Begrundelse: At flytte hjemmefra kan for nogen være en overvældende begivenhed og for andre en længe ventet befrielse. Uanset hvad ændrer tilværelsen sig, når man flytter hjemmefra. Du opnår større frihed, men pludselig er der også mange ting, du skal tage stilling til og ansvar for.
Hvordan skaffer jeg i det hele taget en bolig? Hvad med lejekontrakten? Og hvordan bliver jeg forsikret? Det er blot nogle af de spørgsmål, som bør melde sig, når tankerne om at flytte hjemmefra skal realiseres Senere kommer mere hverdagsagtige problemstillinger til såsom: Hvordan lægger jeg et husholdningsbudget, er det nødvendigt? Hvordan ordner jeg madlavning, tøjvask mv.?
Disse spørgsmål er i bund og grund udtryk for en række forbrugermæssige problemstillinger, som unge, der ønsker at blive ”herre i eget hus”, bør forholde sig til. At lære hvordan disse problemstillinger begribes og håndteres er centralt med henblik på at ruste unge – der typisk ikke har forudgående erfaringer med eksempelvis forsikrings- og budgetspørgsmål – til at blive opmærksomme, vidende og kritiske forbrugere.
Arbejdet med dette tema kan indeholde og struktureres meget forskelligt – kun fantasien sætter grænser. Det vil bl.a. være relevant at beskæftige sig med juridiske (lejekontrakt), økonomiske (budget) og forsikringsmæssige problemstillinger.
Se PDF udgave af "03 Flytte hjemmefra"
Ideer til undervisningsforløb:
At flytte:
Hvornår må man flytte fra sine forældre? Hvilke myndighedsregler gælder, og hvad indebærer de helt konkret? Kan man købe på afbetaling? Kan man låne penge i banken? Og hvad med gebyrerne? Unge og kassekredit er også en mulig vinkel. Og så er der alt det med småt i kontrakter, garantibevis mv. – hvordan håndterer man det?
At få en bolig:
Hvordan skaffer man en bolig – og hvad kan den koste? Annoncer og reklamer på boligmarkedet. Hvilke boligformer kan være aktuelle? Hvordan kommer man fx med i et bofællesskab, ind på et kollegium, lejer et værelse, lejer en lejlighed eller køber en bolig alene eller sammen med andre osv? Regler, rettigheder og pligter i den forbindelse. Hvad med kæledyr?
Indretning:
Hvordan etablerer man sig i boligen? Møbler, køkkenudstyr, toiletting, sengetøj osv. – hvad kan man klare sig med af udstyr? Hvordan klager man over mangler ved en vare fx et køb af computer, komfur, læderjakke osv.?
Husholdningsbudget:
Udgifter til daglig, lejlighedsvis osv. Hvad skal man huske? Hvorfor er en checkliste en god ide? Hvorfor betale licens? Udgifter til bredbånd, frisør, p-piller og lign. Hvor og hvordan vasker man tøj, med hvad og hvad koster det? Elforbrug. Forsikringer. Tandlægeregninger. Mobilabonnementer. Fitnessabonnementer. Evt. fagforening og a-kasse. Rabatordninger til elever og studerende.
Rengøring:
Hvorfor, hvordan og med hvad. Her er tensidkemien og metoderne i højsædet. Hvordan fjerner man ølpletter? Hvordan rengøres en computer og et musikanlæg? Køleskab, fryser og vaskemaskinen – skal de også gøres rene? Desinfektion – hvorfor, hvordan? Vedligeholdelse af møbler, tæpper m.m. Reklamespot om rengøringsmidler lover ofte, at man kan gøre rent som en hvid tornado – er det rigtigt?
Den daglige madlavning:
Hvordan laver man sund mad, der er til at betale, og som smager godt, hvis man ikke har lært at lave mad? Tidsforbrug? Hvordan planlægges indkøb, når økonomien er stram? Basisfødevarer i et køkken – hvor lidt er nødvendigt? Hygiejne, køl, frys, dåsemad og lign., opvask uden en maskine osv.
Fester:
Må man spille høj musik i ejendommen? Husregler? Hvordan tackler man en fest i en etageejendom på et mindre værelse med køkkenadgang? Spisning og drikke?
Arbejde ved siden af skolegangen:
Hvordan regner man sin skat ud? Frikort? Uforudset restskat – er der regnet rigtigt? Ups, hva' så?
Regninger:
Hvordan betales de? Hvad er giro? Netbank? Posthus?. Gebyrpolitik og priser på ydelserne.
Forsikring:
Hvad er forsikring? Hvilke forsikringer er relevante for mig? Kan jeg få en billigere forsikring som studerende? Hvordan tegner jeg en forsikring? Hvor kan jeg finde hjælp til og få svar på mine spørgsmål om forsikringer?