Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Kapitel 09 Selv- og samregulering

9.1. Selv- og samregulering

Selvregulering i form af dialog og samarbejde mellem virksomheder og forbrugere er med til at skabe gode forbrugerforhold.

Udvalget har fået til opgave i lyset af de indvundne erfaringer og udviklingen af regeludstedelse i EU-regi at vurdere behovet og mulighederne for nye former for selvregulering.

Udvalget har i den forbindelse drøftet, hvorledes ForbrugerForum eller andre fora kan inddrages i selvreguleringen.

Endvidere har udvalget overvejet, om der kan skabes positive incitamenter til at fremme branchernes interesse i øget anvendelse af selvregulering, herunder indgåelse af aftaler med Forbrugerombudsmanden om retningslinier.

Endelig har udvalget vurderet, om markedsføringslovens nuværende regler om forhandling og udstedelse af retningslinier er tidssvarende.

9.2. Den nuværende regulering

Udgangspunktet i dansk ret har indtil nu været, at grundlæggende forbrugerbeskyttelseshensyn reguleres i lovgivningen. Det er dog samtidig accepteret, at lovgivningen på visse områder kan udfyldes ved brug af alternative former for regulering som fx selv- og samregulering. Begge reguleringsformer anvendes bl.a. i markedsføringsretlige sammenhænge.

9.2.1. Karakteristika for selv- og samregulering

Både selv- og samregulering giver mulighed for at få fastsat detaljerede regler for en given adfærd på en løbende, hurtig, effektiv og billig måde.

Erhvervsministeriet har i en publikation fra 2000 vedrørende brug af alternative reguleringsinstrumenter beskrevet de forskellige karakteristika ved selv- og samregulering.

Selvregulering er karakteriseret ved, at der er tale om regler, som er udformet af virksomheder eller en branche eventuelt i samarbejde med forbrugerorganisationer eller andre interessenter. Reglerne bliver ligeledes håndhævet af virksomhederne/branchen selv, og myndighederne er ikke involveret i arbejdet med reglerne. Myndighederne kan bl.a. initiere selvregulering ved at opfordre de berørte parter til at udforme regler på et område, hvor der er behov for regulering, men ikke nødvendigvis offentlig regulering.

Ud fra et reguleringssynspunkt må et regelsæt imidlertid have en vis tyngde for at være omfattet af begrebet selvregulering. Der skal således være tale om, at det offentlige ville regulere området, hvis ikke virksomhederne/branchen selv regulerede det. Eksempelvis er en række private klage- og ankenævn omfattet af begrebet. Selvregulering er desuden navnlig udbredt som middel til regulering af udøvelsen af bestemte erhverv. En række brancheorganisationer har således fastsat rammer for erhvervsudøvelsen i vedtægter, etiske kodeks etc. Som eksempel kan nævnes E-handelsfonden og retningslinier for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer.

Samregulering (eller opdelt regulering) dækker over lovgivning, hvori kompetencen til at udarbejde regler på et bestemt område er delt mellem offentlige myndigheder og fx private branche- og interesseorganisationer. Lovgivningen fastsætter rammerne, som kan eller skal udfyldes i et nærmere samarbejde mellem offentlige myndigheder og private organisationer.

Formålet med denne type regulering er ofte, at man fra det offentliges side ønsker en større inddragelse af brugerne og deres ekspertise eller at sikre, at der er en vis faglig og etisk standard på et bestemt område eller inden for en branche.

Som eksempel på samregulering kan nævnes Forbrugerombudsmandens muligheder for i medfør af markedsføringsloven at udarbejde retningslinier i samarbejde med erhvervs- og forbrugerorganisationer. Et andet eksempel er advokaterhvervet, hvor der dels findes en regulering af advokaterhvervet i retsplejeloven, og dels reguleres ved anvendelse af etiske kodeks udarbejdet af Advokatsamfundet. I de etiske kodeks er de nærmere rammer for advokaters adfærd fastsat. Overtrædelse heraf kan indbringes for Advokatnævnet og i sidste ende domstolene.

9.2.2. Praksis på markedsføringsområdet om brug af selv- og samregulering

Som nævnt oven for anvendes begge reguleringsmetoder i markedsføringsretlige sammenhænge. Lovgivningen indeholder visse regler herom, hvilket dog ikke indskrænker erhvervs- og forbrugerorganisationers samt myndigheders muligheder for at anvende sam- og selvregulering. Grundlæggende gælder dog, at denne type regulering skal opfylde lovgivningens krav.

9.2.2.1. Markedsføringsloven

Markedsføringsloven indeholder specifikke regler om udarbejdelse af retningslinier til udfyldning af markedsføringslovens regler. Det fremgår af § 17, stk. 1, at Forbrugerombudsmanden efter forhandling med erhvervs- og forbrugerorganisationer kan udarbejde og offentliggøre retningslinier på nærmere angivne områder, der må anses for væsentlige, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.

Forbrugerombudsmandens adgang til at forhandle og udarbejde retningslinier blev lovfæstet ved lov nr. 428 af 1. juni 1994 om markedsføring. Indførelsen af bestemmelsen kodificerede allerede gældende praksis.

Ved lovændringen i 1994 fandt man det hensigtsmæssigt at indsætte en bestemmelse om retningslinier i lovteksten for at afspejle praksis, da man fandt, at systemet med retningslinier havde fungeret godt og gav mulighed for en løbende, hurtig, effektiv og billig tilpasning til kravet om god markedsføringsskik mv. i overensstemmelse med de omskiftelige behov på et område i konstant bevægelse.

Retningslinier er ikke formelt bindende, men handlinger i strid hermed må i almindelighed forventes at blive betragtet som stridende mod god markedsføringsskik. Retningslinier udelukker ikke domstolene fra at foretage en prøvelse af, om overtrædelser i det enkelte tilfælde er i strid med god markedsføringsskik eller andre bestemmelser i loven, jf. herom også grundlovens § 63.

Det bemærkes desuden, at markedsføringsloven alene kræver forhandling og ikke enighed, men at det er Forbrugerombudsmandens praksis at opnå konsensus.

Ved lovændringen i 1999 (lov nr. 342 af 2. juni 1999) blev § 17, stk. 2-4, indføjet i markedsføringsloven. § 17, stk. 2-4, giver mulighed for, at udarbejdede retningslinier efter aftale med erhvervs- og forbrugerorganisationer kan danne grundlag for påbud meddelt af Forbrugerombudsmanden. Et sådant påbud kan dog kun meddeles erhvervsdrivende, som er medlem af en erhvervsorganisation, der har indgået aftale herom.

Der findes p.t. 14 sæt gældende retningslinier1, der i perioden 1976 til 2002 er udstedt af Forbrugerombudsmanden efter forhandling.

Forbrugerombudsmanden har desuden som andre myndigheder mulighed for at udstede vejledninger om specifikke områder. Disse vejledninger fremsendes som ofte i høring hos relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer.

Forbrugerombudsmanden gør navnlig brug af denne mulighed i tre tilfælde: 1) de nordiske forbrugerombudsmænd ønsker at fremkomme med en fælles udtalelse på et specifikt område (eksempler herpå er vejledninger om miljøargumenter i markedsføringen, handel og markedsføring på internettet og loyalitetsprogrammer i markedsføringen), 2) der kan ikke opnås enighed med erhvervs- og forbrugerorganisationer om udarbejdelse af retningslinier, og 3) praktiske grunde gør det uhensigtsmæssigt at forhandle retningslinier – fx når der ikke er parter at forhandle med, eller der er for mange interessenter. Forbrugerombudsmanden valgte fx at konvertere retningslinierne om garantier til en vejledning, fordi det var for byrdefuldt at forhandle nye reviderede retningslinier med så mange forskellige interessenter på en gang.

Herudover udsender Forbrugerombudsmanden traditionelt en forhåndsorientering om sin fremtidige administration af loven i forbindelse med ændringer af markedsføringsloven. Som noget nyt sendes disse orienteringer i bred høring inden udstedelse.

9.2.2.2. Øvrig samregulering angående markedsføringsforhold

Erhvervs- og forbrugerorganisationer har desuden udarbejdet retningslinier for markedsføring på visse særlige områder. De relevante ministerier har i relation hertil fulgt og støttet udarbejdelsen af regelsættet. Det er bl.a. sket for alkoholholdige drikkevarer og e-handel.

Det kendetegnende ved denne reguleringsmekanisme er, at der er tilknyttet et håndhævelsessystem til regelsættet, og at denne håndhævelse forestås af et uafhængigt udvalg eller fond, som er etableret af erhvervs- og forbrugerorganisationerne. Ministerierne har således ingen kompetence i forhold til håndhævelsessystemets arbejde.

Det nedsatte udvalg ("Håndhævelsesudvalget"), der fører tilsyn med overholdelsen af retningslinierne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer, har som sanktionsmulighed at offentliggøre kritisabel markedsføring, herunder navne på de erhvervsdrivende, der ikke overholder regelsættet. Erfaringerne med dette håndhævelsessystem har hidtil været særdeles gode.

Retningslinierne for elektronisk handel er i 1999 udarbejdet af en række danske erhvervs- og forbrugerorganisationer i samarbejde med det daværende Erhvervsministerium og Forskningsministerium. Retningslinierne, der blev revideret ultimo 2002/primo 2003, danner grundlag for en elektronisk mærkningsordning, hvorefter virksomheder, der tilslutter sig mærkningsordningen og dermed retningslinierne, får ret til at anvende et lille elektronisk mærke på deres hjemmeside. Formålet med dette mærke er at signalere troværdighed og forbrugerbeskyttelse, når forbrugerne handler på internettet.

E-mærket administreres af E-handelsfonden. Sanktionsmuligheden i relation til brugen af e-mærket er, at erhvervsdrivende kan miste deres adgang til at bruge mærket, såfremt de ikke længere opfylder de bagvedliggende retningslinier, herunder gældende lovgivning.

E-mærket har siden dets oprettelse haft svært ved at opnå en udstrakt tilslutning. I 2003 iværksatte fonden derfor, med økonomisk støtte fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, en intensiv markedsføringskampagne for at få en bedre tilslutning til mærkningsordningen fra erhvervslivet. Ifølge de seneste oplysninger fra fonden stiger kendskabet og tilslutningen til mærket hos erhvervslivet.

9.2.3. Selvregulering

Ud over de ovennævnte systemer har en branche også mulighed for selv at gøre brug af selvregulering. Et af de mest kendte eksempler herpå er de kodeks, som International Chamber of Commerce (ICC) har udarbejdet. ICC har fx udarbejdet kodeks om reklamepraksis, salgsfremmende foranstaltninger, direkte markedsføring samt reklamering og markedsføring på internettet. ICC's kodeks udgør bl.a. et vigtigt fortolkningsbidrag i relation til markedsføringslovens bestemmelser.

9.2.4. Andre former for selvreguleringssystemer

Selvregulering har i de senere år været et emne, der både nationalt og internationalt har været genstand for drøftelser i forskellige fora – fx OECD og EU. Dette har bl.a. udmøntet sig i, at der i europæisk og internationalt regi i visse sammenhænge opfordres til udfærdigelse af adfærdskodeks. Navnlig i relation til elektronisk handel er dette set i direktiver og retningslinier. Eksempler herpå er OECD's retningslinier for forbrugerbeskyttelse i relation til elektronisk handel samt EU-direktivet om elektronisk handel. Disse initiativer stiller dog ikke krav eller henviser til, hvordan selvreguleringssystemerne skal opbygges, herunder hvordan udarbejdede adfærdskodeks skal håndhæves.

Ud over markedsføringslovens regler om udarbejdelse af retningslinier, herunder at tilsynet med overholdelsen af disse foretages af Forbrugerombudsmanden, er der som sådan heller ingen generelle regler i dansk ret for, hvordan sam- og selvreguleringssystemer kan opbygges.

I UK har man derimod etableret et egentligt godkendelsessystem for kodeks, der er udarbejdet af erhvervslivet, med det formål at fremme en effektiv selvregulering.

9.2.5. UK's godkendelsessystem

I forbindelse med vedtagelsen af en ny konkurrence- og forbrugerlovgivning i UK i 2002 blev Office of Fair Trading (OFT) tillagt en nøgleposition for fremme af "god praksis" hos de erhvervsdrivende i relation til handlinger, der påvirker forbrugernes interesser.

Denne rolle er blevet udmøntet i en ny procedure for godkendelse, "kvalitetsstempling" og markedsføring af erhvervsdrivendes adfærdskodeks over for forbrugerne.

Den nye godkendelsesprocedure består af to trin, og har til formål at opfordre handlende til at udarbejde eller revurdere eventuelle allerede eksisterende adfærdskodeks.

trin 1 vil OFT udarbejde klare kriterier, som en kodeksindehaver skal imødekomme, herunder vedrørende efterlevelse af udenretlige tvistløsningsmuligheder. Kodeksindehavere med kodeks, der opfylder de formelle krav, vil få bekræftet, at deres kodeks synes at imødekomme de opstillede kriterier.

På dette trin kommer der ikke noget OFT-logo eller kvalitetsstempel, fordi der endnu ikke er foretaget en uafhængig kontrol af, hvor godt kodeksen faktisk virker.

OFT vil som udgangspunkt ikke assistere de enkelte erhvervsdrivende og andre kodeksindehavere med at udarbejde detaljerne i kodekserne. Kodeksindehavernes rolle er at overføre vejledningens kriterier til sektorspecifikke bestemmelser, som kan imødegå aktuelle og potentielle forbrugerproblemer i sektoren.

trin 2 vil OFT godkende og påtegne de kodeks, hvor der er solidt bevis for praktisk funktionsduelighed og succes. Der vil blive tale om en offentlig godkendelsesform, herunder med et godt markedsført logo eller mærke.

Selve ordningen bygger desuden på, at kodeks skal give forbrugerne fordele, som strækker sig ud over lovgivningens krav. Efterlevelse af og overensstemmelse med lovgivningen tages således for givet.

9.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalget er principielt enig i, at selvregulering i form af dialog og samarbejde mellem virksomheder og forbrugerne bidrager til at skabe gode forbrugerforhold, og bør understøttes i videst muligt omfang.

Udvalget finder, at både regler, der er udformet i henhold til markedsføringslovens § 17 om retningslinier udstedt efter forhandling mellem Forbrugerombudsmanden og organisationerne, og regler, som brancherne selv udarbejder, giver mulighed for en løbende, fleksibel og effektiv løsning på problemer inden for specifikke områder.

Udvalget lægger samtidig vægt på, at forhandlingsprincippet forbliver et helt centralt element i markedsføringsloven, og at loven aktivt understøtter muligheden for at indføre og videreudvikle selv– og samregulering inden for de enkelte brancher.

Selv- og samregulering kan, efter udvalgets opfattelse, ofte sikre en bedre og mere fleksibel regulering af en branche end lovregler, fordi den udarbejdes af/ eller i samarbejde med brancheorganisationer, som har et indgående kendskab til branchens særlige forhold. Samtidig sikres der et ejerskab til reguleringen hos branchens virksomheder og dermed større sandsynlighed for, at de af egen drift overholder reglerne, ligesom branchen selv tager aktivt del i håndhævelsen, ofte gennem oprettelse af særlige håndhævelsesorganer. Som eksempel kan nævnes håndhævelsesudvalget vedrørende reglerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer.

Udvalget er dog samtidig opmærksom på, at visse forhold kan vanskeliggøre selv- og samregulering. Udvalget peger således på, at ikke alle brancher er tilstrækkeligt afgrænsede til, at der vil kunne etableres sam- og selvregulering, ligesom nogle brancher kun har en ringe organisationsgrad, og derfor ikke vil kunne løfte de opgaver, der er forbundet hermed. Endelig er nogle problemstillinger tværgående og forekommer i mange brancher, med den følge, at det vil være uhensigtsmæssigt, såfremt de reguleres af forskellige brancheregler, som ikke nødvendigvis har samme niveau.

Udvalget har drøftet, om selv- og samregulering forudsætter, at reguleringen går videre end kravene i den eksisterende lovgivning.

Udvalget finder, at selv- og samregulering falder i to kategorier.

En kategori dækker de tilfælde, hvor der fastsættes retningslinier, kodeks mv., som uddyber eller præciserer, hvordan markedsføringslovens generelle bestemmelser skal udmøntes inden for et særligt område og/eller en branche, men som ikke hæver beskyttelsesniveauet over lovgivningens niveau. Der kan være tale om samregulering, hvor en branche sammen med Forbrugerombudsmanden og forbrugerorganisationerne udarbejder supplerende retningslinier efter reglerne i markedsføringslovens § 17.

Der kan også være tale om selvregulering, hvor en branche eventuelt sammen med forbrugerorganisationerne udarbejder særlige retningslinier. Udvalget er opmærksom på, at der i forhold til virksomheder, som ikke er medlem af branchens organisation(er), ikke findes effektive muligheder for håndhævelse.

Udvalget finder, at markedsføringslovens § 17, stk. 1, skaber det nødvendige lovgivningsmæssige fundament for udarbejdelse af regler, der udfylder og uddyber lovens generelle bestemmelser, og finder ikke, at der er behov for at ændre på denne bestemmelse.

En anden kategori rummer de tilfælde, hvor en branche beslutter at gå videre end lovens krav, og opstiller sine egne regler, som den selv håndhæver over for branchens virksomheder, og som virksomhederne har mulighed for at markedsføre sig med i forhold til forbrugerne. En sådan selvregulering kan eventuelt understøttes af myndighederne gennem en "blåstempling", jf. nedenfor.

Det må her være en klar forudsætning, at selvregulering skal gå videre end lovgivningens krav, hvis virksomhederne i branchen vil benytte reglerne i markedsføringsøjemed. Man kan således ikke uden at vildlede forbrugerne fremhæve, at man følger særlige regler, såfremt disse kun er udtryk for, hvad der i øvrigt følger af markedsføringsloven eller anden offentligretlig eller civilretlig lovgivning.

Markedsføringsloven indeholder i dag ikke regler for udarbejdelse af sådanne ordninger, herunder regler for blåstempling. Udvalget har derfor overvejet, om der er behov for at indføre regler i loven, der kan øge erhvervslivets incitament til at udarbejde selvregulering, der går videre i beskyttelsen af forbrugerne end lovgivningen.

Udvalget har i den forbindelse særligt vurderet, om det vil være hensigtsmæssigt at indføre en model for selvregulering svarende til den, som er indført i UK - i det følgende kaldet den engelske model.

Såfremt den engelske model skal indføres i markedsføringsloven, vil det indebære, at der skal indsættes regler for, hvordan brancheorganisationer og/eller virksomheder, der måtte ønske at lave selvregulering, selv skal udarbejde regler, og regler for hvordan branchens regelsæt efterfølgende skal godkendes af Forbrugerombudsmanden eller et andet offentligt organ. Det vil ligeledes være en forudsætning, at organisationerne/virksomhederne bliver forpligtet til selv at påse, at reglerne overholdes, ligesom de vil være forpligtet til løbende at videreudvikle reglerne, således at disse til stadighed ligger over lovgivningens beskyttelsesniveau. Samtidig skal virksomhederne i branchen have mulighed for at markedsføre sig med, at de følger regler, som er godkendt af det offentlige.

Selvom den engelske model vurderes positivt af britiske forbruger- og erhvervsorganisationer, finder udvalget ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at indføre en tilsvarende model i markedsføringsloven. Det er således udvalgets vurdering, at modellen er meget ressourcekrævende og forholdsvis tung at arbejde med, og at man ikke opnår den fleksibilitet og dynamik, som netop er en af fordelene ved selvregulering.

Udvalget finder det heller ikke generelt, at udbredelse af selvregulering nødvendigvis bør understøttes af lovregler i markedsføringsloven, og nævner i den forbindelse, at indførelse af nye lovregler vil være i modstrid med det overordnede ønske om regelforenkling.

Forbrugerombudsmanden har orienteret udvalget om sit nye tiltag, "hvad er god skik", der findes på hjemmesiden www.forbrug.dk. På hjemmesiden findes der information om, hvad der er gældende ret i forhold til god skik, men også et interaktivt dialogværktøj, der giver Forbrugerombudsmanden og virksomhederne mulighed for at gå i dialog med hinanden om dynamiske tiltag, der går videre end lovgivningens krav.

Udvalget er positiv over for Forbrugerombudsmandens nye initiativ, men finder også, at dette bedst kan fungere og videreudvikles, såfremt det ikke indskrives i markedsføringsloven.

Udvalget har herefter generelt vurderet behovet for at ændre markedsføringslovens regler om retningslinier. Udvalget finder som nævnt, at § 17, stk. 1, giver en god ramme for udarbejdelse af retningslinier efter forhandling med brancheorganisationerne.

Udvalget har endvidere noteret sig, at Forbrugerombudsmanden, ved siden af retningslinier udarbejdet i henhold til § 17, stk. 1, i lighed med andre forvaltningsorganer har en praksis for at udsende vejledninger, der indeholder Forbrugerombudsmandens fortolkning af, hvad der er god skik på et givent område. Vejledningerne sendes i brede høringer, således at organisationerne får mulighed for at fremkomme med synspunkter, inden vejledningerne udstedes.

Forbrugerombudsmanden udsender typisk vejledninger om generelle og tværgående problemstillinger, hvor det af praktiske grunde vil være uhensigtsmæssigt at udstede retningslinier. Forbrugerombudsmanden har endvidere benyttet muligheden for at udsende en vejledning i de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at udstede retningslinier efter § 17, stk. 1, enten fordi Forbrugerombudsmanden ikke har kunne forhandle sig til rette med organisationerne om indholdet af retningslinier, eller fordi de relevante brancheorganisationer ikke har været enige i behovet for retningslinier. Sådanne vejledninger skal efter § 2, stk. 2, i lov om ForbrugerForum forelægges for ForbrugerForum til udtalelse forud for udstedelsen.

Udvalget finder på den baggrund ikke, at der er et generelt behov for, at Forbrugerombudsmandens praksis vedrørende udsendelse af vejledninger lovreguleres.

Udvalget mener, at muligheden for at inddrage ForbrugerForum i de situationer, hvor der ikke er mulighed for at forhandle retningslinier, er en tilfredsstillende og hensigtsmæssig løsning i de specielle situationer.

Udvalget finder i øvrigt ikke, at det vil være relevant generelt at inddrage ForbrugerForum i udarbejdelse af retningslinier og vejledninger, som Forbrugerombudsmanden i dag sender i høring i en bred kreds af relevante organisationer. Udvalget finder således, at en høring af ForbrugerForum med den sammensætning, som forumet har, ikke vil kunne træde i stedet for en høring af relevante forbruger- og erhvervsrepræsentanter.

Endelig har udvalget vurderet den nuværende ordning i lovens § 17, stk. 2, om tiltrådte retningslinier og den deraf følgende mulighed for at give et administrativt påbud uden forudgående forhandling.

Udvalget har noteret sig Forbrugerombudsmandens forslag om, at ordningen fjernes og § 17, stk. 2 ophæves, bl.a. fordi ingen erhvervsorganisationer har vist interesse for at tiltræde retningslinier.

Flere af udvalgets organisationsrepræsentanter har i den forbindelse peget på, at deres organisationer slet ikke har mulighed for at indgå aftale om at tiltræde retningslinier, når en tiltrædelse vil binde deres medlemmer med de konsekvenser, som følger af § 19, stk. 2, 2. pkt.

Udvalget finder det problematisk i forhold til lovens overordnede forhandlingsprincip, at Forbrugerombudsmanden uden forudgående forhandling kan give et påbud til en virksomhed, der overtræder en retningslinie, som vedkommendes brancheorganisation har tiltrådt. Man har i den forbindelse noteret sig Forbrugerombudsmandens tilkendegivelse af, at han ikke vil give et administrativt påbud uden forhandling.

Udvalgets flertal er ligeledes skeptisk over for den forskelsbehandling mellem medlemmer af en brancheorganisation, der har tiltrådt en retningslinie, og ikke-medlemmer inden for den samme branche, som er indbygget i reglerne.

Efter en samlet vurdering foreslår udvalget, at § 17, stk. 1, opretholdes uændret, men at § 17, stk. 2, og den dertil knyttede bestemmelse i § 19, stk. 2, 2. pkt. ophæves.


1 Der er tale om følgende retningslinier:

  1. Retningslinier for omfanget af forsikringsselskabernes orientering til forsikringstager i forbindelse med autoskade (feb. 1999).
  2. Retningslinier for præmiekonkurrencer afholdt af foreninger i samarbejde med erhvervsdrivende (nov. 1996).
  3. Retningslinier vedrørende fjernsalg mv. i betalingssystemer med betalingskort (dec. 1996).
  4. Retningslinier for omdeling af adresseløse forsendelser, herunder vareprøver (dec. 1995).
  5. Retningslinier for markedsføring af brænde (nov. 1995).
  6. Retningslinier vedrørende kønsdiskriminerende reklamer (feb. 1993).
  7. Retningslinier for annoncetegning ved telefonisk annoncetegning (sep. 1994).
  8. Retningslinier for pengeinstitutternes udformning af afregningsnotaer ved kunders handel med fremmed valuta. (nov. 1991).
  9. Retningslinier for afgivelse af bonusprognoser og prognoser for pensionsopsparing i livsforsikringsselskaber (feb. 1990).
  10. Retningslinier for anvendelse af portrætbilleder eller andre personlige kendetegn i markedsføring (april 1987).
  11. Vejledende retningslinier for annoncering med køb af ædle metaller (marts 1981).
  12. Vejledende retningslinier for kontaktbureauers virksomhed (juni 1979).
  13. Vejledende retningslinier for markedsføring af tinvarer og tinlignende varer (marts 1979).
  14. Retningslinier for skolefotografering (sep. 1976).

Top |

Denne side er kapitel 9 af 13 til publikationen "Markedsføring og prisoplysning".
Version nr. 1.0 af 01-03-2005
© Forbrugerstyrelsen 2005