Kapitel 3 Betalingsmiddelloven
3.1. Principielle sager
3.1.1.1. Dom om fortrydelsesret i sag om køb af e-penge
En forbruger havde stævnet et pengeinstitut i en sag angående køb af ydelser på internettet gennem et firma. En dom fra Østre Landsret underkender Pengeinstitutankenævnets tidligere afgørelse i sagen, herunder Forbrugerombudsmandens retningslinjer på området, som forbrugeren havde støttet sin ret på.
Da forbrugeren ikke fik de ydelser, han mente, han havde betalt for, kontaktede han sit pengeinstitut med henblik på at få dem til at tilbageføre betalingen i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer vedrørende fjernsalg mv. i betalingssystemer med betalingskort af december 1996.
Retningslinjerne indebærer, at en forbruger, der anvender sit betalingskort til køb på internettet, kan anmode om, at kortudstederen/pengeinstituttet tilbagefører købesummen, såfremt der ikke sker levering af de købte ydelser.
Pengeinstituttet afviste imidlertid dette, idet betalingen var sket via et firma, som er en international udsteder af e-penge til anvendelse for betaling på internettet.
Forbrugeren, der hos Pengeinstitutankenævnet fik medhold i, at Forbrugerombudsmandens retningslinjer fandt anvendelse på købet, stævnede herefter banken, og Forbrugerombudsmanden indtrådte i december 2007 i sagen til støtte for forbrugerens synspunkt, idet sagen rejste principielle spørgsmål om retningslinjernes anvendelsesområde.
Finansrådet valgte til gengæld at føre sagen som mandatar for Nordea, og PBS indtrådte til støtte for Nordea.
Østre Landsret mente ikke, at retningslinjerne fandt anvendelse på forbrugerens køb. Forbrugeren havde brugt sit Visa-kort til få leveret e-penge – og den ydelse havde han fået. Hvad han senere havde brugt e-pengene til at købe, var efter landsrettens opfattelse sagen uvedkommende.
Læs mere om sagen på www.forbrugerombudsmanden.dk. (08/01628)
3.1.1.2. Gebyr for betaling med kreditkort kan overvæltes på kortbruger ved udenretlig inddrivelse
Et betalingsgebyr ved betaling med kreditkort på internettet kan overvæltes på kortbruger (skyldner) ved udenretlig inddrivelse i forbrugerforhold uafhængigt af de maksimumsbeløb, der er fastsat i medfør af rentelovens § 9a. Men kravene efter betalingsmiddellovens § 14, stk. 6 skal overholdes.
Forbrugerombudsmanden har i en forhåndsbesked udtalt sig om, i hvilket omfang et gebyr for betaling med kreditkort over internettet kan overvæltes på kortbrugeren, når betalingsmodtager er en inkassovirksomhed, kortbruger er skyldner i forhold til en given fordring, og der er tale om udenretlige inddrivelse af fordringer i forbrugerforhold.
Baggrunden for sagen er, at det ved rentelovens § 9a og bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling, jf. markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, er fastsat, hvilke udgifter en fordringshaver kan kræve betalt af en skyldner ved udenretlig inddrivelse af fordringer i forbrugerforhold, og inden for hvilke beløbsgrænser der kan kræves betaling. Reglerne er beskyttelsespræceptive.
Forbrugerombudsmanden henviste i sin forhåndsbesked til, at reglerne i rentelovens § 9a og bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 tog sigte på fordringshavers (eller dennes repræsentant) omkostninger til de inddrivelsesskridt, der var forbundet med inddrivelse af den konkrete fordring.
Der var med det her omhandlede betalingsgebyr tale om en betaling til tredjemand for anvendelse af en given betalingsform, og gebyret sås efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke at have en sådan karakter, at det var reguleret af de nævnte regler.
Forbrugerombudsmanden lagde desuden vægt på, at skyldner efter det oplyste ville blive tilbudt andre betalingsformer.
Det var således ikke Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det her omhandlede betalingsgebyr skulle indeholdes i det maksimumsbeløb, som en inkassovirksomhed kan overvælte på skyldner i medfør af bilag 1, jf. § 3, til bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002.
Forbrugerombudsmanden tilkendegav samtidig, at han forudsatte, at kravene efter betalingsmiddellovens § 14, stk. 6, blev iagttaget. Det vil sige, betalingsgebyret alene kunne opkræves hos skyldner, såfremt indløser opkrævede et gebyr hos inkassovirksomheden, at der alene blev opkrævet det konkrete gebyr for den konkrete transaktion og således ikke overvæltet andre omkostninger ved modtagelse af betalingskort på skyldner, samt at inkassovirksomheden forud for aftalens indgåelse på tydelig måde oplyste om, hvorvidt og i givet fald hvilke gebyrer der blev opkrævet i forbindelse med betaling med et kreditkort. (08/06248)