Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Bilag 1 Kortlægning af lovgivning om markedsføring inden for arbejdsgruppens ressortministerier (1. marts 2004)

Kortlægningen omfatter de reklameregler og forbrugerbeskyttende regler samt tilsynet hermed som findes i Kulturministeriets, Miljøministeriets, Indenrigsog Sundhedsministeriets og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings lovgivning, og som er relevante i forhold til markedsføringslovens regler.

Afsnittet for hvert ministerium er opdelt i 1) lovgivningens formål og indhold, 2) tilsyns/sanktionsmuligheder, 3) hensynet bag lovgivningen, 4) det enkelte ministeriums vurdering af om de pågældende regler hensigtsmæssigt kan overføres til markedsføringsloven og 5) reguleringen af området i andre lande.

Kulturministeriet

Lovgivningen

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed indeholder i kapitel 11 reglerne om udsendelse af reklamer og om sponsorering af programmer.

I tilknytning til loven er bl.a. udstedt bekendtgørelse nr. 194 af 20. marts 2003, hvori der er fastsat nærmere regler om reklamer og sponsorering af programmer. Bekendtgørelsen indeholder følgende kapitler: 1) anvendelsesområde, 2) reklamers identifikation, placering og omfang, 3) reklamers indhold, 4) sponsorering af programmer, 5) overtrædelse (tilsyn) og 6) ikrafttræden.

Kulturministeriets regler finder anvendelse på radio- og fjernsynsforetagender.

Lovgivningens formål og indhold

Bilag 1 beskriver indholdet af bekendtgørelse om reklamer og sponsorering af programmer, og om der findes tilsvarende regler i markedsføringsloven, frivillige kodeks/aftaler eller anden lovgivning.

Tilsyn/sanktionsmuligheder

Tilsynet med reglernes overholdelse varetages af Radio- og tv-nævnet. Radio og tv-nævnet kan påtale overtrædelser og pålægge programfortagenet at offentliggøre påtalen. Endvidere har nævnet mulighed for at give påbud om genmæle.

Grove og gentagne overtrædelser kan endvidere føre til inddragelse af programforetagendets sendetilladelse. Reglerne er strafbelagte.

Hensyn bag lovgivningen

Kulturministeriet har anført følgende begrundelser for en selvstændig regulering af reklamer i radio og tv samt for sponsorering:

Radio- og tv-nævnets opgaver og sammensætning

Siden det midt i 80'erne blev tilladt at udsende reklamer, har det været henlagt til et nævn med en særlig sammensætning under Kulturministeriet at træffe afgørelser herom. På baggrund af den mediepolitiske aftale af 28. marts 2000 blev denne praksis cementeret med etableringen af Radio- og tv-nævnet den 1. januar 2001. Ved indgåelse af den seneste medieaftale den 3. juni 2002 blev indskrænkninger i nævnets kompetence ikke diskuteret – tværtimod blev kompetencen udvidet på netop dette område. Heller ikke i forbindelse med Folketingets behandling af de lovforslag, som har gennemført de nævnte medieaftaler, er der blevet rejst spørgsmål herom.

Nævnet er et uafhængigt og sagkyndigt organ, og besidder en række forskellige kvalifikationer og særlig indsigt i de forhold, som gælder for radio- og tv-området. Der er med beskikkelserne søgt den bedst mulige sammensætning med henblik på varetagelse af de mange forskellige opgaver, som er henlagt til nævnet. Det bemærkes i den forbindelse, at nævnet er forpligtet til at anlægge en bred bedømmelse af samtlige de forhold, som kan anføres til støtte for stillingtagen til de sager, som skal vurderes.

Beskaffenheden af reklamer i radio og fjernsyn

Kulturministeriet tillægger det betydning, at radio- og fjernsynsreklamer er af en anden beskaffenhed end andre reklamer, bl.a. fordi reklamer i radio og fjernsyn har en særlig gennemslagskraft, idet de bl.a. når alle mennesker, herunder børn, i deres hjem, til forskel fra reklamer i biografer. Derfor er det rigtigst at lade vurderingen af disse foretage af en myndighed, som besidder særlige kvalifikationer på dette område og som, som en del af arbejdsopgaverne, er forpligtet til at anskue reklamer i bredere kontekst. Synspunktet om at radio- og tvreklamer er af en særlig beskaffenhed var i øvrigt argumentet for ikke at lade dette område være omfattet af den liberalisering, der for nylig fandt sted med hensyn til reklamering for sundhedsydelser.

Der er efter Kulturministeriets opfattelse en tæt sammenhæng mellem de forskellige regler i reklamebekendtgørelsen, og det er ikke uden videre muligt eller hensigtsmæssigt at opdele ansvaret og tilsynet mv. for disse sammenhængende regler. Stillingtagen til reklamer udsendt i radio og fjernsyn involverer ganske ofte tillige en bedømmelse af spørgsmål, som ikke i sig selv er en del af reglerne om reklamers indhold. Som eksempel kan peges på udsendelse af reklameblokke i en sportstransmission eller i en forestilling fra Det Kongelige Teater. Klage over en sådan reklame kan give anledning til flere retlige spørgsmål, såsom om der er tale om en korrekt placeret reklameblok, og om reklamens indhold er i overensstemmelse med reglerne herom og på, at der ikke ved vurderingen af, om visse af reglerne i kapitlet om reklamers indhold er tilsidesat. Tillige skal der tages stilling til, hvornår der er tale om et program, og som et andet reglen om, at programmedarbejdere ikke må medvirke i reklamer. Endelig kan peges på, at stillingtagen til om reklamer for fx alkohol er placeret korrekt, forudsætter indsigt i hvilke programtyper, reklamer herfor lægger sig op ad, idet der er særlige begrænsninger herom for forskellige produkter.

Også sager om identifikation af reklamer (skjult reklame) betyder, at Radio- og tv-nævnet skal vurdere, hvornår de uskrevne grænser for redaktionel omtale er overskredet. Denne vurdering er særdeles delikat, idet det ofte betyder, at Radio- og tv-nævnets vurdering berører de redaktionelle programovervejelser, som i forbindelse med hvert program finder sted på et radio- og fjernsynsforetagende. Det er efter Kulturministeriets vurdering af meget stor betydning, at enhver bedømmelse, som har tæt berøring til programmæssige overvejelser og beslutninger, foretages af myndigheder, som besidder en særlig indsigt i de forhold, hvorunder radio- og fjernsynsforetagender virker.

Kulturministeriet finder endvidere, at reklamer i forskellige medier ikke umiddelbart er sammenlignelige, allerede fordi der er forskellige fremtrædelsesformer. Kulturministeriet finder fx, at der er større sammenfald mellem reklamering på internettet og den trykte presse end mellem reklamering på internettet og fjernsyn. Forskellen består fx i, at det er muligt at bladre videre og dermed forbi reklamer i den trykte presse eller at lukke det internetvindue, der reklameres i på internettet. På fjernsyn, og i radio, findes denne mulighed ikke og seeren, eller lytteren, må vente på, at reklamespottet bliver færdigt.

Sammenhæng i reguleringen af radio- og fjernsynsforetagender

Reguleringen i reklamebekendtgørelsen indeholder mange forskellige regler om reklamers indhold. Henvisningen til markedsføringsloven er alene én blandt mange regler, og praksis viser, at selv om henvisningen er generel, så er det hovedsagelig generalklausulen, som anvendes, og udover regler om reklamers indhold indeholder reklamebekendtgørelsen også en række andre regler om bl.a. identifikation, placering, omfang, sponsorering af programmer, tilsynsbestemmelse og strafbestemmelser.

Herudover er der en tæt sammenhæng med de øvrige regler om udøvelse af radio- og fjernsynsvirksomhed, og som er fastsat i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Selvom der dog er et vist sammenfald vedrørende regler om reklamers indhold, (henvisningen til markedsføringsloven) lægger Kulturministeriet vægt på, at der er sikret koordinering mellem Radio- og tv-nævnets administration af reglerne om radio- og fjernsynsvirksomheder på den en side og Forbrugerombudsmandens administration af markedsføringsloven på den anden side.

Hvis et radio- eller fjernsynsforetagende overtræder loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, kan Radio- og tv-nævnet inddrage en programtilladelse midlertidigt eller endeligt, hvis der er tale om en grov overtrædelse eller overtrædelser er ofte gentagne. Radio- og tv-nævnet har således en forpligtelse til at føre tilsyn med, om radio- og fjernsynsforetagenderne tilsidesætter de regler, der gælder for deres programvirksomhed. Dette betyder bl.a., at manglende iagttagelse af reglerne om reklamer og sponsorering af programmer indgår i Radio- og tv-nævnets helhedsvurdering af, om de vilkår der gælder for programtilladelsen er tilsidesat eller ej, og hvilken sanktion der i givet fald skal anvendes.

Efter Kulturministeriets opfattelse vil en overførelse af kompetence fra Kulturministeriet og Radio- og tv-nævnet indebære en meget uheldig og uhensigtsmæssig opsplitning af de regler, der gælder for radio- og fjernsynsforetagender.

Politiske hensyn

Radio- og fjernsynsområdet er til dels reguleret i EF-direktivet "Fjernsyn uden grænser", som er et større ganske omfattende direktiv, der handler om reguleringen af udøvelse af tv-programvirksomhed.

Selv om reklamer alene er en del af direktivet og reklamers indhold en endnu mindre del af direktivet, så er der tale om en samlet udformning af den europæiske politik på dette område, og af de vilkår som i øvrigt gælder om udøvelse af fjernsynsvirksomhed.

Direktivet er derfor af stor politisk betydning for den europæiske regulering af fjernsynforetagender, og bør fortsat i det hele være forankret i Kulturministeriet, som er ressortministerium for bl.a. radio og fjernsyn.

Om direktivet bemærkes i øvrigt, at det bl.a. stiller krav om, at der etableres en national ordning, som sikrer, at fjernsynsstationer ikke tilsidesætter reglerne indeholdt i direktivet. Med andre ord lægger direktivet op til, at der tilvejebringes en ordning, hvor der føres tilsyn med fjernsynsstationerne. Det er i den forbindelse efter Kulturministeriets opfattelse næppe tilstrækkeligt med en national ordning, som retter sig mod annoncørerne.

Herudover er der stærk tradition for, at reklame og sponsoreringsområdet indgår som en integreret del af de politiske medieaftaler, som siden 1990 er blevet indgået af regeringen med et flertal i Folketinget. At reklamer og sponsorering er en betydelig del af disse politiske aftaler kan bl.a. illustreres ved, at det var en politisk beslutning i den tidligere mediepolitiske aftale om at begrænse reklamering omkring børneprogrammer, og at det indgår som en del af den nuværende mediepolitiske aftale, at reglerne om reklamering og sponsorering skal bringes på niveau med de regler, der følger af EF-direktivet "Fjernsyn uden grænser".

De nuværende særlige regler om, hvornår der må udsendes reklamer for alkohol, ikke-receptpligtige lægemidler og kosttilskud er tillige tilvejebragt som resultat af en større og mere omfattende mediepolitisk forhandling. Bedømmelse af disse reklamer betyder, at der samtidig skal tages stilling til, om reklamen er placeret programmæssigt korrekt – det kræver, som tidligere nævnt, indsigt i radio- og fjernsynsforhold.

Kulturministeriets vurdering af, om reguleringen kan overføres til markedsføringsloven

Kulturministeriet har nøje overvejet mulighederne for en overførelse af kompetence, men finder sammenfattende ikke, at der er grundlag for at gennemføre ændringer med hensyn til hvilken myndighed, der er kompetent på reklameog sponsorområdet med hensyn til radio- og fjernsynsforetagender, hverken om kompetencen til at udstede regler eller kompetencen til at føre tilsyn med reglerne.

Regulering af området i andre lande

Nedenstående er baseret på oplysninger modtaget fra medieforvaltninger i England, Holland, Sverige og Norge.

OFCOM Storbritannien

OFCOM behandler alle sager om reklamer og sponsorering i radio og tv, men det overvejes at uddelegere reguleringen af reklamers indhold til et selvstændigt råd eller organisation kontrolleret af reklameindustrien (i et eller andet omfang af selvregulering – vi har ikke kendskab til de nærmere planer). I givet fald forventes det, at uddelegeringen finder sted medio 2004.

OFCO's sanktioner er normalt et forbud mod at vise en given reklame eller eventuelt en tidsrestriktion, eksempelvis at en reklame først må vises efter kl. 21. Der er mulighed for at udstede bøder og inddrage tilladelser, men i praksis sker dette ganske sjældent i relation til reklameovertrædelser.

Commissariaat voor de Media, Holland

Sager om reklamers indhold hører under Dutch Advertising Code Foundation/ The Advertising Code Commission (Reclame Code Comissie). Der er tale om selvregulering, hvor alle broadcastere, der sender reklamer, skal sikre og over for Commissariaat voor de Media dokumentere/tilkendegive, at de er omfattet af det hollandske reklamekodeks og underlagt tilsyn af Advertising Code Foundation. Commissariaat voor de Media oplyser, at Kommissionen i en konkret sag har tilkendegivet, at man anser det hollandske system for tilstrækkeligt i relation til opfyldelse af formålet i direktivets reklamebestemmelser.

Sager om reklamers omfang, placering og identifikation samt sponsorsager hører under Commissariaat voor de Media.

Der er tale om et gennemprøvet system, som man er tilfreds med, og der er ikke planer om at ændre dette.

Commissariaat voor de Media har følgende sanktionsmuligheder: Bøder op til 90.000 Euro, reduktion af sendetid og inddragelse af tilladelse. De to sidstnævnte sanktioner anvendes yderst sjældent.

Reclame Code Commisie har 5 medlemmer, hvoraf formanden er en uafhængig advokat og de øvrige repræsenterer henholdsvis forbrugerne, annoncørerne, reklamebureauerne og medierne.

Reklamenævnet træffer afgørelse om, hvorvidt reklamer er i strid med reklamekodekset. I tilfælde af overtrædelse skal annoncøren stoppe udsendelsen af den pågældende reklame i den form, der udgør overtrædelsen. Hvis reklamen fortsættes, eller hvis der er tale om en alvorlig overtrædelse, pålægges det stationen at stoppe udsendelsen. Der kan eventuelt være tale om betaling af en slags bod (i henhold til aftale).

Granskningsnämnden, Sverige

Som hovedregel har Granskningsnævnet kompetencen i reklame- og sponsorsager i henhold til den svenske radio- og fjernsynslov. Det gælder såvel sager om indhold som sager om placering, omfang, identifikation og sponsorsager.

Undtaget herfra er dog lovens kapitel 7, §§ 3 og 4, der omhandler forbud mod at personer, der spiller en vigtig rolle i nyhedsprogrammer, optræder i reklamer og forbud mod reklamer der retter sig mod børn under 12 år, samt § 10 om receptpligtige lægemidler og forbud mod salg af lægemidler i tv-shop. Sager herom behandles af forbrugerombudsmanden.

Endvidere overvåger forbrugerombudsmanden overholdelse af markedsføringslov(e), dvs. også forbud mod alkohol- og tobaksreklamer, der er særskilte love, men som henhører under markedsføringslovkomplekset.

Der er ingen bestemmelser i radio- og fjernsynsloven om overholdelse af reklameetik o.l., men eksempelvis bestemmelse i tilladelser (for de medier, der har en tilladelse) om hensyn til mediets gennemslagskraft, der betyder, at Granskningsnævnet behandler sager om reklamers indhold, for så vidt angår vold, stoffer, hensynsløs optræden og fordomme o.l.

Der er i radio- og fjernsynslovens forbud mod politiske reklamer. Her ligger kompetencen hos Granskningsnævnet. Reglerne om reklamers placering omhandler også forbud mod placering af reklamer i tilslutning til børneprogrammer. Også her ligger kompetencen hos Granskningsnævnet.

Systemet fungerer til alles tilfredshed, og der er ikke planer om ændringer, dog har forbrugerombudsmanden efter sigende problemer med at vinde gehør hos domstolene for sine afgørelser vedrørende forbudet mod reklamer, der retter sig mod børn under 12 år.

Granskningsnævnets sanktioner er som regel pålæggelse af bøde (via domstolene) på mellem 5.000 og 5 mio. sv. kr. Forbrugerombudsmanden kan pålægge stationen at ophøre med udsendelse af de pågældende reklamer.

Statens Medieforvaltning, Norge

Sager om reklamers indhold behandles af forbrugerombudsmanden og Markedsrådet. Dog behandles sager om eksempelvis tobak og alkohol af Social- og Sundhedsdirektoratet og sager om medicin af Sundhedsministeriet.

Generelt behandles overtrædelse af markedsføringsloven af Forbrugerombudsmanden, og overtrædelser af anden lovgivning af de relevante myndigheder – se ovenfor.

Sager om reklamers placering, omfang og identifikation samt sponsorsager behandles af Statens Medieforvaltning.

Det er Statens Medieforvaltning, der behandler sager om politisk reklame, der er forbudt, medens overtrædelse af reklameetiske bestemmelser behandles af Pressens Faglige Udvalg.

Bortset fra, at forbudet mod product placement tidligere har været reguleret af Forbrugerombudsmanden og samtidig af Statens Medieforvaltning, hvorfor det blev overført til Statens Medieforvaltning, er der ikke sket ændringer i lang tid. Der er ikke umiddelbart behov for eller planer om ændringer, men idet Statens Medieforvaltning, Statens Filmtilsyn og Ejerskabstilsynet skal fusionere, er det vanskeligt at sige, hvad der vil ske af ændringer.

Forbrugerombudsmanden og Markedsrådet kan ikende tvangsgebyr. I henhold til både radio- og fjernsynsloven og markedsføringslovens er det muligt for politi og domstole at straffe overtrædelser med fængsel eller bøde.

Statens Medieforvaltnings sanktioner er: advarsel, gebyr, tidsbegrænset forbud mod udsendelse af reklamer og inddragelse af tilladelse, midlertidigt eller endeligt.

Miljøministeriet

Lovgivningen

Inden for Miljøministeriets ressort er markedsføring, herunder reklamering for særlige produkter reguleret i følgende love og bekendtgørelser:

Kemikalieloven: Miljø- og Energiministeriets lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996, som senest ændret ved lov nr. 441 af 10. juni 2003.
Klassificeringsbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 329 af 16. maj 2002 om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter.
Kosmetikbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 489 af 12. juni 2003 om kosmetiske produkter.
Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen: Bekendtgørelse nr. 533 af 18. juni 2003 om bekæmpelsesmidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 558 af 19. juni 2003.

Lovgivningens formål og indhold

Kemikalieloven har til formål at forebygge sundhedsfare og miljøskade i forbindelse med fremstilling, opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter.

Loven og de tilhørende bekendtgørelser indeholder følgende områder:

Kemikalieloven og de oven for anførte bekendtgørelsers bestemmelser om markedsføring, herunder reklamering samt regler herom i EU reguleringen, fremgår af bilag 2.

Tilsyn/sanktionsmuligheder

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med kemikalieloven og tilhørende bekendtgørelser. Tilsynet føres dels som stikprøvekontroller i form af tilsynskampagner på et afgrænset produktområde og dels ved behandling af indkomne indberetninger fra forbrugere, firmaer eller organisationer om mulige ulovligheder.

Følgende stikprøvekontroller har været gennemført:

Miljøstyrelsen kan efter kemikalieloven meddele påbud eller forbud, herunder påbud om tilbagetagning for egen regning af solgte kemiske stoffer og produkter og varer, når der konstateres overtrædelser af loven eller af regler fastsat i henhold til loven. Miljøstyrelsens påbud kan ikke påklages administrativt.

Herudover er kemikalielovens § 10, stk. 3, og reklameringsbestemmelserne i de nævnte bekendtgørelser strafbelagte.

Som en illustration af administrationen af lovgivningen kan gives følgende eksempel:

Da den primære biologiske nedbrydning er reguleret i vaske- og rengøringsmidler, anses udsagn herom for vildledende.

Anprisninger om en anden type biologisk nedbrydelighed end den primære, kan anvendes ved markedsføringen, uden at det anses for vildledende, når følgende oplysninger angives:

  1. Hvilke bestanddele i produktet er testet for nedbrydelighed.
  2. Hvilken testmetode er anvendt.
  3. Hvilken form for biologisk nedbrydelighed er anvendt.
  4. Testresultatet. Ved angivelse af testresultatet bør der tages hensyn til forsøgsusikkerheden. Desuden må brugeren ikke få det indtryk, at testresultatet kan overføres til naturen, fx at 93 % i en simuleringstest for fuldstændig nedbrydning betyder, at 93 % af stoffet af den grund nedbrydes.

Det er ofte vanskeligt for brugeren at vurdere anprisninger om biologisk nedbrydelighed. Ved at følge ovenstående retningslinier, har brugeren mulighed for at forstå betydningen af de forskellige testresultater.

Kemikalielovens vildledningsbestemmelser omhandler kun kemiske stoffer og produkter og ikke varer (artikler), som indeholder eller afgiver kemiske stoffer. Hvis der opstår konkrete sager om vildledende markedsføring af varer, bliver sagen overdraget til Forbrugerombudsmanden. Omfanget af disse sager er meget begrænset. En af de få sager er fra 1994, hvor køleskabe blev markedsført som CFC-frie. CFC var forbudt at anvende i køleskabe. Forbrugerombudsmanden udtalte, at der i markedsføringen ikke må anvendes angivelser, der oplyser, at der ikke benyttes stoffer, som det ifølge lovgivningen er forbudt at anvende.

Hensyn bag lovgivningen

Bestemmelsen i kemikalielovens §10, stk. 3, stammer fra den oprindelige kemikalielov fra 1979. Bestemmelsen blev indsat for at beskytte forbrugere mod vildledende markedsføring. Tilføjelsen i lovens §10, stk. 4, der giver hjemmel til udstedelse af mere detaljerede regler, blev tilføjet i 1989 på grund af vanskeligheder med at håndtere det oprindelige forbud på grund af uklarhed med hensyn til anvendelse og risiko. I 1988 blev en producent fx frifundet på trods af markedsføringen af et produkt under navnet "Naturmaling", og med angivelsen at produktet indeholdt "spiselige" og "ufarlige" stoffer. Et andet hensyn var at begrænse anvendelsen af uofficielle miljømærker, idet der nu blev indført en hjemmel til officielle miljømærker.

Miljøministeriets vurdering af, om reguleringen kan overføres til markedsføringsloven

Hvis man udelukkende benyttede markedsføringslovens bestemmelser, ville det blive vanskeligt at håndhæve vildledningsforbudet i forhold til konkrete hændelser. Hertil kommer, at man efter en række direktiver, hvis indhold fremgår af bilag 2, er forpligtiget til at have en mere detaljeret lovgivning end anført i markedsføringsloven. Derfor vurderer Miljøministeriet ikke, at det vil være en fremkommelig vej at slette bestemmelsen i kemikalieloven og udelukkende benytte bestemmelsen i markedsføringsloven.

Tilsynet med vildledningsforbudet og kravene i forbindelse med reklameringen udføres samtidig med det øvrige tilsyn med, om det pågældende produkt er lovligt fx faremærket korrekt og ikke indeholder ulovlige kemiske stoffer. Tilsynet med vildledningsforbudet kræver i øvrigt faglig indsigt i produktområdet. Hvis tilsynet overføres til Forbrugerombudsmanden, vil Miljøstyrelsen nødvendigvis blive inddraget i sagsbehandlingen, idet den faglige kompetence findes i Miljøstyrelsen. De pågældende firmaer vil desuden blive kontaktet af to tilsynsmyndigheder vedrørende det samme produkt. Det vurderes derfor ikke at være en regelforenkling/besparelse at overføre tilsynet fra Miljøstyrelsen til Forbrugerombudsmanden.

Regulering af området i andre lande

I Sverige, Storbritannien og Holland har man ligesom i Danmark gennemført de fælles EU-regler om kemikalier. Norge har som EFTA-land ligeledes implementeret reglerne. Miljøstyrelsen har forsøgt at indhente yderligere oplysninger fra Sverige, Norge, Storbritannien og Holland, men har ikke modtaget svar fra Holland.

Sverige

I Sverige findes en Marknadsföringslag, som bygger på nationale bestemmelser. Desuden vil der komme et fælles direktiv om misleading advertising - det er i gang – men er ikke klart endnu. Det kommende EU-direktiv – ligesom den nuværende Marknadsföringslag – vil blive baseret på generalklausuler – rammeregler, som kan anvendes på en mængde situationer. Alle udsagn som fx »miljøvenlig« eller »allergitestet« eller lignende, kan prøves i forhold til marknadsföringslagen. Det er det svenske Konsumentverket / Konsumentombudsman som er tilsynsmyndighed i forhold til loven. (Kemikalieinspektionen har pligt til at anmelde mistanke om, at en reklame er i strid med marknadsföringslagen til Konsumentverket).

Ifølge 30 § er en statslig tilsynsmyndighed forpligtet til at indgive anmeldelse til Konsumentombudsmanden såfremt myndigheden ud fra sundheds- eller miljøhensyn finder, at der er grundlag for at gribe ind i medfør af marknadsföringslagen (1995:450) mod markedsføringen af et kemisk produkt eller bio-teknisk organisme. Andre myndigheder end Kemikalieinspektionen skal rådføre sig med inspektionen inden de foretager anmeldelse.

Norge

Statens Forurensnings Tilsyn (SFT) oplyser, at reguleringen om klassificering og mærkning af farlige kemikalier (implementering af EU-regler) indeholder i Kapitel IV Mærkning, § 13 (Krav til mærkning) følgende passus:

"Emballage for farlige kemikalier må ikke være forsynet med symboler, farebetegnelser eller advarselssætninger, som kan forveksles med det, som kræves af faremærkning efter denne forskrift. Angivelser som »ikke giftig«, »ikke-sundhedsfarlig«, »ikke-miljøfarlig«, »miljøvenlig« eller lignende må ikke forekomme på etiket eller emballage for farlige kemikalier, som omfattes af denne forskrift."

SFT samarbejder med forbrugermyndighederne, hvis misvisende/vildledende reklame/information skal korrigeres/fjernes, men dette er sjældent.

Markedsføringsloven hedder »The Marketing Controll Act« og en engelsk version ligger på Forbrukerombudets hjemmeside, www.forbrukerombudet.no. Markedsføringsloven er en generel lov som regulerer markedsføringen af alle varer og tjenester.

Forbrukerombudet har udarbejdet retningslinier for brug af etiske angivelser i markedsføringen. Med etiske angivelser skal forstås »Brug af mærkeordninger eller andre angivelser som giver indtryk af, at produkter (varer, tjenester eller andre ydelser) har specielle etiske og/eller miljømæssige egenskaber. Retningslinierne findes på Forbrukerombudets hjemmeside.

Storbritannien

Ifølge § 4 i "Schedule 2 to the Plant Protection Products Regulations" må udsagn som "non-toxic" (ikke giftig), "non-harmful" (ikke skadelig), "non-polluting" (ikke forurenede), "ecological" (økologisk) eller alle andre udsagn, der angiver at et farligt stof eller en farlig blanding af stoffer ikke er farlige, eller som er egnede til at underdrive faren ved et farligt stof eller blanding af stoffer, ikke findes på produktets emballage.

Dette gælder i forhold til alle potentielle brugere, herunder både forbrugere eller andre, der køber produktet til erhvervsmæssig anvendelse. Tilsynet med vildledende markedsføring udføres af de decentrale myndigheder, når det drejer sig om forbrugerprodukter, og af Health and Safety Executive når det gælder industriprodukter.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Lovgivning

Inden for Indenrigs- og Sundhedsministeriets ressort findes der regulering af markedsføring, herunder reklamering i forhold til følgende produkter/ydelser:

Herudover er reklamer for alkoholholdige produkter reguleret af en frivillig aftale som er indgået mellem branchens organisationer, Forbrugerrådet, andre interesseorganisationer samt Økonomi- og Erhvervsministeriet og Indenrigsog Sundhedsministeriet.

Lovgivningens formål og indhold

Generelt indeholder lovgivningen inden for Indenrigs- og Sundhedsministeriets ressort ganske detaljerede regler for reklameringen, herunder særlige regler om reklamers indhold, forbud mod reklamer i særlige medier og regler for særlige faggruppers medvirken i reklamer. Områderne er i øvrigt – bortset fra tobak og alkohol – underlagt meget detaljerede regler vedrørende fremstilling, indhold og salg/udbud af varerne/ydelserne.

Indholdet af de forskellige love, bekendtgørelser og aftalen om markedsføring af alkohol er nærmere beskrevet i bilag 3.

Tilsyn/sanktionsmuligheder
Lægemidler

Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med reglerne vedrørende reklamering for lægemidler. Styrelsen kan kræve alle nødvendige oplysninger af indehaveren af en markedsføringstilladelse (eller andre der reklamerer for et lægemiddel) med henblik på at kontrollere, at en lægemiddelreklame overholder gældende bestemmelser. Styrelsen kan kræve, at reklame i strid med reglerne bringes til ophør, samt kræve berigtigelse af en ulovlig reklame.

Medicinsk udstyr

Lægemiddelstyrelsen fører også tilsyn med reglerne for reklamering for medicinsk udstyr. Overtrædelser af bekendtgørelsens regler er strafbelagt. Indenrigsog Sundhedsministeriet er i gang med forberedelserne til en ændring af bekendtgørelse om reklame for medicinsk udstyr, og overvejer i den forbindelse at fastsætte, at Lægemiddelstyrelsen ligesom på lægemiddelområdet skal kunne kræve, at reklamering, der er i strid med bestemmelserne, bringes til ophør med berigtigelse og offentliggørelse fra fabrikanten.

Sundhedsydelser

Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med lov om markedsføring af sundhedsydelser,bortset fra psykologers markedsføring, hvor tilsynet udøves af Psykolognævnet (henhører under Socialministeriet), jf. lovens § 4.

Sundhedsstyrelsen kan kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes nødvendige til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser, jf. lovens § 4, stk. 2. Overtrædelse af denne oplysningspligt eller som i forhold, der omfattes af loven, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, er sanktioneret med bøde.

Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet give udtryk for sin opfattelse af sagen og henstille, at et konkret markedsføringstiltag stoppes. I tilfælde af manglende reaktion på styrelsens udtalelse, kan styrelsen anmode politiet om at rejse tiltale. Overtrædelse af loven er sanktioneret med bøde.

For af sikre en koordinering af administrationen af lov om markedsføring af sundhedsydelser med lov om markedsføring, kan fastsættelse af regler i medfør af lov om markedsføring af sundhedsydelser kun finde sted efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden, jf. lovens § 1, stk. 4-5, samt § 4, stk. 5- 6.

Endvidere er det aftalt med Økonomi- og Erhvervsministeriet, at der nedsættes et kontaktudvalg med repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen og Forbrugerombudsmanden. Kontaktudvalget er p.t. endnu ikke nedsat, men i de sager hvor der fx opstår afgrænsningsproblemer i relation til markedsføringsloven forelægger Sundhedsstyrelsen disse for Forbrugerombudsmanden.

Tobaksreklamer

Overtrædelser af lov om forbud mod tobaksreklamer kan straffes med bøde. Tilsynet med loven er placeret hos Forbrugerombudsmanden. Tilsynet består i, at man kan indgive klage til Forbrugerombudsmanden, der foretager en vurdering af, om der foreligger en overtrædelse af loven og i givet fald anmode politiet om at rejse tiltale. Endvidere tager Forbrugerombudsmanden sager op af egen drift, og foretager i den forbindelse også politianmeldelser.

Alkohol

Aftalen om markedsføring af alkoholholdige drikkevarer er etiske regler, der i høj grad lægger op til selvjustits fra branchens side. Reglerne administreres og håndhæves derfor ikke af en offentlig myndighed, men af et håndhævelsesudvalg, som består af en uvildig advokat samt repræsentanter for branchen og forbrugerne.

Enhver kan indbringe et markedsføringstiltag for håndhævelsesudvalget. Udvalget kan ligeledes tage sager op af egen drift. Håndhævelsesudvalget kan udtrykke kritik af et markedsføringstiltag, og det forudsættes, at den virksomhed, der udsættes for kritik, ophører med den kritisable adfærd.

Hensyn bag lovgivningen
Lægemidler

F.s.v.a. særlovgivning for reklamering for lægemidler har Indenrigs- og Sundhedsministeriet anført, at der udfra et sundhedsfagligt ønske om at beskytte forbrugerne er fundet behov for at fastsætte detaljerede regler, der bl.a. indeholder krav til pligtoplysninger og en række specifikke forbud. En tilsvarende beskyttelse vil ikke kunne opnås alene ved anvendelsen af markedsføringslovens generalklausuler.

Hertil kommer at reklamereglerne kun er et enkelt element i den samlede komplekse regulering af lægemidler, der også omfatter særlige regler om godkendelse, kontrol og distribution (apoteksforbehold). Endelig skønnes der at være behov for særlig indsigt i lægemiddelforhold for at kunne varetage tilsynet med reklamereglerne for lægemidler.

Medicinsk udstyr

Reglerne om reklame for medicinsk udstyr fastsættes ud fra en afvejning af specifikke sundhedsmæssige hensyn, som gør sig gældende i forhold til specifikke typer udstyr. Der bør derfor efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse være mulighed for, at sundhedsmyndighederne, herunder Lægemiddelstyrelsen, løbende kan ændre reglerne, når sundhedsmæssige hensyn taler herfor.

Sundhedsydelser

Den særlige regulering af markedsføring af sundhedsydelser er begrundet i, at det kræver sundhedsfaglig indsigt i betydeligt omfang at føre tilsyn efter loven, og denne sundhedsfaglige indsigt besiddes af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen fører efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. et sundhedsfagligt tilsyn med de enkelte sundhedspersoner, hvorefter der sættes standarder for, hvad der er fagligt forsvarligt og korrekt. Via dette tilsyn har styrelsen den sundhedsfaglige kompetence og indsigt om de enkelte sundhedspersoners virksomhedsområde, der giver styrelsen de nødvendige faglige forudsætninger for i relation til lov om markedsføring af sundhedsydelser at vurdere lovligheden af de enkelte sundhedspersoners markedsføringsforanstaltninger.

Der er endvidere ved lovens ikrafttræden den 1. september 2003 lagt vægt på, at der med loven er tale om en betydelig liberalisering af lovgivningen på området, således at der må forventes at blive foretaget yderligere reklamering for sundhedsydelser end det tidligere var tilfældet efter lov om reklamering for sundhedsydelser, ligesom der de første par år efter lovens ikrafttræden skal fastlægges nye grænser og praksis for markedsføring.

Det er aftalt mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet, at der efter en 3-årsperiode, dvs. i efteråret 2006, skal foretages en evaluering af hensigtsmæssigheden af en separat lovgivning om markedsføring af sundhedsydelser og af samspillet mellem de 2 områder, bl.a. med henblik på til den tid at vurdere behovet for en revision af lovgivningen på området, herunder en eventuel overførelse af lov om markedsføring af sundhedsydelser til markedsføringslovens område.

Tobak

F.s.v.a. tobaksområdet, finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at de sundhedsmæssige hensyn, der ligger bag loven om forbud mod tobaksreklamer, ikke vil kunne varetages i tilstrækkeligt omfang under markedsføringsloven.

Alkohol

Det er endelig Indenrigs- og Sundhedsministeriet vurdering, at det er mest hensigtsmæssigt, at alkoholreklamer reguleres ved selvregulering og håndhæves af et Håndhævelsesudvalg, bestående af repræsentanter for alkoholbranchen. Håndhævelsesudvalget har siden 2000 behandlet en række sager, hvoraf langt de fleste har givet anledning til kritik af et markedsføringstiltag. Kritikken har hver gang ført til, at markedsføringen er ophørt eller blevet ændret.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering af, om lovgivningen kan overføres til markedsføringsloven

Samlet set finder Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke, at de sundhedsmæssige hensyn, der ligger bag lovgivningen mv. om markedsføring af lægemidler, tobak og alkohol vil kunne varetages i tilstrækkeligt omfang under markedsføringsloven. F.s.v.a. sundhedsydelser vil dette spørgsmål blive afgjort i forbindelse med evalueringen, der skal foretages i efteråret 2006.

For lægemidler og sundhedsydelser gælder, at der stilles meget store krav til ekspertise i løsningen af opgaver i relation til tilsynet med markedsføring. Denne ekspertise besidder Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Den danske lov om forbud mod tobaksreklame er mere omfattende end EF- direktivet om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse. Det taler for, at reklamering for tobak fortsat skal være reguleret ved en særlig lov.

Reklamering for alkoholholdige drikkevarer er reguleret ved frivillig aftale mellem myndighederne og producenter og forhandlere af alkohol. Da den frivillige aftale bygger på et sæt etiske retningsliner, som branchen har forpligtet sig til at følge, findes det mest hensigtsmæssigt, at håndhævelsen af reglerne fortsat skal varetages af et uafhængigt håndhævelsesudvalg.

Regulering af området i andre lande
Lægemidler

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ingen oplysninger om reguleringen i andre lande.

Medicinsk udstyr

I Sverige, Storbritannien og Holland har man ligesom i Danmark gennemført de fælles EU-regler om medicinsk udstyr. Norge har som EFTA-land tilsvarende implementeret reglerne. Derfor er kravene til markedsføring af medicinsk udstyr i disse lande identiske med de danske krav.

For mere information om området henvises i øvrigt til følgende netsteder: http://www.medicinskudstyr.dk og http://www.europa.eu.int/comm/enterprise/medical_devices/index.htm

Sundhedsydelser

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er kun i besiddelse af meget få oplysninger vedrørende dette punkt.

Norge
Området er reguleret i særlov. Markedsføringen skal være forsvarlig, nøgtern og saglig.

Tilsynsmyndighed er Statens Helsetilsyn. Tilsynet udøves på lokalt plan af de enkelte helsetilsyn i "fylkerne" (svarende til embedslægerne i Danmark).

Håndhævelsesmidlerne består af advarsel (der dog kun kan udstedes af Statens Helsetilsyn og således ikke på lokalt plan), bøde eller fængsel i op til 3 måneder.

Holland
Området er reguleret i generel lovgivning.

The Advertising Code Commission har fastsat generelle regler for reklamering, hvorefter reklameringen "should conform to the law, the truth and good manners."

Tobaksreklamer

Den danske lov om forbud mod tobaksreklame er mere omfattende end EF- direktiv 2003/33/EF om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse, der kun regulerer pressen og andre trykte publikationer, radioudsendelser, informationssamfundets tjenester samt grænseoverskridende sponsorering.

Alkohol
Norge

I Norge er det forbudt ved lov at reklamere for alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold på over 2,5 volumenprocent. Forbudet gælder også reklame for andre varer, som har samme varemærke eller kendetegn som alkohol.

Forbudet gælder for enhver form for massekommunikation i markedsføringsøjemed, herunder reklame i trykte medier, radio, fjernsyn, plakater, skilte osv.

Der er bødestraf for overtrædelse af reglerne. Politiet påser, at reglerne overholdes.

Sverige
I Sverige er det forbudt ved lov at reklamere for alkohol, der har en styrke på mere end 2,25 volumenprocent alkohol. Det vil sige, at letøl, let glögg og cider er ikke omfattet af forbudet.

Hovedreglen er, at alkohol ikke må markedsføres gennem kommercielle annoncer i aviser, radio eller tv. En udtagelse herfra er "folksölsreklam", som må bringes i aviser. Reklamer må ikke rette sig mod børn og unge. Hvis der reklameres andre steder end aviser, radio og tv skal der udvises særlig ansvarlighed. Bestemmelserne om reklame indebærer imidlertid, at der kun må reklameres for alkohol med en alkohol volumenprocent på mere end 2,25 på salgssteder for alkohol og i branchetidsskrifter.

Der er bødestraf for overtrædelse af reglerne. Politiet påser, at reglerne overholdes.

Storbritannien
I Storbritannien gælder en frivillig aftale for markedsføring af alkoholholdige produkter. Markedsføringen må ikke rette sig mod børn og unge, og indtagelse af alkohol må ikke give indtryk af, at et vist forbrug kan være sundt, kan give succes eller kan forbedre forbrugerens mentale eller fysiske formåen.

Sponsorering i forbindelse med sport er ligeledes reguleret ved en frivillig aftale.

Tyskland
I Tyskland er markedsføring reguleret ved frivillig aftale på samme måde som i Danmark og Storbritannien.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling

Lovgivning

På VTU's område findes der kun i begrænset omfang regler om markedsføring i markedsføringslovens forstand. Det er hovedsagelig på teleområdet, at der findes regler eller regulering, der har berøringsflader til markedsføringsloven.

Herudover findes en lang række love og bekendtgørelser af mere teknisk art, som opstiller de tekniske krav, som udstyr, der forhandles i Danmark, skal opfylde for ikke at udgøre en risiko for elektromagnetiske forstyrrelser. Disse regler stiller desuden krav om, at der ved markedsføring af udstyr skal medfølge en anvisning på brug af udstyr, erklæring om overensstemmelse med lovens beskyttelseskrav og væsentlige krav, påførelse af CE-mærke, oplysning om grænseflader til det offentlige net, hvad udstyret skal bruges til (samt krav til hvor på indpakningen disse oplysninger skal anbringes), begrænsninger i anvendelsen, samt eventuelt krav om frekvenstilladelse. Derudover skal IT- og Telestyrelsen underrettes om påtænkt markedsføring, såfremt udstyret benytter frekvensbånd, der ikke er harmoniserede inden for Fællesskabet. De her omhandlede regler udgør den danske implementering af EMC-direktivet og af R&TTE- direktivet.

Hovedloven i forhold til forbrugerbeskyttelse på teleområdet er lov nr. 450 af 10. juni 2003 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, (KONFU). Med hjemmel i denne lov er der desuden vedtaget en række bekendtgørelser, der bl.a. har til formål at sikre forbrugerrettigheder på området.

Lovgivningens formål og indhold

I KONFU med tilhørende bekendtgørelser (bekendtgørelse nr. 665 af 10. juli 2003 om forsyningspligtydelser samt bekendtgørelse nr. 666 af 10. juli 2003 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester) findes der regler, som skal sikre slutbrugeren i forbindelse med indgåelse af aftale om levering af telenet og –tjenester. Det drejer sig om regler vedrørende kontraktens indhold, varsling af ændringer i kontraktvilkår, hvilke faciliteter og funktioner udbyder skal stille til rådighed, databeskyttelse m.m. Områder som ellers kun ville være reguleret af markedsføringslovens generalklausu og vildledningsforbudet.

Den indeholder desuden regulering af udbyderes og forsyningspligtudbyderens forpligtelser, samt regler om IT- og Telestyrelsens tilsyn med reglernes overholdelse.

Tilsyn/sanktionsmuligheder

IT- og Telestyrelsen fører tilsyn med både den forbrugerbeskyttende del af telelovgivningen og markedsføringsreglerne for udstyr.

Hensyn bag lovgivningen

Overordnet kan det siges, at særreguleringen af markedsføring på telemarkedet er begrænset i omfang. Der findes regler, der skal sikre forbrugerne i forhold til indgåelse af aftaler om levering af teletjenester, men ikke deciderede reklamerings- og markedsføringsregler.

Det kan bemærkes, at ved implementeringen af teledatadirektivet (2002/58/ EU) blev den markedsføringsrelaterede bestemmelse implementeret i markedsføringslovens § 6a.

Det kan endvidere bemærkes, at i forbindelse med revision af service 900-reglerne fjernede man de sektorspecifikke regler om krav til annoncering, fordi det ikke tilførte noget at have sektorspecifikke regler herom. Den type regulering hører helt logisk hjemme hos Forbrugerombudsmanden.

Hensynene bag telelovgivningen er dog ikke begrænset til regulering af forholdet mellem forbruger og branche. Regulering af markedet er ligeledes et væsentligt hensyn bag lovgivningen.

Lovens formål er således bl.a.

Det vil sige, at hensynene bag lovgivningen er langt bredere end rent forbrugerbeskyttende markedsføringsregulering.

Det betyder endvidere, at det tilsyn, som varetages af IT-og Telestyrelsen i dag, ikke kun er rettet mod overholdelsen af de sektorspecifikke forbrugerbeskyttelsesregler med henblik på sikring af forbrugerne. Der føres tillige tilsyn på en række andre punkter.

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udviklings vurdering af, om lovgivningen kan overføres til markedsføringsloven

VTU kan ikke umiddelbart se overlap mellem de to lovgivninger for så vidt angår markedsføring på (tele)forbrugerområdet, idet markedsføringsloven ikke indeholder tilsvarende regler, og da de særlige krav, der stilles til udbydere af teletjenester vedrørende aftalevilkår, faciliteter og funktioner, der skal stilles til rådighed, databeskyttelse etc., ikke vil kunne udledes af markedsføringslovens generalklausul.

For at overholde reglerne i teledirektivpakken, vil der være behov for sektorspecifik forbrugerregulering på teleområdet. Den del af disse regler, der er markedsføringsrelaterede, vil som nævnt ikke kunne udledes af markedsføringslovens generalklausul.

Det samlede tilsyn med branchen ligger i dag i IT- og Telestyrelsen, og en udskillelse af denne del ville derfor betyde, at der skulle føres tilsyn af flere myndigheder på det samme område.

Af hensyn til gennemsigtigheden for alle parter bør det tilstræbes, at sektorspecifikke regler samles i den sektorspecifikke regulering, og at tilsyn på et afgrænset område føres af én myndighed.

Det er på den baggrund ikke hensigtsmæssigt at overføre de sektorspecifikke markedsføringsregler i udbudsbekendtgørelsen til markedsføringsloven.

Reguleringen af området i andre lande

VTU har fra IT- og Telestyrelsen fået oplyst, at lovgivningen vedrørende markedsføring af radio- og teleterminaludstyr også i de øvrige EU-lande administreres af det, der svarer til den danske IT- og Telestyrelse.

For så vidt angår reglerne i telelovgivningen i øvrigt, så administreres de også i Sverige, Norge, England og Holland af myndigheder svarende til den danske IT- og Telestyrelse.

I Sverige administreres den tilsvarende regulering af Post- og Telestyrelsen, i Norge af Post- og Teletilsynet, i Holland af OPTA, og i England af Oftel (Office of telecommunications), samlet under OFCOM, Office of communications.

Reguleringen er i øvrigt i vidt omfang baseret på direktivregulering. VTU har ikke umiddelbart overblik over grænsedragningerne mellem sektorspecifikke regulering og eventuelt generel regulering som markedsføringsloven i andre lande.

Bilag 1.1. Bekendtgørelse om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn

Af nedenstående skema fremgår bestemmelserne i bekendtgørelsen om reklamer og sponsorering i radio og fjernsyn, og om der findes en tilsvarende regel i markedsføringsloven.

Det bemærkes, at det 'Internationale Kodeks for Reklame Praksis' indgår som en del af det regelgrundlag, som såvel Radio- og tv-nævnet som Forbrugerombudsmanden benytter.

Herudover har Forbrugerombudsmanden, med udgangspunkt i Kulturministeriets reklamebekendtgørelse, udarbejdet en vejledning om markedsføring til børn og unge. Forbrugerombudsmanden anser tilsidesættelser af disse som en overtrædelse af generalklausulen i markedsføringslovens § 1.

Bekendtgørelse om reklamer og sponsorering af programmer Markedsføringsloven

Kapitel 2
Reklamers identifikation, omfang og placering

§ 3. Reklamer skal kunne identificeres og være klart adskilt fra de øvrige udsendelser.

Ikke reguleret – men skjult reklame anses for at være en overtrædelse af § 1 (indgår i overvejelser om ny mfl)
§ 4. Reklamer i fjernsynet skal sendes i blokke – mulighed for at placere reklameblokke i naturlige pauser i sportsprogrammer og transmissioner.  
§ 5.Reklamer i radio kan placeres overalt i sendefladen.  
§ 6.Reklamer for alkohol, ikke-receptpligtige lægemidler samt kosttilskud må ikke placeres i tilknytning til programmer henvendt til mindreårige.  
§ 7. Reklamer må højest udgøre 15 % af den daglige sendetid og max. 12 minutter pr. time.  

Kapitel 3
Reklamers indhold

§ 8.

  • Reklame skal være lovlig, sømmelig, hæderlig og sandfærdig og være udformet med behørig social ansvarsfølelse.
  • Reklamer skal overholde markedsføringsloven og alment accepterede kodeks.
  • Annoncøren skal fremgå af reklamen.
  • Der skal lægges vægt på de omstændigheder, hvorunder radio- og fjernsynsmodtagning finder sted
 
§ 9. I fjernsyn må programmedarbejdere fra det pågældende foretagende ikke medvirke i reklamer udsendt af dette.  

§ 10.

  • Reklame må ikke tilskynde til voldshandlinger og må ikke indehold drab, vold eller mishandling og må ikke spille på overtro eller frygt.
  • Reklamer må ikke være diskriminerende mht. race, køn, alder, religion eller nationalitet eller krænke religiøs eller politisk overbevisning.
  • Reklamer må ikke tilskynde til en farlig adfærd i hjemmet, på arbejdspladsen eller i trafikken, eller til en uansvarlig, sundhedsskadelig eller miljøskadelig adfærd. Hvis anvendelse kræver særlige sikkerhedshensyn skal det fremgå.
 
§ 11.Reklamer må ikke afbilde eller referere til personer, eller give indtryk af en personlig anbefaling med mindre personen har givet sit samtykke. Ikke direkte reguleret, men vil være i strid med god skik, § 1.
§ 12.Reklamer må ikke anvende subliminale teknikker. Ikke direkte reguleret, men vil være i strid med god skik, § 1.

§ 13. Reklamer for alkoholholdige drikkevarer skal overholde følgende:

  • De må ikke henvende sig til mindreårige og ikke vise mindreårige der indtager alkohol
  • De må ikke forbinde alkohol med øgede fysiske præstationer eller med bilkørsel
  • De må ikke skabe indtryk af at alkohol bidrager til succes på det sociale eller seksuelle område
  • De må ikke antyde at alkohol har terapeutiske egenskaber eller lign.
  • De må ikke tilskynde til umådeholden indtagelse eller fremstille afholdenhed i et negativt lys
  • De må fremhæve højt alkoholindhold som positivt ved varen.
Alle bestemmelserne kan genfindes i aftalen om markedsføring af alkoholholdige drikkevarer – men den gælder næppe for radio- og tv-stationer)
§ 14. Reklamer for lægemidler og sundhedsydelser skal følge særlovgivningen herom.  
§ 15. Forbud mod reklamer for arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, religiøse foreninger og politiske partier.  
§ 16.Forbud mod tobaksreklamer og produkter der forbindes hermed.  
§ 17. Reklamer til mindreårige må ikke kunne skade dem psykisk eller moralsk. Må ikke udnytte børns naturlige godtroenhed, loyalitet eller tillid til forældre og lærere eller underminere disse autoritet og ansvar.  
§ 18. Reklamer må ikke opfordre til eller vise mindreårige i farlige situationer.  
§ 19. Reklamer må ikke appellere til at mindreårige overtaler andre til at købe et produkt eller reklamere med præmier til mindreårige for at skaffe nye købere.

Vejledning pkt. 7.7

Reglerne indeholder ikke et specifikt forbud mod præmier for hvervning, men det vil være en overtrædelse af § 1.

§ 20. Reklamer må ikke underminere sociale værdier. Retningslinier pkt. 5.4

§ 21.

  • Må ikke vildlede mindreårige mht. produkters størrelse, værdi, holdbarhed eller præstation
  • Skal give en klar indikation af legetøjsstørrelse. Nødvendigt eks-traudstyr skal angives. Hvis del af en serie, skal det oplyses.
  • Prisoplysninger må ikke give mindreårige urealistisk opfattelse
  • Alderstrin/krav til færdigheder skal oplyses
Reklamer

§ 22.

  • Figurer fra programmer rettet mod børn under 14 år må ikke anvendes i reklamer for produkter til børn under 14 år.
  • Personer fra programmer rettet mod børn under 14 år må ikke optræde i reklamer for produkter til børn under 14 år.
 
§ 23.Reklamer for chokolade, slik og lign. må ikke angive, at produkterne kan træde i stedet for almindelige måltider.  

§ 24.

  • B ørn under 14 år må kun medvirke i reklamer, hvis de fremtræder som en naturlig bestanddel af miljøet etc.
  • Børn under 14 år må ikke anbefale produkter.
 

Kapitel 4
Sponsorering af programmer

§ 25.Definition af sponsorering.

 
§ 26. Identifikation af sponsorer og sponsorkreditering.  
§ 27. Indholdet og programsætningen af et sponsoreret program må ikke indvirke på radio- eller fjernsynsforetagendets selvstændighed og redaktionelle ansvar.  

§ 28.

  • Sponsorerede programmer må ikke tilskynde til køb eller leje af produkter.
  • Begrænset adgang til omtale af præmier i konkurrencer.
 
§ 29. Programmer må ikke sponsoreres af visse virksomheder mv.  
§ 30. Adgangen til at sponsorere nyheds- og aktualitetsprogrammer.  
§ 31. Salg af sendetid.  

Kapitel 5
Overtrædelse

§ 32. Radio- og tv-nævnets kompetence vedrørende reklamers identifikation, placering og omfang.

 
§ 33. Radio- og tv-nævnets kompetence vedrørende reklamers indhold.  
§ 34.Radio- og tv-nævnets kompetence vedrørende identifikation af sponsor og sponsorerede programmer.  
§ 35.Det lokale radio- og tv-nævns kompetence.  
§ 36. Bødebestemmelse.  

Bilag 1.2. Regler om markedsføring, herunder reklamering, i Kemiekalielovgivningen og i EU-reguleringen

Kemikalieloven
§ 10, stk. 3:
"Et kemisk stof eller produkt må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til stoffets eller produktets anvendelse eller med hensyn til den risiko, der kan være forbundet med stoffet eller produktet."

§ 10, stk. 4: Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om det i stk. 3, nævnte forbud mod vildledende markedsføring, herunder om, at bestemte udsagn eller angivelser anses for vildledende, og at bestemte oplysninger skal gives i forbindelse med markedsføring af et stof eller produkt. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at varer, der er omfattet af denne lov skal være omfattet af det i stk. 3, nævnte forbud.

Tilsyn og straf
§ 48.
Tilsynsmyndigheden kan meddele påbud eller forbud, herunder påbud om tilbagetagning for egen regning af solgte kemiske stoffer og produkter og varer, når der konstateres overtrædelser af loven eller af regler fastsat i henhold til loven.

Stk. 2. Tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder §10, stk. 3 om vildledende markedsføring. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætlig eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er
1) voldt skade på menneskers eller husdyrs liv eller sundhed eller fremkaldt fare derfor eller
2) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare derfor eller
3) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel, herunder ved besparelser, for den pågældende selv eller andre.

Klassificeringsbekendtgørelsen
§ 41.
Et kemisk stof eller produkt må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til stoffets eller produktets anvendelse eller med hensyn til den risiko, der er forbundet med stoffet eller produktet.

Stk. 2. Ved markedsføring af et kemisk stof eller produkt må der ikke anvendes udsagn, der er egnet til at give brugerne den opfattelse, at stoffet eller produktet ikke indebærer risiko for mennesker eller miljø. Dette gælder bl.a. angivelser som "ufarlig", "ugiftig", "ikke sundhedsskadelig", "ikke mærkningspligtig", "testet", herunder "testet for...(fx allergi)", "godkendt", "miljø" og "natur" og sammensætninger heraf.

Stk. 3. Ved markedsføring af kemiske stoffer og produkter må de i bilag 3 angivne symboler, de i bilag 4 angivne R-sætninger og de i bilag 7 angivne følbare advarsler kun anvendes, hvis dette følger af reglerne i kapitel 3. Symboler, sætninger og advarsler, der kan forveksles med de i 1. punktum nævnte, må ikke anvendes.

Stk. 4. Udsagn, der angiver, at et kemisk stof eller produkt ikke indeholder bestemte stoffer, må kun anvendes, hvis dette efter omstændighederne må anses som en relevant oplysning for brugerne. Sådanne udsagn må i øvrigt kun anvendes, hvis stoffet eller produktet ikke indeholder andre stoffer med tilsvarende eller lignende brand-, sundheds- eller miljømæssigt farlige eller uønskede egenskaber som det stof, det angives ikke at indeholde.

§ 42. Kemiske stoffer og produkter, der er omfattet af reglerne i kapitel 3, må ikke have en præsentation eller betegnelse, der anvendes til levnedsmidler, foder, lægemidler eller kosmetik.

Stk. 2. Kemiske stoffer og produkter, der er omfattet af reglerne i kapitel 3, og som sælges en detail til offentligheden, må ikke have en emballage, som er udformet eller dekoreret, så den tiltrækker børns aktive nysgerrighed. Stk. 3. Kemiske stoffer og produkter, der skal faremærkes efter reglerne i kapitel 3, må ikke sælges med etiketter eller påskrifter, der virker vildledende i forhold til faremærkningen eller dominerer i en sådan grad, at opmærksomheden bortledes fra denne.

§ 43. Reklame for farlige stoffer, jf. §5, er forbudt, medmindre der i reklamebudskabet henvises til stoffets klassificering i fareklasse(r).

Stk. 2. Reklame for kemiske produkter, som er omhandlet i kapitel 3, og som giver en forbruger mulighed for at indgå en købekontrakt uden først at have set produktets etiket, skal henvise til den eller de på etiketten anførte fareklasser.

Tilsyn og straf
§ 49.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 41, 42 eller 43 om vildledende markedsføring.

Stk. 2. identisk med kemikalielovens § 59, stk. 2.

Kosmetikbekendtgørelsen
§ 9.
Kosmetiske produkter må ikke markedsføres under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til produktets anvendelse eller med hensyn til den risiko, der er forbundet med produktet. Udsagn som "allergitestet", "klinisk testet", "dermatologisk testet", "testet for hud- og øjenirritation" o. lign. anses som værende vildledende for brugeren.

Tilsyn og straf
§ 33.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes overtrædelser af bestemmelserne i § 9 om vildledende markedsføring med bøde. Straffen kan stige til fængsel....(identisk med kemikalielovens § 59, stk. 2).

Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen
§ 41.
Et bekæmpelsesmiddel må ikke markedsføres under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til midlets anvendelse eller den risiko, der kan være forbundet med midlet.

Stk. 2. Et bekæmpelsesmiddel må ikke markedsføres under omstændigheder, der er egnet til at give brugerne den opfattelse, at stoffet eller produktet ikke indebærer risiko for mennesker eller miljø. Dette gælder bl.a. angivelser som "ufarlig", "ugiftig", "ikke sundhedsskadelig", "lavrisikobiocidmiddel", "ikke mærkningspligtig", "testet", herunder "testet for...(fx allergi)", "godkendt", "miljø" og "natur" og sammensætninger heraf. Angivelsen "bio" eller sammensætninger heraf, bortset fra "biocid-", må ikke benyttes i forbindelse med markedsføringen af ikke-mikrobiologiske bekæmpelsesmidler.

Stk. 3. Reklamering må ikke indeholde udsagn mv. om, at et bekæmpelsesmiddel indeholder eller har virkning som plantenæringsstof. Ved reklame for et bekæmpelsesmiddel, der er klassificeret, jf. § 17, skal der i reklamebudskabet gøres opmærksom på midlets farebetegnelse og indholdet af aktivstoffer.

Stk. 4. Reklamering for biocidmidler skal ledsages af sætningerne: "Biocidmidler skal anvendes med forsigtighed. Læs etiket og brugsanvisning, før produktet tages i brug."

Tilsyn og straf
§ 63.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 41 om vildledende markedsføring.

Stk. 2. identisk med kemikalielovens § 59, stk. 2.

EU-regler om vildledende markedsføring Stofdirektivet 92/32/EØF
Artikel 23, stk.4: Angivelser, som fx "ikke-giftig", "ikke-sundhedsskadelig" eller lignende angivelser må ikke anføres på etiketten eller emballagen af stoffer, der er omfattet af dette direktiv.

Præparatdirektivet 1999/45/EF
Artikel 10, stk.5:
Angivelser som "ikke-giftig". "ikke-sundhedsskadelig", "ikke-forurenende", "økologisk" eller lignende angivelser, der antyder, at et præparat er ufarligt, eller som vil kunne forlede til at undervurdere den risiko, der er forbundet med præparatet. Må ikke forekomme på emballagen eller etiketten for præparater, der er omfattet af dette direktiv, jf. dog artikel 16, stk. 4, i direktiv 91/414/ EØF.

Artikel 13:
Fjernsalg.
Reklame for præparater omfattet af dette direktiv, som giver en forbruger mulighed for at indgå en købekontrakt uden først at have set præparatets etiket, skal henvise til den eller de på etiketten anførte fareklasser. Dette krav berører ikke EU-parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg.

Kosmetikdirektivet 76/786/EØF
Artikel 3, stk.3:
Medlemsstaterne træffer alle hensigtsmæssige foranstaltninger for, at der på etiketter og salgspakninger samt i forbindelse med reklamering for kosmetiske midler ikke anvendes tekster, betegnelser, mærker, afbildninger eller andre figurer eller symboler, der tillægger disse midler egenskaber, som de ikke besidder.

Biociddirektivet 98/8/EF
Artikel 22, stk.1:
Medlemsstaterne kræver, at annoncering af biocidholdige produkter skal ledsages af sætningerne: "Biocidholdige produkter skal anvendes på forsvarlig måde. Læs først etiketten og oplysninger om produktet."

Sætningerne skal stå klart adskilt fra den øvrige del af teksten.

Medlemsstaterne fastsætter, at annoncører kan erstatte ordet "biocidholdige produkter" i de krævede sætninger med en nøjagtig beskrivelse af den annoncerede produkttype, fx træbeskyttelsesmiddel, desinfektionsmiddel, overfladebiocid, antifoulingmiddel osv.

Artikel 22, stk.2:
Medlemsstaterne kræver, at der i annoncering af biocidholdige produkter ikke må henvises til produktet på en måde. Som er vildledende med hensyn til produktets risici for mennesker eller miljøet.

Annoncering for et biocidholdigt produkt må ikke i noget tilfælde indeholde angivelser som "biocidholdigt lavrisikoprodukt", "ikke giftig" eller "uskadelig" eller lignende.

Bilag 1.3. Indenrigs- og Sundhedsministeriets lovgivning

Lægemiddelloven og bekendtgørelse om reklamer for lægemidler

Generelt gælder, at lægemiddelreklame skal være fyldestgørende og saglig og svare til produktresuméet. (Et produktresumé er en beskrivelse af lægemidlets egenskaber, godkendt af Lægemiddelstyrelsen). Reklamen må ikke være vildledende eller overdrive produktets egenskaber.

Der må ikke reklameres for lægemidler, som ikke lovligt kan forhandles eller udleveres i Danmark, eller for magistrelle (lægemidler fremstillet efter recept på et apotek).

Der er særskilte regler for lægemiddelreklame til henholdsvis medicinalpersoner (læge, tandlæge, dyrlæge, farmaceut, sygeplejerske, farmakonom eller studerende inden for disse fag) og offentligheden. Der må bl.a. ikke reklameres over for offentligheden for receptpligtige lægemidler. Desuden er der særskilte bestemmelser om lægemiddelreklame i fjernsynet.

Nogle lægemidler må kun sælges på apotekerne. (Apoteksforbeholdte lægemidler). Ordet apotek må ikke benyttes i reklamer for ikke apoteksforbeholdte lægemidler eller andre varer end lægemidler, medmindre den ansvarlige for reklamen kan dokumentere, at varen sælges på landets apoteker.

Der er meget detaljerede krav til reklamens indhold. Bl.a. er fastsat en lang række en reklame over for offentligheden, ikke må indeholde samt omvendt en lang række oplysninger en reklame over for medicinalpersoner, skal indeholde. Desuden er der forbud imod at yde medicinalpersoner økonomiske fordele, herunder rabatter gaver mv. for at fremme salget af et lægemiddel.

Lægemiddelstyrelsen kan kræve alle nødvendige oplysninger af indehaveren af en markedsføringstilladelse (eller andre der reklamerer for et lægemiddel) med henblik på at kontrollere at en lægemiddelreklame overholder gældende bestemmelser. Styrelsen kan kræve, at reklame i strid med reglerne bringes til ophør, samt kræve berigtigelse af en ulovlig reklame.

Medicinsk udstyr

Regler om reklame for medicinsk udstyr er fastsat i bekendtgørelse nr. 695 af 28. september 1998 om reklame for medicinsk udstyr.

Det overordnede formål med reglerne om reklame for medicinsk udstyr er at understøtte de sikkerheds- og sundhedshensyn, som ligger bag lovgivningen om medicinsk udstyr i øvrigt.

Reklamebekendtgørelsen er henvendt til fabrikanter og forhandlere af medicinsk udstyr, og fastsætter sikkerhedskrav til reklame for medicinsk udstyr, herunder navnlig reklame som er rettet mod offentligheden.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at reklame for medicinsk udstyr, som er bestemt til anvendelse på mennesker, skal være fyldestgørende, saglig og må ikke være egnet til at bringe patienters, brugeres eller eventuelt tredjemands sikkerhed eller sundhed i fare.

Reklamens oplysninger skal være i overensstemmelse med det af fabrikanten erklærede formål og anvendelsesområde, og reklamen må ikke anvende urigtige, vildledende, overdrevne eller mangelfulde angivelser.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at reklame for medicinsk udstyr ikke må give indtryk af, at det er overflødigt at konsultere en læge, tandlæge eller andre personer, der anvender udstyret professionelt, hvor behandling eller diagnosticering af en sådan person er relevant; give indtryk af, at det er uden risici at anvende det medicinske udstyr; give indtryk af, at det almindelige velbefindende kan forringes, hvis det medicinske udstyr ikke bruges; udelukkende eller hovedsageligt henvende sig til børn; være egnet til at forlede til fejlagtig selvdiagnosticering; eller på overdreven, skræmmende eller vildledende måde gøre brug af billeder, tegninger eller lignende af ændringer i den menneskelige krop, der skyldes sygdomme eller læsioner, eller af de medicinske udstyrs virkning på den menneskelige krop eller dele heraf.

Reklame over for andre end personer, der erhvervsmæssigt indkøber, forhandler eller anvender det udstyr, der reklameres for, må ikke indeholde en anbefaling fra forskere, medicinalpersoner eller lignende; indeholde henvisninger til undersøgelser, videnskabelige tidsskrifter mv.; eller direkte eller indirekte omtale alvorlige sygdomme. Det er dog for visse typer udstyr tilladt at angive, at udstyret kan forebygge en række alvorlige sygdomme, som er angivet i et bilag til bekendtgørelsen. Lægemiddelstyrelsen har adgang til at foretage ændringer i bekendtgørelsens bilag, når sundhedsmæssige hensyn taler herfor.

Der må ikke reklameres for medicinsk udstyr, som udelukkende er beregnet til anvendelse af læger eller tandlæger i forbindelse med behandling af patienter over for andre end læger, tandlæger og personer, der erhvervsmæssigt indkøber medicinsk udstyr.

Det bemærkes, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet er i gang med forberedelserne til en ændring af bekendtgørelse om reklame for medicinsk udstyr, som skal sikre, at reklamereglerne på udstyrsområdet fremover er tilstrækkelige til at sikre en fyldestgørende regulering af området.

Ministeriet overvejer i den forbindelse at fastsætte nærmere regler om reklamering for medicinsk udstyr over for sundhedspersonale, herunder forbud mod at tilbyde sundhedspersoner gaver, økonomiske fordele, naturalier eller lignende med henblik på at fremme salget at en bestemt type udstyr.

Sundhedsydelser

Lov om markedsføring af sundhedsydelser regulerer markedsføring af sundhedsydelser, som udføres af eller på vegne af autoriserede eller ikke-autoriserede sundhedspersoner inden for sundhedsvæsenet, jf. lovens § 1. Ved sundhedsydelser forstås den sundhedsfaglige virksomhed, som autoriserede sundhedspersoner udfører i medfør af deres autorisation eller i øvrigt udfører og som ikke-autoriserede sundhedspersoner har adgang til at udføre. Endvidere omfatter loven den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende virksomhed, som apotekerne har ret til at udføre efter apotekerlovens § 12, stk. 1, nr. 2.

De grundlæggende regler for reklamering for sundhedsmæssig virksomhed er markedsføringslovens principper om, at der ikke må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, jf. lovens § 2. Anvendelsesområdet i lov om markedsføring af sundhedsydelser er dog bredere end i markedsføringsloven, idet det ikke er nogen betingelse, at angivelserne er egnet til at påvirke efterspørgsel og udbud. Endvidere er markedsføringslovens regler om sammenlignede reklame også indeholdt i loven, jf. lovens § 3.

Sager om tilgift, uanmodet henvendelse til bestemte aftagere, rabatmærker samt lodtrækning og præmiekonkurrencer henhører under Forbrugerombudsmandens kompetence, ligesom sundhedspersoner er underlagt markedsføringslovens generalklausul om god skik.

Markedsføring efter lov om markedsføring af sundhedsydelser må ikke finde sted i fjernsyn, film, video eller lignende, jf. lovens § 2, stk. 5.

Tobak

Formålet med Lov om forbud mod tobaksreklamer er at begrænse de sundhedsskader, som brug af tobak medfører.

Loven indeholder et forbud mod alle former for reklame for tobaksvarer, idet der dog i lovens § 3, stk. 2, er medtaget få undtagelserne fra reklameforbuddet.

Alkohol

Markedsføring af alkoholholdige drikkevarer er reguleret ved en frivillig aftale af 21. december 1999 mellem producenter og forhandlere af alkohol, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forbrugerrådet og Alkoholpolitisk Landsråd.

Reglerne sigter særligt mod at beskytte børn og unge mod reklamering for alkohol og at begrænse reklamering for alkohol i forbindelse med sport. Det er understreget, at efterlevelse af reglerne begynder i den enkelte virksomhed, som producerer eller sælger alkohol, og at virksomhederne skal udvise agtpågivenhed med hensyn til valg af reklamemiddel og reklamens indhold og udformning.

Regelsættet finder anvendelse på markedsføring af alle alkoholholdige drikkevarer med 2,8 volumenprocent alkohol svarende til 2,25 vægtprocent eller derover.

For markedsføring over for børn og unge samt i forbindelse med sport finder regelsættet anvendelse på alle alkoholholdige drikkevarer.

Markedsføring af alkoholholdige drikkevarer med under 2,8 volumenprocent må ikke kunne forveksles eller spille sammen med almindelig alkoholmarkedsføring.

Top |

Denne side er bilag 1 til publikationen "Markedsføring og prisoplysning".
Version nr. 1.0 af 01-03-2005
© Forbrugerstyrelsen 2005