Forside | | Indhold | | Bund | | <<Forrige | | Næste >> |

1 Fælles løsninger – på fælles europæiske udfordringer

Dansk økonomi og danske forbrugerforhold er tæt forbundet med udviklingen i vores omverden. Omkring 85 pct. af lovgivningen på forbrugerområdet kommer fra EU. Udviklingen internationalt giver både danske forbrugere nye muligheder, men samtidig også nye udfordringer.

Udbredelsen af e-handel betyder, at forbruget er blevet mere grænseoverskridende. Det har givet danske forbrugere nem adgang til en global markedsplads med et stort udvalg af varer og services. Samtidig har e-handlen og den stigende trafik på internettet i almindelighed – og sociale netværk i særdeleshed – rejst nye grænseoverskridende problemstillinger vedrørende privacy og digital sikkerhed.

Danske forbrugerforhold skabes dermed i stigende omfang i en international kontekst og under indflydelse af globale udviklingstendenser. Ordentlige forhold for danske forbrugere kan derfor ikke udvikles isoleret fra den internationale virkelighed, hvori danske forbrugere i stigende omfang færdes.

Et stærkt internationalt samarbejde og fælles europæiske løsninger er således med til at give danske forbrugere ordentlige forhold. Regeringen vil i EU arbejde for, at en række grænseoverskridende problemstillinger håndteres til gavn for både danske forbrugere og virksomheder.

Europæiske løsninger
Regeringen arbejder for mere sikkerhed og bedre vilkår i forbindelse med køb af blandt andet flyrejser, varer og fødevarer. Det sker gennem en vedholdende indsats for de bedst mulige fælles regler i EU inden for blandt andet konkursdækning på flyrejseområdet, produktsikkerhed samt gennemsigtighed i forhold til fødevarekøb. Regeringen arbejder samtidig for, at der udvikles løsninger, som kan styrke forbrugernes tillid til online-handel og markedsføring – fx et fælles europæisk e-handelsmærke.

Top |

Denne side er kapitel 2 af 9 til publikationen "Ansvarlig forbrugerpolitik".
Version nr. 1.0 af 22-01-2010
© Forbrugerstyrelsen 2010