Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

Kapitel 08 Modernisering, forenkling og afbureaukratisering

Markedet er præget af nye markedsstrukturer, nye handelsformer og nye former for markedsføring. Lovgivningen bør derfor være teknologineutral og ikke virke hæmmende for anvendelsen af ny teknologi eller samfundsudviklingen i øvrigt, ligesom den skal være med til at sikre, at der skabes velfungerende markeder med klare rettigheder, effektiv information og konkurrence. Disse hensyn kan sikres ved bl.a. regelforenkling og afbureaukratisering.

Markedsføringsloven indeholder i dag en række forbud mod særlige markedsføringsmetoder som tilgift, rabatmærker- og kuponer, mængdebegrænsning og konkurrencer, en regel om uanmodet henvendelser samt en række bestemmelser, der regulerer erhvervsforhold (forretningskendetegn, erhvervshemmeligheder mv.).

Udvalget har undersøgt markedsføringslovens detailregler ud fra en moderniserings-, regelforenklings- og afbureaukratiseringstankegang, ligesom udvalget har vurderet, hvorvidt der er behov for at opretholde reglerne, eventuelt i moderniseret form, og om de skal bibeholdes i markedsføringsloven eller overføres til anden lovgivning.

8.1. Markedsføringslovens specialforbud

8.1.1. Indledning

Et af formålene med markedsføringslovens regler er at forhindre, at princippet om fri prisdannelse misbruges. Reglerne skal i stedet sikre åbenhed og klarhed om prisdannelsen. Et andet formål er at hindre, at forbrugernes opmærksomhed drejes bort fra varer og tjenesteydelsers pris og kvalitet.

Prissløring hindres overordnet ved markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik (§ 1) og vildledningsforbudet (§ 2). Markedsføringsloven indeholder imidlertid også detailregler om en række særlige markedsføringsmetoder.

De fleste af reglerne er indført for effektivt at modvirke særlige prisslørende foranstaltninger og fordi de markedsføringsforanstaltninger, som de angår, kan medvirke til at forskyde forbrugernes fokus fra pris og kvalitet. Der er således givet særskilte regler for tilgift (§ 6), rabatkuponer (§ 8) og købsbetingede tilfældighedsprægede præmiekonkurrencer (§ 9).

Derudover indeholder markedsføringsloven et forbud mod mængdebegrænsning (§ 7). Bestemmelsen har i modsætning til de øvrige forbud intet at gøre med prissløring eller fokusforskydning, men er i stedet en adfærdsregel, der er indsat for at beskytte mindre erhvervsdrivendes konkurrencevilkår.

Forbrugerombudsmanden har imidlertid påpeget, at reglernes detaljeringsgrad og komplekse struktur har gjort, at det er vanskeligt at tage højde for ny teknologi og samfundsudviklingen. Der har ligeledes udviklet sig en kompliceret retspraksis om betydningen af reglerne. Derudover er der et EU-forslag om salgsfremmende foranstaltninger under behandling i Råds-regi. Hvis forslaget vedtages, vil det få betydning for en række af reglernes eksistens.

Udvalget er på baggrund af ovenstående anmodet om at undersøge, om der fortsat er behov for detailregler om tilgift, rabatter, mængdebegrænsning og købsbetingede tilfældighedsprægede konkurrencer i markedsføringsloven.

Udvalget har desuden i undersøgelsen af behovet for detailregler vurderet, hvorvidt der er behov for at indføre en særlig bestemmelse om salgsfremmende foranstaltninger ("en lille generalklausul") til erstatning for specialforbudene.

8.1.2. EU-regulering

Kommissionen fremsatte den 2. oktober 2001 et forordningsforslag om salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked (KOM(2001) 546 endelig udgave). Forslaget har til formål at harmonisere salgsfremmende foranstaltninger, dvs. særlige markedsføringsmetoder som tilgift, rabatter, gratis gaver og salgsfremmende konkurrencer og spil, i EU, jf. kapitel 4.

Forslaget omfatter følgende hovedområder:

Forslaget er stadig under forhandling i rådsregi. Der er to udeståender tilbage i forslaget, som der ikke er fundet en endelig kompromisløsning på. Det drejer sig om princippet om gensidig anerkendelse, som en række medlemsstater har vanskeligt ved at acceptere, samt spørgsmålet om, hvorvidt reguleringsinstrumentet skal være en forordning eller et direktiv.

8.1.2.1. EU-forslagets betydning for specialforbudene

Som beskrevet i kapitel 4 vil forordningsforslaget i dets nuværende udformning betyde, at markedsføringslovens specialforbud om brug af tilgift (§ 6) og rabatkuponer forud for køb (§ 8, stk. 1) ikke kan opretholdes.

Markedsføringslovens § 8, stk. 2 (rabatkuponer til senere indløsning), vil i et vist omfang være omfattet af forordningsforslagets informationskrav.

Forbudet mod mængdebegrænsning (§ 7) kan opretholdes, men vil i stedet være underlagt princippet om gensidig anerkendelse.

Reguleringen af købsbetingede tilfældighedsprægede konkurrencer er i forslagets nuværende udformning undtaget forslagets anvendelsesområde, hvilket betyder, at den nationale reguleringskompetence for disse typer konkurrencer kan opretholdes. Ligeledes berører forslaget heller ikke den nationale regulering af konkurrencer og spil, der er en del af det redaktionelle stof i medierne (TV, radio og pressen). Forslaget berører derfor ikke markedsføringslovens forbud mod købsbetingede konkurrencer i § 9.

8.1.2.2. Dansk holdning til forordningsforslaget om salgsfremmende foranstaltninger

Forordningsforslaget, herunder den danske holdning til forslagets betydning for specialforbudene, har den 1. maj 2003 været drøftet med en bred kreds af erhvervs-, forbruger- og interesseorganisationer i EU-specialudvalget for forbrugerbeskyttelse forud for Rådsmødet (Konkurrenceevne) den 19. maj 2003.

Der er på baggrund af denne holdning udarbejdet følgende indstillinger til Regeringens Udenrigspolitiske Udvalg:

Europaudvalget har forud for Rådsmødet den 19. maj 2003 tiltrådt dette forhandlingsmandat.

8.1.3. Markedsføringsudvalgets generelle bemærkninger til specialforbudene

Forordningsforslaget om salgsfremmende foranstaltninger vil få afgørende betydning for, i hvilket omfang og på hvilke betingelser, det vil være muligt at opretholde specialforbudene i loven.

På tidspunktet for afgivelsen af udvalgets betænkning er det præcise indhold af og tidshorisonten for gennemførelsen af forordningen om salgsfremmende foranstaltninger imidlertid ikke kendt.

Heroverfor skal ses den opgave som udvalget ifølge kommissoriet er blevet stillet, nemlig at ".... bl.a. som følge af EU-forslaget til forordning om salgsfremmende foranstaltninger undersøge, om der fortsat er behov for detailregler om tilgift, rabatter, mængdebegrænsning og købsbetingede konkurrencer, herunder inddrage mulighederne for at anvende informationskrav i stedet. Udvalget skal på baggrund heraf fremkomme med forslag til ændringer i reglerne om salgsfremmende foranstaltninger."

Udvalget har opfattet sin opgave således, at det under alle omstændigheder skal gennemgå specialforbudene og tilkendegive sit syn på, om der fortsat er behov for bestemmelserne.

Udvalget har herefter ud fra et moderniserings- og regelforenklingshensyn vurderet behovet for at opretholde markedsføringslovens detailregler i §§ 6-9 om tilgift, rabatkuponer og -mærker, mængdebegrænsning og købsbetingede tilfældighedsprægede konkurrencer. Udvalget har i den forbindelse bl.a. inddraget hensynene bag reglerne, de praktiske erfaringer med reglerne, den generelle udvikling på markedet samt Kommissionens forordningsforslag om salgsfremmende foranstaltninger. Da det præcise indhold af forordningsforslaget ikke er lagt fast, og da det er uklart, hvornår og i hvilken form forslaget i givet fald vil blive vedtaget, er udvalget dog afskåret fra at forholde sig til forslagets informationskrav. Udvalgets overvejelser i relation til de enkelte detailregler er beskrevet i afsnit 8.1.4., 8.1.5., 8.1.6., 8.1.7. og 8.1.8.

For så vidt angår markedsføringslovens specialforbud, anerkender udvalget på det generelle plan, at der har udviklet sig en ganske kompliceret retspraksis angående specialforbudene. Som eksempel kan nævnes den praksis, der har udviklet sig om kombinationssalg, jf. afsnit 8.1.4.2. Samtidig har denne domspraksis dog også mere præcist angivet grænserne for specialforbudene.

Udvalget anerkender endvidere, at visse domstolsafgørelser direkte har medført, at nogle af de eksisterende regler har mistet deres betydning. Det gælder i særdeleshed forbudet mod mængdebegrænsning.

Ved vurderingen af specialforbudene er der gjort to hovedsynspunkter gældende. Det første, der navnlig fremføres af Suzanne C. Beckmann, Lars M. Banke, Martin Bresson, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Sara Gøtske, Malou Kragh Halling, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Hagen Jørgensen, Henrik Kirketerp, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Asser Rung-Hansen og Henrik Schultz er, at erhvervslivet principielt bør være frit stillet med hensyn til valg af reklamemidler. Det fremhæves, at specialforbudene skaber hindringer for konkurrencen i forhold til erhvervsdrivende etableret i andre lande, at de ikke er tidssvarende, og at de indebærer økonomiske byrder for de erhvervsdrivende og kan hæmme konkurrencen.

Disse medlemmer finder derfor, at det som udgangspunkt skal være lovligt at benytte salgsfremmende foranstaltninger, dog under forudsætning af, at de ikke konkret udformes på en måde, der enten er i strid med lovens generalklausul om god markedsadfærd eller forbudet mod vildledning og utilbørlige fremgangsmåder.

De pågældende udvalgsmedlemmer har desuden anført, at specialforbudenes detaljeringsgrad og komplekse struktur har gjort, at forbudene har en tendens til at blive statiske. De enkelte markedsføringsmetoder er ofte forbigående fænomener og bliver derfor løbende erstattet af nye metoder. Tidligere lovgivning og praksis på området understøtter dette, idet andre former for markedsføringsmetoder har været reguleret i lovgivningen i form af forbud (fx forbud mod sneboldsystemer og enhedsprisforretninger) eller restriktioner (fx regler om sæsonudsalg og ophørsudsalg). Disse forbud eller restriktioner er imidlertid blevet ophævet, og de pågældende markedsføringsmetoder reguleres i dag i stedet af de øvrige regler i markedsføringsloven.

I den forbindelse henviser disse medlemmer til, at forbrugerne – selv om de eksisterende specialforbud ophæves - stadig vil være generelt beskyttet mod uetisk eller vildledende brug af de markedsføringsforanstaltninger, som i dag er forbudt, da det vil være muligt efter markedsføringslovens øvrige regler at beskytte forbrugerne mod vildledende eller anden uetisk markedsføring. De generelle regler (generalklausulen om god markedsføringsskik og vildledningsforbudet) er i modsætning til specialforbudene udformet således, at de kan tage højde for udviklingen i samfundet, herunder brug af nye markedsføringsmetoder.

Michael B. Elmer bemærker i den forbindelse ex tuto, at en ophævelse af markedsføringslovens specialforbud vil indebære, at de pågældende markedsføringsmetoder fremtidig vil være tilladt, og at der ikke i forbindelse med ophævelsen af specialforbuddene tilsigtes nogen udvidelse af anvendelsesområdet for de almindelige regler i markedsføringslovens §§ 1-2.

Hagen Jørgensen henviser til sin udtalelse i moderniseringsforslag af 11. marts 2002, hvoraf det fremgår, at §§ 1 og 2 tænkes anvendt på samme måde som anført i betænkning 416/1966 om en ny konkurrencelov og i betænkning nr. 1236/1992 om en ny markedsføringslov.

Martin Bresson bemærker desuden, at den komplicerede retspraksis efter hans opfattelse har forårsaget, at især små erhvervsdrivende har svært ved at indrette deres markedsføring i overensstemmelse med loven. Der opstår derfor en forvridning af konkurrencen til fordel for større erhvervsdrivende, der bedre kan afsætte ressourcer til bistand fra advokater og reklamebureauer til udformning af markedsføringsmaterialet.

Henrik Kirketerp påpeger, at regelforenkling ikke udelukkende består i at afskaffe lovregler. Hvor der har udviklet sig en kompliceret retspraksis omkring en lovregel, eller hvor en bestemmelse har vist sig vanskelig at administrere i praksis, kan man opnå forenkling gennem indførelse af ny lovbestemmelser.

Som eksempel på en kompliceret retstilstand fremhæves den praksis omkring tilgift, der opstod efter Sø- og Handelsrettens dom i den såkaldte Eva-sag, UfR 1984.306, som førte til, at tilgiftslignende foranstaltninger blev tilladte som lovlige kombinationssalg. Ulovlig reklamering med ophørsudsalg er et eksempel på en bestemmelse, der er særdeles vanskelig at administrere i praksis, fordi kravene til beviset for et ulovligt ophørsudsalg er så vanskelige at føre, at Forbrugerombudsmanden i praksis ikke har kunnet forfølge denne type overtrædelse. Her vil et specialforbud afgørende kunne lette Forbrugerombudsmandens administration af loven.

Det andet hovedsynspunkt, der gøres gældende af Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Robert Jønsson, Peter Møgelvang-Hansen og John Wagner er, at specialforbudene sikrer prisgennemsigtighed og dermed beskytter forbrugerne mod vildledning og andre former for fokusforskydende foranstaltninger, som svækker forbrugernes opmærksomhed på varer og tjenesteydelsers pris og kvalitet. Samtidig sikrer specialforbudene en klar retstilstand med tydelige regler for anvendelse af salgsfremmende foranstaltninger.

Peter Andersen, Robert Jønsson og John Wagner peger endvidere på, at specialforbudene sikrer små og mellemstore butikker lige konkurrencevilkår i forhold til de store butikker og henviser i den forbindelse til Butiksstrukturkommissionens betænkning fra marts 1998 ("Butikker og forbrugere – nu og i fremtiden")1, hvoraf bl.a. fremgår, at formålet med specialforbudene er at bidrage til at sikre små og mellemstore butikker og kæder lige vilkår i forbindelse med markedsføringen i forhold til de store butikker, butikskæder og butikscentre for at begrænse yderligere oplandseffekt. Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Robert Jønsson, og John Wagner afviser samtidig, at den retspraksis, der har udviklet sig i forhold til specialforbudene, er særlig byrdefuld at sætte sig ind i for navnlig små erhvervsdrivende. Disse medlemmer peger i øvrigt på, at retspraksis typisk vedrører den præcise afgrænsning af forbudene, mens kerneområderne i forbudene er lette at forholde sig til og indrette sin markedsføring efter. De bemærker herudover, at det er de store landsdækkende kæder og industrien, som ønsker forbudene ophævet.

Disse medlemmer peger samtidig på, at der i andre EU-lande også findes specialforbud enten med samme indhold som de danske, eller som regulerer andre salgsfremmende foranstaltninger. En ophævelse af markedsføringslovens forbud vil derfor ikke være en garanti for, at man fjerner hindringerne i konkurrencen mellem danske erhvervsdrivende og erhvervsdrivende i andre EU-lande. Fx har Tyskland et forbud mod salg under indkøbspris.

Endelig anfører disse medlemmer, at retstilstanden efter en ophævelse af specialforbudene vil være uafklaret, idet der først herefter skal udvikles en praksis for nye grænser for anvendelsen af disse salgsfremmende foranstaltninger, som lovens generalklausul og forbudet om vildledning sætter. Derfor vil en ophævelse også betyde flere retssager og dermed være procesfremmende.

Udvalget har herefter drøftet, hvornår det vil være hensigtsmæssigt at gennemføre eventuelle ændringer i markedsføringsloven set i lyset af udviklingen inden for EU.

Hovedparten af udvalgets medlemmer, Peter Andersen, Lars M. Banke, Suzanne C. Beckmann, Martin Bresson, Jan Schans Christensen, Benedicte Federspiel, Sara Gøtske, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Robert Jønsson, Hagen Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Jens Loft Rasmussen, Birgit Thrusholm og John Wagner, er af den opfattelse, at eventuelle ændringer af lovens nuværende specialforbud bør afvente udfaldet af drøftelserne om forordningen om salgsfremmende foranstaltninger.

Disse medlemmer finder derfor, at det, indtil man har overblik over, om forordningsforslaget bliver vedtaget og i givet fald med hvilket indhold, vil være mest hensigtsmæssigt ikke at foretage ændringer i de nuværende specialforbud.

Malou Kragh Halling, Henrik Kirketerp, Søren Langholm-Pedersen og Henrik Schultz finder generelt ikke, at ændringer af loven bør afvente den kommende EU-regulering.

Disse medlemmer er dog samtidig af den opfattelse, at der ikke på nuværende tidspunkt bør ske ændringer, som man allerede nu må forudse, ikke vil kunne opretholdes. Det vil således være uhensigtsmæssigt at ophæve alle lovens specialforbud på et tidspunkt, hvor det med stor sandsynlighed kan forudses, at anvendelsen af salgsfremmende foranstaltninger, som fx tilgift og rabatmærker, med gennemførelsen af forordningsforslaget på ny vil blive underkastet regulering i form af særlige oplysningskrav.

Udover den vurdering, der i øvrigt må foretages af det enkelte specialforbud, er det efter disse medlemmers opfattelse derfor væsentligt at vurdere det enkelte forbud i lyset af de nævnte EU-initiativer.

8.1.4. Forbudet mod tilgift (§ 6)

8.1.4.1. Baggrund

Forbudet mod tilgift blev oprindeligt indført ved den dagældende konkurrencelov i 1912. Forbudet blev overført fra konkurrenceloven til markedsføringsloven med dennes indførelse i 1974.

Forbudet mod tilgift har til formål at sikre, at konkurrencen i højere grad kommer til at dreje sig om varens egne egenskaber, dvs. pris og kvalitet. Tilgift og reklamering herfor flytter ofte fokus over på den ekstra "gratis" ydelse. Ydelse af tilgift kan endvidere i visse situationer anses for at være en indtrængen på andres vareområder og derfor en form for illoyal konkurrence.

Bestemmelsen er i 1992 blevet lempet ved indførelsen af en undtagelse for udbydere af flyrejser, således at flyselskaberne kan udbyde de såkaldte "frequent flyer"-programmer i Danmark på samme vilkår som i udlandet. Bestemmelsen blev præciseret ved en lovændring i 1994, og samtidig blev der åbnet mulighed for, at erhvervsministeren kan give dispensation til udbydere inden for andre erhverv, der befinder sig i en tilsvarende international konkurrencesituation. Denne dispensationsadgang har aldrig været anvendt.

8.1.4.2. Bestemmelsens indhold

Forbudet har følgende ordlyd:

§ 6. Erhvervsdrivende må ikke ved salg af varer eller fast ejendom til forbruger eller ved udførelse af arbejds- eller tjenesteydelser for forbruger yde tilgift, eller hvad der må sidestilles hermed, medmindre tilgiften er af ganske ubetydelig værdi. Reklamering med ulovlig tilgift er ligeledes forbudt.

Stk. 2. En ydelse, der er af ganske samme art som hovedydelsen, anses ikke som tilgift.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan erhvervsdrivende med tilladelse efter luftfartslovens § 75, stk. 1 og 2, ved salg af flyrejser og dertil hørende ydelser yde tilgift, når dette sker som led i et flybonusprogram som nævnt i stk.5. Andre erhvervsdrivende kan yde tilgift i form af rejser, hotelophold og biludleje, såfremt dette sker som led i et flybonusprogram.

Stk. 4. En tilladelsesindehaver og andre erhvervsdrivende kan dog som led i et flybonusprogram yde tilgift uden de i stk. 3 nævnte begrænsninger, når en anden tilladelsesindehaver, der konkurrerer med tilladelsesindehaveren, yder en sådan tilgift i sit flybonusprogram. Såfremt der ydes tilgift i henhold til 1. pkt., skal dette anmeldes til Forbrugerombudsmanden.

Stk. 5. Flybonusprogrammet skal udbydes internationalt og skal være etableret af en tilladelsesindehaver som led i dennes sædvanlige virksomhed. Programmets væsentligste element her i landet skal være ydelse af tilgift ved salg af flyrejser. Såfremt tilladelsesindehaveren samarbejder med andre erhvervsdrivende, skal programmet derudover omfatte ydelse af tilgift ved salg af hotelophold og biludleje.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 3-5 om tilladelsesindehavere gælder også for erhvervsdrivende med licens udstedt af et EU-land efter Rådets forordning (EØF) nr. 2407/92 af 23. juli 1992 om udstedelse af licenser til luftfartsselskaber eller af et land, der efter aftale med Fællesskabet har tilsluttet sig denneforordning.

Stk. 7. Erhvervsministeren kan tillade, at andre virksomheder, der er i en tilsvarende international konkurrence, yder tilgift i nærmere bestemt omfang. Tilladelsen kan betinges og begrænses tidsmæssigt.

Ifølge bestemmelsen er det forbudt at give gaver ved køb eller udførelse af tjenesteydelser, når gaven uanset hovedydelsens værdi har en salgsværdi, der overstiger ca. 5 kr. Det samme gælder ved en sammenkædning af et varesalg med en "gratis" tjenesteydelse, fx syning, montering eller ophængning af gardinerne, oplægning af benklæder eller installering af hvidevarer.

Visse virksomheder har i stedet for brug af tilgift markedsført varer og tjenesteydelser ved hjælp af kombinationssalg (flere varer til en samlet pakkepris). På baggrund af en omfattende og til tider svingende retspraksis er der komplicerede regler for, hvornår kombinationssalg er lovligt. Hovedbetingelserne er, at varerne har en naturlig sammenhæng, at varerne normalt skal sælges i forretningen, at varerne kan købes hver for sig, og at pakkerabatten ikke må indebære, at den ene vare kommer til at fremtræde som gratis eller næsten gratis. Betingelserne giver i henhold til retspraksis fortsat anledning til betydelig tvivl, fx anses tandpasta og tandbørste for at have en naturlig sammenhæng, hvorimod en printer og edb-styreprogrammet Windows ikke har denne sammenhæng.

Ifølge bestemmelsen er det derimod tilladt at forære noget væk, når forbrugerne kan få det gratis og dermed ikke skal præstere nogen modydelse (dvs. køb) for at få gaven. I relation til postordresalg er der dog fortsat betydelig tvivl om, hvorvidt forsendelsesomkostninger kan kræves betalt.

Efter bestemmelsen er der undtagelser fra forbudet mod at yde tilgift. Det drejer sig om tilgift af ganske ubetydelig værdi (under 5 kr.), og for varer af ganske samme art (kvantumsrabat).

8.1.4.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

En række af udvalgets medlemmer Lars M. Banke, Suzanne C. Beckmann, Martin Bresson, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Sara Gøtske, Malou Kragh Halling, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Hagen Jørgensen, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Asser Rung-Hansen og Henrik Schultz er af den opfattelse, at forbudet mod tilgift i markedsføringslovens § 6 bør ophæves.

Disse medlemmer finder, at markedsføringslovens generalklausul i § 1 og vildledningsforbudet i § 2 yder et tilstrækkeligt værn mod erhvervslivets misbrug af denne markedsføringsmetode over for forbrugerne. Disse medlemmerne henviser desuden til, at såfremt EU-forslaget om salgsfremmende foranstaltninger, jf. afsnit 8.1.2., bliver vedtaget, vil der blive indført et ekstra forbrugerbeskyttende element i form af en række informationskrav, og at en overtrædelse af disse krav vil være at betragte som vildledende markedsføring.

Henrik Kirketerp er af den opfattelse, at forbudet mod tilgift skal ophæves, således at reklamering med tilgift er tilladt på betingelse af, at handelsværdien af tilgiften oplyses. Dette medlem finder, at den foreslåede oplysningspligt fjerner muligheden for vildledning af forbrugerne, fordi urigtige oplysninger om værdien på tilgiften kan straffes som vildledning, jf. § 2. Reglen vil være udtryk for en regelforenkling ved, at der ikke længere skal tages hensyn til den oven for beskrevne komplicerede og til tider svingende retspraksis om kombinationssalg. Reglen stemmer med EU-forslaget om vilkårene for at tillade tilgift, og det må derfor forventes, at en eventuel gennemførelse af forslaget til EU-forordning om salgsfremmende foranstaltning næppe vil føre til, at bestemmelsen risikerer, at skulle ændres væsentligt i dansk ret.

Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Robert Jønsson, Peter Møgelvang-Hansen og John Wagner, anbefaler, at forbudet mod tilgift i markedsføringslovens § 6 opretholdes.

Disse medlemmer finder, at en ophævelse af bestemmelsen ikke udelukker et indgreb mod tilgift, såfremt der konkret handles i strid med markedsføringslovens generalklausul i § 1 og vildledningsforbudet i § 2, men mener, at der bør opretholdes et generelt forbud mod denne markedsføringsform, idet de generelle bestemmelser i §§ 1 og 2 ikke reelt vil udgøre et værn mod vildledning af forbrugerne. De anførte medlemmer fremhæver i den forbindelse den klarhed og signalværdi, som er knyttet til at have et specifikt forbud og peger på, at en ophævelse med en fremtidig regulering via lovens generelle bestemmelser vil være processkabende, idet der vil være behov via retspraksis for at få fastslået grænserne for anvendelsen af § 1 og 2 i forhold til tilgift. Disse medlemmer finder derfor, at forbudet mod tilgift kun bør ophæves, såfremt EU-forslaget om salgsfremmende foranstaltninger, jf. afsnit 8.1.2., bliver vedtaget, idet opretholdelse af forbudet i så fald ikke er mulig.

8.1.5. Særligt om flybonus

Såfremt forbudet mod tilgift ophæves, vil det betyde, at undtagelsen for flybonusprogrammer i § 6, stk. 3-7, ophæves. Lovgiver undtog i 1992 og 1994 flybonusprogrammer fra forbudet mod tilgift og forbudet mod brug af rabatkuponer, jf. afsnit 8.1.5. og 8.1.6. Baggrunden herfor var et politisk ønske om at sikre, at markedsføringslovens specialforbud ikke gav danske flyselskaber dårligere konkurrencevilkår end udenlandske flyselskaber.

Det følger af konkurrencelovens § 2, stk. 2, at en række af reglerne i konkurrenceloven, herunder reglerne om misbrug af dominerende stilling, ikke gælder, hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Særreglerne i markedsføringsloven har derfor betydet, at konkurrencelovens regler om misbrug af dominerende stilling ikke har kunnet anvendes over for nationale flyselskabers flybonusprogrammer.

Konkurrencestyrelsen har oplyst, at fjernelse af tilgiftsforbudet, og dermed også undtagelsen for flybonusprogrammer, vil medføre, at anvendelse af flybonusprogrammer vil blive omfattet af de almindelige regler i konkurrenceloven på linje med al anden adfærd, som luftfartsselskaberne udfører, og som ikke er omfattet af særregler. Dermed bliver den danske lovgivning harmoniseret med den lovgivning, der findes i andre lande, vi sammenligner os med, og hvor der ikke findes tilgiftsforbud eller dertil knyttede undtagelser for så vidt angår flybonusprogrammer.

Konsekvensen vil i følge Konkurrencestyrelsen være, at hvis flybonusprogrammerne udgør en konkurrencebegrænsende faktor, kan konkurrencemyndighederne gribe ind over for flyselskabernes anvendelse af flybonusprogrammerne.

I Norge og Sverige har konkurrencemyndighederne således vurderet, at flybonusprogrammer udgør en konkurrencebegrænsende faktor, hvorfor anvendelse af flybonusprogrammer er forbudt i norsk indenrigsluftfart og delvist forbudt i svensk indenrigsluftfart. I dag er det derfor reelt sådan, at de eksisterende danske regler betyder, at der inden for Skandinavien er forskel på rammebetingelserne for anvendelse af flybonus.

Hvorvidt en fjernelse af de danske særregler vil medføre lignende danske sager, afhænger af en konkret vurdering af konkurrencesituationen. Med Konkurrencestyrelsens umiddelbare vurdering af den nuværende konkurrencesituation på det danske indenrigsmarked sammenholdt med størrelsen af dansk indenrigsluftfart, er der ingen aktuelle planer om at påbegynde en sag om helt eller delvist forbud mod anvendelse af flybonus på danske indenrigsruter.

Det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at EU-Kommissionen sandsynligvis vil se skeptisk på indførelsen af en dansk særregel til erstatning for den eksisterende undtagelse til tilgiftsforbudet, eftersom det vil kunne betyde konkurrenceforvridning i forhold til udenlandske selskaber, som måtte ønske at indtræde på det danske marked.

8.1.5.1. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalget tager til efterretning, at såfremt særreglerne i markedsføringslovens § 6, stk. 3-7, og § 8, stk. 3, ophæves, vil flyselskaber ikke længere have en særligt beskyttet status i forhold til konkurrencelovens regler om misbrug af dominerende stilling i forhold til optjening af flybonus på indenrigs ruter.

Udvalget finder, at Folketinget i forbindelse med en eventuel ophævelse af forbudet mod tilgift må tage stilling til i hvilket omfang, der fortsat er behov for at opretholde regler, som giver flyselskaber en særlig konkurrencemæssig beskyttelse. Såfremt Folketinget finder, at der fortsat er behov for sådanne regler, finder udvalget, at de ikke bør placeres i markedsføringsloven, idet regler, som alene er gældende for en enkelt branche, ikke hører hjemme i en lov som markedsføringsloven, der på tværs af brancher opstiller generelle rammebetingelser for de erhvervsdrivende.

I den forbindelse bemærker Jan Schans Christensen og Henrik Schultz, at de ikke føler sig overbevist om Konkurrencestyrelsens vurdering om, at EU-Kommissionen vil være skeptisk over for indførelse af en ny regel til erstatning for reglerne om flybonus i markedsføringsloven, idet de særligt peger på, at Kommissionen generelt har tilkendegivet, at den ikke vil gribe ind over for flybonusprogrammer, og at der i givet fald blot vil være tale om en flytning af allerede gældende regler.

Henrik Schultz bemærker endvidere til Konkurrencestyrelsens oplysninger, at retsanvendelse af reglerne i Norge og Sverige er vidt forskellige, hvorfor en ophævelse af de danske regler om flybonus ikke - som anført af Konkurrencestyrelsen - vil føre til ensartede rammebetingelser i Norden.

8.1.6. Forbudet mod mængdebegrænsning (§ 7)

8.1.6.1. Baggrund

Forbudet mod mængdebegrænsning blev indført i markedsføringsloven i 1991. Formålet med forbudet er at begrænse brugen af slagtilbud, dvs. varer, der sælges til en særlig lav pris uden avance eller med direkte tab. Bestemmelsen gælder kun varesalg i detailleddet.

Reglen skal beskytte mod, at kunder trækkes væk fra små butikker, kiosker og lignende som følge af de store supermarkeders slagtilbud. Dermed skal den være med til at modvirke butiksdød, særligt i mindre befolkede områder, hvor der er dårlige transportmuligheder. Bestemmelsen varetager således et erhvervsstrukturelt formål, men også indirekte et forbrugerbeskyttelsesformål, idet det generelt er i forbrugernes interesse at opretholde en butiksstruktur med både store og små butikker og med mulighed for også i mindre befolkede områder at foretage indkøb i nærområdet.

8.1.6.2. Bestemmelsens indhold

Forbudet har følgende ordlyd:

§ 7. En detailvirksomhed må ikke fastsætte noget loft for, hvor stort et antal enheder den enkelte kunde må købe af en vare. Der må endvidere ikke nægtes salg til bestemte aftagere.

Stk. 2. De i stk. 1 fastsatte regler gælder ikke egentlige udsalgsvarer.

Ifølge bestemmelsen er det forbudt at nægte salg til bestemte aftagere, typisk konkurrerende detailhandlere, således at disse har mulighed for at opkøbe varerne til en favorabel pris.

Navnlig større detailhandlere har, for at undgå virkningerne af denne regel, bl.a. mærket de varer, de sælger på tilbud, med forretningens navn og en oplysning om, at varen er forbeholdt deres kunder. Dette er ikke ulovligt.

Det er ifølge bestemmelsen ligeledes forbudt for detailvirksomheder at fastsætte et loft for, hvor stort et antal enheder, den enkelte kunde må købe af en vare, fx at annoncere eller skilte med: "Max. 3 stk. pr. kunde" eller: "Kun 1 kasse pr. husstand".

Reglen har dog efter en afgørelse fra Sø- og Handelsretten i april 2002 i udstrakt grad mistet sin betydning. Retten fastslog således, at forbudet ikke hindrer erhvervsdrivende i at fastsætte et loft for, hvor mange varer en kunde kan købe til en bestemt pris pr. gang. Fx at en kunde kun kan købe tre kasser sodavand ad gangen til en særlig rabatpris pr. kasse.

Det er efter bestemmelsen tilladt i markedsføringen at oplyse, at et tilbud kun gælder, så længe varen er på lager, eller at der kun udbydes et begrænset vareparti.

Undtagetfra forbudet er "egentlige udsalgsvarer". Begrebet "egentlige udsalgsvarer" er ikke defineret i loven og giver anledning til betydelig tvivl. Forbrugerombudsmanden har i sin praksis fastlagt, at der normalt ikke kan afholdes egentlige udsalg inden for levnedsmiddel- og dagligvareområdet, hvor der typisk forekommer relativ hurtig omsætning af varer, og hvor varerne har begrænset holdbarhed.

8.1.6.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalget, bortset fra Benedicte Federspiel og John Wagner, finder, at markedsføringslovens forbud mod mængdebegrænsning i § 7 bør ophæves. Disse medlemmer begrunder deres synspunkt med, at bestemmelsen efter Sø- og Handelsrettens afgørelse fra april 2002 reelt er uden betydning, og at der efter disse medlemmers opfattelse ikke er behov for at bevare bestemmelsen i ændret form, idet bestemmelsen primært har et erhvervsstrukturelt formål, som ikke naturligt bør varetages i en generel lov om markedsadfærd.

Birgit Thrusholm peger samtidig på, at det i forbindelse med en ophævelse klart bør angives, at der herefter ikke er et lovmæssigt forbud mod at nægte salg til visse aftagere, herunder salg til erhvervsdrivende.

Benedicte Federspiel og John Wagner er af den opfattelse, at loven stadig bør varetage de hensyn, der lå bag indførelsen af bestemmelsen og finder derfor, at loven fortsat bør indeholde et forbud mod mængdebegrænsning. Disse medlemmer foreslår samtidig, at bestemmelsen ændres, således at prisdifferentiering, jf. Sø- og Handelsrettens dom, fremover ikke bliver tilladt.

8.1.7. Forbudet mod brug af rabatkuponer forud for køb (§ 8, stk.1)

8.1.7.1. Baggrund

Forbudet mod brug af rabatkuponer forud for køb blev indført ved ændringen af markedsføringsloven i 1994. Specialforbudet blev indført for at hindre, at de erhvervsdrivende forsøgte at omgå forbudet mod mængdebegrænsning ved at udstede rabatkuponer i stedet, og fordi man generelt fandt, at brug af rabatkuponer ikke var ønskeligt. Det fremgår således af bemærkningerne til bestemmelsen, at sådanne former for rabat er urimelige og for tilfældigt tilgængelige for forbrugerne, eftersom de for at opnå rabat på fx en dagligvare skal købe et bestemt dagblad eller klippe kuponer ud af omdelte tilbudsaviser og aflevere dem.

8.1.7.2. Bestemmelsens indhold

Forbudet har følgende ordlyd:

§ 8, stk. 1. Der må ikke gives rabat eller anden ydelse ved brug af mærker, kuponer eller lignende, der er stillet til rådighed af erhvervsdrivende forud for køb af en vare eller ved udførelse af en arbejds- eller tjenesteydelse.

Det er ifølge bestemmelsen forbudt at stille krav om aflevering af en kupon for at opnå en rabat. Tilladt er det derimod at skilte med rabat, fx at der fratrækkes et bestemt beløb ved kassen, eller at ophænge rabatkuponer ved varen, så rabatten fratrækkes ved kassen.

Tilsvarende er det forbudt at udstede rabatkort af den type, der kun giver adgang til at få begrænset rabat (typisk skal der foretages afklipning, afstempling i hver forretning eller i restaurant). Dette gælder dog ikke, når rabatkortet giver ubegrænset adgang til at opnå rabat, selvom der skal foretages afstempling hver gang. Sådanne rabatkort anvendes typisk i forbindelse med organiseret rabat. Bestemmelsens indhold og praksis vedrørende bestemmelsen er nærmere beskrevet i Forbrugerombudsmandens vejledning om mængdebegrænsning og rabat. Vejledningen kan ses på www.forbrug.dk.

Forbudet gælder ikke for flybonusprogrammer, jf. oven for under afsnit 8.1.3.

8.1.7.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

En række af udvalgets medlemmer, Lars M. Banke, Suzanne C. Beckmann, Martin Bresson, Jan Schans Christensen, Michael B.Elmer, Sara Gøtske, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Malou Kragh Halling, Søren Langholm- Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Asser Rung-Hansen og Henrik Schultz er enige om, at forbudet mod brug af rabatkuponer forud for køb i § 8, stk. 1, bør ophæves. Disse medlemmer finder, at markedsføringslovens generalklausul i § 1 og vildledningsforbudet i § 2 yder et tilstrækkeligt værn mod erhvervslivets misbrug af denne markedsføringsmetode over for forbrugerne og finder, at tiden er løbet fra et generelt forbud mod at yde rabat på denne måde.

De pågældende medlemmer henviser desuden til, at såfremt EU-forslaget om salgsfremmende foranstaltninger bliver vedtaget, jf. afsnit 8.2., vil der blive indført et ekstra forbrugerbeskyttende element i form af en række informationskrav, og at en overtrædelse af disse krav vil være at betragte som vildledende markedsføring.

Endelig påpeger disse medlemmer, at markedsføringsloven ikke bør have til formål at fastsætte regler, som regulerer forholdet mellem producenter og detailhandlen.

Andre af udvalgets medlemmer, Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp, Peter Møgelvang Hansen og John Wagner, anbefaler, at forbudet mod brug af rabatkuponer forud for køb opretholdes.

Disse medlemmer begrunder deres synspunkt med, at forbrugerne ikke generelt opnår nogen nytteværdi ved via kuponer at få rabat på enkelte varer, ligesom det er tilfældigt, om en forbruger kommer i besiddelse af en rabatkupon og dermed får mulighed for et prisnedslag. Der er derfor af hensyn til forbrugerne behov for at opretholde dette forbud. De bemærker samtidig, at indførelse af oplysningskrav ikke vil forbedre forbrugerbeskyttelsen på dette punkt. De bemærker endvidere, at markedsføringslovens §§ 1 og 2 efter deres opfattelse ikke vil kunne afhjælpe de ulemper, som er forbundet med brugen af rabatkuponer.

Disse medlemmer peger herudover på, at genindførelse af rabatkuponer mv. vil give anledning til øgede administrative byrder for detailhandlen til håndtering af forskellige rabatordninger, ligesom brug af rabatkuponer vil forsinke kasseekspeditionerne i detailbutikkerne.

Hagen Jørgensen vil ikke afvise, at der kan knytte sig særlige problemer til genindførelse af rabatkuponer og tilslutter sig derfor efter omstændighederne anbefalingen om, at dette forbud opretholdes.

8.1.8. Rabatkuponer til senere indløsning (§ 8, stk. 2)

8.1.8.1. Baggrund

Markedsføringsloven har siden 1974 indeholdt en bestemmelse, der svarer til den nuværende § 8, stk. 2. Ved omsætningen af varer og tjenesteydelser ydes forskellige former for rabat/bonus, og rabatsystemer anvendes også som selvstændige konkurrencemidler for at fremme omsætningen over for forbrugerne.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre, at vareomsætningen foregår til skade for den almindelige priskonkurrence i forhold til forbrugerne, fordi den unddrager sig den almindelige prisfastsættelse for forbrugsvarer. Rabatmærker til senere indløsning kan medføre, at forbrugerne ikke er opmærksom på varernes reelle pris, fordi de opsparer tilgodehavender i disse varer.

8.1.8.2. Bestemmelsens indhold

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

Stk. 2. Erhvervsdrivende må dog ved salg af en vare eller ved udførelse af en arbejds- og tjenesteydelse give rabat eller anden ydelse i form af mærker, kuponer eller lignende til senere indløsning, såfremt hvert enkelt mærke på tydelig måde er forsynet med udstederens navn eller firma med angivelse af en værdi i dansk mønt. Rabatmærkeudstederen skal indløse mærket her i landet til den pålydende værdi, når mærker til et beløb, hvis størrelse fastsættes af erhvervsministeren, kræves indløst.

Det bemærkes, at indløsningsværdien ved bekendtgørelse nr. 197/2003 er ændret, således at rabatmærkeudstederen nu skal indløse mærkerne her i landet til deres pålydende værdi, når forbrugeren har samlet mærker af en pålydende værdi af mindst 20 kr.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse på flybonusprogrammer.

Rabatmærker er således ikke forbudt, men skal leve op til visse krav i loven og bekendtgørelsen. Fx er det bestemt, at hvert enkelt mærke på tydelig måde skal være forsynet med udstederens navn eller firma og med en angivelse af en værdi i dansk mønt. Ligeledes skal mærkerne kunne indløses til kontanter.

Det er dog forbudt at gøre forskel på værdien ved indløsning til varer og værdien ved indløsning til kontanter (fx at ved rabatopsparing fås enten et nedslag på 60 kr. ved køb af en bøf eller en kontantudbetaling på 30 kr.). Retspraksis betegner forskelsværdien som ulovlig tilgift. Endvidere er det forbudt at fremhæve indløsning af varer på bekostning af muligheden for kontantindløsning.

På trods af retspraksis ses der dog eksempler på, at erhvervslivet - navnlig de store virksomheder - stadig forsøger at overtræde forbudet ved at gøre forskel på værdien for indløsning til varer eller til kontanter.

Elektroniske "rabatmærker" er efter retspraksis (FDB-dommen) ikke reguleret af bestemmelsen. Bestemmelsen har derfor i dag i vidt omfang mistet sin betydning, da de fleste kendte loyalitets- og bonusprogrammer benytter sig af elektronisk registrering. Reguleringen rammer derfor især mindre erhvervsdrivende.

8.1.8.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

En række af udvalgets medlemmer, Lars M. Banke, Suzanne C. Beckmann, Martin Bresson, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Sara Gøtske, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Malou Kragh Halling, Hagen Jørgensen, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Asser Rung-Hansen og Henrik Schultz, foreslår, at bestemmelsen om rabatkuponer og -mærker til senere indløsning i markedsføringslovens § 8, stk. 2, ophæves. De anførte medlemmer begrunder denne opfattelse med, at bestemmelsen giver anledning til unødige administrative byrder for de erhvervsdrivende på grund af kravet om kontantindløsning, og fordi bestemmelsen alene angår fysiske rabatkuponer og ikke elektroniske rabatkuponer, hvilket er uhensigtsmæssigt.

De pågældende medlemmer anerkender dog samtidig, at såfremt EU-forslaget om salgsfremmende foranstaltninger bliver vedtaget, vil der blive indført et krav om, at den erhvervsdrivende på kuponen skal give oplysninger om indløsningsværdien, hvilket kan være en vare eller tjenesteydelse, eller kontantværdien, hvis kuponen kan veksles til penge. Et krav, der allerede i dag til dels er indeholdt i § 8, stk. 2.

For så vidt angår § 8 som helhed, anfører Lars M. Banke, Martin Bresson, Suzanne C. Beckmann, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Sara Gøtske, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Malou Kragh Halling, Jens Loft Rasmussen, Asser Rung-Hansen og Henrik Schultz desuden, at det forhold, at enkelte forbrugere kan finde det mere besværligt at skulle skaffe sig en kupon eller vente på udbetaling af et rabatmærke, ikke berettiger til at forbyde disse markedsføringsformer. Anvendelse af rabatkuponer kan gøre det muligt for en grossist/leverandør at sikre, at en rabat fra hans side kommer forbrugerne til gode. Der er ud fra et forbrugerbeskyttelsesmæssigt synspunkt ikke behov for en så omfattende indskrænkning af brugen af rabatkuponer og –mærker, og § 8 bør derfor som helhed ophæves.

Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp, Peter Møgelvang-Hansen og John Wagner finder, at bestemmelsen om rabatmærker til senere indløsning bør bibeholdes, idet der fortsat er behov for en bestemmelse om rabatmærker, der sikrer kunderne information om udstederens identitet, mærkets værdi og en mulighed for kontantindløsning.

Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Jan Schans Christensen, Robert Jønsson, Hagen Jørgensen, Henrik Kirketerp, jens Loft Rasmussen, Asser Rung-Hansen, Henrik Schultz, Birgit Thrusholm og John Wagner bemærker, at såfremt § 8, stk. 2 opretholdes, bør den af principielle grunde udvides til også at omfatte elektroniske rabatmærker, for at være teknologineutral.

8.1.9. Forbud mod købsbetingede konkurrencer (§ 9)

8.1.9.1. Baggrund

Bestemmelsen blev indført i 1974 og ændret i 1994, hvor det blev præciseret, at forbudet kun gjaldt, hvor deltagelsen i konkurrencen var betinget af køb.

Begrundelsen for forbudet er, at forbrugerne foranlediges til at købe ud over deres egentlige behov, og at opmærksomheden forskydes fra varens pris og kvalitet til præmiekonkurrencen. Forbrugerbeskyttelsen mod prissløring ved dette forbud blev dog ved lovændringen i 1994 kraftigt nedtonet.

8.1.9.2. Bestemmelsens indhold

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

§ 9. Afsætning til forbrugere af formuegoder eller tjenester må ikke søges fremmet af en mulighed for gevinst ved deltagelse i lodtrækning, præmiekonkurrence eller anden form for foranstaltning, hvis udfald beror helt eller delvis på tilfældet, såfremt deltagelsen er betinget af et køb.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, dersom den enkelte gevinsts størrelse og den samlede gevinstværdi ligger inden for beløbsgrænser, som fastsættes af erhvervsministeren. Beløbsgrænserne kan fastsættes efter produkttype og modtagerkreds.

Stk. 3. Udgiveren af et periodisk skrift kan foranstalte lodtrækning til fordeling af gevinster i forbindelse med løsning af præmiekonkurrencer.

Det bemærkes, at bekendtgørelse nr. 1152/1994 udmønter bemyndigelsen i § 9, stk. 2, således, at forbudet mod købsbetingede, tilfældighedsprægede konkurrencer ikke gælder, når værdien af den enkelte gevinst ikke overstiger 100 kr., og den samlede værdi af gevinsterne ikke overstiger 1.000 kr. For markedsføringstiltag over for børn under 15 år gælder, at værdien af den enkelte gevinst ikke må overstige 5 kr. og den samlede gevinstværdi ikke 50 kr.

Bestemmelsen forbyder at stille krav om køb eller bestilling af en tjenesteydelse for at deltage i en konkurrence, hvis konkurrencen gennem sit forløb indeholder et tilfældighedspræget moment.

Ifølge bestemmelsen er det tilladt at foretage lodtrækning, når deltagelsen ikke er betinget af køb, fx at præmiere de ti første, der møder op i butikken.

Undtaget fra forbudet er ikke-erhvervsdrivende; præstationskonkurrencer (gevinstfordelingen beror ikke på tilfældet); lovregulerede spil mv. (fx tips og lotto, totalisator, forlystelsesspil, spillekasinoer, pengeinstitutternes gevinstopsparingskonti, overtakserede telefonkonkurrencer via service 905 m.fl.); mindre købsbetingede konkurrencer samt udgivere af periodiske skrifter, herunder konkurrencer i radio og tv (men det er tvivlsomt om øvrige elektroniske medier er omfattet af undtagelsen).

8.1.9.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser

En række af udvalgets medlemmer, Lars M. Banke, Suzanne C. Beckmann, Martin Bresson, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Sara Gøtske, Benedikte Holberg, Lennart Houmann, Malou Kragh Halling, Hagen Jørgensen, Henrik Kirketerp, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen og Henrik Schultz, har vurderet, at der ud fra generelle erhvervs- og forbrugermæssige hensyn ikke er behov for at opretholde markedsføringslovens § 9 om forbud mod købsbetingede, tilfældighedsprægede konkurrencer. De anførte medlemmer finder, at markedsføringslovens generalklausul i § 1 og vildledningsforbudet i § 2 yder et tilstrækkeligt værn mod erhvervslivets misbrug af denne markedsføringsmetode over for forbrugerne. Disse medlemmer finder derfor, at forbudet bør ophæves.

De nævnte medlemmer er dog i den forbindelse opmærksomme på, at der kan foreligge andre forhold – fx hensyn af samfundsmæssig og etisk karakter – der kan tale for, at forbudet opretholdes. De hensyn, der ligger bag lovgivningen om spil med pengeindskud (fx lotterier, tips mv.), kan desuden gøre sig gældende i relation til erhvervslivets udbud af konkurrencer, hvor deltagelse heri er købsbetinget. De hensyn, der kan være tale om, er at beskytte deltagerne i konkurrencerne, således at deltagelse ikke bliver en trussel mod de pågældendes velfærd, at hindre kriminalitet, at sikre midler til idræt, humanitære og andre velgørende formål samt at begrænse privat fortjeneste ved spil. Medlemmerne henviser dog til, at såfremt sådanne forhold foreligger, bør en regulering af købsbetingede tilfældighedsprægede konkurrencer ikke ske i markedsføringsloven, men derimod i anden mere relevant lovgivning (fx en spillelovgivning, der regulerer alle typer spil, konkurrencer mv.).

Peter Andersen, Benedicte Federspiel, Robert Jønsson, Peter Møgelvang-Hansen og John Wagner er af den opfattelse, at forbudet mod købsbetingede tilfældighedsprægede konkurrencer bør opretholdes. Disse medlemmer henviser samtidig til, at forbudet bør bevares ud fra den betragtning, at det har en klar signalværdi over for butikshandelen.

Benedicte Federspiel og John Wagner påpeger, at en ophævelse af det generelle forbud samt en fremtidig regulering af anvendelsen af konkurrencer i henhold til lovens generalklausul og vildledningsforbudet vil være processkabende, idet der vil være behov for at få opbygget en praksis for, hvor de fremtidige grænser for anvendelse af købsbetingede konkurrencer som salgsfremmende foranstaltning, går.

Endvidere kan købsbetingede konkurrencer helt unødvendigt bevirke, at forbrugerne lokkes til at købe varer, som de ikke har behov for.

8.1.10. En lille generalklausul

Udvalget har i forbindelse med undersøgelsen af behovet for at opretholde specialforbudene desuden drøftet behovet for at indføre en særlig bestemmelse om salgsfremmende foranstaltninger ("en lille generalklausul") til erstatning for specialforbudene i markedsføringsloven. Der vil i givet fald være tale om en bestemmelse, der præciserer et område af markedsføringslovens § 1, men som i modsætning til § 1 ikke stiller krav om, at der skal foretages en samlet afvejning af hensynet til forbrugerne, erhvervslivet og almene samfundsinteresser.

Lektor Anne-Dorte Bruun Nielsen har i en nordisk rapport, "Harmonisering af markedsføringsretten i EU" fra august 2001, foreslået, at der indsættes en "lille generalklausul" om salgsfremmende foranstaltninger i forbindelse med en ophævelse af specialforbudene.2

8.1.10.1. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalgets drøftelser har taget udgangspunkt i, at en ophævelse af specialforbudene vil stille erhvervslivet friere med hensyn til valg af reklamemidler, og at indskrænkninger og regulering af erhvervslivets markedsføring i sådanne tilfælde kun bør forekomme, såfremt det er nødvendigt for at hindre, at erhvervsdrivende benytter sig af uetiske metoder eller i øvrigt handler i strid med god markedsføringsskik.

Udvalget har i sine drøftelser overvejet, om en lille generalklausul kunne tænkes udformet på følgende måde:

§ X. Salgsfremmende foranstaltninger skal virke og markedsføres således, at forbrugeren sikres gennemsigtighed, frivillighed og rimelige vilkår. Tilbudsbetingelserne skal let kunne identificeres af forbrugeren, værdien af tillægsydelsen skal klart oplyses, og hovedvarens pris må ikke skjules – eller opmærksomheden herpå afledes – af den salgsfremmende foranstaltning.

Stk. 2. Uanset medium eller salgsmetode finder stk. 1, anvendelse på fremgangsmåder og teknik, der benyttes i markedsføringen for at gøre varer og tjenesteydelser mere tiltrækkende ved hjælp af tillægsydelse, enten denne er kontant eller i form af varer eller tjenesteydelser eller i forventning om en sådan. Det samme gælder for salgsfremmende foranstaltninger i form af incitamenter for omsætningen til forbrugerne, på redaktionelle salgsfremmende tilbud og på sådanne fremsat af audiovisuelle media eller ved brug af fjernkommunikationstjenester.

"Salgsfremmende foranstaltninger i form af tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer, præmiekonkurrencer eller lignende skal virke og markedsføres således, at forbrugeren sikres gennemsigtighed, frivillighed og rimelige vilkår".

Bestemmelsen, der omfatter salgsfremmende foranstaltninger som tilgift, rabatmærker, rabat- og bonussystemer, præmiekonkurrencer og lignende, som benyttes i forbindelse med markedsføringen af formuegoder eller tjenester, betyder, at salgsfremmende foranstaltninger vil skulle virke og markedsføres på en sådan måde, at de sikrer forbrugeren gennemsigtighed, frivillighed og rimelige vilkår.

Med gennemsigtighed og frivillighed forstås henholdsvis, at den markedsførte ydelse ikke tilsløres eller på anden måde fremtræder uklart for forbrugeren, og at forbrugerens deltagelse i en salgsfremmende foranstaltninger skal ske på forbrugerens eget initiativ. Forbrugeren må fx ikke ved passivitet eller negativ accept tillægges en række forpligtelser. Med rimelige vilkår forstås, at forbrugeren fx ikke pålægges unødige omkostninger for at kunne opnå tilgiften eller rabatten, eller som gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå tilgiften eller rabatten.

Henrik Kirketerp og Birgit Thrusholm har peget på, at forskellen mellem den lille generalklausul og de eksisterende bestemmelser i markedsføringslovens §§ 1 og 2 er ganske ubetydelig, ligesom det kan virke uhensigtsmæssigt at skabe tre lag i loven i form af en generalklausul om god markedsføringsskik, en lille generalklausul om salgsfremmende foranstaltninger samt en eventuel opretholdelse af specialforbud om visse former for salgsfremmende foranstaltninger.

Udvalget, bortset fra Benedicte Federspiel og John Wagner, er enig i dette synspunkt og er derfor generelt skeptisk over for at indføre en lille generalklausul i markedsføringsloven, da der ikke vil være et egentligt formål hermed.

Benedicte Federspiel og John Wagner finder, at en stillingtagen til, om det vil være hensigtsmæssigt at indføre en lille generalklausul i loven, er afhængigt af, om man vælger at ophæve et eller flere af specialforbudene, og disse medlemmer peger særligt på, at en lille generalklausul kan være nødvendig for at sikre forbrugerbeskyttelsen, hvis man vælger at ophæve specialforbudene.

8.1.11. Forslag til nyt specialforbud

Et medlem, Henrik Kirketerp, foreslår, at der indføjes en ny bestemmelse, der straffer ophørsudsalg, som udstrækkes over tre måneder.

Som begrundelse herfor anføres, at urigtige og vildledende oplysninger om ophørsudsalg kan straffes efter lovens § 2. I retspraksis gælder ingen øvre grænse for, hvor langt et ophørsudsalg kan vare. Derimod er det en betingelse for, at en virksomhed lovligt kan reklamere med ophørsudsalg eller lignende betegnelser, at der ikke tilføres virksomheden nye varer efter ophørsudsalget er begyndt. Det er i praksis nærmest umuligt for Forbrugerombudsmanden at føre dette bevis, hvilket er baggrunden for, at mange virksomheder – ofte inden for salg af tæpper – holder ophørsudsalg i årevis. Disse ophørsudsalg er stærkt vildledende for forbrugerne og påfører som følge heraf den lovlydige handel en åbenbar urimelig konkurrence.

En lovbestemmelse skal formuleres således, at den også rammer det forhold, at virksomheden kun ophører på en bestemt adresse, for straks derefter at åbne igen i et nyt lokale.

Konsekvensen af bestemmelsen bliver, at en erhvervsdrivende ikke kan reklamere med ophørsudsalg, før han med sikkerhed ved, hvornår forretningen definitivt lukkes og ikke tidligere end tre måneder før denne dato.

8.1.11.1. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalget, bortset fra Suzanne C. Beckmann, Henrik Kirketerp, Robert Jønsson og John Wagner, bemærker, at vildledende brug af ophørsudsalg allerede i dag er omfattet markedsføringslovens vildledningsforbud, hvorfor man stiller sig tvivlende over for, om et specifikt forbud vil føre til en klarere retstilstand.

Samtidig bemærker udvalget, bortset fra Suzanne C. Beckmann, Henrik Kirketerp, Robert Jønsson og John Wagner, at misbrug af ophørsudsalg kun er en lille del af problemet med vildledende brug af udsalgsbegrebet. Tilsvarende problemer kendes i forbindelse med udsalg eller tilbud i forbindelse med flytninger, "fødselsdage" etc., hvorfor man må sætte spørgsmålstegn ved, om den foreslåede regel, der i øvrigt opererer med en arbitrær tre-måneders regel, vil gøre den store forskel i praksis.

Under hensyn hertil afviser udvalget, bortset fra de nævnte medlemmer forslaget.

Hertil kommer, at indførelse af et nyt specialforbud for et så begrænset område, vil være i modstrid med udvalgets overordnede opgave om at fremkomme med forslag, som forenkler markedsføringsloven og fjerner detailregulering.

Suzanne C. Beckmann, Robert Jønsson og John Wagner støtter Henrik Kirketerps forslag ud fra de begrundelser, som denne har anført.

8.2. Markedsføringslovens § 6a om uanmodet henvendelse

8.2.1. Markedsføringslovens § 6a - bestemmelsens baggrund og indhold

Markedsføringslovens regler om uanmodet henvendelse blev sat ind i loven i maj 2000 som led i gennemførelsen af to EU-direktiver – nemlig fjernsalgsdirektivet og direktivet om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (ISDN). Området er endvidere reguleret af direktivet om behandling af personoplysninger. Bestemmelsen er i juni 2003 ændret ved indsættelse af det nuværende stk. 2.

Regulering i markedsføringsloven eller anden lov

I forbindelse med indførelsen af § 6a blev spørgsmålet om, hvorvidt reglerne bør stå i markedsføringsloven eller i personoplysningsloven, overvejet.

Selv om der er en tæt forbindelse mellem reglerne for videregivelse af oplysninger til brug for markedsføring, og reglerne for hvordan man må markedsføre sig over for bestemte aftagere ved hjælp af fjernkommunikation, faldt valget på markedsføringsloven. Baggrunden herfor er, at der er tale om en regulering af, under hvilke betingelser en erhvervsdrivende må rette henvendelse til en fysisk eller juridisk person via forskellige former for fjernkommunikation, og dermed reelt, hvad der er god markedsføringsskik med hensyn til markedsføring gennem fjernkommunikation.

Bestemmelsens indhold

§ 6 a har følgende indhold:

Digital henvendelse

Anden fjernkommunikation

Forbrugerombudsmanden har udsendt en vejledning vedrørende anvendelsen af § 6a og deltager sammen med repræsentanter fra tilsynsmyndighederne i de andre EU-lande i en arbejdsgruppe, der skal forsøge at klarlægge tvivlsspørgsmål i forbindelse med administrationen og fx opstille de nærmere kriterier for, hvornår der er tale om "tilsvarende" vare eller ydelse i stk. 2.

Uanmodet telefonisk henvendelse

§ 23 i forbrugeraftaleloven forbyder erhvervsdrivende at rette uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere med henblik på straks eller efterfølgende at indgå en aftale. Der gælder dog enkelte undtagelser, fx vedrørnde salg af aviser og forsikring. I de tilfælde hvor en erhvervsdrivende efter forbrugeraftaleloven kan rette uanmodet telefonisk henvendelse, skal vedkommende følge reglerne i markedsføringslovens § 6a, stk. 3-7, herunder respektere en notering på Robinsonlisten.

Derimod kan erhvervsdrivende som hovedregel frit henvende sig uanmodet, telefonisk til andre erhvervsdrivende. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en henvendelse til en erhvervsdrivende person, der er opført på Robinson-listen.

Adresseløse forsendelser

§ 6a regulerer kun fremsendelse af markedsføringsmateriale til bestemte aftagere, mens udsendelse af adresseløse forsendelser er reguleret i postlovgivningen og gennem den frivillige aftale om "Reklamer - nej tak".

8.2.2. Fjernsalgsdirektivet

Fjernsalgsdirektivets artikel 10 opstiller nogle begrænsninger for anvendelsen af fjernkommunikation som led i et system med henblik på indgåelse af fjernsalgsaftaler. Bestemmelsen gælder - som resten af direktivet - for erhvervsdrivendes henvendelser til forbrugere, som er fysiske personer. Henvendelser vedrørende finansielle tjenesteydelser er undtaget fra anvendelsesområdet.

Efter artikel 10, stk. 1, må erhvervsdrivende ikke anvende automatiske opkaldssystemer (opkaldsautomater) eller telefax til markedsføring uden forbrugerens forudgående samtykke (opt in).

For så vidt angår alle andre fjernkommunikationsteknikker, som tillader individuel kommunikation (tryksager, breve, menneskeligt betjent telefon, e-post, internet mv.), skal medlemslandene efter artikel 10, stk. 2, sørge for, at disse teknikker kun kan anvendes til direkte markedsføring, hvis forbrugeren ikke klart modsætter sig det (opt out).

Direktivet vil efter Kommissionens tilkendegivelser ikke være implementeret korrekt, hvis gennemførelseslovgivningen udformes sådan, at det er helt op til den enkelte forbruger selv at rette henvendelse til alle de virksomheder, han ikke ønsker at modtage henvendelser fra, hvis han vil undgå direkte markedsføring. Der skal derfor være en Robinson-liste, hvor man generelt kan framelde sig modtagelse af direkte markedsføring.

Dette er baggrunden for § 6a's regler om, at man ved en markering i CPR-registeret generelt kan frabede sig uanmodede reklamer. Kommissionen har ikke opstillet nærmere krav til udformningen af listen, herunder hvor ofte den skal opdateres, og hvor hyppigt de erhvervsdrivende skal checke denne.

8.2.3. Databeskyttelsesdirektivet (ISDN)

Direktivets artikel 12 indeholder regler om uanmodet markedsføring ved brug af telekommunikation (telefon, telefax, e-post, sms, mms mv.). Bestemmelsen gælder for henvendelser til fysiske personer, både erhvervsdrivende og forbrugere.

Efter artikel 12 må opkaldsautomater og telefax ikke anvendes til markedsføring uden modtagerens samtykke. Mens direkte markedsføring ved brug af andre former for telekommunikation, herunder elektronisk post, enten skulle reguleres af en opt in-løsning eller en opt out-løsning.

ISDN-direktivet er efterfølgende blevet ændret, således at det er forbudt at sende markedsføring med e-post, medmindre kunden på forhånd har givet sit samtykke hertil (opt in). Ifølge direktivet kan en erhvervsdrivende, som har modtaget en elektronisk adresse fra en kunde i forbindelse med køb af en vare eller ydelse, dog benytte adressen til at sende uanmodet markedsføring for samme produkt/ydelse, hvis kunden blev oplyst herom ved afgivelsen af adressen og fik mulighed for at sige nej, ligesom kunden også efterfølgende får mulighed for at melde fra i forbindelse med fremsendelse af markedsføringsmateriale.

8.2.4. Direktivet om behandling af personoplysninger (datadirektivet)

Direktivet finder anvendelse på behandling af personoplysninger fra alle fysiske personer, der helt eller delvis foretages ved hjælp af edb, og på ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Ifølge direktivet skal behandling af personoplysninger til brug for markedsføring mv. være lovlig efter direktivets almindelige behandlingsregler. Den registrerede har ret til efter anmodning og uden udgifter at modsætte sig databehandling af oplysninger med henblik på markedsføring og til at blive underrettet, når personoplysningerne første gang videregives til tredjemand eller anvendes på tredjemands vegne med henblik på markedsføring, og udtrykkelig få tilbud om uden udgifter at gøre indsigelse mod en sådan videregivelse eller anvendelse.

Direktivets regler er implementeret i personoplysningsloven og ikke i markedsføringsloven.

8.2.5. Konklusion vedrørende direktiverne

Det kan konkluderes, at der som følge af EU-direktiverne skal være et forbud mod at markedsføre sig via telefax, automatiske opkaldsmaskiner eller e-post, medmindre modtageren på forhånd har givet sit samtykke hertil. Dog skal der i forhold til e-post være den beskrevne undtagelse.

Direktiverne kræver endvidere, at der skal være mulighed for at sige "nej tak" til adresseret markedsføring fremsendt via andre fjernkommunikationsmidler, fx pr. brev, og at modtageren skal have mulighed for generelt at sige "nej tak" ved at blive optaget på en Robinson-liste, men der opstilles ikke detaljerede krav til, hvorledes Robinson-listen skal være udformet.

8.2.6. Retspraksis vedrørende samtykke i forhold til § 6a, stk. 4

Sø- og Handelsretten afsagde i marts 2002 dom i en sag anlagt af Forbrugerombudsmanden mod en virksomhed, hvis koncept går ud på, at forbrugere kan udfylde og indsende et skema over forskellige interesser. På baggrund heraf udarbejdes en database over navn, adresse samt interesser. Det er herefter muligt for andre virksomheder at leje adresserne på forbrugere, der har tilkendegivet interesse inden for et/flere emneområde(r). Adresserne kan af virksomhederne bruges til at sende personligt adresseret markedsføringsmateriale pr. brev til de pågældende forbrugere.

Sagen drejede sig hovedsageligt om, hvorvidt det samtykke, som forbrugere tilmeldt konceptet har afgivet over for virksomheden, opfyldte kravene til en anmodning, jf. markedsføringslovens § 6a, stk. 3 (nu stk. 4), og derfor fritog de erhvervsdrivende datakøbere fra at checke Robinson-listen, inden de udsendte reklamemateriale.

Forbrugerombudsmanden gjorde under sagen gældende, at den forudgående anmodning om modtagelse af adresseret markedsføringsmateriale fra ikke nærmere identificerede erhvervsdrivende, ikke opfylder kravene i § 6a til en anmodning, idet samtykket ikke var tilstrækkeligt informeret og konkretiseret, hvorfor forbrugerne ikke kendte rækkevidden af det meddelte samtykke.

Således som virksomhedens skema var udformet, herunder navnlig indholdet og rubrikken til samtykke og underskrift, fandt Sø- og Handelsretten forbrugernes samtykke for konkretiseret og informeret. Sø- og Handelsretten fandt således, at en forbruger i den konkrete sag ikke behøvede at kende navnene på de erhvervsdrivende, der kunne sende forbrugeren reklame.

8.2.7. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Markedsføringsudvalget har drøftet den nuværende § 6a's indhold, placering og håndhævelse.

Selv om udvalget finder, at bestemmelsens indhold er ganske kompliceret, og at forholdene omkring anvendelsen af Robinson-listerne kan forekomme byrdefylde og besværlige at anvende for både erhvervslivet og forbrugerne, er det udvalgets opfattelse, at det ikke med de bindinger, der ligger i den EU-regulering, der er gennemført i dansk ret i § 6a, er mulighed for at ændre bestemmelsen.

Udvalget, bortset fra Benedicte Federspiel, Hagen Jørgensen og Jens Loft Rasmussen, finder, at bestemmelsen hører hjemme i markedsføringsloven, bl.a. under henvisning til, at bestemmelsen angiver de betingelser en erhvervsdrivende, der ønsker at rette uanmodet henvendelse til en forbruger i kommercielt øjemed, skal iagttage. Hertil kommer, at regler, som regulerer virksomhedernes adfærd, og som ikke er branchespecifikke, hører hjemme i markedsføringsloven, der i øvrigt indeholder de centrale adfærdsregler for virksomhederne, når de optræder på markedet.

Udvalget, bortset fra nævnte medlemmer, finder endvidere, at der bør være tungtvejende argumenter for at flytte bestemmelsen fra markedsføringsloven, når Folketinget for relativt kort tid siden i forbindelse med indsættelsen af § 6a i maj 2000 har besluttet, at reguleringen bør ske i markedsføringsloven, og finder ikke, at der foreligger sådanne tungtvejende argumenter. Bestemmelsen bør derfor opretholdes i uændret form i loven.

Benedicte Federspiel, Hagen Jørgensen og Jens Loft Rasmussen foreslår, at reglerne om uanmodet henvendelse, der normalt håndhæves af datamyndighederne, flyttes fra markedsføringsloven til personoplysningsloven, idet der efter deres opfattelse er en tæt tilknytning til reglerne om videregivelse af personoplysninger. Hertil kommer, at det kun er i de færreste lande, at forbrugermyndigheder står for håndhævelsen af disse regler.

Udvalget bemærker samtidig, at spam (uanmodet elektronisk henvendelse) er et meget stort problem, og at dette kombineret med "scam", dvs. fup eller bondefangeri på nettet kræver en særlig beskyttelse af brugerne.

Udvalget er opmærksom på, at der både nationalt, i EU og i OECD er igangsat en række initiativer, som skal dæmme op for spam og scam. Udvalget opfordrer til, at der i relevante fora arbejdes videre med disse initiativer og andre initiativer, som kan forebygge, at brugere af internettet bondefanges.

8.3. Bestemmelser i markedsføringsloven, der alene regulerer erhvervsforhold

8.3.1. Indledning

Ifølge kommissoriet skal udvalget overveje, om det er hensigtsmæssigt at udskille de regler fra markedsføringsloven, der alene vedrører forholdet mellem virksomheder, til anden lovgivning.

Markedsføringsloven indeholder en række bestemmelser, der alene regulerer erhvervsforhold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:
§ 5 om forretningskendetegn,
§ 10 om erhvervshemmeligheder,
§ 11 om mærkning og
§ 12 om emballering.

Udvalget har i forbindelse med drøftelsen af lovens erhvervsrettede bestemmelser drøftet, hvorvidt markedsføringsloven skal opdeles, således at de erhvervsrettede bestemmelser flyttes til en lov, som kun finder anvendelse i mellem erhvervsdrivende (business to business - B2B). Det er imidlertid, som nævnt under afsnit 5.1.4., udvalgets opfattelse, at dette ikke vil være hensigtsmæssigt, bl.a. fordi de bestemmelser, der primært retter sig mod erhvervsforhold, som fx § 5 om forretningskendetegn, også har en forbrugervinkel.

Udvalget har herefter gennemgået de enkelte bestemmelser.

8.3.2. Forretningskendetegn (§ 5)

§ 5 har følgende ordlyd:

§ 5. Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og lignende, der ikke tilkommer dem, eller benytte egne kendetegn på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling med andres.

Bestemmelsen kommer fra den tidligere lov om uretmæssig konkurrence og supplerer reglerne om kendetegnsbeskyttelse i varemærkeloven samt reglerne om virksomheders, selskabers og personnavnes beskyttelse i lov om erhvervsvirksomhed, aktieselskabsloven, anpartsselskabsloven og navneloven. Desuden knytter den sig til markedsføringslovens generalklausul, der generelt anvendes i forhold til efterligninger, snyltning og anden udnyttelse af andres indsats i erhvervsforhold.

8.3.2.1. Tidligere overvejelser om ophævelse/flytning af § 5

Industriministeriets udvalg vedrørende markedsføringsloven gennemgik i sin betænkning "ny markedsføringslov" (betænkning nr.1236/1992) loven med henblik på at rense den for systemfremmede bestemmelser. Udvalget fandt imidlertid, at "... der som hidtil utvivlsomt bør være en specialbestemmelse om beskyttelse af forretningskendetegn". Derfor blev bestemmelsen opretholdt.

Et turnuspanel nedsat af industriministeren i slutningen af 1990'erne gennemgik markedsføringsloven med henblik på regelforenkling. Turnuspanelet nåede ligeledes frem til, at § 5 burde opretholdes og bevares i markedsføringsloven.

8.3.2.2. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende § 5

Udvalget finder, at markedsføringslovens § 5 giver en vigtig beskyttelse af forretningskendetegn ved siden af patent- og varemærkelovgivningen og reglerne om virksomheders, selskabers og personnavnes beskyttelse i lovgivningen, og at bestemmelsen samtidig er med til at sætte en vigtig ramme for virksomhedernes markedsadfærd. Udvalget finder derfor, at bestemmelsen bør opretholdes.

Udvalget finder ligeledes, at bestemmelsen i dag hører hjemme i markedsføringsloven, idet den er nært knyttet til lovens generalklausul om god skik, da den er med til at fastlægge de grundlæggende normer for markedsadfærd på dette punkt.

Udvalget har noteret sig, at der er fremkommet forslag om, at der iværksættes en egentlig kendetegnsreform med det formål at samle al lovgivning vedrørende varemærker og forretningskendetegn i én lovgivning.

Peter Andersen, Suzanne C. Beckmann, Jan Schans Christensen, Michael B. Elmer, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp, Jens Loft Rasmussen, Henrik Schultz og John Wagner er af den opfattelse, at retstilstanden i dag giver anledning til problemer, idet der ikke altid er indbyrdes sammenhæng mellem lovgivningen på området, og finder derfor, at der er behov for, at der arbejdes videre med forslaget om en kendetegnsreform.

Et enigt udvalg vil ikke afvise, at det, såfremt der gennemføres en sådan reform, vil kunne være hensigtsmæssigt på sigt at flytte lovens bestemmelse om forretningskendetegn. Beslutningen herom kan dog først tages, når der eventuelt foreligger et konkret forslag.

Udvalget har endeligt vurderet, om der på nuværende tidspunkt er behov for at foretage indholdsmæssige ændringer i bestemmelsen, men finder ikke, at dette er tilfældet.

8.3.3. Erhvervshemmeligheder (§ 10)

§ 10 har følgende ordlyd

§ 10. Den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en virksomhed eller udfører et hverv for denne, må ikke på utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder. Stk. 2. Har den pågældende fået kendskab til - eller fået rådighed over - virksomhedens erhvervshemmeligheder på retmæssig måde, må den pågældende ikke ubeføjet viderebringe eller benytte sådanne hemmeligheder. Forbudet vedvarer i 3 år efter tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets ophør. Stk. 3. Den, der i anledning af udførelsen af arbejde eller i øvrigt i erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger, beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må ikke ubeføjet benytte sådant materiale eller sætte andre i stand hertil. Stk. 4. Erhvervsdrivende må ikke benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller rådighed over den er opnået i strid med de oven for nævnte bestemmelser.

Bestemmelsen er videreført fra den tidligere lov om uretmæssig konkurrence. Den omhandler beskyttelse af erhvervshemmeligheder i tilfælde, hvor fx en ansat eller en samarbejdspartner lovligt kommer i besiddelse af erhvervshemmeligheder, og kriminaliserer videregivelse af sådanne hemmeligheder. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med straffelovens regler om industrispionage.

Bestemmelsen beskytter efter forarbejderne både hemmeligheder, der er knyttet til omsætningen af varer eller tjenesteydelser og hemmeligheder, der har forbindelse med produktion. En forudsætning for, at viden kan betegnes som en erhvervshemmelighed er, at den, som gør krav på beskyttelse af informationen, selv gennem sikkerhedsforanstaltninger eller på anden måde tilkendegiver beskyttelsesinteressen, fx ved at kun personer, som har behov for at kende hertil, delagtiggøres i den. Almindelig kendt viden i virksomheden eller informationer, som virksomheden selv har offentliggjort, nyder derimod ikke beskyttelse.

8.3.3.1. Tidligere overvejelser om ophævelse/flytning af § 10

Industriministeriets udvalg vedrørende markedsføringsloven fandt, at en bestemmelse om beskyttelse af erhvervshemmeligheder burde bevares i markedsføringsloven, mens turnuspanelet anbefalede, at bestemmelsen blev flyttet til straffeloven.

Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt udvalget) har i sin betænkning nr. 1417/2002 overvejet at indføre en samlet bestemmelse om industrispionage mv. i straffeloven, men har af hensyn til lovtekniske og systematiske problemer, der vil være forbundet med en sådan løsning, afvist dette. I stedet foreslog udvalget, at den nugældende § 10 i markedsføringsloven ændres, således at også personer, der gæster en virksomhed, og som uretmæssigt skaffer sig adgang til og/eller videregiver erhvervshemmeligheder, kan straffes. Endvidere foreslog udvalget, at strafferammerne for § 10 ændres, således at overtrædelser af straffelovens § 263, stk. 3, om industrispionage og markedsføringslovens § 10 gøre ensartede.

Brydensholt-udvalgets forslag til ændringer af § 10 er gennemført ved lov nr. 352 af 19. maj 2004.

8.3.3.2. Erhvervsorganisationernes kritik af markedsføringslovens § 10

Peter Andersen, Malou Kragh Halling, Robert Jønsson, Henrik Kirketerp, Søren Langholm-Pedersen, Jens Loft Rasmussen, Henrik Schultz og John Wagner, har i forbindelse med behandlingen af bestemmelsen om erhvervshemmeligheder anført, at markedsføringslovens § 10's beskyttelse af erhvervshemmeligheder i dag er utilstrækkelig og utidssvarende.

Disse medlemmer har peget på, at bestemmelsen i markedsføringslovens § 10 ikke giver alle virksomheder en tilstrækkelig beskyttelse af forhold, der af hensyn til virksomhedens drift og konkurrenceevne bør kunne holdes hemmelige. Udviklingen siden lovbestemmelsen blev udarbejdet af konkurrencelovudvalget fra 1957, gør det nødvendigt med en tilretning.

Disse medlemmer finder det problematisk, at mange virksomheder skal træffe særlige foranstaltninger for at opnå beskyttelse af erhvervshemmeligheder efter den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 10. Derudover viser retspraksis, at erhvervshemmelighedsbegrebet fortolkes meget snævert, og virksomheder ofte ikke kan få medhold i, at § 10 om erhvervshemmeligheder er overtrådt. Derimod kan virksomhederne få medhold i, at hemmelighedskrænkelsen er i strid med § 1 i markedsføringsloven om god markedsføringsskik, hvis der kan føres bevis for, at den tidligere ansatte eller samarbejdspartner har optrådt illoyalt, fx ved nedsættende omtale af virksomheden.

Virksomheder giver i dag deres medarbejdere adgang til en lang række oplysninger, som virksomheden har en retlig interesse i at beskytte. Nutidens informationsteknologi medfører blandt andet, at virksomhederne kan dele og nyttiggøre deres oplysninger gennem en langt større personkreds end tidligere. Hertil kommer, at ansættelses- og samarbejdsformer er under betydelig forandring, blandt andet ved at virksomhederne i stigende omfang outsourcer opgaver, som de tidligere løste selv, eller ansætter frie agenter i stedet for fast ansatte medarbejdere.

En bedre lovmæssig beskyttelse af virksomhedernes oplysninger kan mindske behovet for kunde- og konkurrenceklausuler. En sådan beskyttelse vil kunne omfatte virksomhedens egne oplysninger om forretningsmæssige, tekniske, produktionsmæssige, eller forskningsmæssige forhold, som er af betydning for virksomhedens drift og konkurrenceevne, og som ikke er offentliggjort af virksomheden selv eller med dennes samtykke, eksempelvis oplysninger om kundeforhold, budgetter mv.

Da Markedsføringsudvalget ikke er sammensat med medlemmer, der repræsenterer arbejdstagersiden, har udvalget besluttet at lade problemstillingen vurdere af en underarbejdsgruppe. Underarbejdsgruppen har haft deltagelse af repræsentanter fra de arbejdstagerorganisationer, som indgår i Beskæftigelsesministeriets udvalg vedrørende kunde- og konkurrenceklausuler samt de af udvalgets medlemmer, som har særlig interesse i dette området4.

Der har været afholdt 2 møder i arbejdsgruppen, hvor man har drøftet erhvervsorganisationernes kritik og foretaget en kortlægning af retspraksis på området, som arbejdsgruppens medlemmer har haft kendskab til. Endvidere har Michael B. Elmer udarbejdet en redegørelse vedrørende Sø- og Handelsrettens praksis i sager om erhvervshemmeligheder i perioden 1995 til i dag. Denne redegørelse er udleveret til markedsføringsudvalget og vedhæftet betænkningen som bilag 2.

Der fremgår bl.a. følgende af redegørelsen:

"Godt halvdelen af de sager om markedsføringsloven, som blev anlagt ved Sø- og Handelsretten i denne periode, blev hævet som forligt inden domsforhandlingen, hvorfor det ikke er muligt generelt at sige noget om udfaldet af disse sager.

En gennemgang af de sager vedrørende markedsføringslovens § 10, som har været domsforhandlet i perioden (ca. 20 sager), tyder på, at der navnlig har været to årsager til at domsforhandle sagerne.

Den ene årsag har været behovet for at få sager belyst og handlingsforløbet klarlagt gennem vidne forklaringer og/eller udtalelser fra syns- og skønsmænd. Det, som oftest har skullet klarlægges, har været, om de tidligere medarbejdere havde medtaget oplysninger til deres nye konkurrerende arbejdsgiver. Dette er som oftest blevet belyst gennem vidneforklaringer under strafansvar og med krydsforhør. Derudover har der i visse tilfælde været tvist om, hvorvidt oplysninger var erhvervshemmeligheder eller oplysninger af almen karakter, en vurdering, som er foretaget af retten selv, eventuelt bistået af udtalelser fra syns- og skønsmænd. Udfaldet af disse sager har således beroet på, hvad der kom frem af oplysninger under selve domsforhandlingen, og rettens efterfølgende vurdering af de fremkomne bevisligheder.

Den anden årsag til, at sagerne er blevet domsforhandlet, synes at have været, at spørgsmålet om reglernes indhold og anvendelse i praksis har skullet efterprøves på nye brancher, fx hjemmeservice og hårplejeprodukter til frisører. En af disse sager er under anke til højesteret."

8.3.3.3. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende § 10

§ 10 udgør sammen med regler i ansættelsesretten, herunder reglerne om kunde- og konkurrenceklausuler, og straffelovens regler om industrispionage, den lovmæssige beskyttelse af virksomhedernes erhvervshemmeligheder. Udvalget har drøftet om beskyttelsen af erhvervshemmeligheder fortsat skal findes i markedsføringsloven, eller om den kan overføres til anden lovgivning.

Udvalget har i den forbindelse noteret sig de tidligere overvejelser om at flytte § 10 fra markedsføringsloven, herunder at såvel Industriministeriets udvalg vedrørende markedsføringsloven og Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet begge er nået frem til, at bestemmelsen bør bibeholdes i markedsføringsloven. Begge udvalg har således fundet, at bestemmelsen indholdsmæssigt hører til i den generelle regulering af markedsadfærd, og at det vil være forbundet med såvel lovtekniske som systematiske vanskeligheder at overføre bestemmelsen til straffeloven. Udvalget er enig i denne vurdering og foreslår på den baggrund bestemmelsen bibeholdt i markedsføringsloven.

Hvad angår spørgsmålet om behovet for materielle ændringer i bestemmelsen, finder udvalget ikke, at det på det foreliggende grundlag og uden at udvalgets medlemmer har haft mulighed for at drøfte et konkret forslag fra erhvervsorganisationerne kan tage stilling til dette spørgsmål. Udvalget opfordrer ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at inddrage både arbejdstager- og arbejdsgiverinteressenter såvel som konkurrenceretlige interessenter i vurderingen af mulighederne for den af erhvervsorganisationerne ønskede modernisering af markedsføringslovens § 10.

8.3.4. Mærkning (§ 11)

§ 11 har følgende ordlyd:

§ 11.Erhvervsministeren kan efter forhandling med hovedorganisationerne for dansk erhvervsliv og forbrugerorganisationerne fastsætte bestemmelser om, at bestemte varer i detailsalg (salg til forbruger) kun må sælges eller udbydes til salg med angivelse af, om varen er dansk eller udenlandsk, eller dens frembringelses- eller oprindelsessted. Erhvervsministeren kan nærmere fastsætte, på hvilken måde de pågældende angivelser skal anbringes, samt hvad der i hvert tilfælde skal forstås ved varens frembringelses- eller oprindelsessted. Stk. 2. Erhvervsministeren kan efter forhandling med hovedorganisationerne for dansk erhvervsliv og forbrugerorganisationerne fastsætte bestemmelser om, 1) at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt eller skal benyttes for varer, der opfylder visse nærmere angivne betingelser, og 2) at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning på nærmere af ministeren foreskreven måde er forsynet med oplysning om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber i øvrigt.

Bestemmelsen tjener et forbrugerbeskyttelses- og oplysningsformål.

Bestemmelsens stk. 1 om oprindelsesmærkning stammer fra Konkurrenceloven af 1918, og bemyndigelsen har hovedsageligt været anvendt i perioden 1922 – 1932. Alle disse forskrifter var dog ophævet, inden markedsføringsloven blev indført i 1974.

Efter markedsføringsloven har bemyndigelsen kun været anvendt én gang til at fastsætte bekendtgørelse nr. 521 af 16. marts 1978 om salg af beklædningsgenstande.

Stk. 2, giver mulighed for, at der kan udstedes bekendtgørelser, der påbyder mærkning med oprindelse, bestemte varebetegnelser, eller oplysning om bl.a. sammensætning, egenskaber mv. Den blev indsat i den tidligere konkurrencelov ved EF-følgelovgivningen i 1972.

Der er i dag udstedt følgende bekendtgørelser til gennemførelse af EU-direktiver med hjemmel i stk. 2:

8.3.4.1. Tidligere overvejelser om ophævelse/flytning af § 11

Industriministeriets udvalg vedrørende markedsføringsloven fandt, at § 11 ikke hører hjemme i markedsføringsloven, og anbefalede, at den blev overført til en særlig lov herom. Det samme gjorde Turnuspanelet.

Økonomi- og Erhvervsministeriet har imidlertid ikke fundet det hensigtsmæssigt at indføre en særlig lov om mærkning, der alene skulle rumme denne bestemmelse. Det har heller ikke været muligt at finde anden relevant lovgivning inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort, hvortil bestemmelsen kan overføres. Ministeriet har samtidig vurderet, at § 11 ikke kan ophæves, bl.a. fordi bestemmelsen danner hjemmel for gennemførelse af en række EU-direktiver.

8.3.4.2. Markedsføringsudvalgets overvejelser vedrørende § 11

Markedsføringslovens § 11 indeholder en bemyndigelse til at udstede bekendtgørelser vedrørende mærkning. Denne hjemmel er stort set udelukkende anvendt som hjemmel for udstedelse af en række bekendtgørelser, der implementerer EU-regler om mærkning af særlige produkter.

Bestemmelsen er tidligere foreslået fjernet fra markedsføringsloven af Industriministeriets udvalg vedrørende markedsføringsloven med den begrundelse, at den er systemfremmed og ikke hører hjemme i en generel adfærdsregulerende lov. Industriministeriets turnuspanel har ligeledes tilsluttet sig dette synspunkt og foreslog bestemmelsen flyttet fra markedsføringsloven til en særlig lov om mærkning.

Dette har Økonomi- og Erhvervsministeriet imidlertid ikke fundet særligt hensigtsmæssigt, idet en sådan lov kun ville komme til at rumme denne bestemmelse. Ministeriet har heller ikke kunnet pege på anden relevant lovgivning, som bestemmelsen ville kunne flyttes til.

Udvalget er principielt enig i, at bestemmelsen ikke systematisk hører hjemme i markedsføringsloven, såfremt man ønsker at skabe en markedsføringslov, der alene fastsætter helt overordnede adfærdsregler på markedet. Udvalget er samtidig opmærksom på, at bestemmelsen og de tilhørende bekendtgørelser af hensyn til EU-reguleringen ikke blot kan ophæves.

Udvalget har ikke kunnet identificere anden relevant lovgivning, hvortil bestemmelsen kan flyttes.

Udvalget har ligeledes overvejet, om bestemmelsen fortsat bør indeholde bemyndigelsen i stk. 1 til at fastsætte regler om mærkning med oprindelse, og har i den forbindelse noteret sig, at bemyndigelsen kun er udnyttet til at udstede en bekendtgørelse om mærkning med beklædningsvarers oprindelse. Udvalget mener imidlertid ikke, at det kan udelukkes, at der af hensyn til forbrugeroplysningen og til skabelsen af lige konkurrencevilkår på markedet kan opstå behov for at fastsætte regler om mærkning med oprindelse i forhold til andre produkter.

Udvalget finder derfor efter en samlet vurdering, at bestemmelsen bør opretholdes uændret i markedsføringsloven.

8.3.5. Emballage (§ 12)

§ 12 har følgende ordlyd:

§ 12. Erhvervsministeren kan efter forhandling med hovedorganisationerne for erhvervslivet og forbrugerorganisationerne fastsætte begrænsninger i adgangen til køb og salg samt til benyttelse af sådanne emballagegenstande eller dele heraf, der på nærmere foreskrevet måde enten er mærket med nogen her i landet hjemmehørende virksomheds navn eller forretningskendetegn eller er mærket som bestemt alene til emballage for varer af en bestemt art. Erhvervsministeren kan på tilsvarende måde forbyde, at sådanne genstande forsætligt tilintetgøres eller beskadiges.

Bestemmelsen stammer fra 1938 tillægsloven til konkurrenceloven og er motiveret af såvel hygiejnemæssige som ejendomsretlige hensyn.

Bestemmelsen er hjemmel for følgende bekendtgørelser:

Bekendtgørelserne har følgende indhold:

8.3.5.1. Tidligere overvejelser om ophævelse/flytning af § 12

Både Industriministeriets udvalg vedrørende. markedsføringsloven og turnuspanelet har anbefalet, at bestemmelsen udskilles til en særlig lov.

Økonomi- og Erhvervsministeriet har undersøgt mulighederne for at overføre bestemmelsen til anden lovgivning, herunder miljøbeskyttelses- eller kemikalielovningen, der i forvejen varetager de sundhedsmæssige og miljømæssige hensyn vedrørende emballage.

Miljøministeriet har over for Økonomi- og Erhvervsministeriet tilkendegivet, at den regulering vedrørende anvendelsen af øl- og sodavandsflasker, der findes i de bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i § 12, vil kunne overføres til lovgivningen vedrørende returemballage, men at man ikke vil opretholde den nuværende strafbelagte beskyttelse af ejendomsretten til øl- og sodavandsflasker.

Forbrugerstyrelsen har herefter hørt Forbrugerrådet, Bryggeriforeningen og Danske Læskedrik Fabrikanter om mulighederne for at ophæve bestemmelsen. Forbrugerrådet har ikke haft bemærkninger hertil, mens brancheorganisationerne fortsat ønsker deres interesser beskyttet af offentligretlige regler og gerne ser reglerne moderniseret, således at også de nye flasketyper (plastflaskerne PET og PEN) bliver omfattet.

Under hensyntagen til at mange returflasker i dag ikke er præget med de foreskrevne kendetegn og derfor heller ikke er omfattet af bekendtgørelserne, og da det er et spørgsmål, om en bestemt branche fortsat skal nyde en særlig beskyttelse af sin private ejendomsret gennem offentligretlige, strafbelagte bestemmelser, har Forbrugerstyrelsen overvejet, om § 12 kan ophæves, under henvisning til, at beskyttelsen af ejendomsretten i stedet i det væsentligste kan varetages af markedsføringslovens §§ 1 og 5.

8.3.5.2. Markedsføringsudvalgets overvejelser

Udvalget har drøftet, om det af hensyn til regelforenkling vil være muligt at ophæve markedsføringslovens § 12. Bestemmelsen er en bemyndigelse til at fastsætte særlige regler om emballage og er udnyttet til at udstede to bekendtgørelser om øl- og sodavandsflasker, som dels skal sikre sundheds- og miljømæssige håndtering af disse flasker, men som også giver en strafbelagt offentligretlig beskyttelse af ejendomsretten til returemballage omfattet af bekendtgørelserne.

Udvalget har noteret sig, at bekendtgørelserne kun giver mulighed for at regulere emballage, der er mærket på en særlig måde (præget). Det betyder, at langt fra al emballage, der er omfattet af Miljøstyrelsens genanvendelsesordning, er omfattet af bekendtgørelserne. Fx falder plastflasker, som ikke kan præges, udenfor bekendtgørelsernes anvendelsesområde.

Udvalget har ligeledes noteret sig sekretariatets oplysninger om, at det vil være muligt at varetage de sundheds- og miljømæssige hensyn, som de to bekendtgørelser i dag varetager, under Miljøministeriets lovgivning. Det drejer sig reglerne, der beskytter genpåfyldelige flasker mod forkert brug, herunder forbudet mod at flaskerne fyldes med andre produkter, som kan udgøre en sundhedsrisiko, eller som kan svække flaskernes holdbarhed.

Udvalget foreslår derfor på baggrund heraf, at § 12 ophæves, og at beskyttelsen af sundheds- og miljømæssige hensyn i forbindelse med returemballage fremover sikres under Miljøministeriets lovgivning. Udvalget er opmærksom på, at dette formentlig vil kræve en ændring af miljøbeskyttelsesloven og foreslår derfor, at Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender snarest tager kontakt til Miljøministeriet, således at et ændringsforslag til miljøbeskyttelsesloven vil kunne medtages i forslaget til en ny markedsføringslov.

Udvalget er opmærksom på, at den særlige strafbelagte beskyttelse af ejendomsretten til returflasker, som følger af de to bekendtgørelser vedrørende øl- og sodavandsflasker, vil bortfalde, hvis § 12 og de tilhørende bekendtgørelser ophæves. Udvalget finder imidlertid ikke, at der er behov for at opretholde en særlig offentligretlig beskyttelse af den private ejendomsret inden for dette område ud over den beskyttelse, der følger af de almindelige privatretlige regler.


1 Butiksstrukturkommissionen blev efter vedtagelsen af lukkeloven i 1995 nedsat for at vurdere den sandsynlige udvikling i butiksstrukturen. Kommissionen fik til opgave at analysere den hidtidige udvikling og fremkomme med anbefalinger, der kunne være med til, at opretholde et levende nærbutiksmiljø i bymidterne og styrke indkøbsmulighederne i lokalområderne, herunder i landdistrikterne. Kommissionen kom med en lang række anbefalinger, og en af anbefalingerne går på, at en bibeholdelse af markedsføringslovens specialforbud vil skabe klarhed over, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt. Ifølge Kommissionen er fordelene ved forbudene, at de har en signalværdi over for butikshandelen og bidrager til, at alle aktører inden for detailhandelen overholder samme stramme normer for god markedsføringsskik. Bestemmelserne bidrager til at sikre, at mindre butikker/kæder med begrænsede midler til bl.a. markedsføring ikke bliver løbet over ende af massiv og aggressiv markedsføring fra store kapitalstærke kæders side. Specialforbudene sikrer desuden prismæssig gennemsigtighed og dermed en mere reel konkurrence til fordel for forbrugerne. Ulemperne ved specialforbudene er ifølge Kommissionen, at de har vist sig vanskelige at administrere i praksis, og at det fx har vist sig relativt nemt at foretage kreative omgåelser af bestemmelserne. En ophævelse af bestemmelserne udelukker heller ikke indgreb mod tilgift, rabatmærker mv., som strider imod god markedsføringsskik.

2 Anne-Dorte Bruun Nielsen foreslog følgende formulering:

3 Justitsministeriets udvalg om revision af forbrugeraftaleloven har afgivet betænkning nr. 1440, 2004 som indeholder et forslag til en ny forbrugeraftalelov. I udvalgets lovforslag indgår en bestemmelse svarende til den nuværende § 2 i forbrugeraftaleloven.

4 I arbejdsgruppen har deltaget følgende personer: Fra arbejdstagerside: Bent Hansen (Danske Sælgere), Niels Mosegaard (AC/DJØF), Peter Salling Petersen (Ledernes hovedorganisation), Jørgen Rønnow (LO), og Peder Vesterbek (FTF). Følgende medlemmer af markedsføringsudvalget har endvidere deltaget i arbejdsgruppen: Camilla Drosted (HTS), Michael B. Elmer (Dommerforeningen), Annette Juhl (Konkurrencestyrelsen), Hagen Jørgensen (Forbrugerombudsmand), Henrik Schultz (DI) samt udvalgets formand og sekretariat. Desuden har Advokatrådets repræsentant i udvalget om Kunde- og Konkurrenceklausuler, Yvonne Frederiksen, og Lars Quistgaard Bay (DH&S) også deltaget i arbejdsgruppen.

Top |

Denne side er kapitel 8 af 13 til publikationen "Markedsføring og prisoplysning".
Version nr. 1.0 af 01-03-2005
© Forbrugerstyrelsen 2005