nævnet lægger på denne baggrund til grund, at bilen har været skadet for mindst 50 % af bilens nypris.

Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at en bil der har været genopbygget efter en skade ikke har samme værdi, som en bil der ikke har været udsat for en væsentlig skade. Det fremgår endvidere, at en genopbygget bil må repareres med brugte dele.

På denne baggrund må bilen anses for at være mangelfuld i henhold til købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, i det den har været af anden eller ringere beskaffenhed end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være. Da manglen ikke kan anses for at være uvæsentlig, kan klageren hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.

Klageren har endvidere gjort krav om erstatning for FDM-test gældende. Klageren er berettiget til at få erstatning for eftertesten på i alt 320 kr., da eftertesten viste, at der stadig var fejl på bilen. Klageren er imidlertid ikke berettiget til erstatning for specialtesten, da klageren ikke inden udførelsen af testen havde rettet henvendelse til indklagede og påberåbt sig manglerne.

Da klageren siden leveringen har kørt ca. 14.000 kilometer i bilen, lægger nævnet til grund, at klagerens nytte af bilen har medført en sådan værdiforringelse af denne, og at klagerens krav på købesummens tilbagebetaling efter almindelige berigelsesgrundsætninger bør reduceres med et beløb, som skønsmæssigt fastsættes til 7.000 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02320)

7.13. Transport og flytning

7.13.1. To værdifulde malerier bortkommet under flytning

Flyttefirma var erstatningsansvarlig for bortkomst af to malerier, da det ikke skulle komme forbrugeren bevismæssigt til skade, at firmaet ikke havde en procedure, der sikrede, at samtlige effekter på den udarbejdede pakkeliste også blev udleveret til forbrugeren

En forbruger, der skulle flytte til Guatemala, lavede en udførlig optegnelse over sit indbo, som blev udleveret til flyttefirmaet. Af listen fremgik blandt andet 2 malerier, som havde en betydelig værdi.

Flyttefirmaet ompakkede og afsendte indboet uden at notere sig, hvorvidt indholdet stemte overens med det på pakkelisten anførte.

Ved modtagelsen i Guatemala manglede 2 malerier. Forbrugeren kontaktede den erhvervsdrivende, som afviste at være behjælpelig med at anmelde kravet i overensstemmelse med den forsikring, som man havde tegnet på forbrugerens vegne. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Før afsendelse af godset udarbejdede klageren en pakkeliste, hvoraf bl.a. fremgår, at der blandt flyttegodset var to relativt kostbare malerier. Indklagede har på baggrund af klagerens værdiansættelser i pakkelisten ladet godset forsikre for klagerens regning.

Indklagede ompakkede klagerens ejendele forud for afsendelsen fra Danmark og har i den forbindelse haft mulighed for at sikre sig, at det relativt begrænsede antal effekter, som var nævnt på pakkelisten, var til stede. Indklagede har endvidere ved udlevering af effekterne til klageren haft mulighed for at sikre sig bevis for, at effekterne var til stede på daværende tidspunkt og alle blev udleveret.

Efter det oplyste har indklagede ikke haft en procedure, der sikrer, at samtlige indleverede effekter også bliver udleveret til kunden. Nævnet finder, at indklagede, der havde kendskab til, at flyttegodset indeholdt værdifulde malerier, havde en særlig grund til at sikre sig bevis for udlevering af malerierne.

Henset til at klageren reklamerede over de manglende malerier straks efter modtagelse af indboet, og da det ikke skal komme klageren bevismæssigt til skade, at indklagede ikke har en procedure, der kan afklare, om samtlige effekter blev udleveret til kunden, lægger nævnet i overensstemmelse med klagerens forklaring til grund, at de to malerier af kunstneren Inger Hannmann manglede ved udleveringen.

Da malerierne anses for bortkommet i indklagedes varetægt, og da indklagede ikke har godtgjort, at dette ikke skyldes indklagedes fejl eller forsømmelse, er indklagede erstatningsansvarlig overfor klageren for det tab, hun herved har lidt. Maleriernes værdiansættelse er ikke bestridt af indklagede, og erstatningen fastsættes derfor til 42.000 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerklagenævnet. (08/02612)

7.13.2. Ændring af afrejsetidspunktet for flybilletter til et weekendophold i Italien

Et forbehold i flyselskabets forretningsbetingelser, hvorefter flyselskabet forbeholdt sig retten til at ændre flyafgange, kunne ikke anses for vedtaget. Da ændringen af flytiden indebar, at rejsen blev forkortet med ca. 25 %, var forbrugeren berettiget til et afslag i prisen

En forbruger havde via et flyselskabs hjemmeside købt flybilletter fra Danmark til Italien tur/retur. 17 dage før forbrugeren skulle rejse til Italien, meddelte flyselskabet, at afrejsetidspunktet var blevet ændret fra kl. 8.15 til 16.35, således at forbrugeren skulle flyve fra Danmark over 8 timer senere end beregnet.

Forbrugeren henvendte sig til den erhvervsdrivende, da ændring betød, at forbrugeren ville miste en dag på destinationen. Den erhvervsdrivende henholdte sig til, at de havde overholdt reglerne i forordning 261/2004 art. 6, da de havde ændret afrejsetidspunktet mere end 14 dage før afrejse. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Nævnet bemærker indledningsvist, at EU forordning 261/2004 art. 6 er overholdt, da indklagede 17 dage før afrejsetidspunktet oplyste klageren om ændringen. Der kan således ikke kræves kompensation på baggrund heraf. Reglerne i forordningen udelukker imidlertid ikke, at klageren kan gøre yderligere krav gældende efter de civilretlige regler, jf. forordningens art. 12.

Det fremgår af indklagedes forretningsbetingelser, at indklagede forbeholder sig retten til at ændre flyafgange. Dette forbehold findes på side 9 i indklagedes betingelser. Da forbeholdet er byrdefuldt og ikke særlig fremhævet, kan forbeholdet ikke anses for at være vedtaget.

Dertil kommer, at den faktiske ændring af flytid, der indebar at klagerens rejse blev forkortet med ca. 25 %, er af en sådan karakter og omfang, at den ikke kan anses for at være omfattet af de forbehold for ændringer af flytider, som klageren ifølge aftalen har måttet være forberedt på at skulle tåle.

Klageren er på denne baggrund berettiget til et afslag, der skønsmæssigt fastsættes til 1.000 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til forbrugerstyrelsen. (08/04679)

7.14. Musikinstrumenter, cd’er, videobånd, konceter mv.

Ingen sager.

7.15. Aviser, ugeblade, tidsskrifter, bøger

Ingen sager.

7.16. Øvrige sager

7.16.1 Skildpadde kunne ikke ombyttes

En sælger kunne ikke afværge forbrugerens krav om ophævelse ved at tilbyde omlevering, da omlevering med en tilsvarende skildpadde var umulig

Da en forbruger henvendte sig i en dyrehandel for at købe en leopardskildpadde, kunne hun vælge mellem 5 – 7 skildpadder, som befandt sig i et bur med en varmelampe. Forbrugeren udvalgte den købte skildpadde, fordi den var aktiv, i modsætning til de andre skildpadder, som lå helt stille under varmelampen.

To dage senere døde skildpadden, og forbrugeren henvendte sig hos dyrehandleren for at få sine penge tilbage. Dyrehandleren ville imidlertid ikke betale pengene tilbage til forbrugeren, men tilbød hende i stedet en ny skildpadde. Det ville forbrugeren ikke acceptere, og sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Indklagede har ikke bestridt, at skildpadden var mangelfuld på købstidspunktet, og indklagede har tilbudt klageren en ny skildpadde. På denne baggrund og på baggrund af den sagkyndiges udtalelse lægges det til grund, at skildpadden på købstidspunktet var behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.

Klageren har fremsat krav om ophævelse af købet. Indklagede har afvist at betale pengene tilbage men har tilbudt omlevering.

Det fremgår af købelovens § 78, stk. 3, at en sælger kan afværge køberens krav om ophævelse ved at tilbyde omlevering (eller afhjælpning), forudsat at den valgte beføjelse ikke er umulig, jf. herved købelovens § 78, stk. 2.

Da klageren ved købet valgte den mest ”aktive” skildpadde, finder nævnet, at der er indgået aftale om køb af en bestemt skildpadde – et såkaldt specieskøb, og indklagede har derfor ikke kunnet afværge klagerens krav om ophævelse ved at tilbyde omlevering.

Klageren har derfor været berettiget til at hæve købet, idet manglen ikke er uvæsentlig, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01271)

7.16.2. Aftale om permanent fjernelse af uønsket hårvækst

Da det lovede resultat ikke var opnået efter 13 behandlinger, var forbrugeren berettiget til at få vederlaget tilbagebetalt

En forbruger indgik en aftale om at få laserbehandlinger á 6.000 kr. pr. behandling for permanent at få fjernet hårvækst på nakke, skuldre og ryg.

Aftalen blev indgået på baggrund af oplysningerne på den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvoraf det fremgik, at uønsket hårvækst nemt og effektivt kan fjernes efter 4-5 behandlinger med den nyeste laserteknologi.

Da resultatet efter 6 behandlinger til i alt 36.000 kr. ikke var tilfredsstillende, modtog forbrugeren yderligere 7 behandlinger uden beregning. Da resultatet efter 13 behandlinger fortsat ikke var tilfredsstillende, tilbød den erhvervsdrivende at foretage yderligere behandlinger. Dette afviste forbrugeren, idet behandlingerne ikke havde den lovede effekt. Forbrugeren ønskede at hæve aftalen og få sine penge tilbage. Den erhvervsdrivende afviste dette.

Forbrugeren indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:

”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at der ved besigtigelsen har været kraftig hårvækst på klagerens ryg. Endvidere fremgår, at der ikke kan forventes yderligere resultat ved fortsat behandling, idet pigmentet i håret ikke er tilstrækkeligt. Det er samtidigt den sagkyndiges vurdering, at såfremt der har været en lille procentdel mørkere hår, så har det været et meget lille og utilfredsstillende resultat at indlede behandling for.

Nævnet lægger til grund, at klageren ved aftalens indgåelse har modtaget information om, at uønsket hårvækst nemt og effektivt kan fjernes permanent ved hjælp af den nyeste laserteknologi, at det normalt er nødvendigt med 4-5 behandlinger for at opnå et godt resultat, alt afhængig af hudtype og hårtype, at det indtil videre kun kan lade sig gøre at fjerne hår der er mørkere end huden, og at jo større farvekontrast mellem hud og hår, des bedre resultat.

Henset til indklagedes oplysning om, at det er muligt permanent at fjerne uønsket hårvækst sammenholdt med den sagkyndiges oplysning om, at pigmentet i hårene ikke er tilstrækkeligt til, at der ved fortsat behandling kan forventes yderligere resultat, og at det opnåede resultat har været et meget lille og utilfredsstillende resultat at indlede behandling for, er det nævnets vurdering, at behandlingen ikke har haft den lovede effekt og dermed uden værdi for klageren. Klageren er derfor berettiget til at hæve aftalen og kræve tilbagebetaling af vederlaget på 36.000 kr. for de udførte behandlinger.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2006-7211/7-72).

7.16.3. Forventning om gratis behandling som hårmodel

Den erhvervsdrivende havde ikke godtgjort, at der på forhånd var givet forbrugeren oplysning om betaling for ydelsen, hvorfor forbrugeren havde en berettiget forventning om, at behandlingen var gratis, når hun var hårmodel

En forbruger reagerede på et skilt i den erhvervsdrivendes butiksvindue, hvoraf det fremgik, at man søgte hårmodeller til klipning og farvning. Parterne erindrede ikke den eksakte ordlyd af skiltet, men var enige om, at der ikke var anført en pris.

Ifølge forbrugeren havde den erhvervsdrivende ikke fortalt, at der skulle betales for ydelsen, og hun tog det derfor som en selvfølge, at det var gratis. Omvendt oplyste den erhvervsdrivende, at man allerede da forbrugeren henvendte sig i butikken for at aftale en tid til behandlingen, orienterede hende om de relevante priser, som det er kutyme.

Efter behandlingen blev forbrugeren præsenteret for en regning på 820 kr. for farvning og hårkur, som hun betalte under protest. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:

”Nævnet anser det for godtgjort, at der ikke i forbindelse med skiltningen i indklagedes butiksvindue efter hårmodeller blev givet oplysninger om priser. Mod klagerens benægtelse har indklagede desuden ikke løftet bevisbyrden for, at sådanne oplysninger er givet inden behandlingen blev udført.

Det er flertallets (3 nævnsmedlemmers) opfattelse, at klageren ved manglende forhåndsoplysning om priserne med rette kan forvente, at den udførte behandling er gratis, når hun agerer hårmodel.

De øvrige nævnsmedlemmer (2 nævnsmedlemmer), anser det for forventeligt, at ydelserne modsvares af en reduceret betaling i forhold til salonens sædvanlige priser, når forbrugeren er hårmodel. Det af indklagede opkrævede beløb anses, henset til den sagkyndiges oplysninger, i øvrigt ikke for urimeligt.

Nævnet træffer herefter afgørelse i overensstemmelse med flertallet, og indklagede skal således tilbagebetale det erlagte til klageren.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/00816)

Top |

Denne side er kapitel 7 af 9 til publikationen "Forbrugerjura 2008".
Version nr. 1.0 af 18-06-2009
© Forbrugerstyrelsen 2009