Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

5 Bedre rammer for grønt og ansvarligt forbrug

Klimaudfordringen kræver, at alle bidrager. Både myndigheder, erhvervsliv og forbrugere. Mens internationalt og europæisk samarbejde om en fælles, bæredygtig fremtid er en nødvendig forudsætning for en grøn udvikling, er det væsentligt at huske, at løsningen på den globale klimaudfordring også skal findes i den enkelte forbrugers hverdag. Hver dansker udleder i gennemsnit ca. 10 ton CO2 om året. Heraf har danske forbrugere direkte indflydelse på ca. seks ton gennem transport og forbrug af el, varme og dagligvarer.

Af Forbrugerredegørelse 2008 fremgår det, at danskerne generelt ønsker at forbruge mere bæredygtigt. Dette billede underbygges i en undersøgelse gennemført af Forbrugerstyrelsen i 2009. Her angiver mere end tre ud af fire forbrugere, at de interesserer sig for klimahensyn i relation til deres forbrug. Det skal vi bygge videre på. En styrkelse af vilkårene for grønt forbrug er et vigtigt redskab til, at forbrugerne kan tage et større medansvar for at løse klimaudfordringen.

Derfor skal informationen om miljø- og klimamæssig bæredygtighed til forbrugerne styrkes.

Bæredygtighed og grønt forbrug er de senere år blevet et konkurrenceparameter for nogle danske virksomheder. En undersøgelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fra 2007 viser, at virksomhederne i stigende grad oplever, at forbrugerne stiller krav om samfundsansvar og bæredygtighed. Af Forbrugerstyrelsens undersøgelse fra 2009 fremgår det endvidere, at over 1/3 af forbrugerne tillægger det meget stor eller stor betydning, at det sted, de handler, har klimavenlige varer.

Bedre rammer for grønt forbrug
Det skal være nemmere for forbrugerne at træffe et bæredygtigt og miljømæssigt ansvarligt valg. Forbrugerne skal via den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, have adgang til viden om miljø- og klimamæssig bæredygtighed, hvad enten det drejer sig om hverdagsbeslutninger, huskøb, byggeprojekter, bilkøb eller flyrejsers CO2-belastning af miljøet. Samtidig vil regeringen i EU-regi arbejde for, at klimahensyn fortsat klarlægges, og at mærkningsordningerne markedsføres.

Virksomhederne bør derfor have en interesse i at medvirke til at håndtere klimaudfordringen via grøn produktion og markedsføring. Forbrugerombudsmanden forhandler i øjeblikket med branchen om en ny vejledning for brug af etiske og miljømæssige udsagn i markedsføringen. Vejledningen skal fremme, at forbrugerne får den mest korrekte information fra virksomhederne.

Samtidig vil regeringen tilskynde til øget gennemsigtighed om bæredygtighed på transportområdet. Bil- og flybranchen kan i den forbindelse hjælpe med at gøre det lettere og mere gennemsigtigt for forbrugerne at træffe et grønt og bæredygtigt transportvalg.

Energimærkning af varebiler

Forbrugerne og virksomhederne skal have lettere adgang til information om energiforbrug i forbindelse med køb af varebiler. Derfor skærpes kravene til energimærkning, så også varebiler skal mærkes. De nye regler betyder desuden, at information om CO2-udslip og energiklassepile fremover tydeligt skal fremgå ved annoncering og i reklamer. Samtidig igangsættes et større kampagnearbejde, der skal øge forbrugernes fokus på vare bilers energiforbrug.

Det er lovpligtigt at annoncere energiforbruget i forbindelse med salg af personbiler. Regeringen har løbende fokus på at styrke gennemsigtigheden om energiforbrug, så forbrugerne vælger transportform på et velinformeret grundlag.

Flyrejser er blandt de helt store CO2-syndere, og flere flyselskaber har allerede taget initiativ til at oplyse om flyrejsens CO2-belastning efter køb af billet. Alligevel kan det være svært at vurdere CO2-udledningen i forbindelse med flyrejser.

Flyrejsers CO2-belastning
Det skal være nemmere for forbrugerne at gennemskue flyrejsens CO2-belastning. Forbrugernes muligheder for at træffe bæredygtige valg kompliceres dog blandt andet af utilstrækkelig oplysning i flybranchen om den korrekte opgørelse af CO2- udslip. Regeringen vil derfor opfordre branchen til fælles standarder for CO2-opgørelse og til at styrke forbrugerinformationen om flyrejsers CO2-belastning allerede ved annoncering af flyrejsen.

Top |

Denne side er kapitel 6 af 9 til publikationen "Ansvarlig forbrugerpolitik".
Version nr. 1.0 af 22-01-2010
© Forbrugerstyrelsen 2010