Begrundelse: Finanskrisen raser, og som konsekvens heraf bliver det måske ikke muligt at opnå FN-målene for 2015.

Med finanskrisen risikere man, at de økonomiske fremskridt, der er sket i udviklingslandene, bliver sat over styr. Den store taber er og bliver ulandene - investeringslysten er stærkt faldende samtidig med, at det bliver sværere at låne.

Trods finanskrisen er mængden af solgte fair trade-produkter steget, hvilket giver håb forude. Der er en formodning om, at dette, trods krisen, forsat vil stige.

Der er forskellige opfattelser af, hvor løsningen på problemerne skal findes. Ulandene fortrækker FN, dette skyldes bl.a., at det er her, de har bedst mulighed for indflydelse. Ilandene derimod ser hellere, at en løsning finder sted i IMF og verdensbanken, da FN ikke traditionelt er et organ for finansiel diplomati.