Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

kapitel 11 Prisinformation mv.

Ifølge udvalgets Kommissorium skal udvalget overveje en modernisering og forenkling af prismærkningslovens regler, herunder hvorledes disse regler kan gøres teknologineutrale. Udvalget skal i den forbindelse overveje, hvorvidt det er muligt at sidestille fysiske forretninger med butikker på internettet.

Udvalget skal endvidere overveje, om det er hensigtsmæssigt at indføre generelle regler om prisoplysninger for tjenesteydelser og om fakturering.

11.1. Prisoplysning for varer i forretningslokalet

Prismærkningslovens § 1, stk. 1, der indeholder regler om skiltning med varers pris i forretningslokalet, antages i praksis kun at gælde for fysiske forretninger. Bestemmelsen finder derfor ikke anvendelse ved udbud af varer i internetbutikker. Ved internetbutikker forstås en hjemmeside, der giver forbrugeren mulighed for at afgive bestilling på konkrete varer.

Udvalget har på den baggrund drøftet, om fysiske forretninger bør ligestilles med internetbutikker, således at lovens § 1, stk. 1, udstrækkes til også at gælde for internetbutikker. Udvalget har endvidere drøftet en revision af formuleringen af § 1, stk. 1.

11.1.1. Gældende ret

Prismærkningslovens § 1, stk. 1, bestemmer, at »den, der erhvervsmæssigt udbyder varer i detailsalg, skal ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt give oplysning om pris iberegnet moms og andre afgifter for den udbudte vare eller vareenhed.«

Bestemmelsen rummer en fleksibilitet med hensyn til, hvorledes prisoplysningerne kan gives, så længe tydelighedskravet er opfyldt.

Ifølge bemærkningerne1 medfører tydelighedskravet, at mærkning og skiltning skal være udformet og anbragt klart og let tilgængeligt, så forbrugeren ikke lades i tvivl om, hvad den enkelte vare koster. Mærkningen eller skiltningen skal være umiddelbart synlig for forbrugeren.

Ifølge direktiv 98/6/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer, art. 4, stk. 1,2 skal prisen angives så den ikke kan misforstås og er umiddelbart synlig og let læselig.

Prismærkningslovens § 1,stk. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med direktivets art. 4, stk. 1, der er teknologineutral.

Direktivet er implementeret ved en bekendtgørelse med hjemmel i prismærkningslovens § 6. Forud for implementeringen af direktivet, blev prismærkningslovens § 6 ændret. Ved denne lovændring blev det anført i bemærkningerne, at »Bemyndigelsen giver erhvervsministeren mulighed for at fastsætte regler om fremtidige prismærkningssystemer, såsom elektronisk hyldekantsmærkning, håndscannere og lign.«

Ifølge bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer, § 3, stk. 1, 2. pkt., skal prisoplysningerne gives tydeligt, let læseligt og således, at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne vedrører.

Forbrugerstyrelsens vejledning til bekendtgørelse om prismærkning af november 2000 anfører3, at oplysningerne om salgspris og enhedspris skal gives tydeligt og let læseligt, og således at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne vedrører. Det er ifølge vejledningen tilladt at oplyse priserne ved hjælp af scannere, som forbrugerne selv skal betjene, såfremt de nævnte krav til tydelighed er opfyldt.

Ved fastlæggelsen af det nærmere indhold af lovens krav om tydelig prisoplysning, som i bekendtgørelsen er uddybet med et krav om, at disse er tydelige, let læselige og således, at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne vedrører, skal der efter lovens bemærkninger og direktivet lægges vægt på, at prisoplysningerne skal være umiddelbart synlige for forbrugeren, og anbragt klart og let tilgængeligt, så forbrugerne ikke lades i tvivl om, hvad den enkelte vare koster.

Det fremgår af det oven for beskrevne, at prismærkningsloven er teknologineutral, og at scannere derfor vil kunne opfylde prismærkningslovens mærkningskrav, så længe de generelle betingelser til tydelighed er opfyldt. Der er endvidere mulighed for at fastsætte nærmere krav til brugen af håndscannere.

Det er sekretariatets opfattelse, at tydelighedskravet medfører, at brug af scannere som eneste form for prismærkning kun er muligt, hvis forbrugeren ligeså let og hurtigt kan gøre sig bekendt med en vares pris som ved traditionel prismærkning. Udviklingen af ny teknologi som erstatning for prismærkning eller prisskiltning må ikke medføre, at forbrugerne stilles ringere. Hvor mange scannere, der i det enkelte tilfælde skal findes i en forretning, afhænger af en konkret vurdering af forretningens størrelse, om der er tale om stationære eller håndholdte scannere samt varernes karakter.

§ 1, stk. 1, finder kun anvendelse, når den erhvervsdrivende udbyder sine varer til private forbrugere, dvs. i et privat og ikke-erhvervsmæssigt øjemed, eller når udbudet både er rettet til private og erhvervsdrivende. Oplysningspligten gælder for varer i et forretningslokale eller andet sted, hvor forbrugerne har almindelig adgang, og hvor varerne er synlige for forbrugerne. Oplysningspligten gælder således også for varer, der udbydes til salg uden for butikken eller forretningslokalet eller på udstillinger, hvor der kan afgives ordrer, medmindre udstillingen alene henvender sig til erhvervsdrivende.

Med hensyn til butiks- og udstillingsvinduer gælder, at der skal prisskiltes eller -mærkes for de varer, der er placeret der, således at prisen er synlig og letlæselig uden for vinduet.

Den pris, der skal gives oplysning om, er den pris, varen sædvanligvis sælges til i den pågældende forretning. Rabatter til bestemte kundegrupper skal ikke fremgå af prisen. Ydes derimod en generel rabat til alle forbrugere på bestemte varer, skal denne rabat være fratrukket i den pris, der skiltes med.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at der gives andre prisoplysninger, eksempelvis en før-pris, sålænge dette ikke medfører, at forbrugeren afskæres fra let at orientere sig om varens pris inkl. moms og afgifter. Dette tydelighedskrav betyder endvidere, at det i praksis ikke er lovligt at anføre en vares pris uden moms og afgifter med større typer end prisen inkl. moms og afgifter.

§ 1 gælder ikke for salg af antikviteter og kunst samt ved auktionssalg, jf. lovens § 3.

§ 1, stk. 1, antages i praksis kun at omfatte forretningslokaler i den fysiske verden, hvorimod internetbutikker ikke er omfattet af reglen. Ved internetbutikker forstås her en hjemmeside, der giver forbrugeren mulighed for at afgive bestilling på konkrete varer.

Derimod følger det af prismærkningslovens annonceringsregel i § 5, stk. 1, at hvis der gives prisoplysninger i en internetbutik, skal prismærkningslovens regler følges. Det vil sige, at der i disse tilfælde skal gives tydelig oplysning om prisen inkl. moms. Prismærkningsloven stiller sig således ikke i vejen for en praksis, hvorefter der ikke gives prisoplysninger i forbindelse med præsentationen af en internetbutiks varer.

Prismærkningsloven suppleres imidlertid i forhold til internetbutikker med forbrugeraftalelovens regler om fjernsalg i § 11, stk. 1, nr. 3, der bestemmer, at forbrugeren inden der indgås aftale om køb af en vare eller tjenesteydelse bl.a. skal have oplysninger om

»den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inkl. gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, herunder afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen.«

Dette antages i praksis at være opfyldt ved, at prisoplysningerne gives senest på bestillingssiden - dette betegnes ofte i praksis som »indkøbskurven«.

Der er således efter gældende ret forskel på, hvornår forbrugeren har krav på prisoplysninger i fysiske butikker og internetbutikker. Forskellen kan sandsynligvis findes i formålene bag de to love. Forbrugeraftaleloven har til formål at sikre, at forbrugeren kender vilkårene for den aftale, som han er ved at indgå, inden aftalen endelig accepteres. Opnåelsen af dette formål tilsiger ikke, at forbrugeren i forbindelse med den første præsentation af varen i internetforretningen får oplyst varens pris. Alt efter hjemmesidens indretning skal man muligvis klikke sig gennem en række sider, før man når frem til prisoplysningerne. Prismærkningsloven har derimod et bredere prisoplysningsmæssigt formål, der rækker udover at sikre forbrugerne prisoplysninger i forhold til en bestemt aftaleindgåelse. Prismærkningsloven har således til formål at skabe prisgennemsigtighed og konkurrence i markedet, hvorfor tidspunktet for afgivelse af prisoplysninger er fremrykket i forhold til forbrugeraftaleloven.

11.1.2. Nordisk ret

Ifølge svensk og finsk lovgivning skal prisoplysninger gives i forbindelse med markedsføring af varer og tjenester. Begrebet markedsføring omfatter også handel på internettet, hvorfor der i internetbutikker skal gives oplysninger om en udbudt vare eller tjenesteydelses pris.

Den norske markedsføringslovs regler om prisoplysninger bestemmer, at der skal gives oplysninger om priserne, når varer sælges i detail. Dette begreb antages også at omfatte udbud af varer i e-handelsbutikker.

11.1.3. EU-ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer stiller krav om angivelse af salgsprisen inkl. moms og alle øvrige afgifter. Direktivet indeholder ikke regler om prisoplysninger i internetbutikker.

Ifølge direktivets art. 12 skulle Kommissionen senest marts 2003 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en samlet beretning om anvendelsen af direktivet, navnlig art. 6, ledsaget af et forslag. Denne beretning foreligger ikke endnu.

E-handelsdirektivet (direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000) indeholder i art. 3 en regel om, at en virksomhed kun er forpligtet til at følge offentligretlige regler om eksempelvis markedsføring og prismærkning i det land, hvor det er etableret, hvis den fx markedsfører sig på internettet. Danske myndigheder kan derfor ikke stille krav om, at en virksomhed, der er etableret i Tyskland, skal efterleve de danske regler om prismærkning på sin hjemmeside. Desuden kræver e-handelsdirektivets art. 5, stk. 2, at når der angives priser, skal disse være klare og utvetydige, ligesom det skal anføres, om priserne inkluderer udgifter og leveringsomkostninger.

Herudover fremgår det af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20 maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg art. 4, at forbrugeren i god tid inden indgåelsen af enhver aftale om fjernsalg skal have oplysninger om varens pris inkl. alle afgifter.

11.1.4. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 3, bestemmer, at forbrugerne i forbindelse med fjernsalg skal have oplysning om prisen for varen eller tjenesteydelsen, inden der indgås en aftale. Dette tolkes i praksis således, at forbrugeren skal have prisoplysningen senest på bestillingssiden. Dette er således et senere tidspunkt, end hvad der gælder for varer i fysiske forretninger efter prismærkningsloven, hvor prisen opgives i forbindelse med den »første præsentation af varen«.

Udvalget, bortset fra Henrik Kirketerp, finder, at forbrugerne har samme behov for prisoplysninger, uanset om de handler på internettet eller i fysiske forretninger. Prisinformationen skal gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne forskellige produkter inden for samme produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende. Dette medvirker til en effektiv priskonkurrence. Efter udvalgets opfattelse gør dette formål sig gældende med samme styrke, uanset om der handles på internettet eller i fysiske forretninger.

Udvalget, bortset fra Henrik Kirketerp, finder endvidere, at det er uhensigtsmæssigt, at den nugældende regel om prisoplysninger for varer ikke er teknologineutral. Dette medfører i praksis, at erhvervsdrivende, der sælger deres varer i internetbutikker, er undergivet lempeligere regler end de erhvervsdrivende, der driver virksomhed fra fysiske forretninger.

Udvalget, bortset fra Henrik Kirketerp, finder derfor, at reglerne om prisoplysninger for varer skal gælde, uanset om varerne sælges fra et fysisk forretningslokale eller en internetbutik.

Henrik Kirketerp mener ikke, at der bør indføres en ligestilling af reglerne om prisoplysninger, uanset om varerne sælges fra et fysisk forretningslokale eller en internetbutik. Disse forretningsformer kan ikke sidestilles, idet forbrugerne har meget lettere ved at sammenligne priser på internettet, fordi de i modsætning til handel i fysiske forretninger ikke skal bevæge sig fra forretning til forretning for at foretage prissammenligningen. På det virtuelle marked er der derfor en meget større gennemsigtighed, hvilket også understøttes af sammenlignende prisdatabaser. De eksisterende muligheder for prissammenligninger på internettet er tilstrækkelige for forbrugerne.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at der gives den erhvervsdrivende forskellige muligheder for at opfylde kravet om prisoplysninger for varer i internetbutikker, sålænge tydelighedskravet er opfyldt. Det vil sige, at forbrugeren hurtigt og rimeligt enkelt på egen hånd skal kunne gøre sig bekendt med prisen, og at muligheden for prissammenligning ikke vanskeliggøres. Tydelighedskravet betyder efter udvalgets opfattelse, at det ikke nødvendigvis er et krav, at en vares pris opgives på samme side, hvor varen præsenteres til salg. Tydelighedskravet vil efter udvalgets opfattelse være opfyldt, sålænge der i forbindelse med varens præsentation, findes et link til den side, hvor varens pris opgives.

Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at de eksisterende internetbutikker allerede i dag i vidt omfang giver prisoplysninger, der opfylder kravene efter dette forslag. Forslaget vil derfor ikke påføre erhvervslivet yderligere byrder.

Udvalget finder endvidere, at bestemmelsen om prisoplysninger bør affattes på linje med reglen i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 3, for så vidt angår de elementer, der skal indgå i beregningen af den samlede pris. Dette vil medføre en forenkling og koordinering af de prisoplysningskrav, som lovgivningen pålægger de erhvervsdrivende.

Udvalget finder dog, at kravet om, at leveringsomkostninger skal indgå i beregningen af den samlede pris, jf. forbrugeraftaleloven § 11, stk. 1, nr. 3, ikke bør medtages i prisoplysningsbestemmelsen. Leveringsomkostninger vil typisk være afhængig af det samlede køb, og oplysningen vil derfor have en meget begrænset værdi for forbrugeren. Udvalget har endvidere ikke medtaget formuleringen om oplysning om grundlaget for beregningen af prisen, da denne vedrører tjenesteydelser.

For så vidt angår afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne, finder udvalget at denne oplysning ikke skal indregnes i den samlede pris, men oplyses særskilt. Herved sikres, at forbrugeren får et samlet overblik over de økonomiske konsekvenser af købet samtidig med at forbrugeren får særskilt oplysning om det beløb, som han skal betale til den erhvervsdrivende.

Udvalget finder endvidere, at den hidtidige bestemmelse i prismærkningslovens § 1, stk. 1, hvorefter prismærkningsforpligtelsen gælder erhvervsmæssigt udbud i detailsalg i overensstemmelse med moderne sprogbrug, bør omformuleres til erhvervsmæssigt udbud af varer til forbrugere. Der er imidlertid hermed ikke tilsigtet en indholdsmæssig indskrænkning af anvendelsesområdet. Bestemmelsen finder således forsat anvendelse ved udbud af varer i et forretningslokale eller andet sted, hvor forbrugerne har almindelig adgang, herunder markeder og udstillinger.

I forhold til detailhandlens brug af scannere har udvalget noteret sig, at det allerede følger af gældende ret, at brug af scannere kun kan anvendes til prismærkning, sålænge prismærkningslovens tydelighedskrav er opfyldt. Loven er således ikke til hinder for anvendelse af ny teknologi i forbindelse med prismærkning, men udvalget er enig om, at ny teknologi som erstatning for traditionel prismærkning eller prisskiltning ikke må medføre, at forbrugerne stilles ringere. Udvalget finder på den baggrund, at prisoplysningspligten for varer i forretninger kan udformes således:

§ X. Ved erhvervsmæssigt udbud af varer til forbrugere, skal der ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt oplyses om den samlede pris for varen inkl. gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter. Afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne, er ikke omfattet af 1.

pkt., men skal oplyses særskilt. Hvor varer udbydes elektronisk til forbrugere med mulighed for umiddelbar bestilling finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.

Udvalget bemærker, at der ved »moms og andre afgifter« i 1. pkt. forstås afgifter, som den erhvervsdrivende skal opkræve i forbindelse med salget. Det vil ud over moms f.eks. omfatte andre afgifter, der pålægges bestemte varegrupper. Ved »afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne« jf. 2. pkt. kan som eksempel nævnes betaling af afgift for tinglysning af pantebrev i fast ejendom, der tjener som sikkerhed for et ydet lån, eller retsafgifter.

For så vidt angår mundtlige prisoplysninger henvises til afsnit 11.2. neden for om prisoplysninger for tjenesteydelser.

Udvalget, bortset fra Henrik Kirketerp, finder endvidere, at der ikke er behov for at opretholde den gældende undtagelse fra lovens krav om prismærkning for varer i prismærkningslovens § 3 for antikviteter og kunst. Derimod finder udvalget, at der for auktionssalg forsat er behov for en undtagelse, idet prisen ved auktionssalg ikke kendes på forhånd.

Henrik Kirketerp finder, at der er behov for at opretholde den gældende undtagelse fra lovens krav om prismærkning for varer i lovens § 3 for antikviteter og kunst navnlig af hensyn til de genbrugsbutikker, som velgørende organisationer driver.

11.2. Prisoplysning for tjenesteydelser

Prismærkningsloven indeholder ikke en generel regel, hvorefter en udbyder af tjenesteydelser er forpligtet til at give prisoplysninger på linie med forpligtelsen for varer. Derimod er der hjemmel til at fastsætte en sådan pligt for bestemte tjenesteydelser.

Udvalget har drøftet, om der bør indføres en generel prisoplysningsforpligtelse for tjenesteydelser, eller hvorvidt den nugældende retstilstand skal opretholdes.

11.2.1. Gældende ret

Prismærkningsloven indeholder ikke en generel regel om prisoplysning for tjenesteydelser. Der er således ikke et generelt krav om, at der i eller uden for forretningslokaler, hvor der udbydes tjenesteydelser, skal forefindes en prisliste. Prismærkningsloven indeholder derimod i § 5, stk. 1, en regel om, at hvis der ved annoncering for tjenesteydelser gives prisoplysninger, skal disse være i overensstemmelse med prismærkningslovens krav. Priser i reklamer skal således altid være inkl. moms.

Derimod er der adgang for ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at fastsætte nærmere regler om oplysning af prisen for en tjenesteydelse ved skiltning eller anden tydelig måde.

Hjemlen har været udnyttet til at fastsætte følgende regler:

Med lov nr. 1383 af 20. december 2004 om ændring af lov om finansiel virksomhed mv., blev hjemlen til at udstede bekendtgørelser efter prismærkningsloven for tjenesteydelser udbudt af finansielle virksomheder overført fra ministeren for familie- og forbrugeranliggender til økonomi- og erhvervsministeren. Det følger herefter af lov om finansiel virksomhed, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om prisoplysning for finansielle ydelser.

11.2.2. Nordisk ret

I både Norge, Sverige og Finland findes der et generelt krav om at informere forbrugerne om priserne for tjenesteydelser.

I Norge findes der en generel bestemmelse i markedsføringsloven om, at forbrugerne skal informeres om prisen ved salg af tjenesteydelser til forbrugerne. Der er derudover udstedt en generel bekendtgørelse om prisoplysning ved tjenesteydelser. Denne generelle bekendtgørelse bestemmer, at der, så vidt det er muligt, skal gives prisinformation ved prisskiltning eller en prisliste, som opregner priserne for de tjenester, der udføres. Prisskiltningen eller prislisterne skal være placeret på det sted, hvor tjenesten sædvanligvis udbydes. Hvis stykprisen for en tjeneste varierer inden for et interval, skal den højeste og laveste pris inden for intervallet opgives. De opgivne priser skal omfatte alle materialer og hjælpemidler, der indgår i tjenesten samt offentlige afgifter, som kunden skal betale ved køb af tjenesten.

Ved mundtlige prisoplysninger finder de generelle principper for prisoplysning anvendelse. Det vil fx sige, at en opgivet pris skal omfatte alle materialer og hjælpemidler, der indgår i tjenesten samt offentlige afgifter, som kunden skal betale ved køb af tjenesten.

Hvor det ikke er muligt at lave en prisliste med den samlede pris for de enkelte tjenesteydelser, skal informationen indeholde oplysninger om, hvorledes prisen for den enkelte tjenesteydelse bliver beregnet, herunder prisen for den måleenhed, som bruges som beregningsgrundlag.

I det følgende gives eksempler på tjenesteydernes oplysningspligt i forbindelse med håndværkerydelser og advokatydelser.

For så vidt angår håndværkere, er der kun en forpligtelse til at give oplysninger ved prisopslag eller prisliste, når håndværkeren har et forretningssted med kundeadgang. Håndværkere, der ikke har et sådant forretningssted, er derimod kun omfattet af loven, når de giver mundtlige prisoplysninger. Der er således ikke pligt til at give prisoplysninger uden for forretningsstedet.

Advokater kan opfylde oplysningspligten ved at skilte eller have en prisliste, hvorefter der redegøres for, hvorledes prisen fastsættes. Såfremt visse ydelser, eksempelvis udarbejdelse af testamente, udbydes til faste takster, skal prisen på denne ydelse oplyses. For de øvrige tjenester anføres en timepris eller et interval herfor, såfremt der lægges en timepris til grund for prisberegningen. I tillæg hertil oplyses de principper, hvorefter bestemte forhold kan bevirke fravigelser i op eller nedadgående retning i forhold til timeprisen. Disse forhold beskrives i generelle vendinger. Det er tilstrækkeligt, at prislisten oplyser, at der i tillæg til advokatens ydelse kommer afgifter til det offentlige. Herudover opfordrer det norske advokatsamfund til, at der gives en bekræftelse på opdraget sammen med et overslag over den enkelte tjeneste, inden denne påbegyndes.

I tillæg til prisoplysningsforpligtelsen anføres det i den norske generelle forskrift for prisoplysning ved tjenester, at der er krav om en specificeret regning for en række nærmere opregnede tjenesteydelser, eksempelvis installation, reparation og vedligeholdelse af fast ejendom.

Den generelle bekendtgørelse suppleres med 5 bekendtgørelser for bestemte typer af tjenesteydelser.4

I Finland indeholder den gældende prismærkningsregulering en særskilt bestemmelse, der regulerer, hvilke prisoplysninger der skal gives i forbindelse med tjenesteydelser. Disse bestemmelser har i hovedtræk det samme indhold som den norske bekendtgørelse om tjenesteydelser. Finland har derimod ikke en række bekendtgørelse, med særlige regler for bestemte typer af tjenesteydelser.

Den ny rammelovgivning om prisinformation i Sverige indeholder ikke en særskilt bestemmelse om tjenesteydelser, men behandler disse ydelser på samme måde som varer og andre ydelser. Der er hjemmel i loven til at udstede præciserende forskifter.

De svenske prisoplysningsregler kan i forhold til håndværkertjenester opfyldes ved, at der i forbindelse med et besøg hos forbrugeren gives et prisoverslag på ydelsen.

Tilsvarende gælder i forhold til advokater, hvor advokaten kan opfylde prisinformationsloven ved at give et overslag på tjenesten.

11.2.3. EU-ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer finder ikke anvendelse på tjenesteydelser.

E-handelsdirektivet (direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000) finder også anvendelse på tjenesteydelser, og der kan derfor i det hele henvises til beskrivelsen i afsnit 11.1.3. ovenfor.

Tilsvarende gælder i forhold til direktivet om fjernsalg, som også gælder for tjenesteydelser. I forhold til fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er der vedtaget et særligt direktiv (2002/65/EF), der fastsætter hvilke prisoplysninger, der skal gives i god tid, inden forbrugeren forpligtes af en fjernsalgsaftale.

11.2.4. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende en generel prisoplysningsregel for tjenesteydelser

Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, er det allerede i dag den generelle regel i de øvrige nordiske lande, at der også ved udbud af tjenesteydelser skal gives prisoplysninger.

Udvalget mener, at en generel regel om pligt til at give prisoplysninger i forbindelse med tjenesteydelser vil medvirke til at sikre forbrugerne information om prisen på en tjenesteydelse, inden der indgås aftale, og medføre at der fx på restauranter, hos frisører og fodterapeuter, samt hos udbydere af transportydelser, undervisning, tandlægeydelser og i forbindelse med bedemandsvirksomhed skal gives oplysning om prisen på de udbudte tjenesteydelser.

Mange tjenesteydelser er individuelt tilpassede, og den endelige pris er derfor afhængig af, hvordan forbrugeren ønsker tjenesteydelsen udført.

Udvalget, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, finder, at oplysninger om fx en timepris i forbindelse med en række tjenesteydelser ikke giver en nyttig oplysning, som forbrugeren kan bruge til at danne sig et billede af prisen på en tjenesteydelse, idet den endelige pris afhænger af, hvor mange timer der medgår ved tjenesteydelsens udførelse. Det kan således være tjenesteyderen med den høje timepris, der er billigst, fordi denne tjenesteyder har det laveste tidsforbrug ved udførelsen af tjenesteydelsen.

Udvalget, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, er på den baggrund af den opfattelse, at en regel om prisoplysningspligt for tjenesteydelser kun skal omfatte tilfælde, hvor det er muligt at oplyse en samlet pris for tjenesteydelsen, eller hvor forbrugeren selv vil være i stand til at beregne den endelige pris for den tjenesteydelse, som efterspørges, på baggrund af et beregningsgrundlag oplyst af den erhvervsdrivende.

Som eksempler på tjenesteydelser, hvor der typisk kan oplyses en samlet pris, kan nævnes en klipning eller farvning hos en frisør og advokaters faste priser på skødeskrivning eller udarbejdelse af testamenter.

Som eksempel på tjenesteydelser, hvor det vil være muligt for forbrugeren at beregne den endelige pris, hvis han eller hun får oplyst beregningsgrundlaget, kan nævnes gulvlakering, som udbydes til en bestemt pris pr. kvadratmeter eventuelt suppleret med et fast grundbeløb. Her vil det være muligt for forbrugeren selv at beregne den endelige pris på baggrund af en opmåling af det gulv, der ønskes lakeret. Et andet eksempel er telefonabonnementer. Såfremt udbyderen oplyser de faste omkostninger ved abonnementet som et beløb, som forbrugeren under alle omstændigheder skal betale, samt de variable omkostninger, vil det være muligt for forbrugeren selv at beregne den samlede pris for tjenesteydelsen, på baggrund af sin viden om sit forbrugsmønster.

Hvis der i grundlaget for beregningen af en tjenesteydelses pris indgår et prisspænd, og det derfor ikke på forhånd er muligt for forbrugeren at beregne prisen for den tjenesteydelse, der efterspørges, skal den erhvervsdrivende ikke oplyse om prisen for tjenesteydelsen.

Mange tjenesteydere, fx tandlæger, udbyder en mængde forskellige ydelser. I disse tilfælde vil oplysningskravet kunne opfyldes ved angivelse af prisen eller beregningsgrundlaget for et relevant udvalg af ydelserne i form af et opslag eller en prisliste. Ved udvælgelsen skal der ikke alene tages hensyn til, hvor hyppigt en tjenesteydelse udføres, men tillige til, at prislisten skal give et indtryk af prisniveauet for såvel billige som dyre ydelser.

Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen kan støtte flertallets forslag, men finder, at der er brug for en videregående prisoplysningsforpligtelse for tjenesteydelser, fordi hensynet til at sikre forbrugerne information om prisen på en tjenesteydelse, inden der indgås aftale, nødvendiggør, at prisoplysningsforpligtelsen for tjenesteydelser ikke indskrænkes til tjenesteydelser, hvor der kan oplyses en samlet pris, eller hvor prisberegningsgrundlaget vil gøre det muligt for forbrugeren selv at beregne den endelige pris. Det er disse medlemmers opfattelse, at en oplysning om fx en håndværkers timepris udgør en nyttig prisoplysning, selvom denne oplysning ikke vil gøre det muligt for forbrugeren at beregne den samlede pris, fordi oplysningen om timeprisen giver forbrugeren et pejlemærke til brug for valget mellem flere håndværkere, uanset at den endelige pris forudsætter et konkret tilbud fra den pågældende håndværker. Tjenesteydelser udgør endvidere en så stor del af samfundsøkonomien, at det ikke vil være rimeligt kun at pålægge en oplysningspligt for tjenesteydelser, hvor forbrugeren kan beregne den endelige pris. Disse medlemmer er imidlertid opmærksomme på, at prisoplysningskravet må tilpasses den enkelte tjenesteydelse, ligesom der vil kunne forekomme tilfælde, hvor det ikke vil være praktisk muligt at oplyse en pris for tjenesteydelsen. Prisoplysningskravet skal derfor kun gælde, så vidt det er praktisk muligt.

Udvalget har noteret sig, at adgangen til at udstede bekendtgørelser om prisoplysninger for finansielle tjenester udbudt af finansielle virksomheder, er overført til lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 1383 af 20. december 2004 om ændring af lov om finansiel virksomhed mv. Udvalget finder på den baggrund, at den kommende regel om prisoplysninger for tjenesteydelser ikke skal omfatte tjenesteydelser udbudt af virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.

Udvalget finder, at afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne, skal oplyses særskilt. Dette vil for tjenesteydelser være relevant for fx en advokats oplysning om standardpriser for udarbejdelse af skøder.

Det er udvalgets opfattelse, at tjenesteydere allerede i dag i vidt omfang i deres forretningslokale skilter med priser på de udbudte tjenesteydelser, eller har prislister liggende til brug for konkrete henvendelser fra forbrugere. Det må derfor antages, at en regel om generel oplysningspligt for tjenesteydere kun vil medføre begrænsede byrder for erhvervslivet.

Med det formål at sikre, at en generel regel om prisoplysninger i forbindelse med udbud af tjenesteydelser er teknologineutral, finder udvalget, at en sådan regel også skal gælde i forbindelse med udbud af tjenesteydelser i internetbutikker, dvs. hvor tjenesteyderen udbyder tjenesteydelsen på elektronisk netværk med mulighed for umiddelbar bestilling.

Udvalget, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, finder, at en regel om prisoplysninger for tjenesteydelser i tilknytning til det foregående afsnit om varer kan formuleres således:

§ X. Ved erhvervsmæssigt udbud af varer til forbrugere, skal der ved mærkning, skiltning eller på anden måde tydeligt oplyses om den samlede pris for varen inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter. Afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne, er ikke omfattet af

1. pkt., men skal oplyses særskilt. Hvor varer udbydes elektronisk til forbrugere med mulighed for umiddelbar bestilling finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelser til forbrugere. Hvor det ikke er muligt at oplyse den samlede pris for tjenesteydelsen, skal grundlaget for beregningen af prisen oplyses, såfremt dette vil gøre det muligt for forbrugeren selv at beregne den endelige pris. Er det på grund af mængden af udbudte tjenesteydelser ikke muligt at angive prisen eller beregningsgrundlaget for dem alle, skal prisen eller beregningsgrundlaget anføres for et relevant og repræsentativt udvalg.

Udvalget bemærker, at det i lovforslagets bemærkninger bør anføres, at prisoplysningsforpligtelsen for tjenesteydelser kun finder anvendelse, hvor dette giver mening, det vil sige i tilfælde, hvor det er muligt at oplyse en samlet pris for tjenesteydelsen eller hvor forbrugeren selv vil være i stand til at beregne den endelige pris for den tjenesteydelse, som efterspørges, på baggrund af et beregningsgrundlag oplyst af den erhvervsdrivende.

Udvalget finder, at undtagelsen for finansielle tjenester udbudt af finansielle virksomheder i forlængelse af lov nr. 1383 af 20. december 2004 om ændring af lov om finansiel virksomhed mv., kan formuleres således:

Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse for virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.

Finansielle tjenesteydelser er herefter ikke omfattet af den generelle prisoplysningsregel.

Finansielle tjenesteydelser, der ikke udbydes af finansielle virksomheder, vil være omfattet af oplysningspligten. I praksis vil disse ydelser være dækket af skiltningsbekendtgørelsen for ikke-finansielle virksomheder.

Udvalget bemærker, at det med denne generelle regel om prisoplysningspligt for tjenesteydelser overlades til de erhvervsdrivende at udfylde de rammer for oplysningspligten, som forslaget giver, efter bedste skøn og under hensyn til den konkurrencemæssige gevinst, der ligger i at yde forbrugerne en god service også på dette område. Oplysningerne vil kunne gives i form af et opslag eller i form af prislister. Prisinformationen skal være tilgængelig i forretningslokalet således, at forbrugeren kan gøre sig bekendt med denne uden at henvende sig til forretningens personale.

Udvalget finder det afgørende, at der med denne regel også gælder en pligt til at sikre, at de givne prisoplysninger altid er ajourførte.

Udvalget bemærker, at udfyldelsen af den generelle prisoplysningspligt for tjenesteydelser kan ske i form af selvregulering og gennem retningslinier fra Forbrugerombudsmanden. Hvis anvendelsen af prisoplysningspligten i praksis viser sig at have uhensigtsmæssige konsekvenser, som ikke kan løses ved selvregulering eller retningslinier fra Forbrugerombudsmanden, finder udvalget, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender skal have bemyndigelse til enten at udforme en præciserende bekendtgørelse eller undtage et område fra prisoplysningsreglen.

Den af udvalget, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, foreslåede prisoplysningsforpligtelse er begrænset til udbud fra et fast forretningssted, herunder på internettet, når der er mulighed for umiddelbar bestilling. Det er kun i disse situationer, at det giver mening at tale om generel prisinformation, fordi forbrugerne her kan gøre sig bekendt med prisinformationen, uden at henvende sig til den erhvervsdrivende med henblik på at kunne udvælge sig den tjenesteyder, som han ønsker at indgå aftale med.

Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen finder ikke, at der er grundlag for at begrænse prisoplysningsforpligtelsen til udbud fra fast forretningssted, herunder på internettet, når der er mulighed for umiddelbar bestilling. Forbrugerne har behov for let og hurtigt at kunne få informationer om tjenesteydelsers pris, uanset om tjenesteydelsen udbydes fra fast forretningssted eller fx i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren. Flertallets forslag vil endvidere medføre, at erhvervsdrivende stilles forskelligt afhængigt af, om tjenesteydelsen udbydes fra et forretningssted, i forbindelse med telefonisk henvendelse fra forbrugeren eller ved besøg hos forbrugeren.

11.2.5. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende mundtlige prisoplysninger om tjenesteydelser

Udvalget, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, finder det ikke hensigtsmæssigt at forpligte den erhvervsdrivende til mundtligt at oplyse forbrugeren om prisen på en tjenesteydelse i forbindelse med et besøg hos forbrugeren, eller i forbindelse med at forbrugeren telefonisk kontakter den erhvervsdrivende. Udvalget finder imidlertid, at det bør fastslås udtrykkeligt i loven, at hvis den erhvervsdrivende mundtligt oplyser en pris til forbrugeren, bør prisoplysningen have samme indhold som i forbindelse med prisskiltningen. Det vil sige, at en timepris skal oplyses inkl. moms og afgifter. Hermed sikres, at der er overensstemmelse mellem indholdet af mundtlige og skriftlige prisinformationer. Udvalget finder, at denne regel kan indsættes i loven ved at gøre annonceringsreglen tilsvarende anvendelig for mundtlige prisoplysninger.

Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen finder derimod, at prisen for en tjenesteydelse udgør en væsentlig oplysning for forbrugerens valg af tjenesteydelse, hvorfor den erhvervsdrivende bør forpligtes til af egen drift at give prisoplysninger i forbindelse med et besøg hos forbrugeren eller i forbindelse med, at forbrugeren telefonisk kontakter den erhvervsdrivende. Herved sikres det, at forbrugeren får kendskab til en tjenesteydelses pris i god tid inden, der indgås aftale om udførelse af en tjenesteydelse, ligesom dette er en fordel bevismæssigt, idet den erhvervsdrivende i så fald ikke kan hævde, at han ikke oplyste en pris.

11.2.6. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende regelforenkling

Udvalget finder, at en generel regel om prisoplysninger for tjenesteydelser vil kunne danne grundlag for at ophæve tre bekendtgørelser om prisoplysninger for visse tjenesteydelser.

Udvalget finder endvidere, at den generelle regel om prisoplysninger for tjenesteydelser vil sikre forbrugerne tilsvarende prisoplysninger og prisgennemsigtighed som de nævnte bekendtgørelser. For så vidt angår bekendtgørelsen om skiltning med pris for autoreparationer, vil ophævelsen dog medføre, at der ikke længere vil skulle oplyses om timeprisen for autoreparation, hvis der ikke opereres med standardtider for bestemte typer reparationer.

Hvis der viser sig et behov for mere præciserende regler, kan det overvejes at indarbejde præciserende generelle regler om oplysning om tjenesteydelser i forbindelse med en generel faktureringsbekendtgørelse, jf. neden for i afsnit 11.4.3. Såfremt der herudover måtte vise sig et behov for regulering af særlige problemstillinger, løses dette bedst ved anvendelse af selvregulering fx ved udarbejdelse af retningslinier efter forhandling med Forbrugerombudsmanden.

Udvalget kan derfor anbefale, at de nævnte bekendtgørelser ophæves. Udvalget har imidlertid, under henvisning til, at bekendtgørelserne på prismærkningslovens område ifølge kommissoriet skal vurderes af en intern ministeriel arbejdsgruppe, der vil blive nedsat efter udvalgsarbejdets afslutning, fundet det rigtigst ikke at indsætte en bestemmelse i lovforslaget om ophævelse af bekendtgørelserne.

Det er derimod udvalgets opfattelse, at de øvrige bekendtgørelser om prisoplysninger for tjenesteydelser, der vedrører finansielle tjenester, bør opretholdes, indtil økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nye regler om prisoplysninger for finansielle tjenesteydelser.

11.2.7. Gebyrer

Hagen Jørgensen har i forbindelse med udvalgets drøftelse foreslået, at der i den i kaptitel 13 foreslåede prismærkningsbestemmelse indsættes følgende stykke, eventuelt som et nyt stykke 2:

"§ Q. En forbruger kan ikke opkræves gebyr, omkostninger, moms eller andre afgifter, medmindre forbrugeren senest inden købet er gjort udtrykkelig opmærksom på disse yderligere omkostninger, størrelsen af disse og de nærmere vilkår for beregningen heraf."

Hagen Jørgensen foreslår endvidere, at indsættes et nyt afsnit med overskriften "Gebyrer" med følgende bestemmelser:

"§ X.Ved et gebyr forstås en tillægsbetaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig naturligt til købet af en vare eller tjenesteydelse, eller et løbende aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig tjenesteydelse, uanset om betalingen benævnes gebyr, provision, afgift eller lignende.

Stk. 2. Ministeren for familie- og forbrugeranliggendene kan fastsætte nærmere regler for anvendelsen af gebyrer i visse særlige aftaler eller ved særlige tjenester, funktioner eller ydelser, herunder at der ikke må opkræves gebyr i særlige tilfælde.

§ Y. Størrelsen af et gebyr må ikke overstige, hvad der under hensyn til den erhvervsdrivendes omkostninger ved den pågældende tjeneste, funktion eller ydelse eller omstændighederne i øvrigt er rimeligt.

§ Z. Såfremt et gebyr i en eksisterende aftale senere skal kunne ændres til ugunst for forbrugeren, skal betingelserne herfor klart fremgå af aftalen. En ændring må varsles med en frist på mindst en måned inden ændringens ikrafttræden. Ved væsentlige ændringer må varslingen gives individuelt ved brev eller ved anden individuel, sikker kommunikation.

Stk. 2. Beregning af nye gebyrer i et løbende aftaleforhold kan alene ske med en frist på 6 måneder. En sådan ændring må varsles individuelt ved brev eller ved anden individuel, sikker kommunikation. Ved en sådan ændring i aftalen har forbrugeren ret til at komme ud af aftalen inden ændringens ikrafttræden og uden omkostninger. Varslingen skal indeholde information herom."

Hagen Jørgensen har begrundet sit forslag med, at brugen af gebyrer i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelse gennem de sidste 10 år er blevet mere og mere almindeligt. Det kan fx være gebyrer, der er en tillægsbetaling ved et enkeltstående køb, eller udgør en tillægsbetaling i forhold til hovedydelsen i forbindelse med et løbende mellemværende.

Hagen Jørgensen fremhæver, at gebyrer opleves som et stærkt stigende problem af forbrugere og erhvervsdrivende, da gebyrer i mange tilfælde kommer overraskende og oven i varens eller tjenesteydelsens pris. Ofte opfattes gebyrer også som en tillægsbetaling, der i mange tilfælde virker urimeligt høj, og som det er svært at se begrundelsen for. I mange (løbende) aftaleforhold dukker nye gebyrer op for ydelser eller services, der hidtil er blevet betragtet som naturlige ydelser, som blev betalt via hovedydelsen. Endvidere forhøjes gebyrer uden klar begrundelse. På denne baggrund er gebyrer efter Hagen Jørgensens opfattelse ofte urimelige.

Hagen Jørgensen lægger endvidere vægt på, at gebyrer typisk virker prisslørende og skaber uigennemsigtighed om prisen. Et reelt billede af den samlede pris får man mange gange først ved at se på hvilke gebyrer, der er knyttet til varen eller ydelsen. Gebyrer beregnes ofte på baggrund af den brug, man gør af ydelsen eller de særlige funktioner, der kan være knyttet til aftaleforholdet. Det kan være forhold, som kunden ikke oplyses om, eller som kan være vanskelige at beregne eller forudse for den enkelte. Dette kan ifølge Hagen Jørgensen i mange tilfælde indvirke uheldigt på konkurrencen og mobiliteten.

11.2.7.1. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende Hagen Jørgensens forslag til § Q-Z

Udvalget bemærker, at § Q er en bestemmelse, der fastlægger, at en forbruger ikke kan opkræves gebyr mv., medmindre forbrugeren senest inden købet er gjort tydelig opmærksom herpå, herunder størrelsen heraf samt de nærmere vilkår for beregningen. Denne bestemmelse forudsætter efter sin ordlyd, at forbrugeren enten individuelt gøres opmærksom på gebyrerne, eller at det ved meget tydelig skiltning sikres, at forbrugerne bliver bekendt med gebyrerne.

De øvrige bestemmelser, som er foreslået af Hagen Jørgensen, dvs. §§ X-Z, indeholder regler om, at gebyrer skal være omkostningsbestemte, adgangen til at ændre et gebyr, herunder indførelse af nye gebyrer, samt en hjemmel for ministeren til at udstede regler om anvendelsen af gebyrer i visse særlige aftaler.

Udvalget har drøftet, hvorvidt der bør iværksættes en nærmere gennemgang af behovet og muligheden for at fastsætte regler om gebyrer.

Udvalget, med undtagelse af Hagen Jørgensen, finder, at det ikke er muligt på det foreliggende grundlag at tage stilling til, hvorvidt der er behov for de foreslåede regler eller andre regler om gebyrer, og om disse bør indsættes i markedsføringsloven eller anden lovgivning.

Udvalget, med undtagelse af Peter Andersen, Malou Kragh Halling, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp og Jens Loft Rasmussen, finder, at der bør iværksættes en nærmere gennemgang og er enig om at opfordre ministeren for familieog forbrugeranliggender til at iværksætte en sådan undersøgelse. Undersøgelsen bør gennemføres således, at der kan tages højde for resultatet ved udarbejdelsen af det fremtidige lovforslag til revision af markedsføringsloven.

Hagen Jørgensen finder, at § Q allerede nu bør medtages i udvalgets lovforslag, og fremhæver i den forbindelse, at der er behov for at få skabt gennemsigtighed mht. brugen af gebyrer således, at forbrugeren har fuld viden om den samlede pris for en vare eller tjenesteydelse. Hagen Jørgensen støtter endvidere, at gebyrområdet kortlægges nærmere, men finder samtidig, at de foreslåede bestemmelser i §§ X-Z bør medtages i udvalgets forslag til ny markedsføringslov.

Benedicte Federspiel finder, at der er behov for regler om gebyrer, men da tiden har været for knap til at drøfte Forbrugerombudsmandens forslag i udvalget, støtter dette medlem derfor, at der foretages en kortlægning, ligesom medlemmet forventer, at organisationerne vil blive inddraget i drøftelserne om et sådant forslag, der senest bør medtages i et kommende forslag til ny markedsføringslov.

Peter Andersen, Malou Kragh Halling, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp og Jens Loft Rasmussen mener ikke, at der er dokumenteret et behov for, at der skal iværksættes yderligere kortlægning. Det fremgår allerede af den af udvalget foreslåede bestemmelse om oplysning af priser på varer og tjenesteydelser, jf. ovenfor i afsnit 11.1.4 og 11.2.4, at der er krav om gennemsigtighed med hensyn til brugen af gebyrer, og at gebyrer skal være inkluderet i den samlede pris på henholdsvis varer og tjenesteydelser. Det centrale er efter disse medlemmers opfattelse, at der skabes gennemsigtighed mht. gebyrer, hvorimod fastlæggelsen af gebyrers størrelse fortsat bør overlades til den fri prisdannelse. Disse medlemmer bemærker yderligere, at det i praksis ikke vil være muligt at foretage den af Hagen Jørgensen foreslåede afgrænsning mellem gebyrsatte ydelser og prisfastsatte ydelser, da dette er et spørgsmål om anvendt sprogbrug.

11.3. Annoncering

Der gælder efter prismærkningsloven ikke en ubetinget pligt til at give prisoplysninger i forbindelse med annoncering for varer og tjenesteydelser.

Udvalget har drøftet, om oplysningspligten skal gælde ubetinget ved detailhandlendes markedsføring af varer og tjenesteydelser, eller om der som i dag skal være krav om, at der gives prisoplysninger, før lovens regler finder anvendelse.

11.3.1. Gældende ret

Prismærkningslovens § 5, stk. 1, indeholder en regel om prisoplysninger i reklamer og annoncer. Reglen bestemmer, at hvis der i annoncer eller på anden måde i reklamer angives priser, skal disse angives inkl. moms og andre afgifter. På tilsvarende måde skal der ved kreditkøb gives de oplysninger, der er opregnet i § 2, stk. 1, hvis der gives oplysning om kreditomkostningernes størrelse.

Denne bestemmelse gælder for både varer og tjenesteydelser. Hvis der derimod ikke gives prisoplysninger i en reklame, finder reglen ikke anvendelse. Prismærkningsloven kræver således ikke, at der generelt i reklamer for en vare eller tjenesteydelse gives prisoplysninger.

Prisoplysninger på internettet betragtes som annoncering og skal derfor opfylde lovens § 5, stk. 1, jf. § 1, stk. 1.

Annoncering og reklamer omfatter ifølge forarbejderne tillige kataloger, ligesom tv- og radioreklamer er omfattet. Derimod finder bestemmelsen ikke anvendelse på mundtlige oplysninger i forbindelse med individuel markedsføring.

Hvis fabrikanter, importører eller grossister giver prisoplysninger i en reklame, skal det udtrykkeligt fremgå, at der er tale om en vejledende videresalgspris, jf. § 5, stk. 3.

11.3.2. Nordisk ret

Den norske prismærkningsregulering indeholder på linie med den danske regulering kun en betinget prisoplysningsforpligtelse og stiller derfor kun krav om, at lovgivningens prisoplysningsregler skal følges, når der gives prisoplysninger. I forhold til tjenesteydelser gælder visse af disse regler også ved mundtlige prisoplysninger.

Den svenske og finske lovgivning stiller et ubetinget krav om prisoplysninger i forbindelse med al markedsføring af varer og tjenesteydelser. Det følger af den svenske lovgivning, at der skal være tale om bestemte varer og tjenesteydelser, hvorfor ydelsen skal være konkretiseret, før prisoplysningspligten indtræder. Der indtræder således ikke en prisoplysningsforpligtelse, hvor der blot reklameres for en bestemt bilproducent uden, at en konkret vare nævnes i annoncen.

Den svenske lovgivning omfatter også salgsargumenter i forbindelse med individuelle forhandlinger med en kunde.

11.3.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Det er udvalgets opfattelse, at der allerede i dag i vidt omfang gives prisoplysninger i forbindelse med annoncering, idet netop prisen er det element, som skal tiltrække forbrugernes opmærksomhed.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, at der fortsat ikke bør gælde et ubetinget krav om prisoplysninger i reklamer. Hvis der derimod gives oplysninger om en vares eller tjenesteydelses pris, skal prisen være inkl. moms og afgifter. Hvis et køb omfatter en vare, hvor købet er betinget af, at der samtidig købes en tjenesteydelse, skal prisoplysningen både indeholde varens pris og beregningsgrundlaget for tjenesteydelsen inkl. moms og afgifter. Som eksempel kan nævnes salg af mobiltelefoner til en lavere pris, mod at der samtidig tegnes et bestemt telefonabonnement.

Udvalget, med undtagelse af Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen, finder, at et krav om obligatoriske prisoplysninger i annoncer vil give anledning til en række afgrænsningsproblemer i forhold til imagereklamer, hvor formålet ikke er at reklamere for et konkret produkt. Et krav om prisoplysninger i reklamer kan endvidere være særligt problematisk i forhold til tjenesteydelser, hvor prisen kan udgøres af flere elementer. En sådan regel vil endvidere gøre det umuligt for kæder, der består af et samarbejde mellem selvstændige detailhandlende samt detailhandlende, der har flere butikker, at foretage en samlet annoncering for produkter, i de tilfælde, hvor prisen varierer i de detailhandlendes butikker.

Benedicte Federspiel og Hagen Jørgensen finder, at der bør indføres en generel pligt til at opgive priser, når detailhandlen annoncerer med konkrete varer eller tjenesteydelser til salg. Denne regel vil styrke prisgennemsigtigheden og lette forbrugernes mulighed for at orientere sig på markedet.

11.4. Fakturering

Der gælder i dag ikke en ubetinget pligt til fakturering. Der er derimod udstedt bekendtgørelser om fakturering for en række tjenesteydere.

Udvalget har på den baggrund diskuteret, om der bør indføres en generel regel om fakturering samt en hjemmel til at fastsætte præciserende bekendtgørelser på områder, hvor der er et særligt behov.

11.4.1. Gældende ret

Der findes ikke en generel bestemmelse om fakturering. Prismærkningslovens § 4, stk. 3, indeholder hjemmel for ministeren til at udstede regler om fakturering og anden dokumentation for prisberegningen i forbindelse med levering af varer eller tjenesteydelser. Bestemmelsen fandtes tidligere i konkurrenceloven, og er udnyttet til at udstede 9 forskellige bekendtgørelser. Der er tale om følgende bekendtgørelser:

Fakturaen skal indeholde et grundgebyr, en specifikation af arbejdsydelsen, en specifikation af kørsel og materialeforbrug.

Arbejdsydelsen kan faktureres efter det faktiske tidsforbrug eller en funktionsbestemt pris for arbejdet.

De gældende bekendtgørelser opstiller en række forholdsvis detaljerede regler om fakturering inden for deres områder. Hovedindholdet i disse regler er, at der stilles krav om oplysninger om timeforbrug, arbejdsløn, materialeforbrug, kørselstid, gebyrer og eventuelt fremmed arbejde. Gennemgangen oven for viser, at der i en række tilfælde er mulighed for at fakturere arbejdsydelsen efter flere forskellige regler. Der er derfor indbygget en vis fleksibilitet i faktureringsreglerne.

Faktureringsreglerne gælder i de fleste tilfælde kun, når der ikke er aftalt en fast pris, dvs. når der er tale om regningsarbejde.

Det følger endvidere af momslovens § 52, at en afgiftspligtig person for levering af varer og ydelser skal udstede en faktura til kunden. Ifølge bekendtgørelse nr. 1152 af 12. december 2003 om merværdiafgiftsloven, § 40, er kravene til fakturaens indhold specificeret således:

  1. Udstedelsesdato (fakturadato).
  2. Fortløbende nummer, der bygger på én eller flere serier, og som identificerer fakturaen.
  3. Den registrerede virksomheds (sælgerens) registreringsnummer.
  4. Den registrerede virksomheds og køberens navn og adresse.
  5. Mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser.
  6. Den dato, hvor levering af varerne eller ydelserne foretages eller afsluttes, eller hvor et afdragsbeløb betales, forudsat en sådan dato er fastsat og forskellig fra fakturaens udstedelsesdato.
  7. Afgiftsgrundlaget, pris pr. enhed uden afgift, eventuelle prisnedslag, bonus og rabatter, hvis disse ikke er indregnet i prisen pr. enhed.
  8. Gældende afgiftssats.
  9. Det afgiftsbeløb, der skal betales.

Der endvidere i forskellige love om punktafgifter givet bestemmelser om specifikation af den leverede ydelse, som ligger til grund for beregningen af punktafgiften.

Formålet med disse faktureringskrav er at sikre modtageren et bevis på, at der er betalt moms og afgifter af den leverede ydelse. Det er endvidere et formål at sikre skattemyndighederne et grundlag for at kontrollere, om der opkræves afgifter i det omfang, som virksomhederne er forpligtet til. Specifikationskravet skal tolkes i lyset af dette formål.

Prismærkningslovens faktureringskrav har derimod til formål at sikre forbrugerne mulighed for at kontrollere, hvilke priser der er beregnet for de varer og tjenesteydelser, der indgår i varen. Hermed får forbrugeren mulighed for at vurdere, om det samlede krav svarer til, hvad han har modtaget. Hvor prismærkningslovens regler om fakturering for en håndværksydelse fx vil kræve en angivelse af tidsforbruget, hvor der faktureres efter timepriser, vil det efter momslovgivningen være tilstrækkeligt, at fakturaen indeholder oplysninger om det samlede beløb, som kan henføres til selve arbejdsydelsen.

Med lov nr. 1383 af 20. december 2004 om ændring af lov om finansiel virksomhed mv. er hjemlen til at udstede bekendtgørelser efter prismærkningsloven for tjenesteydelser udbudt af finansielle virksomheder overført fra ministeren for familie- og forbrugeranliggender til økonomi- og erhvervsministeren. Det fremgår herefter af lov om finansiel virksomhed, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om prisoplysning og fakturering for finansielle ydelser.

11.4.2. Nordisk ret

Finland og Sverige har ikke regler om fakturering i prismærkningslovgivningen.

I Norge bestemmes det i forskift om prisoplysninger for tjenesteydelser, at en tjenesteyder skal give kunden en specificeret regning, når tjenesteydelsen er udført. Regningen skal være så specificeret, at kunden kan kontrollere, hvilke varer og tjenester som er leveret, og hvilke priser som er beregnet. Denne regel, hvis indhold er holdt i generelle vendinger, finder anvendelse i forhold til tjenester i tilknytning til installation, reparation og vedligeholdelse af fast ejendom, motorkøretøjer, fritidsbåde, elektrisk husholdningsudstyr og elektronikprodukter. Hvor der er aftalt en fast pris, gælder forpligtelsen kun, hvis forbrugeren kræver en regning. Der findes tilsvarende regler i forskrifterne for læger og tandlæger.

11.4.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Formålet med regler om faktureringspligt er at sikre forbrugeren et grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt et krav om betaling for en tjenesteydelse er berettiget, når der ikke på forhånd er opgivet en fast pris for tjenesteydelsen.

Udvalget finder, at en generel faktureringsregel vil kunne bidrage til at skabe yderligere forbrugeroplysende gennemsigtighed i forhold til regningsarbejder, fordi forbrugeren her kun har mulighed for at forholde sig til de elementer, der indgår i beregningen af prisen, når han bestiller en tjenesteydelse. En generel faktureringsregel vil derfor være et naturligt supplement til et forudgående krav om prisoplysninger på tjenesteydelser, fordi den sætter forbrugeren i stand til at kontrollere den beregnede pris. Indholdet af den generelle prisoplysningspligt vil derfor være væsentlig for fastlæggelsen af faktureringskravets indhold.

Efter udvalgets opfattelse gælder der formentlig allerede et civilretligt krav om, at forbrugeren kan forlange en regning, der er specificeret i rimeligt omfang, idet forbrugeren kan nægte at betale for tjenesteydelsen, før der foreligger en specificeret regning.

Udvalget finder, at det vil være naturligt at supplere denne civilretlige regel med en offentligretlig regel.

Udvalget finder, at en faktureringsregel kan have følgende indhold:

§ X. Når en tjenesteydelse er udført efter regning, skal der på forbrugerens begæring tilstilles denne en specificeret regning, der sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de varer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen.

Udvalget finder, at det er væsentligt, at der med denne regel ikke skabes unødige administrative byrder. Under udvalgsbehandlingen har der været enighed om, at det vil være uheldigt, hvis små erhvervsdrivende pålægges en faktureringspligt i forbindelse med levering af tjenesteydelser af ringe værdi. Da disse ydelser, efter udvalgets opfattelse, typisk vil være tjenesteydelser, der ikke leveres efter regning, vil disse ydelser ikke være omfattet af faktureringsreglen. For det tilfælde, at der i forbindelse med administrationen af faktureringsreglen måtte vise sig uhensigtsmæssige konsekvenser, som ikke kan løses ved selvregulering eller gennem retningslinier fra Forbrugerombudsmanden, finder udvalget, at ministeren for familie- og forbrugeranliggender bør bemyndiges til at udforme en præciserende bekendtgørelse eller undtage et område fra faktureringsreglen.

De oplysninger, der skal gives, skal sætte forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke priser, der er beregnet for de varer og tjenesteydelser, som er leveret. Afgørende er, at forbrugeren på baggrund af de givne oplysninger kan bedømme elementerne af ydelsen og prisen herfor. Faktureringskravets indhold afhænger i hvert tilfælde af en konkret vurdering af den enkelte tjenesteydelses art, men vil skulle indeholde oplysninger til identifikation af ydelsen, dens bestanddele og pris, herunder i nødvendigt omfang oplysninger om løn, time- og materialeforbrug, kørsel, brug af fremmed arbejde mv. Det vil ikke kunne kræves, at en lang række smådele, fx i forbindelse med håndværkerydelser, præciseres i fakturaen, idet det her vil være tilstrækkeligt, at disse angives med en samlet pris. Det er udvalgets opfattelse, at de eksisterende faktureringsbekendtgørelser, der er velindarbejdet i praksis, vil kunne være vejledende for faktureringskravets indhold.

I det omfang en tjenesteydelse består af en lang række enkeltydelser, der har en sådan indbyrdes sammenhæng, at det ikke med mening er muligt at prisfastsætte hver enkelt ydelse, fx udførelse af en retssag, hvor den samlede ydelse består af en række delydelser, som er indbyrdes afhængige og i øvrigt er udtryk for et procesforløb, som er fastlagt i lovgivningen om tilrettelæggelse af retsplejen, kan faktureringskravet opfyldes ved at oplyse den samlede pris samt hvilke ydelser, der indgår heri uden at delydelserne er prissatte.

Med indførelsen af den generelle faktureringsregel finder udvalget, at de gældende 9 bekendtgørelser om fakturering kan ophæves, såfremt der udarbejdes en generel bekendtgørelse om fakturering. Såfremt der herudover måtte vise sig et behov for regulering af særlige problemstillinger, løses dette bedst ved anvendelse af selvregulering, fx ved udarbejdelse af retningslinier efter forhandling med Forbrugerombudsmanden. Udvalget er opmærksom på, at bekendtgørelserne på prismærkningslovens område ifølge kommissoriet skal vurderes af en intern arbejdsgruppe efter udvalgsarbejdets afslutning med henblik på eventuel ophævelse eller revision. Udvalget finder det derfor rigtigst ikke at indsætte en bestemmelse i lovforslaget om ophævelse af faktureringsbekendtgørelserne.

11.5. Oplysning om omkostninger ved genstandsbestemt kredit

Prismærkningsloven indeholder regler om hvilke kreditoplysninger, der skal gives i forbindelse med udbud af varer, når disse udbydes med oplysning om omkostningerne ved at erhverve dem ved kreditkøb.

Udvalget har drøftet, hvorvidt prismærkningslovens regler om kreditoplysninger bør indeholde færre oplysningskrav i forbindelse med annoncer og reklamer i forskellige medier.

11.5.1. Gældende ret

For varer, der udbydes i detailsalg med oplysning om omkostningerne ved at erhverve dem ved kreditkøb, skal der gives oplysninger om varens kontantpris, kreditomkostningerne angivet som et beløb og de årlige omkostninger i procent for krediten, jf. prismærkningslovens § 2, stk. 1. Oplysningspligten udløses derimod ikke, hvis varen kun udbydes med oplysning om muligheden for at erhverve denne ved kreditkøb, men uden oplysning om kreditomkostningerne.

Ved beregningen af de samlede kreditomkostninger angivet som ét beløb og de årlige omkostninger i procent henvises der i § 2 til kreditaftalelovens regler herom.

Reglen i § 2, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse, jf. § 5, stk. 1, hvis der i forbindelse med annoncering gives oplysninger om en vares pris, og der i den forbindelse oplyses om omkostningerne ved at erhverve varen ved kreditkøb.

Bestemmelsen vedrører kun den såkaldte genstandsbestemte kredit, dvs. kredit, der tilbydes i forbindelse med udbud af en bestemt vare. Reglen finder derimod ikke anvendelse, hvis der i forretningen generelt skiltes med, at der ydes kredit, men uden at kreditten er kædet sammen med køb af en bestemt vare. Der er imidlertid udstedt to bekendtgørelser i medfør af lovens § 4 om skiltning med kreditomkostninger i denne situation.

Der er tale om Forbrugerstyrelsens bekendtgørelse nr. 902 af 12. november 1992 om oplysninger til forbrugere i ekspeditionslokaler, i annoncer mv. om indlånsrenter, afkast af indskud på gevinstkonti samt udlånsrenter og andre kreditomkostninger i pengeinstitutter (herefter pengeinstitutternes skiltningsbekendtgørelse), og Forbrugerstyrelsens bekendtgørelse nr. 1228 af 21. december 1992 om oplysning til forbrugere i ekspeditionslokaler, i annoncer mv. om renter og kreditomkostninger (skiltningsbekendtgørelsen for andre end pengeinstitutter).

Bekendtgørelserne indeholder regler om skiltning i forretningslokalet med en række oplysninger om vilkår og omkostninger ved indlån og udlån. For annoncering fastsættes endvidere en meget begrænset oplysningspligt, der aktiveres, hvis der i annoncen gives visse oplysninger eksempelvis om kreditomkostninger.

11.5.2. Nordisk ret

Norge, Sverige og Finland har ikke bestemmelser om kreditoplysninger i lovgivningen om prisoplysninger. I Sverige findes disse regler fx i konsumentkreditlagen, der bl.a. indeholder regler om hvilke oplysninger, der skal gives i forbindelse med annoncering. Konsumentombudsmanden fører tilsyn med disse regler.

11.5.3. EU-ret

Spørgsmålet om kreditoplysninger er endvidere omfattet af Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 19865 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, som ændret ved direktiv 90/88/EØF af 22. februar 19906 og direktiv 98/7/EF af 16. februar 19987, der indeholder følgende bestemmelse af betydning for prismærkningsloven i art. 3:

»Med forbehold af Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklamer....., samt regler og principper vedrørende illoyal reklame, skal enhver reklame eller ethvert kredittilbud, der er fremlagt eller slået op i forretningslokaler, og hvor en person erklærer sig rede til at yde en kredit eller formidler indgåelse af kreditaftaler, og som indeholder angivelse af rentesats eller andre tal vedrørende kreditomkostningerne, også indeholde angivelse af de samlede årlige omkostninger i procent i form af et repræsentativt eksempel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde.«

Direktivet er gennemført ved prismærkningslovens § 2 om oplysninger i forbindelse med genstandsbestemt kredit, og de to oven for nævnte bekendtgørelser.

Der er fremsat forslag til ændring af kreditaftaledirektivet, KOM(2002)443.8

Europa-Parlamentet har i forbindelse med sin behandling af forslaget til ændring af kreditaftaledirektivet fremsat et ændringsforslag til art. 4. Kommissionen har delvist accepteret dette ændringsforslag i en omformuleret version med følgende ordlyd:

"1. Enhver reklame for kreditaftaler skal indeholde standardinformationer, som omfatter informationer om de samlede omkostninger i forbindelse med kreditten i overensstemmelse med nærværende artikel. 2. Standardinformationerne skal i følgende rækkefølge, udformet klart og forståeligt og ved hjælp af et repræsentativt eksempel omfatte oplysninger om det samlede kreditbeløb, de årlige omkostninger i procent, kreditaftalens løbetid, de månedlige afdrags størrelse og antal og enhver form for gebyrer forbundet med kreditaftalen i henhold til betingelserne i denne, og som kreditgiveren har kendskab til. Hvis en tilknyttet tjenesteydelse i forbindelse med kreditaftalen, herunder navnlig en forsikring, er obligatorisk for at opnå kreditten eller den oplyste rente, og omkostningerne ikke kan fastlægges på forhånd, skal forpligtelsen til at benytte denne tjenesteydelse også anføres på en klar og overskuelig måde og optisk fremhævet sammen med de årlige omkostninger i procent.

Hvis disse kreditbetingelser ikke er generelt tilgængelige for alle låntagere, skal de årlige omkostninger anføres ved hjælp af mindst to repræsentative eksempler.

Hvis der tilbydes en lavere debitorrente i en afgrænset periode i begyndelsen af kreditaftalens løbetid, skal reklamen indeholde en angivelse af den årlige procentsats beregnet ud fra hele kreditaftalens løbetid.»

I forhold til det nugældende direktiv er der med det reviderede forslag til art. 4 tale om en væsentlig udvidelse af forpligtelsen til at give oplysninger om prisen på en kredit i forbindelse med reklamer. Art. 4 vil som i Kommissionens første forslag være udtryk for totalharmonisering.

11.5.4. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Den nuværende § 2, stk. 1, stiller krav om flere oplysninger, end der kræves efter kreditaftaledirektivets art. 3. Den nugældende regel om genstandsbestemt kredit i § 2 finder både anvendelse ved skiltning i forretningen, hvor den konkrete vare udbydes og ved annoncering.

I forbindelse med annoncering kan det drøftes, hvorvidt der er behov for den samme mængde oplysninger som i forbindelse med skiltning i forretningen. Fx er der grænser for hvor mange oplysninger, der er mulighed for at indeholde i en tv-reklame, hvis forbrugeren skal have mulighed for at opfatte disse oplysninger. Det kunne således fx overvejes, at der i reklamer kun skal oplyses om kontantprisen og de årlige omkostninger angivet i procent, mens det nuværende krav om angivelse af kreditomkostningerne som ét beløb kun skal oplyses ved skiltning i forretningerne.

Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at der ikke på nuværende tidspunkt bør ske ændringer i prismærkningslovens regler om oplysninger i forbindelse med genstandsbestemt kredit, idet direktivet om forbrugerkredit, som ligger til grund for prismærkningslovens § 2, er under revision.

11.6. Organiseret rabat

Prismærkningsloven indeholder en regel, hvorefter forretninger, der yder organiseret rabat, skal give oplysning herom bl.a. ved skiltning på samtlige indgangsdøre. Denne regel finder også anvendelse i forbindelse med fjernsalg.

Udvalget har drøftet om den gældende prismærkningslovs regler om organiseret rabat bør opretholdes eller afskaffes. Udvalget har i den forbindelse overvejet, om det kun bør være reglerne om organiseret rabat i forbindelse med fjernsalg, der bør afskaffes, for ikke at stille danske virksomheder ringere i konkurrencen, idet virksomheder i andre lande ikke er underlagt en tilsvarende regel.

11.6.1. Gældende ret

Hvis der i en forretning ydes organiseret rabat, skal der ifølge prismærkningsloven § 1, stk. 2 - 4, ved skiltning ved samtlige indgangsdøre gives oplysning om, at der ydes organiseret rabat. Skiltningen skal give oplysning om, hvilke grupper der modtager rabat samt størrelsen af den maksimale rabat. På anmodning skal der forevises en liste over, hvilke varer, der omfattes af rabatten og rabattens størrelse i beløb eller procent.

Reglerne om organiseret rabat finder ikke anvendelse på rabatter, der ydes som led i et ansættelsesforhold til rabatgiveren.

Bestemmelsen om organiseret rabat finder kun anvendelse for varer. For tjenesteydelsers vedkommende er der derimod adgang til at fastsætte regler om oplysning om organiseret rabat, jf. § 4, stk. 1.

For så vidt angår fjernsalg findes der i lovens § 5, stk. 2, en bestemmelse, hvorefter der skal gives tydelig oplysning om organiseret rabat i forbindelse med meddelelse af prisoplysninger. På anmodning skal der gives oplysninger om, hvilke varer der omfattes af den organiserede rabat, til hvem der ydes organiseret rabat og størrelsen i procent eller beløb af denne rabat.

Forbrugerstyrelsen har i 2001, på baggrund af en række spørgsmål fra Erhvervsudvalget om organiseret rabat, fået udarbejdet en undersøgelse af omfanget af organiseret rabat.

Udvalget har noteret sig, at undersøgelsen viste, at over halvdelen af alle forbrugere kan få organiseret rabat, men at det er de højeste indkomstgrupper, der har lettest adgang til organiseret rabat. 75% af de adspurgte handler af forskellige årsager somme tider i andre butikker, hvor de ikke kan få organiseret rabat.

Hertil kommer, at 54% af de adspurgte ville være ligeglade, hvis de fik oplyst, at en forretning yder organiseret rabat til en persongruppe, som de ikke selv tilhører. 29% ville derimod forsøge at få den samme rabat, mens kun 8% ville undlade at handle i den pågældende forretning.

Ifølge de adspurgte skilter mere end halvdelen (56%) af de forretninger, som yder organiseret rabat, ikke hermed, mens det kun er knap en fjerdedel, som ser skilte om organiseret rabat i forretningerne. Blandt de adspurgte, som har bemærket skiltning, er det opfattelsen, at der i stort omfang ikke gives de oplysninger, som kræves efter prismærkningsloven.

Det er Konkurrencestyrelsens opfattelse, at såfremt der ikke eksisterede organiseret rabat, ville virkningen på listepriserne være begrænset. Det er dog muligt, at nogle forretninger i højere grad ville anvende isolerede prisnedsættelser, fx i form af kampagnerabatter og tidsbegrænsede rabatter. Det er samlet set Konkurrencestyrelsens vurdering, at det mest sandsynlige er, at listepriserne slet ikke ville ændres. Ud fra bredere samfundsøkonomiske betragtninger har den organiserede rabat således kun en meget begrænset betydning.

11.6.2. Nordisk ret

Der findes ikke tilsvarende bestemmelser i Norge, Sverige og Finland.

11.6.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Lars M. Banke, Martin Bresson, Benedicte Federspiel, Sara Gøtske, Peter Møgelvang-Hansen, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Henrik Kirketerp, Robert Jønsson, Hagen Jørgensen og John Wagner finder, at når Forbrugerstyrelsens undersøgelse viste, at organiseret rabat kun i begrænset omfang har virket styrende på forbrugernes adfærd, kan dette tilskrives, at reglerne ikke har haft mulighed for at virke i praksis, fordi der ikke har været tilsyn med reglerne om organiseret rabat. Forbrugerstyrelsens undersøgelse kan derfor ikke bruges som argument for at ophæve reglerne om organiseret rabat. Disse medlemmer finder, at der forsat er behov for regler om oplysning om organiseret rabat, så der skabes gennemsigtighed om dette forhold. Herved får også forbrugere, der ikke har mulighed for at få organiseret rabat, mulighed for at forhandle sig til en tilsvarende rabat eller undlade at handle i den pågældende forretning. Disse medlemmer er endvidere af den opfattelse, at det vil være enkelt at håndhæve reglerne om organiseret rabat ved stikprøver, hvor en række detailhandlende anmodes om at oplyse, hvorvidt de yder organiseret rabat.

Henrik Kirketerp anfører, at Dansk Handel & Service tidligere har støttet en ophævelse af reglerne om oplysning om organiseret rabat, fordi der ikke blev ført tilsyn med reglerne. Det er imidlertid dette medlems opfattelse, at denne oplysningsregel skaber en tiltrængt gennemsigtighed på området. Da udvalget samtidig foreslår, at der indføres tilsyn med prisoplysningsreglerne, herunder organiseret rabat, kan dette medlem støtte, at reglerne om oplysninger om organiseret rabat opretholdes.

Peter Andersen, Suzanne C. Beckmann, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Malou Kragh Halling, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Henrik Schultz og Birgit Thrusholm finder, at reglerne om organiseret rabat bør ophæves i deres helhed, fordi den oven for refererede undersøgelse viste, at den organiserede rabat kun i begrænset omfang virker styrende på forbrugernes adfærd, samt da det heller ikke ud fra konkurrencemæssige betragtninger er betænkeligt at ophæve reglerne om organiseret rabat.

Disse medlemmer er endvidere af den opfattelse, at selvom der indføres et begrænset tilsyn med prismærkningslovens regler, vil overtrædelser af reglerne om organiseret rabat kunne være meget vanskelige at konstatere som følge af, at disse overtrædelser vil foregå i det skjulte.

Hagen Jørgensen har anført, at indplaceringen af prismærkningsloven i markedsføringsloven angiveligt skal sikre »et sammenhængende og koordineret tilsyn med markedsføringslovens regler og reglerne om prisoplysninger«. Det anføres også, at prismærkningsloven og markedsføringsloven overlapper hinanden, eksempelvis bestemmelserne i prismærkningslovens § 1, stk. 1, og markedsføringslovens § 2, stk. 1. På denne baggrund og såfremt forslaget om ophævelse af reglerne om skiltning med organiseret rabat gennemføres, er det Hagen Jørgensens opfattelse, at der kan være behov for at se på, om prismærkning med eventuel pris-/rabatspænd kan være nødvendigt med henblik på at undgå vildledning efter markedsføringslovens § 2. Ikke mindst på varer og tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse - grundlæggende forsyningspligtydelser, andre offentlige/private serviceydelser, som omhandlet i betænkningens kapitel 6, finansielle ydelser, kommunikation, personbefordring mv. - må det forekomme nødvendigt, at eventuelle prisspænd kommer frem i lyset, så forbrugerne har reel mulighed for at varetage deres interesser med henblik på at imødegå mere organiserede former for urimelig eller usaglig kundediskrimination.

Resten af udvalget, bortset fra Benedicte Federspiel, tager afstand fra denne udlægning af markedsføringslovens § 2. Hvis reglerne om organiseret rabat ophæves, er der efter resten af udvalgets opfattelse ikke mulighed for med hjemmel i markedsføringslovens § 2 at kræve oplysning om, at der ydes en organiseret og systematisk rabat til bestemte kundegrupper. Dette forhold bør beskrives i lovforslagets bemærkninger.

Udvalget har endvidere drøftet, om der bør indføres en hjemmel for ministeren til, efter forhandling med repræsentanter for forbrugerne og vedkommende erhvervsorganisationer, at udstede bekendtgørelser om størrelsen på et rabatspænd med henblik på at sikre større prisgennemsigtighed i brancher med dårlig konkurrence. I visse brancher - eksempelvis ejendomsmæglerbranchen - gives der store rabatter på den erhvervsdrivendes produkter. Gennemsigtighed på dette område vil kunne styrke konkurrencen, ligesom forbrugere får mulighed for at forhandle sig til en rabat eller undlade at handle i den pågældende forretning, hvis han ikke har mulighed for at opnå denne rabat.

Lars M. Banke, Suzanne C. Beckmann, Martin Bresson, Benedicte Federspiel, Sara Gøtske, Peter Møgelvang-Hansen, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Henrik Kirketerp og Hagen Jørgensen finder, at det kunne være hensigtsmæssigt at indføre en sådan bemyndigelse, idet der ikke i konkurrenceloven er hjemmel til at kræve oplyst størrelsen på et rabatspænd. En sådan bestemmelse bør dog ikke indføres i markedsføringsloven, men derimod på de særlovsområder, hvor der er konkret behov for gennemsigtighed omkring rabatter.

Peter Andersen, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Malou Kragh Halling, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Henrik Schultz, Birgit Thrusholm og John Wagner finder, at spørgsmålet om at korrigere brancher med dårlig konkurrence hører under konkurrencelovgivningen, og at der derfor ikke er behov for at indføre en hjemmel til udstedelse af bekendtgørelser om rabatspænd.

11.7. Undtagelser for mindre detailforretninger

Udvalget har drøftet, om der bør indføres en administrativ mulighed for ministeren til at undtage mindre detailforretninger fra prismærkningslovens regler om enhedsprismærkning.

11.7.1. Gældende ret

Ifølge prismærkningslovens § 7 fastsætter ministeren for familie- og forbrugeranliggender regler om, at der skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om anvendelse af måleenhed for de enkelte varegrupper.

Ifølge prismærkningslovens § 6 kan ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte begrænsninger i mængden af oplysninger, der skal gives efter prismærkningsloven. Bestemmelsen giver derimod ikke mulighed for, at ministeren undtager mindre detailforretninger fra at give oplysninger om enhedsprisen (eksempelvis prisen pr. liter) for varer.

Med hjemmel i prismærkningslovens §§ 6 og 7 har Forbrugerstyrelsen udstedt bekendtgørelse nr. 866 af 18. september 2000 om oplysning om salgspris og enhedspris for forbrugsvarer. Ifølge bekendtgørelsens § 3 skal erhvervsdrivende, der udbyder varer til forbrugere, oplyse om såvel salgspris som enhedspris for den udbudte vare eller varemængde. For varer, der sælges i løs vægt, skal kun enhedsprisen angives. Bekendtgørelsen indeholder en række bestemmelser, der præciserer, hvorledes enhedsprisen beregnes. Endvidere undtages en række varer fra kravet om enhedsprismærking.

11.7.2. Nordisk ret

I Norge er der en generel adgang i markedsføringsloven til at undtage små erhvervsdrivende fra lovens regel om prisoplysninger.

I Sverige og Finland består der ikke en adgang til at undtage små erhvervsdrivende fra prismærkningsreglerne.

11.7.3. EU-ret

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer indeholder i art. 6 en adgang til at undtage mindre detailforretninger fra at angive enhedsprisen, hvis denne forpligtelse ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde for disse forretninger som følge af antallet af udbudte varer, salgsarealets størrelse, salgsstedets art, særlige salgsforhold, hvor produktet ikke er direkte tilgængeligt for forbrugeren, eller visse forretningsformer, som fx bestemte typer salg uden fast forretningssted.

11.7.4. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalget, med undtagelse af Peter Andersen, finder, at reglerne om enhedsprismærkning ikke er byrdefulde at overholde, idet der i dag findes udstyr, som gør det muligt på meget enkelt vis at mærke varer med enhedsprisen. Der er derfor ikke behov for en hjemmel til at undtage visse mindre detailforretninger fra reglerne om enhedsprismærkning.

Hagen Jørgensen, Henrik Kirketerp og John Wagner har i tillæg hertil anført, at det er væsentligt, at reglerne om enhedsprismærkning bliver udformet fleksibelt, så det er muligt for de erhvervsdrivende at overholde reglerne. Herved sikres det, at mindre detailforretninger ikke vil opleve at komme i en situation, hvor det vil kunne være nødvendigt med undtagelse fra reglerne om enhedsprismærkning.

Henrik Kirketerp og John Wagner har herudover anført, at god prisskiltning i sig selv er et konkurrenceparameter, hvorfor forretningerne har en interesse i at sikre forbrugerne så god prisinformation som muligt.

Peter Andersen finder, at reglerne om enhedsprismærkning kan være byrdefulde for mindre detailforretninger. Dette gør sig gældende såvel i forbindelse med anskaffelse af udstyr og det tidsforbrug, der går med at mærke varerne.

Dette medlem finder derfor, at der bør indsættes en hjemmel med henblik på at give ministeren adgang til at undtage mindre detailforretninger fra forpligtelsen til at oplyse om enhedsprisen. Denne bemyndigelse bør kun udnyttes i situationer, hvor der ikke vil være forbrugerbeskyttelsesmæssige betænkeligheder ved at undtage mindre detailforretninger fra at oplyse enhedsprisen. Et eksempel herpå kunne være forretningsformer, hvor der primært sker direkte kundebetjening. I sådanne forretninger vil prissammenligninger ske i forbindelse med ekspeditionen, hvor ekspedienten vil kunne være behjælpelig med at vælge det billigste produkt.


1 »Det vil ikke kunne kræves, at hver enkelt vare prismærkes, men mærkning og skiltning må på den anden side være udformet og anbragt klart og let tilgængeligt, så forbrugeren ikke lades i tvivl om, hvad den enkelte vare koster. Det må imidlertid forudses, at der kan være behov for særlige regler for forskellige butikstyper, for forskellige måder at udbyde varen på, fx tilbudsvarer, og eventuelt for specielle varearter, hvilket vil indgå i overvejelserne i monopoltilsynet ved udarbejdelsen af de nødvendige retningslinjer.

... Ved ordene »på anden måde tydeligt« må forstås, at mærkningen eller skiltningen skal være umiddelbart synlig for forbrugeren. Dette er dog ikke ensbetydende med, at de handlende ikke i et vist omfang kan følge almindeligt anerkendte sædvaner. I boghandler er det således almindeligt, at bøger, som er fremlagt til salg i forretningen, er mærket med pris på indersiden af omslaget. For bøger, der udstilles i butiksvinduer, udhængsskabe eller montrer, skal der imidlertid foretages tydelig skiltning. Denne og de inden for en lang række andre brancher gældende kutymer må imidlertid ændres, såfremt en effektiv gennemførelse af lovens principper nødvendiggør en mere iøjnefaldende mærkning eller skiltning.«

2 Art. 4, stk. 1, har følgende ordlyd: »Salgsprisen og prisen pr. måleenhed skal angives på en sådan måde, at de ikke kan misforstås, er umiddelbart synlige og let læselige. Medlemsstaterne kan fastsætte en maksimal grænse for, hvor mange priser, der skal angives«

3 Vejledningens 8. punkt har følgende ordlyd: »Oplysningerne om salgspris og enhedspris skal gives tydeligt og let læseligt, og således at der ikke kan opstå tvivl om, hvilken vare prisoplysningerne vedrører. Bemærk, at dette gælder, uanset om prisoplysningerne gives på en hyldekant, et skilt eller på varens emballage. Det er tilladt at oplyse priserne ved hjælp af scannere, som forbrugerne selv skal betjene, såfremt de nævnte krav til tydelighed er opfyldt.«

4 Forskrift om prisopplysning ved overnattings- og serveringssteder.
Forskrift om prisopplysning ved legetjenester m.m.
Forskrift om prisopplysning ved tannlegetjenester m.m.
Forskrift om prisopplysning ved transport og salg av elektrisk kraft.
Forskrift om prisopplysning for gravferdstjenester.

5 EFT 1987, L 42, s. 48.

6 EFT 1990, L 61, s. 14.

7 EFT 1998, L 101. s. 17.

8 Ifølge dette forslags art. 4 vil reklamereglen få følgende ordlyd:
Med forbehold af direktiv 84/450/EØF skal enhver reklame eller ethvert tilbud, der er slået op i forretningslokaler, og som indeholder oplysninger om kreditaftaler, herunder navnlig om debitorrenter, samlede kreditgiveromkostninger i procent og årlige omkostninger i procent, udformes klart og forståeligt under overholdelse af især reglerne om god forretningsskik. Det skal utvetydigt fremgå, at oplysningerne har et kommercielt sigte.

Top |

Denne side er kapitel 11 af 13 til publikationen "Markedsføring og prisoplysning".
Version nr. 1.0 af 01-03-2005
© Forbrugerstyrelsen 2005