Forside |  | Indhold |  | Bund |  | <<Forrige |  | Næste >> |

01

Ung forbrugeravis

Begrundelse: Unge skriver forbrugeravis eller forbrugerblad med lige præcis det indhold, som er relevant for målgruppen i den aktuelle tidsperiode. De skal bl.a. lære om reklamer, mediers magt, og hvordan man klager over fejl ved en vare. Avisen spænder tværfagligt bredt på indholdssiden og på selve produktionssiden. Et tværfagligt projekt som dette giver 'aha-oplevelser' og fremmer det sociale miljø, herunder samarbejdet i klassen/på holdet. Avisen kan medføre sidegevinster i andre medier, der får en pressemeddelelse og selve avisen, fordi de unge skal fortælle omverdenen om projektet 'Unge skriver forbrugeravis – hvorfor og hvordan'. Det giver fokus på den pågældende uddannelse og budskabet om, at unge også er forbrugere, kommer bredere ud.

De unge skal vejledes og undervises under produktionen af lærerne og professionelle mediefolk, fx fra et bladhus, og de skal ud i praktik på en redaktion/en produktion.


Se PDF udgave af "01 Ung Forbrugeravis"

Ideer til undervisningsforløb:

Unge skriver forbrugeravis – hvorfor og hvordan:

Lærerne og gerne en professionel medierepræsentant fra et bladhus præsenterer ideen og giver eksempler på noget af det, der skal overvejes, konkretiseres, struktureres osv. Denne indledning er tænkt som struktureret kaos, hvor de unge skal tændes på opgaven og selv komme med alt, hvad der falder dem ind af ideer til indhold, format, lay-out, illustrationer, tidsramme, økonomi m.m. Selve planlægningen af projektets undervisning og vejledning, herunder det tværfaglige procesforløb, hører til lærerens metodefrihed.

Køb af forbrugsgoder:

Hvad er et forbrugsgode? Eksempelvis køb af knallert: Hvad bør den unge have styr på inden købet, og hvor skaffer man relevante oplysninger, som er troværdige med hensyn til pris, kvalitet, vedligeholdelse, reparationer og daglige udgifter? Er der mode i knallerter, hvad er så denne form for mode? Hvorfor er det mest unge mænd, der køber knallert? Er der forskel på unges køb af knallert, afhængigt af om de bor i en storby, en provinsby eller på landet?
Hvad koster benzin, hvor er den billigst osv. Hvor gammel skal man være for at køre på knallert? Knallertprøve? Sikkerhedsudstyr – test af hjelme? Forsikringer – ansvar? Hvorfor kører nogle unge på ulovlige knallerter – interviewe en ung med tunet knallert om fænomenet, evt. interview af én, der forulykkede eller påførte andre mennesker skader. To på en knallert – er det lovligt? Når knallerten er i u-du, hva' så? Kan man klage, til hvem og hvordan?

Køb af brugt bil:

Flere af spørgsmålene under eksemplet med en knallert kan også bruges her, men andre kommer naturligt til. Brugtvognsforhandlere: Hvad skal man tage sig i agt for? Brugtvognsfælder? Køb via privatsalg, Blå Avis, nettet? Hvilke køberegler gælder? Hvilke klageadgange findes der?
Udgifter ved at have en bil? Hvad er en registreringsattest? Vægtafgifter? Syn? Forsikringer – hvad koster de, hvor er den billigst, og hvad er en forsikringspolice m.m.? Fancy ekstraudstyr til bilen. Kan man låne til en bil i banken på SU? Hvis ja, afdrag og renter – hvad er det? Opstil et bilbudget incl. vedligeholdelse.
Færdselsloven: Fartbøller, unge og rusmidler. Interviewe unge om de vil tage bilnøglen fra en påvirket kammerat eller anmelde personen til politiet. Interviewe en ung der forulykkede, fordi ….

Fitness:

Kulturen omkring fitnesscentre. Hvem kommer der og hvorfor? Hvad koster det? Hvordan og hvornår kan man opsige et abonnement? Krav til et fitnesscenter? Hvad lægger unge vægt på? Modetøj i fitness? Hvad hitter mest i et fitnesscenter? Spinning, styrketræning osv. Kropskultur – er det sundt at gå i fitness? Unge og spiseforstyrrelser. Er lokale idrætsforeninger et alternativ til fitness? Hvad koster det, og kan man nemt melde sig ud?

Gaver til konfirmation og 18 års fødselsdag:

Kan de byttes? Bytter man en gave fra faster Anna, hvis ja og nej, så hvorfor/hvorfor ikke? Er der mode i gaver, hvad hitter p.t? Hvorfor er det moderne at gå med smykker som Dronning Margrethe – brocher og øreringe fra Georg Jensen har fået et comeback? Hvad skyldes det?

Musik og film:

Lav anmeldelser. Fortæl om regler for downloadning. Særlige krav til computerens kapacitet. Køb af mp3-afspillere, check test af forskellige modeller osv.

Diskoteksbesøg:

Er det i orden, at der er videoovervågning? Hvilke regler gælder for overvågning i det offentlige rum. Fotografering via mobiltelefoner? Er det i orden? Etiske overvejelser? Hvorfor lægger man billeder ud på facebook?

Køb af varer på nettet:

Hvilke regler gælder. Fup og fakta. Hvilke rettigheder og toldregler eksisterer ved køb på udenlandske hjemmesider?

18 år og personlig myndig:

Hvad betyder det egentlig? Kan man tale om rettigheder og pligter som 18-årig samfundsborger? Køb på afbetaling? Må man, og kan man låne i banken? Er forældrene helt ude af spillet?

Unges økonomi:

Børnechecken, hvis er den? SU og fritidsarbejde. Skat – hvad er det?

15 år og den kriminelle lavalder:

Hvad er det egentlig? Prævention, fordi….Kondomtest m.m.

Reklamer i en forbrugeravis:

Er det en god eller dårlig ide? Reklamers magt. Reklamers økonomiske betydning. Etiske overvejelser.

Krydsord:

Lav et krydsord med løsningen købeloven. Skal der være en præmie?

Sudoku:

Sjov talopgave

Quiz:

Om forbrugerspørgsmål. Eller hvem ved det først?

Fest på SU'en:

Arranger Sørens 18 års fødselsdag. Han vil gerne se hele klassen (28 personer) til 'noget spisning af en art' – gerne lidt voksenagtigt, men han har næsten ingen penge, måske har han x-antal kroner, når de tomme flasker er solgt. Forældrene lægger kun hus til, og de er ikke hjemme om aftenen/natten.

Tatoveringer og piercinger:

Må man det uden forældrenes tilladelse, hvis man er under 15 år, hvis man er under 18 år? Hvorfor er især tatoveringer blevet moderne? Hvad bør man overveje inden en tatovering/piercing? Er der gode og dårlige tatovører? Priser og kvalitet? Hvis man fortryder, hvad så? Hvad gør piercinger ved ens krop? Er de farlige på kort og lang sigt? Hvilke signaler sender kropsudsmykninger? Andre kulturers kropsudsmykninger?

Fremtidsdrømme:

Hvad vil du gerne være? Interviewe nogle der har prøvet at være med i diverse talentkonkurrencer eller andet, der får unges opmærksomhed.

Avisproduktion:

Hvad skal man overveje og have styr på, inden man starter? Økonomien: Skal avisen sælges? Pris? Hvis den skal være gratis, hvem skal så betale trykning og distribution – søge fonde? Søge skolen? Hvor mange sider, format, forside og bagside til noget særligt? Papirkvalitet. Illustrationer: Regler for foto, tegninger og ophavsret?

Top |
Denne side er kapitel 1 af 12 til publikationen "Idékatalog – Inspiration til forbrugerundervisning på ungdoms- og erhvervsuddannelserne".
Version nr. 1.0 af 26-02-2010
© Forbrugerstyrelsen 2010