Kapitel 5 Forbrugeraftaleloven

5.1. Principielle sager
- 5.1.1. Forbrugernes fortrydelsesret på internettet

5.1. Principielle sager

5.1.1. Forbrugernes fortrydelsesret på internettet

3 domme blev i årets løb afsagt i Forbrugerombudsmandens fortrydelsesretskampagne, der startede op i 2007.

10 internetbutikker blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden i 2007 i forbindelse med en kampagne, der havde til formål at skabe opmærksomhed om, at internetbutikker har pligt til at give og oplyse om fortrydelsesret.

Forbrugeraftaleloven indeholder regler om fortrydelsesret, hvor der som udgangspunkt er en 14-dages fortrydelsesret på både køb af varer og tjenesteydelser, på internettet.

Forkerte oplysninger om fortrydelsesretten kan straffes med bøde, hvis der er tale om en grov eller gentagen overtrædelse, jf. forbrugeraftalelovens § 29, stk. 1, nr. 1.

Der kan læses mere om Forbrugerombudsmandens fortrydelsesretskampagne på www.forbrugerombudsmanden.dk

5.1.1.1. 25.000 kr. for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret ved bestillingsvarer

Retten i Roskilde afsagde en dom i en sag, hvor der ikke var givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten i forbindelse med fjernsalg via internettet. Der var tale om en detailhandelsvirksomhed, der også havde en hjemmeside, hvor der i begrænset omfang blev solgt varer fra.

Forbrugerombudsmanden konstaterede i forbindelse med fortrydelsesretskampagnen, at den pågældende butik på sin hjemmeside oplyste, at der ikke var fortrydelsesret for varer, der blev bestilt specielt hjem til kunderne.

Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med reglerne. Der er således også fortrydelsesret for varer, som bestilles specielt hjem til kunderne, og internetbutikker er ifølge forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 5, forpligtet til at oplyse om, at der er fortrydelsesret.

Retten lagde til grund, at selskabet – efter at have modtaget en henvendelse fra Forbrugerombudsmanden – fejlagtigt troede, at de havde rettet fejlen. Retten fandt det derfor betænkeligt at anse overtrædelsen for grov.

Til gengæld fandt retten, at der var tale om en oftere gentaget overtrædelse, og butikken blev idømt en bøde på 25.000 kr. (08/01569)

5.1.1.2. 35.000 kr. for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret ved køb af elektroniske varer og ”skaffevarer”

En detailhandelsvirksomhed, der solgte autoreservedele, og som også havde en hjemmeside, hvorfra der blev solgt varer, fik en bøde på 35.000 kr., fordi der ikke var afgivet korrekte oplysninger om fortrydelsesret i forbindelse med fjernsalg via internettet.

I forbindelse med fortrydelsesretskampagnen konstaterede Forbrugerombudsmanden, at den pågældende virksomhed på sin hjemmeside oplyste, at der ikke var fortrydelsesret for elektroniske varer og såkaldte ”skaffevarer”.

Sådanne forbehold kan imidlertid ikke tages efter reglerne i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 5. Der er også fortrydelsesret for elektroniske varer og skaffevarer, og det har internetbutikker pligt til at oplyse.

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at der havde været tale om både en grov og oftere gentaget overtrædelse, idet indehaveren af virksomheden ikke havde reageret på Forbrugerombudsmandens henvendelser, og at de ulovlige vilkår havde fremgået af hjemmesiden siden 2004.

Den omstændighed, at indehaveren af virksomheden havde sendt henvendelserne fra Forbrugerombudsmanden videre til den person, der i sin tid havde lavet hjemmesiden, og bedt denne om at foretage de anviste ændringer – hvilket ikke skete – talte ikke i formildende retning. Indehaveren skulle have fulgt op på, at ændringerne blev foretaget. (08/01568)

5.1.1.3. 1.000 kr. i bøde for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret ved køb af bøger m.v.

En erhvervsdrivende solgte forskellige uld- og mohair-produkter samt opskriftsbøger via internettet.

I forbindelse med fortrydelseskampagnen konstaterede Forbrugerombudsmanden, at den pågældende virksomhed på sin hjemmeside oplyste, at der ikke var fortrydelsesret for bøger.

Sådanne forbehold kan imidlertid ikke tages efter reglerne i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 5. Der er også fortrydelsesret for bøger, og det har internetbutikker pligt til at oplyse.

Retten fandt, at forholdet skulle straffes med en bøde på 1.000 kr.

Forbrugerombudsmanden har taget dommen til efterretning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at dommen ikke skal tages som udtryk for bødeniveauet i denne type sager, idet der forelå helt særlige forhold vedrørende bevisvurderingen. (08/01579)

5.1.1.4. Fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven

En erhvervsdrivende rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden, idet den erhvervsdrivende ønskede oplyst, om forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret også gælder for trylletricks.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at udgangspunktet ifølge forbrugeraftaleloven er, at en forbruger, der indgår en aftale om køb af en vare eller levering af en tjenesteydelse via internettet, har en 14-dages fortrydelsesret. Forbrugerombudsmanden anførte dog samtidig, at loven indeholder en række undtagelser fra dette udgangspunkt, herunder regler der giver mulighed for, at der mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren aftales en kortere fortrydelsesfrist.

Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4, hvoraf det følger, at hvis aftalen vedrører fjernsalg af en ikke-finansiel tjenesteydelse, gælder fortrydelsesretten kun indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb.

Det blev endvidere anført, at et trylletrick efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er en ikke-finansiel tjenesteydelse og dermed omfattet af § 18, stk. 4. (08/07065)

5.1.1.6. En dating-side på nettet gav ikke fortrydelsesret i henhold til forbrugeraftalelovens regler

En virksomhed havde en datingtjeneste på en hjemmeside, hvor der ikke blev givet fortrydelsesret.

Forbrugeraftaleloven indeholder regler om fortrydelsesret, hvor der som udgangspunkt er en 14-dages fortrydelsesret på både køb af varer og tjenesteydelser, som fx adgang til en datingtjeneste.

Efter Forbrugerombudsmanden havde rettet henvendelse til virksomheden bag datingsiden, valgte den pågældende virksomhed at rette ind, således at der bliver givet en fortrydelsesret på 14 dage i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven.

Da der i forbrugeraftaleloven er mulighed for at begrænse fortrydelsesretten under nærmere angivne betingelser, blev det ligeledes præciseret over for virksomheden, hvilke betingelser der kræves, for at man kan begrænse fortrydelsesretten. Datingsiden er efterfølgende ændret, så udformningen og formuleringen af oplysningerne om fortrydelsesretten og samtykket til bortfald af fortrydelsesretten er i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven. (08/03472)

5.1.1.7. Sammenkædning af en mobiltelefon og et abonnement indebærer, at der er tale om en samlet ydelse, som kan fortrydes i henhold til forbrugeraftaleloven

Teleankenævnet traf i juni 2006 en afgørelse om fortrydelsesret ved salg af mobiltelefoner med tilknyttet abonnement. I afgørelsen udtaler nævnet, at sammenkædningen af en mobiltelefon og et abonnement indebærer, at der er tale om en samlet ydelse, hvor mobiltelefonen må anses for hovedydelsen. Derfor finder reglerne om fortrydelsesret for køb af varer anvendelse med det resultat, at forbrugeren ikke gyldigt kan give afkald på fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4.

Forbrugerombudsmanden skrev ud til alle teleselskaber, som sælger mobiltelefoner med abonnement, hvori Forbrugerombudsmanden erklærede sig enige i afgørelsen fra Teleankenævnet. Samtidig bad Forbrugerombudsmanden teleselskaberne om at redegøre for deres vilkår og procedurer omkring fortrydelsesret i forbindelse med fjernsalg af mobiltelefoner med abonnement, herunder hvorvidt procedurerne var indrettet i forhold til Teleankenævnets afgørelse.

Ud fra teleselskabernes svar kunne Forbrugerombudsmanden konstatere, at samtlige selskaber enten allerede efterlevede afgørelsen fra Teleankenævnet eller ville indrette sine procedurer i overensstemmelse hermed i nærmeste fremtid.

I forlængelse af Forbrugerombudsmandens brev stillede TDC et spørgsmål vedrørende Teleankenævnets bemærkninger i afgørelsen om kundens hæftelse af registreret forbrug frem til udøvelse af fortrydelsesretten.

Forbrugerombudsmanden fandt, at der i henhold til forbrugeraftalelovens § 21 ikke kan gøres krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren, og således heller ikke for et registreret forbrug indtil udøvelsen af fortrydelsesretten.

Dog fandt Forbrugerombudsmanden, at hvor et forbrug har karakter af misbrug, kan det ud fra almindelige berigelsesbetragtninger pålægges forbrugeren at godtgøre den erhvervsdrivende et beløb, der modsvarer værdien af den nytte, forbrugeren har haft af ydelsen i tiden frem til fortrydelsen. Berigelseskravet kan dog ikke overstige den berigelse, forbrugeren konkret måtte have haft, og kan heller ikke overstige den erhvervsdrivendes tab. (08/03213 og 08/05879)

5.1.1.8. Misbrug af fortrydelsesret på internetauktionshus

Et internetauktionshus ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af et initiativ til at forhindre misbrug af fortrydelsesretten i forbrugeraftaleloven.

Virksomheden oplyste, at den af og til oplevede, at en køber afhentede en vare i løbet af ugen og derefter benyttede fortrydelsesretten og returnerede varen igen efter weekenden. Virksomheden og sælgeren af varen havde i disse situationer ind i mellem indtryk af, at varen – fx en festkjole el. lign. – havde været brugt af køberen i weekenden, men at virksomheden ikke umiddelbart havde mulighed for at bevise denne mistanke, hvilket bl.a. gav anledning til utilfredshed hos sælgeren af varen.

Internetauktionshuset mente derfor, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis det var muligt – uden at komme i strid med loven – at påføre de solgte varer en stor mærkat, der ikke måtte være fjernet, hvis køberen ønskede at benytte sin fortrydelsesret. Virksomheden anførte i den forbindelse, at mærkatet ville give køberen uhindret adgang til at prøve, om tøjet, skoene, smykkerne el.lign. passede, men ville forhindre – hvis mærkaten er stor, har en markant farve og placeres på varens yderside – at køberen fx tog den pågældende vare på til en fest for efterfølgende at returnere den under henvisning til fortrydelsesretten i forbrugeraftaleloven.

Forbrugerombudsmanden henviste til forbrugeraftalelovens § 20, som fastsætter betingelserne for forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten, og forbrugeraftalelovens § 28, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at sælgeren ifølge ordlyden af forbrugeraftalelovens § 20 som udgangspunkt ikke vil kunne stille andre krav til køberens udnyttelse af fortrydelsesretten, end at varen tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde, som den var ved leveringen til køberen. Køberen vil således godt kunne prøve en vare, hvis blot varen, trods den brug der er gjort af den, ikke er forandret eller forringet i nævneværdig grad, eller hvis den nemt kan bringes tilbage til den stand, den var i, da køberen fik den i hænde.

Forbrugerombudsmanden henviste endvidere til, at fortrydelsesretten ifølge forarbejderne til forbrugeraftaleloven ikke afskæres af, at køberen har fjernet emballagen og ikke kan tilbagegive denne eller ikke kan tilbagegive den i samme stand, medmindre emballagen repræsenterer en ikke ubetydelig værdi for sælgeren og normalt af forbrugerne benyttes til opbevaring af varen. Forbrugerombudsmanden anførte dog, at Forbrugerklagenævnet i sin praksis synes at åbne op for, at der kan stilles krav om returnering af den originale emballage, hvis forbrugeren er gjort opmærksom herpå – også selvom kravet om, at emballagen normalt bruges til opbevaring, ikke er opfyldt.

I lyset heraf og ud fra en formålsfortolkning af reglen om fortrydelsesret – nemlig at forbrugeren ved fjernsalg ikke har mulighed for inden købet at undersøge og afprøve varen – sammenholdt dels med virksomhedens ønske om at forhindre misbrug af fortrydelsesretten, dels at den beskrevne fremgangsmøde ikke på nogen måde begrænser køberens mulighed for at afprøve den købte vare, udtalte Forbrugerombudsmanden, at det var hans opfattelse, at man godt ville kunne argumentere for, at den beskrevne fremgangsmåde ville være forenelig med reglerne i forbrugeraftaleloven.

Det ville dog efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være en forudsætning herfor, at køberen på et varigt medium udtrykkeligt blev oplyst om retsvirkningen af, at mærkatet blev fjernet, ligesom der måtte kunne stilles krav om, at mærkatet fra den erhvervsdrivendes side blev fastsat på en sådan måde, at risikoen for, at dette utilsigtet falder af varen, minimeres mest muligt.

Forbrugerombudsmanden understregende dog samtidig, at spørgsmålet – bl.a. i lyset af forbrugeraftalelovens § 28 – kunne give anledning til tvivl, og at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene. Forbrugerombudsmanden udtalte derfor, at det ikke kunne udelukkes, at domstolene eller Forbrugerklagenævnet ville kunne nå til den konklusion, at et vilkår om, at fortrydelsesretten er betinget af, at mærkatet fortsat sidder på varen, skal tilsidesættes, fx hvis varen – med undtagelse af den manglende mærkat – i øvrigt er i væsentlig samme stand, som da køberen fik denne i hænde. (08/05778)

5.1.1.9. Spørgsmål om internetbutik og fjernsalg

Forbrugerombudsmanden behandlede et spørgsmål, om hvorvidt en erhvervsdrivendes hjemmeside var en internetbutik, og om brug af hjemmesiden kunne betegnes som fjernsalg. I givet fald ville forbrugeraftalelovens regel om fortrydelsesret finde anvendelse.

Efter en gennemgang af hjemmesiden vurderede Forbrugerombudsmanden imidlertid, at forbrugeren alene foretog en reservering af varer, og at forbrugeren ikke økonomisk eller på anden måde blev forpligtet ved brug af hjemmesidens muligheder. Der blev i den forbindelse lagt vægt på ordvalget på hjemmesiden, herunder ord som elektronisk vareudstilling på internettet og gentagen brug af verbet ”reserver”, og at varen efter reservering kunne ses og købes i en af forbrugeren valgt butik. Der var således først tale om en bindende aftale om køb/salg, når en forbruger betalte for den reserverede vare i den fysiske butik.

Forbrugerombudsmandens konklusion var herefter, at det ikke var et lovkrav, at forbrugerne skulle have fortrydelsesret, når de reserverede varer via den erhvervsdrivendes hjemmeside. (08/01674)

5.1.1.10. Ikke lovkrav om fortrydelsesret ved privatleasing af biler

Forbrugerne har ikke krav på fortrydelsesret, når de indgår en fjernsalgsaftale om privatleasing af biler. Dette har Forbrugerombudsmanden meddelt en brancheorganisation i en forhåndsbesked.

Forbrugerombudsmanden blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt lovgivningen stiller krav om, at en leasingorganisations standardkontraktmateriale for privatleasing af biler skal indeholde fortrydelsesret for forbrugerne.

Dansk ret indeholder ikke generelle regler om fortrydelsesret ved aftaler, som forbrugerne indgår med de erhvervsdrivende. Sådanne aftaler er som udgangspunkt bindende for begge parter.

Ved fjernsalgsaftaler, hvor parterne ikke mødes fysisk, fx aftaler via internettet eller pr. telefon, fax mv., er der derimod normalt fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven.

Det gælder dog ikke ved aftaler om ”transportydelser”.

På dette punkt har Folketinget valgt at medtage en undtagelse ordret i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, fra EU’s fjernsalgsdirektiv. Det indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at EF-Domstolens fortolkninger af begrebet transportydelse dermed får direkte betydning for lovens fortolkning.

I lyset heraf og navnlig den udvidede fortolkning af begrebet, må det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse antages, at også aftaler om leasing af biler, der er en særlig form for lejeaftale, er undtaget fra direktivets og dermed forbrugeraftalelovens krav om fortrydelsesret.

Det betyder med andre ord, at lovgivningen ikke indeholder krav om fortrydelsesret ved privatleasing af biler, og at lovens afgrænsning af fortrydelsesretten på dette punkt svarer til direktivets.

EF-Domstolen har i en dom fra 2005 (sag C-335/03, EasyCar, Saml. 2005 I, s. 1947), udtalt, at billeje er omfattet af begrebet transportaftaler i det generelle fjernsalgsdirektivs forstand (direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997) om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. (1100/5-1064)