| Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Kapitel 2 Markedsføringsloven

2.1. Lovens § 1. God markedsføringsskik

2.1.1. Kontraktvilkår

2.1.1.1. Transportselskab tydeliggør skiltning med natkørsel

Forbrugerombudsmanden blev i efteråret 2007 efter en avisartikel opmærksom på, at der var problemer med et transportselskabs køreplaner, idet selskabet skiltede med kørsel om natten, selvom dette ikke var tilfældet. Forbrugerombudsmanden rettede herefter henvendelse til selskabet.

Selskabet oplyste, at det hidtil havde fremgået af køreplanerne, som var opsat på stationerne, at togene kørte om natten. Togene kørte dog ikke om natten i hverdagene, hvilket der oplystes om på klistermærker, som blev påsat de permanente tavler med køreplaner. Endvidere oplyste selskabet, at der var sat fokus på problemet, så passagererne ikke gik forgæves.

Forbrugerombudsmanden meddelte selskabet, at oplysningerne om natkørsel skulle være korrekte og fremgå tydeligt på stationerne, og at det afgørende for, at denne ordning kunne accepteres og fungere, var, at klistermærkerne med ændringer af selskabets køretider sad i umiddelbar forlængelse af de oplysninger, der ellers blev givet om selskabets natkørsel.

Selskabet oplyste, at der ville blive iværksat en ekstraordinær ekspedition af alle stationer for at sikre, at klistermærkerne sad, hvor de skulle, og at der i øvrigt løbende ville være ekstra fokus på, at mærkerne blev på deres plads.

Endvidere oplyste selskabet over for Forbrugerombudsmanden, at der i forbindelse med en forventelig udskiftning af de permanente tavler ville blive ændret i oplysningerne om natkørsel.

Tavlerne ville fremover henvise til ikke-permanente ”trafikinformationstavler”, hvorpå der ville fremgå konkret information om den ugentlige natkørsel – herunder første og sidste afgang. (1129/5-530)

2.1.1.2. Opkrævning af gebyr ved personbefordring i tog

En sag i dagspressen satte fokus på, om det var lovligt, at et transportselskab, der stod for personbefordring, opkrævede gebyrer af passagerer, når der på grund af svigt ved billetautomater ikke var indløst billet til en tur med toget på tværs af landsdelene.

Den konkrete sag rejste problemstillingen, om en rejsende, der ikke havde billet, kunne opkræves en kontrolafgift på 600 kr., et ekspeditionsgebyr på 40 kr. for udstedelse af billet eller blot billettens pris i en situation, hvor der ville ske billetkontrol i toget.

Transportselskabet havde ret til at opkræve gebyrer og kontrolafgifter for manglende billet, men det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke burde være sådan, at man udstedte kontrolafgifter til passagerer, som derefter ved en enkelt klage ville kunne undgå at betale afgifterne, fordi automaterne på stationerne ikke virkede. Det ville være unødigt formelt, hvis en kunde skulle klage skriftligt, hvis vedkommende over for togpersonalet kunne påvise, at det ikke har været muligt at købe en billet på afrejsestationen.

Forbrugerombudsmanden tog derfor kontakt til transportselskabet.

Transportselskabet erklærede sig enig i Forbrugerombudsmandens synspunkt og oplyste, at togpersonalet i denne situation solgte den rejsende en billet uden ekstra omkostninger.

På baggrund af transportselskabets svar, lagde Forbrugerombudsmanden endvidere til grund, at transportselskabets administration af reglerne for opkrævning af kontrolgebyrer og tillæg samt klagevejledning byggede på en instruks til togpersonalet, og at de kriterier og fremgangsmåder, som transportselskabet benyttede sig af, baserede sig på saglige og rimelige hensyn.

Forbrugerombudsmanden foretog sig herefter ikke yderligere i anledning af sagen. (08/06708)

2.1.1.3. Øreafrunding ved betaling med Dankort

Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en forbruger, som oplevede, at en butik foretog afrunding til nærmeste 25-øre, når han betalte med Dankort. Forbrugerombudsmanden kontaktede forretningen, som oplyste, at det måtte være en fejl, da det ikke var forretningens praksis.

Sagen gav Forbrugerombudsmanden anledning til at præcisere, at det som udgangspunkt er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, at foretage afrunding ved betaling med Dankort.

Betalingen skal gennemføres på det præcise beløb, også selvom dette er ”skævt”. Det gælder også, hvis kunden eksempelvis beder om at hæve ”100 kr. over beløbet.”

Afrunding til nærmeste 25-øre kan kun ske, når der betales med mønter og sedler, idet 5 og 10-ørerne er afskaffet. Afrunding ved kontant betaling er reguleret i Møntloven, som administreres af Økonomi- og Erhvervsministeriet. (1169/5-380)

2.1.1.4. Sponsorkoncept ikke i strid med markedsføringsloven

Forbrugerombudsmanden modtog en anmodning om en forhåndsbesked vedrørende et påtænkt sponsorkoncept. En forening med både voksne og børn som medlemmer ville indgå en samarbejdsaftale med en virksomhed om, at foreningen for at uddele markedsføringsmateriale for virksomheden ville modtage sponsorstøtte. Der var tale om et produkt, som alene voksne kunne købe. Da konceptet havde mange ligheder med det koncept, der lå til grund for Telia-dommen (U.2002.2277/2S) og set i lyset af dommens resultat, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at sponsorkonceptet ikke ville være i strid med markedsføringslovens § 1. (08/08331)

2.1.1.5. Bon og reklamationsret ved lagersalg

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over, at denne i forbindelse med et lagersalg med tøj var blevet nægtet en bon. Klageren havde også fået oplyst, at der ikke var reklamationsret på tøj købt på lagersalget.

Forbrugerombudsmanden rettede på denne baggrund henvendelse til firmaet og gjorde opmærksom på, at det er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, at nægte kunder at få udleveret en bon ved køb på et lagersalg samt at give kunderne det urigtige indtryk, at der ikke er reklamationsret på varer købt på et lagersalg.

Den erhvervsdrivende oplyste efterfølgende over for Forbrugerombudsmanden, at man for fremtiden ville udlevere boner til kunder, som ønsker dette. Desuden vil man ikke afvise klager over varer købt på lagersalg.

Forbrugerombudsmanden udtalte også i sagen, at man ikke generelt må afvise klager over 2. sorteringsvarer. Man kan ved tydelig skiltning samt på boner gøre opmærksom på, at der for konkret angivne fejl på varen ikke er reklamationsret. Opstår der andre fejl på varen, gælder reklamationsretten på sædvanlig vis. (08/02249)

2.1.1.6. CTR-saldo på apotekernes kasseboner

Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en forbruger, som ikke ud fra apotekernes kasseboner kunne kontrollere vedkommendes egen CTR-saldo (Centrale Tilskudsregister).

Lægemiddelstyrelsen fører det Centrale Tilskudsregister.

Foranlediget af klagen videresendte Forbrugerombudsmanden derfor henvendelsen til Lægemiddelstyrelsen til videre foranstaltning.

Lægemiddelstyrelsen orienterede derefter Forbrugerombudsmanden om, at kassebonen opfylder kravene til, hvilke oplysninger en kassebon fra et apotek skal indeholde, men at styrelsen er enig i, at oplysningerne på kassebonerne er vanskelige at gennemskue, og vil tage sagen op med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med henblik på en eventuel ændring af reglerne. (08/06234)

2.1.1.7. Gebyr for refusion af skatter og afgifter ved flyrejser

Når en forbruger ikke benytter sin flybillet, hvad enten det skyldes sygdom eller bare ændrede planer, så har forbrugeren ret til at få refunderet den del af prisen, som udgjorde skatter og afgifter, men flyselskabet har også ret til at få godtgjort en del af de administrationsomkostninger, som refusionen medfører i form af gebyrer, som forbrugeren pålægges.

Forbrugerombudsmanden har godkendt, at et flyselskab kan opkræve et gebyr på 100 kr., når der alene er tale om refusion af skatter og afgifter. Kan forbrugeren derudover få noget af selve rejsens pris refunderet, har Forbrugerombudsmanden desuden accepteret, at der opkræves 200 kr. i gebyr.

Opkrævning af høje gebyrer kan være et urimeligt aftalevilkår i strid med markedsføringslovens § 1 og aftalelovens § 38c, jf. § 36. (08/00637)

2.1.1.8. Forlig om tilbagebetaling af godt 11 mio. kr. til kunder for forhøjet kortafgift

Sagen vedrørte et firmas stigninger på selskabets kortafgift i 2006. Selskabet distribuerer bl.a. via satellit tv-kanaler til forbrugere. Kortet er nødvendigt for, at forbrugerne kan modtage tv-kanalerne, og afgiften for kortet betales udover selve abonnementsprisen. Der er tale om en løbende afgift, der bl.a. dækker de omkostninger, som firmaet har til TV-distribution og programmering af satellitsystemer.

Forbrugerombudsmanden blev på baggrund af en borgerhenvendelse opmærksom på, at firmaet i 2006 to gange havde forhøjet kortafgiften, og i begge tilfælde var stigningerne også blevet opkrævet hos kunder, der allerede havde forudbetalt deres kortafgift for en periode. Det betød, at disse kunder fik en ekstraregning for den samme periode som følge af firmaets beslutning om at hæve kortafgiften.

Forbrugerombudsmanden fandt, at firmaet med denne fremgangsmåde ensidigt havde ændret de aftaler, det allerede havde indgået med en række af deres kunder, og således havde foretaget ekstraopkrævninger uden aftalemæssigt grundlag. Forbrugerombudsmanden meddelte firmaet, at denne fremgangsmåde fandtes at være i strid med markedsføringsloven, samt at de pågældende kunder efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ville kunne kræve, at firmaet tilbagebetalte de uretmæssigt opkrævede beløb.

Firmaet valgte herefter at tilbagebetale de opkrævede beløb. (08/01004)

2.1.1.9. Fitnesscenters introduktion af nyt abonnementstilbud

Et fitnesscenter introducerede 1. januar 2008 en ny abonnementstype, der adskilte sig væsentligt fra de typer, som fitnesscenteret tidligere havde udbudt. Abonnementet var bl.a. uden bindingsperiode og med et opsigelsesvarsel på løbende måned + 1 måned.

Fitnesscenteret tilbød i den forbindelse de eksisterende kunder at skifte til det nye abonnement mod betaling af kr. 99,-. Medlemmerne blev orienteret ved hjælp af opslag i centrene samt på selskabets hjemmeside og ved udsendelse af e-mails til de medlemmer, som havde accepteret at blive kontaktet om nye tilbud mv.

En af fitnesscenterets kunder klagede til Forbrugerombudsmanden over, at fitnesscenteret havde opkrævet et gebyr for at lade eksisterende medlemmer skifte over til en ny abonnementstype, samt over at medlemmerne ikke var blevet tilstrækkelig klart orienteret om denne mulighed.

Forbrugerombudsmanden gennemgik aftalevilkårene og fandt, at fitnesscenteret i tilstrækkeligt omfang havde orienteret sine eksisterende medlemmer om den nye abonnementsform, samt at der som udgangspunkt godt kunne opkræves et rimeligt gebyr for at lade kunderne overgå til den nye, mere fordelagtige aftale.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor efter en konkret vurdering, at fitnesscenteret ikke havde handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1. (08/06250)

2.1.1.10. Aftale om vejhjælp må ikke automatisk fornys

Sagen omhandlede et selskab, der bl.a. udbyder redningstjeneste.

Af abonnementsbetingelserne for privatabonnenter fremgik det umiddelbart, at abonnementet automatisk blev fornyet hvert år med tilhørende ny bindingsperiode.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke kan aftales, at et løbende kontraktforhold – efter udløbet af uopsigelighedsperioden – automatisk forlænges med en ny uopsigelighedsperiode, jf. forbrugeraftalelovens § 25 og markedsføringslovens § 1.

Forbrugerombudsmanden rettede derfor i sagens anledning henvendelse til selskabet, der nu har ændret deres abonnementsbetingelser, således at abonnementerne fremover vil blive gjort klart opmærksomme på, at de skal indgå en ny aftale hvert år for fortsat at få hjælp, hvis bilen går i stykker.

Det fremgår således nu af selskabets abonnementsbetingelser, at et abonnement er tidsbegrænset, idet et abonnement er gældende for 12 måneder af gangen, hvorefter abonnementet automatisk ophører, medmindre det nytegnes ved fornyet betaling for den kommende 12 måneders abonnementsperiode.

Forbrugerombudsmanden har indskærpet overfor selskabet, at det er helt afgørende, at forbrugerne ved, hvad de binder sig til, og at forbrugerne ikke blot skal præsenteres for et girokort til betaling, når den nuværende aftale er ved at udløbe. Det skal kommunikeres klart og tydeligt, at det er frivilligt, om man ønsker at indgå en ny aftale med en ny bindingsperiode til følge. (08/02906)

2.1.1.11. Forbrugerombudsmanden opfordrer velfærdsministeren (nu indenrigs- og socialministeren) til at stramme lejelovens dusørregel

Forbrugerombudsmanden har i et brev til den tidligere velfærdsminister opfordret ministeren til at undersøge, om der er behov for en stramning af lejelovens dusørregel i lyset af en landsretsdom fra tidligere i 2008.

Sagen vedrørte en boligportal på internettet, der havde taget mod betaling for oprettelsen af boligsøgerannoncer med fortrinsret til at se udlejernes kontaktoplysninger 14 dage, før de blev offentliggjort på internettet.

Boligportalen blev tiltalt og herefter frifundet for at have handlet i strid med lejelovens § 6 – den såkaldte dusørregel – der bl.a. skal forhindre, at boligsøgende afkræves betaling eller andet vederlag for, at andre formidler kontakten til udlejeren.

Landsretten nævnte i sin begrundelse, at man ikke fandt det bevist, at de boligsøgende reelt betalte for fortrinsretten til udlejers oplysninger, navnlig fordi det beløb, som den boligsøgende skulle betale, ikke adskilte sig størrelsesmæssigt fra betalingen for tilsvarende boligsøgerannoncer i andre medier.

Forbrugerombudsmanden har på den baggrund skrevet til den tidligere velfærdsminister, fordi Forbrugerombudsmanden er bekymret for, at lejelovens § 6 ikke længere yder den beskyttelse, som oprindeligt var tiltænkt med reglen.

Forbrugerombudsmanden gik oprindeligt ind i sagen som følge af medieomtalen i efteråret 2007 om problemer med fiktive annoncer på boligportalerne. (08/01758 og 08/03388)

2.1.2. Påtrængende markedsføringsforanstaltninger

2.1.2.1. Opfordring til korrekturlæsning og tilbud om annoncetegning

Forbrugerombudsmanden fik i september måned 2007 en række henvendelser fra virksomheder og offentlige institutioner, der havde fået brev fra et internetregister med hjemsted i Tyskland.

De enkelte breve indeholdt oplysning om den konkrete virksomheds web-adresse og branche. Virksomheden blev i brevet opfordret til at rette forkerte oplysninger til og sende dem til registeret. Men der blev også givet mulighed for at tegne en ”betalingsannonce”. Dette blev nærmere beskrevet sidst i brevet. Det blev oplyst, at tegning af annonce var sket, når virksomheden tilbagesendte brevet i underskrevet stand. Prisen for en annonce var 7000 kr. pr. år med en bindingsperiode på 3 år.

Brevet var således en sammenblanding af en opfordring til korrekturlæsning og et tilbud om annoncetegning. Tilbuddet om annoncetegning kunne utvivlsomt overses, hvis brevet ikke blev nærlæst – med det resultat, at en virksomhed kunne komme til at underskrive et tilbud, som den ikke ønskede.

Efter behandling af sagen vurderede Forbrugerombudsmanden, at han ikke på det foreliggende grundlag kunne gribe ind over for det tyske internetfirma. Men i et nyhedsbrev rådede Forbrugerombudsmanden danske erhvervsdrivende til at se sig godt for. Han opfordrede virksomhederne til at gå tilbud om fx korrekturlæsning og annoncer efter i sømmene og vurdere, hvorvidt de reelt har behov for den pågældende service, om de ønsker at være bundet af aftalen i flere år, og om den markedsførte service står mål med udgiften. Under alle omstændigheder bør en virksomhed ikke skrive under på noget, den ikke er sikker på.

Forbrugerombudsmanden oplyste også, at det ikke er udelukket, at erhvervsdrivende, der har indgået en sådan eller lignende aftaler efter omstændighederne kan komme ud af aftalen igen, hvis der foreligger svig ved aftaleindgåelsen, eller der senere foretages aggressive henvendelser mv. med henblik på fx at udvide de økonomiske forpligtelser i strid med god markedsføringsskik. (2007-1149/5-247)

2.1.3. Diskriminerende markedsføring

2.1.3.1. Undertøjsreklame gik over stregen

Erotik kan i vidt omfang bruges som virkemiddel i reklamer. Men grænsen går, hvor brugen af erotik har en nedsættende eller krænkende karakter.

En lettere afklædt nonne, sygeplejerske, stuepige og sekretær, som snuser til et par herreunderbukser, var i efteråret 2007 at finde på en undertøjsproducents hjemmeside. Reklamerne gav anledning til et forholdsvist stort antal klager til Forbrugerombudsmanden.

Billederne, 4 i alt, gav modtageren det indtryk, at kvinderne lige havde haft sex med en mand, som havde efterladt sine underbukser. Billederne viste kvinderne i et sædvanligt arbejdsmiljø for professionerne – sygeplejersken lå således i en hospitalsseng, sekretæren sad på en printer etc.

Efter at have set på reklamen, er Forbrugerombudsmanden mest tilbøjelig til at mene, at kvindekønnet i reklamerne bliver fremstillet på en nedsættende og ringeagtende måde.

Kvindernes positur på billederne, med den seksuelle akt og underbukserne i centrum gør, at reklamen efter Forbrugerombudsmandens umiddelbare opfattelse reducerer kvindekønnet til sexobjekter med henblik på udelukkende at sælge herreundertøj.

Det store antal klager, der viser, at reklamen er egnet til at støde mange i befolkningen, har indgået i Forbrugerombudsmandens overvejelser.

Men Forbrugerombudsmandens forpligtelse som offentlig myndighed til at arbejde aktivt for ligestilling på sit arbejdsområde har ligeledes spillet ind i den samlede vurdering.

Som det således blev fremført af en af klagerne, kan reklamens fremstilling af de kvindedominerede professioner være til skade for de repræsenterede faggrupper.

Eksponeringen af fagene i den pågældende reklames univers kan medvirke til at vanskeliggøre kvindernes daglige arbejde med at nedbryde de kønsmæssige barrierer.

Undertøjsfirmaet har oplyst, at selskabet fremover vil udforme deres markedsføring i overensstemmelse med retningslinjerne om kønsdiskriminerende reklame og markedsføringslovens § 1 om god skik.

Sagen rejser dog et generelt spørgsmål om brugen af virkemidler i reklamer.

”God skik” i markedsføring er et dynamisk begreb, der i ordlyden tager højde for, at grænsen for, hvad der opfattes som anstødeligt og provokerende i det offentlige rum kan flytte sig over tid.

Sådan som mode- og mediebilledet i dag har udviklet sig, er der et betydeligt spillerum for reklamer. Igennem tiden har der været en udbredt brug af reklamer med elementer af sex, hvor grænserne for kønsdiskriminerende reklame bliver prøvet af.

Retningslinjerne om kønsdiskriminerende markedsføring slår dog fast, at reklamer, der virker nedsættende eller ringeagtende overfor kvinder eller mænd på grund af deres køn er uforenelig med markedsføringslovens regel om god skik.

Læs mere om afgørelsen på www.forbrugerombudsmanden.dk. (08/02166)

2.1.4. Inkasso

2.1.5. Negativ aftalebinding

2.1.6. Alkohol

2.1.6.1. Brug af alkohol som led i markedsføring af ungdomsrejser

I sommeren 2007 modtog Forbrugerombudsmanden en række henvendelser vedrørende ungdomsrejseselskaber, der anvendte billeder og beskrivelser af aktiviteter på feriesteder, hvor alkoholindtagelse indgik. Dette var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 2, fordi markedsføringen direkte eller indirekte opfordrede unge til at drikke alkohol.

Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne over for rejsebureauerne samt gav dem en frist til at ændre markedsføringen, således at alle overtrædelser af markedsføringsloven skulle være fjernet senest 1. februar 2008. Baggrunden, for at Forbrugerombudsmanden i første omgang valgte at indskærpe reglerne over for selskaberne, var, at der i lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 8, stk. 2 var en vis uklarhed, der havde givet anledning til tvivl om rækkevidden af bestemmelsen.

I lovbemærkningerne blev der oprindeligt lagt op til, at forbuddet i § 8, stk. 2 skulle være rettet mod brug af visse ”aggressive og forrående virkemidler” i reklamer rettet mod børn og unge. I en besvarelse givet til Folketingets Erhvervsudvalg i 2005 under lovforslagets behandling i Folketinget, blev det ligeledes anført, at lovforslaget ikke indeholder et egentlig forbud mod alkoholreklamer mod børn og unge.

Ved lovforslagets 2. behandling blev det imidlertid tilføjet, at alkohol er blandt de stoffer, som det er forbudt at opfordre til at indtage i reklamer rettet mod børn og unge, og i bemærkningerne til denne ændring, jf. Erhvervsudvalgets betænkning af 8. december 2005, blev det anført, at ændringen nu præciserede, at bestemmelsen særligt forbyder opfordring til at anvende alkohol som rusmiddel. Formålet var at sende et præcist signal om, at indtagelse af alkohol ikke hører hjemme i markedsføring rettet mod børn og unge.

Da flere af ungdomsrejseselskaberne valgte ikke at ændre deres markedsføring inden den givne frist, politianmeldte Forbrugerombudsmanden herefter de pågældende selskaber. (08/04687 og 08/01819)

2.1.7. Samfundsmæssige hensyn

2.2. Lovens § 2. Markedsføringslovens anvendelsesområde

2.2.1.1. En fagforenings medlemshvervning kan være omfattet af markedsføringsloven

Dette har Forbrugerombudsmanden udtalt i en konkret sag vedrørende en fagforening, der ønskede at sende reklamemateriale ud til medlemmerne af en A-kasse, som fagforeningen samarbejdede med.

Forbrugerombudsmanden henviste til markedsføringslovens § 2, stk. 1, hvorefter markedsføringsloven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at fagforeninger og deres aktiviteter, herunder medlemshvervning, som udgangspunkt ikke anses for omfattet af markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden udtalte dog samtidig, at i det omfang en fagforenings hvervningskampagne ikke er baseret på arbejdsmarkedspolitiske og traditionelle fagforeningspolitiske argumenter, men i det væsentlige baserer sig på kommercielle argumenter, vil de pågældende elementer i kampagnen efter Forbrugerombudsmandens opfattelse efter omstændighederne imidlertid kunne bevirke, at kampagnen må anses for omfattet af markedsføringsloven. Hvornår en hvervningskampagne eller elementer i denne vil være omfattet af markedsføringsloven vil afhænge af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder udformningen af det pågældende markedsføringsmateriale. (08/07973)

2.2.1.2. En kommunes kvalitetsstandarder for hjemmehjælp er ikke en markedsretlig problemstilling

En borger var blevet tildelt knapt halvanden times hjemmehjælp hver 14. dag. Der blev på den baggrund klaget over vildledning efter markedsføringslovens § 3 med henvisning til pågældende kommunes kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83. Her fremgik angivelsen ”hygiejnemæssig forsvarlig renholdelse”, som kommunen efter klagers opfattelse ikke havde været i stand til at dokumentere rigtigheden af. Klager anså det derfor for vildledende at anvende dette udtryk i kvalitetsstandarderne. Der var frit valgs-ordning i den pågældende kommune.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at angivelsen ”hygiejnemæssig forsvarlig renholdelse” var fremsat i relation til en ydelse, der blev tildelt kredsen af modtagere på grundlag af et retskrav efter serviceloven, dvs. i relation til udmøntningen af en offentligretlig forpligtelse. Der var med kommunens kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 tale om offentligt fastsatte krav til denne ydelse, herunder bl.a. hvilke konkrete rengøringsopgaver der var omfattet, og hvori deres indhold bestod (rengøringsspecifikationer). Information af denne karakter var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke markedsføring og dermed ikke omfattet af markedsføringslovens § 3.

At information om offentligt fastsatte krav til ydelser, som offentlige myndigheder er forpligtet til at give borgerne, fx en kommunens kvalitetsstandarder for hjemmehjælp, ikke var markedsføring i markedsføringslovens forstand og ikke er omfattet af loven, fremgik i øvrigt også af den betænkning, der ligger til grund for den nuværende markedsføringslov, jf. ”Markedsføring og prisoplysning”, betænkning nr. 1457, 2005, p. 132.

Forbrugerombudsmanden oplyste til orientering, at markedsføringsloven først fandt anvendelse i relation til selve udbuddet af ydelser, fx informationsmateriale, der skulle formå de enkelte modtagere af hjemmehjælp til at vælge netop den leverandør, der var afsenderen af materialet.

Forbrugerombudsmanden tilkendegav afslutningsvis, at der ikke var tale om en markedsretlig problemstilling, men om en socialretlig problemstilling, som måtte behandles i det dertil hørende klagesystem. (2007-1129/5-395)

2.3. Lovens § 3. Vildledning

2.3.1. Vildledende angivelser

2.3.1.1. Vildledende oplysninger om reparation i garantivilkårene

I garantivilkårene for en elektronikproducents ”Garantiforlængelse” – som fremgik af producentens hjemmeside – fremgik det bl.a., at der ville ske reparation af det produkt, som garantiforlængelsen knyttede sig til, inden for 7 arbejdsdage.

Producenten oplyste imidlertid, at der ikke var tale om en garanteret reparationstid, da der tillige var transport- og leveringstid med i forløbet. Den gennemsnitlige reparationstid var 1-2 uger. Oplysningen om reparation inden for 7 dage var således alene en form for hensigtserklæring.

Forbrugerombudsmanden meddelte, at et garantivilkår, som angiver en reparationstid på 7 dage, vil kunne anses for vildledende, hvis dette blot er en hensigtserklæring, og den reelle gennemsnitlige reparationstid er 1-2 uger.

Producenten valgte herefter at ændre deres hjemmeside, således at det fremgik, at der alene blev tilstræbt en reparation inden for 7 arbejdsdage fra modtagelse af produktet.

Forbrugerombudsmanden foretog sig herefter ikke yderligere i sagen. (08/02840)

2.3.1.2. Et forsikringsselskab og en medlemsejet indkøbsforening brugte vildledende udsagn i markedsføring af forsikring

Forsikringstilbuddet, der blev markedsført gennem en medlemsejet indkøbsforening, vildledte forbrugerne om deres fremtidige behandlingsgaranti i det offentlige sundhedsvæsen. Det skabte utryghed, og kunne anspore forbrugerne til at tegne en forsikring på et forkert grundlag, mente Forbrugerombudsmanden. Fejlen blev efterfølgende rettet.

Potentielle forsikringstagere kunne i sommeren 2008 læse om et tilbud på en behandlingsforsikring fra forsikringsselskabet og en medlemsejet indkøbsforening, at ”Den 1. september 2008 afskaffes det frie sygehusvalg. Det betyder for dig, at den offentlige behandlingsgaranti ophæves.”

Oplysningen var dog ikke korrekt. Der er ikke tale om en ophævelse, men en midlertidig suspension til 1. juli 2009 efter konflikten på sundhedsområdet i foråret 2008 – en suspension, der i øvrigt gælder det udvidede frie sygehusvalg, og ikke det frie sygehusvalg, som det blev oplyst i forsikringstilbuddet.

Oplysningen var derfor ikke alene i strid med markedsføringslovens § 3 om vildledning, men kunne også påvirke forbrugerne ved at spille på frygt for helbredet.

Indkøbsforeningen havde i en periode en kort meddelelse på hjemmesiden, hvor der blev gjort opmærksom på de urigtige oplysninger.

Meddelelsen var dog kun at finde i kort tid, og da den i øvrigt heller ikke var helt korrekt, tog Forbrugerombudsmanden kontakt til både indkøbsforeningen og forsikringsselskabet for at få selskaberne til bl.a. at orientere forsikringstagerne individuelt om fejlen i markedsføringsmaterialet.

Indkøbsforeningen og forsikringsselskabet har efterfølgende orienteret de medlemmer, der har tegnet forsikringen om de forkerte oplysninger samt givet mulighed for at fortryde aftalen. (08/06423)

2.3.1.3. Forbrugerklub i strid med markedsføringsloven

Et klub-koncept stillede lette penge i udsigt til kommende medlemmer forbrugerklubben, idet der bl.a. blev garanteret en stigende indtjening, uden at medlemmerne skulle foretage sig noget. Ved indmeldelse skulle forbrugerne blot acceptere at modtage en reklame e-mail i døgnet. Herefter blev man opfordret til at tippe ens venner om konceptet – og man blev indirekte belønnet med en bonus, hvis dem, man havde tippet, købte noget af det, der blev reklameret for i den daglige e-mail.

Man fik imidlertid først udbetalt bonus, når man havde optjent 500 kr., hvilket ville kræve, at ens venner havde købt for minimum 50.000 kr. Herefter blev konceptet lavet om, således at man kunne tjene penge, hvis man var heldig at vinde lodtrækninger foretaget af klubben. Man var således på intet tidspunkt blot ved indmeldelse i klubben sikret en støt stigende indtægt, som klubben lovede.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at man ikke må vildlede folk til at tro, at man kan få en støt, stigende indkomst blot ved at indmelde sig i en klub, hvis dette ikke er tilfældet. Han udtalte også, at man ikke må opfordre medlemmerne til at tippe deres venner pr. e-mail samt belønne dem for dette.

Skaberen af klubben oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at han var udtrådt af konceptet. Klubben blev nedlagt kort tid efter dens opståen, fordi det kunne konstateres, at klubben ikke kunne leve op til det lovede og manglede tilslutning. Klubben blev derefter omdannet til et nyhedsbrev, som man kunne tilmelde sig på klubbens oprindelige hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden indskærpede over for den erhvervsdrivende, at denne for eftertiden i forbindelse med lignende koncepter skulle overholde markedsføringslovens bestemmelser, og at sagen i tilfælde af fremtidige overtrædelser ville have en skærpende effekt. (08/00923)

2.3.1.4. Misbrug af myndigheds navn og logo ledte til indskærpelse

Forbrugerombudsmanden har givet et ejendomsselskab en alvorlig påtale efter selskabet i en konkret annonce anførte, at et investeringsprojekt i Dubai var godkendt af Finanstilsynet. Tilsynets logo var benyttet i annoncen. Annoncen var urigtig og vildledende – og derfor i strid med markedsføringslovens § 3.

Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at anvendelsen af udsagnet om godkendelse og brugen af Finanstilsynets logo må anses for særligt kritisabelt, når det er et investeringsprojekt, som vil kunne kræve, at en potentiel investor skal have en vis indsigt i fordele, ulemper og risici. Et udsagn om, at projektet er godkendt af en offentlig tilsynsmyndighed, vil kunne bibringe læseren en tillid til investeringsprojektet, samt en formodning om at projektet er undersøgt og uden risici.

På baggrund af en konkret henvendelse fra ejendomsselskabet til Finanstilsynet i forbindelse med udarbejdelsen af prospektet blev det oplyst, at potentielle investorer kunne anvende pensionsmidler ved investeringen.

Det var samtidig udtrykkeligt nævnt, at anvendelsen af pensionsmidler forudsatte, at der ikke knyttedes særlige brugsfordele ved investeringen i ejendomsprojektet. Dette fremgik heller ikke klart af annoncen.

Selskabet ophørte straks med at bruge den pågældende annonce og iværksatte forskellige tiltag for at informere om annoncens vildledende karakter, og da ingen aftaler var blevet indgået på baggrund af annoncen, har Forbrugerombudsmanden ikke fået grundlag for at foretage politianmeldelse.(1120/5-872)

2.3.1.5. Erhvervsdrivende fik indskærpet reglerne om vildledende markedsføring

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over en detailkædes markedsføring af børnetøj, dels i selskabets tilbudsavis, dels i selskabets forretning.

På en reol i forretningen lå T-shirts og bukser, og over reolen hang et skilt, hvor der stod ”Frit valg, 2 stk. 49,95”. Da forbrugeren ville købe 2 par bukser, som lå på reolen, oplyste den erhvervsdrivende, at bukserne ikke var omfattet af tilbuddet, og forbrugeren skulle derfor betale 49,95 kr. for hvert par bukser.

Forbrugerombudsmanden gjorde den erhvervsdrivende opmærksom på reglerne om vildledende markedsføring, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.

Selskabet beklagede, at deres markedsføring havde været misvisende og oplyste, at de fremover vil være ekstra opmærksomme på, at såvel avistilbud som skiltning er entydig over for deres kunder.

Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen med en indskærpelse af reglerne om vildledende markedsføring over for den pågældende erhvervsdrivende. (08/02966)

2.3.1.6. Fra ”dansk garanti” til ”danske vilkår”

En detailvirksomhed markedsførte sig med at have ”dansk garanti”.

Ifølge virksomheden blev udtrykket anvendt til at gøre forbrugerne opmærksomme på, at den følger de danske regler og ikke de tyske regler. Hertil oplyste virksomheden i første omgang, at garantiudsagnet dækkede over et halvt års garanti med efterfølgende halvandet års reklamationsret. Dette blev dog efter Forbrugerombudsmandens henvendelse rettet til, at forbrugeren kunne benytte sig af den 2-årige reklamationsret, som følger af købeloven.

En garanti må ikke forveksles med købelovens 2-årige reklamationsret, da det er vildledende at kalde en lovbestemt rettighed for en garanti. Garanti er nemlig en frivillig forpligtelse, som en erhvervsrivende kan påtage sig ved salg af varer og tjenesteydelser. Forbrugeren opnår derved nogle tillægsrettigheder, som pågældende ellers ikke ville have haft.

Når en erhvervsdrivende markedsfører sig med garantiudsagn, skal indholdet af garantien fremstå klart for forbrugeren, og garantien skal give forbrugeren en væsentlig bedre retstilling end den, modtageren har efter lovgivningen.

Detailvirksomheden ændrede efter Forbrugerombudsmandens henvendelse sit reklameslogan fra ”tyske priser – dansk garanti” til ”tyske priser – danske vilkår”. (08/04273)

2.3.1.7. Ændret fremgangsmåde ved oprettelse af annoncer på boligportaler på internettet

Forbrugerombudsmanden kontaktede i august 2007 indehaverne af en boligportal på internettet, fordi Forbrugerombudsmanden havde modtaget oplysninger om, at en række af de lejligheder, som var blevet oprettet på virksomhedens hjemmeside angiveligt ikke eksisterede.

Forbrugerombudsmanden bad i første omgang virksomheden om at dokumentere eksistensen af et bestemt lejemål, men da annoncen allerede var slettet, var dette ikke muligt.

Virksomheden oplyste i samme forbindelse, at man ikke altid indhentede udlejers kontaktoplysninger, herunder navn, adresse og telefonnummer, men ofte kun e-mailadresse og IP-adresse, samt at disse oplysninger blev slettet, når en annonce var taget af internettet.

Forbrugerombudsmanden bad på den baggrund og med hjemmel i markedsføringslovens § 3, stk. 3, boligportalen om at ændre oprettelsesproceduren for annoncer således, at der altid blev indhentet udlejers kontaktoplysninger, herunder navn, adresse, telefonnummer samt oplysning om lejemålets beliggenhed, at disse oplysninger blev kontrolleret, inden annoncen bliver lagt på hjemmesiden, samt at oplysningerne herefter blev opbevaret i 2 år.

Ændringen i fremgangsmåden skulle gøre det muligt for virksomheden at opfylde kravet i markedsføringslovens § 3, stk. 3, om at virksomheden skal kunne dokumentere rigtigheden af de annoncer, som lægges ud på boligportalen. (08/01758)

2.3.2. Vildledende prisangivelser

2.3.2.1. Teleselskab betalte en bøde på 80.000 kr. for vildledende reklame og manglende prisoplysninger

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i efteråret 2007 et teleselskab for vildledende reklame.

Selskabet havde i flere annoncer i maj 2007 reklameret med, at man kunne ringe ubegrænset for kun 82,50 kr. om måneden, og at bl.a. samtaler, opkaldsafgift og oprettelse var gratis. Imidlertid kunne man på selskabets hjemmeside læse, at opkald til mobiltelefoner og opkald til fastnettelefoner i visse lande ikke var gratis, men kostede en bestemt minuttakst.

Sagen blev i efteråret 2008 afsluttet med, at selskabet betalte en bøde på 80.000 kr. for vildledende reklame i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, og manglende prisoplysninger i strid med markedsføringslovens § 13, stk. 3. (08/01498)

2.3.2.2. Varehus fik bøde på 400.000 kr. for utydeligt forbehold

I april 2006 annoncerede en virksomhed i bl.a. tv og aviser med ”25 % på alle varer”, selvom kun ca. 75 % af virksomhedens sortiment reelt var omfattet af tilbuddet.

Der var i annonceringen taget forbehold for kampagnens omfang med en lille stjerne, der henviste til teksten ”gælder ikke udvalgte varer”. Dette forbehold var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke tydeligt nok, da der var en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugerne kunne overse ”det med småt”.

Virksomheden blev derfor meldt til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens § 3, og virksomheden accepterede herefter et bødeforlæg på kr. 400.000. (08/00660)

2.3.2.3. Byggemarked var – ikke altid – billigst trods prisgaranti

Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på et byggemarkeds generelle prismarkedsføring i form af udsagnet på byggemarkedets hjemmeside ”Vi garanterer, at du finder de billigste priser hos os”.

Forbrugerombudsmanden anmodede om dokumentation for udsagnet under henvisning til reglerne om vildledning i markedsføringsloven.

Byggemarkedet fastholdt, at man på grund af en prisgaranti stadig mente, at være det billigste, men fjernede efterfølgende udsagnet fra hjemmesiden.

Forbrugerombudsmanden bemærkede herefter, at der ikke i sig selv er noget til hinder for anvendelse af prisgarantier, forudsat disse i øvrigt lever op til de krav, der stilles til indholdet og markedsføringen heraf.

Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til markedsføringslovens § 3, stk. 1 og 3 samt Forbrugerombudsmandens vejledning om prismarkedsføring, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udsagn om generel prisbillighed, der direkte eller indirekte indeholder en sammenligning med andre forretningsdrivendes prisniveau, er udsagn om faktiske forhold, der skal kunne dokumenteres af den erhvervsdrivende, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 3.

Firmaet fik indskærpet, at såfremt det i sin markedsføring fremover anvender udsagn som ”de billigste” eller tilsvarende udsagn om generel prisbillighed, må sådanne udsagn kun anvendes, såfremt den fornødne dokumentation er til stede. (08/02998)

2.3.2.4. TV-udbyder oplyste ikke korrekt om pris på abonnement

Markedet for udbydere af digitalt tv er præget af stor konkurrence, hvor prisen bruges som et væsentligt parameter i markedsføringen.

En udbyder af digitalt tv havde fremhævet en abonnementspris pr. måned som blikfang i sin markedsføring. På udbyderens hjemmeside var der fx anført et abonnementstilbud på 99 kr. pr. måned for en tv-pakke. Der blev imidlertid ikke samtidig oplyst om andre løbende udgifter eller om den samlede pris i bindingsperioden.

Et abonnement kunne imidlertid efter det oplyste ikke oprettes, uden at der også skulle betales for kortservice, og abonnementet kunne ikke bruges uden kortet. Kortafgiften udgjorde 389 kr. halvårligt. Abonnementstilbuddet forudsatte, at forbrugeren bandt sig for en periode på 12 måneder.

Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at den anvendte markedsføringsmåde var vildledende og utilstrækkelig, jf. markedsføringslovens §§ 3 og 13, da den løbende udgift, herunder månedligt abonnement og halvårlig kortafgift, faktisk var 65 % dyrere på årsbasis, end det indtryk reklamens blikfang på 99 kr. pr. måned efterlod, da den samlede pris i bindingsperioden ikke var oplyst.

Efter forhandlinger ændrede udbyderen sin markedsføring sådan, at der synligt blev oplyst om alle løbende udgifter og den årlige totalpris, der omfattede de samlede udgifter på en tv-pakke.

Forbrugerombudsmanden foretog sig på denne baggrund ikke yderligere i sagen, men indskærpede overholdelse af reglerne i markedsføringsloven over for udbyderen. (08/05460)

2.3.2.5. Bøde på 200.000 kr. for vildledende prisoplysninger i katalog

En større detailkæde havde i sit julekatalog for 2004 ved en lang række varer anført ”spar xx kr.”, uden at det var angivet, hvilken pris der blev sammenlignet med.

Når en erhvervsdrivende ikke fortæller, hvad sammenligningsgrundlaget er, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det er den erhvervsdrivendes egne før-priser, der sammenlignes med.

Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet for hovedparten af varerne annonceret i julekataloget. Priserne var derimod sammenlignet med priserne hos andre erhvervsdrivende og vejledende priser fra leverandører, uden at det fremgik af kataloget.

Selskabet blev derfor anmeldt til politiet for overtrædelse af markedsføringslovens § 2 (nu § 3). Selskabet vedtog herefter en bøde på 200.000 kr. for at have anvendt vildledende, urigtige angivelser eller undladt væsentlige informationer, som var egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet. (08/00185)

2.3.2.6. Ejendomsmæglerkæde fik indskærpelse efter fejl i boligkampagne

En ejendomsmæglerkæde havde i forbindelse med iværksættelsen af en kampagne ved navn ”Her og Nu Salg” offentliggjort forkerte oplysninger om førpriser samt tidspunkt for prisnedsættelse. Enkelte ejendomme optrådte således i kampagnen som netop nedsat, selvom prisnedsættelsen havde fundet sted, før kampagnen blev sat i gang.

Dette var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsføringslovens § 3, og Forbrugerombudsmanden rettede derfor henvendelse til kæden.

Ejendomsmæglerkæden var på daværende tidspunkt allerede klar over fejlen og havde som følge heraf fjernet de berørte ejendomme fra kampagnen. Forbrugerombudsmanden indskærpede herefter overfor kæden, at prisoplysninger skal være retvisende. (08/02604 og 1100/5-1074)

2.3.2.7. Bøde til elektronikkæde på 150.000 kr. for vildledende før/nu-priser

Forbrugerombudsmanden anmeldte i 2005 en række elektronikkæder, herunder dette selskab, til politiet for at have anvendt vildledende før/nu priser strid med markedsføringslovens § 3 i deres tilbudskataloger ved årsskiftet 2004/2005.

Forbrugerombudsmanden havde i gennem en periode på flere måneder i efteråret 2004 foretaget en undersøgelse af elektronikkædernes tilbudskataloger og sammenholdt de udsagn om førpriser, der var heri, med de faktiske priser i butikkerne.

Ved gennemgang af tilbudsaviser for to elektronikkæder - som dengang var ejet af selskabet, der nu har fået en bøde - fandt Forbrugerombudsmanden bl.a. forkerte førpriser eller udsalgspriser, som allerede havde været gældende i en vis periode, inden de blev annonceret.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at når en erhvervsdrivende sammenligner med egne tidligere priser, skal den annoncerede vare have været solgt til ”førprisen” i en vis længere periode inden udsalget, og den nedsatte pris bør kun være gældende i en kortere periode herefter.

Elektronikkæden valgte at afslutte sagen med betaling af en bøde på 150.000 kr. Bøden blev fastsat på baggrund af selskabets fortjeneste i forbindelse med den vildledende markedsføring, men er nedsat på grund af formildende omstændigheder i sagen, bl.a. fordi kæden havde opsat rettelsesskilte i butikkerne. (08/00296)

2.4. Lovens § 4. Reklameidentifikation

2.4.1.1. Identifikation af reklame i annoncemagasin

Annoncer må ikke kunne forveksles med redaktionel omtale, fordi journalistisk indhold betragtes som objektivt i modsætning til reklame. Efter indgriben fra Forbrugerombudsmanden fremgår det nu klarere af et annoncemagasin, at der er annoncer på siderne.

En henvendelse fra Forbrugerombudsmanden til et gratis annoncemagasin om dets brug af journalistisk stof og markering af annoncer fik den virkning, at det blev lettere for læseren at se, når der var tale om reklame.

Magasinet valgte at tydeliggøre, at bladet er et annoncemagasin. ”Annoncemagasin” på magasinets forside fremhævedes således efterfølgende med større skrifttype.

Annoncer, som før var markeret med magasinets navn/annonce, blev skiftet ud med blot ”annonce” skrevet med en større skrifttype. Det nye tiltag skete for ikke at fjerne fokus fra, at der er tale om en annonce. (08/03383)

2.5. Lovens § 5. Sammenlignende reklame

2.6. Lovens § 6. Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere

2.6.1.1. E-mails skal kunne frameldes

Forbrugerombudsmanden modtog i 2007 og primo 2008 en række klager fra forbrugere, der ikke kunne afmelde elektronisk post, som de modtog fra en online forbrugerklub.

Forbrugerne anførte, at de forgæves havde forsøgt at afmelde sig via afmeldingslinket i de fremsendte e-mails, men at nyhedsbrevene alligevel fortsatte med at dukke op i deres indbakker.

Flere anførte endvidere, at de fortsat modtog nyhedsmails på trods af, at den erhvervsdrivende havde bekræftet deres afmelding.

Forbrugerne havde alle tidligere deltaget i forskellige undersøgelser udbudt af firmaet, eller tilmeldt sig firmaets hjemmeside. Dermed havde de accepteret at modtage e-mails fra firmaet, men nu kunne de ikke slippe af med de elektroniske nyhedsbreve igen.

Et andet stort problem var også, at e-mailene blev sendt fra én adresse, mens afmeldingslinket vedrørte en anden e-mail-adresse.

Sagen endte med en indskærpelse til firmaet, idet forbrugere til enhver tid skal kunne afmelde sig modtagelsen af fremtidige elektroniske nyhedsbreve, jf. markedsføringslovens § 1 og princippet i markedsføringslovens § 6, stk. 2. Samtidig må der ikke være tvivl om, hvor en e-mail kommer fra, idet det kan skabe unødig forvirring og usikkerhed.

Forbrugerombudsmanden gav således på baggrund af henvendelserne firmaet en indskærpelse om at sørge for, at der kun sendes e-mails fra adresser/hjemmesider, som forbrugerne har tilmeldt sig, og at afmeldingslinkene fungerer optimalt, idet der ellers vil kunne være tale om en overtrædelse af markedsføringslovens § 1.

Firmaet har over for Forbrugerombudsmanden erkendt, at den anvendte fremgangsmåde ved udsendelse af markedsføringsmateriale har været noget uhensigtsmæssig og forvirrende for forbrugerne.

Firmaet har nu ændret procedure. (08/04742)

2.6.1.2. Elektroniske julekort er også spam

En erhvervsdrivende rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden og ønskede oplyst, om det ville være lovligt at sende julekort via e-mail til virksomhedens kontaktpersoner (kunder, samarbejdspartnere m.v.).

Forbrugerombudsmanden udtalte under henvisning til markedsføringslovens § 6, stk. 1 og 2, at ordene ”med henblik på afsætning af varer…” i § 6, stk. 1, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal forstås i bred forstand. Bestemmelsen omfatter således efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke kun situationer, hvor henvendelsen indeholder konkrete tilbud el.lign., men omfatter også mere generel promovering eller markedsføring af en erhvervsdrivendes navn eller varemærker (såkaldt ”branding”).

Forbrugerombudsmanden udtalte endvidere, at et julekort fra en erhvervsdrivende typisk vil være at betragte som ”branding” af den erhvervsdrivendes navn eller varemærke, og en erhvervsdrivende vil derfor i forbindelse med udsendelse af julekort skulle iagttage reglerne i markedsføringslovens § 6.

Forbrugerombudsmanden udtalte på den baggrund, at fremsendelse af elektroniske julekort således alene må ske til personer, der har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kan fremsende markedsføringsmateriale ved brug af elektronisk post, eller hvis forholdet er omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 2.

Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 2, må en erhvervsdrivende, der har modtaget en kundes elektroniske adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, gerne markedsføre egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser til kunden via elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kunden har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det endvidere en betingelse, at kunden i forbindelse med købet klart og utvetydigt er blevet oplyst om, at adressen vil kunne blive benyttet til udsendelse af markedsføringsmateriale. (08/06749)

2.6.1.3. Bøde på 100.000 kr. til tøjkæde for uanmodet voice message-reklame

Forbrugerombudsmanden har behandlet en sag angående telefonopkald fra en tøjkæde til forbrugere, hvor der blev afspillet et lydklip med en Madonna-reklame. Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at der var indhentet et tilstrækkeligt samtykke fra forbrugerne til at anvende denne fremgangsmåde.

I april 2007 modtog Forbrugerombudsmanden et par klager fra forbrugere, der havde modtaget sådanne telefonopkald fra tøjkæden. Forbrugerne mente ikke, at de havde givet samtykke til at blive ringet op på deres telefon.

Tøjkæden havde via en sms-konkurrence afholdt i forbindelse med en større markedsføringskampagne for Madonnas tøjkollektion for selskabet indhentet samtykke fra forbrugere til, at tøjkæden kunne sende dem yderligere information.

Tøjkæden foretog herefter ved hjælp af et automatisk opkaldssystem telefonopkald til ca. 4.000 forbrugere og afspillede en såkaldt voice message i form af et lydklip fra en reklame med Madonna.

Der er imidlertid Forbrugerombudsmanden opfattelse, at man ikke ”sender” information til forbrugerne, når man ringer dem op på deres telefon og afspiller en såkaldt voice message.

Det er endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at for at et samtykke til at modtage markedsføring kan anses for at være konkretiseret og informeret, skal det indeholde oplysninger om, hvilken kommunikationsform der vil blive anvendt.

Forbrugerombudsmanden fandt derfor at tøjkæden havde overtrådt markedsføringslovens § 6, stk. 1 og politianmeldte selskabet.

Tøjkæden valgte at afslutte sagen med en bødevedtagelse på 100.000 kr. (08/01376)

2.6.1.4. Bøde til servicevirksomhed på 20.000 kr. for udsendelse af spam

Forbrugerombudsmanden modtog i 2007 en række klager angående en servicevirksomhed, der havde udsendt en række uopfordrede e-mails til erhvervsdrivende indeholdende markedsføringsmateriale.

Virksomheden havde udsendt ca. 750 e-mails til både eksisterende og potentielle kunder, men virksomheden kunne ikke godtgøre, at ca. 375 af de potentielle kunder forinden havde givet samtykke til at modtage reklamemateriale på e-mails.

Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at det er i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1, at udsende e-mails med reklamemateriale både til erhvervsdrivende og forbrugere, medmindre man forinden har fået accept til udsendelsen fra modtagerne.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor virksomheden, som valgte at acceptere en bøde på 20.000 kr. (08/01882)

2.6.1.5. En blogejers opgivelse af e-mail adresse eller kontaktformular er ikke et samtykke til kommercielle elektroniske henvendelser

En erhvervsdrivende rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden, idet den erhvervsdrivende ønskede en vurdering af lovligheden af en påtænkt markedsføringsforanstaltning.

Den erhvervsdrivende oplyste, at han ønskede at rette henvendelse til internet-blogejere og tilbyde dem et anmeldereksemplar af et softwareprodukt, som den erhvervsdrivende havde udviklet. Formålet hermed var at få en omtale af produktet på blogejerens hjemmeside.

Den erhvervsdrivende oplyste, at kontakten til blogejerne ville ske via den e-mail adresse eller kontaktformular, som blogejeren havde oplyst på hjemmesiden.

Forbrugerombudsmanden henviste til markedsføringslovens § 6, hvorefter en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post med henblik på afsætning af varer mv., medmindre den pågældende forudgående har anmodet herom.

Forbrugerombudsmanden anførte endvidere, at ordene ”med henblik på afsætning af varer” efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal forstås i bred forstand. Bestemmelsen omfatter således ikke kun situationer, hvor henvendelsen indeholder konkrete tilbud el.lign., men omfatter også situationer, hvor henvendelsen afsendes med henblik på en senere afsætning af varer mv. samt mere generel promovering eller markedsføring af en erhvervsdrivendes navn eller varemærker (såkaldt ”branding”).

Forbrugerombudsmanden oplyste, at det forhold, at en blogejer har oplyst sin e-mail adresse eller en kontaktformular, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke i sig selv kan sidestilles med, at blogejeren dermed har anmodet om eller givet sit samtykke til, at erhvervsdrivende kan rette henvendelse til blogejeren ved brug af elektronisk post med henblik på afsætning af varer mv. En sådan henvendelse fra den erhvervsdrivendes side ville derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være i strid med markedsføringslovens § 6. (08/07988)

2.6.1.6. Bøde på hhv. 5.000 og 10.000 for markedsføring trods modtagers registrering på Robinson-listen

En person havde ladet sig registrere med markedsføringsbeskyttelse i CPR ”Robinson-listen”, der er en liste, som CPR udarbejder hvert kvartal over de personer, der har frabedt sig direkte markedsføring. På trods heraf modtog hun to gange adresseret markedsføringsmateriale fra et ejendomsmæglerselskab og en gang adresseret markedsføringsmateriale fra et andet ejendomsmæglerselskab.

Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at ejendomsmæglerselskaberne herved havde overtrådt markedsføringslovens § 6, stk. 3, hvorefter en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en fysisk person ved fx brev, hvis modtagere har ladet sig registrere på Robinson-listen. Forbrugerombudsmanden anmeldte derfor ejendomsmæglerselskaberne til politiet for overtrædelse af markedsføringsloven.

Ejendomsmæglerselskaberne erkendte forholdene. Det selskab, som havde sendt to breve, accepterede en bøde på 10.000 kr., og det selskab, som havde sendt et brev, accepterede en bøde på 5.000 kr. (08/01620)

2.6.1.7. Uanmodet henvendelse i strid med Robinson-listen

En bank sendte et brev med markedsføringsmateriale til en forbruger på trods af, at pågældende stod på ”Robinson-listen”, der er en liste, som CPR udarbejder hvert kvartal over de personer, der har frabedt sig direkte markedsføring.

Forbrugeren modtog et brev fra banken, hvor der blandt andet stod: ”Bliv kunde helt enkelt – uden at skifte bank”. Da hun havde stået på ”Robinson-listen” siden 2001, kontaktede hun banken for at få en forklaring. Da hun ikke mente, at forklaringen fra banken var fyldestgørende, kontaktede hun Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden skrev til banken, at erhvervsdrivende, der ønsker at rette direkte henvendelse til personer med henblik på at reklamere for deres produkt, forinden må konsultere denne liste. Hvis personen figurerer på listen, må den erhvervsdrivende ikke efter markedsføringslovens § 6, stk. 3 rette uanmodet henvendelse til den pågældende.

Banken svarede Forbrugerombudsmanden, at der var sket en fejl i forbindelse med screeningen af Robinson-listen. Banken har på baggrund af fejlen gennemgået sine procedurer for at sikre, at markedsføringslovens regler overholdes, og at ingen forbrugere fremover modtager uopfordret markedsføring fra banken.

Forbrugerombudsmanden indskærpede over for banken, at såfremt de i fremtiden sender uanmodet markedsføringsmateriale ud til personer, der står på ”Robinson-listen”, vil det blive anset som en skærpende omstændighed. (08/08651)

2.7. Lovens § 7. Vejledning

2.8. Lovens § 8. Markedsføring rettet mod børn og unge

2.8.1.1. Vennehvervning og personligt adresserede breve til kommende konfirmander

En butik fik skoleelever til at indsamle navne på kommende konfirmanders navne mod gavekort som belønning. Efterfølgende sendte butikken markedsføringsmateriale og invitationer til konfirmandaften ud til de unge.

Vennehvervning består i, at erhvervsdrivende opfordrer kunder til blandt venner og bekendte at hverve nye kunder til butikken mod betaling for indsatsen i form af varer, der oftest karakteriseres som ”gaver” eller andet vederlag. Erhvervsdrivende må som udgangspunkt ikke benytte børn og unge i salgs- og markedsføringsøjemed, herunder til vennehvervning, da fremgangsmåden kan bruges til at udnytte børn og unges loyalitetsfølelse.

Endvidere må personligt adresserede reklamebreve til børn og unge som udgangspunkt ikke sendes ud, medmindre forældrenes samtykke er indhentet forinden. Årsagen er, at børn og unge ofte ikke kan gennemskue det erhvervsmæssige formål med personligt adresserede reklamebreve. Der er således risiko for, at reklamebrevet bliver tillagt en mere positiv værdi, fordi henvendelsen er rettet specielt til barnet.

Forbrugerombudsmanden skrev derfor til butikken, at markedsføringsformen ville kunne blive anset for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik og § 8, stk. 1, da markedsføringen var rettet mod børn og unge.

Butikken svarede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringskonceptet var en enkeltstående begivenhed, der ikke vil blive gentaget i fremtiden. (08/04581)

2.8.1.2. Sprogrejser markedsført via vennehvervning

Forbrugerombudsmanden blev gennem en avisartikel opmærksom på, at et sprogrejse-selskab benyttede sig af vennehvervning i deres markedsføring.

Hos sprogrejse-selskabet var det muligt for børn og unge efter en sprogrejse at blive pr-studenter, hvilket bl.a. indebar aktiviteter som at dele brochurer ud, sætte plakater op, holde foredrag og hverve nye rejsende blandt andre børn og unge.

Til gengæld for deres arbejde fik de point, der kunne omsættes til forskellige produkter, som kunne have deres interesse.

Men det er ulovligt at opfordre børn og unge til at hverve kunder blandt venner og bekendte, da denne fremgangsmåde kan bruges til at udnytte børn og unges loyalitetsfølelse.

Forbrugerombudsmanden skrev derfor til selskabet, at markedsføringsformen ville kunne blive anset for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik og § 8, stk. 1, da markedsføringen var rettet mod børn og unge.

Selskabet svarede Forbrugerombudsmanden, at det ophørte med at anvende vennehvervning i selskabets markedsføring på det tidspunkt, hvor det blev opmærksom på problemet. (08/03963)

2.8.1.3. Festarrangør brugte unge som salgskanal

Man skal være varsom med at bruge unge til markedsføring. Det har en festarrangør nu taget til efterretning efter at have været i kontakt med Forbrugerombudsmanden.

”Din opgave er ganske enkel. Du skal bare dele de vedlagte invitationer ud til alle dine venner og bekendte, samt i klubben, til sport eller hvor du ellers møder andre på din egen alder. Som tak for hjælpen bliver du V.I.P. og kommer dermed GRATIS IND til alle vores arrangementer”.

Sådan lød opfordringen fra en festarrangør til de unge, der hjalp arrangøren med at finde flere gæster til virksomhedens alkoholfrie arrangementer.

Det er ikke tilladt at opfordre børn og unge til aktivt at hverve nye kunder blandt venner og bekendte, da fremgangsmåden kan udnytte børn og unges godtroenhed og deres loyalitetsfølelse over for hinanden.

I et andet markedsføringstiltag opfordrede festarrangøren de unge til at tilmelde sig selv og deres venner til en sms-service.

Forbrugerombudsmanden skrev til virksomheden, at markedsføringen i form af vennehvervning ville kunne blive anset for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik og § 8, stk. 1, da markedsføringen var rettet mod børn og unge. Derudover ville opfordringen til at tilmelde sine venner en sms-service ligeledes kunne blive anset for at være en overtrædelse af markedsføringslovens § 6.

Virksomheden er nu ophørt med at anvende både VIP-funktionen og sms-servicen. (08/02302)

2.9. Lovens § 9. Salgsfremmende foranstaltninger

2.10. Lovens § 10. Rabatkuponer og –mærker

2.10.1.1. Forhåndsbesked vedr. rabatordninger mv. til nytilflyttere i kommune

En kommune overvejede muligheden for at give nytilflyttede borgere til kommunen et ”checkhæfte” indeholdende kuponer, som borgerne kunne anvende til at opnå rabatordninger og andre fordele i de annoncerende firmaer. Checkhæftet ville blive uddelt som en del af en velkomstpakke til de nytilflyttede borgere. Som alternativ til rabatkuponerne i checkhæftet overvejede kommunen udstedelse af gavekort til den samme modtagerkreds.

Kommunen anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked vedrørende den påtænkte foranstaltning, jf. markedsføringslovens § 25.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at selvom kommunen ikke kunne anses for at være erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand, fremgik det af rabatordningen, at denne tænktes etableret i samarbejde med en række lokale erhvervsdrivende, som på kuponerne stod som udstedere af rabatten. Det var derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at brugen af rabatkuponerne måtte anses som led i en erhvervsmæssig virksomhed.

Forbrugerombudsmanden bemærkede desuden, at erhvervsdrivende ifølge markedsføringslovens § 10, stk. 1, ikke måtte give rabat på en vare eller arbejds- og tjenesteydelse og samtidig kræve, at kunden afleverede en rabatkupon, tilbudskupon, værdikupon og lign. Dette gjaldt, uanset om rabatkuponen skulle klippes ud af en tilbudsavis mv. eller var optrykt i et rabathæfte, kuponhæfte eller ”checkhæfte”. Det påtænkte tiltag i form af rabatkuponer i ”checkhæftet” måtte på denne baggrund anses for omfattet af forbuddet i § 10, stk. 1, og var dermed ikke tilladt.

For så vidt angik kommunens alternative forslag om udstedelse af gavekort til den samme personkreds fandt Forbrugerombudsmanden, at et sådant tiltag måtte betragtes som en salgsfremmende foranstaltning, og som sådan reguleret af markedsføringslovens § 9, stk. 1, hvoraf bl.a. fremgår:

at de betingelser, der gælder for at få andel i tilbuddet, skal være korrekte, klart formuleret og relevante

at eventuelle forbehold eller begrænsninger i et tilbud skal markedsføres således, at forbeholdet fremgår ligeså tydeligt som selve tilbuddet

at værdien af tillægsydelsen (så vidt muligt ved angivelse af handelsværdien) klart er oplyst

Særligt vedrørende brug af et gavekort bemærkede Forbrugerombudsmanden, at sådanne gerne måtte benyttes, forudsat brugen af gavekortet ikke var betinget af et samtidigt krav om yderligere køb. Fx var et gavekort for to til en restaurant ikke tilladt, hvis benyttelsen / indløsningen af gavekortet forudsatte, at der samtidig var to andre, der skulle betale for deres kuvert. I så fald var gavekortet reelt en rabatkupon, og dermed omfattet af forbuddet i § 10, stk. 1.

Det var herefter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at hvis den påtænkte markedsføringsforanstaltning anvendtes med et gavekort, således som den var beskrevet, måtte den anses for at være i overensstemmelse med markedsføringsloven, forudsat oplysningskravene mv. efter § 9 i øvrigt var iagttaget. (2007 – 1100/5-1059)

2.11. Lovens § 11. Lodtrækning og præmiekonkurrencer

2.12. Lovens § 12. Garanti

2.13. Lovens § 12a. Købsopfordring

2.13.1.1. Prisoplysninger og købsopfordring i internetbutik

Efter en henvendelse fra en erhvervsdrivende har Forbrugerombudsmanden i en forhåndsbesked forholdt sig til et spørgsmål om prisoplysninger på internettet.

Den erhvervsdrivende havde oplyst, at det af butikkens hjemmeside under info => handelsbetingelser fremgik, at der var et ekspeditionsgebyr på 49 kr. ved alle ordrer under 500 kr. Gebyret blev derudover oplyst, når forbrugeren klikkede sig videre til sin ”indkøbskurv”, og ordren var under 500 kr.

Efter en gennemgang af markedsføringslovens § 13 om prisoplysninger og § 12a om købsopfordringer vurderede Forbrugerombudsmanden, at en købsopfordring udover varens pris skulle oplyse om alle yderligere omkostninger ved et køb. Kunne en sådan omkostninger imidlertid ikke med rimelighed beregnes på forhånd, skulle der oplyses om, at der ville blive tillagt en yderligere omkostning.

I den konkrete sag var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at et ekspeditionsgebyr afhængig af en ordres størrelse ikke med rimelighed kunne beregnes på forhånd, og at det derfor skulle oplyses hvis der kunne blive tillagt et ekspeditionsgebyr. Det kunne fx ske med en notemarkering ved varens pris, når prisen var mindre end 500 kr., med noteangivelse af, at der ville blive tillagt et ekspeditionsgebyr på 49 kr.

Forbrugerombudsmanden meddelte på denne baggrund den erhvervsdrivende, at sådan som oplysningerne på hjemmesiden om et ekspeditionsgebyr på 49 kr. ved ordrer under 500 kr. for tiden blev givet, indebar det en overtrædelse af markedsføringslovens § 12a, stk. 2, og at overtrædelse heraf kunne straffes med bøde. (08/02972)

2.14. Lovens § 13. Prisoplysninger

2.14.1.1 Forhåndsbesked om et flyselskabs handling fee

Et flyselskab anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked i anledning af, at selskabet påtænkte at indføre et bestillingsgebyr (et såkaldt ”handling fee”) for bestilling af flybilletter på selskabets hjemmeside. Handling fee’et skulle dække selskabets udgifter til administrativt arbejde ved flybookinger online. Selskabet opstillede i den forbindelse to scenarier, som det ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af.

I scenario 1 ønskede selskabet at opkræve et handlingfee pr. booking på internettet. Handlingfee’et ville være uafhængigt af antallet af passagerer, og om der blev bestilt one-way eller returbilletter.

Selskabet anførte, at det ikke var muligt at bestemme den enkelte rejses pris før bestillingen, idet den enkelte rejses endelige pris ville afhænge af, hvor mange billetter der blev bestilt i den enkelte booking, og om der blev bestilt one-way- eller returbilletter. Selskabet ville derfor i stedet i tilknytning til deres prisoplysninger tilføje teksten: ”Ved bestilling opkræves handlingfee på i alt X kr. pr. bestilling”.

Oplysningen om handlingfee’et skal være klart og tydeligt.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at han ud fra en konkret og skønsmæssig vurdering fandt, at det beskrevne scenario ikke ville være i strid med markedsføringsloven, herunder særligt bestemmelserne i §§ 12a og 13, forudsat at oplysningen om, at der blev opkrævet et handlingfee og størrelsen heraf, ville fremgå klart og tydeligt og med samme meddelelseseffekt som de øvrige prisoplysninger.

I scenario 2 ønskede selskabet at opkræve et gebyr på 15 kr. pr. person pr. one-way hos kunder, der ikke var medlemmer af selskabets kundeklub, som var et gratis og uforpligtende medlemskab, der gav forbrugeren mulighed for at ændre bookinger online, bestille bagage online, modtage selskabets nyhedsbrev mv. Selskabet oplyste, at det i tilknytning til de oplyste priser ville blive oplyst, at prisen forudsatte medlemskab af kundeklubben, og at ikke-medlemmer ville blive opkrævet X kr. pr. person pr. one-way.

Forbrugerombudsmanden udtalte i relation til scenario 2, at der efter det oplyste var tale om en udgift, der pålægges pr. person pr. one-way, hvorfor der ikke forelå de samme problemer som i scenario 1, hvor handlingfee’et ikke umiddelbart kunne indregnes i den oplyste pris for den enkelte rejse, da denne bl.a. var afhængig af antallet af rejser, der blev bestilt i samme bestillingsforløb.

Der var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke umiddelbart noget til hinder for, at handlingfee’et i scenario 2 blev indregnet i den oplyste pris for de enkelte afgange. Forbrugerombudsmanden udtalte således, at den pris, der blev oplyst, skulle inkludere handlingfee’et, og at det ikke ville være tilstrækkeligt blot at oplyse, at den anførte pris forudsatte medlemskab af kundeklubben. (08/04861)

2.14.1.2. Annoncering med priser eksklusive miljøtillæg

Tre hoteller oplyste i annoncer i et dagblad og et magasin sine priser ”ekskl. 4,5 % miljøtillæg”.

Forbrugerombudsmanden skrev til hotellerne og henledte opmærksomheden på markedsføringslovens §§ 12a og 13. Ifølge disse bestemmelser skal priser, når markedsføringen er rettet mod forbrugerne, oplyses inklusive afgifter og andre omkostninger.

Hotellerne oplyste, at der fremover vil blive annonceret uden angivelse af et miljøtillæg på 4,5 %.

Forbrugerombudsmanden besluttede herefter at afslutte sagen med en indskærpelse til hotellerne om at overholde markedsføringslovens §§ 12a og 13 ved annoncering med priser, således at der oplyses om den samlede pris inklusive afgifter, tillæg mv. (08/06827)

2.14.1.3. Indførelse af gebyr på teaterbilletter

Et teater ønskede at indføre et gebyr i størrelsesordenen 25 kr. pr. billet ved billetkøb ved personligt fremmøde i og telefonisk bestilling hos teatrets billetcenter. Ved telefonisk bestilling havde der hidtil været pålagt et gebyr på 15 kr. pr. transaktion, og billetkøb foretaget ved personligt fremmøde var gebyrfrit. Køb af billetter via Billetnet.dk havde hidtil og ville fortsat være pålagt et gebyr på 15 kr. pr. billet + evt. forsendelse.

De påtænkte og ønskede nye gebyrer skulle dække nogle af de administrative udgifter, der var forbundet med billetudstedelsen, og teateret anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked vedrørende den påtænkte foranstaltning, jf. markedsføringslovens § 25.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at det fulgte af markedsføringslovens § 13, stk. 1 – 3 og stk. 5, at den pris, der skal oplyses, er den samlede pris inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter, dvs. totalprisen, der er relevant for forbrugeren, og som denne skal betale for at erhverve den pågældende vare eller ydelse. Ved gebyr forstås, jf. § 13, stk. 5, betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet af varen eller tjenesteydelse, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.

Et gebyr, som knytter sig til selve erhvervelsen af det udbudte, og som forbrugeren ikke kan slippe for at betale – fx et bestillingsgebyr, betalingsgebyr, ekspeditionsgebyr eller lign. – skal indregnes i den oplyste totalpris. De samme oplysningskrav stilles, når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmateriale gives prisoplysninger om varer eller tjenesteydelse, jf. § 13, stk. 3.

Det var herefter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at indførelsen af de påtænkte gebyrer, således som de forelå oplyst af teatret, måtte anses for at være i overensstemmelse med markedsføringslovens regler, forudsat oplysningskravene i § 13 var iagttaget. (2007–1100/5-928)

2.14.1.4. Indskærpelser vedrørende prisoplysninger og markedsføring af internethastigheder

Som led i sit arbejde i det internationale forbrugerbeskyttelsesnetværk ICPEN undersøgte Forbrugerombudsmanden markedsføringen af internethastigheder og prisoplysninger på hjemmesiderne for 15 bredbåndsudbydere.

Undersøgelsen viste, at der generelt var problemer med at leve op til teleretningslinjernes krav om at tage forbehold ved forskel på den nominelle (markedsførte) hastighed og den effektive hastighed, slutbrugeren vil opnå, og til kravet om forbeholdets placering i markedsføringen.

Er der forskel på den markedsførte og den effektive internethastighed, skal bredbåndsudbyderen ifølge teleretningslinjernes pkt. 3 tage et klart og tydeligt forbehold om dette i sin markedsføring. I lyset af, at der var tale om relativt nye krav, valgte Forbrugeombudsmanden at holde et møde med en række udbydere og komme med en generel indskærpelse til branchen.

Forbrugerombudsmandens undersøgelse omfattede desuden de prisoplysninger, som bredbåndsudbyderne skal give efter både teleretningslinjernes pkt. 3.1. og markedsføringslovens § 13. For så vidt angår prisoplysninger, blev der efter undersøgelsen rettet individuel henvendelse til ca. 2/3 af de berørte udbydere. (08/07090)

2.15. Lovens § 14. Kreditkøb

2.15.1.1. Krav om oplysninger ved kreditkøb

Forbrugerombudsmanden har på forespørgsel tilkendegivet, at oplysninger om omkostninger ved køb på kredit skal gives i umiddelbar tilknytning til selve varen og prisoplysningen for denne. Det er således ikke tilstrækkeligt i forbindelse med annoncering for kreditkøb kun at oplyse den månedlige ydelse og for så vidt angå andre oplysninger om omkostninger ved købet at henvise til en anden side.

Der var fra en organisations side spurgt, hvorvidt det i forbindelse med reklame for kreditkøb er i overensstemmelse med markedsføringslovens § 14 alene at angive en månedlig ydelse i en såkaldt ”splatter” for herefter at henvise til en anden side i reklamen, hvor de kreditoplysninger, der skal oplyses om efter markedsføringslovens § 14, stk. 1, fremgår.

Forbrugerombudsmanden henviste til, at det i bemærkningerne til markedsføringsloven fremgår, at ”adgangen efter § 12, stk. 3 [nu § 14, stk. 3] til at oplyse kreditomkostningerne efter stk. 1 i form af et repræsentativt eksempel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde, er en undtagelsesbestemmelse, som kun finder anvendelse, hvis det ikke er muligt at give de faktiske kreditomkostninger. Fx hvis renten varierer fra dag til dag.”

Markedsføringslovens § 14, stk. 3, er en undtagelsesbestemmelse, hvorfor der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse må anlægges en snæver fortolkning af bestemmelsen. Der vil herved også blive lagt vægt på, at det af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at den kun finder anvendelse, hvis det ikke er muligt at give de faktiske kreditomkostninger. (1169/5-332)

2.16. Lovens § 15. Gebyrer

2.16.1.1. Betingelserne for at pålægge nye gebyrer skal klart være angivet i aftalen

Forbrugerombudsmanden har pålagt et teleselskab at ændre sine abonnementsvilkår, så det klart fremgår, efter hvilke kriterier gebyrer kan ændres, eller nye kan indføres. Dette er et lovkrav efter markedsføringslovens § 15, stk. 1. I abonnementsvilkårene var det alene angivet, at ændringer i priser og abonnementsvilkår vil blive annonceret på hjemmesiden og ved fremsendelse af e-mail til kunden med et varsel på 30 dage.

Selskabet ændrede herefter sine vilkår. Ændringerne gav dog i vidt omfang mulighed for betydelige gebyrændringer, da kriterierne i vidt omfang var skønsmæssige og bredt formuleret. Forbrugerombudsmanden understregede derfor, at vilkår og betingelser ikke må benyttes til usaglige eller urimelige ændringer, da dette vil kunne indebære en overtrædelse af markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden forudsatte derfor, at selskabet vil administrere vilkårene, så fremtidige ændringer ikke kan karakteriseres som vilkårlige eller urimelige.

Betingelserne for at ændre et gebyr eller opkræve et nyt gebyr, er reguleret i markedsføringslovens § 15. Det fremgår af § 15, stk. 1, at betingelserne for at ændre størrelsen af et gebyr til ugunst for forbrugeren eller opkræve et nyt gebyr i et løbende kontraktforhold skal være klart fremhævet i kontrakten.

Dette indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det tydeligt skal fremgå af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrer kan ændres eller indføres. Kriterierne må, jf. tillige markedsføringslovens § 1 endvidere ikke være usaglige eller urimelige, og aftalevilkårene må give forbrugeren muligheden for at vurdere sandsynligheden og størrelsen af fremtidige ændringer i gebyrerne. Forbrugeren skal desuden have mulighed for efterfølgende at vurdere, om ændringer er i overensstemmelse med aftalen/kriterierne.

Dette indebærer, at den erhvervsdrivende ved varslingen skal angive, med hvilken begrundelse i henhold til aftalevilkårene gebyret ændres eller indføres. Der henvistes tillige til den vejledning, som Forbrugerombudsmanden har udstedt i juli 2008 om markedsføringslovens § 15.

Den erhvervsdrivende må ved formuleringen af betingelserne så præcist som muligt angive, hvilke forhold der vil kunne føre til ændringer i gebyrerne, eller medføre at nye gebyrer vil blive pålagt forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden understregede samtidig, at aftalte gebyrer ikke kan ændres, eller nye gebyrer indføres eller pålægges, uden at dette har hjemmel i aftalen med forbrugeren. Foreligger der ikke en sådan aftale mellem parterne, må indførelse af et nyt gebyr eller andre ændringer til ugunst for forbrugeren som udgangspunkt sidestilles med indgåelsen af en ny aftale, som kræver forbrugerens udtrykkelige samtykke eller accept, før ændringerne kan træde i kraft. Ud over dette, skal vilkåret være særligt fremhævet, for at det kan anses som vedtaget og gældende mellem parterne. Det vil i den forbindelse ikke være tilstrækkeligt, at oplysningerne blot er tilgængelige, fx på den erhvervsdrivendes hjemmeside som en del af dennes forretningsbetingelser eller abonnementsvilkår. (08/03883)

2.17. Retningslinjer og vejledninger

2.17.1.1. Vejledning fra Forbrugerombudsmanden om fortolkning af nye bestemmelser i markedsføringsloven (Gennemførelse af direktivet om urimelig handelspraksis mv.)

Den 1. december 2007 trådte lov nr. 1547 af 20. december 2006 om ændring af markedsføringsloven og bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold i kraft. Formålet med lovændringen og bekendtgørelsen var især at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked mv. (UCP-direktivet) i dansk ret.

Lovændringen indebærer enkelte, men fortrinsvis sproglige og tekniske ændringer af markedsføringsloven. I den nye bekendtgørelse er ”sortlistet” 31 konkrete forhold, som ifølge bemærkningerne til lovforslaget også efter den hidtidige markedsføringslov ville være i strid med enten god markedsføringsskik, jf. lovens § 1, eller vildledningsforbuddet i lovens § 3.

Retstilstanden efter de nye regler er derfor i det væsentlige den samme som hidtil. Forbrugerombudsmanden har imidlertid med den nye vejledning, som forinden udstedelse var i høring hos berørte interesse- og brancheorganisationer, ønsket at informere om de nye regler og betydningen heraf samt hjælpe de erhvervsdrivende til forståelse af de nye bestemmelser

I lovændringen er den hidtidige generalklausul om god skik suppleret ved indførelse af et forbud mod urimelig handelspraksis, som berører forbrugernes økonomiske adfærd. EU-direktivet om urimelig handelspraksis vedrører alene urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser. Derfor angår nyformuleringen af generalklausulen kun forbrugerforhold. I vejledningen præciseres, at dette betyder, at markedsføring, der skader forbrugernes økonomiske interesser, ikke må være egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd. Markedsføringen skal med andre ord have en kommerciel effekt, der indebærer, at den retsstridige handling har eller må kunne forventes at have en indvirkning på forbrugerens økonomiske dispositioner.

Direktivet om urimelig handelspraksis er et totalharmoniseringsdirektiv. Dette indebærer, at kravene til markedsføringen inden for direktivets område – dvs. urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser – er ens i alle medlemsstater, og at medlemsstaterne ikke må indføre strengere eller mere vidtgående regler end dem, der allerede følger af direktivet. Inden for direktivets anvendelsesområde er udgangspunktet herefter, at markedsføring, som berører forbrugernes økonomiske interesser, og som lever op til direktivets krav, er tilladt.

Som en væsentlig undtagelse i direktivet kan nævnes smag og anstændighed, der kan variere meget fra den ene medlemsstat til den anden. Direktivet præciserer ikke nærmere, hvad der ligger i smag og anstændighed, men i direktivets præambel (motiverne) nævnes som eksempel, at ”kundehvervning på gaden i nogle medlemsstater kan være uønsket af kulturelle grunde”. Undtagelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan gribe ind over for markedsføringen i medfør af den hidtidige generalklausul, hvis der i markedsføringen er elementer, som er i strid med, hvad normalt er omfattet af begrebet almene samfundsinteresser, herunder smag, anstændighed og kulturelt betingede forhold.

Markedsføringslovens § 3 om vildledende angivelser og udeladelser samt om aggressiv og utilbørlig markedsføring rettet mod forbrugerne og andre erhvervsdrivende er nyaffattet. I den nye bestemmelse er det fortsat et krav, at markedsføringen skal have en kommerciel effekt, men beskrivelsen af denne effekt tager nu udgangspunkt i modtagerens forhold: ”egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet”.

På baggrund af lovbemærkningerne lægger Forbrugerombudsmanden i den nye vejledning til grund, at der med nyformuleringen ikke er tilsigtet en materiel ændring i forhold til gældende ret, og der er ikke indholdsmæssigt forskel mellem det hidtidige forbud mod at anvende ”urimeligt mangelfulde angivelser” og det nye forbud mod at ”udelade væsentlige informationer”.

Der er ved lovændringen indført en ny § 12a i markedsføringsloven. Bestemmelsen fastsætter en række oplysningskrav i forbindelse med fremsættelse af en købsopfordring, dvs. markedsføring som indeholder en opfordring til køb rettet mod forbrugerne. § 12a, stk. 3 indeholder tre betingelser for, at der foreligger en købsopfordring. Der skal for det første angives en karakteristik af produktet og dernæst en pris. Det er herudover en betingelse, at disse to oplysninger sætter forbrugeren i stand til at foretage et køb.

I Forbrugerombudsmandens vejledning præciseres, at § 12a må ses i sammenhæng med forbuddet mod at udelade væsentlige informationer, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, og det generelle forbud i UCP-direktivets artikel 7, stk.1, mod udeladelse af væsentlige oplysninger. Undladelse af at afgive de krævede oplysninger indebærer derfor en overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsforbud, og overtrædelse af bestemmelsen er da også strafbelagt.

De oplysninger, der kræves ifølge bestemmelsen, vedrører især varens eller tjenesteydelsens karakteristika, den erhvervsdrivendes adresse og navn, særlige forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, eventuel fortrydelsesret og returret samt oplysninger om prisen inklusive afgifter.

Ifølge Forbrugerombudsmandens vejledning og lovændringen er det et krav, at hvis prisen pga. varens / tjenesteydelsens art ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal man angive den måde, hvorpå prisen beregnes. Tilsvarende skal der oplyses om yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, eller – hvis disse oplysninger ikke kan beregnes på forhånd – oplyses om, at sådanne omkostninger kan forekomme.

Af den ny bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold fremgår, at de former for markedsføring, der er opregnet i bilaget til bekendtgørelsen, under alle omstændigheder anses for at være urimelige i forbrugerforhold. Dette indebærer, at en selvstændig prøvelse af det konkrete forholds vildledende karakter derfor ikke behøver at finde sted.

Flere af de markedsføringsmetoder, der er nævnt i bilaget, er allerede helt eller delvist reguleret af specifikke bestemmelser i markedsføringsloven (fx nr. 5 om slagtilbud, som allerede er gennemført ved markedsføringslovens § 9, stk. 2, og nr. 11 om reklameidentifikation, der er gennemført ved markedsføringslovens § 4) eller særlovgivning.

Endelig er der en række forhold, som ifølge Forbrugerombudsmandens praksis tidligere har været vurderet som vildledende og dermed omfattet af det generelle forbud i § 3, som nu udtrykkeligt er reguleret i bekendtgørelsen. Det gælder fx bilagsnr. 20 om anvendelsen af ordet ”gratis” og nr. 21 om ”uanmodet fakturafremsendelse”. Listen i direktivets bilag er ikke udtømmende. Af vejledningen fremgår derfor, at selvom et forhold ikke optræder på listen betyder dette ikke, at det er tilladt.

Vejledningen kan læses i sin fulde ordlyd på www.forbrugerombudsmanden.dk. (08/02502)

2.17.1.2. Revision af lige teleretningslinjerne

Retningslinjerne om god markedsføringsskik på teleområdet fra 2005 er blevet revideret i lyset af den udvikling, som der har været på området. De reviderede retningslinjer trådte i kraft 1. maj 2008. Retningslinjer er blevet til i samarbejde med Forbrugerrådet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Dansk Erhverv, Dansk Industri (ITEK), Branchen ForbrugerElektronik (BFE) og Dansk Energi. IT- og Telestyrelsen samt Konkurrencestyrelsen har deltaget som observatører.

Teleområdet er et af de områder, hvor Forbrugerombudsmanden fortsat modtager flest henvendelser fra forbrugerne. Med introduktionen af de reviderede retningslinjer har Forbrugerombudsmanden samtidig givet en generel indskærpelse til virksomhederne på teleområdet om at luge ud i vildledende markedsføringsmetoder.

De vigtigste ændringer i de nye teleretningslinjer:

Når der er tale om lovmæssige oplysninger, fx oplysninger om den samlede mindstepris i en bindingsperiode, skal disse gives, så de fremstår med samme meddelelseseffekt som de øvrige oplysninger.

Forbrugerombudsmanden tilkendegav ved offentliggørelse af de reviderede retningslinjer, at såvel organisationer som virksomheder vil have et skærpet fokus på disse områder fremover. (08/00806)

2.17.1.3. Vejledning fra Forbrugerombudsmanden om markedsføringslovens § 15 om gebyrer

Med den nye markedsføringslov blev der ved § 15 indført en regel, der regulerer erhvervsdrivendes adgang til i et løbende kontraktforhold at ændre eksisterende gebyrer eller indføre nye gebyrer. Efter høring af de berørte organisationer mv. udsendte Forbrugerombudsmanden i juli 2008 en vejledning om gebyrbestemmelsen. Vejledningen indeholder en gennemgang af de enkelte elementer i § 15 og gengiver de synspunkter, som Forbrugerombudsmanden vil lægge til grund i sin administration af bestemmelsen.

Der er tale om en offentligretlig regulering, og § 15 suppleres således af dansk rets civilretlige regler om aftaler, hvilket også kort berøres i vejledningen.

Vejledningens fulde ordlyd kan læses på www.forbrugerombudsmanden.dk. (08/01561)

2.17.1.4. Retningslinjer om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser (reklamer mv.)

Retningslinjerne indeholder to nye ”nej tak”-ordninger og krav om korrekt aflevering af adresseløse forsendelser.

Der er ikke lovgivning, som giver den enkelte borger ret til at fravælge modtagelsen af adresseløse forsendelser, men der har været nogle frivillige ordninger, som dog ikke fungerede optimalt. På den baggrund indledte Forbrugerombudsmanden i 2008 forhandlinger om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser, herunder en ny frivillig, ordning med ”nej tak” til reklamer. Målet var at få gennemført en enkel, administrerbar løsning, som der generelt kunne opnås tilslutning til, og som sikrer, at forbrugerne effektivt kan framelde uønsket reklame. Også selve afleveringen af forsendelserne indgik i forhandlingerne.

Forhandlingerne blev afsluttet i efteråret 2008. Der blev indført to nye ”nej tak”-ordninger til adresseløse forsendelser.

Tilmelding til den første ordning indebærer, at reklamer mv. ikke må omdeles, mens aviser og andre publikationer kan omdeles, når disse opfylder visse krav. Tilmelding til den mere omfattende ordning indebærer, at hverken reklamer, aviser eller andre publikationer må omdeles. For begge ordningers vedkommende gælder dog, at der altid kan omdeles offentligt informationsmateriale og lignende.

Telefonbøger, vejvisere og aftenskolekataloger er reklamer i markedsføringslovens forstand og kunne derfor efter retningslinjerne ikke omdeles til en adresse, der er tilmeldt ordningerne. Imidlertid fremsatte Folketingets Trafikudvalg i januar 2009 et ønske om, at retningslinjerne blev ændret, så det blev lettere at omdele disse publikationer. Forhandlingsparterne valgte at imødekomme politikernes ønske om en ændring, så publikationerne kan omdeles, selv om en adresse er tilmeldt ”Reklamer – Nej tak”. Derimod må de ikke omdeles, hvis en adresse er tilmeldt den mere omfattende ordning ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”. Telefonbøger, lokale vejvisere og aftenskolekataloger mv. er således særligt reguleret i retningslinjerne.

Ordningerne får hvert sit klistermærke, som skal opsættes synligt på brevkassen eller ved brevsprækken, og som skal respekteres af både afsendere af reklamer mv. og af distributører.

Retningslinjerne indeholder også krav til aflevering af adresseløse forsendelser – kommercielle såvel som almindeligt informationsmateriale fra det offentlige. Forsendelsen må fx ikke smides på dørmåtten eller hænge ud af brevkassen.

Post Danmark varetager den overordnede administration af ”nej tak”-ordningerne, og der er oprettet et klagesystem, der giver en nem adgang for forbrugerne til at anmelde fejl.

Retningslinjerne er forhandlet med Forbrugerrådet, Post Danmark, Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder og øvrige erhvervsorganisationer og træder i kraft den 30. april 2009.

Retningslinjerne og tema kan læses på www.forbrugerombudsmanden.dk.

Forhandlingsparterne vil se på retningslinjerne igen, når de har været i kraft i et år. Et behov for ændringer vil blive vurderet på baggrund af erfaringerne med indførelsen og driften af ”nej tak”-ordningerne og omkring aflevering af adresseløse forsendelser. (08/02484).

2.18. Høringssvar

2.18.1.1. Høringssvar over udkast til revideret udbudsbekendtgørelse (bekendtgørelse om udbud af elektroniske kommunikationsnet og – tjenester)

I forlængelse af analysen Bedst-for-brugerne, som IT- og Telestyrelsen sendte i høring i november 2006, blev det bl.a. konkluderet, at udbudsbekendtgørelsen skulle revideres på en række områder.

Forbrugerombudsmanden fik således i februar 2008 udkast til revideret udbudsbekendtgørelse i høring fra IT- og Telestyrelsen.

I udkastet blev det bl.a. foreslået, at bekendtgørelsens § 25 om saldokontrol blev udvidet, således at det er obligatorisk for teleselskaberne at gøre borgeren opmærksom på ordningen i kontrakten. Endvidere blev det foreslået, at ordningen skal være gratis for borgeren.

Forbrugerombudsmanden udtalte bl.a. i sit høringssvar til IT- og Telestyrelsen, at der ikke var overensstemmelse mellem høringsbrevet og den foreslåede ordlyd af bekendtgørelsens § 25, stk. 5. Forbrugerombudsmanden udtalte, at det kunne være gavnligt for forbrugerbeskyttelsen, at det blev indført i bestemmelsens ordlyd, at teleselskaberne skal gøre forbrugeren opmærksom på ordningen i kontrakten, og ikke kun ved aftalens indgåelse.

IT- og Telestyrelsen fremsendte i april 2008 to supplerende spørgsmål vedrørende revisionen af udbudsbekendtgørelsen.

På baggrund af risiko for misbrug af saldokontrolordningen blev det foreslået, at ordningen alene var gratis for justeringer én gang i kvartalet. Hvis kunder derefter ønsker justeringer mere end én gang i kvartalet, vil teleselskaberne kunne opkræve et gebyr.

Derudover ønskede IT- og Telestyrelsen at beholde den gældende formulering af bekendtgørelsens § 25, stk. 5, selvom der ikke dermed var præcis overensstemmelse mellem ordlyden af høringsbrevet og bestemmelsen. IT- og Telestyrelsen gjorde Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at der i bekendtgørelsens § 10, stk. 2 er fastsat krav til indholdet af kontrakten, herunder oplysninger om funktioner og faciliteter.

Forbrugerombudsmanden udtalte hertil, at han var indforstået med, at der ved mere end én justering i kvartalet kan indføres et gebyr fra teleselskabernes side. Derudover udtalte Forbrugerombudsmanden, at det var hans opfattelse, at der skal være et skriftlighedskrav forbundet med saldokontrolordningen, således at det skal stå i kontrakten. (08/03354)

| Top |

Denne side er kapitel 2 af 9 til publikationen "Forbrugerjura 2008".
Version nr. 1.0 af 18-06-2009
© Forbrugerstyrelsen 2009