Design for alle
Fysisk tilgængelighed til emballager (Pjece)

Hele publikationen i PDF-format [2.651 kB]
Forbrugerstyrelsen har med projektet ”Design for alle” sat fokus på emballage, som alle kan åbne. Formålet med projektet er at gøre produktionsvirksomheder opmærksomme på fordelene ved at finde balancen mellem godt emballagedesign og forretningsmuligheder på et marked præget af hård konkurrence.
Indholdsfortegnelse
DESIGN FOR ALLE KAN GIVE KLARE, KONKURRENCEMÆSSIGE FORDELE
PLAST ERSTATTER GLAS OG KONSERVES
VIL DU HAVE MERE NYT FRA KUNDERNE?
Ved download af publikationen i HTML eller PDF, klik med højre museknap på linket og vælg “Gem destination som…” og vælg stedet på din computer, hvor du vil gemme filen.
PDF er et printvenligt format. For at læse og printe publikationen i dette format, skal man have en version af Adobe Reader installeret på sin computer. Dette program kan hentes gratis hos producenten Adobe's hjemmeside, hvor der også findes installationsvejledning mv.
Forbrugerstyrelsen
Amagerfælledvej 56
2300 København S
Tlf.: 3266 9000
E-mail: fs@fs.dk
Websted: www.forbrug.dk
DESIGN FOR ALLE KAN GIVE KLARE, KONKURRENCEMÆSSIGE FORDELE
Kender du det? Metalringen knækker af dåsen med torskerogn, og det er lige før, at der skal en skærebrænder til for at åbne den? Eller baconpakken med pilen, hvor der står ”træk her”, men hvor snippen er så lille, at det næsten er umuligt at få fat i den?
Både kunder og producenter ved, at fødevareemballage kan designes bedre. Men bedre emballage er også dyrere emballage – eller er det? Spørgsmålet er, om omkostningerne blot er et indhug i virksomhedens overskud, eller om det er en investering, der giver en mere positiv bundlinje. Fire produktionsvirksomheder, der optræder i Forbrugerstyrelsens rapport ”Design for alle”, viser, at bedre design kan have positiv effekt på omsætning og overskud. Samtidig hjælper virksomhederne mange kunder, der til daglig har svært ved at åbne dåser, glas, pakker og kartoner.
Mange produktionsvirksomheder balancerer mellem hensynet til forbrugerne og forretningsmæssige fordele, når det handler om at designe emballage. På den ene side skal det være nemt at åbne pakker, dåser og kartoner, for der er ingen interesse i at irritere kunderne og gøre det svært at komme til produktet. På den anden side kan det blive dyrt
at designe nye typer emballage, for det koster noget at udvikle, og der kan også være knyttet et højere materialeforbrug til ny indpakning. Det smitter af på prisen og skader måske firmaets konkurrenceevne.
Hvis produktionsvirksomhederne griber design-spørgsmålet rigtigt an, kan der være tale om en win win situation. Bedre designet emballage er en konkurrenceparameter, der kan tiltrække kunder, fordi godt design gør emballagen lettere at åbne. Det smitter af på bundlinjen. Samtidig kan en investering i bedre design gøre en væsentlig forskel for en lang række forbrugere, der til daglig har svært ved at åbne emballagen. Du kan læse den samlede rapport “Design for alle” på forbrug.dk
De fire produktionsvirksomheder, der optræder i Forbrugerstyrelsens rapport ”Design for alle”, viser, at brugervenligt design har positiv effekt på både omsætning og overskud.
FISK I PORTIONSSTØRRELSE
Larsen Danish Seafood har lanceret Frokost Fisk, som er pakket i en let plast emballage i stedet for de mere kluntede konservesdåser.
”Pakken har en ergonomisk fingertilpasset kant og en praktisk snip, så den kan åbnes af både børn, der endnu ikke har færdigudviklet sin finmotorik, og af ældre med svag håndkraft”, fortæller markedsdirektør Karsten W. Schrøder fra Larsen Danish Seafood A/S.
Fokusgrupper og emballagetest med forskellige forbrugere har været en del af udviklingen af emballagen, der har vundet en innovationspris. Frokost Fisk vandt Prix d’Elite på European Seafood Exposition messen i Bruxelles i 2007.

Fokusgrupper og emballagetest med forskellige forbrugere har været en del af udviklingen af en ny, ergonomisk emballage, der vandt innovationsprisen Prix d’Elite i 2007.
“Vi er utrolig glade for at have vundet den fornemme pris. For det understreger, at Frokost Fisk er en vigtig nyskabelse siden konservesdåsen blev opfundet i 1810”, siger Karsten W. Schrøder. ”Men det vigtigste er, at Larsen Danish Seafood giver forbrugerne mulighed for at spise sund fisk i let tilgængelige indpakninger, og at produktet samtidig er en forretningsmæssig succes.”
MAJS MED BLØDT LÅG
Virksomheden Bonduelle, der er særlig kendt for sine majs på dåse, har udviklet Easy-Peel dåsen. I stedet for metallåget, der kræver dåseåbner, har konservesdåsen fået blødt plastiklåg, der er let at tage af, og er uden de skarpe kanter, som man kender fra normale konservesdåser.
”Det er endnu for tidligt at sige, hvad den forretningsmæssige betydning har været efter lanceringen af Easy Peel låget,” siger Lars Kousgaard, marketingschef i Bonduelle. ”Men vi har fået en meget positiv respons fra forbrugere, som har oplevet en klar forbedring i håndteringen af Easy Peel dåsen.

Bonduelle har udviklet Easy-Peel dåsen, og har dermed gjort det nemmere for forbrugerne at åbne en dåse majs.
PLAST ERSTATTER GLAS OG KONSERVES
Færch Plast har udviklet Ampet - et plastmateriale, som kan afløse glas- og konservesløsninger. Ampet bakkerne er nemmere at åbne end de hårdere glas og konservesdåser. Og låget på bakkerne kan bruges til genluk, så maden kan opbevares i emballagen.
”Ampet plastbakken er et nyt markedsområde for os,” udtaler Jens Bornstein, adm. direktør i Færch Plast. ”Og vi har store forventninger til produktet, fordi det giver fordele på alle fronter: Forbrugerne får mere brugervenlig emballage, som er let at åbne, og som kan gå direkte i ovnen, mikroovnen og køleskabet. Producenterne kan få en individuelt designet emballage, der kan være med til at brande producentens varer, samtidig med at producenten sparer op til 40 pct. i emballageomkostninger, når man sammenligner med traditionelle løsninger.”

Fødevareproducenter kan spare op til 40 pct. i emballageomkostninger, hvis de erstatter glas og konserves med Ampet bakker. Samtidig kan de gøre det lettere for deres kunder at åbne emballagen.
Ampet® er et registreret varemærke, ejet af R. Færch Plast A/S.
PØLSE MED LYNLÅS

Salget af otte salami-varianter er steget med omkring 30 pct. efter Tulip skiftede til den nye, brugervenlige emballage med lynlås.
Tulip har udviklet en ny emballage til sine salamipølser. Emballageposen har fået lynlås, så pølsen kan opbevares i posen, efter forbrugeren har taget hul på pakken. Lynlåsen er nem at åbne og lukke igen, samtidig med at pølsen bedre kan opbevares i køleskabet.
”Forbrugerne har taget rigtig godt imod vores salami-emballage med lynlås, ” fortæller Henning Carlsen, marketingchef i Tulip. ”Salget af vores otte salami varianter er steget med omkring 30 pct., efter vi skiftede traditionelle vakuum pakninger ud med vores nye emballage med lynlås. Og vi kan med sikkerhed takke den nye emballage for det øgede salg, da vi ikke har markedsført emballagen, men blot oplevet at flere forbrugere vælger vores salami, efter den er blevet flyttet over i en mere brugervenlig indpakning.”
VIL DU HAVE MERE NYT FRA KUNDERNE?
Hvert år er Forbrugerstyrelsens hotline i kontakt med cirka 40.000 forbrugere. Enten fordi de har spørgsmål til et bestemt produkt, eller fordi de er blevet uenige med en forretning om en vare, de har købt, eller en aftale de har indgået. Nyttig viden, som erhvervslivet nu kan bruge til at skabe bedre dialog med deres kunder. Vil du vide mere, så tilmeld dig nyhedsbrevet ”Nyt fra kunderne” på www.forbrug.dk/nytfrakunderne
Kolofon
Titel:
Design for alle
Undertitel:
Fysisk tilgængelighed til emballager (Pjece)
Resumé:
Forbrugerstyrelsen har med projektet ”Design for alle” sat fokus på emballage, som alle kan åbne. Formålet med projektet er at gøre produktionsvirksomheder opmærksomme på fordelene ved at finde balancen mellem godt emballagedesign og forretningsmuligheder på et marked præget af hård konkurrence.
Udgiver:
Forbrugerstyrelsen
Ansvarlig institution:
Forbrugerstyrelsen
Copyright:
Forbrugerstyrelsen
Forfatter:
Forbrugerstyrelsen
Anden bidragyder:
Rosendahls - Schultz Grafisk (Elektronisk udgave)
Sprog:
dan
URL:
http://www.forbrug.dk/
Version:
1.0
Versionsdato:
2008-03-14
Publikationsstandard nr.:
2.0
Formater:
html, gif, jpg, pdf, css
Udgiverkategori:
Statslig
